"Åhh Bartholomæuus? Er du på arbejde, min kære?" Verenas stemme ekkoede igennem entreens gang, ud imod disken der ellers ofte blev bemandet af den kraftige bademester, men lige i det her øjeblik stod tom. "Det er Verena.." og hun lukkede med en stilfærdig klikken døren bagved hende, gule øjne søgende og afventende efter det blonde menneske. Mon ikke han hurtigt dukkede op? 

Det var efterhånden en måneds tid siden, at det seneste lån fra hende, var blevet givet til Dianthos bademester. En gæld der langsomt havde bygget sig op... man kunne trods alt godt låne på lidt kredit, og på en af de bedste måder, havde man kunne notere et højere og højere beløb tælle op. Jah, løftet om at kunne tilbagebetale lå dog altid i luften, og Verena var ikke i tvivl, om at han også mente det. Men det var vel også ved at være tid. 
Man kunne næsten fornemme fugten inde i badehuset, og Verena studsede kort over hvad den ville gøre ved silkens kvalitet. Men glattede det hvide stof ud med et lille 'hmm', inden at hun vippede hatten op, og slentrede tættere på diskens kant. 
Mon han bestyrede hele stedet selv? Det var længe siden hun sidst havde været her, helt tilbage fra dengang hendes egen butik først lige var startet op. 
Der havde det dog været nogle andre ejere, og sidste gang, var han kommet til dem. Måske hun burde få sig en rundvisning også, nu hvor hun alligevel var gået herned selv. 

Vandet hvirvlede mellem bademesterens hænder. Han var ved at klargøre en af de mere luksuriøse bade til sine kunder, hvilket inkluderede at fjerne det beskidte vand og fylde det op med noget mere rent og velduftende. En stemme, der ekkoede mellem flisevæggene, fik det dog til at gippe i bademesteren, som tabte vandet med et stort plask.

"For Zaladin da også.." Bandede han for sig selv, inden han hastigt fik tørret hænderne i et håndklæde og begyndte at haste mod receptionen med en følelse af, at noget sank i livet på ham. Selvfølgelig var det Verena.

Han havde håbet, at et lille lån hos hende ville gøre ham i stand til at vende sit uheld - en start på at komme ud af den gæld, han havde opbygget til flere af byens mere lysky typer.. i stedet havde han blot sat sig endnu mere i gæld, og var nu også endt i klørerne på den smukke, men til tider uhyggelige kvinde..

"Fru Sín!" Udbrød han stakåndet, som han dukkede op i døråbningen. Han ansigt lagde sig i høflige folder, som et slesk og velkommende smil mødte hende. Et smil, der ikke rigtig nåede hans øjne.

Nogle af den høje kvindes fingre gled en anelse langs træværket over væggene, som kunne hun lige nå at betragte inventaret ordentligt og på tæt hold, inden bademesteren fik hastet sig herhen. Men selvfølgelig lod hun den lige blive et par sekunder ekstra efter han var kommet. Sørgede lige for at han nåede at se det, inden at hun trak hånden til sig. Han virkede til at have løbet. Og høflig endda, som han dukkede op - det kunne man trods alt respektere. 
Ingen grund til at være andet, og Verena mødte hans smil med en behaget lille brummen. "Jeg ved det er en anelse uanmeldt, men jeg måtte simpelthen tage muligheden for at besøge dig, da jeg fik tiden" og hun trådte hen til disken. Hånden lagde sig i stedet lidt tappende imod disken, da hun tilføjede. "Hvordan går det med forretningen...? Godt, håber jeg?" 

Det krævede en del selvkontrol hos englen, for ikke rynke næsen af det sleske smil, men tvang alligevel sit eget, tålmodige et af slagsen igennem, nu hvor at de stod foran hinanden. Men ligesom hans, så nåede Verenas smil heller aldrig helt de gule øjne, og hun skævede til ham, inden at hun slap disken for at ranke sig igen. 

Bartholomæus afskyede når kunderne pillede ved invetaret. Altid skulle de efterlade fedtede eller våde fingeraftryk overalt, og bademesteren kunne gå og pudse og polere, til den dag han faldt død om.. Han fortrak dog ikke en mine ved synet af hendes hænder på træværket. I stedet rettede han lidt på sin fine vest og tog position bag skranken, som var hun enhver anden gæst.

“Men naturligvis.. De ved da, at Deres besøg altid er så værdsat.. Kan jeg byde Dem på noget? En forfriskning? En times afslapning i en af de private bade?” Spurgte han, fortsat i det sleske tonefald, mens han overvejede, hvordan han kunne få hende til at forsvinde så hurtigt som muligt igen. Han havde jo ikke hendes penge her og nu.

“Forretningen går skam, men som de ser, er der ikke så mange gæster på denne tid af dagen.. “ Uvilligt faldt hans blik kortvarigt på pengeboksen under skranken, hvis indhold blev tømt hver eftermiddag og båret til den slunkne bankboks på hans private kontor. Han brød sig ikke om at tænke på, hvor tom den var. 

Det var nogle lidt for velkommende ord, og Verena kunne ikke helt stoppe den lille rynken der endelig fik moslet sig frem, da han nævnte badene. En forfriskning ville ellers være rart, men en lidt mere snobbet fordom, pointerede dog at det måske ikke ville leve op til standarden af hendes forfriskninger. Og det her skulle helst gå godt. Hun prøvede dog at børste den lille rynke af med, at det var på grund af det næste han sagde, og Verena løftede en anelse på de smalle øjenbryn. "Jah, jeg lagde mærke til at her var utroligt stille..." manglende kunder var ellers ikke en ting, som sagde at det ville gå godt. 

Verenas ene arm lagde sig under brysterne, og holdt lidt løst fat i den smalle talje - albuen bukkede op som holdt hun en pibe, selvom det mest bare var de lange fingre der krummede sig sammen, og hun tilføjede. "Ingen forfriskninger, tak. Men.." og hun sendte ham et lidt bredere tandsmil, som var det virkelig en god idé hun lige var kommet på. "... jeg har længe ville se badene, personligt. Det er evigheder siden jeg sidst var her, og jeg tænker du har gjort noget magisk ved stedet. Hvis jeg alligevel ikke forstyrre". 
Der var joh alligevel ingen kunder, og hun rykkede de gule øjne hen på døren han var troppet igennem, inden at de i et ryk faldt tilbage på bademesteren.

"Hvilket naturligvis er godt, hvis man ønsker at nyde lidt varmt vand i fred og ro.." Skyndte bademesteren sig at tilføje med et smil, indikerende, at tilbuddet om et behageligt bad stadig stod. Det var om at give et indtryk af, at tingene ikke gik helt af helvedes til, men heller ikke ligefrem strygende, for så burde han jo have krystaller at give hende.

Hans blik fulgte ufrivilligt hendes arm, der fremhævede hendes bryster og videre til hendes lidt for lange fingre. Han var kun taknemmelig for, at hun valgte at tage imod tilbuddet om at se badene, selv om han ikke var helt sikker på, om hendes smil og blik antydede, at hun var klar til at forsøge at drukne ham i et af karrene.

"Endelig, følg med og se.." Sagde han og skyndte sig at åbne dørene ud til de store bassiner. De første man mødte var de kolde bade - til pøblen - store bassiner, hvor mange kunne bade på en gang. Han skyndte sig dog hurtigt at lede hende videre til et par dobbeltdøre, smukt udsmykkede, der førte til de finere bade med varmt vand.
"Herinde har vi de varme bade. Der er også en række mindre, private kar, hvis man ønsker ikke at have så meget selskab .. " Forklarede bademesteren, visende hende ind i rummet, hvor der lå en let damp hen over de pæne, dekorerede fliser. Der var en del af de rigere gæster, der ofte betalte for de private kar - nogle gange havde de særligt udvalgt selskab med.

Som en ægte sælger, forsøgte Bartholomæus sig med glat snak - og havde faktisk ganske god succes med det. Det var en pointe, den gav mening for langt de fleste, og havde Verena ikke haft en snigende mistanke om hvordan landet lå... havde det nok også mildnet den blege kvindes humør. Men. Jah åh så mange men'er. 

Han var en mand, og om noget var det efterhånden flere og flere mænd der ikke var værd at sætte sin lid til. Erfaringer talte over tiltro, lige på det punkt - men ikke noget hun lod skinne alt for tydeligt igennem, når hun med en tilfreds brummen skridtede efter den kraftige mands ryg. 

Ud til pøblens træls områder, og kolde, kolde bade. Ikke videre imponerende, men snart fandt man vejen til den rigtige afdeling, hvor at smukke snirkler og farvede dekorationer viste vejen til det øvre lag af badehusets indhold. 
Verenas vippede hatten en smule undersøgende op, da hun med samme smil som havde fulgt hende siden hun trådte ind, tog de smukke omgivelser ind. En anelse stift, men stadigvæk små-let nok, til at hun virkede glad. Eller... måske tilfreds. "Private kar..." og hun vippede lidt sigende blikket ned på den lavere mand, privatlivets fred simpelthen, som delte de en lille hemmelighed. Og han fik da også et elevatorblik, inden hun rykkede blikket tilbage imod vægmosaik. "Så skønt her er! Det må have været dyrt, at istandsætte. Så smagfuldt.." udbryd hun, og slentrede hen til en af flotte, flotte sten, der reflekterede det flakkende lys i skarpe glimt. 
Dampen var fugtig, og luften herinde ligeså. Alligevel kunne man næsten fornemme hvordan luften foran hendes ansigt stod stille, i den manglende vejrtrækning. 

Skulle Bartholomæus vise badehuset frem, gik han altid ganske hurtigt forbi de kolde bade. Der var intet særligt imponernede over den del, hvor den almindelige og fattigere del af befolkningen kunne komme og vaske sig. De rige og adelige havde ofte langt betaling ind, for at få fri adgang til badende i måneder, sågar år ad gangen. En ganske god måde at skaffe en sum krystaller på, men når man havde brugt dem for hurtigt, kunne det være svært at kradse flere ind .. en erfaring som Bartholomæus pinefuldt havde måtte gøre sig.

"Ah ja, de private.." Bartholomæus øjenbryn løftede sig en anelse - der foregik lidt af hvert derinde. Godt han havde sine evner til hastigt at få gjort rent derinde. Han åbnede for en god ordens skyld døren ind til en af disse gemakker, der også havde mosaikfliserne og karret, der skinnede i den lettere dæmpede belysning i det lille, aflukkede rum, så Verena kunne se det.

"Jeg fik heldigvis en ganske god pris for stedet i sin tid .. men jo, det var jo en dyr omgang.." Sagde han, tydeligvis lettere utilpas ved samtaleemnet, der blev ved med at snige sig ind på penge. Han fulgte efter hende for at betragte mosaikken, der i det store baderum forestillede en smuk havfrue siddende i vandkanten.

Utilpasheden var som den sødeste sukkerkant, på det mest bitre og syrlige citrondrik man kunne forestille sig; perfekt for den høje kvindes humør, og særligt når hun var sammen med mænd som Bartholomæus. Hun elskede at gøre dem utilpasse. 
Det føltes retfærdigt, det føltes magtfuldt og i sidste ende, så var det også underholdende. Se hvor meget de sprællede, og hun var ikke engang begyndt at hive benene af det kære insekt, endnu. 

Uden helt at fjerne sit fokus fra omgivelserne, gled en fornøjet lille melodi over Verenas læber. "Jeg husker det.." istemte hun. Huskede det, næsten som var det igår. Det var dog lidt tid siden, jah?
Og med et sidste blik på havfruen på væggen, slentrede hun derefter hen til en udhugget sten-chacelon, som hun satte sig til rette på. "Kom" Verenas blik fulgte ham forventningsfuldt. "Sæt dig lidt med mig" med lange fingrer der kærtegnende klappede pladsen ved siden af hende, inden de samledes i skødet. Lad os tale, nu hvor vi er i de 'private bade'. 

Diskretion fremfor alt, var det ikke næsten hans motto, og hun trak lidt afventende de albuelange handsker af, så neglene ikke risikerede at bryde med stoffet. Så det ikke virkede som om at hun havde tænkt sig at gå lige foreløbig. Man skulle nødigt sende forkerte signaler.  

Bartholomæus var en nem mand at gøre utilpas. Man kunne nærmest se, hvordan den store mand fysisk vred sig over for den høje, intimiderende kvinde. Sprællende på krogen, som var han en fisk, hun langsomt og pinefuldt var ved at hive i land. Han var fanget, og kunne intet gøre, men trangen til at kæmpe imod var der alligevel..

Det var tydeligt at se, at bademesteren bestemt ikke havde lyst til at følge opfordringen, men han fik alligevel fulgt efter og placeret sig ved hendes side. Ord ekkoede en smule her mellem karrene, men ellers var der ganske stille, fri for forstyrrelser fra andre gæster .. og en stund, som Bartholomæus havde håbet at kunne nyde i sit eget selskab.

Men sådan skulle det ikke være.

"Skal jeg opvarme et kar til Dem?" Spurgte han alligevel, halvt håbefuldt om at kunne distrahere hende med noget andet end den samtale, der uundgåeligt hang i mellem dem.

Det var en lidt... tung luft, den som hvilede imellem dem. Verena fulgte ham så vidt som muligt med blikket, prøvede at nuede has ubehag, og når hun ikke gjorde, var det som om at hun bare lige skulle ordne folderne på tøjet, eller fjernede eventuelle gener, for til sidst at forsætte med den samme form for urolige interesse. 
Nu hvor de sad side om side, var det til gengæld meget mere tydeligt at hun også gjorde en indsats for at holde det sådan. Benene krydsedes, og hun drejede en smule mageligt kroppen, så de holdt en form for front imod front afstand. 

Fløjshandskerne skulle også lægges et sted. 
Så de endte på låret. "Bagefter, Barth. Bagefter" og tanken var faktisk velkommen.. men nok mest fordi det ville føles lidt skadefro. 

Fingerspidserne pressedes lidt tænksomt imod hinanden, idet en ukomfortabel lille mimik trak over ansigtet, og hun sukkede. "Jeg er her fordi din... aftale, har haft lidt komplikationer omkring sig. Forsinkede betalinger, ulige forventninger.."
Bagved det hele, var det dog tydeligt at hun ikke ligefrem følte samme ubehag som hun udtrykte. Det krævede ikke meget at se igennem det - også med vilje. 
"Særligt forventninger ikke mødt" Der var dog altid en løsning, var der ikke? 

Bartholomæus kiggede alle andre steder hen end på Verena. Pludseligt var mosaikdekorationerne, som han havde betragt utallige gange - ofte på knæ og pudsende dem til perfektion - utroligt interessante. Han kunne mærke, at han svedte en smule.

Han var ikke en klog mand, når det kom til penge. Krystallerne forekom ham altid at brænde hul i lommen på ham, så snart han havde fået dem, og der var ikke meget tilbage til pengeudlånerne, som blev bidskere og bidskere.

"Det har ikke været .. så gode tider." Sagde han en anelse spagt og prøvede ikke at tænke på sit besøg på Krystaller på Kanten for et par dage siden. Det havde heller ikke været indbringende - tværtimod. Men Bartholomæus havde altid et svagt håb om, at han kunne spille sig til flere penge.. oftest med det modsatte resultat.

"Jeg skulle gerne få en god betaling ind i næste uge.." Skyndte han sig derefter hastigt at sige. Det var tid til at nogle fra Dianthos' overklasse skulle betale deres månedlige kontigent, og det kunne måske resultere i, at han kunne få hende lidt på afstand .. for nu.

Lidt ligesom et godt skrevet manuskript, sådan forekom situationen for Verena. Hun have siddet sådan her før, så mange, mange gange. Selvom omgivelserne kunne være ligeså forskellige som dag og nat, var samtalen altid rettet imod det endelige mål. Nogle gange kunne hun i dog kke helt bedømme, om det var vægten af kommende krystaller - eller faktisk mænd som Bartholomæus' ubehag - som hun så mest frem til. 
Det lå i luften. Måden hans øjne flakkede, da han samlede ordene. Chance uransagelige veje, livets gang. Gode tider kom så sjældent, at man skulle der blev lært mere af dem, og et skuffet glimt spirede frem i de gyldne øjne. 
Lidt mere afventende foldede hun hænderne sammen foran sig. Et enkelt, pænt trimmet øjenbryn gled op i den glatte pande, og hun nikkede, læberne presset sammen i en tænksom mine. "Én god betaling? Og hvornår kommer der så flere af den slags?" Verena smilede egentlig ganske imødekommende, nu hvor han fandt løsningerme frem, men der var noget i det, som aldrig helt nåede til kernen af den beroligende intention. 
"Og hvem dog?" Tilføjede hun, den her gang lidt mere oprigtigt nysgerrig på lidt sladder - altid nysgerrig på klientellet.