Det var som om hans historie satte tanker i gang hos den unge lærling. For det var da hvad hun var ikke sandt? Uasnet hvad kunne han godt lide at dele sin historie selvom det gjorde ondt at tænke på. Det var ikke en verden han ønskede for nogen, ikke engang hittebarnet Kayla Moonstone som han havde lært at kalde sin veninde. Hun vidste ikke engang at han var varulv. Det var en ting han havde holdt for sig selv i to år. De to år havde han holdt en del af sig selv hemmelig for hende, for ikke at virke skræmmende. Han havde dårligt nok skrevet til hende under Gregeraous fordi han var bekymret for hvad hun ville tænke om ham. Han så jo Kayla som en nær veninde, en han kunne stole på. Men at han var varulv? Nej den bekymring skulle hun ikke have, og slet ikke hvis hun havde hørt om varulvejægerne i Medanien. "Præcis, og de er ikke nemme at opspore når de har flere århundrede på bagen, så tager det lidt ekstra tid at finde dem" han ville ønske at han bare kunne frigøre Seth for hans lidelser, men han kunne ikke slå sin egen bror ihjel. Heller ikke selvom de på pergamentet var ærkefjender. "Meget, og nu er vi ærkefjender på forbandelsen. Jeg har lys til at slå ham ihjel, men jeg kan ikke. Han er stadig min bror" han hadet at hans bror var som han var, og at de atter engang blev adskildt fra hinanden til noget de ikke kunne gøre for. Godt nok havde Kain troet at hans bror var død. Han kunne have slået sin bror ihjel ved en fejl, men hvad havde det nyttet? Så havde han slet ikke haft noget familie tilbage. Her kunne han klamre sig til at det blodtørstige dyr havde et liv. "Gregeraous  holder kortene tæt ind på kroppen til han finder den rigtige efterkommer blandt alle de hjemløse eller mig. Han er en god læremester, og jeg håber jeg kan blive halvt så klog som ham en dag" der var stadig ting han ikke vidste, og der var stadig ting han ønskede at forstå.

"Hvis der opstod en støre krig imellem det gode og det onde, hvilken side ville i stå ved? Den der lover mest? Eller den der har mest brug for det?" spurgte han og kunne slet ikke forstå hvorfor de ikke var kommet frem noget før, drager eller ikke drager, det var jo bare et våben til bedre tider. Han kiggede lidt på hende og trak en anelse på skuldrende. "Så er de jo stadig en lærling i lærer. Drager eller ikke drager, de er et våben til magt brug" han havde set dragerne flyve til og fra Dianthos i sin tid han var kommet der, det virkede ikke logisk at have dem som kæledyr de var dødbringende dyr der kunne flænse en med bare en klo.

Isora lyttede interessant til hans historie og det var en fantastisk måde at bruge deres tid på vognen, inden de ville nå Dianthos. Hun lærte denne mand at kende, lærte hans historie og hans familie at kende. Det var ikke noget hun havde regnet med da hun havde samlet ham op, nogle mennesker var deres egne og havde ikke brug for at være sociale. Det havde Isora i og for sig ikke, men hun fandt dette interessant og derfor lyttede hun til alt hvad han fortalte. 
Isoras viden omkring varulve var ikke stor, så lige nu lærte hun rigtig meget om denne race, som Kain fortalte og forklarede. "De bevæger og flytter sig, vel hele tiden? Bliver ikke på det samme sted, vel?" Hun var ikke sikker og det var derfor hun spurgte på denne måde, men noget sagde hende at det var den måde som varulve de arbjedede på, fordi at det var for risikabelt at blive det samme sted.
"Det er klart. Det du har været udsat for har jo været hårdt" Forsatte hun roligt og kiggede over på ham, "Jeg kan ikke sige at jeg kan forstå din følelse, for jeg har ikke siddet i dit sted. Men det er klart du føler sådan, når jeres historie har bragt jer igennem, det som den har" Isora kendte ikke noget til dette, hun havde blot forladt sin familie, hvilket var nok for hende.
"Jeg er sikker på at jo mere du arbejder med dig selv, og det som din læremester fortæller dig, så skal du nok blive mindst ligeså klog, Kain" 

"Hvis der opstod en krig nu, ville vi som sådan ikke være på nogens side" Startede hun med at forklare, "Det er måske svært at forstå, men vi vil være en mæglende part, vi vil forsøge at få de to sider til at nå en enighed om at holde en våbenhvile eller stoppe krigen, med det samme" Vogterne var jo en gammel ting, og de havde været en del af landet så længe som skrifterne fortalte det, det var kun de sidste små 20 år, hvor de ikke havde været fremme. "Jeg ved ikke om jeg vil kalde mig lærling, det kan man måske godt. Jeg vil nok mere kalde mig munk, men jeg lærer dog stadigvæk meget. Vores drager er kun til vores ryttere, de bruger dem til at komme hurtigt frem til et krigshærget område. Det er klart hvis vi bliver udsat for noget, så skal vi kunne beskytte os selv, og her er dragerne gode at have"

Hvorfor Kain sad og plaprede ud om sit liv vidste han ikke. Det var sjældent han gjorde det, specielt fordi han hadet vampyrer og den måde han var blevet forvandlet til varulv på. Han kunne håbe på at han for en gangs skyld fik slået Seths skaber ihjel så Seth kunne leve sit liv som han ville, og ikke være afhængig af nogen. Forhåbentlig kunne Seth se det fra hans perspektiv en dag, men for nu savnede han blot sin bror og tale med ham, selvom deres orhold var lidt på kanten til tider. "De vampyrer der har omvendt min bror flytter sig hele tiden. De mere nyfødte vampyrer er tilhængere af deres herre som har omvendt dem. De lidt ældre vampyrer har det med at finde en bolig eller en grotte at slå sig ned i hvor det er mørkt. Deres syn er ringe når det er mørkt, så de kommer sjældent ud når solen er oppe." forklarede han og kiggede lidt på hende inden af tog høstrået i munden igen og tyggede lidt på det. "Det er bare ikke helt nemt at være op og ned ad ham når vi er ærkefjender og hellere vil slå hinanden ihjel...." han sukkede lidt for sig selv. Gal hvor han hadet at være varulv og at hans bror ikke kontaktede ham ud over de få gange om året. Han vidste aldrig hvor Seth var henne og det pinte ham til døde.
"Uanset hvem han vælger skal det nok blive godt. Jeg har aldrig været mere taknemlig end da jeg mødte ham" kom det fra ham og smilte lidt med høstrået i munden. Gregereous var en god mand og havde hjertet på rette sted.

Som Isora forklarede lyttede han intenst og nikkede nogle få gange for at forstå det hele. En krig kan ikke bare stoppes i hans tankegang. Der var det gode og det onde, vampyrer mod varulve. Sådan havd det været i 1000 vis af år, så hvad forventede en mægler at gøre ved en krig? Mæle sig til en enighed om at Lysets dronning skulle gå af tronen? At mørkets Lord blev slået ihjel eller blev ville nå til enighed med den han hadet mest? Nej det fungerede ikke hos ham. "Aha" kom det blot fra ham efter hendes fortælling. Han troede virkelig ikke på det!
"Så De får aldrig en drage? Fordi De er Munk?" spurgte han og kiggede på hende. Forhåbentlig ville verden og himlen ikke være dækket af drager med tiden, forhåbentlig blev de bare oppe i bjergene og slås imod hinandne. En død drage var lige som at have en død vampyr i hans øjne.

Det var egentligt interessant nok at sidde og lytte til Kain fortælle om hans liv, hans bror og ikke mindst hans had til vampyrer. Vampyrer var ikke et område, som Isora kendte meget til, men det var et af hendes mål som munk og vogter at blive beriget med læring om landet og dets racer, og alt hvad der ellers var at lære om igennem bøger og folk. 
"Men tracker du dem så, følger dem for at finde lederen?" Spurgte hun nysgerrigt og kiggede over på ha, som vognen bumlede igennem vejen, "Ved du hvor de er nu, så du kan komme tættere på dem?" Isora var jo en person af fred, så hun nød selvfølgelig ikke at han var på jagt efter dem, for at slå dem ihjel, men samtidig så forstod hun det godt og hvis det var egen søster, havde hun gjort det samme. 
Hun lærte meget om vampyrerne, hun havde hørt noget af det før, men der var meget mere endnu, som man lærte når man som ham studerede de, for at komme dem tættere. "Det forstår jeg udemærket, Kain. Det må virkelig være hårdt. Jeg håber at i finder et sted i jeres liv, hvor i kan være sammen" Det måtte være hårdt at havde det på den måde som Kain og hans bror havde det på.
"Jeg er sikker på at i nok skal finde ud af det sammen, så du kan lærer alt hvad han har at lære dig" Det lød til at Kain fundet den rette mand til at oplære ham.

Selvfølgelig kunne vogterne ikke stoppe eller afslutte krige, men de kunne gøre hvad de kunne for at finde et stå sted mellem de uenige parter, så krigen ikke vil forsætte og finde frem til en våbenhvile. Det var det vigtigste for dem. De måtte jo gøre alt hvad de kunne for at skabe fred i landet, det var deres mål.
"Jo, det kunne jeg nok godt, men det er ikke fokusset hos munkene. Vi passer og plejer dragerne, de som endnu ikke har fået en ejer. Men jo jeg kunne godt for en" Det var ikke sat sådan op at munkene ikke kunne få en drage.