Zirra var egentlig halvvejs ude af døren efter at have bundet glasset, givet det tilbage til Treston og givet sig selv første del af den indre monolog, der skulle motivere hende til at underholde far ude i haven - hvilke ofre, hun ikke gjorde for Trestons skyld! - da Josefine stillede sit spørgsmål. 
Hvor er mine børn?
Det fik Zirra til at stivne med hånden på dørens kant, for hun vidste et og andet om gadebørn, hittebørn og generelt børn, der mistede deres forældre i en lidt for tidlig alder. Hun havde hjulpet en pæn mængde hen til Ulvens flok og endnu flere til børnehjem, hvis de da ville. Hun købte dem sko, hvis de nægtede at bo andre steder på gaden, og hun boede selv så sparsom, hun kunne, så de kunne få hendes resterende krystaller - i form af tøj og mad, selvfølgelig, for man kunne sjældent betro penge til de fattige og regne med, de brugte dem fornuftigt.
"Hvad er dit efternavn?" fløj det ud af hende, og hun tog et skridt tilbage ind i børneværelset. "Jeg kan give dig en liste af børnehjem," Og hvorfor kan du så det, Zirra? "Altså, fordi jeg er sekretær ... I byrenovationen."
Den burde hun havde tænkt lidt mere over, inden hun fik sagt det. Især med Treston i rummet. End ikke han vidste, at hun havde noget med undergrunden at gøre i sin fritid, og han var utvivlsomt den eneste i familien, der ville forstå hendes motivation for at yde den hjælp. Men vidste han, at hun gjorde sådan noget, ville han nok også lure, at hun holdt andre kort tæt på kroppen, og den samtale skulle de ikke have. Nogensinde.

    Treston spærrede forskrækket øjnene op, da tårerne begyndte at løbe ned ad Josefines kinder. Den ene hånd blev rakt lidt hjælpeløst ud imod englen, men som han også havde sagt til sin far, så kendte de jo ikke hinanden særlig godt, og det var ikke passende for ham at lægge hånd på en gift kvinde - slet ikke når de sad på et lille kammer og det kun var Zirra, der var til stede som anstandsdame... 
    Men da hun så gav sig til at tale, hikstende og usammenhængende, kunne han alligevel ikke holde ud at hun skulle der - helt alene i verden - og han lod sig glide ned fra sengekanten og satte sig på knæ foran hende. Lagde forsigtigt sin ene hånd på hendes knæ, mens medlidenheden bølgede igennem ham. Jeg fandt hans grav ved siden af min...
    "Josefine..." hviskede han - anede ikke hvordan han skulle trøste hende og nåede ikke meget videre, før hun spurgte efter sine børn og Zirra vendte sig fra døren igen. Drejede så hovedet og betragtede lidt forvirret sin lillesøster, da hun gav sig at slynge løsninger og forklaringer ud. 
    Men selvom han ikke helt kunne få viden om børnehjem til at passe med de ting, Zirra havde fortalt om sit arbejde, var det ikke just nu han ville give sig til at stille spørgsmål - det havde Josefine ikke brug for. 
    Han gav englens knæ et lille klem. "Det gør mig virkelig ondt med din mand, Josefine... Men Zirra har ret - dine børn må være at finde på ét af Dianthos' børnehjem, og hvis dét er tilfældet, skal vi nok finde dem. Jeg er sikker på, at de har det godt, og at du ikke skal være bekymret. De bliver sikkert ovenud lykkelige når de hører, at du er tilbage. Du skal se... Det skal nok gå det hele, ikke? Vi hjælper dig. Det lover jeg."

Det var umuligt at holde overblik, umuligt at se sig om, og ligge mærke til hvad der endelig forgik, hvem der var hvor og hvad de lavede, på trods af sine forsøg forsvandt overblikket mere og mere som tankerne begyndte at realisere virkeligheden, de var væk, han var væk, alt var blevet lagt om og for hende havde hun ikke gjort andet end at blinke og for alle andre havde livet konstant bevæget sig fremad. De første ord blev ikke hørt som tankerne, sorgen, savnen og skammen beklædte hendes sind. Tankerne blev mere og mere omtåget, usammenhængende og paniske som sekunderne passeret og først da hånden nåede hendes knæ blev hun flået ud af sit eget hoved og med det var tankerne væk og kun følelserne lå tilbage som hun kigget i de blå øjne der var det første som havde fundet hendes sind som livet kom retur til hende. Børnehjem, børnehjem, et sted hendes sind nok aldrig havde bevæget sig uden hjælp. Blikket hævede sig, tårefyldt, og søgte den unge kvinde.

”børnehjem” lyd det lavt, tonen bærerne den tunge vægt af skam og tanken om hendes børn var der, steder man sjældent hørte noget godt om, specielt ikke når man var ung mor. At høre hjælpen var der, lige foran hende, gjorde ikke meget for at hjælpe hendes humør. Men alligevel kæmpede hun et lille smil frem, et smil der beriget hende med det saltet smag af tåre, den ene i lysets hær og hans søster, sekretær i byenrenovation, bedre hjælp lige nu var svær at finde og med tanken tændte et lille lys sig i hendes blik. ”Solberg.. lyd det som hun vendte det halve smil, det triste blik og de løbende tårer imod den unge kvinde. ” Agerskov Solberg” uddybet hun og med de ord faldt blikket igen til de gamle gulvplader hvor det langsomt kryb sig imod hånden der hvilede imod hendes knæ, imod mande der tilbudt sin hjælp. ”Ta…tak” kæmpede hun sig til at få sagt, og det var tydeligt mange ord skulle have lagt bag det tak, for at ville hjælpe, for at lytte til hende, for ta tage hånd om hende, det hele skulle have været der, men det blev intet andet end et simpelt tak, før hånden søgte den hånd som hvilede på hendes knæ, en hånd hun klemte sin om som hun kæmpede med sine følelser, og kæmpede for at holde deres væk, for lige nu skulle hun føle den skam, den sorg, som fløj igennem hende. Den nemme udvej og binde sig fast i deres følelser var for engangsskyld ikke en hun søgte i dette ubehag.

Det var hårdt at se på Josefines blanke blik og den måde, hun ikke helt var til stede på. Derfor blev det også bare til et par nik i retning af hende, før hun vendte blikket mod Treston.
"Jeg får skaffet en liste hurtigst muligt. I løbet af ugen. Så kan du give den videre, ikke?" sagde hun og bed sig i læben. "Jeg holder far hen så længe, jeg kan. Giv et eller andet tegn, når der er styr på det hele, ikke?"
Hun sendte sin bror et prøvende smil, men det nåede på ingen måde øjnene. Det var en alt for alvorlig situation til at kunne løfte humøret. Forhåbentligt ville alkohollens påvirkning hjælpe den nyopståede engel med at genfinde en lille smule håb.
"Åh, og bare tag en af mine kjoler, ikke?" tilføjede hun til Josefine med den ene fod ude over dørtærsklen. "Det kan hjælpe lige at skifte tøj."

Det havde hun i hvert fald hørt, det gjorde. Ikke at hun havde megen erfaring med genopståede engle, men lidt havde hun da hørt op dem - mest fordi hun var så tæt på slagmarken gennem sin familie, som hun var. 
Og nu var hun tilbage i haven med selvsamme familie udover det eneste tålelige familiemedlem. Faderen var i fuld gang med at brokke sig højlydt, da hun nåede derud, og hendes forklaring om at Treston fulgte den stakkels engel hjem landede for døve øre. Det var måske meget godt, da ingen så overvejede, om hun løj. Eylia og Ishai lignede begge nogen, der pludseligt var blevet 30 år ældre under hele misæren, men på en eller anden måde fik Zirra folk tilbage til bordet og i gang med maden. Det kunne i det mindste få manden i huset til at holde kæft.
Forhåbentlig længe nok til at Treston kunne hjælpe sin veninde godt tilbage til de levendes verden...

    Treston vendte ansigtet efter Zirra og sendte hende et alvorligt, taknemmeligt blik. 
    "Tak, Zi," sagde han lavmælt og mente det helt ind i sin sjæl. Han vidste udmærket godt, at dén familie, hun skulle ud til nu, ikke ville blive let at håndtere... "Hold far hen - så sørger jeg for at hjælpe Josefine ud igennem køkkenet, når alting er lidt mere... normalt."
    Han havde vendt opmærksomheden imod heleren igen, da døren lukkede sig stille bag Zirra. Skulle Treston være ærlig, var han i syv sind - han kunne end ikke begynde at forestille sig, hvordan Josefine måtte have det lige nu; hvilke tanker, der løb igennem hendes hoved...
    Derfor endte han også med at stryge hende en enkelt gang over ryggen og så stilfærdigt rejse sig, så han kunne lede Zirras kommode igennem og finde en ren kjole til Josefine, sådan som lillesøsteren havde foreslået. Zirras idéer var som regel ikke dårlige...
    Den første, han fik fat i, var i tyk uld og havde en rar, nøddebrun farve, og han havde egentlig besluttet sig for, at den sikkert kunne passe Josefine udmærket, da han fik kigget ordentligt på hende - som hun sad dér på sengekanten. Med sine store, hvide vinger...
    Den nøddebrune blev lagt tilbage til fordel for en mørkeblå, der skulle knappes op langs ryggen. Så kunne man måske,... knappe udenom vingerne, eller noget...
    Han vendte sig imod hende med klædningsstykket holdt frem - var så godt tilfreds med at kunne gøre noget praktisk for at hjælpe, at han ikke lige først fik forholdt sig til, hvilke upassende implikationer, hans ord bragte med sig: 
    "Det er heldigt, at du og Zirra er nogenlunde samme størrelse - jeg tror, dén hér kunne passe dig rigtig godt. Og du skal se - der er nok noget rigtigt i, at du ville føle dig mere som dig selv, hvis du kommer ud af... af sørgeklæderne, ikke?" Det var først, da han havde lagt kjolen til rette ved siden af hende på sengen, at han rigtig fik set situationen udefra - og derfor kunne have slået sig selv for panden. "Altså - jeg kan jo også gå ud, hvis du gerne vil have ro til at skifte." Ordene snublede ud af hans mund, og han græmmede sig over sig selv, da det gik op for ham, at han i ren befippelse havde løftet hånden for at pege på døren. Den eneste dør, til kammeret. Et udtryk, der både var undskyldende og pinligt berørt fløj over Ridderens træk, og han fik styr på sine flagrende hænder - lagde armene over kors og forsøgte at lægge ansigtet i lidt mere passende folder. "Undskyld," sukkede han så. "Jeg tror, jeg er lidt... befippet. Sidst jeg så dig, var til din - din begravelse. Dét hér er mildest talt... mærkeligt for mig. Så jeg beklager - jeg er ikke helt mig selv."

Kunne det ikke bare være en velfungerende familie hun havde fået sparket ind i hovedet frem for dette, søsteren der fandt ro og behag ved at håndtere en forvirret engle mere end at sidde til et middags bord med sine kære. Treston var ikke meget bedre selv, jo forvirringen spredte sig igennem lokalet hver øjeblik med en god håndfuld tvivl som på ingen måde fandt ro som lille søs forlod lokalet på sin mission. Blikket hvilede i retningen af Treston som han kæmpede sig igennem tøjet, overraskende fint tøj Zirra havde liggende på børneværelset, måtte ikke være længe siden hun forlod huset. hans ord var svære helt at forstår, og med et forvirret blik undersgøte hun sine egne klæder og først der gik det endelig op for hende hvilken beklædning Ishari havde beriget hende med i sin genopstand. Om hun ville indrømme det eller ej var det til at kaste op over, genopstået på sin mands grav, i sørgeklæder, hvilken besked var det til sin nye engle.
"har du nok..ret i. lyd det lettere tøvende som hun lod hånden glide igennem den mørkeblå kjole. "jeg kan også gå ud. flere ord hørte hun ikke før hun halt sprang op af sengen og tog fat i hans arm, vingerne uden af kontrol i hastværket lod hvad end der var på sengebordet falde til gulvet med flere små brag.
"Lad være at gå! lyd det forhastet. "..lad være at lade mig..være alene med mine følelse.. tårene der endelig havde fået en lille pause kom retur, som det gik op for hende hvor meget hun slugte til sig, selv om hun kæmpede med at mærke sine egne følelser lå alle andres der bare også.
"Jeg..." tøvede hun som hun klemte hårdere om hans arm.
"Kan..du ikke..lade mig finde ro i dine følelser..bare lidt..din forvirring..din tvivl..din sære glæde ved at være væk fra din fader.." hun kæmpede kort med luften før hun forsatte.
"Det er langt bedre end mine egne følelser.." indrømmede hun til sidst, ikke kun til ham men også til sig selv..for det var ikke en rar fornemmelse at indrømme hun ikke kunne klare at være i sit eget hoved og hun søgte at udnytte andre for at få bare lidt ro. Netop derfor faldt snuden til gulvet som det blev sagt, kæben bidt godt sammen som frygten for hans svar kom, nok hånd i hånd med mere forvirring, men nu var kortet på bordet.

    Det gav et sæt i Treston, da englen kom på benene - greb fat i hans arm og i sit hastværk fik revet olielampen fra sengebordet på gulvet, så glasset knustes og den fedtede væske løb ud over gulvplankerne. Han stirrede lidt fortumlet ned på hende - overrumplet og lidt forskrækket over desperationen i hendes stemme - og lagde så en hånd over hendes; forsøgte at berolige hende.
     "Jeg går ikke, hvis du ikke vil have det," forsikrede han, men rynkede så panden, da hun fortsatte. "Jeg tror ikke, jeg forstår hvad du mener, Josefine..." Finde ro i hans følelser? Hvad pokker skulle dét betyde? 
    ...Og hvorfra vidste hun, at det havde været en lettelse at komme indenfor - væk fra Dastors skarpe blik? Væk fra den akavede, anstrengte samtale omkring havebordet, og faderens slet skjulte kommentarer om Erstens nye kone? 
    "Sæt dig ned, Josefine..." rådede han og tog hende om albuen, i dén hensigt at hjælpe hende ned på sengen igen. "Og tag det nu lidt roligt, ikke? Jeg tror, du er lidt fortumlet endnu, og dét kan man jo ikke rigtig bebrejde dig, men... Dine ord giver ingen mening. Og det gør mig temmelig bekymret..." 

Der var en ting hun vidste mange ikke ville forstå, hvorfor der var så stor forskel på at være alene, og sammen med andre når det kom til hendes egne tanker og følelser, noget hun aldrig havde orket at forklare nogle som helts. Lige nu var spille banen dog meget anderledes end den pjelede for andres følelser var mere klare end de nogle sinde havde været. Selv lille Zirre de få sekunder de to havde været alene var det nærmest så om hun kunne gå blandt hendes følelser frem for bare at kunne fornemme dem, det var ikke anderledes med Treston nu. Hans følelser kunne lige så vel være hendes, og lige nu, på trods af hun følte en pli og pligt at hun skulle bebrejde og håndtere alle de forbandet følelser der gik igennem hende, men, men, men, man kunne også lade være. For hvem ville brokke sig over valget? At vente en dag, to, med at arbejde med alle disse forfærdelige følelser. Hun var vel ikke velsignet med disse evner, hvis hun ikke måtte benytte dem. Der var betrykkende at mærke ham nær, at blive holdt var rart, men forvirringen der spredte sig gjorde ikke meget for hendes humør. Hun nikkede til hans tilbud om at sætte sig, og tog imod alt den hjælp hun kunne få for disse vinger var svære at finde glæde i som det var nu. Forsigtigt hævede hun blikket til ham og lyttede nøje til hans ord, bare for at have noget at fokusere på, men som hun forstå hvad han sagde faldt blikket igen. Skal man virkelig forklare alt det, forklare hvorfor hendes liv aldrig vil være for andres. Hun sukkede dybt og tog hånden til siden af hovedet og rev lidt i håret som hun kæmpede med at skulle få bragt emnet frem.
”Jeg…” Var det virkelig det vær at nævne? Han havde hjulpet hende og endda været til begravelsen, han kunne vel stoles på? Det var vel endelig ligemeget om han kunne eller ej, lige hun havde hun behov for ham.
”Jeg…er..lidt et rod af en empath.” på en eller anden måde lykkes det hendes faktisk at smile som det blev sagt, et kort smil ved den latterlige tanke om hvor meget hun spillede dette ned, for hun løj jo ikke, men hun var ikke lidt et rod, hun var det primære eksempel på problematiske empather.
”Jeg..har ikke magt over hvornår jeg..sluger til mig..så..vær sød at bliv..” lyd det nærmest tiggende, for det selviske ønske.

    Det var en lettelse at Josefine satte sig igen uden indvendinger. Dog rynkede han forvirret panden, da hun tydeligvis værgede sig ved at svare. Eller var det fordi, hun følte sig svimmel? Eller syg? Burde han i virkeligheden have sørget for at få fat på en læge...?
    Da hun endelig løftede sløret for sandheden, havde Treston nået at gøre sig selv så bange på Josefines vegne, at hendes svar faktisk kom som en lettelse. Dét sågar at se hende smile, fik ham til næsten at overhøre, hvad hendes ord egentlig betød, for pludselig føltes det som om, han rent faktisk kunne få vejret igen.
    "Jeg er også lidt et rod af en Ridder," bemærkede han med et smil, der kom helt bag på ham selv. Men det var bare så godt at se noget andet end den dybe sorg og forvirring på hendes ansigt, og derfor nåede han ikke at undertrykke hverken ord eller genspejlingen af hendes smil. 
    En empat, simpelthen... 
    Han satte sig forsigtigt ved siden af hende på sengen. "Jeg går ingen steder," lovede han hende igen. "Ikke før du vil have det, i hvert fald..." Han lod stilheden sænke sig et øjeblik, men kunne så ikke lade være - var blevet nysgerrig: "Hvad mener du med, at du... suger til dig? Kan du mærke hvad jeg føler lige nu?"
    Knapt havde spørgsmålet forladt hans mund, før Treston fortrød - for hvad pokker bildte han sig egentlig ind? Han havde ingen ret til at snage på dén måde. Og desuden havde Josefine måske nogle lidt mere presserende ting, hun havde brug for at forholde sig til...
    "Undskyld," fløj det ud af ham. "Dét skal jeg overhovedet ikke blande mig i. Sig hellere hvis... hvis jeg kan gøre noget for dig - hvis jeg kan hjælpe dig med noget. Hvis du har brug for noget. Jeg må indrømme, at jeg føler mig lidt... sat af..."

Det var en sær oplevelse, ikke rigtigt kunne finde start og ende på sine tanker, ikke rigtigt var i stand til at tage beslutninger, alt hun gjorde var at følge en tråd til ende og se hvor hun endte. Dette var ingen undtagelse, bare gør hvad der blevet sagt, hvad du bliver vist, det var alt for svært at tænke, uden at tankerne bevæget sig over på ting hvor tankerne slet ikke skulle være. Eller måske faktisk netop der hvor de skulle være, og faktisk for en gangsskyld kom denne forbandet evne til gods. Nok også den eneste gang den ville komme udelukket til gavn uden at havde problematiske efterfølger. Det var svært ikke at trække lidt på smilet som han kommenteret på sine egne evner som ridder, dog tvilede hun meget på hans ord, de måtte komme af medlidenhed mere end sandhed for at de få minder hun havde om hans adfærd var der ingen fejlbarig adfærd at sætte fingre på, men nu var hendes minder om ham som ridder ikke nogle hun havde mange af, havde hun faktisk nogle? Netop derfor var der intet svar til hans kommentar, intet andet end endnu et træk i smilebåndet, både til hans ord om hans ridderlige egenskaber, men også til hans ord om at han ikke ville forlade hende. Efter den korte, ulidelige stilhed kom det første spørgsmål, altid det første spørgsmål. Men det var ikke muligt at have tiden til at svare før han selv brudt ind. Det var en sær glæde de ord fik hende til at føle, en mand der faktisk hellere ikke ville vide det, eller rettere, en mand der respektere at han ikke havde krav på at vide det, selv om hun prikkede og snæret i hans følelser.
”Det er fint..jeg..vil hellere snakke om dette..” lyd det let modvilligt, det var sandt nok, men sandheden var at hun faktisk ikke ville snakke om det ene eller det andet, men hvis man skulle vælge den mindste af to onde, så ville hun hellere have denne.
”Men ja..kan mærke dine følelser, din nysgerrigheds, din faders had..hvem end det var imod..din søsters glæde og lettelse over at komme herop og væk..fra..jeres familie middag?” Det var svært at forstille sig for hende hvordan en middag kunne være så belastende at begge søskende følte lettelse over at være væk, selv med en forvirret..engel… under armen.
”Ikke..noget jeg skal slukke… samler bare op på folks følelser når de er tæt på mig.. inden for nogle meter..” Et øjeblik kæmpede hun hvordan det skulle siges, men lige nu var emnet behageligt, på trods af kampen med at få tingende lagt på bordet.
”Føler dem..altså..følelserne.” bryd hun stilheden efter at have vendt det i hendes hoved et par gange.

    Treston kunne ikke undertrykke et lille latterfnys, da hun nævnte Dastors had. 
    "Far hader alt, der forstyrrer hans lille perfekte verden," bemærkede han - stadig med et smil. Der fulgte dog ingen bitterhed med ordene - det var jo bare sådan, det var. Sådan det altid havde været. "Han har brugt hele sit liv på at skabe dét billede og dén fortælling, han gerne vil have, at verden skal se, og så blive han bare lidt knotten, hvis der er noget, der saboterer hans anstrengelser." Treston sendte hende et beroligende smil, så hun ikke skulle tro, han beskyldte hende for noget. "Reynlest er jo ikke ligefrem et adelsnavn med generationers tilhørende rigdomme og indflydelse, så han har uden tvivl kæmpet hårdt for at nå så langt, som han er nået. Man kan ikke gøre så meget andet end at respektere ham - og så bære lidt over med hans småligheder..."
    Han tav, da hun uddybede, og løftede så et øjenbryn, da det gik op for ham, hvad det egentlig var, hun sagde. "Så du... du registrerer ikke bare folks følelser - du føler dem rent faktisk selv?" Dét tilføjede jo en hel ny dimension... "Så dér - i varehuset..." Han tav et øjeblik - usikker på, om det var for tidligt at bringe scenen for hendes død op. Så gav han pokker i det, og fortsatte: "Var de sidste følelser, du følte... mine...?"

Det var alligevel specielt at høre at ham betale sin fars hadefulde måde at se verden på uden at trække en mime, så om det var det mest naturlige i verden. Man havde vel hvert sit opfattelse af livet, men med det næste der blev sagt om manden gav det mere mening sådan som den lille fortælling skreg af stolthed og ære. Flere små nik blev tilbudt som Treston snakkede om sin fader og Reylest familiens tilstand. Mens hun lyttede til fortællingen lod hun fingre glide imod stoffet på den kjole han havde fundet, dog ændret tone og stemningen sig som han skiftet emnet til sin egen familie til hende. Det første han sagde blev hurtigt mødt med et nik.
”Kan være...forvirrende.” var det korte svar han fik før han selv lagde flere spørgsmål på bordet og ikke bare et spørgsmål men også nogle minder der for hende endnu ikke var minder..for hende var det lige sket. Derfor blev blikket også fjernet fra ham, til gulvet som hun tog en dyb indånding, hånden fandt hendes egne klæder som hun forventede at finde våde af eget blod, men nej. ”Ehm...det..faktisk..så nej..” lyd det betvivlet.
”Til at starte med ja...derfor jeg lagde min hånd på din kind...forsøgte flere gange at sige det er okay..eller andet..for at..hjælpe dig..men..som ting blev mere og mere koldt og tåget..forsvandt min evne..” hun sukkede som det blev sagt, for at indrømme det næste var svært...let bidt hun sig i læben som hun forsøgte at finde de rigtige ord, eller mere modet til at få det ord bragt til lys. Hun trak vejret kort før hun forsøgte.
”Det..var faktisk rart..det sekund..jeg ikke kunne mærke dine følelser.”

    "Ja, dét vil jeg tro!" kunne Treston ikke lade være med at udbryde, mens han studerede hende med et udtryk, der var både undersøgende og... nysgerrigt. Hun var andet og mere, end hvad man først lige så - hende Josefine - men det var samtidigt svært at sætte fingeren på, hvad det var, der gav ham dét indtryk... Det var uvant for ham - Treston mente nu selv, han plejede at være god til at gennemskue, hvad zalan, der foregik...
    "Jeg var temmelig meget ude af mig selv - så jeg kan levende forestille mig, at det ikke var rare følelser at få i hovedet..." De havde ikke kendt hinanden i livet - ikke for alvor. Han havde vidst, hvem hun var, og muligvis også vekslet et par høflige ord med hende omkring et bål eller i messen, men det var vist også nogenlunde dét... Alligevel havde han følt et enormt ansvar for hendes død. 
    For selvom det heller ikke dengang havde været nyt, at folk døde fra ham - blev slået ihjel i tjenesten - og selvom han også for længst havde erfaret, at man som overlevende kunne sidde tilbage med en følelse af forvirring over, at man selv fik lov at fortsætte, så var det nu første gang, nogen ligefrem var udåndet i hans arme. Og så på dén måde...
    "Må jeg spørge dig om noget underligt?" Ordene havde forladt hans læber, før han helt havde givet dem lov, for en tanke var faldet ham ind. En tanke, der helt bestemt affødte spørgsmål. 
    "Man siger... man siger, at det er Isari, der bringer engle tilbage til livet. Har du så... Kan du huske at have - mødt hende? I døden?"

Hun kendte ham faktisk ikke, hun havde brugt tid med ham i heler huset nogle gange, men den tid var ikke noget hvor de lærte hinanden at kende og de fleste af gangene var det ikke sikkert at han overhovedet havde registeret at det var hende. Men ud over det, hvad? Hilsner, og så den ene gang de var gået ind i hinanden i messen. På trods af hvor målrettet hun havde følt sig i sit opgave på at opsøge ham, havde hun flere gange spurgt sig selv hvorfor ham, men hvis ikke hun opsøgte ham hvad havde hun så lavet nu? Siddet og stirret på en grav i nu? Selv nu hvor de sad overfor hinanden gav det stadig ikke helt mening for hende hvorfor hun sad her.
”Selv mens du var ude af dig selv…var dine følelser mere behagelige end mine..” Der lå skam i indrømmelsen, men det blev sagt uden tøven og igen faldt blikket til kjolen. Det ville være rart at få noget andet på end disse sorte, varme klæder. Selv om de virkede syet perfekt til hende.
Igen træk hun på smilet som han spurgte om lov til at spørger om noget af underlig natur, og med smilet nikkede hun. Selvfølgelig måtte han spørger, gav hende tid til at finde hoved og ende i det hele, og at snakke om alt andet end…døden..genopstanden…sin mand.. Denne gang var hun ikke så heldig. Men spørgsmålet fik hende dog til at lade hele forløbet, døden, genopstanden, og alt andet genspille sig i en eftertænksom mine.
”Altså…fra da jeg døde…” et let opgivende suk forlod hende..det var en sær sætning at sige.
”Til da jeg…var i live igen..har jeg ikke nogle minder af..det føles så om det lige skete.”let skuffet lyd hun og let hævede hun hånden og lod en fingre glide over tatoveringen i panden, i et af Isharis hellige symboler. 
”Men…jeg føler jeg har en mase mål som..ikke føles som mine egne 'tanker'.. føler der er ting jeg skal gøre…og finde dig..var en af dem..Skal bare lige...få styr på ting før jeg tager..fat i alt det andet...” det var først rigtigt nu hun indså hvor sært det hele lyd, så om skæbnen havde ført dem til hinanden, og lidt flovt var det at indrømme, og i flovheden søgte blikket dybere i kjolen, hvordan..skal man tage sådan noget på med..og med tanken bevæget vingerne sig, ganske let.

     Treston bemærkede godt dét blik, hun sendte efter kjolen, men nåede ikke at reagere på det, før hun kom med sin indrømmelse. Selv mens du var ude af dig selv…var dine følelser mere behagelige end mine...
    Det havde virket så meningsløst - så ondt. Hun burde overhovedet ikke have været der, og endnu mindre skulle hun have mistet livet i et forsøg på at hjælpe... Dét, at han senere havde fundet ud af, at hun var mor til to og efterlod sig en sørgende enkemand, gjorde kun det hele endnu mere uretfærdigt...
    De tanker sad han stadig med, da hun gik videre til at fortælle om sin oplevelse af døden - om de opgaver, hun følte, hun sad tilbage med. Om de mål, hun skulle opfylde...
    "Jeg tænker, at Isari tilgiver dig - selv hvis du tillader dig selv et par øjeblikkes ro!" Trestons tonefald, og det lille, beroligende smil, han sendte i englens retning, gjorde det tydeligt, at der var humor blandet i udsagnet. "Lad os starte et sted - skal vi?" Han hældte resolut en god sjat brændevin i dét krus, som Josefine ellers lod til at have glemt, og stak det så i hånden på hende. "Nu drikker du dét hér, så der kommer ro på det hele. Så vender jeg aller-dydigst ryggen til, mens du skifter ud af sørgetøjet og ned i noget mere behageligt, og bagefter kan vi... finde noget mad til dig? Eller noget varmt? Er der noget, du har brug for?" Han havde rejst sig et sted undervejs og vendte nu ryggen til hende, så hun fik fred til at skifte. Dog gjorde han sig umage for at blive ved med at snakke, i et forsøg på ikke at gøre hende forlegen - prøvede at give indtrykket af, at dét hér da var helt normalt...
    "...Jeg tænker, at sådan en kop varm te lige ville være sagen. Eller måske noget sødt at spise. Hvis jeg kender min kære mor ret, har hun bagt én af sine berømte desserttærter, og undertegnede hér har års erfaring i at stjæle søde sager fra køkkenet! Så du må endelig sige til..."

Det var sært at sige der var mere mening nu, flere mål, før havde hun mand og børn, så der var målene i livet opnået og nu føltes det så om det var faldet på gulvet og slået i flere hundrede stykker, men alligevel føltes fremtiden mere planlagt, mere ordnet. Selvom en del af hende vidste godt at ingen ville forstå det og at indrømme det, sige det højt, var en sær fornemmelse. Blikket faldt en smule ved hans ord, fordi hvad vidste han endelig om det, sådan som han strålede af medlidenhed var det svært at tage lige netop de ord seriøst. Men alligevel trak hun let på smilet og nikkede, blikket hævede sig som han nævnte at de skulle starte et sted. I samme øjeblik så hun flasken og den varmene væske blive hælt op. Det var svært, det føltes så om det havde været år siden hun havde fået noget at drikke af den natur, selv om det i minderne kun var to dage siden. Et øjnebryn hævede sig som han forsikret hende om at han nok skulle vende ryggen til, der var noget ved hans humoriske opførelse og energi der fik hende til at tvivl på de ord..han virkede ikke som typen der ikke ville forsikre sig at der var et spejl foran ham mens han vendte ryggen til. Hun rejste sig med ham og lod glasse møde hendes læber som han kom med sine forslag, som han spurgte om hvad hun manglede. Glasset mødte læberne mens ryggen var vendt og den varmende væske forsvandt før hun talte. ”Jeg..ved ikke hvad jeg mangler..hvad jeg gerne vil have.” glasset blev lagt forsigtigt op af puden i sengen, som hun begyndte at tage sorgeklæderne af. Selv hvis han kiggede, så var der vel ikke så meget ved det? Hun har klædt om i en militærlejr, så det var vel altid en risiko at nogle af de unge mænd havde lange øjne. Alligevel var det med let røde kinder hun stod der og lod klæderne falde til gulvet. Hun sukkede dybt som hun stod med kjolen i hånden, blikket gik fra stoffet til hendes vinger og tilbage igen. ”Hvordan..klæder engle sig selv på?” spurgte hun lavmældt sig selv, som hun begyndte sig forsøg, vingerne holdt oppe og hvordan den bevægelse skete var hun selv overrasket over, men blot ved at tænke bevæget de sig. ”Vil hellere have noget stærkt at drikke end te.” indrømmede hun som kjolen kom over hendes hofter. ”..Noget sødt..lyder faktisk rart.” hun træk let på smilet og lod stemmen blive mere optimistisk. ”Må man se dine, køkken tyverier i aktion?” hun kæmpede med at holde smilet, men det forsvandt alligevel halvvejs igennem hendes ord. Kjolen kom overraskende let op, men, helt op, og så begyndte vingerne at være i vejen. Hun så ned af sig selv om der hvor kjolen endte, mindede mere om en danserinde fra sydens beklædning, og i guderne hvor måtte de se værre ud bagved. "Du ved godt..din mor smiler hver gang hun har opdaget sådan nogle ting mangler fra køkkenet ikke?" disse ord, var smilet dog mere ægte ved, for hun kunne forstille sig selv, finde ud af Alexander havde taget fra køkkenet uden at spørger. Måtte være umuligt som mor ikke at smile ved sådanne drengesteger.

”men først..kan du så ikke..binde kjolen? Og trække den let op, så meget den nu kan..med disse..ting..” det var svært at kalde dem hvad de var, for det var stadig svært at tro på at hun faktisk var en engle, en af isharis udvalgte..en lyset ville se op til.

    Stadig med ryggen til hende kommenterede Treston ikke på englens mumlerier - dels fordi han ikke havde et svar til hende, og dels fordi, det tydeligvis ikke rigtig havde været henvendt ham...
    Han kunne høre hende kæmpe lidt med stoffet og trak så svagt  på smilebåndet, da hun indrømmede, at hun foretrak noget, der var en anelse stærkere end te.
    "Hun kan aldrig finde ud af at begrænse sig, når hun bager," oplyste han. "Så der er uden tvivl en ekstra-tærte, der står til afkøling ét eller andet sted..." Han ville have fortsat med en barndomsanekdote - ord, der skulle sørge for at stilheden ikke fik mulighed for at sænke sig imellem dem, når han nu stadig kunne høre, at hun kæmpede med at få kjolen på plads. Men han nåede det ikke, før hun bad om hans hjælp, og Treston sørgede for at plastre et neutralt udtryk på ansigtet, da han vendte sig imod hende.
    Han var ikke et blufærdigt menneske - hverken når det kom til ham selv eller andre. Blufærdighed var svær at udvikle, når man både havde boet på væbnernes fællessovesal, men også havde delt dette selv samme værelse med Zirra i deres ungdomsår - dengang Mørket endnu holdt Dianthos i et jerngreb. 
    Men samtidig var han sig også ubehageligt bevidst om, at han og Josefine ikke kendte hinanden særlig godt - og at hun desuden var gift... Enke. Havde børn...
    "Jo, selvfølgelig kan jeg hjælpe dig," sagde hans mund dog bare, mens hans hænder nærmest rakte ud af sig selv, i deres iver for ikke at gøre dette akavet. 
    Det var let at se, hvorfor hun var udfordret - kjolen havde snørelukning i ryggen, men fordi vingerne var i vejen, havde Josefine ikke været i stand til at trække den op på plads. Han tøvede et øjeblik og sagde så: "Jeg tror, jeg bliver nødt til at åbne snøren en smule... og så lukke den igen, men omkring vingerne. Det kan godt være, det bliver lidt irriterende, men i det mindste bliver du i stand til at... få kjolen ordentligt på plads." Forsigtigt og påpasselig med ikke at røre hende nøgne ryg mere end allerhøjst nødvendigt gav han sig til at pille snøren op, til der blev plads til hendes vinger. Det var underligt velkendt og uvant på samme tid - Treston havde hjulpet Zirra i kjoler hundredevis af gange, når familien og omstændighederne krævede at hun skulle fremstå fra sin bedste side - men der var samtidig milevidt fra at hjælpe sin lillesøster i tøjet, og så til at hjælpe en nyligt genopstanden engel...
    "Jeg ved faktisk ikke engang hvad proceduren er, i dé hér tilfælde..." hørte han sig selv sige, og skyndte sig at specificere: "Ved genopstandelser, mener jeg. Vi burde jo egentlig nok rapportere det til nogen - nogen oppe på Paladset. Du skal vel genindskrives i folkeregistret - måske også i hæren, når du nu... døde i tjeneste." Det var ikke let at få lædersnøren igennem kjolen hulnitter, og han håbede virkelig ikke hun troede, at han fumlede med vilje. "Tænker du egentlig, at du vil tilbage til Lyset?"

Det var sært at høre disse ting sagt fra en søn, og endnu mere en søn i hans alder der ikke helt virkede til at forstå hvorfor en mor altid gjorde ting, en eller to portioner for meget. Det havde forvirret hende selv, da hun begyndte på det. Men det var jo netop for tider som dette, hvor børnene ønskede mere end hvad der var lavet, eller i natlige eventyr blev sultne. Men der var ingen grund til at sige noget, han skulle nok finde ud af det når han engang selv får børn og ser hans egen kone gøre, nøjagtigt det samme som hans mor. Tanker havde hun med et varm smil som hun lyttede til hans drøm om en nedkølende tærte.  Det var en sær oplevelse at stå her, blottet, ryggen til, en mand som hun faktisk ikke kendte. Men alligevel var der ingen grund til ikke at vise ham tillid som det var nu, han holdt hende i døden, og taget imod hende i livet. ”Tak.” lyd det kort som han begyndte at hjælpe, det var endelig tak for mange flere ting, og sådan ville det nok altid blive når hun sagde, og vil sige, tak til Treston. For det føltes så om hun var langt bag ud i tjenester som det var nu. Der stod hun, og lod ham hjælpe og gøre sit for at få kjolen på.

”Det..er fint.” lyd det let tøvende, og hævede derefter hånden for at holde kjole oppe, i hvert fald foran.
”Jeg behøver ikke kunne bevæge dem. Så du kan binde stræmt om vingerne. Tør ikke bruge dem i nu.” Tilførte hun til hans ord om at få kjolen på sin plads. Hun gik i stå som han begyndte at snakke om hvad de skulle gøre, hvad hun skulle gøre. Hvor mange engle mon der fandtes, og hvor mange mon havde været igennem denne proces? Og endnu vigtigere, hvor mange folk, ved folkeregisteret eller i lyset var klar på denne proces? Hun sukkede kort og tænkte over sit svar, for hvad var det næste skridt? Skulle hun vente på et tegn mere? Hun kiggede kort over skuldre som hun tøvede med sit svar.
”Tænker vel banken og Lyset må vide denne slags.” det var vel de to organisationer som havde længst historie i landet. ”Kan vel..håbe de har erfaring med denne slags?” tilførte hun tøvende og undgik stadig hans sidste spørgsmål.
Et øjeblik holdt hun svaret i munden.

”Jeg vil gerne tilbage til lyset.” begyndte hun, mens hun kort så sin død foran sig. ”Men..måske..længere fra fronten?tilførte hun tøvende, og lod næse falde imod gulvet som det blev sagt. Døden, var hvad døden var, og ufattelig svær at løbe fra.

    Endelig makkede snøren ret, og det lykkedes ham at få den igennem alle hulnitter, så han kunne snøre kjolen ind omkring hendes vinger. Med et lille nik til sig selv trådte han tilbage fra hende - lod hende få lidt plads - og erklærede så sin enighed: 
    "Du har ret - de må næsten have prøvet det før. Der må være nogle... protokoller eller retningslinjer, de følger. Hvis du gerne vil have det, kan vi følges op på Paladset, når du lige har haft mulighed for at sunde dig lidt." Han havde fået tilbudt sin hjælp, inden han rigtig havde nået at overveje det - om det overhovedet var en hjælp, hun kunne tænkes at ville have. Men Josefine virkede bare så... fortabt lige nu, og det var svært for ham, ikke at have lyst til at mindske dén fortvivlelse - med de midler, han nu engang kunne stille til rådighed. 
    Hendes næste ord fik ham til at smile et lille smil. "Jeg er sikker på, at Lyset hellere end gerne vil have dig tilbage - du er jo en dygtig healer, ud fra hvad jeg ved af. Og mon ikke der er forståelse for, at du ikke har den store lyst til at skulle tilbage til fronten lige med det samme? Dét kan man vel dårligt bebrejde dig..." 
    Han havde selv fået et par uger fri oven på oplevelserne i lagerhallen - dels grundet hans skader, naturligvis; han havde været temmelig ilde tilredt, oven på mødet med Mørkets soldater - men for ham havde pausen været lige så nødvendig for den mentale del af sagen. Han havde tendens til at tænke for meget og for længe over tingene, og selvom det altid var hårdt at miste en kollega i kamp, havde det bestemt ikke gjort noget godt for hans sindstilstand, at Josefine havde været healer - altså ikke kriger i ordets egentlige forstand - og desuden, at hun havde mistet livet i et forsøg på at hjælpe ham...
    Hvis bare han havde været hurtigere - kæmpet bedre. Været mindre grøn. Haft bedre overblik...
    "Jeg fik aldrig rigtig mulighed for at... takke dig. Dengang." Ordene kom tøvende og lidt famlende - fremkaldt af de tanker, han netop havde tænkt. "Havde du ikke blandet dig, var jeg blevet slået ihjel i dén lagerhal..." Og han tvivlede ærlig talt stærkt på, at Isari ville have haft den store motivation til at bringe ham tilbage til livet... Ikke fordi han ligefrem havde forbrudt sig imod hende, men mere fordi hans tilbedelse de sidste mange år havde været mere eller mindre halvhjertet... Til stor misbilligelse fra hans moder.

Hun nydt sin sidste fulde vejrtrækning som hun kunne mærke snøren bliver bundet længer og længere op, hun åndede tungt ind som han træk sig væk, det føltes forkert, som hun let forsøgte at bevæge skulderne og vingerne valgte selvfølgelig at deltage. Bare så lidt fik hendes til at føle sig så fastlåst, så om vingerne allerede var det mest naturlige del af hende. Hun vendte sig for at møde ham igen og helt naturligt hævede vingen sig og forsøgte at nå over ham, ikke helt vellykket men den handlede så nemt, så forsigtigt uden at hun skulle tænker det over det, og på trods af de fjer han fik i ansigtet stirret hun blot selv på vingen overrasket over dens bevægelse. En af de få gange i sit liv hun ikke undskyldte for at puffe til andre som hun stod fortryllet af sin vinges bevægelser at hun slet ikke tænkte over hvor han var i dette øjeblik. Det var sært at forholde sig til at man blevet velsignet på sådan en måde, velsignet og så få flere kropsdele. Han venlighed trak sig dog igennem hendes tankemul som han tilbudt at hjælpe hende med at finde mere ro i sin genopstand.

”En dag..vil jeg nok gerne tilbage på fronten. Men..lidt ro er vel ikke for meget at bede om.” modvilligt træk hun let på smile båndet, for hvad er ro lige nu? Alt var uden af hendes kontrol og i andre hænder, men det var vel nok meget fornuftigt at lade magten være væk fra hende sådan som alt så ud i dette øjeblik. Hun knyttede sine hænderne som hun opgivende lod blikket falde på hans fødder.

”Hvor tænker du er bedst? Lyset? Staten?” hun sukkede dybt som det blev sagt, for hvor starten man i alt det her? Og hvorfor var det så nemt at mærke ham? Mærke sorg kæmpe sig frem som han stod lidt i sine tanker før han fik sagt det han ville, følelsen kom så nemt frem nærmest som var det hendes egen. Instinktivt havde hun taget hånden til brystet som han genlevede visse følelser. Skyld. Hun træk vejret dybt som han takkede hende.

”Stop..vær sød at stoppe.” afbryd hun ham som han fik det hele frem, både i hende men også ham selv.
”Jeg..gider ikke..jeg..kan ikke..” igen træk hun vejret dybt og rettet sig op for at møde hans blik nu med tåre fyldte øjne.
”Tænk på et eller andet andet..vil du ikke være sød? Noget godt, varmt, din første kæreste? Jeg..et eller andet, andet end din skyld og sorg.” lyd det nærmest tiggende som hun kæmpede med hvert et ord.