Hvordan vidste han det? Alle hans undskyldninger, havde Corinth kaldt dårlige, men de var sande nok. Men ja, det der virkelig holdt ham tilbage var, at han simpelthen ikke kunne – nej måtte. Alt han kunne var at fantasere om alt det han gerne ville… og det føltes uretfærdigt, når nu han var sin egen herre. Nogle gange føltes det ikke som om han var blevet helt fri endnu.

Corinth virkede ikke som om et afslag til eller fra betød noget, overhoved. Han fik nok mange tilbud, skønt han også søgte på bordeller. Først nu gruede det ham, at han ikke havde spurgt mere ind til denne nysgerrighed af hans. For det tydede på, at han virkelig var meget… videbegærlig.

For da hans gæst rejste sig op, var han tøvende et splitsekund. Havde han skræmt ham væk, og var han på vej til at gå? Heldigvis skulle der ikke mere end et skridt mod hans retning til at afsløre, at han ikke tog sådan på vej. Corinth rakte ham mundstykket, og Enzels hånd søgte op efter det. Hans øjne blev lidt større, som han kiggede på ham. For første gang var han mundlam.

”Ja. Jeg tror jeg ved hvad du mener,” Lød hans stemme næsten gispende. Corinth var så høj og flot, særligt set hernedefra. Og det slog ham pludselig, at ét af hans første argumenter ikke længere holdt stik. Afstanden imellem dem var brudt. ”Jeg tror ikke lidt inspiration til mine fantasier, ville skade?” Hørte han sig selv sige. Hvordan pokker skulle han kunne gennemføre noget som helst i sin forklædning… Han tvivlede på at han kunne gøre med Corinth som han lystede, uden at der ville blive stillet spørgsmål. Småirriteret bed han sammen, inden han tog sig en sidste inhalering af bladene, før han lagde det fra sig.

”Noget for noget?” Spurgte han, og var hemmelighedsfuld indtil han lod sig blidt dumpe tilbage i silkepuderne. Hans mave trak sig krampeagtigt sammen, på grund af den manglende kontrol han havde over sin vejrtrækning. Han kom konstant til at glemme at puste luften ud igen. 

Han løftede dog hurtigt op i sløret – det ville sige, op i et af silkelagene i hans dragt, der skærmede for udsynet til hans hofteregion. Hans silkebukser var af et så tyndt materiale, at da han trak i det, kunne man fornemme omridset af en vis kropsdel, der havde vokset, alene ved deres snak og udvekslende blikke. Når den var erigeret, virkede den rimelig imponerende stor, på den ellers spinkle krop af hans. Han betragtede mandens glødende øjne. Om de kunne lide hvad de så. 

Lidt ligesom tidevandet der krøb tættere og tættere op omkring dine ankler, havde Corinth intet problem med at være nærgående. Anmasende, og nok også lige en tand for meget; det var lidt en skyldig fornøjelse, når han anede andres grænser, og med et lille sug i maven, prøvede at pille dem fra hinanden. Eller drukne i dem. 
Det havde nogle gange resulteret i lidt uheldige reaktioner, og adelsmanden havde da fået sine slag over nallerne (og andet), når han læste rummet forkert. Men så var der lige de få gange, hvor værten blev læst helt rigtigt. Jeg tror jeg ved hvad du mener. Jeg tror ikke lidt inspiration til... og mundvigen krølledes mere opad, næsten sejrrigt i det flakkende lys, og for det skarpe øje.

"Noget for noget..." gentog han, og knyttede sagte hånden nede ved låret, interesse tændt i det ulmende blik. Alt var til forhandling, for de rigtige væsner. Halvkattens spinke skikkelse faldt sammen i overfloden af silkepuder og farvede tæppemønstrer, et elegant kunsværk, førhen han lokkende løftede mere op. Ah, så noget for noget, men hverken krystaller eller kunst, skulle være en form for betaling. Hmm. 
Følelsen af at se ham sno sig imellem puderne på gulvet, dansede med en knivspids af magtfornemmelse over sig. Det ville være så nemt, at få ham låst fast til det gulv han så frivilligt havde lagt sig på. Og med en puls der gradvist steg, tung og insisterende i hans øregang... løftede han lidt mere legesygt den ene fod, og pressede den imod det førviste, forbudte område. "Jeg kan sagtes give dig noget at fantasere om.." sukkede han, og skubbede lidt til det voksende lem med skospidsen, inden at han næsten advarende lagde mere vægt i, grænsende til det ubehagelige. Enzel var en tiltrækkende mand. "Men. Så vil jeg også male dig, og ikke kun Lukas" krævede han, tonelejet fast, det var ikke til diskussion. 
Halvkatten ville være en fin tilføjelse til hans eget album. 

Det hele blev lige pludselig lidt mere farligt. Enzel følte at han havde lukket op for noget, inde i den lidt ældre mand, som han ikke havde vidst noget om. Det virkede på ham som om synet ved den tændte krop tilfredsstillede hans ego meget godt, men der var også noget glødende ved hans øjne, der på en eller anden måde signalerede fare. Enzel vidste ikke om han havde lyst til at bakke ud eller blive. Det tændte ham overraskende nok.

Han havde ikke forventet at blive berørt så hurtigt, og da slet ikke af noget så hårdt som en skospids. Han gispede overrasket og overdrevent, da han i et splitsekund forventede, at Corinth ville træde til, også selvom det ville være meningsløst for ham at gøre ham fortræd. Han slap et lettet suk med det samme, men trak vejret dirrende og opstemt herfra. De muskler han havde spændt op i hele kroppen, forsøgte han nu at få ro på, og lod sig langsomt synke ned i puderne igen, mens skoen forsigtigt maste en smule til.

Enzel havde aldrig oplevet lignende behandling. Han burde jo stoppe det her nu, før det gik galt. Men ligesom hr. Lochtree var han umådeligt nysgerrig. Og han ville gerne se en lille smule mere…! Lidt ufrivilligt stirrede han op på ham med et bedende blik, der bønfaldte ham om ikke at træde yderligere til.

”Mn.. nn..?” Hans øjenbryn hævede sig forvirret over han krav "Nej?" Det var for det første ham der burde give ham noget, for overhoved at lukke ham ind til sig, og for det andet var det da noget underligt noget at kræve. Han var smigret, men det var bestemt ikke rimeligt! Desuden så kunne han ikke, specielt ikke hvis han skulle være nøgen, som han havde bestilt portrættet af Lukas. 

Det var svært ikke at skjule sin tilfredsstillelse, der som små bank af adrenalin, stødt men roligt fik skubbet hans blod ud i fingerspidserne. Fik udvidet pupillerne, krummet fingrene. Lidt som om at de store øjne, og det bedende blik, mest af alt skærpede hans lyst. Både til at træde til, eller træde tættere - Corinth forventede slet ikke det lille 'nej' der i sidste ende kom. 
Og trods havde altid været lidt ala benzin på et linefuldt bål. 

Tvivlende, nej nok nærmere skeptisk gled det ene af de mørkere bryn langsomt op i panden, og han flyttede ligeså stilfærdigt foden. Nej. Det var ellers så lille et krav. Det her var også en elegant måde at få alfonens hemmelighed ud i lyset - det ville kun bringe dem tættere, kunne han ikke forstå det? Han lavede sit bedste arbejde, hvis han var investeret i det. 
Adelsmanden rankede sig. De knyttede hænder løsnedes, og hans blik blev lidt mere fjernt, imens han målte sin tålmodighed op. Vægtede hvad han ville, med konsekvenserne af bare at gøre det... men havde altid været for arrogant til at tage noget med tvang. "Hmm... en skam" og han klikkede lidt som et fnys med tungen. "Du havde ellers været et smukt motiv". Ogordene havde lidt af en teatralsk klang til sig, men var ikke samtalens punktum.
Fordi Corinth var alligevel ikke færdig med ham. 

Øjnene søgte ned igen. Som kunne han afklæde ham med blikket, førhen han satte sig ned på gulvet i stedet for at gå tilbage til sin plads. Bagved ham var mundstykket hvad hænderne søgte, og han tog et lidt længere drag af den søde røg. Men luften omkring ham sitrede nu lidt mere.. næsten som hvis lavede Enzel en for hurtig bevægelse ville han reagere. Også selvom han havde fået sat sig ned, igen. 
Pibestykket blev dog inviterende rakt tilbage til halvkatten, da han havde fået nok. 

Et maleri var hvad han krævede… Han ville ikke engang forhandle om noget andet… ”En kunstners drivkraft,” Konkluderede den silkeklædte mand til sig selv, så snart Corinth fjernede sin fod fra ham. Det der havde føltes som et farligt tag mellem hans ben fjernede sig nu, og det var lige så meget en skuffelse, som det var en lettelse. Men hvad nu? Havde han fornærmet ham? Var der ikke længere interesse? Han blev liggende, præcis som før, men nu med sin hånd mellem sine ben, til at dække for det skammelige udsyn til hans erektion. Han havde fået et gratis smugkik, og det var måske nok for ham?

Han vidste ikke engang om det var tidspunktet at sige tak. Det lød som en kompliment, men føltes som afpresning… Hans blå øjne der før havde kigget nådessøgende op på ham, observerede ham i stedet tage plads og indhalere det der snart måtte være de sørgelige rester af nymånebladene.

Han lå som om han ingen kræfter havde tilbage. Den ene hånd stadig hvilende og skærmende mellem sine ben, og den anden hånd langsomt søgende op for at tage imod vandpibens mundstykke, selvom han allerede følte sig høj. Han førte mundstykket til munden, men inhalerede ikke. Tankerne hvirvlede omkring i hovedet på ham. Han burde smide ham ud for sin urimelige opførsel. Han burde lade ham blive….  Og han burde stikke ham. Men han burde også lade ham leve. Han burde faktisk bare knalde ham, og så stikke ham…

”Jeg skal ikke hænge på dit kammerværelse,” Enzel inhalerede endelig og drejede hovedet så ansigtet vendte bort ”…Uanset hvor smukt du maler i din lidenskabelige rus…”

Resterne af et smil hang tilbage i mundvigen på Corinth, fra ordene, og han tog dem skam til sig. Fordi det kunne man godt sige. Det var hvad der gav ham energi, og et eller andet sted, var det nok et forfærdeligt vulgært sted han fandt inspiration. Men det blev altid ganske kønt, det sagde langt de fleste i hvert fald. 
Brune, grænsende til røde øjne fulgte hånden da den rakte ud efter mundstykket. Men da Enzel ikke rejste sig, hverken for at rette på det udsyn han stadigvæk havde, eller for at puste røgen væk... gled Corinths hoved nysgerrigt på skrå. 
Fordi han fornemmede ikke vrede hos bordelejeren, han var ikke gået for langt. Hvilket nok også var hvad der gjorde ham så dristig, da han endelig hørte halvkattens forsættelse. Oh? 

Se det var det mindste af problemerne. 
Smukt, og en anelse forsigtigt virkede hovedet til at glide sidelæns imens han talte, og Corinth fulgte ham med blikket, da krøllerne gled løs fra den blå hovedbeklædning. "Ville det være første gang, du blev malet..?" fingrene strakte sig, fandt deres greb, og han lagde i en doven, lidt mere overvejende nussen, hånden over det ene knæ. 
Silken var blød under den sorte handske. Reflekterende i lyset, når han studerede det fine stofs vævede overflade. Svarede ikke helt til at starte med, men...
Hånden gav et lille klem fra sig, og han tilføjede. ".. hæng det på dit eget værelse. Det kan være vores hemmelighed.." og han trak ham i et prøvende lille ryk nærmere fra knæet, med puder der gled under det glatte gulv, inden den gav sig til at nusse ham igen. 

Han ville have foretrukket hvis det ikke var så synligt, da mundvigene trak op i et lukket, finurligt smil, men det var en sejr at mærke hvordan hans blonde gæst alligevel ikke kunne holde fingrene fra ham. Hans hånd rørte ham heldigvis et bart sted på det ben, hvor hans hale faktisk var snoet tæt om med forbindinger, på en måde så hans ene ben næsten så mumificeret ud inde bag silken. Hvis hans hånd begyndte at glide længere ned, måtte han gribe ud efter den… hurtigt… Men nymånebladene havde desværre gjort ham en smule mere langsomt opfattende end han havde ønsket. Det gjorde ham også vovet og lystig… Efter en prinseligt udseende mand.

Han mærkede et lille ryk i sig og gispede lidt igen, denne gang mindre overrasket end før. Hans ben lagde sig lidt mere spredte, med Corinth siddende et sted imellem dem. Benet som der blev nusset og kælet for, hvilede på Corinths skød.

”Selvfølgelig ikke,” Fnøs han ud af næsen, stadig smilende. Han havde både prøvet at blive malet og tegnet. Både alene, poserende nøgen bag et stofklæde og sin pelsede hale, og fuldt påklædt ved sin gamle herres side. Men det var flere år siden nu… Han undrede sig om Llyon stadig gemte på dem, eller om han havde dolket dem til ukendelighed og slettet de sidste spor fra ham… Han anede det simpelthen ikke. ”Jeg husker… hvor røvkedeligt det var at vente og vente…” Han drejede sit hoved tilbage og vendte ansigtet mod Corinth, væsentligt mere selvsikker nu, hvor han stadig havde hans interesse, tydeligvis. Han lagde sin hånd på hans. Flettede de smykke-glimtende fingre ind imellem hans og kælede hans handskebeklædte hånd med en tommelfinger. Langsomt fik han fat i en af fingerspidserne af handsken og ville trække den langsomt af ham, så der i det mindste ville være ét lag mindre imellem dem. Det var ikke med Enzels gode vilje at beholde alt sit tøj på, jo.

”Du må jo male mig efter din forestilling,” Hans nej stod stadig ved magt. Men det var jo ikke et nej til kvalitetstid med ham. Det var snarer ham selv, der var besværlig. Men heldigvis kendte Enzel en løsning på besværlige mænd, og det var bare at forføre dem lidt. Så han kælede ham med øjnene. Lokkede ham med de små vrid i kroppen, når han fandt sig til rette i puderne under ham. Hans vejrtrækning… der fik hans krop til at pulsere efter at blive rørt ved og mindes det at føle sig elsket. Med både Phillippe borte... og Nicola følelsesmæssigt borte... ville han være i stand til at gennemføre det han trængte sådan efter, med denne her flotte blondie...!

Bagved alt var Corinth (for nogle) overraskende kontaktsøgende, og han nød hvad end nærvær der faldt i hans retning. At rejse sig og gå havde måske været den mere rigtige, eller sågar selvrespekterende ting at gøre, men han kunne ikke være mere ligeglad. Der var til at starte med, ikke meget at holde fast i hvad angik selvrespekten. Og det virkede trods alt, når benene så nydeligt spredte sig for ham, og bagefter faldt til ro i hans skød. Ah, han kunne lige forestille sig hvad halvkatten mente, nogle portrætter havde det med at trække ud, klukkede han indvendigt. 
Fingerspidserne kredsede lidt om knæet, inden at han undersøgende studerede de hvide fingre der prøvende flettede sig ind imellem hans. Og Corinth sagde ikke noget til det. 

Hænderne under handsken, var dog overraskende mørke. Som havde han fået dyppet fingerspidserne i blæk, og havde ladet blækket trille nedover leddene. Sorte negle, og en skarp kontrast til hans ellers lyse, kun lidt solbrune hud og ellers med sølvringe langs nogle af fingrene.
Og lidt afventende, jah egentlig undersøgende, holdt han øje med den andens reaktion undervejs i samtalen. "Det er ikke det jeg vil" smilede han lidt mere let, stadigvæk bedøvet samt beruset i sin dovne iver, og kunne ikke helt slippe øjenkontakten med den mørkhårede halvkat. Han ville ikke bare male ham efter en forestilling, og det vidste Enzel godt. Det var ikke sådan han gjorde det. 
Med påmindelsen om at han var lige der, og alt for meget indenfor rækkevidde, krævede det en hel del selvkontrol for adelsmanden ikke at stramme sit greb, når Enzel vred sig foran ham. Det var ulideligt, og vægtede hans ord, så de blev sagt en tand dybere end før. Lavmælt latter, og alt andet. "Det her ville nok ikke kede dig ligeså meget..?" syntes han at lokke, og lod hånden glide lidt mere prøvende ned af låret.

Nej, selvfølgelig vil du ikke det. Enzel var ikke selv kunstnerisk på nogen måde, men han vidste at det måtte være oplevelsen ved at male og få lov til at nærstudere enhver form og kurve på hans krop, også selvom de var beskedne på en sart krop som hans. Han kunne nok sagtens sidde stille i al den tid, og han var ellers ikke blufærdig normalt, men var nærmest blevet det på grund af sine dybeste hemmeligheder.

Hans blik slog ned på den handske han var i færd med at trække af. Alt han havde villet var at flirte ved at kæle lidt for hans hånd, men det han så var slet ikke i nærheden af det han havde forventet. Det han havde forestillet sig, var hvide, bløde hænder med pænt polerede negle. Ligesom resten af Corinth fremstod med sit hvirvlende hår og det fornemme, mørke tøj, vel og mærke. Han var først lidt chokket ved det første øjekast, og kiggede så op efter en reaktion fra Corinth selv, men han sagde ikke noget, og kiggede blot tilbage på ham. Observerende. Var han godt klar over hans hænders tilstand? Selvfølgelig måtte han være det, ellers gik han meget muligt ikke med handsker, indendøre. Men hvis det var en tatovering, hvorfor så skjule det? Eller var det en form for arbejds... slid? Han fik en fornemmelse af, at han ikke var alene om at gemme på hemmeligheder bag tøjet...

Ligesom han havde sluppet hans hånd fri fra sin handske, og hans eget tag i den var blevet slappere, som om han havde været nervøs for om det enten smittede eller gjorde ondt, når han rørte ved den, begyndte Corinths hånd at vandre ned ad hans ben og mærke ham. Enzel var så forbandet bevidst om sin hale lige nu. Han vidste den var gemt godt væk. Mishandlet og mast ind i en tæt forbinding, så det ikke kunne ses, når man kiggede på ham. Men Corinth måtte kunne mærke bumpene på vejen ned ad hans lår mod hans skinneben. Kunne han ikke have valgt at lokke ham ved at kæle for hans andet ben i stedet? Han så mere ubekvem ud end afslappet lige nu.

"Din hånd...?" Bævrede han usikkert. Vidste ikke til nogen ordentlig måde at spørge ind til sådan noget på. Han greb ud efter hans hånd igen og fjernede den fra sit lår, med et lidt stramt greb først, med blødede så op og blev mild, når først faren var drevet over. "Mon der gemmer sig flere overraskelser inde bag alle de klæder der?" Spurgte han så, pludselig med mere kontrol over situationen igen, og endda et glimt i øjnene. Han smilte og løftede sig op at side og nærmede sig Corinths hånd med ansigtet og plantede bløde kys på de sorte knoer og ned langs de monstrøse fingre og de sorte negle.

Det havde været at tage chancen, og til sin indvendige, utroligt beherskede frustration, kom han ikke langt med den vandrende hånd. Jah det var ikke meget han havde fået følt halvkatten an. Og de dæmpede bump havde... undret ham. Hvad var det? At Enzel ligefrem bandt halen fast til benet, var dog ikke faldet ham ind, endnu - men der var noget nedenunder. En pirrende, hviskende, indre konstatering, indtil-
Din hånd. Adelsmanden blinkede og han var tilbage i nuet, med Enzels hånd omkring de sorte fingrer og et greb der langsomt blødte mere op igen. 

Vinrøde øjne landede afventende på Enzel, en anelse tændt på den usikkerhed emnet her bragte med sig, og måske en tand mere interesseret, da ubehag så hurtigt som et trylleslag blev til nysgerrighed igen. Han var jo næsten mere utilregnelig end Corinth selv, og det gjorde Lochtree sønnen legesyg, på sin helt egen, unikke måde. Det gav noget at spille op imod. 
"Mon du finder ud af det..." brummede han mageligt tilbage, og lod ham kysse ned af den sidste finger, inden at han drejede hånden under Enzels hage, og låste den, samt vinklen, en anelse opad. sikrede sig øjenkontakt.... og smilte så, langsomt og lidt mere hånende. En udfordring kælende i kanten af stemmen, da han pointerede. "Du tror vel ikke at jeg så let kan forføres?" og han løg igennem alle sine tænder, imens han talte - fordi nydelse var trods alt hans element. Men. Skulle han hore sig ud, når nogen så tydeligt ønskede det, så ændrede reglerne sig lidt. 
Ikke at der var meget vej tilbage herfra, han var allerede ved at falde. Corinth lugtede blod i luften, og han svælgede i færten af det. Det duftede af jern, sex og beskidte grænser, der så let kunne overtrædes. Skulle overtrædes. Men han ville samtidigt have sin vilje, ligeså meget som Enzel nok ikke ville give ham den. Forsatte det her, var det bare et spørgsmål om hvem der gik herfra mest helskindet. 
Men han rykkede sig ikke væk. Nej, bød måske endda mere op til Enzels tilnærmelser, da han prøvende forsøgte at trække ham lidt tættere på. Så langt han kunne komme, inden benene kom i vejen for dem. 

Mon han fandt ud af det? Enzel regnede da bestemt med, at han var i stand til at få hvad ville have, hvis han krævede det. Den smukke Corinth ville komme til at fortryde det, hvis han fortsatte med at lege sådan med ham. Der var grænser for hvad Enzel ville affinde sig med. Sjovt nok, tillod han den hårde behandling. Den kom lidt pludseligt, og endnu mere overraskede hans øjne, da det gik op for Enzel, at det var et mere hånligt blik, end han før havde set fra ham. Hans egne øjenbryn skød opad i forbavselse. Den havde han vist ikke set komme. Det skulle han lige vænne sig til, men det afskrækkede ham ikke. Han var sikker på, at han havde prøvet værre, end hvad Corinth kunne byde på.

Enzels overraskede blik fortog sig. Han vænnede sig ret hurtigt til sine nye vilkår. Men hvor de fleste måske syntes det var pirrende og spændende at blive håndteret på den måde, veg Enzel sit hoved tilbage i trods. "Du er jo bare et menneske," Fnøs han, og havde tydeligvis nogle fordomme for sin egen race, hvis altså man skulle tro på, at Enzel var menneske. Men ligesom så mange andre halvkatte, foragtede han dem. Han ville parre sig med de af dem, der så godt ud, og havde status, men han foragtede dem stadig. Så smilte han. Ikke helt skræmt væk af Corinths advarende smil og hånlige blikke, for Enzel havde den opfattelse af, at han selv var den mest uhyggelige af de to, når først man skrællede det yderste lag af ham. "Desuden.. Kan jeg være rimelig insisterende. Og jeg tror du er svær at forføre... for alle andre, der ikke er som mig." Enzel var ikke ked af det. Og han så upåvirket ind i hans øjne, uden at bryde den kontakt, som Corinth selv havde startet. Han lænede sig mere mod ham, indtil han blev nødt til at kravle over ham, og lade Corinth lægge sig tilbage. Selv hvis Corinth ikke troede på, at han havde brug for ham, ville Enzel forsøge at male ideen om, at han havde brug for ham, i hans hoved. "Jeg tror du hader at blive skuffet." Hviskede han, pludselig, hans hænder inviterede sig selv på opdagelse henover Corinths krop, og langsomt fandt han siddeplads på ham. Hans egen håndtering af ham, var væsentligt blidere end den Corinth havde brugt på ham.

Det var så utroligt let, at falde i fristelsens silkeklædte, farverige fælde. 
Jah kald det selvsabotage, kald det svag vilje. Man kunne måske endda kalde det lavt selvværd - med forsøget på at bygge det højere op, lurende i baggrunden. Men...
Man kunne ikke sige, at for Corinth... der var det ikke med vilje. Fordi nej, alt havde som regel en grund til at ske, også selvom den grund bare var kedsomhedens dødvande. 
Han var velfungerende nok, til præcis at vide hvor upassende han nogle gage var. Det gav ham desværre lidt af et spark. Fik smilet på de bløde mundviger til at krølle sig fornøjet op, fik blodet til at suse. Adrenalin, og det smagte godt. 

Ordene lød samtidigt så fandens skråsikre, at Corinths øjne nysgerrigt lyste op, imens Enzel talte. Fordi jah, han var bare et menneske, og jah, han hadede som så mange andre, at blive skuffet. Aflæst ganske rigtigt. Men hvad der nok fangede ham igennem hele forløbet - jah hvad der egentlig brændte sig fast i hans opmærksomhed, var de lyseblå øjne. 
Uden frygt fulgte de med i hvad der skete - selv når grunden under dem begyndte at gynge, og dominansen skiftede. Og i et kort sekund, kunne Corinth sværge på at han så noget genkendeligt, næsten hjemligt i dem. 
Nej. En lavmælt sukken gled over adelsmandens læber, og han lagde hænderne over halvkattens lår, tommelfingeren nussende stoffet udenpå. Men Corinth bevægede den her gang ikke hænderne så meget rundt som før, og håbede han ikke ville stoppe ham for meget.  
"Som dig..?" gentog han også, lidt morende men stadigvæk nysgerrig. En sætning der kunne betyde mange ting, jah hvem var Enzel egentlig hvis han skulle beskrive sig selv? 
"Der er mange ting jeg hader" tilføjede han dog også, i en forsinket lille bekræftelse. Mange ting, mange mennesker og mange situationer. Stærkt vejet op, af alle de ting han trods alt også elskede, og forgudede. 

Corinth var havnet under hans nedfilede, pæne kløer. Pludselig så medgørlig.. Pludselig så dejlig.. Når han sådan var i hans magt. Enzel mærkede godt nok et par trodsige hænder om sine hofter, men så længe de blev hængende lige der, kunne han tillade det. Han var trods alt ved at gå fra forstanden, fordi han havde tilladt legen at trække sådan på vej. Helt indtil der ikke var nogen udvej længere. Han havde sat sig for, at han ville have ham. På den ene eller den anden måde. Det kunne jo blive godt, selv med alt tøjet på, og selv med Corinths vandrende hænder, holdt nogenlunde i skak. Det kunne selvfølgelig også gå grueligt galt, men så måtte man jo ty til vold. Lige nu havde han hårdt brug for ham… Han havde opstemt sig selv, måske allerede da han velkomte ham ind i sit hjem og lod ham forlyste sig på hans søde Lukas.

”Som mig,” Bekræftede han selvsikkert. Corinth skulle ikke le. For hvor vovede han… Enzel var jo fremavlet til det her. Der måtte være en mening med hans eksistens og selve den galskab, at han overhoved var blevet skænket en fønix' udødelighed.

Han måtte bevise sit værd overfor ham. Enzels hænder masserede langsomt og intenst hen over den slængende krop under sig. Man skulle ikke tage fejl af det sænkede tempo, for Enzels hænder befandt sig ikke længere udenpå tøjet, men havde fundet ind mellem spænderne der holdt de sorte klæder tætte. Enzels normalt kølige blik, glimtede varmt og tilfredst på synet af hvad der gemte sig inde bag. Studerede arrene på kroppen med flygtige fingerstrøg, der mistænkeligt meget lignede kradsemærker, men selvom han åbenlyst havde opdaget dem, gjorde han ikke noget for at finde svar på hvad der var hændt ham. Enzel var allerede videre og lænede sig frem for at berøre hans hud med sine læber. Han kyssede ham, alt imens klæderne blev trukket af mandens arme.

Det var flygtige hænder der rørte ham. Nænsomme, bløde, delikate, men alligevel efterlod de en sagte, kriblende varme i deres færden udenpå tøjet. Som var spænder og knapper ikke lavet til at holde sig lukkede i længden - de faldt let for Enzels intention. Og Corinths lyst til at stoppe, falmede med dem. Ikke at den havde fyldt meget. Fordi fornuft forstyrrede - det var svagt i forhold til simpel, beskidt, lyst. Og Corinth havde haft meget mere lyst end fornuft, her de seneste par år, det var det, forbandede, fantastiske men også forgiftede bæger, som man med nænsomhed, svælgede og druknede sin eksistens i. 

Enzels ord havde ikke lukket samtalen, men sat den i bero. Og langsomt åd det sorte i Corinths pupiller sig ind over det mørkerøde i stedet. Tog ordene fra ham, for at erstatte det med et lidt blødere og tungere suk efter mere, et krav sat i brand af de nænsomme kys der fulgte den blege overkrop der nu var tilgængelig.
Han var hurtig. Uden helt at fornemme hvor let han havde fået krænget skjorten af armene, følte adelsmanden et lille gys sitre igennem kroppen, over luften imod den varme hud. Og kunne ligeså godt give efter.
"Mmmh..." Lød det derfor indbydende, næsten længselsfuldt, og han løftede i nogle små, rullende bevægelse underlivet, for lidt friktion til egen nydelse, et fast greb omkring enzels hofter som blev presset ned imod ham. Han havde svært ved at sidde stille, men nød at blive serviceret, en konflikt man ikke kunne andet end at elske. 

Dette var Enzels egen stue, men han kunne godt mærke, at han ikke længere havde nogen magt her. Hvis Corinth ville have ham, så ville han også få ham. Også selvom Enzels eneste formål med alt det her var at være den i kontrol, der tog, brugte og udnyttede ham, blot så han kunne efterlade ham og glemme alt om ham igen. Dette var jo en sorgprocess, det var ikke meningen at det skulle føles så godt. Det var ikke meningen at han skulle miste grebet på denne her måde. Men der var et eller andet i Corinths længselsfulde stemme som gjorde ham det godt. Som han kunne forstå og relatere til. Tanker som Et lille sidespring til eller fra gjorde jo ikke noget, vel? blev hurtigt til tanker som var mere selvsikre. Det var Enzel der bestemte!

"Uh," I det her øjeblik virkede det næsten som om Corinth havde føringen. Han kunne mærke ham mase på under sig, og silkebukserne han havde på, var jo forræderisk tynde og glatte, nærmest velkomne, hvis ikke det var fordi Enzel havde sørget for, at de ikke var så let at rive af. Knuderne han havde viklet om sin talje, var simpelthen for komplicerede. Men frygten for at Corinth gik videre uden han var klar, var stadig altoverskyggende. Lidt mod sin egenvilje, greb han fat i Corinths håndled med en grov bestemthed. Han lod dem blive ved sine hofter, men tillod ikke at han tog kontrollen fra ham.
Da hævede han blikket og så lige ind i de nu sorte øjne, og holdt øjenkontakten temmelig intenst, mens han gengældte hans rullende bevægelser. Gnubbede sig mod ham, som havde de allerede sex, skønt der var så lang vej endnu.

"Strid ikke imod," Hviskede han, lige så faretruende som det også blev sagt kælent. Det var tid til at binde ham. Hvis han kunne få lov til at lægge Corinths håndled ned mod puderne under dem, samlet under Enzels ene hånd, var han ikke mange overvejelser fra at løsne sit eget bælte, der holdt sammen på alle silkerne. Også selvom det var farligt for hans hemmelighed...

Selvom det hurtigt kunne føles 'let', nåede Enzel gentagende gange at trække grænsen på plads - hurtigere end Corinth kunne udviske den. Det var som at sætte fodspor i vådt sand, med bølgerne der konstant skubbede hvad end man prøvede at tegne, væk. Han kunne stramme grebet, men Enzel strammede mere, og mindede ham om hvilken hånd der førte hvem. Hvordan.
Der var noget længselsfuldt, og utålmodigt i de mørke øjne, når han betragtede de lyseblå silke bukser, der knitrede imod hans bule. Men fokusset blev i et lille ryk vendt imod Enzels øjne, da han løftede blikket igen. 

Hng. En næsten besværet lyd lød fra Corinth, der måtte åbne munden en anelse - få mere luft ind til den hurtige vejrtrækning, der fulgte med hvert et kærtegn givet af halvkatten. "Ahh.." det føltes allerede godt. Som en dunkende varme, der sendte sine små, kriblende lyn ud i kroppen - han kunne næsten ikke vente til at det sidste stof blev smidt - en anelse betaget af den rytme der blev skabt imellem dem. Den hviskede hvad der kunne blive. Øjnene gled mageligt, lidt koncentreret i, og blev først åbnet igen, nu lidt spørgende på klem, da han følte Enzel pludselig løsne hans greb af nydelse.
Ohh, så han havde planer? Se det burde være vagtsomhed der glimtede i de mørke øjne - et øjebliks intelligent samtale med ens indre over-jeg. Men han var tværtimod alt for villig, da han med et lille, forventningsfuldt gys krydsede håndleddene over hovedet, imod puderne. 
Et øjeblik kunne man fornemme, hvordan han nysgerrigt overvejede hvad halvkatten havde tænkt sig at bruge til faktisk at binde ham, her i pudeoasen. Men forståelse, efterfulgt af lidt mere brændende, usagt, jah, skubbede smilet på plads, da han skimtede bæltet. Det var ellers sjældent folk forsøgte sig med det, overfor ham. 
Det var forfriskende, og modigt. 

Den silkeklædte herre anede jo ikke noget om hvem han virkelig havde med at gøre, det var nok derfor han turde behandle ham som han gjorde. Han så ham for hvad han var - En ung, smuk og villig mand, der måtte kunne give ham lige præcis det han længdes efter. Så han løsnede det flere meter lange silkeklæde, der udgjorde et bælte, som var bundet godt om livet på ham. Idet han gjorde det, løsnede det hele på en gang. Hans bukser kunne falde ned på lårene på ham, ved den mindste bevægelse, men Enzel passede godt på. Hans yder- og indersilkekåbe åbnede sig, og blottede hans æstetiske figur. Den næsten porcelænlyse hud og de beskedne former der tegnede antydninger af muskulatur kom til syne, kun for Corinth at nyde. For nu, i hvert fald. 

For Enzel førte silken op og begyndte at binde Corinths hænder, der så nydeligt lå under hans hånds magt, og lod sig villigt bindes. Silken var så blød som kysset fra en vandelemental, men der var ingen blidhed i måden hvorpå Enzel bandt ham. Der var heller ingen teknisk kunnen, men det var uden tvivl ikke første gang, at han havde bundet en mand. Nej, man skulle næsten tro at det var en standart procedure for ham, sådan som han bare gjorde det, uden at spørge. Uden at øjnene søgte tilladelse. Men nu virkede Corinth også lystig nok, ikke? Enzel kunne mærke det på hans bevægelser og vrid under sig. Det gjorde ham næsten desperat, og gjorde at han var nødt til at handle hurtigt, hvis han skulle sejre.

Corinth måtte fantasere sig til resten af Enzels krop, for han smilte bredt til ham, inden han kastede resten af silken ind over Corinths øjne, så han ikke længere kunne se noget. Måske lige pånær silhuetten af Enzel, der tegnede sig foran ham, fordi lysene stadig brændte på lysekronen i loftet over dem. Lidt udspekuleret, manøvrerede Enzel sin krop frem på en stratetisk måde, så de begge kunne mærke hinanden lidt bedre, og han sukkede veltilpast, for at overdøve eventuelle protester der måtte komme. Planen var at distrahere ham fra nu af. Som han jo havde gjort før med sin gamle elsker, så han kunne nyde godt af en anden mand, uden at afsløre noget som helst.    

Det var ikke helt det samme spil Corinth kørte, når han indvilligede. Han vidste slet ikke det foregik, så elegant var halvkatten alligevel. Og overordnet set var der nok ikke samme grad af behov for at vinde, så meget som der var et behov for at få det prøvet. Enzel virkede ganske vidst lidt som en delikat rose i horehuset, men havde hemmeligheder og torne der stak dybt. Mest af alt, var han dog også rimelig nysgerrig, i hvilke evner bordelejere selv besad. Han måtte smage. 

Han havde dog ikke forventet også at få frataget sig synet, i samme omgang. Med et lidt overrasket prust virrede han irriteret på hovedet, og strakte sig en tvivlende, for ganske rigtigt at protestere. Enzel kom ham dog i forkøbet, og ordene blev slugt til et dæmpet, nydende støn, da han følte vægten skifte. Næsten med det samme glemte Corinth at han faktisk var bundet, hænderne flexede lidt anspændt over hovedet på ham - han ville se, røre, mærke. Og i lidt hæse udåndinger, måtte han alligevel nøjes med i stedet at udnytte den nye position, i krævende skub opad, når halvkatten sænkede sig.
"Enzel.." adelsmanden lød utålmodig, og måske en anelse besværet over hvordan nydelsen er dansede lige udenfor hans rækkevidde. Det føltes ikke som nok, og alligevel var det pirrende, ikke at kunne se hvor de bevægede sig hen. Men han lød også ivrig, og længselsfuld efter mere. 

Halvkatten kunne tydeligt mærke trodsen i hans rebsbundne gæst, så snart han også blev frataget synet. Og lige så tydeligt kunne han mærke, at han opgav den kamp ret hurtigt igen. Sejrsrusen fyldte ham allerede og gav hans i forvejen store ego et ekstra selvtillidsboost, der næppe var godt for nogen. Men han havde det godt, og lod sig selv være i denne tågede lykkefølelse, så længe den end måtte vare.

At høre sit navn blive sagt på den måde af en helt ny stemme, kunne kun næsten vække hans fornuft i underbevidstheden. Var det her nu klogt? Hvilke konsekvenser ventede ham i morgen, når først han havde tilfredsstillet sine primitive behov? Det her havde aldrig været en del af planen, men lige nu var den originale plan bare ikke særlig spændende. 

Enzel bekræftede med sine lyde, at han nød at blive kaldt ud. For ham var det den nemmeste måde at føle sig tilbedt på. Hænderne der lagde vægten mod Corinths hænder, blev nu kun til én hånd, der dikterede, at han stadig skulle blive liggende og opføre sig pænt, mens Enzel ordnede andre ting, med den anden hånd. Enzels arbejdende hånd fjernede lag af tøj, der stadig var i vejen imellem dem, og ivrige fingre fandt frem og lukkede sig tæt om Corinth - Mærkede ham og vurderede hans størrelse og kunnen, inden han overhoved ville så meget som at tænke på, at føre ham op i sig! Enzel havde ikke i sinde at ødelægge sig selv, bare fordi han var desperat, så han slappede mere af, blev blidere - også i taget, og begyndte at varme ham op med nogle langsomme, bestemte gnidninger.

Hans åndedræt var på et tidspunkt kontrolleret. Lige indtil det helt hørte op et øjeblik, der hvor han introducerede ham til sin krop og førte ham op i sig. Enzel bekymrede sig meget lidt om hvad Corinth ønskede. Han havde dårligt nok kontakt til ham, selvom han samtidigt var helt opslugt af hans krop. Men lige i dette øjeblik, var Enzel klar over at Corinth kunne finde på at protestere eller forsøge at overtage. Og til det, advarede han ham ikke med ord, men pressede sit greb strammere om de reb, der holdt ham bundet, for at stoppe blodet i at ruse frit, og mindede ham om hans plads nede i gulvet.

Det var svært at opføre sig 'pænt', når alt i ham skreg, at det ikke nødvendigvis var pænt, det som de havde gang i. Men lige meget hvor insisterende hans behov for at føle, eller for den sags skyld blot kunne mere, den var, så var Enzels hænder hurtigere. Og langt mere kommanderende. 
Et sug gik igennem maven på ham, idet de bløde hænder fandt ordentligt ind under tøjet. Satte ild til den tynde hud over maveskindet, og fattede med utrolig præcision om hans lem, da også det nu blev pakket ud. Jah. Det var ikke verbalt, men det vibrerede i hans dæmpede støn, da han i et lille ryk pressede hovedet imod gulvet så ryggen svajede en anelse opad. 

Uden at kunne holde øje med hvad han tænkte sig at gøre, henlod Corinth sig til den ekstatiske følelse af nydelse der nu begyndte at pulsere igennem hans krop, centraliseret fra underlivet. Alle hans sanser spillede stærkere i orkesteret, nu hvor han ikke kunne se. Og det pirrede ham mere end han havde regnet med, hvor bestemt Enzel alligevel var i 'sengen' - Corinths kæber spændtes i nogle hengivne små suk - selv da rebene stammede yderligere til, og skar sig ind i den bløde hud. 
"Hng, åh..." Ordene blev slugt af den dybe udånding, da han følte halvkattens indervægge stramme ind omkring hans pik. Det var langsomt, men perfekt, og ganske rigtigt spændte Corinth op i den slanke krop, da han prøvede at vriste sig fri. Frihed  til at sætte hænderne i de bløde lår, og presse ham ordentligt i bund. Frihed til at lege med. Det prikkede i de sorte fingerspidser, og ikke kun af blodets sløvede rejse derhen. "Haah, ahh... pis også" bandede han samtidigt sagte - men ikke for at det skulle stoppe! Ikke nu. 

Provokeret over at være sat til vægs, og nok også i et forsøg på at lege med, Enzels dominans til trods, skubbede Corinth sit underliv op i et utålmodigt, hårdt, ryk. Alt i ham snurrede, og håbet om at det kom uventet nok til at han lykkedes, lå lige udenfor rækkevidde, et ligedele sagligt såvel som flabet smil om de tørre læber.