Zirra stoppede i sine bevægelser og mødte Josefines blik. Zirras blik var hårdt og kontant, ligesom hendes indre var blevet.
    "Forventninger? Du snakker til mig om forventninger?" spurgte hun åndeløst. "Har du mødt min far, Josefine? Jeg er den eneste af hans afkom, der fik nyttesløse evner. Intet, som en ridder af Lyset kunne bruge. Hele mit liv er én stor skuffelse af min fars forventninger til, hvad en datter skal kunne. Så stå ikke dér og tal til mig om ikke at forstå forventninger."
    Det var hårde ord, der forlod Zirras læber, og hun kunne høre det som ekko i sit sind, så snart de var blevet sagt. Nogle af de følelser, Josefine havde taget, havde taget en del af Zirras egen selvkontrol, og det var vel egentlig meget godt for moralen, men ret skidt for alle andre. Det var sjældent en god ting at høre på folk, der pludselig synes det var en god ide at fortælle om alle deres undertrykte barndomsminder.
    "Jeg bør holde min kæft nu," sagde hun, for så meget selvindsigt havde hun dog stadig. "Josefine, jeg synes vi skal glemme de fleste af de ting, vi har fået sagt til hinanden i aften og så mødes en anden dag, med eller uden alkohol. Kan du selv finde hen til din ven herfra, eller har du brug for mere hjælp?"
    Pis, det lød stadig som en fornærmelse, selvom hun tilbød sin hjælp. Hun skulle tilbage til sit skjulested og sove det her væk. Det var vist den eneste korrekte måde at håndtere det på. Tak Isari for, at Treston ikke var i byen. Zirra havde uden tvivl bidt hovedet af ham  den her tilstand, hvis hun fik muligheden.

”åh, spar mig.” sukkede hun kort som Zirra begyndte at fortælle om deres familiære problemer hos den langt fra fejlfri Reynlest familie. Så ja, hun havde mødt ham dog en lidt anden side end den som Zirra nu snakkede om. Dog, heldigvis fik hun ikke sagt mere før Zirra nævnte at dele for mange ord denne aften nok ikke var det bedste ide. Pigebarnet havde jo ret, det kunne hvem som helts som kunne tænke bare lidt fornuftigt se, og lige her var det chokerende nemt at se hvor hun mindede om sin bror.
”Fint. Intet sagt i aften tages alvorligt.” men følt, var noget helt andet. For nogle burde få at vide hvor meget Zirra bær på de små skuldre af hendes.

”Jeg klarer mig herfra. Går hjem til jeg kan stole på, sover for første gang i en uge og så ser vi hvad Ishari lys bringer i morgen.” Ingen grund til at formidle hvis gæste værelse hun søgte, sådan som den familie har det ville det kun skabe flere problemer, men nok bare at tænke på det hus fik hænderne til at søge hendes skuldre som hun krammede sig til sig selv. Nogle timer.. Bare nogle timer. Blev hun nød til at forsikre sig selv før hun igen løftede hovedet og mødte Zirra.

”Hvornår vil en anden dag være?” spurgte hun med modvilje og en let skam i stemmen. Det var hende der havde lovet at passe på Zirra og nu stod de her hvor hun var nærmest afhængig af hendes hjælp bare for at kunne begå sig i gaderne.

”Har stadig lovet din bror en masse.” og har forfærdiget meget jeg vil spørger dig om, forsatte hendes tanker men for nu blev det holdt skjult, ingen grund til at presse pigebarnet.

    "Og jeg har lovet ham at holde mig gemt, indtil han vender tilbage," svarede Zirra, igen hårdere end hun behøvede. "vi ses, når han kommer tilbage til byen. Kan det ikke være vores aftale? Jeg er sikker på, han nok skal skrive til os begge, når det sker."
    Zirra vendte sig for at gå, og oplevede hvor nemt det var, når man ikke havde en masse byrde at slæbe på, og et behov for at sikre sig at andre ikke ville bore for dybt i ens sjælesmerte.
    "God aften, Josefine," sagde hun, inden hun gik. "Lad os aldrig gøre det her igen."

    Tilbage i Zirras lånte skjulested, der mest var en madras, et tæppe og et par gode bøger, lagde hun sig til at sove så hurtigt, som hun overhovedet kunne få sit hoved til. Det var nemmere, end hun huskede søvn. Der var et eller andet, hun plejede at være bange for, når hun lagde sig ned, som var væk lige nu. I stedet var der en ro, som hun ikke huskede før at have oplevet.
    Øjnene lukkede sig i. Åndedrættet blev dybere. Zirra faldt i søvn og sov for første gang i meget lang tid uden mareridt. Men uden at forstå, hvad hun manglede, nød hun slet ikke natten så meget, som hun burde.

Som altid var det ikke nemt at have noget med denne familie at gøre, og denne aften bevist blot at det gik nok nærmere hele familien igennem og ikke bare en enkelt af dem. Selv hendes kort møder med far, eller bror tegnede ikke det sundeste billede af en velfungerende familie.

”Fint..Lad os sige det. For håbeligt med din bror tilstede.” Som det var nu, var det endelig ikke et ønske som hun selv bar, at mødes igen, og tvivlede inderligt også på at Zirra havde lyst til endnu et møde, det eneste lys der var, var at dette var en form for bekræftelse for at Treston faktisk var på vej tilbage og ikke bare skrev hende efter munden i sine breve.
”Godaften Zirra. Pas på dig selv.” lyd det lette opgivende, som hun lod blikket falde på sine muligheder. Der var to veje at gå, hvis hun skulle følge råd fra Zirra, og denne aften ville kun blive værre herfra. Dog blev overvejelserne slået ud af Zirras sidste ord før hun træk sig.
”Helts ikke.” mumlede hun kort fra sig som hun besluttede sig for sin egen vej at gå. Hun kendte sig selv godt nok at hvis Zirra virkelig var plaget, kunne hun nok ikke stoppe sig selv for at hjælpe hende. En trist tanke måtte hun selv indrømme som hun begyndte at gå langs Malakitstræde.

Som hun havde forudset blev hvert skridt mere og mere modbydeligt som Zirras standhaftighed som sammen med hendes egen vrede havde holdt angsten lettere hen, blev en mere og mere fjern følelse og det tog ikke mange skridt for den var helt væk. Hænderne søgte om hendes skuldre og klemte ind, vingerne hang og forsøgte at skjule hende fra alt lys og alle udsyn, men alligevel så hver gang de røde hår faldt i takt med hendes tunge skridt klemte hun sig mere og mere sammen. Tåre var i evig kamp med hendes stædighed om det skulle til livs eller ej.

Med svag hånd og et sind fyldt med modvilje, slog hun hånden imod den fine trædør og ventede på den åbnede. Men intet, flere mere desperate slag sluttede den anspændte stilhed det første havde efter ladt, og ganske kort efter blev de mødt med vrede tunge tramp ned af trappe bag døren.

”Det er nat! så hold da op!” brægede han som døren blev flået åben. Det røde hår, de vrede øjne, og de hastige bevægelser og den vrede der blev alt kastet over hende på selv samme tid knækkede det sidste reb der holdt det hele tilbage som hun faldt sammen på hans dørtrin og tiggede om hjælp og tilgivelse i en klukkende rystende knækket stemme der gjorde en hel sætning umuligt at finde.

”Jose…” mumlede han kort før han fik hjulpet hende ind, og stille lukkede døren, den fine egetræs dør med den sølvfarvet gravering som læste Strigerius