Lucid fulgte den kunstneriske, skældede dæmonkvinde hen til stolen. Han var meget spændt på at få lov til at stille sig selv til rådighed og mærke hendes mindeædekræfter. Han tog plads på den nøje udvalgte stol og lod sine arme hvile på armlænene. I det øjeblik kiggede han forventningsfuldt på hende, og lod sig betragte. Han bemærkede at de lysende øjne hvilede ved hans læber, endnu hemmelighedsfuldt.

Gennem et kys. Langsomt hævede Lucid øjenbrynene. Nu forstod han bedre hvorfor hun blev så befippet, ved at han tilbød hende at fodre hende med et af sine kæreste minder. Mon det gjorde hende genert? "Åhh," Lød han overrasket, og skulle lige overveje om der kunne blive nogen konsekvenser ved det. Hvordan havde han egentlig forestillet sig at mindet ellers skulle tages? Hmm.... Egentlig bekymrede han sig ikke meget om selve kysset. Ineshka var i den grad en skønhed, og uden tvivl måtte hun have god mundhygiejne, så pænt hun gjorde sig i stand. Det var mere Lucid selv der blev smånervøs. Hans sorte kløer kradsede en anelse i træ-armlænene på stolen. "Jeg er lidt rusten..." Undskyldte han og rørte sig ikke ud af flækken.

Ineshka havde ladet tungen glide fugtende hen over sine læber, allerede ivrig ved tanken om at få lov til at presse dem mod Ypperstepræstens. Hun stjal ofte kys og derigennem minder fra dødelige skabninger, for deres følelser var så voldsomme. Dæmoner var ofte en anden historie .. og sværere at få lov til at komme tæt på.

Særligt en dæmon som Lucid. Hun kunne mærke spændingen i hele kroppen.

Hun gled tættere hen på stolen, gørende klar til let at sætte sig på armlænet og læne sig ind over ham, men hun stoppede i bevægelsen, da han virkede tydeligt ukomfortabel. Var Zaladins mægtige ypperstepræst en anelse .. nærmest genert? "Jeg ville ellers forvente, at der var mange villige til at tilbyde deres læber.." Sagde hun med antydningen af et smil. Mægtige dæmoner tiltrak altid mange bejlere - for magt avlede mere magt. At kunne få lov til at parre sig med en tilstrækkeligt magtfuld dæmon, kunne resultere i særdeles magtfuldt afkom..

Ikke at hun var ude på at gå så langt. Et kys var mere, end hvad hun kunne håbe på.. og mindet, der fulgte med det.

"Jeg vil ikke gøre det, hvis De ikke føler Dem komfortabel med det.." Skyndte hun sig at sige.

Afsløret! Den mægtige ypperstepræst kunne ikke engang holde sine følelser inde, og hun havde aflæst hans mimik korrekt. Han havde været en smule nervøs, ja, men dog, han var ikke ukomfortabel. ”Langt fra,” Smilte han, og løftede sine kløer dovent og forsikrende, og så flyttede han hele armen, så hun kunne tage plads ved armlænet. Lucid havde nemlig spottet, at hun ville have taget plads der.

”Jeg tror jeg har været forgabt i mit arbejde, at jeg har overset sådan tilbud,” Svarede han ærligt og hvilede blikket på hende roligere nu. Sandheden var nok også, at han sjældent krævede fysisk kontakt. Sådan cirka med hundreder års mellemrum, i hvert fald. Aldrig havde dæmoner kendt til nogen elskerinde til ypperstepræsten, og det havde i den grad også beskyttet ham for meget svie og smerte. Hans fjender ville forsøge at ramme ham på hans følelser, hvis de kendte til hans elskede eller hans familie. Hvis Lucid havde behov for kærlighed eller spænding, kunne han snildt få dem dækket i drømmeverdenen.

”Tag plads,” Bød han hende.

Den nærmeste nervøse mine, som Ineshka med undren havde observeret hos ypperstepræsten, så ud til at forsvinde som dug for solen med hans bydende tonefald. Måske hun havde taget fejl. Det forekom hende kun passende, at Zaladins udvalgte havde så meget andet og vigtigere at tage sig til, end dæmoniske parringsritualer..

Det gjorde hende blot endnu mere spændt ved udsigten til kysset.

Man skulle ikke tilbyde Ineshka noget så dyrebart to gange, så hun var ganske hurtig til at smyge sig hen til stolen og tage plads på det bløde armlæn. “Jeg tager mindet nu.” Advarede hun blidt, gørende det tydeligt, at ypperstepræsten til en hver tid kunne skubbe hende væk, hvis hun overtrådte hans grænser.
Hendes fingre fulgte linjen af hans kæbe, inden hånden lagde sig blødt langs den og hun lænede sig frem, ladende sine let fugtede læber møde hans. Hun kunne mærke magien i sig svare med iver, som hun søgte mindet om nældesuppen for at plukke det fra Lucids hukommelse. 

Ineshka satte sig så nydeligt til rette på hans armlæn, helt naturligt og respektfuld. Lucid kunne ikke lade være med at tænke, at hun var den yndigste genstand i rummet, selv omgivet blandt disse mange, smukke ting hun havde valgt at omgive sig med.

På intet tidspunkt mødte hun modstand eller tøven fra den gamle, grå dæmon. Han var måske ved at lade sig distrahere af det egentlige formål med kysset et øjeblik, men han mindede sig selv om, at han havde planer om at tænke tilbage på sit friske minde og en herlig nældesuppe. Det var trist at se dagens bedste minde forsvinde, men det nye minde han var ved at skabe om Ineshkas kraftfulde magi, ville gøre ham langt mere begejstret. Ingen tvivl om det.

Han mærkede hvordan hendes fingre kærtegnede ham, og fik ham til at falde til ro. Han lukkede øjnene ved synet af at hendes ansigt nærmede sig hans, og han mødte hendes læber med sine egne. Det havde vist ikke drøftet om Lucids egen deltagelse ville forhindre hende i at tage mindet fra ham, men han besvarede hendes tilnærmelser af ren og skær vane. Nå ja! Nældesuppe… Nældesuppe…

Lucid forsøgte at tænke udelukket på mindet i skoven. Mindede sig selv om hvordan han forsigtigt havde plukket nælderne på sin vej, omhyggeligt pakket bundterne ned i sin skindpose og vandret hjem til sit nuværende hjem i Aztaroth, for at rense dem og hakke dem fint og omhyggeligt sammen med løg og kartofler… Han forsøgte at huske at han smagte den til… Han prøvede at mindes selve bordet han havde siddet ved, og den simple anretning, der plejede at tilfredsstille ham ganske godt. Men hans minde, det lille stykke sjæl der knyttede sig til det, havde forladt ham i et åndedrag. Han mærkede hverken svie eller smerte, men følte sig til gengæld en lille smule mere deprimeret end før.

Selv med lukkede øjne, rynkede han i panden i et tegn på ubehag.

Ofte når Ineshka tog minder, var det fra ufrivillige ofre. Det var derfor heller ikke altid til at vide, præcis hvilket minde hun ville få, men ofte var det de følelsesstærke eller traumatiske, der var nemmest at få fat i. Hvilket også, når det kom til dødelige væsner, var den type minder, hun selv følte størst til fredsstillelse ved at spise.

Med ypperstepræsten var det anderledes. Selve mindet blev nærmest anrettet for hende - så sirligt, som han havde forberedt nældesuppen. Mindet om smagen af suppen forlod hans læber sammen med det lille bitte stykke af sjælen, der blev ivrigt modtaget af Ineshkas bløde læber, en anelse adskilte, som hun pressede dem mod Lucids.

Hun trak hovedet tilbage, tungen glidende let fugtende over læberne, næsten følene at smagen af suppen stadig sad på dem. "Tak.. det er mig dyrebart." Hviskede hun, betragtende ypperstepræsten, mens hun gled ned fra sin position ved lænestolen og lod en smule afstand komme i mellem dem.

Ude af stand til at forstå hvordan man bare kunne miste et minde på den måde, blev han siddende endnu, næsten i mangel på ord. Indtil han besluttede sig for at det var på sin plads, at han måtte sige noget, så hun ikke blev bekymret for hans ve og vel. ”Jeg er glad for at mine små glæder kan drages til nytte for andre end mig selv,” Sagde han roligt, som om han ikke lige var blevet kysset af det smukke køn for første gang i århundrede. Han så hende jo for det hun var. En mægtig mindeæder. ”Også jeg har nydt godt af at udforske en så fremmed og stærk magi på egen krop og sjæl,” Han smilte tilfreds og rejste sig langsomt fra sin plads.

Han stillede sig foran hende og gav hende et ærbødigt nik med hovedet, som tegn på anerkendelse. Det her havde intet med Zaladins mission at gøre, men var skam til gavn for ypperstepræstens egne småstudier. ”Jeg glæder mig til at følge dig og dine mægtige evner her i Aztaroth. Gerne mange tusinder år frem.”

Det var tid til at gøre en venlig afsked her. Al den snak om nældesuppe gav ham en sådan lyst til at gå i skovene og plukke nælder til en ny omgang. Ak, han kunne jo ikke engang huske, at han overhoved havde fået suppe i dag.

Ineshka lukkede kortvarigt øjnene, mens hun tog mindet ind. Oftest gik hun efter de minder, der havde store følelser i sig - vrede, sorg, glæde, kærlighed .. det var dem, som var bedst at tage fra de dødelige. Men mindet var ypperstepræsten var hende kært på en anden måde. Det handlede ikke om nældesuppen, men ham der havde givet hende det.

Hun rejste sig forsigtigt og gengældte nikket - dybere end han havde gjort det. "Jeg takker for Deres tid og selskab .. og deres minde. Jeg håber, at jeg kan tjene Dem i mange årtusinder." Tilbød hun. Hun var, som altid, umådeligt tiltrukket af dem, som omgav sig med magt, og hvem var i dette øjeblik mere magtfuld i Kzar Mora end ypperstepræsten selv?
Dødssynderne var spredt for vinden og Ærkedæmonerne var en skygge af hvad, de engang havde været. Nej, der ville hun hellere sætte sin lid til Lucid.

Hun fulgte høfligt ypperstepræsten til døren, inden hun vendte tilbage til sine malergrejer. Hun håbede, at hun på en eller anden måde kunne fange smagen af nældesuppen og ypperstepræstens læber på sit lærred..

Tankevækkende. Det havde måske ikke været nogen tosset ide at besøge indflytteren af ruinen, der engang var kapellet. Zaladin… eller måske endda Lucid, som privatperson, havde vundet sig en vigtig allieret. Han var temmelig godt tilfreds, og ligeledes var hans passion for at eksperimentere med magi, skønt det havde efterladt ham med en følelse af forvirring. Følelsen af at have glemt noget.

”Til vi mødes igen, Inseshka,” Lucids øjne hvilede på den smukke kvinde, der bøjede sig for ham, inden han som den første stak hænderne i ærmerne, og forlod stedet, uvis om hvilke kreationer der ville blive skabt i aften, på baggrund af deres inspirerende møde.