Spændet var også den bedste mulighed han kunne komme på.
Spændet var af guld og Railan havde ingen kappe på, men hvis han havde, så havde der siddet et magen til på det. Det gjorde det oplagt at smide det hos ham, og dermed lade det være en ting, som var røget af liget, da de havde trukket det herind. Det var en god mulighed, for at komme tættere på personerne - hvis de skulle komme tilbage. Han håbede. 
"Jeg håber det virker" Kom det fra ham i en rolig tone. Han vidste samtidig at det måske ville skabe panik, i de personer som havde lagt ham der, når de kom tilbage og ville opdage at han var væk og liget ikke lå der hvor de havde lagt det. Det ville betyde at de vidste at nogen havde været i området, og nogen havde taget liget. Han blev alligevel i tvivl om, om det var den rigtige måde at gøre det på. Men det var sådan det var nu.
Men spændet var af guld, med sirlige mønster og mærker og det var tydeligt at se at det var en ejendel fra en byvagt.   
  Han vidste godt at det var usikkert at lade hende være alene i området, for han ville ikke sætte hende i spil eller i fare, på nogen måder. Men lige nu var det den bedste metode, han måtte hurtigt finde de andre, så de kunne hjælpe med at få Railan hjem.
"Jeg ved godt at det virker voldsomt, Adena" Svarede han roligt, og kunne uden tvivl mærke den frygt som satte sig i hende, og han måtte nu gøre sit bedste for at få hende beroliget, "Det er den bedste måde, hvorpå jeg kan bevæge mig hurtigst" Hans blik fangede den dryppende kjole, som farvede græsset under dem. 
"Gem dig, inde i skoven og ved buskene" Han kiggede over mod det tætte krat, og tænke hun kunne gemme sig der. Han lod foden og skoen bevæge sig pressende hen over farven på græsset, for at skjule og fjerne det værste af det.

    Adena fulgte Issacs blik nedad, som han trådte frem og begyndte at gnide i jorden med sin fod. Først der opdagede hun, at hendes magi var løbet løbsk sammen med hendes følelser, og hun havde lavet en lille pøl af farveforurening.
    "Åh, undskyld!" udbrød hun og skyndte sig at hive op i skørtet og hjælpe med at dække de uvelkomne pletter. Godt hun ikke havde beholdt den blå kjole på, for her i skovbunden var der ingen blå blomster, og det ville stikke ud så snart man kiggede henover græsset. De gråbrune pletter, hun nu havde efterladt kunne være frosset jord eller eksrement fra dyr, selvom det så lidt underligt ud på græsset. Men man skulle kigge efter det for at lægge mærke til det, og Issacs trampen hjalp en del på det.
    "Jeg kan godt vente her," sagde hun så og tog sig selv figurativt i nakken. 
    Hun skulle have styr på sin frygt og stole på, at det ikke ville tage så lang tid. Issac ville være hurtigt tilbage igen med hjælpen, de havde brug for. Det var præcis den her slags mod, hun havde brug for at finde frem til, når hun en dag skulle være fyrstinde af Arys, og hun prøvede virkelig, men det var svært at føle sig særligt modig i en skyggefuld skov, hvor ens eneste selskab var liget inde i hytten. Lige nu var Adena ekstra glad for, at hun ikke selv havde set det.
    "Lad mig holde spændet imens. Så bruger jeg tiden på at skabe en forbindelse til det," sagde hun. Som om hun faktisk vidste, hvordan hun gjorde netop det. Hun anede det ikke. Men hendes anden evne beroede stærkt på hendes følelser, så måske kunne hun bruge sin frygt den her gang. "Og-øh... Må jeg låne din kappe? Her er lidt køligt."

Issac vidste at hverken hende eller hendes magi havde gjort dette med vilje, og derfor var der ingen grund til undskyldning. Heldigvis var det farver, som kunne gå i et med skoven og dermed ville det næppe vække nogen større opsigt, ikke mere end det at liget af Railan ville være væk, når de kom tilbage. "Der er ingen grund til undskyldning, Adena" Hans ord var rolige, og de hjalp hinanden med at skubbe det værste væk og få det udtværet så godt som muligt, og dermed ville det ikke skabe nogen opsigt. Værre var det heller ikke. 
"Det lyder godt" Adena var en adelig kvinde og han ville under inden omstændigheder lade hende være alene alt for længe. Han forstod dog godt hvorfor frygten sad i hende, for personerne kunne lige så godt komme tilbage, når han var ude og lede efter den anden patrulje. Det var derfor hun skulle gemme sig godt. De havde brug for ikke at spilde mere tid en nødvendigt, og derfor skulle det hele gå hurtigt, men lige nu skulle han først have fundet og lokaliseret gruppen, som skulle hjælpe ham. 
Det var hans job at passe på hende, og ikke udsætte hende for nogen form for skade. Hun var ikke trænet i dette, og han var bekymret over hvordan hun ville reagere, hvis de kom retur og ville tage liget inden byvagterne kunne. 
"Ja, selvfølgelig" Han overrakte det lille guldspænde og kiggede på hende, "Værsgo" Det var nødvendigt at lade hende skabe den forbindelse til spændet, som der skulle til.
Han tog sin kappe af og lagde den rundt om hende, "Smut over i skoven og find et godt sted, til jeg kommer igen. Hold gerne udsyn med hytten, så du ved at vi er her" Det var hans sidste ord og han bevægede sig over mod hesten og hoppede op på den og red afsted.

    Adena bed tænderne sammen, trak kappen godt rundt om skuldrene og nikkede til Issac. Hun kunne gøre det her. Så længe hun fortalte sig selv det i hvert fald. På vej ind i den mere tæt bevoksede skov kørte hun den sætning igen og igen i sine tanker, indtil hun fandt en ekstra tykgrenet busk, som hun kunne kravle halvt ind i, så hun lige kunne skimte hytten, og stadig følte sig godt dækket. Derefter fortsatte hun med at sige til sig selv, at det hele ikke var så slemt.
    Hver eneste lyd i skoven fangede Adenas ører i den tid, hun sad alene nær hytten og pillede ved guldspændet. Flere gange overvejede hun at sætte sig til at tegne, men hun var for bekymret for, om hendes evne pludselig ville dukke op eller lyden af stiftens kradsen på papir ville give lyd fra sig, så røverne kunne høre det, hvis de kom tilbage. Så hun måtte nøjes med at flytte spændet mellem sine hænder og mærke det kolde metal langsomt blive varmere.
    Men røverne kom ikke tilbage. Faktisk var der så stille til sidst, at Adenas hjerte var faldet til ro sammen med vejrtrækningen og hun næsten nød fuglenes kvidren fra trætoppene. Det var en smuk skov, når man lige glemte liget i skuret.
    Hjertet sprang op i halsen igen da flere par hestehove lød i skovbunden, og Adena skyndte sig at lægge sig halvt ned i busken, selvom man næppe ville kigge herhen, når man kom riddene mod hytten. Stemmer nåede hendes ører, men hun fik ikke fat i ordenes betydning. Forsigtigt tittede hun hovedet op over en gren for at se på de nyankomne... Og så til sin store lettelse byvagternes genkendelige og hjemlige symbol på siden af hestenes saddeltasker. Hun åndede lettet op og viklede sig selv fri af grene og blade og strakte de sovende ben. Uden at vide, at hun havde en gren siddende fast i sin håropsætning, skyndte hun sig hen til den lille gruppe.
    "Åh, hvor er jeg glad for at se jer," sagde hun lettet.

Der var intet spændende over dette moment lige nu. De havde sammen opdaget en grim forbrydelse, begået på en af hans kollegaer og venner. Det var lige pludseligt meget personligt, selvom han ikke kendte Railan så tæt. Men det var tæt noget på. Hvad der var gået forud for dette, vidste de jo kun i små brøkdele, efter hvad hun havde tegnet og drømt.
Lige nu måtte han forlade hende i buskene. Han håbede og regnede ikke med at der ville komme nogen tilbage til hytten, men hvis det skulle ske, så vidste han at Adena ville gemme sig så godt som overhovedet muligt. Hun var gemt godt i skjul, der hvor hun var. Men det skulle gå hurtigt. Ingen tvivl om det.
Hesten drev ham igennem skoven og han lagde ikke så meget mærke til omgivelser og den smukke natur. Det var ikke nogen prioritet på nuværende tidspunkt, Issac skulle blot finde den patrulje, som han havde fået til at holde sig i nærheden, hvis han skulle få brug for dem. Det havde han bestemt nu.
Han fandt dem ikke så langt væk og han kunne hurtigt fortælle dem, hvad Adena og ham havde oplevet og fundet, hvilket gjorde lige så ondt som det havde gjort på ham, selvom at han havde holdt det inde. De havde lige så stor lyst til at få Railan hjem, som Issac havde.
Men tankerne om den plan som Adena havde haft, lå stadigvæk og rumsterede, for hvordan ville forbryderne tage det, når de oplevede at Railan var væk?
Han vidste ikke helt hvor længe de havde været væk, men hestene havde reddet så hurtigt de kunne, blot for at komme til Adena så hurtigt som muligt. 
"Der har ikke været nogen?" Spurgte han roligt, som han kom af hesten og Adena kom ud fra sit skjul, sikkert efter at hun var klar over at det var dem og ikke andre. Han trak grenen fra hendes hår ud, som hun kom tættere på, "Vi gjorde det så hurtigt som muligt" Han kiggede over på patruljen, "Han ligger inde i hytten" Lød det lavmælt.

    Adena rystede på hovedet inden Issac strakte hånden frem og hun stod stille, mens han pillede en gren ud af hendes hår. Hun skar en grimasse, da den hev fat i nogle hårstrå, men det var ikke meget værre end når anstandsdamen satte det om morgenen.
    "Ikke en sjæl," svarede hun. "Heldigvis."
    De andre byvagter gik ind i hytten og der gik ikke lang tid, før de kom ud igen med kroppen viklet ind i deres kapper. Selvom man intet kunne se, fik Adena en sur smag i munden over bare at se dem bakse kroppen op og spænde den fast på en af hestene. Det så helt forkert ud. Der var ingen tvivl om, at det var et lig.
    "Åh, vi må ikke glemme den her," Adena havde klemt spændet i sin hånd, så det havde lavet en dyb fure i huden, og nu rakte hun det frem mod Issac igen. "Vil du lægge det derind? Jeg tror ikke at jeg kan."
    Hun havde hørt om, hvor grumt det lugtede, når folk var døde. Om det så bare var bedstemor hjemme i sin enlige stue. Det her måtte være mindst tres gange så slemt, så hun havde ingen intention om at træde ind i den lille hytte.
    "Og så må vi hellere komme af sted," sagde en kvindelig byvagt til Issac. "Vi skal tilbage inden mørket falder på."
    Adenas blik gled mod himlen, hvor tunge skyer var rullet ind og fik alting til at virke dunkelt. Der var et par timers sollys tilbage, men det føltes ikke sådan. Og de kunne nok ikke ride i fuld fart tilbage til Dianthos. Ikke med den ene hest havende ekstra last, og Issacs allerede træt efter den hastige tur ud til patruljen og tilbage igen. Den kvindelige byvagt tænkte tydeligvis det samme, for mens Issac var inde med spændet, bad hun Adena stige op på hendes egen hest i stedet. Det ville i det mindste skåne Issacs fra at bære to personer på hjemturen også.

Han havde heller ikke regnet med at de ville dukke op, ikke allerede. Der var uden tvivl flere ting som de skulle have styr på, ikke mindst at lade alt falde til ro og så kunne de altid vende retur senere. De regnede nok ikke med at nogen ville opdage liget og slet ikke fjerne det, som de nu var i færd med. "Ja, heldigvis" Kom det roligt fra ham, som deres blik mødtes. Hun var en stor hjælp, men han havde ikke regnet med at hun skulle trækkes igennem alt det her. 
Hans fokus blev taget som hans kollegaer kom ud fra skuret, med Railan omsvøbt i kapper og bar ham hen til en af hestene og placerede liget bag på. Det var svært at se sin kollega på den måde, og vide hvad der var sket med ham. 
Han lagde mærke til fugen i hånden, som hun rakte spændet og tog imod det, "Jeg skal nok gøre det" Han forventede ikke at hun ville gøre det, og det skulle hun ikke. Han var mere hærdet i det her. 
"Ja, vi må hellere se at komme tilbage" Han var enig med Adena, og de skulle ikke være her mere end højst nødvendigt, og de havde de allerede. 
Med spændet i hånden gik han ind i skuret, og lagde det i blodet på gulvet. Det sendte en masse følelser igennem ham. Han ønskede at se gernings mændende på samme måde, som han nu havde set Railan.
Da han kom ud igen sad Adena på ryggen af den kvindelige byvagts hest, og han kunne nu træde til sin egen og bevæge sig oven på. De havde ekstra last med, så deres hastighed ville ikke vær nær så hurtig som herud. "Lad os komme tilbage"

    Turen tilbage til Dianthos var noget mere træg end udturen havde været. Nok var de flere, men de havde ikke forventet at et lig skulle bæres hjem, og selvom de havde surret kroppen fast på hesten, måtte de flere gange stoppe op og sikre sig, at det ikke faldt af og at hesten ikke gik forkert med vægten. Generelt var folk stille medmindre de spurgte, hvilken vej, de skulle, eller om hestene var trætte. Adena selv endte med at døse en smule hen til hestens gyngende bevægelser, og var glad for at den kvindelige byvagt blot støttede hende mere og lod hende slappe lidt af.
    Solen var godt på vej ned bag træerne i horisonten, da de nåede bymuren. Murens pudsede overflade fik et orange skær i den nedgående sols lys, og synet af noget velkendt fik Adena til at vågne lidt op igen. Hun rettede sig mere op i sadlen og næsten som respons på det, red hesten også en smule hurtigere. Den trængte nok også til en ordentlig bunke hø og en varm stald efter en hel dag ude i forårskulden.
    Den kvindelige byvagt hjalp Adena ned fra hesten, mens staldfolk uden for porten hjalp vagterne med at få styr på hestene. Herude var der opstaldning til de heste, der normalt patruljerede uden for muren, men hesten med Railan på blev holdt for sig. Forståeligt. Ham ville de have båret hele vejen ind, så de ikke skulle forsøge at slæbe ham selv. Kvinden sagde noget om at sørger for, der var en vogn klar til Adena, som hun kunne blive kørt hjem i, og Adena nikkede lidt sløvt. Tankerne fungerede ikke helt mere. Hun var stadig ved at fordøje dagens hændelser. Blikket sneglede sig rundt, indtil det faldt på Issacs milde ansigt, og hun sendte ham et prøvende, men dødtræt smil.
    "Hvad nu?" spurgte hun, og håbede inderligt, at der ikke var mere for dem at gøre i dag. Især ikke mere tegning. Åh, hvor havde hun ikke lyst til at tegne flere rædsomme ting lige nu.

Det havde bestemt ikke gået som han havde håbet eller ønsket. Han havde inderligt håbet, at de havde fundet Railan i live og ikke mindst fundet ud af hvad alt dette drejede sig om, men nu virkede det hele mere kaotisk en før. En forbrydelse var sket, og det var der selvfølgelig nogen som skulle bøde for. Det her virkede langt mere indviklet og kompliceret, end det først var antaget. 
Turen hjem var ikke helt nem, de var flere og pladsen var mere træng end før havde været, fordi at de havde Railan på slæb. Det var ikke nemt at fragte et lig på denne måde, og det var heller ikke noget han havde ønsket - men noget de var nød til at gøre lige nu.
Issac ville meget gerne have Adena hjem inde det blev alt for mørkt, og det virkede også til at det ville lykkedes. Hun var i hans hænder og det var ham som skulle passe på hende, hun var blot en del i det her. Naturen ændrede sig og nu begyndte natdyrerne langsomt at kigge frem, man kunne høre andre fugle og andre lyde end de havde hørt hele dagen. Der var noget fascinerende over det. 
Adena blev hjulpet ned fra hesten og Issac kom selv ned derfra, i mens de andre tog sig af deres ting. Lige nu handlede det om at få Railan et sted hen, så han kunne blive undersøgt og de kunne finde ud af om der var noget der indikerede hvad og hvem der var hendt ham. 
"Nu skal du hjem og sove" Svarede han roligt. Hun havde været igennem meget, "Men vi må vente. Railan skal undersøges og så skal vi jo finde ud af hvad dine tegninger vil vise dig" Efter alt det her, var tegninger nok ikke det hun havde allermest lyst til, men det var det de var afhængelig af. "Enten så kommer jeg til dig og ellers må du komme til mig, hvis du oplevet et eller andet, som jeg skal vide, før jeg kommer" 

    Adena nikkede til Issacs ord og tog omtrent halvdelen af dem ind. Resten syntes at svinde ud mellem en aftenbrise og nogen, der snakkede nær ved. Hestens trav sad stadig i hendes krop, og Adena følte, hun stadig svajede i takten fra dens skridt, selvom hun igen var solidt plantet på jorden. Hendes sind føltes mindre solidt, som tankerne bare forsvandt, så snart hun forsøgte at fremtænke dem.
    "Det skal jeg nok. Sige til, altså," fik hun endelig frem. Stemmen var underligt hæs og grødet. Måske havde det været vejret derude. Måske bare udmattelsen.
    Da der kom en vogn, og de nrare byvagtkvinde, hun havde redet med, forklarede, at den var til Adena, forstod hun primært håndbevægelserne. At sætte sig ind i en vogn var heldigvis ikke en svær ting at gøre. Hun glemte helt sine former og at vinke ordentligt farvel til Issac. Eller også havde hun faktisk gjort det, men havde blot glemt det igen. Selvom turen op til det øvre distrikt var kort, døsede hun også hen på vejen og troede et øjeblik, hun stadig sad på en hest, da nogen skubbede blidt til hendes skulder og hjalp hende ud. I en halv døs og med et indlært smil på læben for ikke at gøre tjenestestaben utryg, formåede hun at indtage lidt mad, før hun dejsede om i sin seng. Varme og blødhed. Det her var alt, hun kunne ønske sig lige nu. Måske også lige en drømmeløs søvn. Desværre fik hun ikke sådan en. Forhåbentligt ville hun lige få et par dages ro, inden Issac troppede op igen.

Der var meget ved denne sag, som slet ikke gav mening og som havde sendt mange følelser igennem hans krop. I starten havde han ikke rigtig været interesseret i hvad den unge Adena havde haft at sige eller fortælle, det var blot sådan han var. Hvis han kunne slippe udenom, så gjorde han det. Men nu vidste det sig at han ville stå i evig gæld til denne kvinde, for at havde ledt ham og hende selv på sporet af Railan og det der var hændt ham. Hvis hun ikke var dukket op, så var han ikke sikker på at de havde haft lige så ledt ved at finde ham, som de egentligt havde haft, nu hvor hendes tegninger hjalp dem.
"Det tvivlede jeg heller ikke på" Svarede han med et roligt smil. Hun var kommet til ham i første omgang med hendes tegninger, så hvorfor skulle hun nu begynde at holde inde med informationerne? Lige nu kunne de blot vente på at der ville dukke noget nyt og håndterbart op, som de kunne tage fat i og dermed komme videre og finde de der havde udsat Railan for det her.
Issac fulgte vognen med øjnene, som den kørte afsted med Adena og efter at have sagt farvel, var det hans egen tur til at bevæge sig hjem ad og få sovet. Han måtte arbejde med det hav nu havde set og vidst, men det ville nok tage lidt tid.