En allerede tabt kamp. Darkhan så ikke imponeret ud. Han kunne selvfølgelig ikke skubbe ordentligt med en bog i den ene hånd og et glas vand i den anden. Medmindre han ville have vand ud over det hele.
Darkhan trådte et par skridt tilbage, så sig lige over skulderen for at se afstanden mellem dem og de bløder sæder, han sad ved før. I tilfælde af, at det ville blive nødvendigt, hvis Jontar havde i sinde at trække det her ud.

Darkhan rynkede brynene let. Det var ikke fordi det var ham uvant, at hans ældre brødre altid var der for ham, men han var ikke vant til at blive taget fat i til en broderlig snak.
"Om hvad?" Han lød næsten helt skeptisk. Det her handlede ikke om nogle af de narrestreger, han havde lavet. Det var han næsten sikker på nu. Det passede ham fint, hvis han kunne slippe for at indrømme noget, men det gjorde ham næsten helt utilpas ikke at vide, hvad det ellers kunne være.
"Er der sket noget?" Det var hans første bud.

Stående foran Jontar var den mindre dreng med begge hænder fyldt. Det var i sandhed en tabt kamp for den mindre broder, hvis der skulle lægges op til fysisk kamp. Jovist var Jontar næppe den stærkeste, men sammenlignet med de to burde han nemt kunne vinde, skulle næver løftes. Dog skulle dette gerne undgås. Det var ikke adeligt for prinser at slås. Jovist var det broderligt at have mere fysisk kærlighed frem for ord, men deres fader ville nok næppe blive glad, hvis Darkhan mødte op til næste måltid med flækket læbe, blå øjne og det, der kunne værre. Jontar ville nok bare kommet med så skrammer givet fra den unge løves fine negle. 

At Darkhan accepterede, hvad Jontar havde af ønsker, gjorde storebroderen tilfreds, hvorfor han også nikkede anerkendende til Darkhans ønske om at uddybe, hvad Jontar dog ville. Ja, hvad ville han? "Ikke sket andet end jeg er blevet gjort arving, kære broder," Og det var lidt det, som Jontar ville snakke om. Det var nok ikke den største hemmelighed, at Jontar hele sit liv ikke havde ønsket at blive arving, men her var de. Et muligt problem kunne dog ligge i Darkhans ønsker. Darkhan virkede mere opsat på fyrstetitlen end Jontar. Den ældre prins ville ikke føle sig truet, men hellere tage tingene, inden de muligt eskalerede. "Hvordan har du med det hele? At jeg overtager for Kareem så at sige." En hånd gestikulerede mod de bløde pladser, som de lige havde siddet på. Det ville være nemmere end at stå sådan her akavet og snakke. Især, når Darkhan havde hænderne fulde.

Darkhans udtryk ændrede sig straks fra næsten bekymret, til direkte utilfreds. Han så nærmest helt træt ud, ved Jontars svar. Ja, han var blevet gjort til arving, og det var ingen hemmelighed at Darkhan var den mest jaloux bror på hele paladset. Behøvede han at vade i det? Vægten lagde sig på den ene fod, da han lænede sig en anelse til siden og skubbede hoften ud.

Trods det møgirriterede udtryk den unge prins havde i ansigtet, kunne han ikke lade være med at smile en lille smule. Darkhan var ikke kendt for at holde sig tilbage, når det gjaldt at sige sandheden om hvad han mente om diverse emner i deres hjem, og denne gang skulle ikke være en undtagelse.
Darkhan rettede sig efter Jontars gestikulerende hånd mod de bløde sæder, og gik de få skridt der skulle til, før han satte sig til rette. Han placerede vandglasset på bordet og lagde lige så forsigtigt bogen i skødet.

“Jeg synes du burde trække dig. Du burde have sagt nej, når vi alle ved at det ikke er dit ønske at overtage.” Darkhan startede ikke blidt ud, han lagde ikke låg på hvad han mente.
“Jeg ville have været et bedre valg end dig, jeg ville med sikkerhed også kunne gøre et bedre arbejde som arving.” Det gik uden tvivl drengen på, at deres bror var forsvundet og ikke havde givet lyd fra sig, men hvis der ikke kunne gøres noget ved netop det, kunne man i det mindste have fundet en arving der var det værd. Darkhan sagde ethvert ord med et stift blik rettet direkte i Jontars, selvsikkerhed fejlede bestemt intet.

Nogle ville nok uden tvivl tage fornærmelse af Darkhans ord. Mange forventede sikkert også, at Jontar ville blive mere fornærmet end noget andet over sin lillebroders ord. Men den første reaktion, som den ældre prins havde, var at klukke grinene. Han kunne ikke lade være med at fnise igennem sin vejrtrækning over sin kære lillebroders ord. Jovist havde det ikke været en hemmelighed, at Jontar ikke havde gået efter at blive arving og da slet ikke den kommende fyrste. Han havde haft sin slavehandel, som han havde nydt stort af at arbejde inden for. Men den anden side af krystallen var, at slægten skulle fremstå stærk. Hvad virkede stærkest? At lade den næste søn i rækken blive arving? Eller lade en umoden og alt for dramatisk teenager blive arving? Selv det burde Darkhan kunne se logikken i. Arvingtitlen omhandlede lige så meget omdømmet, som det gjorde de faktiske konsekvenser af at være arving. Hvis ikke mere det første.

"Du er så sandelig korrekt i halvdelen af dine ord," startede Jontar ud med, efter han var færdig med at klukke over sin broders ord. Dog havde den ældre prins endnu et kækt smil på læberne. Det kunne ikke bare forsvinde sådan uden videre. "Men jeg er sikker på, hvis du var den bedste kandidat, havde fader overvejet dig. Og han havde kun overvejet mig, Darkhan." Det var i hvert fald sådan, fyrsten havde virket. Selv deres fader kendte til Jontars holdning om at blive arving og fyrste, og alligevel var rollen landet på Jontar. Fyrsten ville uden tvivl havde kigget på andre passende kandidater før den prins, der direkte i sit liv havde sagt nej til det. Sikkert en svær pille for Darkhan at sluge, men små drenge måtte lære ting på den hårdere måde, når deres attitude var, som Darkhans var.

Trods den tydelige selvsikkerhed hos den unge prins ikke falmede, blev den overgået en smule af fornærmelse, da han lagde armene over kors efter broderens klukkende grin. Det var ikke underlidt, når han altid opførte sig som han gjorde, men stadig frustrerende for Darkhan, at han sjældent fik vist den respekt, som han så gerne ville have. Som kun fodrede hans frustrationer, når han ikke fik den.

"Kun halvdelen?" Sagde han, selvfølgelig uden at forvente et svar.
"Han overvejede udelukkende kun dig, fordi du er ældst. Hvordan ville det ikke se ud for offentligheden, hvis han sprang dig over og lod titlen gå til en af os?" Darkhan løftede et lettere dømmende øjenbryn og rettede lidt på sig, så bogen gled ned af skødet og landede på en pude ved siden af.
"Du var da bare for bange til at sige fra. For hvad ville den store, skræmmende fyrste sige, hvis den næste i rækken nægtede at følge hans ønske?" Tonen var direkte flabet, på grænsen til mobbende, når han nu så tydeligt sagde, at Jontar helt bestemt ikke turde at sige deres far imod. Ikke at Darkhan var tilbøjelig til at gøre det selv, selvom det da skete engang imellem alligevel.

En dyb vejrtrækning var mere end nødvendig efter lillebroderens ord. Heldigt at Jontar ikke tog dem så personligt. Som adelig ville der komme rygter og dårlige ord om en. Det var uundgåeligt. At dårlige ord ville komme ud fra en broders mund var dog ikke normalt. Men igen, det var Darkhan, der blev snakket om. Den dreng kunne nærmest ændre sit navn til Dramakhan efter alting. Ikke bare dette, men konsekvent. Han var en dramatisk, lille lort af en prins. Hvis man spurgte storebroderen lige nu i hvert fald.
"Delvist er det korrekt, ja. Slægten skal fremstå stærk, stabil og balanceret. Tror du virkelig, at en prins af din kaliber eller din tvillingebroders vil skabe det?" Man skulle passe på med at kaste med sten, når man selv boede i et glashus. Jontars ord var rolige og nærmest afslappet. Som om de var hverdagsagtige, skønt han aldrig havde snakket sådan til sin lillebroder - direkte i hvert fald. 
Den første del af lillebroderens ord kunne Jontar godtage. Det var en retfærdig reaktion til det hele. Det var dog den næste del, der ville kunne ramme hårde. De var mere personlige. Derfor kiggede Jontar blot på sin broder med de borende, limegrønne øjne. "Prøv og sæt dig i faders fodspor. Han har mistet utallige arvinger på grund af vores moder. Hvordan vil han ikke reagere, hvis vores moder endelig slog ham? At os prinser begyndte at sige nej af frygt? Jeg sagde ja for det modsatte. For at vise støtte til vores fader."

Darkhan burde være blevet fornærmet over sin brors ord. Ikke kun grundet betydningen, men fordi han aldrig havde talt til ham sådan før. Med den unge prins attitude var han uden tvivl ikke den eneste der havde den mening. Darkhan højlydt, dramatisk, til tider aggressiv, men han var selv overbevist om, at det kunne skjules hvis han en dag skulle stå frem for offentligheden som arving. En dag han aldrig ville komme til at opleve.

Jontar havde ret. Det ville se forfærdeligt ud hvis arvingerne begyndte at sige nej, men Darkhan ville aldrig indrømme det. Det ville jo kun se endnu dårligere ud, hvis han selv begyndte at miste sit mod.
"Du siger dermed at vores fader ikke skal vise støtte til nogle af os?" Darkhan var den sidste der skulle tale om støtte, for han viste intet der mindede om overfor nogle, men han mente nu stadig, at det måtte være lige så vigtigt for dem at få støtte fra fyrsten.
"Jeg havde faktisk forventet, at du ville takke nej. Det ville aldrig blive en sejr for vores forræderiske moder, at hendes sønner har deres egne drømme og ønsker. Hvis du spørger mig, så sagde du ja af frygt. - For hvordan ville fader ikke reagere, hvis hans dyrebare arving trodsede traditionen for at følge sine egne veje." Som om Darkhan ikke kunne sætte sig bedre til rette, sank han alligevel lige en lille anelse længere tilbage i det bløde. Det smørrede smil viste sig i mundvigen, men han forsøgte at dæmpe det lidt.
"Det ville have krævet mere mod at sige nej," afsluttede han dømmende.