Der skete altid noget i hendes selskab, men Philotanus havde bestemt ikke forventet, at hun ville blive trukket under vandet. Derfor havde han heller ikke haft chancen for at trække sine vinger ind, men havde reageret straks og var hoppet i vandet, selv hvis hans vinger blev våde. Det var noget der bed ham i røven lige nu, da det betød, at han ikke ville være i stand til at flyve med sine vinger, før at det var tørre igen. Derfor blev han også liggende ved bredden for nu, fordi det ville være noget så ubehageligt at rejse sig op med tunge og våde vinger. Dog skævede han over til hende, da han lige pludselig kunne fornemme, at hun kom nærmere. Havde hun ikke ondt i foden? Tydeligvis, for han kunne da fornemme på hendes halten, at det ikke var helt smertefrit at bevæge sig hen til ham. Han nåede dog ikke at kommentere på det, før at hun åbnede munden.

"De er ikke skadet, bare våde.. så det behøver du ikke bekymre dig om" svarede han lettere henkastet, da hun virkelig ikke behøvede at bekymre sig for hans vinger. Det krævede blot at solen tørrede dem og så kunne han også komme videre igen. Selvfølgelig var det ubehageligt at de var våde, men han var ikke pivet omkring det. Langt fra faktisk, som han trak sig længere op og helt ud af vandet, så han for alvor kunne komme ud af det kolde vand. Eller det var ikke koldt, kun når man lå stille i det. Hendes puf fik ham til at le ganske let. Hun havde virkelig ikke forandret sig siden sidst, selv ikke hvis der var gået mere end et år siden de havde set hinanden i sneen.

Foden kunne dog godt gå hen og blive et problem, hvis han ikke kunne flyve dem et andet sted hen, hvis jægerne skulle dukke op igen. "Måske de ikke bryder sig om skovelvere, der blander sig i deres forretning" kommenterede han drillende, som han hentydede til, at hun lod til at ville have taget en dusør for den krop, han boede i lige nu. Men så vidt han vidste, så var hun ikke dusørjæger, altså gik hun ind på jægernes territorium uden at have fået lov. "Hvorfor gå efter en dusør?" spurgte han i håbet om at hun kunne forklare, hvorfor hun manglede krystaller og i det hele taget havde besluttet sig for at vælge at gå efter en dusør. Der var andre måder hvorpå man kunne tjene penge på.

"Men din krop tilhørte mig jo!" udbrød hun bare uden, at tænke over hvordan det oprigtigt lød. Det fik hende dog også hurtigt til, at hurtig rømme sig en smule. Men han havde nok ret, de dusørjægere brød sig ikke om, at en skovelver som hende var igang med at stjæle det offer som de gerne ville have. Men på den anden side, så havde Leah heller ikke gættet på, at den krop pludselig ville tilhøre Philo. Det havde overrasket hende meget, og hun kunne slet ikke tro, at hun faktisk havde bundet ham. Men på den anden side, så vidste hun jo heller ikke at det var ham. Det var kun takket været øjnene, at hun kunne genkende ham. Foden gjorde fortsat ondt, og hun betragtede den lidt nærmere. Måske det var en god idé at heale den, men hvordan kunne hun det når hun ikke engang vidste, om det var skader indeni, eller udenpå"Jeg kan gøre et forsøg på at heale min fod, jeg er jo healer" hun grinede lidt, og lagde begge sine hænder ovenpå den skadet fod.

Ikke tale om, at hun ville være en byrde for Philo. Hun havde følt det så mange gange efterhånden, og han havde nærmest altid reddet hende fra et eller andet. Hun gad ikke være afhængig af ham hele tiden, så hun lod de brune øjne hvile sig på foden. Imens hun gik igang med at, prøve på at heale foden. Øjnene var intense, og Leah var ret fokuseret imens hun prøvede at fjerne smerterne. Efter lidt tid, stoppede hun, og bevægede foden en smule, bare for at se om det havde hjulpet. Det virkede til, at det havde hjulpet, så hun var meget glad. Hovedet drejede hun hen imod Philo, og sendte ham et stort smil. Følelsen af, at hun slet ikke behøvede hans hjælp til foden, kunne hun godt lide. Spørgsmålet fik hende til at stikke fødderne ned i det dejlige vand, og hun lyttede kort til vandfaldet. Det var en virkelig beroligende lyd. Der var ikke nogle tegn på flere jægere, men det var aldrig til at vide, de var sikkert i nærheden, fordi de både var ude efter hende fordi hun havde stjålet deres dusør, men de var sikkert også ude efter Philo.

"Fordi dusøren var god, og jeg kunne godt bruge pengene... Det var lidt dumdristigt, men jeg ville ikke sige nej til en god dusør, selvom jeg ikke er dusørjæger" hun fik et smil frem, og tiltede hovedet en lille smule. Leah tænkte lidt over sine egne ord, og afgav så et højt suk, før hun bevægede sine fødder nede i vandet. Hun var slet ikke en dursørjæger, hun var bare en ganske almindelig jæger"Der vandrer tyve rundt, som stjæler alt... Deriblandt krystaller, safirer, rubiner, og alt muligt andet" svarede hun, og lod begge sine håndflader hvile på græsset. Bare så hun også sad tilpas, som hun nød følelsen af vandet imod sine fødder.

Hendes ord affødte en pludselig latter, som Philotanus ikke helt kunne lade vær med at se det sjove i, at hun gjorde krav på hans krop. Selvfølgelig var det ikke hans egen krop, nu hvor han havde taget den fra en anden sjæl, men at hun bare sådan uden videre, kunne finde på at gøre krav på en krop, som denne. Den var ung og uerfaren, men stærk nok til at bære hans sjæl og ikke mindst den magi, som han besad. Han skævede kort imod hendes fod, som hun atter gav udtryk for smerterne. Han kunne kun heale sine egen sår og smerter, så han kunne desværre ikke hjælpe hende med at få det bedre. Derfor valgte han også at nikke, som hun mente at have fået selvtilliden til selv at forsøge på at heale foden og slippe for smerterne. "Hvis ikke du kan, så må vi save den af" kommenterede han med et drillende glimt i øjnene. Han kunne nok godt finde en sten eller låne et svar fra jægerne, så hun kunne slippe af med foden.

Leah var ung, derfor var hun næppe så erfaren med sine healende kræfter, så Philotanus valgte at lade hende få arbejdsro, som han satte sig ordentligt på jorden. Imens kunne hun klø på med magien og forsøge at slippe af med smerterne. Det var ikke til at sige, hvad der var sket nede i vandet. Hun kunne sagtens have sparket til jægeren eller en sten i vandet og derfor få voldsomt ondt bagefter. Og fordi hendes krop havde været fuld af adrenalin, så havde hun ikke registreret hvad der var sket, før at hun var i sikkerhed og adrenalinen forlod hendes krop og derved gjorde hende opmærksom på smerten fra foden. Philotanus forsøgte at løfte sine vinger, men opgav, da det var for anstrengende at løfte de våde vinger, som han i stedet placerede hænderne bag sig og lænede sig tilbage.

Endnu en gang måtte han le, som hun mente at dusøren på drengens hoved var god og derfor nok til at hun ville risikere sit eget liv. Men var det nu også det værd? Hvis nu Philotanus ikke havde besat drengens krop, var hun så endt i problemer med de øvrige dusørjægere? Og var drengen sluppet fri, så hun havde tabt det hele? Han løftede let den ene hånd, som han lagde den imod hendes hoved. "Du skal være lidt mere forsigtig næste gang" pointerede han med et grin, som han strøg hånden igennem hendes hår. Mon der kom en næste gang? Forhåbentlig ikke.

"Save min fod af!" råbte hun overrasket, som hun strakte sig en smule, for at prikke ham i maven. Det var vel altid godt, at han var i godt humør. En dæmon i dårligt humør, havde hun slet ikke lyst til at opleve. Det ville sikkert være frygteligt, og hun prøvede at undgå at forestille sig det. Havde hun sagt noget forkert, eftersom han grinede så meget lige nu. Nej det kunne hun da umuligt have gjort. Måske han bare var i godt humør, af hendes selskab? Leah betragtede ham et øjeblik, som hun ikke kunne andet end at smile ved synet af ham. Selvom det var en anden krop, så var det Philo. Det var nemt at se takket været øjnene. De øjne som hun havde beundret sidst de var sammen, men på den anden side, så havde hun også beundret vingerne.

Følelsen af hans hånd, som han lagde imod hendes hoved fik automatisk hendes brune øjne til, at hvile sig på ham. Et kort øjeblik følte hun sig genert. Men ville bestemt ikke vise det overfor ham, han skulle jo ikke have den magt, fordi han var sikkert meget god til, at charmere kvinderne. Leah lagde sin hånd ovenpå hans, som hun bevægede foden lidt, bare for at sikre sig at den ikke gjorde ondt længere. Det var ord, som gik dybt ind i hende, mest fordi hun virkelig burde passe bedre på. Jægerne kunne have skadet hende slemt, eller værre gjort så hun enten ville få brug for flere healere til at helbrede hende. 

Det var dumt af hende, at pointere at en dæmon som Philo også skulle passe på. Han vidste, hvad han lavede. Han var stærk, og havde stærke magiske evner. En skovelver som Leah, havde ikke ligefrem en styrke så stærk som hans. Men hun havde da gjort et forsøg, på at forsvare sig selv"Jeg håber ikke der bliver en næste gang.. Men jeg er glad for at jeg fangede dig Philo... Igen" hun grinede som hun ikke kunne lade være med at bruge en drillende stemme. Med vilje havde hun også blinket til ham, eftersom hun godt kunne lide at drille ham. Han mente selv, at man ikke kunne fange ham. Men Leah kunne godt lide når hun faktisk følte, at hun havde fanget ham.

Der var vel intet i vejen med at have det sjovt fra tid til anden. Philotanus følte i hvert fald at det var tiltrængt efter det de havde været udsat for. Derfor kunne han heller ikke dy sig, da muligheden bød sig. Hendes reaktion var også nok til at bekræfte ham i, at han sagtens kunne gøre noget lignende en anden gang. Ikke at han havde planer om at save hendes fod af på noget tidspunkt. Men så havde de da lidt at grine af? "Ja, det ville være den eneste udvej, ikke?" svarede han for at understøtte sin ide med at save foden af. Det var langt bedre at slippe af med smerten end at skulle leve med den for evigt. Eller var det kun ham, der tænkte sådan? Selvfølgelig mente han det ikke, derfor brød han også ud i latter kort tid efter, at han havde åbnet munden. Han kunne umuligt holde masken, når hun kiggede på ham over en længere periode.

Den unge skovelver havde slet ikke de samme erfaringer at hive på, som han havde. Heller ikke selvom han havde lagt en del århundrede bag sig, så var han stadig langt ældre end hende. Derfor var det heller ikke helt så nemt at forstå hendes generte udstråling, da han aldrig selv oplevede det. Nu havde han jo set lidt af hvert, så det var tæt på umuligt at gøre ham genert over noget som helst. Der var ikke meget der kunne overraske ham i verdenen mere. Alligevel var det ganske kært, at hun faktisk blev genert i hans selskab. Hvorfor gjorde hun det?

Der var stor forskel på deres livserfaring, men Leah havde sikkert også set lidt af hvert i hendes liv. Det var jo trodsalt længere end menneskenes. "Jeg tror ikke vi sliper, for det er altid sådan vi mødes" lo han stille, selvom det da ville være rart med et stille møde til at begynde med. Men måske det var for kedeligt? Han kunne dog ikke lade vær med at grine, som hun mente, at hun havde fanget ham igen. "Så vidt jeg husker, så var det mig, der måtte fange dig, da du faldt ned fra himlen" han kunne sagtens minde hende om deres forrige møde i sneen, hvor hun var kommet ud på en lille flyvetur.

Hendes brune øjne hvilede sig lidt på vandfaldet, og hun havde virkelig lyst til at tage en lille hurtig dukkert. Vandet var jo fantastisk, og det var slet ikke koldt. Men ville det ikke være underligt når Philo var i nærheden. Hun tænkte lidt over det, og vidste ikke helt, hvor god en idé det ville være. På den anden side, måske han ville være ligeglad med, at hun tog en dukkert i vandet, og bare nød vandet i et øjeblik. Som han talte, lyttede hun aktivt efter, hvad han sagde. Enlig var det sjovt, hvorfor de altid mødte hinanden på så uheldige tidspunkter. Det havde været rart, hvis det bare havde været uden jægere, eller andre forhindringer.

"Vi er nok bare gode til, at mødes på de mindst hyggelige måder" hun grinede hun som hun strakte sig en smule, og stak fødderne ned i vandet. Det var virkelig rart, og hun lukkede øjnene i et øjeblik. Tillod sig, at nyde luften, og lyden af det rindende vand. Der var virkelig rart her, hvor de var. Det var lige noget for en skovelver som Leah, selvom hun nok ikke vidste, hvor godt det var for en dæmon som Philo. Efter kort tid åbnede hun de brune øjne igen. Løftede en hånd op til sit ene øre, og strøg blidt fingrene hen over det. Sommetider forstod hun godt, hvorfor jægere var ude efter skovelvere, og elvere generelt. Hun løftede fødderne lidt i vandet, og lod håndfladerne hvile sig på græsset, bare så hun sad lidt mere tilpas ved kanten af vandfaldet. Ordene som kom fra Philo hørte hun godt, og det fik hende til at smile lidt, og hun kiggede hen på ham.

Alle de oplevelser hun faktisk havde oplevet med en dæmon som Philo, det var tit underligt. Hvordan kunne en skovelver og dæmon klinge så godt, som de gjorde. Leah havde ikke tænkt så meget over det, men det var en tanke som strejfede hende engang imellem. Det var mest når hun var i hans selskab, at tanken kom frem"Ja du var ret god til, at fange mig.. Hvad havde du gjort, hvis jeg stak af" det lød drilsk fra hende, som hun blinkede til ham. Leah kunne slet ikke lade være, det var til tider meget sjovt, at drille ham. Specielt når man tænkte på, at han var en dæmon. På den anden side, så var den nye krop, som han havde besat ikke grim, tværtimod så kunne hun godt lide den"Men jeg har fanget dig flest gange" hun grinede lidt mere, som hun lagde hovedet en smule på skrå, og bevægede fødderne nede i vandet lidt mere.

Mon alle skovelvere, eller bare elvere generelt, var lige så underlige, som Leah? Philotanus kunne ikke udtale sig om det, men han håbede virkelig ikke, at de var lige så uheldige, som hun var. Det måtte være frustrerende, næsten altid at være fanget i en ubehagelig og til tider farlig situation, som Leah var. Men måske hun bare var typen til at tiltrække sig den forkerte opmærksomhed. Hun havde jo også fået hans? Og han var bestemt ikke godt selskab, så det var kun et spørgsmål om tid, før det atter ville gå galt igen. Det virkede udmattende, men alligevel var hun næsten altid i godt humør. Endnu et træk, der tilhørte skovelveren og deres fredelig natur?

Philotanus lo ganske let, som hun lod til at være enig i hans observation. Det var ærgerligt, at de altid skulle starte ud med fare, men denne gang havde hun selv bedt om det. Ligesom sidste gang, hvor hun havde valgt at angribe ham direkte. Selvom hun nok godt var klar over, at han var dæmon, men at det ikke var ham, som hun faktisk kendte fra tidligere. "Du løber altid en risiko" svarede han med et let suk, som hun tydeligvis ikke havde problemer med at stikke fødderne tilbage i vandet. Hvorfra Philotanus næsten lige havde hevet hende op fra. Men mon ikke jægerne var forsvundet, så længe at han var i nærheden og var i stand til at beskytte hende. Så længe kroppen altid fulgte med.

"Ladet dig løbe" svarede han med et drillende smil, som han bestemt ikke havde tænkt sig at spilde kræfter på at løbe efter hende. Han måtte jo heller passe på, for det var de færreste kroppe, der faktisk kunne holde til hans magi. Så han måtte være varsom. Philotanus kunne ikke holde grinet tilbage, da hun gav udtryk for at hun havde fanget ham flest gange. Han rystede voldsomt på hovedet, som han bestemt ikke var enig..

Om jægerne var forsvundne vidste hun ikke helt. Indeni frygtede hun, at der stadigvæk var nogle i nærheden, som gemte sig. Men på den anden side, så burde de bare være væk nu alle de dumme jægere. Følelsen af vandet imod sine fødder var forfriskende, og hun fik pludselig lyst til at bade i det varme vand. Men hvis jægerne ikke var væk, ville det være dumt, at bade nøgent i vandet. Philo var der også, og selvom han havde set hende nøgen før, så var det som om det fortsat ikke var så god en idé, hvis jægerne lurerede i det skjulte. Kun skulede kort hen over skulderen til dæmonen, og betragtede kort den nye krop, som Philo nu havde overtaget.

"Hvorfor valgte du enlig den krop, der Philo" spurgte hun nysgerrigt, som de brune øjne hvilede sig på hans ansigt. Hun havde efterhånden været så vant til, at møde andre kroppe. Altid havde Leah kunne genkende ham på grund af øjnene. Som hun også sad og kiggede på ham, kunne hun heller ikke undgå at tænke på, hvad der var sket med Orcus. Det var sikkert et sårbart emne overfor Philo, så måske hun ikke skulle nævne det lige nu. Hans ord om, at hun altid løb en risiko, fik hende til at smile lidt, som hun vendte sit blik væk fra ham. Han havde enlig ret, hun var god til at løbe risikoer, og havne i problemer. Det var fortsat et mysterium for hende, at en dæmon som Philo kunne se glad ud engang imellem, og grine i hendes selskab. Selvom Leah burde være vant til det, så kunne det fortsat overraske hende.

Efter at have siddet med fødderne nede i vandet, kiggede hun undrende ned i vandet. Var der mere dernede? hun var ret sikker på, at hun ikke kunne få øje på flere jægere. Men måske de først ville komme frem, når natten ville komme frem. Hun vidste det ikke, men hun begyndte pludselig at føle sig en smule bange, og frygte for sit liv. Var jægere ikke glad for elvere? de fleste ville sikkert få en god pris ved, at fange en skovelver. Hun prøvede at ryste tanken ud af hovedet, og rejste sig op. Gik hen til Philo. Holdte lidt om sig selv, som hun prøvede at skjule sine tanker, og bekymringer"Hvordan kan du være så glad, og god Philo.. Du er en dæmon, jeg har kendt dig i lang tid.. Burde du ikke være ond overfor en skovelver som mig?" hun følte, at hun var nødt til at spørge ham om det.