Tasja lyttede til ham tale imens hun slå to flintesten sammen for at skabe ild i kvistene. det virkede da også og da  ilden begyndte at tage til smed hun de større grene over. hun så op på han fortalte om en harekvinde og menneske. var mennesker ikke normalt kujoner som udnyttede andre racer og verdens resuser.?
Tasja nikkede til ham og da han spurgte om hun var halvt los også som denne form. hun troede lidt et var indlysene. hun lagde det ene øre ned over hovedet og lod det andet stritte op. "ja. selv om man kan sige jeg er halv los i denne form. min far var puma halvdyr" sagde hun roligt og så ikke ud som noget fra en puma. hun havde arvet sin mors side med los delen.  men det gjorde hende nu ikke noget. hun var stolt af at være en los. nok jagtede de alene men hun følte ikke savn til en familie.
da han spurgte til halen så hun ind i ilden imens. "bedre... hvad end du gjorde hjalp det" sagde hun og var faktisk meget lille selv om hun sad på sine ben for ikke at ligge press på halen. hun var jo en los og losser var/er ikke de største katte dyr jo. hun rettede øret op igen og lyttede lidt til vandet bag dem. hun tog kødet og bed en stor bid af det rå kød. hun havde aldrig i sit liv tilberedt kød. hun spiste det råt. men nok fordi hun ikke anede man kunne tilberede det. men det var der ingen der vidste.
Tasja så op mod ham og hans øjne. de så meget røde ud. "hvordan har dine øjne det? den evne du har har du vidst ikek trænet meget med.... vel?" spurgte hun da hun vidste at træning af evner gjorde man kunne holde det længere og længere af gangen. hun var selv ret trænet med at blive los. nogle gange orkede hun ikke andet end at være en los en hel dag.

Brock fik store øjne da hun sagde puma og var tydeligt imponeret.
"Puma... woau, det er faktisk ret sejt, puma er jo et stort kattedyr" sagde han og lænede sig lidt tilbage imens ilden Tasja havde lavet, gjorde sin ting ved kødet. Han smilede stort til hende.
"Hah, mit grej slår aldrig fejl, selv ikke de salver jeg får lavet. Nogle gange er det man laver selv bare bedre end det de sælger i byen" sagde han og fnøs stolt af sig selv. Han ville dog ikke begynde at remse op hvad han havde proppet i, for det var alt fra blade og grønt, til noget tussesved, og lige den del fandt folk ikke så lækkert og hvis ikke, frastødende. Han kunne dog ikke lade være med at kigge lidt væk, da hun så nævnte hans blodsprængte øjne og han rømmede sig pinligt berørt.
"Nej ikke rigtig, det er ikke lige en evne der er sjov at træne, hverken for mig eller for den anden, så det er kun i slemme situationer jeg får brugt den, hvilket er sjældent, for jeg plejer at være god til at undgå problemer. Så det er stadigvæk hårdt for mig, plus det var også en hel bjørn jeg skulle holde fast, en kanin havde været meget nemmere" sagde han og så tilbage på Tasja. 
"Dog har jeg noget som ikke er.. en evne vil jeg sige, men en forbedring. For elver har jo voldsomt godt syn, men det har dværge også. Og derfor fordi min far er dværg og mor er elver, har jeg åbenbart fået det her voldsomt meget bedre syn, så jeg kan se rigtig langt.. men alt det med lugt og hørelse kan jeg ikke, og mit ene øre er komplet døvt efter en ulykke" sagde han og pegede på sit højre øre.
"Kravlede du ind på mig fra den side, imens jeg sov, ville jeg være et umådeligt let bytte" sagde han og lo varmt. Hans blik lagde roligt ned på hendes gråblå øjne.
"Hvor godt holder du varmen?" spurgte han hende så og rykkede en balle tættere på Tasja, ikke langt, men bare for at hvis det var, kunne hun godt få varmen hos ham, hans kropsvarme var trods alt ud over det sedvanlige med dværgesiden, og det med at blive forkølet havde han aldrig prøvet i sit liv, da det aldrig havde blevet koldt nok for ham.

ja det var måske lidt sejt at ha en puma far.... eller havde. for han levede ikke mere. det gjorde hele hendes familie ikke. hunså på ham slog halen rundt på jorden. hun tog en bid mere af kødet. hun var enig i at det man lavede selv tæt var bedre end købte ting. men ikke alt kunne købes mente hun. men tøj måtte hun tæt købe i byen selv om hun HADEDE at tage ind til byen. hun følte sig så udsat der.
da han så væk løftede hun et øjenbryn. skammede han sig over det. hun så på ham og nikkede forståeligt. men mente at alle evner skulle trænes. hun selv havde god hørelse. smidighed og et godt nok syn som et halvdyr. hun drejede ørene mod ham da han talte om at være døv på den ene side. det ville hun ikke ha troet. men hun var jo heller ikke selv skadet med ørene. hvilket var heldigt mente hun.
Tasja så på ham da han rykkede tættere. hun så ned af sig selv. frøs? hun havde pels. det burde være ham der frøs! hun selv så op på sin trøje og sank kødet. "det er ikke så tit jeg fryser. det er mere når det er snevejr jeg lidt fryser. men vejret er jo godt" sagde hun roligt og håbede hendes trøje ville tørre hurtigt. hun så på kødet han havde over ilden. hvorfor stegte folk altid kød. kunne de ikke spise det råt lige som hun gjorde.
Tasja havde næsten hele livet været alene og det gjorde også hun ikke vidste hvorfor men tilberedte kød. hun havde bare taget det hun fik og spist det som det var. hun så på ilden og faldt næsten i stå ved at se på ildens dans. det havde hun altid kunne lig. selv om hun ikke mente at ild altid var nødvendigt.

Brock så ned på Tasja, og syntes nu at skønt hun havde pels, kunne hun da godt fryse? Han havde i hvert fald set mindre dyr der frøs i disse temperaturer. Han trak lidt på skuldrene, og drejede kødet på sin pind, så den anden side også kunne blive grillet. Dernæst lagde han sig tilbage og lod sin ryg ligge sig oven på græsset, imens han så op på Tasja.
"Hey Tasja, Har du nogensinde haft en partner?" spurgte han hende først og ventede et par sekunder før han rømmede sig let.
"Altså en partner at jage med, ikke den anden slags partner, selvom jeg ikke skal sige at du ikke også kunne have det, men jeg tænkte mere på at jage" sagde han og klukkede imens kinderne blev lidt små røde. Han strakte sine arme før han lagde den bag hans nakke og så på sit kød, og kunne se der ikke var lang tid til at han kunne starte på det, men det var ikke helt klart endnu. Han så på Tasja igen og så op af hendes krop, lidt diskret, men havde blikket hængende en del ved Tasjas øre. De så vældigt plyset ud og det var lidt sjovt med pelsen der så ud til at stikke ud af øret, og han havde sådan en kriblende lyst i fingrene til at nusse dem begge. Havde det ikke været fordi hun var et halvdyr, og derfor havde et valg, havde han nok allerede nusset ørene på alle led og kanter. 
"Er det svært at holde pelsen så pæn og glat?" spurgte han hende så.
"Og.. alt det pels ved ørene, er det aldrig i vejen?" fortsatte han sin spørgen, mest fordi han var virkelig nysgerrig, siden han ikke selv havde meget behåring i ørene, eller resten af kroppen for den sags skyld. Det havde hans mors gener sørget godt for. Havde han været mere sin far, havde han nok været tæt på at være lige så behåret som Tasja på kroppen. Hans blik gled lidt ned på Tasjas bagdel, sank en klump, før han så på sit kød hurtigt. Han satte sig hurtigt op, og trak sin kniv frem og begyndte at skære det ydre af kødet af til små skiver som han spiste roligt og for at have noget andet at se og tænke på en Tasja, for tankerne var begyndt at blive lidt mærkelige.

Tasja sad lidt og nød kødet hun havde. da han snakkede fik hun næsten kødet galt i halsen og måtte slå sig på brystet og så mod ham lidt forskrækket. hun blev dog lettet da han forsatte efter han havde rømmet sig. "faktisk ikke. Losser er ikke just kendt som flok dyr. så vi jager mest alene. hvor imod flokdyr som ulve jager sammen" sagde hun og så han rødmede lidt. hun strøg en tot hår om bag i nakken og prøvede at gemme den lidt væk.
hun så på ham da han spurgte til hendes pels. overvejede han at flå pelsen af hende hun tænkte lidt over det spørgsmål. og så på ham med et roligt blik. "jeg må indrømme. det er ikke noget jeg har tænkt over. jeg har bare vasket mig som andre racer også gør. men om hårene i ørene er i vejen vil jeg ikke sige. det er jo en del af mig. så det er jo noget jeg har levet med hele livet" sagde hun roligt og tog den sidste bid af kødet og så op mod himlen stadig sidene på sine knæ. hun nød naturen. dens lyde. dens stilhed, ja faktisk alt der var som natur elskede hun.

Tasja så mod ham som han lå der og synes faktisk han var mere venlig end de fleste hun mødte. også selv om han faktisk havde set hende i næsten ingen ting på overkroppen efter hendes tur i vandet. Tasja var en meget ensom person, hun ville ikke indrømme det men hun savnede selvskab i sin hverdag. men hun nød alligevel at være alene på en eller anden måde.