Der var en generel stor forståelse fra mandens side af og hun følte velbehag omkring ham. Intet i hendes empati stak hvert fald ud, hvorfor hun ikke lod sig påvirke så meget af den. Det var alligevel bare til en forstyrrelse til tider, men så meget selvkontrol havde hun nu heller ikke. Ikke altid. 


Esther smilede blot kærligt og trak kort på skuldrene i takt med at det var uden betydning. Det var jo ganske naturligt at samtalen kunne falde i den retning, og hun yndede ham det selvfølgelig ikke. Måske han var lige så overrasket, som hun var beret på det. Eskild have en familie? Ikke usandsyneligt, men alligevel næsten helt uvirkeligt. " Det skal De ikke være, han har vel sine grunde " beklaget hun næsten på forhånd for ham. Men som hun fik fortalt hvor hun kunne finde ham eller af hvilke årsager hun kunne opsøge Issac, nikkede hun bare og lod læberne skilte og smilet famlet. Hun så helt dukkelise agtig ud i ansigtet, men nynnede et 'javel'. 

" Så vil jeg måske se om jeg en dag kan finde dem ude i byen for at kunne takke Dem for deres venlighed og tålmodighed " sødmen skyllede tydeligt ind og hun smilede så kinderne pressede øjnene sammen. Hun trådte stille tilbage og nejede kort, lige en tand, bare lige lidt. " Igen mange tak, Hr. Thorne " 

Det var ikke ofte at Issac fandt interessen i at møde borgerne og tage de helt store samtaler med dem, som nu hvor Esther havde opholdt ham i noget tid, men alligevel så havde han fundet en interesse og en oprigtighed overfor hende og nød nu at tale med hende - og det var endda inden at han havde fået at vide at hun var i familie med hans kollega og ven. Der var nu ting som kunne være et emne mellem Eskild og ham selv, omend han overvejede om det nogen god idé at blande sig i, der var vel en grund til at hun ikke var blevet nævnt overfor ham endnu? 

Etsher var bestemt en venligsindet og kærlig person som de havde siddet der og vendt lidt af hvert. Han håbede at hun fandt en sikkerhed i at gå hjem efter dette møde, og han regnede ikke med at manden var en person som var besat eller lignende af hende. "Det har han uden tvivl. Eskild er altid en mand med sine egne grunde til at gøre ting på" Det var ingen kritik blot en konstatering af ham som han havde lært ham at kende igennem arbejdet og igennem en årrække.
"Jeg er sikker på at De kan finde mig. Jeg skal gøre mit for at holde øje med Dem" Han sendte hende et lille smil som han fangede øjenkontakten med hende og fulgte hende som hun bevægede sig tilbage. "Ingen problem, frk. Havasi. Sig endelig til hvis jeg kan gøre noget for Dem." 

En ro, en så givende ro, var fundet. En eng uden fare for at dyr måtte lade livet for bue og pil. Hun havde en tillid til ham som man blot kunne forvente at have til ordensmagten i byen, det var jo mere end normal at tro på de ville en det bedste. Ligesom hendes bror! 

Esther trak stille på smilet og lod et glimt i øjet blomstre op da hun indså de fik øjenkontakt. " Jeg håber, at den partner De måske har, ved de er heldige " sandfærdig og oprindelige ros, ingen tegn til at tolke det på nogen anden måde, for det var så sandelige ikke hendes hensigter og hun betvivlede ikke hans forståelse af hendes ord, tvært i mod. 
Den slanke krop trak let på skuldren som hun veg uden om en høj mand med små spidse øre, hun nåede lige at læse skiltet på hans brystkasse. Ponticus ( Alister Sølvklinge ), men havde hun ikke set ham tidligere, var han bare alle vegne. Han var intimiderende, så hun bed bare læberne sammen og følt sig helt i skammekrogen. 

Men hun så sig over skulderen: " Igen tak, men jeg vil drage videre " og med det forlod hun området, men så sig enkelte gange tilbage over skulderen, for at mindes hans venlige ansigt. Det var rart at vide, at de ikke alle var så skræmmende og seriøse af mimik. 

I bund og grund var hans vigtigste job at tale med borgerne og vise dem den tillid som de kunne få hos ham. Han ønskede at være det bindende led mellem byvagterne og borgerne, omend at han til tider ikke helt magtede de opgaver som blev stillet frem for ham. "Det håber jeg bestemt også" Lød det roligt fra ham som han sendte hende et smil, og tog imod rosen. Lige nu var Eskild jo hans makker og det håbede han blev ved med at være, på trods af de små uenigheder som de af og til havde.

Hans blik gled efter hende som hun søgte ud af kontoret og var ved at ramle ind i Alister, men sneg sig fint uden om. "Sig endelig til hvis der er noget jeg kan gøre" Lød det fra ham som hun forsvandt længere ud og til sidst væk.