Det trætte, ophidseende og frustreret blik fangede den andens øjne. Så hvordan de formede sig, spejlede sig og var så sårbare, a han mildnede let op, som al mørkheden i ham blev skræmt væk af lyset fra solen der var Enzels sårbarhed. De store øjne der var så forfalsket lige nu. 

Suk. SUK. " Jeg vil ikke æde dig " forsøgt han at afbryde ham og valgte at se om der var nogen i krogene af skyggerne, men de var alene og han trådte hen i mod Enzel og lagde hånden om kæben som fingrene pressede let mod kinderne. " Jeg vil... have dit.. dyriske sex og se hvor god du er ... eller smage dit blod fra hvor du lavede din ægtepagt " sagde han og skævede ned mod hånden der var tale om. Han var beredt på at daggerten ville blive trykket, så han gjorde sit for at være vågen og klar til at springe væk. Skabe afstand igen. 

" Jalousi eller afbetaling, du vælger selv " 

Finneas blev rolig som den stille nat efter en voldsom storm, men det gjorde ham ikke mindre frygtindgydende. Tværtimod havde det den modsatte virkning på en ilter person som Enzel. Hånden der holdt sit sikre greb om daggerten blev pludselig usikker, og langsomt dalede den ned langs siden på ham. Daggerten gled ud af fingrene på ham, og ramlede mod brostenene under fødderne på dem. Lyden af det ørkenelviske stål der skrabede mod jorden fik Enzel til at lukke sine øjne.

Hovedet hvilede i grebet på den anden.

Han ville ikke æde ham… men han ville alligevel have hans blod. Og han ville have dyrisk sex med ham, som om sådan noget kom af sig selv, bare fordi han var et halvdyr… Eller hidsede sig op over alt og ingenting, i tide og i utide.

Hovedet i Finneas hånd vippede lidt tilbage, så den tætpakkede, slanke hals bag silkestof og små sølvlåse blottede sig over kanten, nærmest villigt. Finneas blev holdt øje med, da han åbnede et enkelt øje på klem, og kiggede kritisk og køligt på ham. ”Så tag hvad du kræver…”

Pludselig var det som intet var af betydning. Lyden af klingen der blev ridset af noget så ubetydeligt virkede som Enzel gav op, overgav sit liv til ham. Finneas var ikke længere noget han ville slås mod, skændes med eller have noget fra. Hvorfor var det af betydning, når han fik hvad han ville have? Fordi han netop ikke fik hvad han ville have. 

Øjnene af hans gav selv op, og han ville så gerne have Enzel kunne sluge alle sine ord og bare undskylde og erkende sine løgne, men end ikke det måtte han få af ham. 
Snak om uretfærdighed. Byvagten var sluppet heldigere fra det end Finneas gjorde. 

Han slap ikke Enzels kinder, men bukkede sig ned og samlede daggerten op, kom op og stå, plantet sine læber på hans pande som han havde gjort så mange gange før, før han vente daggertens blad og presset den ind i maven på sig selv og han slap Enzels kinder, men trak et tvungent smil op. " Hvis ikke du vil dræbe mig helhjertet, så skal vi ikke være i hinandens liv " sagde han. Små stakåndet som det hele ramte ham, hvilket det gjorde. Smerten var ganske ægte og han ville mærke det til når kroppen havde tid til at læge sig selv. 

Alle de forbandet lege, alle de skide hændelser. Kærlighed var grimt og utilgiveligt. 

Enzel var klar til at få det overstået. Det ville være mindst smertefuldt ikke at gøre mere modstand nu. Man kunne sige, at Enzel trods alt havde grænser for hvor længe han kunne være morderisk og spottende. Så nu lå han villigt i hans greb, knejsede halsen og blottede sig. Gjorde det let for at trænge sig ind. Enzel vidste ikke hvad han skulle gøre, hvis Finneas både besluttede sig for at sætte tænderne i ham og begynde at rykke i hans silker, for at afklæde ham. Både kneppe livet ud af ham, mens han drak hans blod og gjorde ham svagere og svagere. Han ville nok ikke gøre noget ved det. Før eller siden ville Finneas få ham alligevel.

Øjnene forblev åbne. Han ville ikke se bort fra den brutalitet der om lidt skulle ske. Han var nødt til at se Finneas reaktion inden… og så kunne han jo altid rette sit blik længselsfuldt mod himlen og tænke på noget andet.

Men Finneas virkede som forstenet… Han forstod ikke hvorfor han ikke reagerede eller gjorde noget. Indtil Finneas bukkede sig halvt, for at samle hans daggert op. Et lillebitte ryk i Enzel. Hvad skulle han dog med den nu? Var det ikke nok at sætte tænderne i ham? Han havde ingen ide om hvad der skulle til at ske for øjnene af ham. Han var ret tæt på at rykke sig ud af stedet og lange ud efter daggerten, og alligevel formåede han at holde sig næsten helt stille… og lade ham gøre det mod sig selv.

…Men… hvorfor…!?

Enzels øjne voksede sig store, som kuskens blod sivede ud af mavesækken på Finneas. Hans kniv var skubbet ind i ham, helt uden tøven. Og nu så han op i hans ansigtet med ægte frygt.

HVAD BETØD DET!? Finneas hørte ikke et kvæk fra Enzel, men alt hvad han havde behov for at sige, fandtes i hans blik og bleget ansigtsudtryk. Finneas var ikke sig selv. Enzel havde endelig formået at gøre ham fuldstændig sindssyg, ligesom han var skyld i at Nicola nu var ødelagt, og hvordan han havde drevet Llyon sindssyg.

Enzel begyndte at hyperventilere ængsteligt på stedet, og var ude af stand til at handle. Blodet fortsatte bare med at pible fra Finneas og ned på Enzels ene tøffelsko.

Der var mange, mange, udfald. Muligheder. Flere end de kunne gennemgå sammen, for i sidste ende ville livet være rendt ud af Enzel, og så ville Finneas stå tilbage ene og alene. Så han tog det nemme valg, gjorde dem begge en tjeneste. Han gav Enzel muligheden for at få noget oprejsning. Han havde tabt så mange kampe, at han fortjente at vinde én krig. Deres krig skulle slutte. 

Daggerten sad halvt ind i ham, og som Finneas rettet sit greb, presset han det sidste af den ind og fortrak enhver forpint mine der var muligt. Mimikken var nok ord fra halvkatten, men det var ikke slut der. " Du ville ikke ende som .. englen, og jeg har ikke liv nok i mig til at trækkes med dine humør svingninger, dine spil og dine lege " fik han fremstammet ud i mellem alle sine forkvalte lyde af smerte og trådte et skridt tilbage. Vaklende, og trak daggerten ud af maven på sig selv og rakte den til Enzel.

Den frie hånd blev lagt mod maven, presset mod det blødende hul i ham. Han kiggede lidt ned af sig selv, skævede til den andens sko. " Beklager for skoen " lød det med et let klukken og han lukkede blikket pressende i. Samlede sig. 

" Ingen ved du vidste, da du samlede mig op i vognen.. " mumlet han stille, før han trådte yderligere et skridt tilbage, indtil han stod op ad de store transportkasser med grønsager fra før og brugte dem som støtte for at få fatning. Hånden der presset i såret, trykkede hårdere ind for at stoppe blødningen, skønt han ikke kunne dø af det, gjorde det endnu alligevel ondt. Præcis som hvis man havde været levende. Vævet i stoffet sugede blodet til sig. Måske han alligevel havde stukket lidt for dybt, for svimmel var han så sandelige blevet. Men han skulle hjem. 

Enzel var en forbandelse, en mand blev skør af, men ikke så skør. Han skulle have dræbt ham, da han havde chancen. Eller forsøgt og så gået i troen om, at det havde lykkes ham. Så kunne de have levet videre i uvished. 

Mens Finneas’ lånte puls blev lavere og lavere i takt med at han tømtes for blod, galoperede det afsted i Enzels bryst. Det stod på længe, og Enzel var gået ind i sig selv i en øjeblikkelig overlevelsestilstand hvor han var der, men uden at være til stede.

Men han vågnede da daggerten blev rakt mod ham, og han tog den faktisk. Og forsinket registrerede han, at Finneas havde trådt væk, og nu frem igen, denne gang helt nedbrudt på en måde, som Enzel aldrig havde set et levende menneske før. Havde han været menneske, havde han været død for længst… Enzel kunne ikke længere fornemme liv i ham længere… Og samtidigt, forventede han nærmest, at hans evne ville træde i kræft. At han kunne tage på magien og nærmest føle på det lille liv i håndfladen, før han ville give det væk til ham. Men evnen aktiverede aldrig. Finneas var måske den eneste i denne her verden, hvis liv han ikke kunne være herre over.

Han forstod ikke hvad Finneas snakkede om, nu da han snakkede om skoen. End ikke kiggede han ned. Men nu var han begyndt at forstå hvad Finneas prøvede på. Først nu, længe efter han havde talt til ham.

Der var ingen stemme i ham, så det blev til et hæst ’ik gå’. Men i det mindste var pulsen ved at dale ned til normalt igen, og angstanfaldet overvandt han, skønt han kunne føle ængsteligheden i krop og sjæl endnu. ”Du må ikke gå.” Bad han igen, denne gang med mere kraft og en slukøret mine med tiggende øjne.

Glansen i øjnene blev langsomt mere matte, sløret på en tåget måde og han kunne ikke helt fokusere på Enzel, men farverne stod endnu stærkt i kontrast til så meget andet. 

Han flyttet hånden fra maven, den var våd og badet i det fineste røde blod fra kusken. Mon det aldrig havde set skyggen af sprut eller fedt, eller var manden var heldig, for det havde smagt godt. En god rødvins steak middag. Men han lod hånden presse mod maven igen, pressede nogle fingre ind for at tætne omkring hvor det blødte, så det hele ikke forlod ham, selvom det meste var ved at være ude. 

Opgivende lo han og rystede på hoved. Han måtte ikke gå, men han ville måske heller ikke nå langt, men det blev han nødt til at forsøge med i stedet for. Hånden som havde holdt daggerten blev løftet op og dækket for en mild hosten, som han valgte at forsøge at gå, men lod hånden stødte sig mod muren. " Gå hjem Enzel " bad han. 

Det ville være en svinestil i hjemmet, men mon ikke Valdemar kunne få blod af ... alt? 

Han lo bare ad ham… En tør hostende latter, der virkelig fik ham til at lyde som en der for alvor var død. Enzel kunne ikke forstå hvorfor han insisterede på at krybe væk. I det tempo nåede han ingen steder, og solen ville indhente ham. Eller også ville nogen kunne følge de blodspor han efterlod sig. Selv muren, hvor der nu var røde håndaftryk, der hvor hans hånd havde støttet sig imod.

Det var som om at Enzels krop stadig var stiv af skræk. Det gjorde næsten ondt at tage det første skridt, men han kunne fint gå, når først han var i gang. Ret nemt overhalede han ham. Han så sig tilbage med et bekymret, stadig fraværende blik, indtil han nåede væk fra den mørklagte gyde. Kusken var væk. Og ligeledes var Enzels oppakning med tøj. Han måtte vel købe det tilbage på markedet, når først nogen havde solgt det videre…

Han gik målrettet hen til karetdøren og åbnede den, og så om på Finneas. ”Jeg får dig hjem,” Sagde han om til vampyren, der var så tæt på, og alligevel så langt væk, fordi han var så svag. Det var jo lige før et kraftigt vindpust ville få ham til at forstøve…

Træt og opgivende, gjorde han alligevel so Enzel ville have af ham. De skulle hjem men ikke sammen, men alligevel insisteret han. Han ville følge ham hjem, selvom hans gods var væk og det samme med kusken. mon han var blevet reddet af andre eller nogen havde set deres snit til at berøve ham og efterlade ham i en rendesten lidt længere væk der fra?

Uanset hvad, var det nu Finneas der skyldtes Enzel penge for det mistede. Men de kunne fortsætte sådan til enhver tid, deres dage ville andre ophøre helt. 

" Jaja " sukkede han helt opgivende. Det var lige godt zalens at han skulle svinge sådan med pisken. Men han fik bevæget sig hen i mod vognen. Men som han stod ved trinet for at træde op, stirret han blot på det. Skulle han op, ville han falde. Han lukkede øjnene og sank en klump på størrelse med en mus og greb hårdt fat i hanken og trådte op. Hånden i hanken var hans modvægt, hans støtte for ikke at falde. 
Jamrende lyde forlod ham, som han trådte op, fik hevet sig ind og mild sagt, væltet han næsten ind i vognen, men fik kravet sig op og sidde. " Hvis ikke jeg var død, blev du min død " 

Der var ikke så meget andet Finneas kunne gøre, end at gøre hvad halvkatten sagde, for han kunne i hvert fald ikke flygte. Det var hans egen skyld… Og alligevel påtog Enzel sig ansvaret. Tålmodigt stod Enzel bag den ungt udseende mand, der kæmpede sig op i kareten, som var han virkelig 380 år… Da han endelig kom ind og fik smidt sig i sædet, gyngede kareten en smule, og pludselig var Enzel der.

Karetdøren blev lukket bag ham, og han lignede mere sig selv igen, skønt bekymringen dannede fordybninger mellem øjenbrynene. Han undersøgte Finneas med blikket, og han ignorerede hans kontinuerlige snak om at de ikke skulle være sammen, og om at han blev hans død… Det skulle Finneas ikke bestemme.

Enzel havde også noget skjult bag ryggen. Det var den blodige daggert, der langsomt blev hevet frem i stilhed. Ikke tøvende, men meget meget forsigtigt sigtede han den mod sig selv. Den var rettet mod hjertet. Finneas var ligeglad med selv at blive truet på livet. Men hvordan ville han have det, hvis det var Enzels liv der var på spil?

”Du skal holde op med at snakke nu.” Enzel var træt af ham…

Med hovedet lagt tilbage op modsædet, så han mere død end levende på Enzel. Han lukkede munden i som han fik besked på og så hvordan daggerten var rettet mod halvkatten selv. 

Stille løftede Finneas hånden med mindre blod op som en overgivelse. Han gav Enzel den fulde magt, den dominerende position. Den plads han var født til at være i, men når dette var slut, var de slut. Slut på gengæld, hævn, søgen. Finneas levede fint med ensomheden, at Enzel forværret den, var blot noget at tage med sig til evigheden eller når han kunne få lov at dø. 

Øjnene sank mere i. En død kunne ikke dø, men man døde nu alligevel lidt i processen for at vågne op igen, smerteforpint og øm, men alt ville lappe sig sammen igen, helt af sig selv. Noget blod med på vejen hjalp kun med at læge processen, men blod var ikke noget han havde på sig eller der hjemme. 

Enzel stod lidt stille, gav ham til at bevise overfor ham, at han kunne være stille, selvom der kom akavet stilhed imellem. Daggerten var stadig peget imod sit eget bryst. Blikket der havde været bekymret var nu blevet mere vredt i det. Han var rasende på Finneas, for at have stukket sig selv i maven. Rasende fordi han med sit selvmordsforsøg satte ham i en position, hvor han var nødt til at redde ham… og fodre ham…

Enzel flyttede langsomt på daggerten, og den var nu passivt i hånden på ham. Det så ikke ud som om at Finneas havde tænkt sig at sige mere. Han så bare helt smadret ud… men blikket havde han stadig på sig. Godt så… Stadig med daggerten i sin hånd, begyndte han at løsne på sit silkebælte, og det gik op. Bukserne og de mange andre lag blev løse, og han rystede bukserne ned ad sig og løsrev sig for den yderste silkekåbe og så den anden. Og den inderste silkeskjorte blev knappet op. Daggerten lagde han først fra sig derefter, på bænkepladsen bagved sig, så Finneas ikke skulle kunne tage den fra ham, og nu kunne han løsne silketurbanen på sit hoved med stor forsigtighed, for ikke at rive i hårklemmerne eller beskadige silken. Den blev foldet nogenlunde pænt sammen, men ikke nær så omhyggeligt, som når han var hjemme og havde det godt.

Han var helt nøgen inde bag silken, på nær forbindingerne der pakkede hans hale tæt ind til det ene ben. Hans penis var ikke erigeret, men bliv vist frem som den var. Ørerne der lå ned blev løftet en smule, nu hvor de var frie, men som udgangspunkt var de tilbagevendte og misfornøjede, ligesom resten af ham. 

Det var til alles misfornøjelse at synet var sløret, udtværet og træt. Hvis blot halvkatten vidste det. Men Finneas sad blot på gulvet i vognen og ventede på at han måtte falde i søvn. Dø hen. Men det lignede ikke han fik den fornøjelses lige foreløbig. 

Blodet var så stille stoppet med at rinde ud af ham, og han var intet andet end skyggen af sit menneskelige jeg. 
Igen intet andet end en vampyr. 

Men øjnene der blinker langsomt prøver at skabe øjenkontakt til Enzel, men i stedet så han blot hvordan der blev taget lag for lag af. “ Hvorfor? “ spurgte han med en stille stemme som var ved at svinde ind. Han trak benene til sig, men lagde hovedet mere træt mod sædet og skubbede skulderen mod bænket til et knæk lød. 

Øjnene glippede mere og mere i. Stille og roligt. Men han sov ikke.

Finneas brød reglerne. Men Enzel sprang ikke efter kniven for at stikke sig selv i hjertet af den grund. Han forstod godt hvis han var forvirret, for hvorfor stod han nu nøgen her i kareten? Han kunne lige akkurat stå op, hvis han bøjede i hovedet.

Nu, med tøjet af vejen, var hans sidste og eneste sæt tøj nogenlunde i sikkerhed for at blive ruineret, når han ofrede sit blod til sin stakkels ven… Han svarede han dog ikke på spørgsmålet, men kom ham nærmere og satte sig til rette på hans skød, som en god missekat. ”Du skal høre efter, Finneas…” Hviskede Enzel til den dvalende vampyr. Hans blonde hoved var i hans hænder. Han kærtegnede ham og strøg hans korte hår igennem med fingrene. Prøvede at holde ham vågen og fokuseret.

”Finneas,” Hviskede han mod hans øre. ”Kan du huske da vi dansede sammen i din drøm…? Det var slet ikke nogen drøm, var det vel…?”

Forsigtigt kyssede han ham blidt på øret hvor han havde hvisket imod, og endnu forsigtigt, kyssede han ham på kinden.

Brynene løftede og rynkede sig kort som han mærkede den, måske, 50 kilogram tunge kat satte sig på ham. 

Finneas hørte godt efter, men alligevel ikke helt. Hovedet fulgte med i den andens favn og øjnene kom knap på klem. Brummende bekræftede han, at han skulle høre efter. Spørgsmålet var vejledende og med det tog han en dyb vejtrækning så maven og brystkassen hævede sig. “ Nej… det var virkelighed “ svarede han. 
Lysten til at sige, at Enzel havde taget det fra ham og løjet var på tungen, men krævede for meget energi af ham. Korte sætninger. 

“ Hvornår må jeg..mgmhm.. sove “ spurgte han bønfaldende og følte selv han tabte hovedet i Enzels hænder. 

”Ikke endnu.” Insisterede han. De fleste andre mennesker, ville lade den stakkels vampyr sove, hvis han dinglede på den måde. Der var hverken det ene eller det andet at hente hos ham. ”Vi kommer til at danse igen… Det lover jeg dig.” Sagde han så, og var særlig opmærksom på at Finneas ikke slukkede helt. Den der dvaletilstand mindede meget om søvn, men var vist ikke helt det samme.

Han krøb tættere på hans krop og førte selv hans dinglende arme om sig. ”Finneas…” Blev han ved, for at holde ham til stede. ”Husk nu hvad jeg lige har truet dig med, hvis ikke du gør hvad jeg siger… Hold om mig. Nu… Og føl på min krop.”

Så halvkatten ville spidde sig selv, hvis ikke han vågnede op, var med ham. Det ville kræve meget af Finneas. Alt for meget. Men øjnene kneb sammen og minen fortrak sig i ubehag. 

Sygeligt svækket, dødtræt, satte han en hånd i gulvet og pressede til så han kom mere op og sidde, hånden der havde stødt mod bænken trak sig frem i materialet, indtil han i sidste ende lukkede begge sele omkring den spinkle skikkelse og lod hovedet falde mod Enzels skulder. “ Død og pine “ mumlet han og knugede armene så tæt om den varme krop som muligt. 

“ Varmt.. “ duften var varm. Han var varm. Men hans duft var varm og mindede om natten fra drømmen. Deres dans, deres putten, deres søvn. En vampyr der sov unødvendigt. 

Men han ville bare gerne have lov at falde sammen. 

Jaah… hænderne befølte ham, som han havde befalet, og Enzel lod sig selv kigge lidt om sig, for at følge hånden nysgerrigt. Hans hænder føltes til gengæld kolde og stive i det… Som et lig der havde ligget for længe… Det var lidt uhyggeligt på en måde. Men på en både virkede det for ham, fordi han vidste det var Finneas.

”J-ja, det føltes varmt?” Hviskede han spørgende, og gispede lidt da hovedet dunkede mod hans skulder. Det var så pludseligt, og så tæt på, at han i et splitsekund troede, at nu var han ved at bide ham. Men selv i sin blodtørke-tilstand, formåede han at holde sig fra ham. Som om han var over det stadie, hvor han bed alt og alle der kom i nærheden, og nu var havnet i den allermest fordømte tilstand en vampyr kunne komme… hvor de end ikke kunne blodføde dem selv… Det… eller også holdt Finneas for meget af ham, til at ville forvolde skade på ham…

”…Sover du, Finney?” Kælede han ham forsigtigt med sin stemme, og var oprigtigt bekymret for om han havde mistet ham. Han førte sin hånd ned på hans slappe tag i ham, der var ved at miste grebet. Og han førte den eksperimenterende hen på sin ene balle, og førte hans stive fingre hen mod sin endeåbning, for at se om det havde nogen som helst effekt hos den dinglende, gamle vampyr. Det ville i den grad have kvikket hans gode gamle Finneas op igen. ”Mmmh, kys min hals.”

Som en semi sovende skikkelsen, brummede han små bekræftende til det. Jo før han fik lov at døse hen, jo før kunne kroppen restaurerer, men det var vidst en drøm for meget. Men som han mærkede hvordan hans hånd blev ført rundt, gryntede han lidt, og da fingerspidsen rørte en ånding. Hånden rykkede sig modvilligt og greb bare fat om numsen i en helhed. " Enzel.. " sukkede han stille, men efterkom alligevel ordren og lagde et lille kys mod halsen. 

" Lad mig døse hen.. " summende pause; " Jeg vågner igen, det var bare maven " forklaret han opgivende og løftede hovedet, skubbet let til Enzels for at s ham i øjnene. Træt, trættere end nogensinde før. 

" Er de runde eller ovale? " spurgte han som han ikke selv kunne se hvordan pupillerne var på Enzel lige nu. Men måske det afslørende for hvor meget han så som det var lige nu. " Og du er jo pervers.. " lo han let og fik et knækket smil op. 

Han var lige i færd med at cirkulere hans ene finger omkring den silkeagtige hud, der var forskellige fra resten af ham. Men så mærkede han en lille opkvikning fra Finneas, og først blev han oprigtigt begejstret, men så var det åbenbart kun for at han kunne flytte på sin hånd. Og stoppe Enzel i hvad end han havde gang i. Selv i sovende tilstand var han umulig…! Enzel kunne bedre lide ham, når han var NOX-påvirket…!

Det var bare maven, sagde han. Enzel løftede kritiserende på øjenbrynet. Han var der ligesom da det skete. Han så hvordan mavesækken punkterede og hvordan han blev tømt for blod. Hvordan han næsten ikke kunne krybe sig i skjul…

”Hallo, jeg tilbyder dig mit blod,” kammerat…! Enzel var meget uforstående over hvorfor han ikke ville have det. Det måtte være fordi det ikke var kvalitetsblod… Det var bare halvdyrsblod, forurenet af års forbrug af alkohol og milde rusmidler…  Enzel så manden i øjnene, og rigtigt nok var hans pupiller skiftende. Fra runde til ovale, fordi han var blevet frataget kontrollen. Tænk at han skulle sidde her… nøgen… og skændes med en, der ikke engang kunne holde sit eget hoved oppe.

Du er jo pervers… Enzel lo ikke med, men knurrede irritabelt, som en sur baggårdskat. "Og siden hvornår er du blevet en holden mand?"