"Jeg nyder det virkelig hver gang det sker" Og det skete jo af og til, selvfølgelig ville det være nemmest, hvis han havde sit eget, men lige nu var der blevet dat stopper for den slags, indtil han ændrede sig, og det var måske fair nok, hvis hans mor gerne ville holde øje.
"Det finder jeg til os" Kom det roligt fra ham med et smil, som han guided3 ham ind i stuen, så han kunne finde til rette og Bastian kunne finde lidt lækkert til dem.

Han kunne ikke lade være med at komme med et lille grin, som han hørte det dybe ah fra stuen af, dejligt at han følte sig tilpas. "Bare rolig, jeg har heller ingen forstand, men det er det eneste vi har" Han fandt en flaske, som han havde smagt før, det var et godt udgangspunkt.
Han fandt to glas frem, to flasken i den anden hånd og gik ind mod stuen. "Det ser godt ud" Bastian lod blikket glide over på Beau og så ned på varerne på bordet, det bare bestemt begge dele han mente. Uden tvivl. "Selvfølgelig skal du ikke hjælpe med noget" Kom det roligt fra ham med et smil. "Jeg er færdig, så jeg kommer nu" Og i det satte hans sig i sofaen ved siden af Beau, placerede det han havde i hænderne på bordet og fyldte begge glas op.

"Det ser lækkert ud" Kom det igen fra ham, "Hvor starter vi? I de små?" Det var nok smartest at starte med pot, så de kunne komme i det rigtige mood. Det var måske voldsomt at starte ud med i hårde, i Bastians tanker. Men Beau var specialisten i det her. 

 Beau nikkede samstemmende. Det at bo for sig selv havde sine goder. Man kunne hurtigt blive degraderet til at blive set som et barn når man stadig boede hjemme - så det måtte være befriende for Bastian at være alene så meget han nu kunne. 

 Han gøs indvendigt ved tanken om at bo med sine forældre. Gad vide hvad der var sket ham hvis han stadig boede derhjemme? Han tænkte på sin mor, og håbede inderligt at hun var okay; og at deres far var stoppet med at være en fuldebøtte. Så tænkte han på sin storebror, som fik ham uvilkårligt til at knuge hænderne af skuffelse og indestængt vrede over at han havde forladt dem dengang. 

 Bastians stemme hev ham ud af det dårlige tankemønster. 
 "Mhm-hm." Svarede han automatisk imens han forsøgte at få sin vens ord til at give mening. Han havde uvilligt kun hørt halvt efter. Beau påtog sig igen det afslappede smil da den snigende vrede fra før var sevet ud af ham. 
 "Jeg drikker det hele." Beroligede han den anden, med et mildt kluk. Bastian var henne ved ham nu, og han så op på ham med sine dybe, blå øjne, "Men du kender mig - kan jeg hjælpe til, så gør jeg." Han sendte ham et skævt smil, men lod sig dumpe tilbage i sofaen da hans hjælp ikke var nødvendig. 

 Vægten af den anden kunne mærkes da han satte sig i sofaen ved siden af Beau, og han betragtede ham med rolig munterhed imens deres glas blev fyldt. Han tog det op og svajede lidt med glasset, for at lade som om at han var professionel vin-kender, "Er det ikk' sådan man skal gøre?" Klukkede han, og snuste derefter overspillet til vinen, "hvirvle, snuse og så smage?" Han tog en slurk af den, og havde ingen anelse til hvad han skulle leder efter. Smagen var ligesom alt andet syntes han. 
 "Det' vin." Konkluderede han, som hvis han havde sagt noget klogt om smagen. 

 Beau rømmede sig lidt og stillede glasset fra sig da Bastian spurgte hvad de skulle starte med. 
 "Pot og vin tænker jeg - så kan vi gå til det lidt sjovere når vi er færdige med vinen." Han lagde hovedet på skrå, mens han fugtede sine læber. Hans blik hvilede afventende på Bastian. 

 "Hvordan lyder det?" Spurgte han dæmpet, og begyndte allerede at rulle potten ind i papir til en joint. Nænsomt. 

Det var måske heller ikke hans største ønske at blive boende hos hans forældre, men eftersom at de alligevel sjældent var hjemme, så fungerede det egentligt okay. Han havde sit værelse, som var større end de flestes og han nød deres hjem, så alt i alt var det helt fint nok. Hans søskende var for længst kommet videre fra hjemmet, men de var også helt anderledes end ham.

Han lagde godt mærke til at Beau måske ikke havde hørt alt han havde sagt, efter som han hørte hans svar. Ikke at det betød noget, for han havde kun talt om vinen, og erklæret at han ingen viden havde om det. 
"Det kommer slet ikke bagpå mig" Grinede han småt drillende. Det gjorde Bastian bestemt også ham selv. Alt hvad der kunne drikkes, og så måtte man jo blot skære en grimasse, hvis det var for stærkt. "Det ved jeg, Beau. Men i dag skal du bare slappe af og føle dig hjemme." Så skulle Bastian nok klare resten, for at føle ham hjemme. Han så frem til denne aften.

Bastian rakte ud efter eget glas som han havde fyldt dem og betragtede Beau, som han tog sit eget op. Jo der var noget om at det var sådan det skulle gøres, hvis man havde med finere vin at gøre; om dette var en fin vin havde han ingen idé om. Han havde blot taget den og nu skulle den drikkes. "Det er jeg ret sikker på, jo" Grinede han og begyndte at gøre Beau efter, ikke at han forstod hvorfor det skulle gøres, nok noget med at få hele oplevelsen. 
"Det lyder hvert fald klogt" Stak han drilleden til den anden, som han selv tog en slurk.

Bastian lod glasset hvile i hånden, som han så den anden sætte det fra sig. Han drak af små omgange. 
"Det var lidt det samme jeg tænkte. Så gemmer vi det sjovere" Han skulle til at spørge om han ville rulle en joint til dem, men det behøvede han slet ikke, eftersom at han startede af sig selv. "Det lyder helt fint"  

 Det var altid så nemt med Bastian. De kunne sidde og grine, tage stoffer, drikke - sidde i stilhed sammen og slappe af. Og Beau skulle hverken foregive eller skjule sider af sig selv. Ikke at han prøvede at være en anden overfor Cole eller andre bekendtskaber, men nogle mennesker ville han bare ikke trække ind i verden af rusmidler, vold, og i værste tilfælde; drab. I det mindste kendte Bastian allerede til det lidt hårdere miljø - givetvis prøvede han at komme ud af det - og hvis han var seriøs nok omkring det, ville Beau heller ikke opfordre til at de skulle blive påvirkede sammen igen. 
 Det var tilgengæld ikke tilfældet i dag. 
 
 "Jeg føler mig allerede hjemme her." Sagde han med et tilfreds smil.

Han kunne ikke lade være med at le dæmpet med Bastian. Vin- connoisseur blev han ihvertfald ikke.

 "Fedt." Han gav Bastian en rullet joint og, tog sin egen op til munden. Imens han havde den i mundvigen mumlede han, "Har du noget ild?" Han betragtede sin ven, igen, imellem sine tykke øjenvipper. Og besluttede sig dernæst for at læne sig henslægt op ad ham. Bastian var bare behagelig at sidde op af. 

Bastian og Beau havde en fortid sammen, hvor de havde oplevet lidt af hvert sammen. De havde et venskab, hvor de blot kunne sidde og slappe af, nyde hinandens selskab. Det gjorde det bestemt nemmere for Bastian at føle sig tryg ved at ryge, og det der var værre, når han var sammen med en person som han stolede på og som han kunne gøre at han fik den tryghed, som han havde brug for i sådan en situation.
Bastian havde allerede været i det miljø, da han mødte Beau. Men det var mere eller mindre Beau som havde introduceret ham for de stærkere rusmidler, hvilket havde medført oplever for Bastian, som han egentligt ikke ville være foruden.

"Skønt. Det er jeg glad for" Svarede han med et smil. Så var den del lidt på plads, de havde også et hjem hvor Bastian tillod sig lidt mere. Især nu hvor de var alene. Hvem skulle stoppe dem?

Han tog imod jointen og satte den mellem læberne, inden han rakte ned i hans egen lomme som et svar på hans spørgsmål. Han rakte ud for at tænde Beaus første, og lod ham læne op ad Bastian, som han nu ønskede det, for at tænde sin egen og tage det første dybe hiv.

 Det var helt klart noget andet end Beaus lille lagerrum han havde forsøgt at gøre til et værelse. Men han måtte ofre sig for at kunne køre thehandlen der hvor han var, samt afbetale sin gæld. At han var i gæld var noget han holdt for sig selv. Hverken Cole eller Bastian vidste dette om ham - og sådan så han det helst forsætte. Beau var ikke stolt af at skylde penge, men det var et nødvendigt onde. Hvordan skulle han ellers kunne klare sig i Dianthos? Han ville i hvert fald aldrig kunne have startet sin biks uden 'hjælp' fra Declan. Så længe han bare betalte hans penge tilbage til tiden, og var på hans gode side.. så burde det hele nok gå gnidningsfrit. Faktisk ville han bare have så lidt med ham at gøre, som muligt. 

 De havde drukket lidt mere af vinen, efter en rum tid - og jointen var stadig godt igang. Én hel joint var ofte for meget for en enkel person,  og derfor blev den delt imellem dem efter hvert hiv. Beau var gledet ned at ligge i Bastians skød. Ikke fordi han havde bagtanker med det - men mere fordi det var behageligt. Han lå næsten udstrakt på sofaen, med det ene ben trukket en smule op til sig. Der var ingen bagtanker ved det - og da Beau ikke lige gad at tage en pude, måtte Bastians lår altså være det næstbedste til at klare opgaven. Han kunne mærke eoforien brede sig i ham - den summende fornemmelse. Til hverdag røg han sig aldrig lige så skæv - så det føltes befriende bare at kunne mærke nydelsen brede sig i hans krop og sind. Se verden i klarere og skarpere farver. Det var smukt. Virkningen fra rusmidlet bedøvede desuden smerten fra hans slag han havde fået ved mundvigen; det føltes som hvis han aldrig var blevet slået.

 Beau skød røgringe ud af munden, og grinte lidt fjoget da han kiggede op på Bastian fra hvor han lå. "Du' en heldig mand min ven. Du' jo attraktiv uanset hvilken vinkel man ser dig fra." Hans blik var sløret, men han følte at han så alt klart. Han rakte hånden op og strejfede sin vens kæbe med fingrene. Han smilede afslappet med tungen der stak ud mellem tænderne, og rakte nu jointen til Bastian.

  "For Zalans jeg er skæv nu mand." 

Bastian vidste at Beau havde mindre plads end Bastian og hans forældre havde, det var det gode ved stadigvæk at bo hjemme - der var virkelig visse fordele, især når hans forældre ofte var udenbys og efterlod Bastian alene. 
Der var intet galt i at bruge tid hjemme hos Beau, men når de havde mere plads at boltre sig på og de var alene, så kunne han ligeså godt foreslå at de sad hos ham. Indtil videre var det bestemt det helt rigtige valg. De slængede sig godt i sofaen, i den store stue. 

Vinen var halv tom, det samme var deres glas, og de havde været i gang en god rum tid med den lækre vin. Der var mere hvor den kom fra, hvis de ønskede det. Bastian havde ingen idé om, om det at blande så mange forskellige ting, som de faktisk gjorde, var et smart valg eller ville bide dem i røven i morgen; senere skulle de jo have stærkere. Den hvide pose lå og stirede på dem. 
Det havde været for meget at tage en joint værd, det ville blot slå dem helt ud, så det at dele en joint mellem dem havde været et bedre valg og ikke mindst noget der var mere hyggeligere. 
At Beau havde fundet plads på Bastians lår, som han sad i sofaen med fødderne oppe på bordet, noget som hendes mor ikke ville kunne lide, gjorde ham bestemt ikke noget. Han nød at have ham liggende der. 
Det var sjældent at Bastian røg sig skæv eller tog stoffer, for den sags skyld, men en gang i mellem var det alligevel befriende, når det skete. 

Bastian kunne ikke lade være med at grine, som Beau gjorde det sammen. Som en kædereaktion. Han vidste ikke hvorfor han grinede, potten havde virkelig gjort sin indflydelse. Han tog imod jointen og satte den mellem læberne, "Tak ven. Du er altså heller ikke helt værst dig selv" Komplimenterede han. 

"Du er slet ikke alene om den følelse" Grinede han og lod sin hånd ligge sig oven på Beaus, som havde fundet vej til hans kæbe.

 Beau blev smittet af Bastian der grinede over at Beau grinte. Så nu sad de to unge mænd og kluklo sammen i sofaen. Beau var ikke længere klar over hvorfor de grinte; men det var ligemeget, for sjovt var det. Det var som hvis de havde delt den sjoveste vittighed med hinanden, men de havde begge misset den. 

Han måtte med en nænsom finger tørre en snigende tårer væk fra sin øjenkrog imens hans latter fortog sig. 
"Puha." Han forsøgte at synke de sidste kluk, og sukkede udmattet. 

 Bastian komplimenterede Beau - og med lukket mund voksede hans smil sig bredere. Deres blikke var fastlåste i hinandens, og han følte at tiden gik i langsommere, men hurtigere på én og samme tid. "Wow.. dine øjne skinner som smaragder." kommenterede han så istedet da han blev distraheret af hvordan Bastians grønne øjne var grønnere end grøn. De var det grønneste han nogensinde havde set. De glitrede virkelig som smaragder. Pottens indvirkning fik farverne til at blive ekstra skarpe - lyde til at være ekstra smukke, og Bastians dybe stemme var som blød honning i Beaus ører når han talte. 

 Deres hænder hvilede sammen på Bastians kæbe. Bastians hånd oven på Beaus, og han gjorde intet for at fjerne den. "Hmmm..." spandt han tilpas, og lukkede øjnene. Alt var vidunderligt lige nu. 
 
 Han knugede sine fingre ind i den andens, stadig med lukkede øjne. Beau kunne mærke sit hjerte hamre - rusmidlet havde helt klart gjort ham mere opstemt end før, og følelsen blev blot hjulpet yderligere på vej af at Bastian sad over ham. De havde kysset en gang før; noget Beau havde været imødekommende overfor. 
 Bastian var den første mand han havde kysset, og det var ikke dårligt dengang. Det var egentlig ikke noget Beau tænkte over til, om han var til mænd eller kvinde. Han fulgte bare med strømmen hvis han brød sig om det i nuet. Hvis man kunne nyde hinanden, hvorfor så ikke gøre det? 

 Men Beau vidste ikke om Bastian havde det på samme måde. Dengang virkede Bastian til at være helt ok med deres kys - men de snakkede aldrig om det bagefter. Med den anden hånd tog han nænsomt jointen ud af Bastians mund, og puttede den mellem sine læber. Han så opfordrende, og overvejende på sin ven gennem de tykke øjenvipper og tog et nyt hiv. 

Det var næsten for hårdt, at sidde der og grine over ingen ting med Beau. Han kunne mærke det i sine mavemuskler, som hans grin tog til og de lige pludseligt ikke var helt sikker på hvorfor de overhovedet var startet på at grine sammen, det var kommet ud af ingen ting og nu var de så skæve, at alt var sjovt.
"Det er næsten utroligt, som alt bliver sjovere af lidt pot" Han forsøgte at få de sidste grin ud, som han kiggede ned på Beau og denne kom med sit lille puha, som han tørrede en tårer væk fra øjenkrogen. 

Det var tydeligt at potten havde påvirket dem, i sådan en grad at de havde fundet i sted i deres sind, hvor de fandt sig lidt mere tilrette og deres personlige skjold var blevet sænket. Det var ikke ofte at Beau komplimenterede ham på denne måde, men af en eller anden grund føltes det meget rart, "Har du set dine egne blå, Beau?" Han kiggede smilende ned på ham, som han lå der på hans lår og følte sig hjemme. De var som havets blå bølger. 

Af en eller anden grund så han ingen grund til at fjerne sin hånd, som lå oven på hans, imod hans egen kind. De havde før været tættet, delt et par kys. Det var ikke noget Bastian havde tænkt over eller gjort sig noget i før, det var blot sket. Han havde nydt det, ingen tvivl om det. 
Stofferne havde ikke blot gjort dem fjollede og skæve, men ikke mindst var de blevet mere omstemte og mere nysgerrige - ligesom sidste gang. 

Bastian smilede som han tog jointen fra ham endnu engang, og overvejede om hvis der skulle ske noget, om de så ikke blot skulle lade det ske. Han nød hvordan hans hænder flettede sig ind i hans. Bastian flyttede til sidst sin hånd fra hans og sin egen kind, og nu ned mod Beaus kind. 

 Beau fjernede jointen fra sine læber, og lagde den fra sig på bordet. De var begge i ruset nu - ingen grund til at overdrive det. Desuden havde de stadig det hvide pulver til at opkvikke dem lidt senere. Men lige nu var Beau i en behagelig eofori, og formodede at Bastian var det samme. 

 "Mhm." brummede Beau sløvt ved komplimenten, "Sikkert ikk' som du ser dem." svarede han med et skævt smil og begyndte at føle sig mere varm. Han havde trods alt en uldsweater på. Deres hænder viklede sig ud af hinandens greb - og Beau følte pludselig at hans hånd blev halveret da Bastians hånd ikke længere var i sin. Den landede istedet på Beaus fregnede kind, og han skævede til den med blikket. De blå øjne var glaseret, pupillerne store, men uvilkårligt blev det sløve blik en anelse forførende da en idé ramte ham. Nænsomt tog han fat om Bastians hånd, og skulle til at føre hans fingre hen til sin mund. Blikket var fastlåst i Bastians. Beau skulle lige til at sprede sine læber og slikke på de stærke fingre da han pludselig ikke kunne holde varmen ud længere, og istedet satte han sig brat op. Han måtte have blusen af. 

"Zalans jeg har det varmt." Hans kinder var blussede op grundet varmen, blandt andet. Og med en smule besvær kom han ud af sweateren. I det han løftede armene op for at tage den af, afslørede den lidt af hans maveskind. Han smed med præcision sin sweater ned på jakken der allerede lå på gulvet, og nu var han kun i sine bukser, og en hvid undertrøje. Armene var muskuløse, men ikke store som Bastians. 

 "Puh, det var bedre." Han svajede lidt på grund af sin pludselig bevægelse, og måtte støtte sig lidt til Bastian da han drejede om at sidde med fronten til ham. Nu sad han i sofaen med det ene ben på sofaen, og det andet hang ned fra sofaen. 

Så man ikke ofte altid sig selv i et dårligere lys en andre? Selvom man havde et godt selvværd, vidste at andre kunne lide det de så, når de så en, så så man måske ofte altid sig selv i et dårligere lys. "Helt sikkert, ikke" Svarede han med et varmt smil, men det var jo samme måde som Beau så Bastians øjne på, man så det ikke selv. 
Bastian smilede som Beau tog fat i hans hånd, og guidede den langsomt hen mod hans læber og hans mund, han havde helt sikkert regnet ud hvad det var der var ved at ske, og havde egentligt intet problem med det. 
Han var fristet til at lade det ske, men lige så hurtigt som det gik, lige så hurtigt var det overstået. Varmen var også taget til, det var uden tvivl blodet som pumpede rundt i deres krop, som var påvirket af både stoffer og en mulig lyst. Bastian mærkede den også, men ikke på samme måde, så varm var skjorten ikke. 

Det var tydeligt at se at han havde det varmt, men den tykke uld trøje, gjorde det heller ikke nemt for ham. Han fulgte ham med øjnene, som han satte sig op og hev sweateren af. Han nød synet, af maveskindet som kom til syne. Han lænede sig ind i mod ham, og lod en hånd ligge mod den nøgne maveskind. 
"Mmh, det virker meget bedre" Svarede han med et roligt smil, som han holdt hånden mod hans mave, som undertrøjen nu faldt ned over og på plads. Han støttede ham, som han svejede på sin plads. 

 Beaus blik vandrede fra Bastians øjne, og ned til den varme hånd der havde sneget sig ind under sin undertrøje. Og det virkede ikke som et uheld. Det var vidst med fuldt overlæg. Beaus mundvige trak sig opad i et sigende smil.

 Det brændte på hans mave da Bastians hånd blev hvilende der. Al berørelse kunne Beau føle ekstra meget i sin tilstand. Han blev ikke bare rørt ved, men han blev rørt ved. 

 Interessant. Det kom altid bag på ham hvor smukt og ekstra sensuelt alting var omkring ham når han blev meget skæv - og det var egentlig ikke fordi det var planen at han og Bastian skulle andet end at hygge sig som to gode kammerater, men.. skulle der ske andet ville Beau sagtens kunne imødekomme det. Han ville i hvert fald ikke være afvisende overfor det. 

 Beau havde sine hænder på Bastians brede skuldre, og Bastian havde sin hånd ved hans mave. De begge rørte ved hinaden og Beau havde en trang til at smelte ind i ham. Han slikkede sig tænksomt om læberne før han gnavede lidt i underlæben.
 "Du' en god ven, Bastian." Lød det så mildt fra ham, og øjnene kiggede en smule drømmende ind i den andens. Nu lod han afstanden imellem dem blive tættere, og deres næsetippe rørte nu hinandens, "Ska' vi kvikke os lidt op." Lød det snøvlende fra ham, med et dæmpet tilbageholdt grin. Han hentydede til det hvide pulver på bordet. 

Det var intet uheld, det havde været med fuld belæg, men var det blot potten som fik deres lyster til at blomstre? Der var sket det samme sidste gang, hvor de havde nydt sig af planterigets mange muligheder. Det havde været et roligt og behageligt kys, men det virkede til at der var mere denne gang, at deres lyster ønskede mere. Bastian havde ingen interesser i mænd normalt, ikke af hvad han vidste, men der var bare et eller andet over Beau, som var spændende og interessant. 
Det havde været en hurtig reaktion, som hans krop gav ham, da han lagde hånden på hans mave og mærkede den nøgne hud mod hans hånd. Det sendte en varme igennem hans krop. En ren nydelse.

Det var ikke nogen uprøvet følelse for ham at være skæv på denne måde, men det handlede virkelig om hvilket selskab man var i, og lige nu hvor det kun var de to, så følte han næsten at det hele ikke kunne blive meget bedre. 
Om det var bevidst at Beau havde lagt op til noget, da han havde forsøgt at trække hans hånd mod hans læber, vidste Bastian ikke helt. Men han havde følt at han ville ligge op til noget, hvilket måske var grunden til at Bastian nu havde sin hånd mod hans mave. 

Bastian kom med et lille smil, som Beau kom tættere på. Luften var virkelig ved at blive varm omkring dem, som de næsten hørte hinanden endnu mere. Bastian følte Beaus hænder på hans skuldre, og lod selv sin hånd bevæge sig lidt mere mod hans mave. 
"I lige måde, Beau" Komplimenterne flød i mellem dem, noget som Bastian aldrig rigtig havde været vant til i det miljø han var kommet i. 
Det var lige før at Bastian var faldet i, og havde trukket sig tættere på Beau, blot for nysgerrighedens skyld, da Beau afbrød dem. "Lad os det" Han trak sig kort tilbage, fangede posen på bordet. Han lod lidt af det hvide pulver danne to lige lange streget, på træbordet og kiggede over på Beau med et smil.

Bastian lagde sig ned mod bordet og tog den ene bane. Han lagde fingeren mod det modsatte næsebor og sugede ind ad et par gange, inden han stoppede den kildende bevægelse og lod sig falde tilbage i sofaen, "For Zalans da.."

 Det var sjældent at Beau kastede om sig med komplimenter på denne måde - han kunne sagtens være ærlig og sige nogle søde ting af og til, men ellers blev den slags for det meste holdt for sig selv, og kom ikke længere end ved tanken. Det var noget andet når han var meget skæv; her flød ordene ud af ham som mælk. Men det var jo svært at lade være når rusmidlet gjorde alt smukkere for ham. Så kunne han ikke gøre andet end at sige det der kom til ham. Det var svært at filtrere fra i denne tilstand. 

 Beau var jo i hverdagen altid en anelse skæv, men det blev gjort på et niveau hvor han kunne fungere optimalt nok til at styre sin biks. Det blev aldrig på denne måde som nu, medmindre situationen bød det. Desværre, efter 12 år med rusmidlet ved sin side, var han så afhængig nu, at gik han en dag uden at få sit fiks, blev den ellers afslappede og zen-agtige Beau, irritabel og på kanten til det aggressive.

 "Så' vi enige." lød det dæmpet og han snøvlede en smule mere over ordene. Gode venner, skulle man lede længe efter. Men han var heldig at have Bastian og Cole som det mindste. 

 Hovedet svajede lidt, og deres pander hvilede kort mod hinanden da Bastian kom tættere på. Men efter Beaus forespørgsmål, blev de nu fokuseret på sneen der lå på bordet. Beau trak sig roligt væk, og dumpede ordentligt ned at sidde i sofaen imens han betragtede Bastian læne sig ned over den bane han havde lavet på bordet. Han hørte snøftet, og kunne nu se hvordan Bastians brystkasse hævede og sænkede sig, og venerne i hans arme pumpede. Han lo lidt, og kom nu selv hen til bordet. Nu var det hans tur. 

 Med et ordentligt snøft, optog han pulveret gennem næsen. Og da det ramte ham, forholdstvist med det samme, kunne han mærke susen huje igennem kroppen på. "Årh." brummede han tilfreds, og kom med nogle små brummende lyde som han blev omsluttet af brusende eufori. Lyset i huset sprang ham i øjnene som stjerner. Det var altid sådan at i de første fem minutter ved indtagelse kom den stærke lystfølelse, og meget stor selvtillid. Derefter ville de begge føle sig super energiske og høje. 

Beau lænede sig tilbage i sofaen, og så på Bastian. Hans pupiller var blevet større, ligesom hans egne. Og Selvom Beau forsat forsøgte at virke afslappet som normalt, kunne han godt mærke energien springe frem i ham, og øjnene blev mere intense. 
 "Ska' vi bryde?" kom det udfordrende og legende fra Beau da han lænte sig frem og tog om de intense muskler Bastian havde på overarmen. Han grinte dæmpet og pressede sin vægt med Bastian for at tage initiativ til legen. "Jeg kan godt klare dig." Lød det selvsikkert fra ham; det betød intet at Bastian var meget større end ham lige nu. Beau kunne klare alt.

Der var lige et kort moment hvor der var ved at opstå en lille situation mellem dem, og hvis det var sket så havde Bastian ikke været den der ville trække sig. Han var tydeligt gladere og mere kærlig i denne rus som han befandt sig i, det var ikke normalt for ham. Han havde ofte en tilgang til livet, som ikke altid var lige kærlig, men lige nu var det sådan det lå. Men han kunne lide det, han nød den sindstilstand som potten havde sendt ham i.

Det var tur til at lade fokusset ligge sig over på det andet stof, som de havde i deres besiddelse. Hvordan ville det påvirke Bastian, når de blandede så mange forskellige ting? Beau var specialisten i det her, og han havde styr på stofferne. Samtidig så frygtede Bastian det ikke, han følte sig netop i trygge hænder efter som at han havde denne viden omkring stofferne. 

Han smed sig tilbage i sofaen, følte hvordan det hvide pulver satte nye ting i gang i hans krop. Han kunne tydeligt mærke den virkning som pulveret havde på ham. Det var sjældent at han havde bevæget sig ud af disse veje, med de hårdeste stoffer og derfor følte han næsten altid at det var en ny følelse, som han kom ud i.
Lige nu forsøget Bastian blot at slappe af, indtil stoffet ville have dets fulde effekt. Der var mange som reagerede forskelligt når de tog det hvide pulver, nogle blev mere kærlige og andre blev mere aggressive af det. Det var så forskelligt, og man anede det ikke før det var sket.  "Det må du nok sige" Grinede han roligt, som han lod blikket glide over på Beau med et smil. Det var en voldsom, men god følelse. 

Langsomt som stoffet fik sin indvirkning, følte han hvordan energien langsomt bredte sig. Det kvikkede ham i den grad. Han kunne ikke lade være med at komme med et grin, over hans forslag, men det virkede næsten for sjovt til at lade være. "Vis mig dit bedste" Grinede han videre og skubbede lidt til Beau, og greb ham om hans overarme.

 Der blev skubbet til Beau, og med det samme spændte han op i alle muskler for at kunne stå imod den modstand han ville møde. Med et udfordrende smil, sprang han op fra sin stilling for at få et forspring på Bastians styrke, og forsøgte at bruge momentummet til at ruske Bastian væk fra sofaen. Beau kom med et par anstrengte grynt undervejs og adrenalinen pumpede ud i hans blodårer. 

 Med sin venstre arm, prøvede han at komme ind under Bastians arm, og få fat om livet på ham, så han kunne vælte ham af sofaen. Det var besværligt når den anden var lavet af muskler, og Beau måtte virke som en kvist i forhold til ham. Det var ikke fordi han var svag, og adrenalinen og selvtilliden gjorde ham klart endnu stærkere, men den list og observanthed Beau havde til hverdag var røget fint ud af vinduet for en stund.

"Arh!" brummede han og vred sig med Bastian. Ruset fortalte ham at han var uovervindelig, og Beau havde stadig den opfattelse at han kunne klare Bastian. Beaus fingre knugede sig ind i skjortestoffet, imens han hovede var tæt presset op ad Bastians brystkasse, eller deromkring. Vejrtrækningen blev hurtigere, og mere luftig jo flere krafter han lagde i. 

Det var tosset at Beau ønskede at bryde her på sofaen, men han var ikke bange for en lille udfordring og slet ikke som det hvide stof legede med hans hoved og hans krop. Han var fuld af energi og klar til lidt af hvert med Beau. Han skubbede til Beau og mærkede med det samme hvordan den andens muskler spændtes, for at holde imod, så Bastian gjorde det samme, som han greb om ham. Han var seriøs og fokuseret nu, og gjorde alt for at Beau ikke kunne få ham ned. Blodet pumpede rundt i kroppen på ham, som de kom i gang.

Bastian havde en betydelig råstyrke som han kunne stå imod med, men Beau selv var også selv en stærk mand. Han grinede som han trak armen omkring ham, for at få fat om livet på ham. Han kæmpede så godt imod, og greb endnu mere om den andens over arme, for at kunne sørge for at få Beau væk fra ham og selv blive på sofaen i mens. Der var en tydelig vilje i dem begge, hvilket uden tvivl skyldtes deres indtag af stoffer. 
Det ville nok være nemmere at overraske Beau, og skubbe ham af sofaen og på den måde få overtaget i denne lille kamp som de havde.

"Giv mig dit bedste" Kommenterede han på hans lille udbrud, og søgte hans blik. Med den ene fod skubbede han sofabordet væk fra dem, bare så ingen ville lande på det eller ødelægge det, og så trak han ellers Beau med ned på gulvet. Han forsøgte at holde hans hænder væk, så godt som han kunne, i mens han halvt lå oven på ham og gulvet. Han måtte bruge alt hvad han selv havde for at holde trit. 

 Beau brummede besværet, og havde han det varmt før, var det intet i forhold til nu. Det føltes som en hel træningsrutine, og hjertet hamrede derud af. "Ufff!" lød det fra ham forpustet i forsøget på at få fat i ham, men Bastians råstyrke, fik sat en stopper for Beaus formåen - og nu prøvede Beau at ændre taktik som han blev grebet mere om armene. Han forsøgte at få et tag om den andens nakke - men lige lidt hjalp det. Beau havde dog ingen intentioner om at give op, og med stor iver, var meget fokuseret på deres slåskamp. 

 "I lige måde!" brummede han anstrengt, men kunne ikke lade være med at smile udfordret. De store pupiller mødte Bastians sigende blik. Med et lille ryk kunne han mærke at Bastian skubbede bordet væk med foden, og så tumlede de ellers ned at lande på gulvet. Med et bonk ramte Beau gulvet med ryggen først - instinktivt løftede han hovedet i faldet så han ikke slog sig.
 "Urgh!" et luftigt støn slap uvilkårligt hans læber da de landte, og nu havde Bastian overmandet ham. 

 Beau forsøgte at presse sine hænder mod Bastians brystkasse som han var oven på ham, og efter lidt tumlen med deres hænder, fik Bastian endelig fat i dem, og pressede dem ned at ligge på hver side af Beaus hovede. Han vred sig voldsomt, og forsøgte at rykke i benene for at vælte Bastian af sig, men vægten gav for meget modstand. 

 "Zalans!" brummede han med et halvt smil, og rynkede bryn. Hjertet hamrede i spænding, og ekstra hurtigt grundet rusmidlet. Han strammede op i sine håndled, og forsøgte at få Bastian til at slippe, men lige lidt hjalp det. Han gav virkelig en kamp til stregen. Men Beaus blod begyndte at pumpe uvilkårligt ned mod hans underliv da Bastian sad på ham. 

Det føltes næsten som en træningsrutine, som de brydede mod hinanden. Varmen omkring dem var virkelig intens nu, men de havde der umådeligt sjovt, som de sad der I sofaen og tumlede.
Bastian kom selv med små kæmpende lyde, som han forsøgte at stå imod de mange prøvelser fra Beaus side af.
Da Beau tog fat om hans nakke, måtte han selv skifte taktik, for ikke at lade ham komme for tæt ind på Bastian. Hans egen råstyrke var åbenbart større en Beaus, hvilket selvfølgelig gjorde det nemmere.

"Bare rolig" Kom det fra ham med et lille grin, han havde ikke tænkt sig andet, ikke endnu i hvert fald. 
Det var tydeligt at det var et overraskende træk fra Bastian, da han nu fik dem tumlet ned på gulvet. 
Han sikrede sig Selvfølgelig at ingen af dem ville slå sig mod det hårde trægulv,  og faldet var heller stort eller tungt.
Det var nu ham der havde fordelen, som han nu lå øverst i deres leg, og det nu var Beau son skulle kæmpe for at komme fri, og vinde kontrollen tilbage.

Han kæmpede godt imod og med hænderne liggende og pressende mod hans brystkasse, skulle han koncentrere sig for at bevare kontrollen.
Han måtte dog erkende et nederlag, da Beau fik fat i hans hænder og plantedele dem på hver side af ham. Bastian var hurtig, og fik selv han hænder med, så Beaus hænder lå låst under Bastians på hver side at Beau, "Arh!".
Han kæmpede med benene og gjorde stadig forsøg på at skubbe Bastian af, men Bastian var tungere.

Han Grinede over hans lille udbrud som kom. Bastian formåede at skubbe sig længere bagud, sad mere hen over hans skridt, og kunne på den måde få mere ro på hans ben, så de ikke sprællede så meget.
Han kunne mærke hvor varm han var, hvordan blodet pumpende rundt i hans krop og fyldte ham med spænding og en lyst.
For et øjeblik fik han kontrol over Beau og der blev ikke kæmpet, hans blik faldt mod Beau og nød hans øjne.
Han trak sig  tættere på ham, og lod deres læber mødes i et spændt kys.

 Der var vel ikke gået mere end et kvarters tid med deres brydning session, men den pludselige motion og opstrammede bevægelser havde gjort åndedragene tungere på dem begge. Men til Beaus overraskelse, lød Bastian ikke lige så nært medtaget som han selv. Måske Beau burde få gjort noget mere seriøst ud af at træne sig op. Det kunne også gavne ham i nattemiljøet. 
 
 Beaus hænder og arme var tabt - Bastian havde et så godt tag på ham at uanset om han spændte op, eller forsøgte at se ud som om han havde givet op for at overraske Bastian, hjalp det lige lidt. Det selvbevidste smil, på den andens læber, fik Beaus lyst til at vinde endnu større. Så han forsøgte at vride hoften til den ene side, og derefter til den anden. Men det blev sværere nu hvor Bastian havde placeret al sin vægt nede om lårene på ham. Låstfast under lår og baller af bronze - var det nærmeste Beau kunne sammenligne det med. 

 "Urrhhh.. Du træner for meget Bastian." Han gryntede frustreret i et forsøg på at bruge al sin styrke og vippe ham af, men fordi Bastian var tydeligt større, var det som at rykke på en umulig klods. Og ved sine ynkelige hofte bevægelser, kom han bare istedet for til at gnide sit underliv mod den andens.

 Slaget var tabt i det øjeblik Bastian fik ham ned at ligge på gulvet. 

 Som en ballon der fik lukket al luften ud af sig, sivede de sidste kramptrækninger ud af Beau, og han lå forpustet og rødmosset under Bastians vægt. De fik øjenkontakt, og Beau trak op i mundvigen til antydningen af et smil. Der var en sigende stilhed imellem dem, og da Beau skulle til at bryde den stilhed, lænede Bastian sig ned og dæmpede lyden med et kys. "Fint, du' vandt." skulle han til sige, men han nåede ikke længere end til 'fi-' før den andens læber var på hans.  

 Beau var overrasket til at starte med, men så slappede han helt af og lod sig blive kysset. Han spredte læberne lidt og gengældte kysset med en hvis intensitet. Beau var stadig overmandet af Bastian, med hænderne tvunget ned på gulvet, men han gjorde ikke noget for at slippe væk fra det. Lige nu smeltede deres læber sammen i en dyb sensation af følelser der bredte sig i ham som fyrværkeri. Et kys følte tusinde gange bedre når ens sanser var påvirkede af rusmidlet. 

 Han kunne mærke at han var begyndt at blive hård under Bastian, og ganske diskret løftede han sine hofter op for at presse deres skridt mere sammen - som et magnetisk felt. Beau brummede lidt i deres kys.