Usammenhængende lys. Brudstykker af Therons ansigt, klippehulens vægge, flammerne. Makellos havde den mærkelige fornemmelse af uvirkelighed, at det hele skete for en anden. At han blot var blevet efterladt her til at overvære det. Nej, nej, nej, tyssede Therons bløde stemme.
Alt var for koldt. Hånden, der greb ham. Stenen under ham. Selv luften, når den gled ned i lungerne. Trak han overhovedet vejret? Makellos sank sammen ved siden af Theron med et sagte, forpint prust og lod sig støtte, fordi kroppen ikke længere gav ham noget valg.

Og sulten. Åh, guderne. Den vred sig gennem ham. Ikke i maven, men dybere; i knoglerne, i tænderne, langs hver nerve. Langt værre end den voldsomme feber, der havde lagt ham til sengs som dreng. Han huskede mest loftet fra dengang. Hvor mange timer han havde ligget og talt sprækkerne i træet, mens feberen rasede gennem kroppen. Til sidst var den gået over.

Det her ville ikke gå over. Makellos kunne have grædt.

I vandt. Det er ovre. Hans blik flakkede under tunge øjenlåg. Vandt. Ordet burde have betydet noget. Burde have fyldt ham med den samme svimlende lettelse, han havde forestillet sig så mange gange før slaget. I stedet fandt han kun ét navn. Aldemar.
"Han skal vide, at jeg lever." Protesten kom svagt, men med en inderlighed, der ikke passede til den spinkle stemme. Krøllerne lå fugtigt og rodet over panden, og under den snavsede uniform hvilede soldateramuletten tungt mod brystet. Alle Lysets soldater havde båret én i krigen. Magisk ladet. Skabt til at beskytte dem, styrke dem, give dem en chance mod mørket.
Makellos' fingre fandt den gennem stoffet. En hul skal nu. Den havde ikke beskyttet ham. 
"Han vil lede efter mig." De store, lyse øjne fandt Theron igen. Pupillerne var blevet så brede, at de syntes at flyde ud i det ravfarvede blik, men der var pludselig noget næsten klart i dem. En stædig rest af den mand, Theron havde fundet på slagmarken.

Af soldaten. Af drengen, der engang havde set en konge og gjort ham til noget større end et menneske. Makellos knugede amuletten hårdere. "Han skal vide det."

Åh at vide hvad der gik igennem det rodede sind. Therons gyldne øjne fik en blødere kant, men han rystede stadigvæk fast på hovedet, på trods af inderligheden i Makellos stemme og udtryk. Fordi det var joh lige præcis dét. Han var død der på slagmarken. Og nu forsatte han stadigvæk livet, men ikke som før. Fordi... hvem end denne person var, ville uden tvivl se på Makellos som det monster han var genopstået som. Og det var ikke deres skyld.. alt i de levende, forsøgte at holde dem til livet - holde dem fra de døde. 

Therons hånd greb hårdere i den anden, for at se om dét ville trænge igennem hans feberagtige intensitet. "Du er ikke længere i live, Makellos. Hverken død, eller i live.." og hans øjne smalledes. "Og hvad du nu er, vil ikke vække andet end afsky hos dine nærmeste" 
Sandheden var en hård pille at sluge, men sandheden var hvad der beskyttede dem. Ufærdige aftaler, udestående konflikter, ugengældte eller gengældte følelser. Selv kærlighed havde det med at blegne. 
Desuden. 
Therons blik gled ned på hvad end han knugede henover brystet, men han kommenterede det ikke. "Du vil finde nye allierede. Og familier. Der er ingen grund til at genleve dit gamle liv, i din nye krop" og måske hvis han var heldig, ville han endda overleve længe nok til at finde mere end det han lige nu, nok følte han havde mistet. Så meget mere. 

Et hårdere greb, som gik lige igennem ham og sank dybt ind i nervebanerne. Havde Theron ikke holdt så fast, ville Makellos næppe have ænset berøringen gennem febervildelsen, men nu mærkede han den med en næsten pinefuld tydelighed.

Du er ikke længere i live, Makellos.

Barmhjertigheden, den ekstra chance for livet, som han havde troet sig skænket, gled ham af hænde som sandkorn gennem en utæt krukke. Hverken død eller levende. Hvad var han da? Lyden af blod, eller hvad han formodede måtte være blod, rislede sagte og dog øredøvende i hans ører. Nu hvor han lå lænet op ad Theron, kunne han høre det som en lokkende bæk af liv, skjult under den marmorfine hud, hvis sagte rislen syntes at kalde på ham.

Vække afsky...

Ordene fik ham til hvileløst at ryste på hovedet. Ikke Aldemar. Nej, aldrig Aldemar. Hans konge måtte da forstå, hvorfor Makellos havde gennemgået denne forvandling. For ham. For sin konge. Var det ikke netop kærligheden, der havde fået ham til at klamre sig så desperat til livet? Og kunne en sådan hengivenhed virkelig blive mødt med afsky?

Men de tanker, der før havde syntes så vigtige, begyndte at vige for noget andet. Noget langt mere påtrængende.
Dyriske impulser trak i den genopståede kriger. Rislen og atter rislen. Der løb noget varmt gennem Theron, noget han ikke kunne se, men hvis tilstedeværelse han fornemmede med en gruopvækkende tydelighed. Makellos ville åbne ham og kravle derind, lade sig omslutte af den varme, han selv havde mistet. For han var så kold. Alt for kold. Syg helt ind i knoglerne, som om den dødelige feber havde forladt hans kød, men efterladt sin sult i dets sted.
Makellos sank tungere ind mod Theron, og hans fingre fandt den hånd, der havde holdt ham tilbage. Med en langsom, næsten ærefrygtig bevægelse løftede han den mod sit ansigt, mens blikket fulgte de blege håndleds fine årer.

"Er jeg da et monster...?" spurgte han stille. 

Vipperne hang tunge over de ravgyldne øjne, der stirrede med en længsel, han endnu ikke havde ord for. Han burde have set Theron i øjnene. Burde have søgt efter svaret i hans ansigt. Men blikket ville ikke slippe årerne, og den skam, der langsomt begyndte at røre sig i ham, var ikke stærk nok til at få ham til at se bort.