Åh hvor hun nød det. Magt, frygt - den vridende, undvigende svedende mand foran hende - alt det som bragte ham ubehag, kunne få et koldt og kynisk smil frem på de blodrøde læber. Mænd, mennesker, men alt for ofte mænd, syntes at prale med deres magt. De var så frygteligt gode til at udnytte den - så Verena havde blot lært at gøre dem kunsten efter, i årene der fulgte.
Være ligeså hård. Ligeså kompromisløs. Og ligeså ligeglad, når det næppe var hendes problem, at midlerne ikke rakte. 
Fru Sin, de må forstå.. 
Men Verena var ikke her for at forstå ham. 

Med knivneglene vokset til omkring de 30 cm, trådte hun et lille skridt fremad - mindskede den afstand han forsøgte at skabe imellem dem. 

Hun var træt af at de talte udenom. "Ah.. I næste uge..." og det perfekte hoved gled lidt uforstående på skrå. "Men forstod du mig ikke i første omgang, når jeg sagde at jeg ville komme i den her uge og indsamle?" 
Fordi det lød irriterende meget som om, at han skam godt vidste det. Han valgte bare at ignorere det. 
Og hun havde aldrig været helt god til at blive ignoreret. Han kendte reglerne. "Eller... tænkte du at jeg ikke mente det jeg sagde?" 
Fordi så kunne det joh være at hun skulle understrege det. Bare så han ikke længere var i tvivl.