Det var mildest talt noget af et arbejde, hver dag at skulle kæmpe med sådan en rustning, som de brugte i Lysets hær. Det var en kamp, som skulle tages, men det var samtidig en del af Lyset og noget som var forlagt af dem og derfor var der ingen vej uden om. I mens at han stod og fumlede med rustningen, var Nemesis trukket ind i lejligheden og han hørte hvordan hun fandt en kedel frem som blev sat over den åbne ild, så de kunne få deres kop te.
Et smil gled frem på hans læber, som hun trådte frem i døråbningen igen og han lod blikket glide over på den unge kvinde, som hun trådte frem. Hun var virkelig betagende og smuk, som hun stod der i døråbningen i den mørke røde kjole. Denne sad slankt ned af hendes krop, og viste hendes former frem. 

Han nikkede til hendes ord, for selvfølgelig havde de lidt vente tid, når det kom til vandet som stod over ilden. Men alligevel så forsøgte han dog ikke at spilde tiden, og fik så hurtigt rustingen af som muligt og kunne derefter følge hende med ind i stuen. Han fulgte hende med øjnene og fik et roligt smil på læberne, som hun lagde en rar stemning for dem i stuen. På hendes kommando satte han sig ned i sofaen og sendte hende kærligt smil. "Deres tante bor bestemt flot, her i huset" Det var en pæn indretning og en god kunst, som hun havde fået hængt på væggene. Det satte tydelige tegn på en kvalitetsbestemt kvinde.

Nemesis mindes ikke nogensinde at havde set ridderen uden sin rustning på. Det var en så fast del af ham, som det formentlig var ved mange af lysets krigere, at de ikke gik uden. På en eller anden underlig måde, følte Nemesis at hun så manden under titlen for første gang, og det fik hende til at smile. Det var også rart at vide, at han følte sig tryg nok i hjemmet til faktisk at tage den af.

Nemesis drejede sig fra vinduespladsen og nikkede smilende. "Det må man sige. Hun har altid haft god smag i kunst. Meget traditionel, men det er der ikke nødvendigvis noget galt i" svarede hun med en varm stemme. Hendes blik gled også over rummets indretning med et varmt smil på læben. Trods sine periodiske uenigheder med sin faster, var der ingen tvivl om at Nemesis elskede hende utrolig højt. "Jeg har ikke helt fået hende overbevidst om at de mere nye også kan være rart." tilføjede hun morende, og bevægede sig hen og ligeledes satte sig i sofaen, skråt og på kanten så hun kunne holde blikket på ham. "Har De kunst hjemme hos Dem?" spurgte hun interesseret.

Det ville næsten være uden for maner, at lade rustningen på. Han havde stor respekt for andres ejendom, og han ville ikke ønske at ødelægge noget som ikke tilhørte ham, og så var det ganske enkelt nemmere med det af.
Men rustningen var næsten en del af ham  det var sjældent at han havde den af, fordi han næsten altid var på job, på den ene eller anden måde. Så det at han kunne tage den af, var behageligt for ham og helt sikkert også et nyt syn for hende.

Hun var behageligt at være sammen med, hun var et meget varmt menneske. Han smilede rolig til hende, som hun trak gardinerne for vinduet og lukkede af for gaden.
Det var første gang han var inde i Hecates hjem, men han kendte ude mærket til kvinden og hendes holdninger, så at hendes hjem var indrettet på denne måde, kom slet ikke bah på ham. Der passede meget godt på hende. "Nej, bestemt ikke"  Igen kom det ikke bag på ham, da hun fortalte at hun var meget traditionel, "Taditionellen ting burde havde en plads i ens hjem. Mange af borgerne går meget op i vores tradiotioner, og det gør jeg skam også selv" Han fulgte hende med sit blik, som hun nærmede sig og satte sig ved hans side, skråt og på kanten, så de kunne holde øjenkontakt med hinanden. "En smule. Men jeg har ikke meget forstand på det, så det er blot de enkelte ting, som jeg hsr funder interessant" Svarede han roligt og kiggede over på hende, "Men jeg synes at det er vigtigt, at man i min stilling har et sted at komme hjem til, som er personligt og ikke ligner de tilfældlige kroværelser som man bor på, på patrulje"

Alle vidste også hvad Hecate beskæftigede sig med når hun ikke var ude og prøve at få de unge mennesker til at opføre sig anstændigt. Det var heldigt at hendes nye lærling kunne veje op for synet på ungdommen, for den lille styr var uskyldigheden selv! Nemesis kunne også lide den unge pige, og var glad for at hendes faster havde taget hende ind.
Hjemmet afspejlede nok også at Nemesis følte sig til rette i det mere traditionelle trods hun begik sin gang i teateret hvor nytænkning ofte var oppe på bordet at vende. Faktisk en solid blanding af begge dele!

"Det må være underligt, at bo på den måde De beskriver.. jeg kan godt forstå De vælger at have Deres eget at kalde hjem!" en dag ville Nemesis forhåbentlig også få sit eget hun selv kunne indrette. Det var endnu en af de rate tanker at have. "Hvordan er der ellers hjemme ved Dem?" spurgte hun igen interesseret, uden at tænke på om hun gik over en grænse med personlige spørgsmål.

Han kunne godt forstå hvis folk tænkte, som hun beskrev. Det var en mærkelig måde at leve på, for han var sjældent hjemme i hans gemakker. "Jeg forstår godt hvad De mener. Det er også en smule underligt, for jeg er ofte mange andre steder end hjemme. Men det er også derfor at det er vigtigt for mig, at have et personligt hjem som ikke minder mig om mit job, og et sted hvor jeg kan koble fra" Ellers ville han nok blive tosset, eftersom at han hele tiden blev mindet om det at være hjemme fra og på patrulje.
"Åh, det er egentligt meget enkelt og normalt" Han følte ikke at hans eget hjem skilte sig ud på nogen måder, for så sprudelende og kunst interesseret var han ikke, Jeg tror, næsten desværre, at mit hjem ligner mange andre i denne bys" Man ville måske inderst inde gerne have noget specielt, hvor folk slog øjnene op når de kom forbi. Men det var ikke det værd, når han ikke opholdte sig der mere end han gjorde.

"Hvad med Dem?" Han kiggede spørgende over på hende og søgte hendes blik, han var selvfølgelig også nysgerrig på hende, "Hvordan kan det være at De er flyttet hertil og ind til deres Faster?" Det kunne være han trådte over hendes grænse, men så var hun selvfølgelig velkommen til at feje spørgsmålet væk. Han var ikke det at hun boede ved fasteren, men hvorfor var hun flyttet til Dianthos?

Han havde i hvert fald ikke pyntet på sandheden, da han sagde at han i princippet altid var på arbejde. Han gik virkelig op i sit arbejde med en passion der var beundringsværdig. Men selv den mest passionerede havde nogen gange brug for en pause til at koble af. "Men det er stadig hjem. Et sted man kan slappe af, som De siger. Jeg er sikker på det er rigtig hyggeligt" hun tog sig selv i at tænke at hun en dag gerne ville se det. I sit indre var hun ikke sikker på at den tanke var helt i orden for hende at have. Forhåbentlig kunne han ikke læse dem!

"Oh, grundene er egentlig mange. Vigtigst af alt, har mig og min faster altid været tætte. Jeg har altid beundret hende." hvilket var sandt, og hun havde som barn ofte tigget og bedt sine forældre om at komme til storbyen for at se Hecate og tage med hende på museum og til børnevenlige teaterstykker.
"Efter.." hendes blik blev et kort øjeblik fjernt og det ellers glade smil falmede en lille smule, før hun rystede den ubehagelige følelse af sig. "Efter dæmonplagerne, mente mine forældre at det ville være godt for mig at komme til Dianthos. Møde jævnalderne. De behøvede bestemt ikke at overtale mig" grinede hun og smilet bredte sig ud igen. Et kort øjeblik var Erik og den efterfølgende magi katastrofe som stadig hjemsøgte hende, kommet ind i hendes tanker. Noget hun forsøgte at skubbe væk igen så hurtigt som muligt.

Lyden af kanden kanden der boblede, fik Nemesis til at fjerne blikket fra sit behagelige selskab og rejse sig. På lette fødder kom hun ud i det lille køkken og begyndte at hælde det varme vand over nogle velduftende blade i en serveringskande "Desuden, håber de også på at jeg finder mig et godt parti." forklarede hun videre med ryggen til dør åbningen, mens hun hældte det nu smagfyldte tevand over i to krus som hun kunne tage med ind.

Med en i hver hånd vendte hun tilbage og satte sig, inden hun satte en kop foran Nao og sin egen på sofabordet lidt væk. "Pas på, krusene kan godt blive meget varme" Nemesis havde i hvert fald sarte fingre hvad det angik - bløde fingre som ikke havde set manuelt arbejde var det nok mere, men de passede perfekt til en kvinde af hendes stand.

Nao var en person som gik meget op i sit arbejde, så når han endelig havde fri, så havde han brug for et sted som var hans og et sted hvor han kunne koble af og være sig selv. "Det er bestemt et hjem, og det har min personlighed og det som jeg finder værdifuldt. Det kan jeg kun tilkendegive, at det er" Han kom med et lille grin over sig selv, for selvfølgelig ville han sige det, når han selv boede der. 

Han var nysgerrig på hendes liv og hvorfor hun var kommet til byen, hvilket kun var til hans og byens fordel. "Åh, det lyder rart. At have en i familien, foruden sine forældre, som man er ekstra knyttet til, betyder meget" Erkendte hende og kunne næste smage hans egen misundelse, for det havde nok ikke selv haft, ikke andre end forældrene. Men de havde bestemt også været nok. "Det er stort hende, at hun så har åbnet sit hjem for Dem, så De kunne flytte ind" 
Han kunne godt se hvordan et bekymrende blik, formede sig hos hende, men hurtigt blev lagt til siden. Emnet som hun bragte på banen, gav bestemt også ham dårlige minder, for dæmonplagerne havde været noget af en opgave og han havde stået lige i midten, lige som mange andre. "Jeg er sikker på at det havde været det helt rigtige træk, at forslå Dem det" Han grinte kort sammen mede hende, for ellers havde han jo ikke siddet her med hende. Men Dianthos kunne noget, og det var nemt at skabe sig en omgangskreds og hun var jo allerede blevet knyttet til teateret, "Jeg kan ærligt godt forstå, at De ikke krævede overtalelse" Mange ønskede at flytte hertil. 

Han fulgte hende med øjnene og kunne ikke lade være med, diskret at lade blikket glide henover hende som hun forlod køkkenet, til fordel for kedlen som boblede over den åbne ild. Nao kiggede efter hende, uden at kunne se hende ude i køkkenet. "Ja?" Lød det nysgerrigt fra ham, "Hvordan har De det selv med den tanke?" De fleste mennesker drømte om en familie og en kone, også ham selv. Han skulle blot finde en som kunne acceptere hans arbejde. 

"Mange tak" Lød det venligt fra ham, som han så hvordan hun satte de to krus ned på bordet. "Jeg skal nok passe på" Kom det fra ham, som han smilede roligt til hende, som hun satte sig ved hans side igen. Nao havde måske lidt mere hårdere og brugte hænder, end hendes fine og bløde hænder, men derfor ville han stadigvæk kunne brænde sig. Det skulle nok stå lidt, inden han gik i krig med det. Her var virkelig rart og hun var virkelig noget for sig selv.

Nemesis nikkede i enighed. Hun var vokset op uden søskende, og havde været isoleret meget af sin barndom. Det var mest Hecate der var kommet på besøg, og det var derfor ikke spor underligt at hun allerede som ung pige havde knyttet sig til sin faster. Hecate havde et ry i byen for at være skrap, men hun var også en varm og vidunderlig dame, når hun holdte af nogen. Nemesis opfangede en let misundelse i Naos stemme og bed sig lidt i læben. Hun vidste ikke hvordan hans familieliv havde været, men noget sagde hende at han ikke havde en faster som hun.
"Her sker i hvert fald utrolig meget mere, og det er rart at møde så mange forskellige væsner og personligheder" personlighederne var utrolig mange og forskellige - der var alt i Dianthos.

Nemesis sank en klump i halsen og tog en dyb indånding. Ja, hvordan havde hun det egentlig med den tanke. Hun smilede dog varmt og trak på skulderne som hun vendte sig mod ham igen i døren. "Det ved jeg ikke rigtig. Måske hvis den rigtige byder sig" som hun turde lade komme så tæt på sig, at det potentielt kunne komme på tale. Det var her, hendes magiske evne var en klods om benet, der både gjorde hende bange og tilbageholdende fra at tænke disse tanker.
Inderst inde drømte hun om at have en som betød mere for hende end nogen anden, som hun var villig til at knytte sig til. En som fik hende til at le, føle sig tryg og som så interesseret på hende når hun talte, og ikke bare mente kvinder kun skulle se pæne ud og ellers holde mund.

Disse tanker var farlige for hende lige nu, som de sad og kiggede hinanden i øjnene og talte så nemt sammen. Han havde været oprigtigt interesseret i hvad hun havde at sige. Nemesis løftede sin hånd på ny og satte en hårtot bag øret, selvom den egentlig ikke rigtig havde flyttet sig, mens hun så ned med et genert smil på læberne. Mentalt forsøgte hun at få sin hjerne tilbage til virkeligheden, og ikke begynde at drømme umulige drømme nu.

Nao smilede over hendes lille nik og søgte hendes rolige blik. Der var ingen grund til at tage hans korte misundelse til sig, for han havde intet at klage over når det kom til hans barndom. Han havde haft en god en af slagsen, med forældre som havde givet ham en god start på livet og givet ham færdigheder som han nu kunne bruge i hans arbjede. Det var blot to forskellige barn domme.
Her kunne han ikke være mere enig, byen var jo delt i flere områder, og alt efter hvilket område som man befandt sig i, så ville man finde alle slags personer og personligheder - der var næsten ikke den person man ikke kunde finde. "Det må man sige, byen sover nærmest aldrig" Det var selvfølgelig alt efter hvilket område man befandt sig i. På dette tidspunkt var den øvre bydel, som de befandt sig i, nærmest øde og sovende.

Han kunne næsten høre, hvordan hun tænkte over spørgsmålet. Det var sikkert ikke et, som hun fik stillet ofte og det var måske heller ikke hans at pille ved, men nu ønskede han at lære lidt mere om denne kvinde. Han smilede over hendes lille træk på skuldrene, som han så hendes vej. "Det er selvfølgelig vigtigt" Det nyttede ikke at starte et forhold til en person, som man ikke kunne se sig selv med eller som virkede uinteresseret i en selv, "Jeg er bestemt sikker på, at der nok skal være en mand til Dem derude" Han var sikker på at der var en til alle, også ham selv, han skulle også blot ud og lede. 

Der kom en lille stilhed mellem dem. En stilhed som fik ham til at betragte hende, som det generte smil formede sig på hendes læber og hun kiggede ned i hendes skød. Hun var en betagende kvinde, som havde masser på hjerte og virkelig var interessant at sidde ved siden af og tale med. Han ville ikke bryde nogle af hendes grænser, hun var adelig og helt sikker påpasselig med sit eget liv. Men hun var samtidig et utroligt smukt menneske. Nao lod sin hånd nærme hende langsomt og løftede så hendes hage med finger og kiggede hende dybt i øjnene.  

Nemesis kunne ikke helt lade være med at komme med et lille kort grin af hans ord. Han var egentlig forfriskende optimistisk og syntes at se en mere rar og positiv fremtid for hende, end hun selv havde turde skænke sig selv tanker omkring. "Måske" svarede lavmældt - forhåbentlig. At han havde fået hende til at turde håbe igen var nærmest et mirakel i sig selv. Selv med evnen der plagede hendes liv og drømme.

Nemesis mærkede uventet hans hånd mod sin hage, og løftede op så deres øjne mødte hinanden. Nemesis læber gled let fra hinanden, som hun for forsvandt ind i øjeblikket. For brutalt at komme i tanke om netop det hun havde tænkt på. Et forskrækket gisp forlod hende, som hun trak hovedet tilbage og greb ud efter hans hånd for at få den væk fra sin hud.

Nemesis så forskrækket, faktisk helt bange på ham og trak vejret i paniske stød. Men næsten lige så hurtigt som forskrækkelsen havde slået hende, kom undren. Hun kiggede ned på sin hånd der stadig holdte fast om hans håndled, og var lige så meget hud mod hud, som hans fingre mod hendes hage. "Huh? du.." lettet lod hun sin tommelfinger ae over hans hud. "du har ingen magiske evner" hviskede hun og løftede sine blå øjne. Hun havde fuldstændig spoleret øjeblikket, men lettelsen og glæden der strålede fra hende, var så ubeskrivelig befriende.

Nao havde allerede tænkt tanken om de grænser, en kvinde af hendes status måtte have og derfor var det også en chance som han tog, men måske skulle han havde ladet tankerne forblive tanker. Det hele gik så hurtigt for dem begge, og han havde måske ikke regnet med sådan en reaktion fra hende, eftersom at de havde vist den interesse og haft en stemning i mellem dem. Måske havde han misforstået og mistolket situationen, og det var selvfølgelig ikke noget der måtte ske. 
"Det må De undskylde" Kom det ærligt fra ham, som han forsøgte at søge hendes blik, for at se hvad hun tænkte, "Jeg lod mig rive med, og det beklager jeg" Forsatte han og kiggede ned på hans hånd, som hun stadigvæk holdt om. 

Han forstod ikke helt hvad der skete, panikken i hendes øjne var tydelig og hun så næsten ud som om hun var bange for ham. Hun holdt dog stadigvæk hans hånd, hvilket han ikke var helt klar over hvorfor. Han havde det virkelig dårligt med, at være trådt sådan ved siden af. 
Hans ansigtsudtryk skiftede dog langsomt fra chokeret til et mere forundret et af slagsen, for han han forstod ikke hvorfor hun pludselig talte om magi, nu hvor han muligvis havde overskredet hendes grænser. "Nej, det har jeg ikke.. Burde jeg det?" Han forstod ikke rigtigt.

Nemesis hørte faktisk ikke rigtig hvad han sagde. Hun forstod essensen, men var langt mere optaget af det faktum at hun lige nu, kunne se sin hånd røre fysisk ved hans, og helvedet brød ikke løs. Hun mærkede ingen skud af vild magi i kroppen der medbragte kaos, eller fik hende til at se ting, høre ting eller hvad end al den magi der fandtes i denne vilde verden kunne forårsage. Hun følte alt var.. normalt.

"Hva?" kom der først forvirret fra hende, som havde hun ikke opfanget at hun havde sagt ordene højt. En forsigtig latter forlod hende, som hun svagt rystede på hovedet. "Undskyld.. Jeg.. Jeg kopirer folks evner ved berøring.. Jeg kan ikke styre det" forklarede hun lavmældt. Hun ville ønske hun havde vidst det. Havde hun det, havde hun ikke reageret som hun havde.
Nemesis sank en klump i halsen, og løftede sin hånd forsigtigt og let tøvende op til hans kind og følte til sin lettelse stadig ikke at hendes evne gik i gang. Der gik til gengæld et sug gennem maven på hende. "Det var ikke min mening at forskrække Dem" tværtimod. Hvis hun kunne springe tilbage og stoppe sig selv fra at fjerne hans hånd, havde hun gjort det.

Chokket over hendes reaktion sad stadigvæk i ham. Han var sikker på at det var ham som havde overtrådt hendes grænser, og derfor ville blive smidt ud af huset. Men det forvirrede ham kun endnu mere, at hun stadigvæk sad med hans hånd i hendes. Det føltes alligevel rart, så det var en lidt forvirrende situation. Hendes hud var virkelig rar og silkeblød, som han mærkede den mod hans. 

Det forvirrende blik i hans ansigt blev kun større, da det virkede som om at hun ikke havde hørt hvad han havde sagt til hende. Han forstod godt hvis hun ikke godkendte hans undskyldning, for sådan bare at røre hende. 
Latteren som hun kom med gjorde ham måske ikke bedre tilpas i situationen, men det var helt sikkert over hans svar på magien. Han havde ingen og havde aldrig haft det, så hvis det var det som var vægten på skålen, så var det sådan det var. 
Nao lyttede til hendes ord og begyndte langsomt at få en forståelse af hvad hun mente. Havde hun regnet med at hende kopieringsevne ville kopiere hans evne, og derfor havde været bange for at tage næste skridt? Det kunne han i det mindste forstå, ".. Så tror jeg at jeg forstår bedre" Kom det ærligt fra ham, som han søgte hendes blik, "Det er helt i orden. Det skal De slet ikke være nervøs for. Jeg forstår hvorfor De reagerede som De gjorde" Hun havde sikkert oplevet det før, at røre ved en anden og opleve deres evne - det kunne både være godt og skræmmende. Ingen tvivl om det.

Hun havde et kort øjeblik ødelagt stemningen og han var måske stadigvæk lidt usikker på hvad hun egentligt ville. Havde hun haft samme tanker som ham? Da hun lod sin hånd finde frem til hans kind, kunne han ikke andet end at smile til hende og få følelsen af at hun havde samme interesse som ham. Han lod sin hånd finde frem til hendes kind og mærkede igen den silkebløde hud imod hans mere rug en af slagsen, "Jeg er blot glad for at jeg ikke havde gjort Dem noget forkert" Det virkede ikke til at han havde det, og blikket i hendes øjne fortalte også noget andet. Lysten til at gå videre med dette, fandt langsomt frem i hans krop igen.

Nemesis var så ked af at hun havde forskrækket ham på den måde. Han havde i hendes optik intet forkert gjort. Han kunne ikke vide noget om den situation hun sad i, med en evne der løb om hjørner med hende hvert øjeblik.
Oh stakkels mand. Han havde ikke en jordisk chance for at vide hvilke tanker der var gået igennem på den unge kvinde, ej heller nogen chance til at forberede sig på den forsigtige latter eller lettede udtryk som tog anspændtheden ud af kroppen på hende.
Hun ville gerne forklare sig bedre. Fortælle hvad det egentlig betød. FOr når hun sagde hun ikke kunne styre det, var det i mere end én forstand. Hun kunne ikke stoppe sig selv fra at gøre det, ej heller kunne hun stoppe evnen fra at gå i gang.
Hun smilede taknemmeligt over hans ord. "Jeg ville ønske jeg ikke havde reageret som jeg gjorde" svarede hun ærligt og mærkede hvordan hjertet tog et ekstra slag. Nemesis havde altid været et ærligt menneske, men hun vidste også at der var ting forventet hun ikke sagde højt. Som at hun ville ønske hun ikke havde afbrudt øjeblikket.

Nemesis lukkede blidt sine øjne og drejede hovedet let ind mod hans hånd som den rørte hendes kind. Det var en fuldstændig uvant følelse at mærke et andet levende væsens hud mod sin egen. Hun løftede sin frie hånd op og lagde over hans. Hun ønskede ikke at han skulle flytte den væk igen. "Jeg tror slet ikke De kan gøre mig noget forkert" hviskede hun, som hun åbnede øjnene igen og genfandt hans blik. Måske var det naivt, men det var den følelse han gav hende. At han intet ondt nogensinde ville gøre hende.

Som han fangede hendes øjne, var det ikke svært for ham at se hvordan det påvirker hende. Hendes øjne talte samme ærlighed som hendes ord. Hun fortrød virkelig den måde hun havde reageret på, men han forstod hende godt, når hun hele tiden skulle være bange for at røre et andet menneske og modtage dennes magi. 
Nao havde selvfølgelig været chokeret, men dette chok havde langsomt lagt sig, efter at hun havde forklaret. Han havde jo ikke haft nogen viden om hendes evner, eller de tanker og den frygt, som var gået igennem hende da han rørte hende. Hun kunne sikkert forklare mere dybt, men det var måske ikke nødvendigt, for han forstod hende. "Men de reagerede for at beskytte Dem selv. De ved hvordan det er at modtages andres magi" Hvis havde haft evner, så var der jo endt helt anderledes og han kunne sagtens forstå hendes reaktion nu. Han følte ikke at stemningen mellem dem havde lidt så stort et knæk, som han havde frygtet - tværtimod måske.

Som hun lænede sin kind ind mod hans hånd, med de lukkede øjne, foldede hans læber sig ud i et varmt smil. Han kunne næsten se på hende, hvordan hun nød det at føle og røre et andet menneske, uden nogen konsekvenser. "Det ønsker jeg i hvert fald ikke at gøre" Lød det ærligt fra ham, som han søgte hendes blik. Han kunne aldrig finde på at gøre en kvinde som hende fortræd.
Han kunne ikke lade være med at mærke et dybt nærvær overfor Nemesis, som de havde en hånd på hinandens kind og kiggede hinanden i øjnene. Han lod sig draget af egne lyster og stemningen i mellem dem og lænede sig ind mod hende for at lade deres læber mødes I et kort kys.

Taknemligheden og ikke mindst følelsen af at blive forstået, skyllede igennem hende. Hun sank en klump i halsen og nikkede. Hun følte sig så helt igennem accepteret og forstået af hans ord. At han ikke bebrejdede hende for sin reaktion, men faktisk forstod hvad hun havde forsøgt at forklare. Det var hårdt altid at beskytte sig selv fra andres kontakt - mest af alt fordi, hun savnede det. Hun kunne ikke engang holde sin faster i hånden uden at blive påvirket. Nemesis havde lukket den del af hende så langt ned, at det var lige før hun kunne begynde at græde, som hun mærkede et andet menneskes hud.

Nemesis fordybede sig i hans øjne og hele situationen. Det var så kort tid de egentlig havde talt sammen, men det hele havde føltes rart og rigtigt. Hun var draget til hele hans person, og lod tid og sted forsvinde fra sine tanker. Hendes fingre gled om bag hans øre, i tagt med at han lænede sig ind mod hende.
Hendes hjerte slog hurtigere og maven trak sig sammen i spænding, til deres læber mødte hinanden. Nemesis havde aldrig følt som hun gjorde lige nu, ej heller følt et kys på egne læber, og lænede sig ind i det efter kun et milisekundts tøven.

Som deres læber skiltes igen, var det ikke langt hun flyttede sit hoved væk, kun nok til at hun kunne genfinde hans blik. En kraftig konflikt begyndte at forsøge at bane sig vej ind i hendes sind. Det var uhørt at hun, en fin adelskvinde lod en mand komme hende så nær. Alt i normerne skreg på at hun skulle flytte sig og bede ham gå. Men det havde hun ikke lyst til. Og Nemesis ønskede at gøre det hun havde lyst til! Hvem skulle stoppe hende. Et varmt smil formede sig på hendes læber, som fik hendes øjne til at skinne, og med en kildende fornemmelse i maven, lænede hun sig frem og kyssede ham igen.

Der var ingen grund til ikke at acceptere den forklaring hun kom med og hun havde virket op rigtig i hendes ord, som hun havde forklaret. Nao kunne ikke forstille sig at opleve noget lignede, det hun gik igennem hver gang hun rørte en anden person. Det gjorde det også forståeligt for ham, at hun havde følt den lykke som hun havde gjort efterfølgende, som latteren havde forladt hendes læber. Nu kunne hun røre en anden person, uden at det ville have nogen konsekvenser for hende.

Nao var draget af hendes person og hendes attraktive ydre, og derfor var det også med en angst i hans krop, da han lænede sig ind mod hende, med hendes læber som mål.
Han havde umiddelbart ikke noget at være angst overfor, for hun gengældte ved at lade hendes fingre glide om bag han ører, og om til nakken.
Det var en fantastisk følelse som gik igennem ham, da deres læber mødtes i et kærligt kys. Hele stemningen som havde formet sig i mellem dem, bad nærmest om dette øjeblik.

Nao lod heller ikke sig ansigt fjerne sig langt fra hendes, som deres læber skiltes. Deres øjne mødtes hurtigt efterfølgende i et dybt blik. Smilet på hans læber, ville man ikke kunne fjerne, hvor meget man end prøvede. Følelsen som bevægede sig i hans krop, havde han ikke oplevet længe, men der var virkelig noget over denne kvinde.
Han fik endnu engang bekræftet, at hans valg om at kysse hende, havde været det helt rigtige da hun lænede sig ind mod ham for at gengælde kysset.
Han førte endnu engang hånden op til hendes kind og lod hans tommelfinger bevæge sig i en "aende" bevægelse, i mens han sendte hende et varmt smil. "Jeg er glad for at, det ikke var fordi at De afviste mig" Han kom med et drillende blik efterfølgende. Han nød at sidde sammen med hende til fulde.

Det var netop også det Nemesis havde tænkt. Hun kunne røre ham uden konsekvenser! Det var i hvert fald den naive tankegang der slog ned i hende, og dermed ikke gav plads til at tænke på anstændighed, pligter, forventninger og så alt det andet som familien havde fyldt hende med af skrækhistorier. Der var intet farligt ved det der skete. Tværtimod var det dejligt og hun hobede følelsen aldrig stoppede. At han aldrig holdte op med at se på hende på den måde, og at hun aldrig holdte op med at mærke en varm følelse sprede sig i kroppen eller at hun aldrig holdte op med at smile når han var der.

En glad latter forlod hende ved hans ord, og hun lænede sin pande ind mod hans blot for at nyde hans nærvær. Det var mærkeligt, men samtidig så rart. "Jeg vil slet ikke kunne få mig selv til at afvise en ædel ridder som Dem" lidt eventyr havde hun vel drømt om, og hun gav tilbage med den samme drillende og varme tone, trods hun ikke løj. Det var ikke fordi han var ridder at hun ikke kunne afvise ham, men fordi hans smil gjorde hende blød i knæene og hans stemme og ord gjorde hun ønskede at høre vide og opleve mere.

Men skæbnen var nogle gange led og havde dårlig humor, da det store ur i stuen slog klokken til tælling og Nemesis hoppede forskrækket. Oh nej. Det havde hun til gengæld ikke brug for. For hvor gerne hun end ville fortsætte og blive i hans selskab, kunne hun allerede i sit indre høre sin faster skingre råben. Havde de bare siddet nærmest i hver sin ene af stuen og drukket te havde hun kun fået en reprimande. "Hecate. Hun er næsten hjemme." hun rejste sig og så et øjeblik ud som om hun skulle til at gå rundt om sig selv i forvirring.
Hecate ville mene det der lige var sket var forfærdeligt og uanstændigt! Tanken om at det ville skræmme Nao væk, gjorde hende urolig. "De er nødt til at gå." det var tydeligt at det smertede hende at sige, men hun vidste det var den eneste måde de kunne få lov at se hinanden igen uden Hecate havde hende i snor! 

Han ville aldrig kunne se på hende på samme måde, som han havde gjort før deres møde. Han håbede at den boblende og varme følelse overfor hende, ville forsætte hver gang han så hende. Det hele var sket utrolig hurtigt, men han kunne ikke ønske det var endt ud anderledes. Stemningen i mellem dem var hurtig blevet varm, og snakken havde næsten ingen ende. Nao var glad for at have taget valget at blive mere intim med hende, med hans kys. Det havde føltes fantastisk at mærke hendes læber mod hans.

Han kunne ikke andet end at smile, som hun lænede panden mod hans og han lod smilet brede sig på hans læber og kom med en lille latter også. Nemesis havde virkelig vist sig at være en kvinde efter hans hjerte, det var der ingen tvivl om. "De er virkelig noget specielt" Kom det enkelt fra ham, som han kiggede hende i øjnene. Han ville hellere end gerne se hende igen, og udvikle det forhold som de var startet på.  Alt andet ville være forkert, med de følelser han havde i kroppen. 

Det gav næsten endnu et chok hos Nao, som det store ur i stuen bimlede højlydt og afbrød deres nærvær med hinanden. Det var tydeligt at det kom mere bag på Nemesis, men grunden virkede bestemt også til at være god. Han vidste godt at hun boede hos Hecate, og han vidste uden tvivl godt hvem hun var og hvad hendes person stod for, og derfor var det også klart for ham, hvorfor hun havde det sådan. Hecate ville nok ikke sætte pris på deres intimitet her på sofaen. 
Det var selvfølgelig ærgerligt at de skulle bryde op, men så længe at hun ville ses igen, så var det okay. "Jeg forstår, selvfølgelig" Han sendte hende et varmt smil og rejste sig op. Han håbede inderligt at hun ville følge ham med ud. Læberne ville han smage en sidste gang for denne aften. 

Han trak ud i gangen hvor han rustning stod, det ville alligevel tage et par minutter at få denne på inden han kunne gå, så det var fint at han bare kom i gang, så hun ikke ville komme i problemer. "Jeg håber at vi kan mødes, inden længe" Kom det ærligt fra ham, som han søgte hendes blik, som hun var kommet ud til ham. Han bevægede sig over til hende, iført den store rustning og tog hendes hænder. "Jeg vil aldrig se Dem på samme måde længere" Han fangede hendes blik og lænede sig ind for at kysse hende blidt og lidenskabeligt. 

Nemesis mærkede den varme fornemmelse af rødme stige op i sine kinder igen ved hans ord. Specielt kunne betyde rigtig mange ting, men hun valgte at tro på, at han brugte ordet som noget positivt. Hun kunne ikke andet som de sad der. Nemesis havde aldrig troet hun ville være en kvinde der kunne finde på at blive så tæt med en person indenfor så kort tid. Men hun fortrød intet. Alt ved det der var sket havde gjort hende så ubeskrivelig glad. Lige indtil uret skræmte livet af hende og frembragte en hel ny form for panik.

Nemesis havde nemlig overhovedet ikke lyst til at smide Nao ud af sit hjem, men hun vidste ikke hvad hun ellers skulle gøre. Hun bed sig undskyldende i læberne, men var lettet over at han forstod. Som enhver anden i byen, kendte han godt Hecates ry. Hvilket ikke havde givet gode nyheder for dem.

Hun fulgte med ham ud i gangen, uden egentlig at være i stand til at hjælpe ham, men i stedet stod og drejede sin halskæde nervøst i hånden for om døren meget pludseligt skulle gå op. Det var ikke et stressniveau hun ville kunne håndtere alt for mange gange, trods hun alligevel måtte indrømme der var en stærk spænding ved det også.
Nemesis så ind i hans øjne og det varme smil var tilbage på hendes læber. "Kom til teateret i morgen når De har fri. Jeg er der" foreslog hun med alle de sommerfugle i maven det var muligt at have.
Kysset han gav hende, gjorde hende fuldstændig svag og blød i knæene. Instinktivt lænede hun sig ind i det, med en hånd der hurtigt fandt vejen til hans nakke, og den anden lagde sig på hans overarm. Hun trak den så længe hun turde, inden hun var nødt til at slippe ham og få ham ud af døren.

Hun kiggede efter ham så længe hun turde, inden hun lukkede døren og lænede sig tilbage op af den. Hun følte sig stakåndet, fortumlet og kunne ikke holde op med at smile. Langsomt rørte hun sine egne læber og faldte i staver.
Men så hurtigt som hun var faldet hen, lige så hurtigt kom hun tilbage igen. TEEN!