Vejret var omsider ved at lette lidt på det hele. På himlen var skyerne ikke nær så mørke længere, hvilket også gjorde at regnen så småt var stilnet af. Faktisk var det kun stille regn som faldt roligt ned fra himlen nu.
Nickazho tog sin ene arm, og smørrede sit ansigt ud i ærmet, sådan så mudder og skidt blev tørt af i det våde stof. Det lykkedes ham selvfølgelig ikke at få alt væk. Det føltes stadig som om at han havde noget siddende i næsen. Han satte sin finger på sin fine lillae næsetip, og pressede den ind mod ansigtet, sådan så han fik lavet noget lignende en grisetryne. Han tørrede en ekstra gang med sit ærme oppe mod næsen, og det hjalp nu også lidt mere på tilværelsen. Han snøftede en enkelt gang, og synes nu også at kunne smage blod. Han væmmes ved smagen, men tog sig ikke yderligere af det.

Nickazho skulede til Kijara, der kommenterede hans fremtræden. Hans udseende var mest af alt halvskræmmende, i og med at han havde et langt ar op til midten af kinden fra hver mundvige. Hans mange piercinger gjorde heller ikke det bedre indtryk af at se fredelig ud. Alligevel var hans fremtræden alt i alt totalt modstridende i forhold til udseendet. Han så ganske enkelt ynkelig ud, men han ville blot ikke indrømme det.

Et øjeblik lignede han en eller anden der skulle til at kaste op, fordi han pludselig lænede sig forover, og tog sin hånd op mod munden. I stedet, endte han ud med at flække af grin. Tanken var sjov, ham? farlig?
Der gik et øjeblik hvor han med en grimasse måtte tørre en enkelt glædeståre væk fra sit ene øje for derefter at få fokus på Kijara igen.

"Nej, så sandelig ikke. Jeg kommer ud af en fornem familie. Min slags dæmonrace er noget anderledes i forhold til almindelige dæmoner. Vi er mere fredelige. I hvert fald de fleste af os." Han nikkede anerkendende for at understrege, at det han sagde, var rigtigt.

Skyerne havde netop nu trukket så meget til side ude fra horisonten, at man netop kunne skimte et par stråler fra en knald rød solnedgang. Synet mindede meget Nickazho om håb.

Udfordringsord: småkage, skovsnegl, høne, agurk

Kijara nød i allerhøjeste grad, at uvejret var ved at lette. Den silende, tunge regn kombineret med tågen, havde gjort det svært at se mere end et par enkelte meter frem for sig, og hun havde følt sig nærmest blind.
Hun så op mod himlen, men solnedgangen fik blot hendes praktiske hjerne til at konstantere, at nu ville det snart blive mørkt - og så var det ikke godt at vide, hvordan dette dystre sted ville forekomme, eller hvilke skabninger der ville kravle frem i ly af mørket.
Lige nu, var der imidlertid ikke andet, end en stor, fed skovsnegl, der var kravlet frem. Den bevægede sig med sin umådelige langsomhed i et slimet stribe over den mudrede jord.

"Ja, så.. fornem familie.." gentog Kijara og måtte gøre sit bedre for at holde masken, idet billedet af den gennemblødte, mudrede dæmon iført fint tøj og med en fornem hat placeret hen over det piercede og arrede ansigt, dukkede op i hendes tanker.
Som Nickazho så ud nu - helt og aldeles mudderdryppende - var denne tanke så morsom, at Kijara kom med et lille latterudbrud, der nærmest lød som en høne, der klukkede. Hun holdt hurtigt en hånd over munden, for at skjule latteren.
"Hvad har dog bragt en lilla dæmon af en fornem familie til disse kanter?" spurgte hun i stedet. "Dette er ikke ligefrem stedet, hvor man sidder og drikker the og nipper til en småkage.."
Hun vidste dog kun hvordan mennesker af fornemme familier opførte sig - måske var det anderledes med dæmoner. Det kunne godt være, at denne race havde en større forkærlighed for at rende rundt i mudder og regn blandt øde gravsteder.

Kijara så væk fra dæmonen, og fik nu i stedet øje på noget, der lå på den mudrede jord - lige i nærheden af skovsneglen. Det havde en grønlig nuance og lignede lidt en agurk..


Udfordringsord: Blåbær, krokodille, skæv, bål

Sneglen måtte nyde godt af alt den regn som den havde fået foræret, ligesom at Kijara og Nickazho nu nød at det var ved at stilne af. Selvom de med stor sandsynlighed ikke havde en tør plet på sig, så så de alligevel en vis glæde ved ikke at skulle overrumples af regn. De lignede alt i alt to, der meget godt kunne bruge et bål lige nu, som de kunne varme sig ved. Hvis Nickazho havde været helt nede, samt været en pirat, for ej at forglemme manglende optimisme, havde han nok behøvet at ryge sig skæv.

Den lillae dæmon kneb sit ene øje helt sammen, og så på menneskekvinden med sit andet. Hun tvivlede på ham, men måske, hvis han nu kiggede ned af sig selv, ville han jo nok kunne forstå det. Dæmonen blev næsten blåbær farvet i hovedet, uden at ane om han burde le en smule med, eller blive en anelse fornærmet. Han valgte at ignorere den ellers så gentagende latter, som der var opstået bag hans lillae hovedskal.

”Ha! Vi lillae dæmoner tilbringer ikke kun tiden med at spise småkager, og drikke the!” Sagde han en smule stolt, uden egentlig at nærme sig videre ind på emnet.

”Som om din slags har så meget at gøre et sted som dette?” Sagde han en smule mistænksom.

”Siden du er så krigerisk, som du fremstår, så er det typisk din slags at sætte jer ud i større fare, end I egentlig behøver.. Lad mig gætte, du var sikkert på vej ud for at nedlægge en krokodille, for at vise dit værd?” Nickazho var først bragende alvorlig, men begyndte så at grine i sidste ende, og måtte bøje sig forover for at kæmpe mod den. Det hele var så komisk. Deres verdener var så forskellige. Han fandt et øjebliks lys i den ellers så våde tilværelse.

Udfordringsord: vandmelon, giraf, isbjørn, mursten.

Kijara gjorde en bevægelse for at ryste de våde lokker væk fra ansigtet. De lange, blåsorte fletninger føltes meget tunge, og hun havde mest af alt lyst til bare at tage skindstøvlerne af, for de var alligevel helt gennemblødt af regnen.
Hun bekæmpede en lyst til at tage enden af sit spyd og give sneglen et solidt slag, så den ville splatte ud på jorden. Den havde jo ikke gjort hende noget, og det var egentlig mere Nickazho, hun havde lyst til at slå på. F.eks. med en god, solid musten .. lige i ansigtet.
Hun kunne ikke helt sætte en finger på, hvad det var ved dæmonen, der irriterede hende. Måske var det mest af alt bare det, at han var en dæmon, og at hun ikke stolede på disse skabninger. De brugte magi som deres våben, og magi var mest af alt snyd i Kijaras øjne. Hvordan skulle man for eksempel kæmpe en fair kamp imod en skabning, der bare kunne forvandle én til en vandmelon?

"Det anede mig.." sagde hun, men lagde også mærke til, at dæmonen tilsyneladende ikke havde i sinde at fortælle, hvad de SÅ foretog sig, nu hvor de åbenbart brugte deres tid på vigtigere ting end småkager.
"Jeg tror næppe, at vi finder krokodiller på dette gravområde.." sagde hun i en snusfornuftig tone, og håbede, at hun havde ret. Der var trods alt et pænt stykke vej til floden, og krokodiller levede vidst forresten heller ikke i elverlandene. "Det er jo heller ikke ligefrem, fordi vi tilfældigvis ville møde en giraf her.."
Det var egentlig lang tid siden, hun havde været på jagt. Hun mindedes, at hun engang havde været langt nordpå, i forsøg på at jage en isbjørn. Men de var sky, og hun havde måttet opgive jagten til fordel for mere almindelige bjørne, der huserede i skovområderne.
"Som sagt - jeg rejser rundt i landet .. for at opleve noget. Jeg har ikke lyst til at ende derhjemme som en eller anden .. dame .. der sidder og lapper tøj hele dagen." sagde hun som svar på det sidste, dæmonen havde sagt.


Udfordringsord: Monster, dukke, stank, gryde

Nickazho så skeptisk på Kijara. Så, det anede hende? Han burde næsten fortælle hvor lidt hun egentlig vidste med sine få nærmest ubetydelige menneskeår. Hun ville føle det som om, at man slog med et stålredskab mod en gryde for hende, når hun var mest træt. Alligevel beherskede han sig selv og lod være.

Han himlede lidt med øjnene over menneskepigen. Han troede, at hun fik det til at lyde som alverden, men at det egentlig ikke var det helt store det hele handlede om. Han tænkte, at alt imens hun gør dyret til det helt store monster, ja så endte det måske bare med at være en and i den sidste ende.

"Dame? Næppe.. Du er jo kun en menneskepige. Det er ikke længe siden at du stoppede med at lege med din dukke." Kommenterede Nickazho. Det stank en smule af nedladenhed, men hun var jo heller ikke ligefrem bedre end han var.

Nickazho stod lidt og trippede i mudderet under ham. Hans stofsko var drivende gennemblødte, ligesom alt andet. Hans fødder var dermed også blevet helt kolde. De var i samme stand, og egentlig burde de rent faktisk begge finde sig et bål af en art, så de kunne tørre sig.
Der var langt ind til en by, herfra. Så de burde gøre et eller andet her og nu, men det ville være svært at tænde noget som helst bål med alt det våde træ som de ville finde.

"Vi burde få tørret os selv, inden vi går hen og får den værste lungebetændelse.. Kan du se noget træ, inde for den nærmeste rækkevidde, som vi kan bruge til at lave et bål?" Nickazho regnede ikke med at hun kunne se noget. Han selv, kunne ikke. Desuden hjalp mørket ikke ligefrem på hele situationen, det forværrede derimod kun udsynet.

Spøgelses pigen fra før, kom nu nærmere Nickazho. Hun kunne mærke på ham, at han havde brug for en hånd, og hun var villig til at hjælpe, selvom hun havde været en pestilens tidligere.

Nickazho flyttede sit blik og betragtede hende komme nærmere. Hun stod nu lige ved siden af ham og så skiftevis fra Kijara til Nickazho, men fastholdt til sidst blikket, da han skulle til at sige noget.

"Kan du hente noget tørt træ til os, og bringe det herhen?" Spurgte Nickazho den lille pige med et skævt smil. Nok var det en lille pige, men en ånd havde nu langt mere styrke end en normal menneskepige. Han vidste, at hun havde styrken.
Pigen nikkede let, og løb direkte mellem Kijara og Nickazho og fortsatte i en lang strækning indtil hun var ude af Nickazhos synrækkevidde.
Der gik ikke lang tid, før brædder af tørt træ kom "svævende" imod dem. På en afstand af ca. 10 meter, blev brædderne kastet, sådan så de endte lige mellem den lillae dæmon og menneskekvinden.

Regnen var nu heldigvis stoppet, så de kunne i det mindste lave bålet på stedet her.

Nickazho så mod Kijara.

"Der kan man bare se.. tørt træ!" Udbrød Nickazho, som om han var overrasket, men kom ikke det nærmere træet. Hvis hun var så krigerisk, måtte hun vel også kunne finde ud af at tænde et bål.

Udfordringsord: lama, tærte, bøf, drage.

Mørket var nu for alvor faldet på. Stykker af tågen drev stadig hen over jorden, og himlen var dækket af et tykt lag skyer, der fik det til at virke, som om solen allerede havde været nede i timevis, selvom det kun var et kort øjeblik siden, at de sidste rødlige nuancer fra solnedgangen var forsvundet fra himlen.
Nickazhos spydige bemærkninger fik nærmest Kijara til at syde invendig, men hun behærskede sig. Det virkede efterhånden fuldstændig tåbeligt at stå og fyre nedladende bemærkninger af mod hinanden: for som dæmonen bemærkede, var der nogle mere presserende ting at tage sig af: nemlig at få en smule varme i kroppen.

Hun samlede den dryppende våde kappe omkring sig, og tænkte på, hvor dejligt det ville være, at sidde og spise en lun tærte lige nu. Tanken om mad, fik hendes mave til at rumle højlydt.
Dæmonen sagde noget om træ, og det kunne Kijara bestemt godt se det fornuftige i. Hun skulle netop til at bevæge sig rundt i de mørke omgivelser, men så kom der et eller andet svævende hen imod dem.. træ! Det løb hende koldt ned af ryggen, idet træstykkerne landede foran dem .. hvad var det her for et sted?
Hun stirrede mistroisk på dæmonen: han havde snakket til en eller anden, men hvem? .. en eller anden dæmonisk skabning, Kijara ikke kunne se? Hun forventede næsten, at en drage om lidt ville dukke ud af den blå luft.

"Hvor kom det fra!?" spurgte hun endelig. Modvillig til at så meget som røre ved træstykkerne, der nu ellers lå på jorden, og så ganske almindelige ud.
Hvad enten dæmonen havde en finger med i spillet eller ej, foregik der så sandelig mystiske ting på dette sted. Først de rullende tønder, og nu træ der svævede gennem luften. Det næste ville vel blive en eller anden form for monstrøs lama..
En rumlende lyd fra hendes mave afbrød hendes tankegang, som i stedet blev erstattet af tanker om en god, velstegt bøf. Måske var der nogle vilde dyr i omegnen, som de kunne fange og spise..
Sulten og kulden overvandt hendes modvillighed, og hun begyndte med langsomme bevægelser og et meget mistroisk ansigtsudtryk at samle træstykkerne op og lægge dem til rette på et nogenlunde tørt stykke jord.


Udfordringsord: Snevejr, ugle, mavepine, næsebor

Nickazho nød at irritere Kijara noget så grueligt. Hun var et menneske, og han havde nu stadig et inderligt had til mennesker. Der skulle ufattelig meget til at overbevise ham om, at han skulle tilgive dem der levede nu, for egentlig havde de ikke det store at gøre med hvordan deres forfædre havde teet sig i sin tid.
Den lillae dæmon kunne dog ikke lade være med at smile fornøjet for sig selv. Hendes reaktion på træet var noget af det sjoveste han længe havde set. Mistroisk, ja det var en typisk egenskab hos menneskene, som tit dukkede op i deres øjne. Egentlig, var det nok også den eneste ting der gjorde, at de overlevede.
Den bidende kulde, var som en ordentlig omgagn snevejr. Hvis det havde være frostvejr, havde fugten i hans næsebor forvandlet sig til istapper.

”Hvor det kom fra? Hvis jeg fortalte dig det, ville du alligevel ikke tro på det.” Bemærkede Nickazho med et par let hævede øjenbryn.
Han bukkede sig ned, og samlede træstykkerne så de lænede sig op af hinanden mod et centrum.
Der gik ikke længe, for en højlydt rumlen kom fra Kijara.

”Sikke en mavepine du har fået dig der. Du burde få dig noget mad! Se, om du ikke kan finde noget mad i nærheden, så får jeg tændt op i bålet.. På en eller anden måde.” Nickazho skulede rundt omkring sig. Han var så våd og kold, at det næsten gjorde helt ondt ind til knoglerne.
Det virkede næsten som om, at en masse insekter var kravlet indenbords i Nickazho og bed ham på hver en knogle. Han havde aldrig oplevet noget lignende! Han ville notere sig bag øret, at han aldrig skulle blive ude så længe, når han en dag blev udsat for noget lignende vejr.
Alt det der var sket i dag, var nærmest lige så sandsynligt som at se en dansende, balancerende elefant, komme hoppende på en rullende mjødtønde, altså hvis man så det fra Kijaras synspunkt og uvidenhed omkring det spirituelle. Tanken var nu egentlig mege t sjov, for Nickazho så det aldeles ikke som nogen sandsynlig ting, med sådan en talentfuld elefant.

*Pfff, amatør* Nickazhos tanker var drevet bort med ham selv, og han rystede nu lidt på hovedet og kom tilbage til den underlige virkelige verden.
En ugle havde fået ham ud af tankerne. Dens tuden gik lige i ørene, og hvorfra den kom var ikke til at sige.
Han sukkede og spejdede efter noget at tænde op med. Alt var jo særdeles vådt, hvordan skulle han nogen sinde finde noget som helst, der ville kunne tænde noget op? Flintestenene var jo våde, og det ville tage tid at få dem tørre.
Spøgelsespigen havde tænkt tanken i forvejen. Mens Nickazho havde kommet på andre tanker end den nuværende situation, havde den lille pige taget forbehold for den næste udfordring. Hun havde rendt et længere stykke, og fundet noget hø, som let ville kunne sætte gang i det hele, når først der var kommet glød i.
Hun gik frem til Nickazho og rakte ham det ud i luften. Han så indtrængende på hende.

”Det tænder jo ikke noget som helst!?” Bemærkede han med en spørgende tone. 1, 2, 3 en glød begyndte at få tag i høet. Den lille pige havde formået at bruge nogen af sine kræfter på at lave en lille glød.
Nickazho smilede.
Åndeverdenen havde evner helt for sig. Det var længe siden at han havde fundet en ånd, der netop ville gøre så meget for ham. Nuvel, det var måske også fordi at de i de fleste tilfælde, gik ham på.
Han nikkede takkende til den lille pige, og hun forsvandt over mod en grav et øjeblik efter. Hun så sig kort over skulderen, både på Nickazho og derefter Kijara, inden hun forsvandt for Nickazhos synsrækkevidde.
Nickazho skyndte sig at lægge høet ind under træet, som lå på jorden. Han puttede det forsvarligt ind i centrum under træet, så gløden, der nu var blevet til flammer, ville kunne sætte gang i alle træstykker.
Bålet ville højst sandsynligt kunne holde op til 4 timer, så det var måske meget passende.
Han satte sig og stirrede ind i bålet. Hans sult kunne vente, han var jo en dæmon.

Udfordringsord: Bavian, krymmel, nøddeknækker, gødning

Var der noget, der i situationen irriterede Kijara, så var det ikke at vide, hvad der foregik omkring hende. Og dæmonens lettere hånlige bemærkning om, at hun 'alligevel ikke ville tro på det', var ved at gøre hende rigtig sur.
Hun trådte tilbage fra de opstillede træstykker og tørrede sine mudrede hænder af i den lige så våde og mudrede skindkappe, der hang om hendes skuldre, og som i øjeblikket absolut ikke udgjorde andet formål end at være våd, kold og i vejen.
Derfor gav det Kijara en vis tilfredsstillelse at se dæmonen have sit besvær med at få bålet tændt. "Jeg kunne sagtens have gjort det der.." bemærkede hun, idet flammerne endelig begyndte at komme til syne.
Hun lagde skindkappen fra sig ved siden af bålet i håb om, at den ville tørre lidt, før hun vendte sig bort. "Jeg skal forsøge at finde noget spiseligt.. forsøg nu at lade være med at opføre dig som en eller anden bavian i mellemtiden.."

Flammerne og lyset fra bålet blev hurtigt opslugt af mørket og tågen, idet Kijara bevægede sig længere bort fra stedet, hvor dæmonen sad. Det var næppe fordi man kunne ville kunne finde en lækker kage dækket af krymmel herude mellem de tavse gravhøje og den sparsomme bevoksning, men noget spiseligt måtte der da være.
Hun var nødt til at gå i et hurtigt tempo, for at kunne holde varmen i den bidende nattekulde, og lyden af hendes skridt og åndedrag, var den eneste lyd der brød stilheden. Hun var lige ved at få et gevaldigt chok, idet hun trådte på en kvist, der knækkede med en høj lyd som en nød, der blev åbnet med en nøddeknækker.

Turen tilbage mod bålpladsen gik endnu hurtigere. Fra Kijaras ene hånd hang en død fugl, som hun havde fundet. Den havde haft en brækket vinge, og var allerede så godt som dødsdømt, så det havde været en smal sag at gøre det helt af med den ved at stikke spyddet i den.
Hun havde også fundet nogle rødder og svampe, som så helt spiselige ud, og selvom det ikke var den store fangst, ville det gøre godt at få noget i maven. Nu var det bare om at håbe, at dæmonen ikke havde lavet unoder i mellem tiden .. det kunne være et kønt syn, hvis hun kom tilbage, og han havde rullet sig helt ind i gødning eller sådan noget .. hun vidste ikke, hvad dæmoner underholdt sig med.
Hun passede et kroget træ, som hun helt sikkert også havde set på udvejen, men nu så gravhøjene foran hende ganske ens ud, og hun vidste ikke, hvilken retning hun skulle gå, for tågen og mørket gjorde det umådeligt svært at orientere sig.
"Lilla dæmon..?" råbte hun lidt tvivlende. Hun mindedes ikke, at han nogen sinde havde sagt, hvad han hed.


Udfordringsord: bogreol, rådden, latterkrampe, guldfisk

Nikcazho hævede hovedet en anelse, og spillede sine øjne en anelse op, så han lige kunne se på Kijaras ansigt, imens hun bemærkede hvordan hun kunne have været til gavn.
Han himlede lidt med øjnene og så ind i flammerne. Der gik ikke længe før Kijara omsider havde forladt dæmonen. Nu håbede han bare, at hun aldrig ville komme tilbage igen. Dumme menneskebarn. Kunne hun ikke bare blive spist af en forvokset rådden guldfisk, som pludselig var kommet muteret ned fra himmelen?
Nickazho skulle til at sprutte af grin over tanken, bare anstrengelsen for at kæmpe imod, gav ham nærmest latterkrampe.
Endnu en bog der ikke var blevet læst, for ganske simpelt, den fandtes ikke. En bog, om hvordan man kan forstå mennesker, når man er lilla dæmon. Han havde end kigget på den største bogreol af dem alle, og havde intet kunne finde. Han havde derimod fundet massere af bøger, hvordan man bedst muligt tilberedte et menneske, så det ville smage ligesom et svin. Tilogmed havde han også fundet hvordan et menneske kunne blive dræbt af små insekter, uden at de selv ville lægge mærke til det. Faktisk utrolig smart. Og nå ja, til det lidt mere ubrugelige, og dog sjove viden, hvordan man får et menneske til at fremstå som en abe uden brug af magi. Det var nu meget smart, og det var nu engang en ganske fascinerende tanke.
Dæmonen havde nærmest et s-formet smil over sine læber, og faldt mere og mere hen i sin egen lille drømmeverden omkring alt det ubrugelige viden han havde indsamlet sig. Indtil videre havde det kun været ubrugeligt, men det kunne nu ikke skade at have tilegnet sig den viden, hvis man nu engang fandt det særdeles brugbart i en given situation.
De små får der hoppede henover hegnet i Nickazhos drømmende bevidsthed, løb pludselig ind i det forreste får, som var stødt ind i hegnet før det havde nået at hoppe. Nickazho stoppede sit dagdrømmeri, da en usikker stemme kaldte på ham, eller... sådan cirka.

Han sukkede lidt for sig selv. Overvejede ikke at svare, og dog alligevel så var det muntert at irritere det barn.
"Menneskebarn?" Kaldte han tilbage, for han havde egentlig heller ikke fået fat på hvad hun hed. Gjorde det nogen forskel?

Udfordringsord: guld, blæk, zebra, risengrød.

Nickazhos stemme gav genlyd gennem tågen, og Kijara drejede en omgang om sig selv for at afgøre, hvilken retning lyden kom fra.
Den vej! Tænkte hun, og gik forbi det lille, krogede træ, der stod ensomt med tågen bølgende omkring sig. Ganske rigtigt - efter at have gået et lille stykke vej, kunne hun i mørket skimte sine egne, mudrede fodspor.
Hun satte farten op. Skindstøvlerne gav en våd, svuppende lyd, hver gang hun trådte i mudderet, der nærmest var sort som blæk her i nattemørket.

"Det var du," udbrød hun forpustet, idet hun trådte hen mod bålet. Flammerne oplyste hendes ansigt, og fra den ene hånd dinglede den døde fugl, som hun havde medbragt.
Hun kastede den ned i skødet på dæmonen. "Jeg kan ikke byde på en omgang frisklavet risengrød, men jeg kan love dig for, at denne her smager endnu bedre, når først den er blevet grillet over bålet.."
Rødderne lagde hun på sin våde kappe, som lå bredt ud ved siden af bålet. Her slog hun sig også selv ned, og strakte hænderne frem mod de varme flammer - der havde været utroligt koldt ude mellem gravhøjene, og nu hvor hun mærkede varmen, gik der rystelser igennem hele hendes krop.

Omgivelserne virkede om muligt endnu mørkere nu, hvor de selv sad i lyset fra ilden. Den var et smukt og varmt syn - flammerne lyste i nuancer af rød, orange og guld.
Kijara kørte uden at tænke over det en hånd hen over sit ansigt, og denne efterlod striber af mudder, der fik hende til lidt at ligne en zebra. Hun kunne efterhånden godt og grundigt trænge til et bad, men det var nok en luksus, hun næppe ville få lige foreløbig.


Udfordringsord: kagemand, skjorte, æblegrød, hattemager

Den lille dæmon tiltede hovedet en anelse mod sin ene skulder, mens den endnu beskuede ilden på en måde, som man udefraseende ville synes så yderst uintelligent ud. Pupillerne blev større og større mens den så derind og et lille smil bredte sig på de smalle læber. Arrene som var blevet trukket op gennem kinderne fra mundvigerne, fik kun dæmonen til at se ud til at smile yderligere.
Ildens gnister gjorde godt for den lillae krop, og dæmonen fandt det særdeles velbehagende i dens nærvær. Dæmonen følte sig dejligt alene, når det bare var ham og bålet foran sig som dansede i nattens mørke, der havde lagt sig som et trykkende lagn over stedet.

SLAM! De røde øjne spærredes op, da der pludselig blev klasket en død fugl ned i skødet på den. Med en let åben mund og vræmmende grimasse, stirrede han på den døde fugl som lå og kiggede op på ham.
Hjertet blev, i følge ham selv, vredet rundt et par omgange, efter dette særdeles hyggelige besøg af den fjerbeklædte døde fugl. Nickazho troede at han skulle kaste op. Kinderne blev store, og han måtte tage sig for munden for ikke at skulle kaste resterne fra morgenmaden op.

1, 2, 3 og han kom på benene, alt gik så stærkt, at han end ikke fik sagt et eneste ord til Kijara. Han skulle bare have kræet væk fra ham!

"Jedrk!" halvkvalt lød det, og halvkvalt føltes det for den ellers rimelige fattige rige dæmon - noget af en kombination. Hun kunne lige så godt have splattet den største flødeskums kagemand udover ham, og han ville have følt sig ligeså grisset til, som efter fuglen der lige havde ligget på hans skød.

"... Ligner jeg en der vil have sådan et kræ lige i mit skød, menneskebarn?" Snerrede han vrissent. Han holdt i sig slag med begge hænder og stirrede ned på det, for at se om der stadig var rester tilbage fra kræet. Man skulle tro, at han havde en pæn skjorte på.
Hun måtte da have spist majs eller noget i den dur, eller måske most majs? Eller.. spiste mennesker overhovedet det? Måske nærmere taget æblegrød. Eller... blev de nu også tossede af det? Sidst han spiste majs var han i hvert fald blevet skør!
Han havde lyst til at trampe i jorden, men stod blot og kiggede ned på sit slag en ekstra gang i skæret fra ilden. Da han konkluderede for sig selv, at den nok ikke var griset til, men at det sikkert nok bare lugtede i stedet, lod han sig slippe slaget og kiggede i stedet på menneskebarnet.

"Når nu du siger, at det smager så godt, så må du jo tilberede det." Nickazho skulede til fuglen der nu lå på jorden, stadig kiggende op på ham. Han skulede en enkelt gang til hende, og så tilbage på fuglen igen. Den skulle ikke kigge sådan på ham!
Med en let, overhovedet ikke diskret bevægelse, trådte han til siden, mens han kiggede rundt i omgivelserne. Hans øjne rullede en omgang, og kiggede nu igen ned på fuglen. Han kneb øjnene sammen, stirrede på de sorte øjne som den havde vidt åbne.

*Dumme fugl!* Vrissede han inde i sit eget hovede. Enhver der måtte beskue hans bevægelser og tanker, måtte tro at han var en gal hattemager eller noget i den dur.
Han smilede så stift tilfreds, da han konkluderede for sig selv, at nu måtte fuglen ikke længere kunne se ham. HA!
Han spankulerede et stykke omkring bålet, stadig med blikket rettet mod fuglen. Ham kunne den ikke narre!

Udfordringsord: forglemmelse, korttidshukommelse, tankespind, besvær.

Et lillebitte smil gled hen over Kijaras læber, da hun så hvordan dæmonen reagerede på at få den døde fugl klasket ned på sit skød. Et smil, der hurtigt ændrede sig til et bredt grin. Så den lille dæmon er for fin til døde fugle...
Med tydelig morskab afbilledet i ansigtet, samlede hun fuglen op igen og rakte den drillende frem mod Nickazho.
"Denne her!? Du finder ikke et meget bedre måltid herude .. " Hun lod den langsomt svinge frem og tilbage i den udstrakte hånd, tydeligt begejstret ved dæmonens reaktion. Fuglen så mest af alt ynkelig ud, som den hang dér og dinglede.. fjerene stak ud i alle retningerne og øjnene stirrede blindt.

Hun slog sig ned ved bålet og begyndte med kraftige bevægelser af plukke kræet. Det var naturligvis lidt af et besvær at få et måltid ud af sådan en fugl, men tanken om et sprødt ristet stykke kød holdt Kijaras energi ved lige.
"Hov, sikke en forglemmelse!" udbrød hun muntert, da hun næsten havde glemte de urter, rødder og svampe, hun også havde fundet. "Det går da ikke med sådan en korttidshukommelse.."

Lugten af stegt kød bredte sig et lille stykke tid efter ud over den lille 'bålplads'. Kijara havde opstillet et vakkelvorent stativ af en art ved hjælp af nogle tilspidsede grene, og her hang den plukkede fugl nu spiddet hen over bålet. Det var ikke ligefrem et stort måltid, for uden fjerene var fuglen blevet en del mindre.
Flammerne fra bålet oplyste Kijaras ansigt, som hun sad der og stirrede ind i ilden. Der var blod på hendes hænder efter 'behandlingen' af fuglen, men hun havde ikke så meget at tørre det af i, og hun var alligevel for et øjeblik så forsvundet i sit eget tankespind, at hun havde helt glemt både dét og sin egen, rumlende mave.
Imidlertid begyndte en stor mængde røg at stige op fra bålet, og det fik Kijara til at hoste, idet det meste af røgen bestemte sig for at tage kurs mod hendes ansigt.
Hun bandede lavmælt og rakte ud for at vende fuglen, så den kunne blive stegt på den anden side.


Udfordringsord: Fiskesuppe, kløpulver, langsom, raslende

”Uduelige menneskebarn” Knurrede Nickazho lavmelt og stirrede ind i flammerne foran sig. Fuglen blev plukket til det inderste, og Nickazho holdt sig opdateret hvert 5. sekund om den nu stadig stirrede på ham, blindt. Det var som om den var den værste pæst for ham. Udueligt. Som om pæsten havde givet ham en langvarrig kløpulver og aldrig havde i sinde om at lade ham være i fred. Den, som hovedret, var bestemt ikke til dæmonens tilfredsstillese. Den bedste ret han kunne komme på hjemmefra, og slet ikke så krævende, var helt klart fiskesuppe. En ret som de fleste mennesker ikke ville finde særlig interessant, så vidt han havde hørt. Hjemmefra var det dog en ret han var vandt til. Hjemstavnens udsigt til det store åbne hav, var sikkert en af grundene til smagsløgene var, som de var.

Han skulede til menneskebarnet, og han klaskede sig selv i hovedet over menneskebarnets dumhed, der tydeligvis var meget langsom af sig. Det var lige før han havde fået en bordox hånd placeret midt i sit åbne ansigt. Ikke meget klogere af ham, kunne man tænke.

Surmulende satte han sig ned på den anden siden af bålet, i forhold til Kijara. Endelig satte han sig, efter al den tid hvor han blot havde stået og skulet til det nu fjerløse kræ, der for øjeblikke siden havde overfaldet ham med sin... ucharmerende døde krop.

Jo længere tid der gik, jo mere og mere kunne han mærke at hans krop var blevet mere og mere træt. Det var nok ikke sært. Mørket var for længst faldet på, og mennesket og dæmonen som bitterligt hadede hinanden, var tvunget til at forholde sig sammen for øjeblikket. Hvilken skadefro skæbne, han havde med at gøre!

Han bed sig selv i læben og en let utilfreds rynken kom frem på hans lillae næseryg. Hvor han dog hadede de uduelige mennsker. De fattede ikke noget. Hvordan kunne hun også nær glemme krydderierne, når de nu netop havde med sådan et udueligt kræ at gøre, som i forvejen var så ækelt som det overhovedet kunne blive.

Maven begyndte at knurre, så hans krop nærmest var raslende i eftertiden. Han gøs gennem hele kroppen. Blandingen mellem alle indtrykkende var lige til dødens rand for den stakkels dæmon, som var fanget med et menneskebarn. Alt ved hende irriterede ham. Hendes udseende. Hun havde en al for irriterende hage, for slet ikke at snakke om næsen. Den var lidt for spids for hvad han synes hvad godt var, og hagen kunne godt have været en milimeter mindre. Øjnene, sagde ham bestemt intet. Slet ikke livlige overhohovedet! Huden, lidt for mørk, som var hun en af de dersens arbejdere.

...

Når alt kom til alt, var hun måske en af de mere perfekte menneskebørn han nok til dato havde set. Og dog, ville han hverken indrømme det overfor sig selv, eller omverdenen, for slet ikke at tale om menneskebarnet!


Udfordringsord: tandpine, løgnhals, vaskebræt, kumme.

Kijara tog sig ikke synderligt at dæmonens lavmælte knurren. Hun havde for længst bestemt sig for, at den underlige, lilla skabning havde det meste i munden, og alligevel ikke duede til meget andet end at brokke sig. Og hvis den ikke brød sig om hendes madlavning, jamen så var der jo bare mere til hende!
Hun greb efter sit spyd og brugte spidsen af det til at rode lidt op i ilden, før hun igen drejede fuglen, så den kunne blive godt gennemstegt. Hvad angik mad, så var Kijara ikke specielt kræsen - og så længe, der var kød, var der i hvert fald intet at klage over. Det skulle da lige være, hvis kødet var gammelt og hårdt som sten .. og man samtidig havde en gevaldig tandpine.

Det havde ikke regnet i et stykke tid nu, og det var heldigt, for ellers havde bålet været svært at holde i gang og maden blevet en våd fornøjelse. Kijaras tøj - alt sammen lavet af skind og læder - var efterhånden også ved at blive tørt igen, men der sad stadig mudder overalt. Hele beklædningen inklusive kappen, som hun sad på, lignede mest af alt noget, der kunne trænge til en solid omgang på et vaskebræt,

Rundt om dem lå elverhøjene som store, mørke skygger mod himlen. Efter at dæmonen var holdt op med at brokke sig, var den eneste lyd, der hørtes, ildens knitren. Det var et besynderligt sted, de var havnet, tænkte Kijara. Og nogle besynderlige ting, der var sket.
Kijaras forfædre havde troet på ånder og åndemaneri, men Kijara selv havde svært ved at forholde sig til andet end dét, hun kunne se med sine egne øjne. Desuden var hun stadig overbevist om, at Nickazho var en lille løgnhals, der forsøgte at skræmme hende.

Duften af stegt fugl var ved at brede sig, og Kijara glædede sig nu bare til det snare måltid. Imidlertid var der noget andet, der bogstavelig talt pressede sig på, for efter en hel dag herude blandt de tågede elverhøje, var hun blevet rimelig tissetrængende, og dette var jo ikke noget luksuriøst kroværelse, hvor man havde en kumme at benytte til den slags.
Hun rejste sig derfor brat op og gloede rundt i mørket i håb om et finde en busk, hun kunne benytte.


Udfordringsord: Slagsmål, pindsvin, århundrede, flaske

Kijaras bedømmelse af Nickazho, kunne ikke ramme mere plet. Hvis han havde kunnet læse hendes tanker, var han højst sandsynligt først gået amok - med ord. For når alt kom til alt, var han en svækling som mest af alt flygtede fra hvorend der var slagsmål, medmindre han så et fantastisk irritations moment i det øjeblik, og var overbevist om at han ville slippe uskadt fra det. Dette tillod hans evner trods alt oftest. Med de mange århundrede år han nu havde levet i, var det ikke svært at beherske sine evner. Nok havde han ikke brugt sine evner meget, men trods årene havde det alligevel formået ham at blive godt bekendt med dem.

Nickazho så igennem ilden. Ildens knitren var på sin form beroligende. Flammerne var ustyrlige, og kunne ikke tæmmes. De bredte sig, hvis de havde lyst. Flammerne bredte sig på en speciel måde, sådan så Nickazho kunne stirre lige igennem og få øje på den forbistrede fugl. Dens hud var spættet, og lignede mest af alt en, der var blevet overrumplet af et fedt pindsvin.
Fuglen ville bare ikke lade ham være, tilsyneladende. Hvad kunne han gøre? Flænse den? Og dog ville der pludselig ikke være så meget at spise, skønt der dårligt nok var noget i forvejen.

Nickazhos tøj, var ikke ligesom Kijaras. I forhold til hendes, mindede hans tøj mest af alt som slave-tøj fra den værste ejer man kunne ønske sig.
Fuglens lugt nærmede sig Nickazhos næse. Han vidste hvor den lugt kom fra, og tanken gav ham mildest talt kvalme.
Hvor kunne han dog fryde sig, hvis han dog bare fik øje på en kro der lå i nærheden. Det kunne nu være rart, hvis hans syn lige kunne strejfe røgen fra en skårsten, for det ville betyde, at han ville kunne få mad derfra. Højst sandsynligt, ville han nok også kunne få sig en flaske saft, som han kunne drikke. Sukker, han kunne egentlig ufattelig godt bruge noget sukker.
Han tog sig til sin mave. Tanken om al den mad der efterhånden havde strejfet hans hjerne, gjorde ham bare mere trængende. Han skulede til fuglen. Måske kunne han bilde sig selv ind, at det bare var fisk? Maven undslap en rumlen. En af de slags, som man bestemt ikke kan overhøre, skønt man gør sit bedste for at holde den tilbage. Dog fungerer det bare ikke ligesom en prut.

Udfordringsord: blævrende, whisky, port, forbudt.

Der gik et par minutter. Så kom Kijara trampende tilbage fra de buske, hun havde søgt tilflugt i. Der havde været mørkt derinde i buskadset, og buskens grene forfærdeligt stikkende, så hun havde fået anskaffet sig et par rifter på overarmene.
Dæmonen sad stadig og gloede ind i bålet. Hun kunne høre hans maverumlen allerede inden hun kom helt derhen, og hun greb en kniv fra sit bælte. "Jeg tror at maden er ved at være klar!" sagde hun muntert, idet hun tog fat i grenen, der var anbragt hen over ilden.

Kijara ville næsten ønske, at hun havde haft en god flaske whiskey, som kunne have givet lidt varme i kroppen og tilføje en lækker supplering til den stegte fugl.
De måtte dog nøjes med varmen fra bålet og maden, - og der var vel egentlig heller ikke meget at klage over. Et koldt vindpust fik bålets flammer til at blusse op, og Kijara var i det hele taget bare taknemmelig for, at det kunne lade sig gøre at tænde bål her.
Bag bålets lysende flammer kunne hun se indgangen til en af gravhøjene.. der var en form for port af sten, som stod mørk og truende - kun svagt oplyst af ilden. Hele området virkede på en eller anden måde farligt og forbudt - som om det kun var de døde, der måtte færdes her.

Nu skulle det dog handle om aftensmaden, og Kijara koncentrerede sig i stedet om fuglen, der var ved at være spiseklar.
Kødet var efterhånden ganske mørt, omend fuglen var blevet en smule branket på den ene side. Hun var lige ved at brænde fingrene på den og måtte et lille øjeblik sidde og puste på sin hånd.
Med kniven fik hun imidlertid adskilt det blævrende fuglekød fra skroget, og endte med to nogenlunde lige store stykker. Hun rakte det ene stykke stegte kød hen mod Nickazho og håbede, at dæmonen ikke var for fin til at spise med fingrene.


Udfordringsord: Storetå, urtete, skrald, dansetrin

Nickazo skænkede ikke et blik til Kijara, da han kunne se hende i øjenkrogen efter hendes tissetur. Hans blik havde søgt totalt tilflugt i ilden. Han følte sig alene og fortabt i verdenen. Som om han i sidste ende var den værste bunke skrald der kunne eksistere. Hans humør var dalet drastisk. Skønt hans tøj småligt var begyndt at tørre, så var det langt fra tørt. Han var så indsmurt som han overhovedet kunne være.

Han trak sine ben ind til sig og lagde sine arme omkring dem. Han begyndte at vrikke lidt med den ene storetå og derefter den anden. De var i det mindste i gang med at tørre, det kunne han mærke. Hans sko var nok også den ting, som tørrede nemmest på ham, skønt de alligevel var svære at få tørre, når først de var blevet våde. Foruden alle de andre godter han havde kommet i tanker om, kunne han nu også godt bruge en god omgang urtete. Det var noget han ville kunne danse af! Trods det, at dæmonen var elendig til at danse. Ja, han kunne måske nogen få dansetrin, men han var alligevel så elendig at han bestemt ikke gjorde sådan noget, uden at overdrive det helt vildt. Folk skulle se, at det var med vilje, når det endelig var. Han var elendig!

Dæmonen havde lagt sine øre en smule på hæld, nedtrykt som han var. De store røde øjne var halvt lukkede, da han skulede over mod Kijara, som rakte ham et stykke fugl.

Uden at tøve, tog han imod det. Han så lidt på det, duftede knap nok til kødet, inden han satte et stykke ind mellem sine tænder og bed i det: han lukkede ikke engang munden, men viste tydeligt tænderne og kødet der var imellem. Han blev helt skeløjet mens han stirrede ned på det, men lukkede til sidst sine øjne og begyndte at tygge det. Han blev overrasket. Det var slet ikke så slemt som han troede. Han var slet ikke vandt til smagen af fugl.
Han så kort over på Kijara inden han mumlede et kort tak, inden han spiste videre. Utroligt nok, kunne dæmonen rent faktisk takke et menneskebarn.

Udfordringsord: Tudse, skræk, vabler, klistre

I modsætning til Nickazho var Kijara ved godt humør. Ilden knitrede lystigt foran dem, og varmen var langt om længe ved at brede sig i hendes krop. Og hvad gjorde de uhyggelige omgivelser, når man havde varme og mad?
Hun tog en god mundfugl af fuglen. Det fedtede kød var begyndt at klistre i hendes håndflade, men det gjorde hende intet. Det var ikke ligefrem på niveau med den kødgryde, man kunne få serveret på den kendte kro i Tusmørkedalen, men omstændighederne taget i betragtning var det et ganske udemærket måltid.

Hun tog endnu en bid og gloede panderynkende hen på dæmonen. Havde han egentlig ikke lige takket hende? Det var ikke noget, hun havde forventet af den lille, storsnudede skabning. Det var dog vel også kun passende, taget i betragtning, at hun lige havde skaffet dem et måltid mad.
Et måltid der hurtigt var spist. Kijara tørrede sine fedtede hænder af i kappekanten, og begyndte at trække sine våde skindstøvler af. Hun vrikkede et par gange med tærene, da de var kommet fri af støvlen. De lugtede ikke just behageligt efter at have været spærret inde i støvlerne hele dagen, men det tog Kijara sig ikke synderligt af, idet hun gik i gang med at inspicere nogle vabler, som hun havde fået på den ene fod efter den lange vandretur.

Det gav et lille sæt i hende af skræk, da hun igen kiggede over mod dæmonen, og så noget bevæge sig i mudderet ved siden af ham. Hurtigt greb hun ud efter sit spyd, men så gik det op for hende, at det bare var en tudse, der havde vovet sig hen i nærheden af bålet.


Udfordringsord: Muskuløs, piletræ, smaragd, dryppe

Tænk at menneskebarnet overhovedet havde skaffet dæmonen mad. Det var ikke noget han havde prøvet i sine tusinde år. Nok var det også en stor hukommelse man skulle have, for at kunne huske sådan en ting. Når det endelig kom til sådan en bestemt ting, så var Nickazho nu helt sikker. Mennesker der fodre ham, er noget helt unikt og noget der ikke bare opleves uden det bliver husket gennem et helt liv.

Nok var pigebarnet ikke muskuløs, men hun havde alligevel formået at skaffe et måltid.
Nickazho stirrede ind i ilden, mens han bed stykke for stykke af den ellers magre fugl. Han ville helst ikke kigge på det han spiste, bare smage det. Han kunne nu også godt lide mad, og til tider rigtigt smage efter. Dette, var et tidspunkt hvor han kun gav sine smagsløg opmærksomhed, da han ikke brød sig om fugle-tanken.

Flammerne tog et øjeblik til, og lyste nu området mere op. En dråbe faldt ned i det ene øje på ham, og han blinkede et øjeblik og skulede op. Han lagde mærke til et nærtstående piletræ, hvis lange grene var hævet over dem. Regnen havde fået bladene fra træet til at dryppe ned på dæmonen. I den situation han var i nu, var han meget stille. Ellers kunne han nemt i et irriteret humør, skrige op og gøre et meget stort show ud af det hele, som folk bestemt ikke ville betale en smaragd for at se.

Der gik ikke længe før Nickazho var blevet færdig med fuglestykket. Han kastede resterne af knogler ind i bålet så gløderne et øjeblik føj omkring dem.

Gennem flammerne kunne man ind i mellem se silhuetten af mennesket. Måske var der en mening med at han netop skulle støde ind i hende? Måske så han kunne tage ved lære, at mennesket godt kunne give omsorg, selv til en dæmon.

"Hvorfor?" Spurgte Nickazho lettere undrende. Det var ikke sikkert at Kijara ville forstå det. Han så på hende med en smule forslukkent ansigtudtryk, undrede sig, og havde generelt undret sig hele vejen igennem måltidet. Hvorfor havde hun overhovedet givet et stykke af den ellers så magre fugl, så hun umuligt selv ville kunne blive mæt?

(Nova er en kegle, der igen glemte mine udfordringsord, men de er: Vitamin, sæl, crash, lyn)

Kijara strakte de bare fødder frem foran sig, så de kom nærmere på ilden og fik lidt varme. Elverly var heldigvis ikke en af de egne, hvor der blev særlig koldt, men det var trods alt stadig langt fra sommer, og det kunne mærkes. Især nu, hvor mørket var faldet på.
Hun følte sig langt fra mæt efter de lille måltid, men det var bestemt bedre end ingenting. Sådan en lille, mager fugl måtte trods alt stadig indeholde en eller anden form for sund vitamin eller anden næring.

Dæmonen sagde et eller andet, og Kijara gloede over på ham. "Ahva'?" udbrød hun. Det lød som om han havde sagt 'hvorfor', men det kunne hun jo ikke rigtig få til at give mening.
Hun greb fat i en pind og rodede lidt op i bålets flammer, mens hun kiggede hen på Nickazho. Hvis hun nu bare havde været strandet her ude med en fed sæl i stedet .. så havde der været masser af mad!
Kijara havde dog aldrig prøvet at spise sæl, men hun var sikker på, at det nok skulle smage godt.

Den mørke himmel blev pludselig et splitsekund lyst op af et lyn efterfulgt af en høj rumlen. Der var nok bare et tordenvejr på vej igen, tænkte hun, selvom hun næsten ville ønske, at der var tale om noget mere spændende..
Måske et eller andet væsen, der i et crash faldt ned fra den mørke himmel .. men nej, der var vidst bare tale om endnu et skift i vejret.


Udfordringsord: hamster, børn, herregård, organisation