Faust havde fundet nogle små æsker frem og gjort klar til at pakke ringene ned enkeltvist. Han ville naturligvis sørge for at have en af dem stående fremme til udstilling, men ellers holdt han de fleste magiske genstande sikkert bag disken. Folk, der besøgte hans forretning, havde som regel noget specifikt de ledte efter.

"Det ville være udemærket .. jeg forventer at have brug for flere, næste gang du kommer forbi." Sagde han, stadig optaget af ringene. Det var af en eller anden grund en smule vanskeligt at kigge på Ves, og da han endelig så op, kunne han se, at mørkelveren var en anelse bleg.

"Skal du øhm .. have noget for smerter eller blodtab?" Spurgte han, tydeligvis lidt ukomfortabel med emnet, som han vendte sig om mod sin hylde med urter.

Ves nikkede for at bekræfte at han ville gøre det. Det største problem ville nok være at han ville begynde at mangle ringe til det. Det var sjovt nok nogle af de ting der gik hurtigst, og det var ikke mange ringe der var på højkant til banko, som trods alt var der hvor han fik de fleste af sine ting.
"Jeg skal sørge for at gøre nogle klar," sagde han. Han skulle i hvert fald nok gøre sit bedste, men hvis han endte med at være for langt nede, og smeden ikke var en mulighed, så måtte han vel ty til at bede Faust om at finde noget frem, men forhåbentlig kom det ikke til det.

Dog blev arbejdssnakken afbrudt, og hvor Ves kunne høre at Faust følte sig lidt akavet om det, følte Ves sig det mindste ligeså meget, som han skiftede fod at lægge vægten på. Men hvis Faust også kunne se at han ikke havde det så godt, så var det nok bedre at tage imod den smule hjælp man blev tilbudt. 
"Måske nærmere blodtabet. Det gør ikke så ondt," sagde Ves, og prøvede at holde tonen lidt munter, men det kom lidt mere tørt frem.

Selv om Fausts hænder arbejdede meget omhyggeligt med at pakke ringene, kom det uundgåeligt til ende, og han måtte igen vende opmærksomheden mod Ves, som han stillede den sidste æske under disken.

Han dristede sig til at kigge vurderende på mørkelveren. Hvis Ves så ud til at lyve om smerten, kunne han godt finde på at liste lidt smertestillende i de knuste urter, men Ves så nu primært bleg ud. Han lod tungen tænksomt fugte læberne - ironisk nok havde Faust jo ikke den store erfaring med at være på den modtagende side af vampyrbid. Altså bortset fra den første gang. 

Heldigvis var det ikke så galt her.

"Det vil sikkert være godt. Og øhm .. måske du også bør tage det lidt roligt på vej hjem." Sagde han lavmælt, idet han begyndte at lede mellem urteposerne bag disken for at finde de rette til Ves. 

Ves kunne godt mærke at han følte sig lidt mere og mere afkræftet, som hans krop stadig ikke kunne komme med og give ham det nødvendige blod for at komme op og køre igen. Måske var det også mad han havde behov for? Det var år siden at han sidst havde stået i denne her situation, og som han begydnte at læne sig mere og mere op af væggen, så var han ikke helt sikker på hvad han skulle gøre.
Han var ikke en der ville brokke sig over det, og ville nok også bare være gået hjem uden at kommentere det, havde Faust ikke været ligeså opmærksom på det. En af de få ting han som mørkelver var blevet trænet lidt for meget i. Ingen svaghedstegn måtte blive vist og han måtte heller ikke spørge om hjælp. Heldigvis var han blevet bedre.

"Det skal jeg nok. Turen er heldigvis ikke så lang." Hvilket ikke var en komplet sandhed. Turen ned til byen han boede i tog alligevel en betydelig mængde tid, men hvis det gik helt galt så bar han altid en teleportationsamulet. Den kunne måske ikke få ham hele vejen hjem men den kunne få ham tæt nok på. Det var et nød redskab. 

Endnu en gang var Faust i stand til at trække tiden en smule ud ved at påtage sig at være koncentreret om urterne. Han kendte dog blandingen godt - vampyren havde trods alt næsten fire århundreder bag sig, hvor han i mange af årene havde beskæftiget sig med sit nuværende arbejde. Den omhyggelige koncentration om at knuse urterne og lave en lille flaske med indholdet, var derfor mest af alt påtaget, selv om Faust altid var grundig i sit arbejde.

Han stoppede kortvarigt og skævede til Ves. Han havde ikke besøgt mørkelverens hjem, men han havde aldrig fået indtryk af, at det just lå lige om hjørnet. Ikke at han ville snage.

"Jeg går også ud fra, at du har nogen der venter derhjemme." Svarede han konverserende. Med "nogen" hentydede han primært til kattene, som Ves havde en vis tendens til at samle om sig. Han færdiggjorde arbejdet og satte et lille låg på flasken, inden han rakte den frem mod Ves. "Tag det inden du tager af sted. Og husk stadig at få rigeligt med hvile."

Ves nikkede lidt, som Faust spurgte. "De burde ikke savne mig før morgen, men man ved jo aldrig med de små," indrømmede han. Han sørgerede altid for at de var ordentlig fodret, og det var sjældent han kom hjem til at der var nogen problemer, men det gjorde ham alligevel lidt ængstelig ikke at havde kattene i nærheden af sig. Hvis ikke for Faust's butik, og de få banko begivenheder, så ville han nok ikke komme til Dianthos mere. Selv nu når det var 'sikkert', så var det ikke rigtig hans hjem mere. Der var for meget bitterhed i det.

Han skubbede sig lidt væk fra væggen, som han tog imod flasken. "Tak, det bør hjælpe," sagde han, og efter kort overvejelse tog han proppen af flasken og tog den op til munden for at drikke den. Han skulle jo alligevel på vej hjem snart, så det kunne overstås. Smagen var ikke den bedste, men han kunne alligevel mærke hvordan den allerede var begyndt at virke en anelse. Det burde gøre turen meget nemmere.

Fausts mine var en anelse sammenbidt, som han overvejede, om der var noget han burde sige til Ves, inden han gik. Skulle han garantere sin ven og samarbejdspartner, at episoden aldrig ville gentage sig? At han fremover ville være bedre til at kontrollere sig selv? At Ves ikke skulle være bange for at komme tilbage? At Faust trods det hele var utroligt taknemmelig for dét, han havde gjort?

I stedet betragtede han tavst mørkelveren indtage indholdet af flasken, som Faust havde klargjort. Det var for vanskeligt at sætte ord på præcis hvad han følte i dette øjeblik.

"På gensyn, Ves." Var i stedet det eneste, han fik over sine læber, og han håbede da så sandelig, at det stadig var tilfældet. At det var et gensyn og ikke et farvel. Han gjorde mine til at rydde de sidste ting op. Det friske blod fik det stadig til at snurre i sin krop, og han kunne mærke ønsket om at bruge den nyerhvervede styrke. Endnu en god grund til at han aldrig drak blodet så friskt .. det var svært at kontrollere sig selv, også efter tørsten var slukket. 

Ves havde ikke forventet flere ord mellem dem, selvom det var som om at der stadig hang noget i luften mellem dem. Nogle usagte ord, som de begge nok var for akavet til i sandhed at sige højt. Ingen af dem var mænd af mange ord, hvilket normalvis alligevel ikke var et problem.

Der blev næsten trukket lidt i smilebåndet, men ikke nok til at man kunne ane det, andet end for Ves' selv. For selvom det havde været en voldsom omgang her til aften, så var det ikke som om at Ves ikke ville komme tilbage. Faust var en af de få konstante bekendtskaber i hans liv, og han ville fortrække at det forsatte på den måde.
"På gensyn, Faust," sagde han lavmælt, og gav et sidste nik, inden at han begyndte at gå mod udgangen endnu engang. Han håbede at han var frisk nok til at tage hele turen, så han kunne spare på den dyrebare magi i hans amulet.