"Urgh," et hæst pust undslap Stians læber overrasket, da Alister skubbede ham mod væggen. Læberne blev kortvarigt brudt i den pludselige tumult for at møde hinanden grådigt igen. Som kunne de ikke klare at være adskilt længere tid ad gangen. Hans hjerte slog hurtigere, og det føltes som alt blev sløret omkring dem. De sorterede og arkiverede rapporter svajede farligt over dem, nogle faldt ned og dannede et tæppe af papir om deres fødder, med et bump og blafren, men alt, hvad Stian kunne fokusere på, var følelsen af Alister tæt på sig. Hans varme ånde i hans mund, og hans hænder på hans krop. Stian kunne mærke sergentens overvældende styrke, da han blev presset op ad væggen af ham, en påmindelse om, hvorfor Alister bar den titel, han gjorde.

 Håndens dirrende greb om uniformsknappen var så hårdt nu, at der var fare for at den ville blive revet af under den dybe intensitet. Den havde med højst sandsynlighed, allerede efterladt mærker i håndfladen.
 "Haa.." Lydene undslap ham som små desperate, og anstrengte suk ind i munden på sergenten, og for at undgå at rive knappen af, åbnede han den istedet. Hænderne rystede da han begyndte at fumle med de resterende knapper på Alisters jakke. Hans sind fyldt med en uimodståelig trang til at udforske hver centimeter af manden foran ham, hvis tilstedeværelse føltes som en ildebrand.

"Mmmh." Sukkede Alister hæst, kun kortvarigt i stand til at trække luft ned i lungerne, inden hans læber igen grådigt søgte Stians. Han havde ikke kysset nogen på denne måde før. Altid havde han overbevist sig selv om, at der en dag ville være en kvinde, han måtte finde interessant nok, men kys og kærtegn og det der fulgte, havde aldrig vækket en særlig ild i ham. Kun en sjælden gang i mellem, alene med sig selv, tænkende på en mands berøring, var en lille gnist dukket op - kun for hastigt at blive kvalt af Alister, der atter overbeviste sig selv om, at det jo ikke var fordi han var interesseret i mænd på dén måde.

Det var udkanten af sergentens bevidsthed begyndt at dæmre, at han meget længe havde haft lyst til Stian på denne måde. Siden før ballet, hvor den unge, fulde menige havde kysset ham, og han hastigt havde måtte tage den voksne, ansvarlige rolle og bringe ham hjem i seng.

Men der var intet ansvarligt over den måde, Alister nu pressede sin krop op mod Stians, brændende af lidenskab. Nogle af rapporterne faldt omkring dem, et frygteligt rod som Alister sandsynligvis skamfuldt måtte rydde op efterfølgende, mens han kortvarigt slap Stians læber for at lade ham knappe uniformsjakken op, mens hans egne hænder begyndte at søge Stians jakke.

Fornuften havde forlængst forladt de to uniformerede mænd, sikkert, begravet under alle de faldende papirer der lå for deres fødder. De små skægstubbe på Alisters hage, kildede Stians hud og sendte en varmende kuldegysning ned ad hans hals. Der var en dybde af presserende længsel fra sergentens læber, og han kunne ikke gøre andet end at gengælde i samme manér. Sultent, og længselsfuldt. 

Alister. Alister. Alister. 

Sergentens navn tikkede som et travlt ur i Stians tanker, der bankede i takt med hans vilde pulsslag. Hver eneste berøring fra Alister sendte ham til himlen og tilbage igen, huden brændte af længsel, og han kunne næsten ikke få luft da sergentens hænder arbejdede med at få Stians jakke åbnet. Hvis dette var en drøm, ville han ikke vågne endnu.. Stian åbnede øjnene på klem for at se sergenten, og da deres læber slap hinandens, fandt de en kortvarig kontakt med blikket. Hvad gik igennem Alister lige nu? Stian gjorde plads til at han kunne befri ham fra uniformen, og da han selv fik åbnet den sidste knap på Alisters, tog han fat i kraven for at skubbe klædet ned over den andens skuldre så den kunne komme af. Besværligt, grundet højdeforskellen. Det var pinligt at indrømme, men Stian kunne godt have brugt en skammel for bedre tilgængelighed hos sergenten. 

Duften af Stian, følelsen af hans læber sendte kuldegysning efter kuldegysning gennem Alisters krop. Måden hans egen krop havde reageret på, alt den undertrykte lyst, havde kommet fuldstændig bag på sergenten, der var i sine følelsers vold, som han løftede armene, hjælpene Stian med at befri ham for uniformsjakken.

Havende befriet Stian for nogle af knapperne søgte hans hænder ivrigt huden under den, endnu en gang skubbende den unge menige mod arkivreolerne med en voldsomhed, der overraskede ham selv. 

SMAK

En særlig tung mappe med rapporter, som Alister selv havde sorteret og omhyggeligt sat i orden for et par måneder siden, ramte ham på skulderen, faldende ned mod gulvet, hvor indholdet væltede ud over det hele. Med et lille gisp slap Alister Stians læber, hans øjnene kortvarigt søgende mod rodet og et udtryk af skam kom over hans ansigt, som om den korte pause fik ham til at overveje, hvad det egentlig var han lavede. Hvad hvis nogen fandt dem her?

"Jeg-" Han kunne ikke rigtig sætte ord på følelserne, og endte med at vige en smule tilbage. Hans hjerte slog så hurtigt, at det måtte kunne høres tydeligt i rummet, ligesom hans overfladiske vejrtrækning. 

Sergentens tunge jakke faldt blødt til gulvet og fik papirene til at flagre under dem. Duften fra Alister blev tydeligere, og indhyllede Stians sanser. "Arghh.." en hæs lyd af nydelse blev gispet ind i munden på Alister da Stian hårdere blev banket mod reolen. Hænderne der søgte ind på huden gav ham prikkende gåsehud, og han begyndte at skælve under berøringen. En lyd, et dunk forstyrrede intensiteten - og i det samme Alister blev ramt af mappen, gik der et ryk igennem dem begge, som blev de vækket af en meget lang drøm. Pulsen sad i den unge byvagts hals, og øjnene begyndte at blive skarpere da han fulgte med i hvordan Alister så rundt på resultatet af deres spontane begær. Hvad havde de gang i.. 

"Alist... Sergent.." rettede han, håbede på at standse halvelveren før han trak sig yderligere fra ham. Men ingen overbevisende ord kom til ham.

De karamelbrune brune øjne gled ned ad ham selv, tog ind hvor rodet han så ud. Uniformen, efterladt halvt åbnet og krøllet fra eftermælet af Alisters krævende hænder. Den prominente bule i hans bukser. 'Jeg-' Stian løftede hovedet og betragtede sergenten. Hans udtryk var som et falmet maleri, og Stian blev ramt af det. Det fik ham til at huske tilbage.. 'Jeg er ikke til mænd'. Afvisningen. Han kunne se det tydeligt for sig igen. 

Små pust forlod istedet Stian overfladisk, mens han lænede hovedet tilbage i reolen. Han måtte bide tænderne sammen, og kæmpe for at holde alt inde. Men hans hjerte bankede og længtes, da Alisters hånd gled væk. Stian spildte ikke tiden, han ville vide hvad der foregik. 
 "Har De følt sådan her, hele tiden..?" Hans stemme var ru, men blid, som gjorde det ondt at skulle sige ordene. Hvorfor skulle han ellers vælge at kysse ham nu? Blikket vendte langsomt tilbage til Alister. Og trods sit forsøg på at se samlet og neutral ud, vævede der sig en usikkerhed bag de brune iriser, som forberedte han sig på at tage imod slag. 

Alister følte sig svagelig. Hans hænder var svedige og rystende, og han kunne stadig mærke det brændende begær i kroppen, samtidig med stemmen i hovedet, der tydeligt fortalte ham, at dette her var helt forkert. Han var en sergent i byvagten. Han satte en ære i at opføre sig professionelt omkring de menige .. og han var jo ikke til mænd. Var han?

Hans blik gled ned ad Stians krop og søgte hastigt væk igen, da han tydeligt kunne mærke, hvad det vækkede i ham. Ved alle guderne, hvad gik der dog af ham?

Udtrykket i Stians smukke, brune øjne var næsten ikke til at holde ud. Han sank, munden var underligt tør. "Jeg .. jeg ved ikke hvad det er, jeg føler." Fik han endeligt fremstammet. Det var i hvert fald sandt. Tankerne hvirvlede rundt i hans hoved, og han kunne knap nok finde op og ned på sig selv.
Han forsøgte at træde en anelse tilbage for at få lidt mere afstand mellem sig selv og Stian, men hælen stødte med det samme på nogle af de nedfaldne rapporer .. rodet. Hvad ville folk ikke tænke, hvis de kom herned?

'Jeg ved ikke hvad det er, jeg føler.' svaret fra Alister var hverken tilfredstillende eller utilfredstillende. Og det var naturen af svaret; Et hverken eller. Det var ikke en afvisning, men det bragte dem heller ikke tættere. Stian tippede hovedet til den ene side og gav Alister et langt, granskende blik, hele vejen ned til hans støvler, og hele vejen op igen, imens hans fingre begyndte at lukke skjorten til. Bevægelserne nøgterne, mens hjertet hamrede smerteligt. 

Han nikkede, og blikket faldt til sergentens jakke der lå krøllet sammen som en pøl på gulvet før han bukkede sig ned og samlede den op. Det var ikke en afvisning.. Men der var ingen grund til at presse en mand, der i forvejen lignede at han var trængt op i en krog.

Stian kunne ikke bebrejde Alister sin forvirring. Han havde følt selv samme sensation, over flere omgange. Uden at afsløre noget i sit ansigt, andet end den sarte rødmen der forsat hang ved fra deres intense kys, rakte han jakken til Alister. 
"Lad os få ryddet op," Stian var påpasselig med at holde sin stemme neutral. Han var opmærksom på sit hjerteslag mens de brune øjne søgte ind i sergentens grønne. Ikke bleg for at holde øjenkontakt. 

Alister havde mest af alt lyst til at tage benene på nakken. Han trængte til at være alene med sine tanker og følelser, der hvirvlede ukontrollérbart i hans hoved. Men han kunne ikke bare smutte fra alt det kaos, han selv havde været med til at skabe i arkivet, og få Stian til at stå alene med oprydningen..

Han forsøgte at rette på sit tøj og tog tavst imod jakken. Det føltes pinefuldt langsomt at få den på, og krøllerne var ikke rigtig til at få ud. Han havde en fornemmelse af, at hvis han og Stian trådte ud af arkivet sammen, ville alle kunne kigge på dem og regne ud hvad der var sket.
Tanken om det fik igen følelsen af skam til at brede sig i kroppen på ham, og han gjorde alt hvad han kunne, for ikke at se på Stian. Ham. Alister. Sammen med en anden mand .. og endda en menig.

Bare udtrykket i Stians brune øjne var tilstrækkeligt til at få hans hjerte til at begynde at slå hurtigere igen, og han skyndte sig at gribe en bunke af rapporter, for at få dem sat tilbage på reolerne. I langt mindre orden, end han under alle andre omstændigheder, ville have gjort. En svag rømmen kom fra hans hals et par gange, men han kunne ikke rigtig få nogen ord frem.