De brune øjne blev langsomt større og større. Det typiske hundeblik ville vel helt sikkert virke, nu hvor det lod til at Enzel faktisk tøvede lidt med at rykke vasken til et mere privat sted. Måske han burde vænne sig til sådan noget. At skulle smide tøjet og vise sig nøgen for flere fremmede, men han kunne ikke allerede nu.
Men bedende, tiggende øjne blev ikke nødvendige, da han gav sig. Lukas samlede tæppet i en klump, med bamse og breve pakket med ind, før han rejste sig. Han rakte en forsigtig hånd frem og sneg den ind at ligge i Enzels. Det var da lidt tryggere at have en hånd at holde i. Hvis han da fik lov.

Lukas tøffede ind på det store værelse, men gik kort i stå, da han så sengen. Det var her han skulle bruge al sin tid, var det ikke? Forhåbentligt ville værelset ikke virke så intimiderende om et par uger.
"Jeg skal nok.. Kan vi.. ehm." Han tøvede. Han vidste ikke helt, om han faktisk burde nævne noget om Nicolas breve. Hvis Enzel allerede var klar over det, rev han måske bare op i noget, han ikke skulle rive op i. Hvis ikke, kunne han risikere at starte noget, han ikke burde blande sig i. Måske det store, farlige rum bare gjorde ham mere usikker.

"Jeg har fundet noget," sagde han endelig og trak brevene frem, efter at have dumpet alt andet på sengen.
"Du nævnte din mand. Nicola? Jeg ved ikke om du allerede ved det, men.." Han vendte sig mod Enzel og rakte brevene mod ham.
"Her." Han ville hellere end gerne have den vask, som han så desperat trængte til. Men han kunne ikke holde munden lukket så længe, så han ville hellere bare sige det nu.

Så snart Enzel tog imod brevene, gav Lukas sig lige så stille til at tage tøjet af. Det var ikke helt så skræmmende denne gang, selvom han stadig kun kunne holde blikket mod gulvet. Det føltes stadig anderledes. Måske fordi han ikke var påvirket af alkohol.

Det var noget Enzel stadig skulle vænne sig til, det der med lige pludselig at få en hånd i sin. Var det et ideelt forhold mellem en alfons og hans ansatte? Sikkert ikke, men det var en effektiv måde at holde ham interesseret på, tænkte han. Og hvis han mærkede efter kunne han godt lide at udvise omsorg overfor Lukas.

Enzel var på vej længere ind i rummet, da Lukas hånd gled ud af hans, fordi han gik i stå. Han drejede sig for at kigge spørgende om på ham. Hvad nu? Lukas var mere usikker her til morgen end han plejede at være, var han ikke? Han fulgte hvalpen med blikket, da han dumpede sine ejendele på sengen, og det fik Enzel til at rynke forundret på panden. Men øjenbrynene løftede sig for alvor, da Lukas tilmed trak noget der lignede papir ud af det store tøjdyr, som var han en eller anden spion af lyset.

Han regnede det egentlig ikke for mere end hvad det var, men da han så de brevlignende papirer blegnede han fuldstændig, fordi de på en eller anden måde lignede præcis de sammenfoldede breve, som han havde modtaget fra snedkeren Phillippe. Hans umiddelbare første tanke var, at Nicola havde fundet Enzels godt opbevarede breve og andre mindeting fra sin affære. Han var på ingen måder klar til konfrontation med Nicola. Det han havde gjort imod ham, var jo modbydelig og illoyalt! Men spørgsmålet var hvor længe han havde vidst det?

Han kunne ikke sige tak. Han gik de få skridt nærmere og tog straks imod de to-tre breve. Han mindedes at der var lidt mere gods i de breve han havde fået fra Phillippe, men han tjekkede ikke efter. Endnu. Han stoppede brevene ned i en skjult lomme under silken.

”…Tag dit tøj af Lukas…” Hørte han sig selv sige. Men lige nu var han i en indre krise. Det var som om papirerne brændte i brystet på ham lige nu. Forsigtigt dumpede han ned at sidde på sengekanten, mens hans blik godt nok stirrede i Lukas retning, men gik lige igennem ham.

Lukas forventede endnu et dømmende blik fra Enzel, som han stod der og lige så forsigtigt var i færd med at tage de beskidte klæder af. Det var ikke fordi det var direkte let, men det havde helt bestemt været lettere aftenen før, da nerverne var dulmet gevaldigt af skarpt smagende dråber af alkohol.

Men hans forventning om det dømmende blik blev erstattet af let forvirring, da han hørte Enzel bede ham tage tøjet af. Lukas havde allerede smidt trøjen på gulvet og var i gang med at skubbe bukserne ned.
Måske han skulle have holdt brevene hemmelige?
Lukas trådte ud af bukser og sko, og rettede så ventende blikket mod Enzel. Han så fraværende ud, han så lige igennem ham. Men han blev stående i et øjeblik, ventede.

"Enzel?" Sagde han endelig og trådte et par skridt tættere på. Han lagde en blid hånd mod det bløde silke der pænt faldt ned over hans brystkasse.
"Skulle jeg ikke have givet dig dem?" Spurgte han usikkert. Nøgen og helt sårbar, kunne han ikke få sig selv til at se Enzel i øjnene, selvom han sandsynligvis stadig ikke ville se ud til at være til stede. I stedet så Lukas på sin hånd, der hvilede mod den andens brystkasse.

Havde Lukas ikke talt til ham, havde Enzel sikkert siddet for sig selv endnu og ikke været til stede. Han havde ikke helt lagt mærke til at Lukas tog tøj på eller af, men stemmen fik hans syn til at fokusere på den pludselige nøgne halvhund, der nærmede sig ham. På en eller anden måde forbavsede hans tilstedeværelse ham, og han fik ikke trukket sig tilbage før Lukas hånd allerede havde lagt sig på hans bryst. Silkelagene var så tynde at Lukas sikkert kunne mærke både brevene indebag, men også den forhøjede puls.

”…Jo” Det gik op for ham hvad Lukas havde spurgt ham om ”Du skal altid fortælle mig sådan noget.” Det havde aldrig slået Enzel at gå op på det gamle værelse. Han regnede jo med at det stod tomt, men Nicola havde åbenbart brugt det til at gemme ting uden han vidste af det. Hans hjerte bankede hårdt og flimmeragtigt bag brystet på ham.
”Men jeg er bange for hvad der står…” Hørte han sig selv sige. Det overraskede ham tydeligvis at sige sådan noget højt for Lukas, da hans egne øjenbryn løftede sig forundret. Hvorfor fortalte han det til Lukas? Han kunne umuligt forstå hvorfor eller hvad der foregik hos ham lige nu. Søgte han trøst i en hvalp?

Lukas nikkede til Enzels ord, selvom han egentlig ikke troede på ham. Det var helt underligt at se ham så fraværende, så måske det alligevel havde været bedre, hvis han havde holdt brevene hemmelige. Eller måske ventet med at give dem til ham. Måske var det ligegyldigt. Det ville vel ikke blive lettere, lige meget hvad.

"Jeg troede slet ikke du kunne blive bange," sagde han og smilede svagt. Enzel virkede så beslutsom og standhaftig. Han havde på intet tidspunkt fået indtrykket af, at han kunne vise noget der mindede om frygt. Det var vel ikke så underligt. Lukas havde kendt sin gamle herre i mange år, men uden egentlig at kende ham rigtigt.

Fingrene gled let hen over kanten af brevene, som lå gemt under silken, inden han trak hånden til sig.
"Men jeg skal nok sørge for at blive vasket, hvis du hellere vil trække dig tilbage med brevene," sagde han, trådte et par skridt tilbage og lod den ene hånd falde diskret hen over sin nøgne manddom. Det var stadig ikke helt trygt at stå nøgen. Han kunne ikke bebrejde Enzel, hvis han ikke havde lyst til at bruge sin tid her.

Huh? Troede Lukas virkelig ikke, at han kunne blive bange? Det slog Enzel, hvor effektivt hans hårde image havde været. Selvfølgelig kunne han da føle frygt, men der var forskel på at være bange, som han forstillede sig Lukas være bange, når han lå der alene i den våde gyde, eller at være bange for at blive såret i et krakelerende ægteskab. At sove på gaden ville ikke skræmme Enzel, men nu ville han heller aldrig sætte sig selv i den situation, uanset.

"Selvfølgelig kan jeg blive bange? Det sker bare ikke så tit..." Hviskede han mens blikket fæstede sig ved Lukas svage, behagelige smil. Lukas havde bemærket ting om ham allerede, som Enzel ikke engang havde lagt mærke til, eller tænkt over.
Enzel lod ham trække hånden til sig, og han studerede i stedet Lukas krop. "Men nej, jeg bliver lige her," Han stemme lød pludselig hårdere og mere som Enzel normalt talte. Han mandede sig op fra sit øjebliks skrøbelighed, og lod brevene i kravens inderlomme forblive et mysterium lidt endnu. Nu var det Lukas det drejede sig om, og Enzel kunne ikke klare at se på den gadekrop meget længere. Han havde brug for at se resultatet, så han kunne få fornemmelsen for hans værdi, hurtigst muligt.

"Jeg vil sørge for at du bliver ordentligt rent. Skal jeg føre kluden?" Lukas havde levet på gaden, så Enzel forventede ikke, at han anede at der var forskel på at være ren og ren efter bordellets standarter. Han skulle helst ikke lugte af hverken gade, hund eller teenager. Han skulle dufte indbydende, så de fine kunder ville få lyst til at forene sig med ham og indtage ham med kys og krop. Alt hvad Lukas selv søgte!

Det var en underlig betryggende tanke. At selv sådan en som Enzel kunne blive bange, nu hvor han virkede så hård. Og trods den tydelige nervøsitet man kunne se hos Lukas, som han stod der og blottede sig endnu engang for en stort set fremmed mand, gjorde det ham en smule bedre tilpas, at Enzel ikke havde tænkt sig at gå fra ham. Det fik kinderne til at blive lidt varme. Lukas var aldrig blevet valgt frem for en anden, men her følte han sig langt mere værd, end han havde gjort før.

Lukas skævede mod vaskefadet ved Enzels spørgsmål. Han havde godt nok ikke fået en gennemgående vask længe, men han havde da gjort et nogenlunde stykke arbejde førhen.
"Nej, det.." Han afbrød sig selv, idet han rettede blikket mod Enzel igen.
"Medmindre du vil have det på en bestemt måde," sagde han. Sådan som Lukas i sit gamle liv var blevet rengjort, kunne han næsten ikke forestille sig levede op til den fine herrers forventninger.

Halvhunden var slave før, og selvom han stadig skulle se præsentabel ud dengang, var det vel umuligt det samme her. Han var vant til at adlyde, at leve under en andens ordrer eller næver, men der var langt fra præsentabel slave til indbydende prostitueret. Så Lukas nikkede let som svar, som om han ikke havde sagt noget før og bare takkede ja til Enzels spørgsmål. Det betød dog ikke at han fjernede hånden der hvilede dækkende foran den nøgne manddom.
"Tror du de andre vil kunne lide mig? Altså de andre.." Ansatte? Prostituerede? Han var ikke helt sikker på hvad han skulle kalde dem.
"Dem der bor her?" Fik han endelig sagt. Det virkede som en bedre formulering.
"Men også dem der... kommer her?" Dem der skal købe ham. Dem var han heller ikke så sikker på hvad han skulle kalde. Det skulle nok komme, men det var en underlig verden at skulle sætte sig ind i. Ikke en verden han nogensinde havde forestillet sig at være i.

Der var vel ingen grund til, at det absolut skulle være Enzel, der førte kluden. Det krævede en del indre dialog, inden han kunne forbarme sig over Lukas, og lade ham få lov til at vaske sig selv. Enzel sukkede og sænkede sine skuldre. Kontrollen blev frigivet for nu. ”Du får lov til at gøre det selv,” Tillod han, selvom en del af ham, gerne ville være den der udforskede Lukas krop, helt lovligt. ”Men vær grundig.” Enzel kunne altid dirigere ham undervejs. Men Lukas ville nok snart opdage, at det ville blive en udfordring at vaske sig og afskærme sine ædlere dele samtidigt.

Så nu hvor Enzel kunne sidde og slappe af, så godt som man nu kunne ovenpå synet af brevet, lænede han sig tilbage og så på, mens Lukas snart ville vaske sin egen krop foran ham. Og måske kunne han endda nyde det lidt, selvom det grænsede sig til utroskab.

”Dine nye søstre skal nok tage godt imod dig,” Svarede han fortrøstningsfuldt. Han var ikke i tvivl om, at han ville blive populær blandt pigerne. Det var tydeligt at se, at hundene kom bedst ud af det med deres egne, og de to halvkattepiger der var der, holdt sammen. Så mon ikke Holly ville tage ham ind? ”Men som du oplevede i nat, så kan der opstå jalousi. Du bliver den nye i huset, og det gør dig både populær hos mig og hos kunderne. Og nogle af pigerne sætter en stor ære i at være den mest eftertragtede vare.” Enzel smilte bredt, som om han nød tanken om, at pigerne skændtes internt over at være den bedste skøge. Men der var jo heller ingen hemmelighed i, at konkurrencen imellem dem, var med til at skabe arbejdsglæde. Og arbejdsglæde var lig med penge i kassen.

”Og hvad dine kunder angår, skal du bare være lige så sød som du er overfor mig nu, og du vil blive overvældet af al den kærlighed, som mænd har at give.” Lukas måtte selvfølgelig ikke indlede et rigtigt forhold til nogle af dem, uanset hvor meget kunderne elskede ham. Men Enzel var ikke i tvivl om, at Lukas ville suge opmærksomheden til sig. Og måske ville Lukas endda være så drænet for energi, når først arbejdsdagen var omme, at han ville være mindre klyngende, så Enzel også kunne få luft engang imellem – Og så hans forhold til Nicola ikke ville gå helt i stykker.

…Hvis altså ikke han var fortabt, nu hvor Nicola kendte til hans breve med Phillippe… Brevet lå endnu så tungt i inderlommen på ham…

Lukas havde forventet at Enzel ville tage over, at han, med sine stærke holdninger, ikke ville lade halvhunden ordne sin vask selv. Når han nu slap kontrollen og Lukas selv skulle tage over, følte han sig pludselig helt usikker. Tænk at noget så simpelt som at vaske sig, lige pludselig kunne give så meget præstationsangst. Han var ikke sikker på, at han kunne leve op til Enzels forventninger.

Med den frie hånd rakte han ned i det lunkne vand og greb fat om kluden. Han skævede flere gange mod Enzel der observerede, som om han lige skulle se om han nu også gjorde det rigtigt, men det var mere nervøsiteten over at blive holdt øje med, i så sårbar en position. Han trak kluden op og klemte lidt til, så en god sjat vand røg tilbage i fadet, men kluden stadig var mere end fugtig.

Mens han lyttede til Enzels ord, førte han kluden over skuldre, nakke, hals, brystkasse og mave flere gange. Imellem blev kluden flere gange dyppet i fadet og vredet igen, og der skulle ikke meget til, før vandet havde skiftet farve.
Tanken om den dramatiske diskussion natten forinden, der for Lukas var endt på gulvet i gangen, var ikke ligefrem betryggende. Han så ikke frem til flere af den slags, hvis det var sådan de andre ville reagere på hans ankomst.

Lukas fortsatte med at skrubbe overkroppen, men man kunne se ham tøve i bevægelserne, da Enzel nævnte de fremtidige kunder. Dine kunder.
"Kærlighed?" Mumlede han, ikke specielt højt, men mere som skulle det have været en tanke og ikke noget der behøvede at blive sagt højt.
"Er dét hvad kunderne giver?" Man kunne høre tvivlen, for tanken om at dele alle de ting med så mange fremmede, som han havde delt med Enzel og kun ham indtil videre, lød ikke vildt tiltalende.

Kluden gled ned over bagdelen, længere ned ad benene, men inden han fjernede den anden hånd og lod den glide ind mellem benene, vendte han ryggen til Enzel.
"Enzel? Jeg skal nok bruge et fad mere," sagde han, denne gang ikke kun mumlende. Han drejede hovedet og så sig over skulderen mod bordelejeren.
"Og måske et mere til håret," fortsatte han. Kroppen var ikke helt forfærdelig beskidt at se på længere, men om den var så grundigt vasket som Enzel ønskede, det var han ikke så sikker på. Det krøllede hår og ørene var stadig sjusket og mat. Mudder og regn havde fået alt hår til at se helt livløst ud.
Men hvis man så bort fra det sjuskede hår, så ville det her have været mere end rigelig vask, hvis han altså skulle gå efter sin tidligere ejers standarter.

Som hvalpen begyndte at vaske sig selv, blev Enzel bekræftet i, at han slet ikke havde gennemtænkt situationen. Enzel fik masser af glimt af Lukas’ krop på denne her måde, også selvom Lukas aktivt forsøgte at dække sig til under vaskningen. Den var vel meget fin i størrelsen. Men lige med Lukas betød størrelsen nok ikke så meget, som formen og farven. Og hvad det angik, var Enzel vældig tilfreds med det han så.

”Jah,” Svarede han. ”Den pureste form for kærlighed.” Han sad helt fint og roligt på sengekanten med krydsede ben og snurrede lidt rundt med sin fine skobeklædte fod. Han så ud til at hygge sig, trods chokket med brevet. Han så også træt ud, men han var god til at fremstå kvik. Øjnene lagde ikke skjul på, hvor de søgte hen. Selv når Lukas talte til ham. Enzel var meget interesseret i varen.

”Et fad mere? Åhh,” Et hurtigt blik ned i vandet, kunne han godt se, at Lukas var mere beskidt end som lige så. Og han havde jo også en fyldig hale og et godt hår, der endnu ikke var blevet vasket endnu. ”Hmm,” Tænkte Enzel højlydt ”Det kan være vi skal tage ud til brønden ude i haven. Eller måske bliver det for koldt for dig? Vi bor ikke langt fra badehuset heller… Der vil vi kunne leje et privat bad.”

Uanset hvad, rejste Enzel sig op. Han gennede Lukas ud af fadet, og løftede det tunge fad op og løftede det ud til et af værelsernes balkonafsats og svang fadets beskidte indhold ud mod gaden. Der hørtes et plask og et skingert skrig fra en spadserende rigkone. Men Enzel skænkede hende ikke en tanke. Han kom indenfor igen og lukkede balkondørene bag sig.

”Hvad siger du til en bid mad og en kop te først?”

Måske Enzel havde ret. Måske var det virkelig den pureste form for kærlighed, men det var svært at forestille sig. Lukas var ikke vant til den form for kærlighed, den måde at være eftertragtet på, og det var svært at se hvordan det skulle foregå. Han var skeptisk. Det var vel ikke så underligt. Men samtidig begejstret for hvad Enzel havde sørget for, hvor han var endt nu, efter så lang tid på gaden, i gyder og diverse baghaver. Selvom natten ikke ligefrem havde forløbet sig, som han havde forventet, så havde han for en gang skyld ikke ligget på iskolde brosten.

Lukas nikkede kort. Et fad mere. Man kunne ikke se det i det nyvaskede ansigt, men halen afslørede interessen med en let logren, da Enzel nævnte badehuset. Det var nok ikke en ting man blev begejstret for normalt, men det var noget halvhunden aldrig havde haft mulighed for at prøve før.
Han trådte væk fra fadet, stadig med en dækkende hånd foran underlivet, men både den og den anden blev hurtigt flyttet op foran munden i overraskelse, da skriget fra kvinden nede på gaden lød. Han stirrede med store øjne på Enzel, derefter mod balkonens afsats, og så tilbage på Enzel. Hvis Lukas nogensinde så meget som havde tænkt på at gøre sådan noget førhen, ville han ikke få dagen at se igen.

Halen logrede ikke længere, men begyndte igen så snart Enzel nævnte mad. De store øjne og halvåbne mund forblev dog som et overrasket udtryk i ansigtet, mens han nikkede let som svar til hans spørgsmål.
"Men... hvad med.. Skal du ikke.." Den ene hånd gled ned omkring brystkassen, mens den anden pegede i al forvirring ud mod balkonen og kvinden, der ikke længere kunne høres. Han vidste slet ikke hvad han skulle sige. Flovheden omkring at vise sin nøgne manddom var ikke længere tilstede, men i stedet erstattet af direkte forbavselse over hvad Enzel lige havde gjort.

Enzel skænkede ikke kvinden en yderligere tanke. Selvom balkondørene nu blev lukket i, kunne man stadig høre optrinnet udenfor – Lyden af en svært forskrækket kvinde og en mand der brokkede sig til højre og venstre, for at finde den skyldige, samt folk der tilbød at hjælpe hende.

Han kom Lukas nærmere. ”Men hvad?” Spurgte han, oprigtigt intetanende. Han tog i hans hænder, og stoppede ham fra at pege i retning mod balkonen. Det var tydeligvist ikke relevant for ham, i forhold til hans mål om at få Lukas gjort salgsklar.

Han samlede et lille tørt klæde op og begyndte at tørre Lukas krop for det værste vand. Han havde fornemmet på Lukas at et ordentligt bad i badehuset var noget han var åben for at prøve, men også Enzel havde vurderet, at det ville være bedst, fremfor at bruge så mange kræfter på at hejse vand op fra brønden og få det varmet op over ilden.

”Vi kan tage i badehuset først, hvis du ikke føler for te og mad lige nu,” Det var lidt underligt, at Lukas ikke gøede op så snart han tilbød ham mad. Han var vel ikke syg? Enzel så på ham med et indgående, skapt, isblåt blik.

Man kunne se at Lukas gerne ville sige et eller andet. Munden forblev åben og der lød et suk hver gang han forsøgte at få et ord startet, men ikke kunne alligevel. Men hvad?
"Men..." Han blev distraheret af Enzel, der stoppede ham i at pege videre. Han fulgte Enzels bevægelser med blikket, som han gav sig til at tørre det værste vand af, og rettede let kroppen til med bevægelserne, så han ville kunne komme lettere til.

"Nej!" Udbrød han, tonen tæt på panisk.
"Jeg vil gerne have mad først. Og te," svarede han straks. Det var ikke fordi han ikke kunne spise, han havde endnu ikke takket nej til mad en eneste gang, men distraheringen om hvad der sikkert stadig foregik på gaden, gjorde ham utrolig forvirret.
"Men hvad med damen, Enzel?! Du kan da ikke bare..." Han løftede hænderne, og imiterede at have fadet i hænderne og hælde indholdet ud.
"Nu er hun jo held dækket af... mig." Alt det beskidte vand...

Argh. Enzel skar en lille, plaget grimasse ved det uventede udbrud. Enzel brød sig ikke om pludselige lyde. Han skulle jo absolut have en kats følsomme ører, men heldigvis var de lidt beskyttede bag turbanens mange folder af silke.

“Jamen så,” Prøvede Enzel, at vende tilbage til snakken om mad og te, men Lukas prøvede at kommunikere noget, der først var forvirrende for Enzel, fordi han allerede selv var kommet videre fra det med fadet og damen. Faktisk havde han komplet ignoreret damens existens. Men givet larmen udenfor bordellet, var det ikke svært at vide hvad det var der plagede Lukas.

“Det kan da ikke være vores problem, lille Lukas,” Enzel slog ud med hånden, som I et ‘pjat med dig’ “Det er folks egen skyld, hvis de vælger at spadsere rundt lige der, hvor jeg skiller mig af med møgvand.”

Ja, mennesker havde ingen reaktionsevner overhoved. Men det viste jo blot hvor dumme og ubrugelige de var, sammenlignet med halvdyr.

“Hvor vil du spise henne. Heroppe eller dernede?” Enzel bekymrede sig hverken om kvinden eller Lukas skam og medfølelse for det andet individ.