Blikket gled langsomt fra ham som han begyndte at udtrykke sin tanken om forskellen mellem de to racer, nogle ord der satte flere ubehagelig tanker igen og fik hendes til at holde øje med hvor den næste fod blev sat frem for alt andet.  Hvis bare folk fik lov at få sagt farvel, det ville gøre det hele meget nemmere.

”Du glemmer at nogle af os lå i jorden, og gik glib af det hele.” kommenteret hun kort efter at han talte om at få sagt farvel, og sagt med endnu et opgivende suk som hun forsøgte at hæve hovedet som de forlod parken og fandt byens gader. Hun havde taget turen for ofte på vinger, og lod blikket falde højt for at finde sine pegemærker nær hustagene og udtrykte et lille ”ah” som hun så det gule hustag. Let løftede hun den ene hånd og pegede på gaden.

”Der” lyd det lavt midt i Lucids ord for at sikre det endte det rigtige sted. Hvilket i sig selv var et sær tanke for hun var på vej hjem, med først og fremmest en Zaladin tilbeder, og så endda en præst og deres ypperstepræst, på trods af samtale emnet fik tanken alligevel en kort latter fra hende.

”Håber jeg gør en dag. Ved det har været svært, så tror på det området jeg ville fortrække jeres, i oplever ikke sorg på den måde.” hun træk vejret dybt for bare at sige det fik hende til at tænke på ansigterne som folk så hende igen efter Kile havde gjort krav på hende engang.

”Tror også jeg har fundet mit, I min rolle som diplomat, at skabe enighed, tryghed og en verden vi alle kan dele. Men må jeg spørger hvad der gør dem så sikker i dette er dit kald?” på en eller anden sær måde virkede dette som et mere behageligt emne, end at tale om genopstand og engle livet, at høre ham fortælle om hvordan han fandt ondskaben selv som sit kald. Blikket fladt tilbage på ham for første gang siden emnet kom ind på døden, som hun førte ham ned af gangerne, kun fire gader til huset, og hvad så efter?

Han stoppede op og spejdede over tagene sammen med englen, og helt korrekt fandt han ud af hvilket af det unikke huse der blev peget på. ”Ah ja. Jeg kan se det. Jeg følger dig til døren,” Det var et hjem med gule tegl. Lucid forsøgte særligt at gennemskue hvor fornemt hun boede. Når hun klædte sig som hun gjorde og boede så tæt på som hun gjorde, måtte hun næsten være adelig? Eller i hvert fald meget fornem.

Han havde blikket rettet mod byen og ikke Josefine, før hun pludselig spurgte hvorfor han mente at ypperstepræst-titlen var hans kald. Han var ikke helt tilfreds med at blive spurgt om sådan noget, men han lod hende ikke vide, at sådan noget fornærmede ham. Lucid var vant til at tage slag, så han havde udviklet en fantastisk evne til at lade det hele passere, let som en brise. Han placerede sin hånd lidt beskyttende mod masken i bæltet. Der var hemmeligheder han ønskede at holde for sig selv. ”Jeg var drømmelæge før for flere tusinder af år siden. At begå mig i folks drømme og hjælpe dem med at finde ud af deres traumer, var hvad der forekom mig naturligt. Jeg kunne lide at hjælpe…” En hjælpsom dæmon. Lucid var jo en fredelig dæmon udadtil. Det burde ikke overraske at han havde været en slags healer engang, men Lucid oplevede altid at folk blev chokerede. ”Men man skal ikke tage fejl. Som ypperstepræst for Zaladin kan jeg hjælpe langt flere dæmoner og mennesker imellem, med at finde den rette vej. Igennem tvivl, had, blodsudgydelser, hævn, krig, frygt, sorg... kærlighed.”