"Urgh," et hæst pust undslap Stians læber overrasket, da Alister skubbede ham mod væggen. Læberne blev kortvarigt brudt i den pludselige tumult for at møde hinanden grådigt igen. Som kunne de ikke klare at være adskilt længere tid ad gangen. Hans hjerte slog hurtigere, og det føltes som alt blev sløret omkring dem. De sorterede og arkiverede rapporter svajede farligt over dem, nogle faldt ned og dannede et tæppe af papir om deres fødder, med et bump og blafren, men alt, hvad Stian kunne fokusere på, var følelsen af Alister tæt på sig. Hans varme ånde i hans mund, og hans hænder på hans krop. Stian kunne mærke sergentens overvældende styrke, da han blev presset op ad væggen af ham, en påmindelse om, hvorfor Alister bar den titel, han gjorde.

 Håndens dirrende greb om uniformsknappen var så hårdt nu, at der var fare for at den ville blive revet af under den dybe intensitet. Den havde med højst sandsynlighed, allerede efterladt mærker i håndfladen.
 "Haa.." Lydene undslap ham som små desperate, og anstrengte suk ind i munden på sergenten, og for at undgå at rive knappen af, åbnede han den istedet. Hænderne rystede da han begyndte at fumle med de resterende knapper på Alisters jakke. Hans sind fyldt med en uimodståelig trang til at udforske hver centimeter af manden foran ham, hvis tilstedeværelse føltes som en ildebrand.

"Mmmh." Sukkede Alister hæst, kun kortvarigt i stand til at trække luft ned i lungerne, inden hans læber igen grådigt søgte Stians. Han havde ikke kysset nogen på denne måde før. Altid havde han overbevist sig selv om, at der en dag ville være en kvinde, han måtte finde interessant nok, men kys og kærtegn og det der fulgte, havde aldrig vækket en særlig ild i ham. Kun en sjælden gang i mellem, alene med sig selv, tænkende på en mands berøring, var en lille gnist dukket op - kun for hastigt at blive kvalt af Alister, der atter overbeviste sig selv om, at det jo ikke var fordi han var interesseret i mænd på dén måde.

Det var udkanten af sergentens bevidsthed begyndt at dæmre, at han meget længe havde haft lyst til Stian på denne måde. Siden før ballet, hvor den unge, fulde menige havde kysset ham, og han hastigt havde måtte tage den voksne, ansvarlige rolle og bringe ham hjem i seng.

Men der var intet ansvarligt over den måde, Alister nu pressede sin krop op mod Stians, brændende af lidenskab. Nogle af rapporterne faldt omkring dem, et frygteligt rod som Alister sandsynligvis skamfuldt måtte rydde op efterfølgende, mens han kortvarigt slap Stians læber for at lade ham knappe uniformsjakken op, mens hans egne hænder begyndte at søge Stians jakke.

Fornuften havde forlængst forladt de to uniformerede mænd, sikkert, begravet under alle de faldende papirer der lå for deres fødder. De små skægstubbe på Alisters hage, kildede Stians hud og sendte en varmende kuldegysning ned ad hans hals. Der var en dybde af presserende længsel fra sergentens læber, og han kunne ikke gøre andet end at gengælde i samme manér. Sultent, og længselsfuldt. 

Alister. Alister. Alister. 

Sergentens navn tikkede som et travlt ur i Stians tanker, der bankede i takt med hans vilde pulsslag. Hver eneste berøring fra Alister sendte ham til himlen og tilbage igen, huden brændte af længsel, og han kunne næsten ikke få luft da sergentens hænder arbejdede med at få Stians jakke åbnet. Hvis dette var en drøm, ville han ikke vågne endnu.. Stian åbnede øjnene på klem for at se sergenten, og da deres læber slap hinandens, fandt de en kortvarig kontakt med blikket. Hvad gik igennem Alister lige nu? Stian gjorde plads til at han kunne befri ham fra uniformen, og da han selv fik åbnet den sidste knap på Alisters, tog han fat i kraven for at skubbe klædet ned over den andens skuldre så den kunne komme af. Besværligt, grundet højdeforskellen. Det var pinligt at indrømme, men Stian kunne godt have brugt en skammel for bedre tilgængelighed hos sergenten. 

Duften af Stian, følelsen af hans læber sendte kuldegysning efter kuldegysning gennem Alisters krop. Måden hans egen krop havde reageret på, alt den undertrykte lyst, havde kommet fuldstændig bag på sergenten, der var i sine følelsers vold, som han løftede armene, hjælpene Stian med at befri ham for uniformsjakken.

Havende befriet Stian for nogle af knapperne søgte hans hænder ivrigt huden under den, endnu en gang skubbende den unge menige mod arkivreolerne med en voldsomhed, der overraskede ham selv. 

SMAK

En særlig tung mappe med rapporter, som Alister selv havde sorteret og omhyggeligt sat i orden for et par måneder siden, ramte ham på skulderen, faldende ned mod gulvet, hvor indholdet væltede ud over det hele. Med et lille gisp slap Alister Stians læber, hans øjnene kortvarigt søgende mod rodet og et udtryk af skam kom over hans ansigt, som om den korte pause fik ham til at overveje, hvad det egentlig var han lavede. Hvad hvis nogen fandt dem her?

"Jeg-" Han kunne ikke rigtig sætte ord på følelserne, og endte med at vige en smule tilbage. Hans hjerte slog så hurtigt, at det måtte kunne høres tydeligt i rummet, ligesom hans overfladiske vejrtrækning. 

Sergentens tunge jakke faldt blødt til gulvet og fik papirene til at flagre under dem. Duften fra Alister blev tydeligere, og indhyllede Stians sanser. "Arghh.." en hæs lyd af nydelse blev gispet ind i munden på Alister da Stian hårdere blev banket mod reolen. Hænderne der søgte ind på huden gav ham prikkende gåsehud, og han begyndte at skælve under berøringen. En lyd, et dunk forstyrrede intensiteten - og i det samme Alister blev ramt af mappen, gik der et ryk igennem dem begge, som blev de vækket af en meget lang drøm. Pulsen sad i den unge byvagts hals, og øjnene begyndte at blive skarpere da han fulgte med i hvordan Alister så rundt på resultatet af deres spontane begær. Hvad havde de gang i.. 

"Alist... Sergent.." rettede han, håbede på at standse halvelveren før han trak sig yderligere fra ham. Men ingen overbevisende ord kom til ham.

De karamelbrune brune øjne gled ned ad ham selv, tog ind hvor rodet han så ud. Uniformen, efterladt halvt åbnet og krøllet fra eftermælet af Alisters krævende hænder. Den prominente bule i hans bukser. 'Jeg-' Stian løftede hovedet og betragtede sergenten. Hans udtryk var som et falmet maleri, og Stian blev ramt af det. Det fik ham til at huske tilbage.. 'Jeg er ikke til mænd'. Afvisningen. Han kunne se det tydeligt for sig igen. 

Små pust forlod istedet Stian overfladisk, mens han lænede hovedet tilbage i reolen. Han måtte bide tænderne sammen, og kæmpe for at holde alt inde. Men hans hjerte bankede og længtes, da Alisters hånd gled væk. Stian spildte ikke tiden, han ville vide hvad der foregik. 
 "Har De følt sådan her, hele tiden..?" Hans stemme var ru, men blid, som gjorde det ondt at skulle sige ordene. Hvorfor skulle han ellers vælge at kysse ham nu? Blikket vendte langsomt tilbage til Alister. Og trods sit forsøg på at se samlet og neutral ud, vævede der sig en usikkerhed bag de brune iriser, som forberedte han sig på at tage imod slag. 

Alister følte sig svagelig. Hans hænder var svedige og rystende, og han kunne stadig mærke det brændende begær i kroppen, samtidig med stemmen i hovedet, der tydeligt fortalte ham, at dette her var helt forkert. Han var en sergent i byvagten. Han satte en ære i at opføre sig professionelt omkring de menige .. og han var jo ikke til mænd. Var han?

Hans blik gled ned ad Stians krop og søgte hastigt væk igen, da han tydeligt kunne mærke, hvad det vækkede i ham. Ved alle guderne, hvad gik der dog af ham?

Udtrykket i Stians smukke, brune øjne var næsten ikke til at holde ud. Han sank, munden var underligt tør. "Jeg .. jeg ved ikke hvad det er, jeg føler." Fik han endeligt fremstammet. Det var i hvert fald sandt. Tankerne hvirvlede rundt i hans hoved, og han kunne knap nok finde op og ned på sig selv.
Han forsøgte at træde en anelse tilbage for at få lidt mere afstand mellem sig selv og Stian, men hælen stødte med det samme på nogle af de nedfaldne rapporer .. rodet. Hvad ville folk ikke tænke, hvis de kom herned?

'Jeg ved ikke hvad det er, jeg føler.' svaret fra Alister var hverken tilfredstillende eller utilfredstillende. Og det var naturen af svaret; Et hverken eller. Det var ikke en afvisning, men det bragte dem heller ikke tættere. Stian tippede hovedet til den ene side og gav Alister et langt, granskende blik, hele vejen ned til hans støvler, og hele vejen op igen, imens hans fingre begyndte at lukke skjorten til. Bevægelserne nøgterne, mens hjertet hamrede smerteligt. 

Han nikkede, og blikket faldt til sergentens jakke der lå krøllet sammen som en pøl på gulvet før han bukkede sig ned og samlede den op. Det var ikke en afvisning.. Men der var ingen grund til at presse en mand, der i forvejen lignede at han var trængt op i en krog.

Stian kunne ikke bebrejde Alister sin forvirring. Han havde følt selv samme sensation, over flere omgange. Uden at afsløre noget i sit ansigt, andet end den sarte rødmen der forsat hang ved fra deres intense kys, rakte han jakken til Alister. 
"Lad os få ryddet op," Stian var påpasselig med at holde sin stemme neutral. Han var opmærksom på sit hjerteslag mens de brune øjne søgte ind i sergentens grønne. Ikke bleg for at holde øjenkontakt. 

Alister havde mest af alt lyst til at tage benene på nakken. Han trængte til at være alene med sine tanker og følelser, der hvirvlede ukontrollérbart i hans hoved. Men han kunne ikke bare smutte fra alt det kaos, han selv havde været med til at skabe i arkivet, og få Stian til at stå alene med oprydningen..

Han forsøgte at rette på sit tøj og tog tavst imod jakken. Det føltes pinefuldt langsomt at få den på, og krøllerne var ikke rigtig til at få ud. Han havde en fornemmelse af, at hvis han og Stian trådte ud af arkivet sammen, ville alle kunne kigge på dem og regne ud hvad der var sket.
Tanken om det fik igen følelsen af skam til at brede sig i kroppen på ham, og han gjorde alt hvad han kunne, for ikke at se på Stian. Ham. Alister. Sammen med en anden mand .. og endda en menig.

Bare udtrykket i Stians brune øjne var tilstrækkeligt til at få hans hjerte til at begynde at slå hurtigere igen, og han skyndte sig at gribe en bunke af rapporter, for at få dem sat tilbage på reolerne. I langt mindre orden, end han under alle andre omstændigheder, ville have gjort. En svag rømmen kom fra hans hals et par gange, men han kunne ikke rigtig få nogen ord frem.

"De behøver ikke at sige noget," brød Stian stilheden med, efter at have hørt på par af Alisters akavede rømmelser. Læberne smagte stadig af Alister når tungen ramte dem, og det fik Stian til at længes efter mere hvor det kom fra. 

Selvom sergenten gjorde sit for ikke at se på Stian, kunne han ikke selv lade være med at lade sine brune øjne glide flygtigt ned over ham. De befippede bevægelser, hvordan de spredte dokumenter ikke blev sat lige så omhyggeligt som tidligere. Alister lignede en mand hvis mission var at få ryddet op så hurtigt han kunne for at stikke af. Det generede Stian. 

Uden at skynde sig, satte Stian papirerne, der havde drysset ud af mapper, i orden før de blev lagt ind i mapperne igen. 
"Jeg forstår godt, at det komplicerer tingene for en mand som Dem i Deres position." kom det stilfærdigt fra ham. "Lad os bare lade som om det aldrig er sket." Halsen trak sig sammen lige som han havde sagt det, og kroppen føltes ekstra tung. Hvordan kunne ord gøre så ondt at sige? 

Hans hænder arbejdede hastigt med at få rapporterne lagt tilbage, hvor de kom fra. Luften i arkivet virkede tung, og han længdes efter at komme op i den friske luft og få styr på sine tanker og følelser. Noget han ikke kunne gøre, mens han var her sammen med Stian.. Stian .. blikket gled ufrivilligt tilbage mod den unge menige, som han brød stilheden.

Komplicerer. Det var ikke forkert, og der var ikke noget Alister havde mere lyst til, end at åbne munden og svare: "ja, lad os aldrig tale om det igen." Men det var stadig som om han ikke rigtig kunne få tungen til at lystre, og i stedet hørte han sig selv sige:

"Jeg har brug for lige at .. tænke lidt. Undskyld, Stian."

Det var ikke en lovning på, at der ville ske noget. Men det var heller ikke en afvisning. Hvorfor kunne han ikke bare afvise ham? Forfjamsket fik han grebet de sidste rapporter fra gulvet og stoppede dem hastigt ind på hylden.

Stian så på Alister et øjeblik, studerede ham med de rolige, dybe øjne, som var blevet vant til at holde følelser tilbage, når pligten krævede det. En knap mærkbar trækning i hans kæbe afslørede dog det, han næppe ville vise – en skuffelse, en understrøm af usikkerhed, som han hurtigt skubbede væk. 'Undskyld, Stian..' Og samtidig brugte sergenten hans fornavn. Det lød underligt, intimt, som noget, der ikke helt passede ind i deres sædvanlige dynamik - alt taget i betragtning. Han kunne næsten ikke undgå at tænke over, om det var et øjebliks forglemmelse, eller noget mere.

"Selvfølgelig, sergent," svarede han til sidst, med stemmen rolig, kontrolleret. "Jeg skal ikke presse på." Ordene gled let ud, som om de var øvet tusind gange før – som et svar, der forventedes af ham i enhver form for afvisning.

Han rankede sig lidt, vendte blikket mod det papirarbejde, de var i gang med at samle op. En del af ham længtes efter at spørge mere, få afklaret, hvad Alister egentlig tænkte, men Stian vidste bedre. Han kendte til reglerne, til positionernes vægt, og hvad de betød for en mand som Alister.

Efter en kort pause – for kort til at give for meget væk, men lang nok til at lade stilheden synke ind – tilføjede han, "Men, lad være med at stikke af fra det." fra mig.

Det føltes underligt at have brugt Stians fornavn på den måde. Menig Hwan skabte en god, professionel distance i mellem dem, men for få øjeblikke, havde der været alt andet end det. Det mindste Alister kunne gøre var vel, at bruge hans navn?

Hans hjerte bankede stadig så højt, at han følte, det måtte kunne høres på lang afstand. Hænderne, der forsøgte at stable rapporterne var svedige, og han måtte beherske sig meget, for ikke bare at løbe op af trappen. Det værste af det hele var, at han i alle sine tidligere forsøg i livet på at kysse en kvinde aldrig havde følt sådan her. Overvældet. Magtesløs.

Han gav slip på papirerne og gjorde mine til hastigt at forlade rummet, men stivnede, da Stians sidste bemærkning brød stilheden. Hvad skulle han overhovedet sige til det? Han var jo netop ved at gøre det - stikke af fra det hele. "Jeg skal bare .. bruge lidt tid." Gentog han. Munden føltes tør.

Tid. Javel.
Til trods for Stians modsatrettede følelser - impulsen der boblede ud i hænderne for at tage fat om Alister og standse ham fra at gå - forblev hans ansigt ulæseligt. De brune øjne fastlåst på sergenten der stod med ryggen til ham. Hvor længe skulle han blive ved med at se ham lægge an til at stikke af? 

Stian tog et langt åndedræt ind gennem næsen, så brystkassen rejste sig langsomt. Regulerede sig til at bevare det professionelle i situationen. Altid som han havde lært det. Lært sig selv det. Han kunne ikke miste besindelsen for en mand. Han havde nært mistet sig selv med Eskild. 
 "Jeg forstår," sagde han usandt, som han rettede sig op. Han lagde de sidste papirer i mapperne, og fik dem sat på plads. 

Erindringen om kysset, fik det til at brænde i ham. Han forstod ikke hvordan Alister havde brug for tid efter sådan et hedonisk kys. Stian rettede sit blik tilbage på ham, bare for at se om han så tilbage mod ham.

gjorde han? forstod? Alister forstod det knap nok selv. Han havde holdt det professionelt - forklaret Stian, at han ikke var til mænd, og nu havde han ødelagt det hele. Det var svært overhovedet at vide hvilket ben, han skulle gå på, som han besvægede sig videre mod trappen. Han følte sig som en hund, der stak af med halen mellem benene.

Han rømmede sig et par gange på vej op af trappen, som om der var flere ord på vej, men der kom ikke rigtig noget ud.

I stedet lukkede han blidt døren bag sig med bankende hjerte. Med en hastig bevægelse flåede han jakken af igen, kastede den over sin stol og forlod hovedkvarteret. Han trængte til at komme hjem.

Stian stod tilbage i arkivet, der for få øjeblikke siden havde føltes hedt – brændende, næsten klaustrofobisk. Nu føltes det som om al varme sivede ud med Alisters hastige skridt, efterladende kun kølig tomhed i rummet.
 Det eneste han kunne, var at stå og glo efter sergenten, følge linjen af hans ryg, indtil alt, der var tilbage, var en lukket dør.

Stians stolte holdning forsvandt, skuldrene faldt en anelse, som om noget usynligt blev revet ud af ham. Hans hånd fandt hans ansigt, gled ned over træt hud, før den røg om i håret.
 "Pis også." Ordene var knap mere end en udånding, en bristet spænding i brystet, som om han først nu tillod sig at reagere.

Han blev stående lidt endnu, blikket hvilende på døren, som om den kunne åbne sig igen, som om Alister kunne skifte mening.

Men der skete ingenting.

Så trak han vejret dybt, knyttede kort næverne, før han satte arkivet i orden med mekaniske bevægelser.

For hvad fanden var der ellers at gøre?