Ranulf var stille imens hun talte, som om han ventede på at hendes talestrøm løb tør for ord. I stedet betragtede han hende roligt og lagde sit hoved lidt på skrå imens han nød sin pibe og sin drink. Som han så det så gjorde Josefine det langt mere kompliceret end det var. Børnene var hendes, hun holdt af dem og hun ville dem gerne. Så var der vel ikke meget andet valg end at gøre noget. Men omvendt. han havde ikke været død, ikke været væk fra livet i flere år for så at vende tilbage til en verden der var fortsat uden ham. Først da hun blev stille og tog en tår af sin drink og der var gået lidt tid åbnede han munden igen. Hans dybe, næsten rumlende stemme var lavmælt, men ikke stille. 
"Det første, simpleste trin er vel at se dem mere? Så kommer der forhåbentlig et bånd helt af sig selv. Hvis jeg ellers gætter rigtigt. " Han trak igen på skuldrende, lidt anderledes denne gang. Han havde mange måder at gøre det på. Denne gang betød det mest af alt 'håber jeg'. 
"Og jeg tror du overdriver hvor slemt folk synes det er. Det er jo ikke fordi du tvinger os til at føle noget. Eller læser vores tanker. Eller på nogen anden måde invaderer vores liv Josefine. " Han tog en slurk af sin drink. "Du er en sød, flot kvinde. Der skal nok være nogen der gerne vil dig. Og hvis du er i tvivl om det du føler, well. Hvis det bliver ved efter du ikke er sammen med dem mere, så er det vel ikke deres følelser du mærker? " 
Ikke at han rigtigt forstod hendes evner som sådan, men... Altså, så besværligt kunne det heller ikke være. Tingene var nu bare som de var, der var ingen grund til at grave mere rundt i det. 

Det var så rart at sidde med ham, en fornemmelse der fik hende til at fortryde de ikke gjorde dette oftere, altid så rolig af både sind, opførelse og følelser. Kort fik det hende endelig til at skamme sig, fortryde at hun ikke brugte mere tid sammen med ham. Altid så meget ro selv i ord som disse på et emne hun tydeligt fandt besværligt sad han roligt og nydt sin pibe, sine drikkevare, og lyttede mens han overvejede sine ord mens hun talte ud, hendes, usammenhængende følelsesladet ord i hendes kaotiske tankestrøm. Hun stirret på bordet som han begyndte at svare, noget der var umuligt at benægte. Det første måtte hun nikke godkendende til, hun var nød til at finde en måde hvor det var muligt at begynde at bruge mere tid med dem, begynde faktisk at se dem. Problemet var bare hvordan hun kunne få sig selv til det, selv med Treston var det forbandet svært at gå i nærheden af det børnehjem. Hendes tydeligt overvejende blik døde dog ud som han forsatte, hun hævede blikket og stirret på ham med et forvirret blik. Hun havde aldrig før mødt nogle som bare, forstod det og acceptere hendes evner så meget som Ranulf, jo han spurgte aldrig ind, og virkede til ofte at glemme alt om det, hvilket var en helt anden slags for rart. Han accepteret hende og det var det, eller rettere sådan føltes det for hende som de sad her, og hun lyttede til ham. Hun træk på smilet som han kaldte hende både sød og flot.
"Hvis bare det var så nemt, så havde jeg en kæreste Ranulf." lyd det med et trist grin. "Forsøgte..faktisk at få en, men han kunne ikke, altid tvivlede på mine interesser i det, og bange for jeg blot tog fat i hans." Absolut intet andet end venner.Orderne Treston havde sagt den nat på hendes værelse gled igennem hende med et streg af ubehag som hun mindede om det.
"Forstil dig at ligge med en som mig? Der var en grund til jeg ikke fortalte min mand om det, før år inde...Hvis jeg stjæler din lyst...hvornår ved du så om jeg faktisk har lyst? Jo, ganske rigtigt jeg kan gå en tur i skoven, flyve op på et hustag og tænke mig om..Men som Treston sagde, han vil altid have en grad af tvivl om hvad jeg føler." hun sukkede dybt og træk blikket fra Ranulf, til folket omkring. Hun tænkte ikke over at indrømme manden hun havde været tæt på at danne par med, var en tidligere ridder nu vanæret.
"Jeg ville..ønske jeg overdrev.. Men tror faktisk jeg underspiller det." Glasset mødte igen hendes læber som hun tog en lidt større slurk end tidligere. "Så snart..de begynder at føle tvivl..vil jeg også." tilførte hun med et suk.

Ranulf havde slet ikke overvejet hvordan hendes evne ville pårvirke hende, på den måde. Og ærligt havde han svært ved at vikle sit hoved rundt om det. Han forstod knapt nok hvordan hans egen magiske evne virkede, og den var jo decideret simpel i forhold til hendes. Hvis han forsøgte at forestille sig hvordan det måtte være at leve med den ville han give sig selv hovedpine ret hurtigt. 
Han lænede sig tilbage i stolen igen, og kløede sig lidt i skægget. "Hm. Det havde jeg selvfølgelig ikke tænkt over. Jeg kan godt se besværet i det. " Han gav endnu et af sine skuldetræk. "Men det ændrer jo ikke ved situationen. Du har børn du gerne vil være der for, og som lige nu ikke har nogen. " Han smilede svagt. "og som du tydeligvis ikke er klar til at andre skal adoptere. Så i stedet for at tænke for meget over det lyder det som om du har brug for at vælge en løsning og følge den... og så tage konsekvenserne af det valg. Lige som resten af os. " Der fulgte et lille stik af gammel sorg med den sætning, så svagt at den næsten ikke skilte sig ud fra resten af hans følelser, som en hvirvel i gammelt, vindslebet træ. Som mit valg om at bringe min bror's lig hjem i stedet for at løbe... 

Han tømte sit glas og stillede det hvor bartenderen kunne se det. Han havde aldrig rigtigt forstået folk's behov for at have en kæreste, en partner, en ægtefælle. Altså, han havde da også behov for intimitet på samme måde som alle andre, men det var ikke noget man ikke kunne klare ret simpelt. Og når han alligevel sjældent var samme sted i længere tid af gangen i disse tider så var der vel heller ikke nogen grund til binde sig til nogen på den måde. Han kunne alligevel ikke leve op til de forpligtigelser der fulgte med det.

Hvordan hendes hovedet havde bevæget sig helt væk fra emnet, til noget så fjernt som kæreste og samliv, og ikke hendes tidligere liv, hendes børn, som endelig havde startet alt dette, og nu sad hun og tænkte på alt muligt andet, og det var endelig utrolig rart at få alt dette sagt, og at høre at Ranulf faktisk kunne se hende problematik. Hun nikkede ved hans forståelse, og lod mjøden mødte igen hende slæber som hun lyttede til Ranulf, og trods hans vidunderlige evne til at holde emnet i fokus, og den varme fornemmelse fra alkoholen, den afslappende stemning. Så begyndte hun let at tvivle på om dette var en god ide overhovedet at snakke med nogle om. For det var svært at bekæmpe den lette skam som spredte sig i hende, mjøden blev sat tilbage på bordet og blikket hvilede på den varmen væske der var tilbage i glasset.
Hun nikkede flere gange som hun lyttede og holdt blikket lavt, for hvad kunne hun sige? At han tog fejl? For han havde jo ret, Alexander var næsten voksen, og Josefine var gamle nok til at kunne være alene nu om dage, og det sidste i denne verden hun ønskede var at andre tog hendes, tog deres børn til sig som deres nye forældre. Hun sukkede ved tanken, den var kvalmende, og bare at forstille sig det var nok til at kunne mærke en blanding af mange følelser, en som hun slet ikke ønskede at føle i denne relation, vrede. Armende fandt bordet ved hendes tanker og hans ord. Hun sukkede dybt som han kom forbi konsekvenser, at tage en beslutning.
“Hvordan..skal jeg tage en beslutning her?” lyd det fortvivlet som hun stirrer imod sit på sit glas.
“Jeg..aner ikke engang hvor jeg skulle starte med at samle mine tanker. Hvad ville være bedst for dem? At jeg, går derned nu og lover dem at finde en løsning? Få dem hjem? Jeg..kender dem ikke mere.” hun gav lidt op på sine ord, som Ranulfs første del af denne samtale gled forbi hendes tanker, snak med dem, hun sukkede dybt som hun lagde sig over bordet med sine arme som støtte. Måske var dette en forfærdelig ide at snakke med nogle om.
"Lige meget hvad..ender jeg bare med at....være i vejen for dem."

Ranulf kunne ikke lade være et føle et stik af sympatisk smerte for Josefine's tydelige fortivlelse. Det her  var uden for hans komfort zone, langt uden for. Han skulle gladeligt stille sig imellem hende og en mindre hær. Det var et problem han kunne tage og føle på, noget han kunne løse. Men det her? Følelser, minder og magi blandet sammen i en uskøn forvirring? Lige meget hvor gerne han ville hjælpe var der bare ikke noget han kunne sige eller gøre der ville hjælpe hende med at tage en beslutning. Men han kunne da prøve... 
"Med den attitude så har du vidst allerede valgt. " Hans stemme var ikke hverken hård eller bestemt, men måske en anelse... skuffet? "For der er en ting jeg har lært gennem årene: Når man først falder ind i et mønster hvor man tænker at det man gerne vil går galt, så går det helt sikkert galt. " 
Bartendered kom over og satte endnu et glas til Ranulf, som slet ikke virkede påvirket af det endnu. Ranulf smilede og lagde endnu en krystal på bordet til ham, og ventede til han var uden for umiddelbar hørevidde før han fortsatte. 
"Det du gør lige nu hjælper hverken dig eller dem. Og jeg kan ikke hjælpe dig med at tage en beslutning. Jeg kan kun fortælle dig hvad jeg ville gøre. Og hvorfor. " Han samlede sin drink op, vendte den imellem fingrende. Den ravfarvede væske glitrede i flammeskæret fra stearinlysene. "Jeg er ved at være en ældre mand, Josefine. Jeg har været soldat siden før hele den her forbandede krig brød ud. Jeg har ingen familie, ingen børn, ingen partner. For jeg besluttede tidligt at jeg ikke ville kunne være der for dem. At jeg ville fejle. " Der var ingen direkte bitterhed i hans stemme, men som han tømte halvdelen af glasset skinnede der en følelse af smerte igennem, en flad, afslebet smerte som om det var noget han havde levet med så længe at det kun var når han direkte valgt at prikke til den at den kom op til overfladen. 
"Fortrydelse er en sær ting. Jeg fortryde ikke mit valg af liv. Jeg har viet mit liv til at sørge for at andre kunne have de ting jeg ikke har, og kunne have dem i fred for ondeskabens klamme hånd. Men når jeg ser en mand på min alder smile til en purk der kun kan være hans barnebarn... Så kan jeg da ikke lade være at tænke 'hvad nu hvis'... " Han ventede til han kunne fange Josefine's blik. "Jeg har ti, måske tyve år tilbage at fortryde i, hvis jeg er heldig. Du har en evighed. Jeg ville gøre forsøget. " 

Du har allerede valgt, nok var det ikke de ord han sagde, men hun kunne ikke andet end at nikke anerkendende til det og hæve hagen op fra bordet og lod blikket falde på Ranulf som han vendte og drejet glasset. Let skam spredte sig over hende som hun stirret ned på glass og den tone, hans skuffet tone ramte hendes sind.
“Undskyld.” mumlede hun næsten instinktivt som hun følte skuffelsen.  Blikket hang lavt som hun lyttede til hans begyndelse, og han havde ret, hun havde besluttet sig for hvordan det hele ville gå. Hun kom altid i vejen for alle, og nu var alt allerede problematisk og ændre hele deres liv bare, for hvad, at kunne kalde sig mor ordentligt igen. Hun nikkede som han fortsatte med at tale om sine erfaringer, hans fortrydelser igennem hans længere liv i kampens hede. Ofret sig hele hans liv for andres glæde. Hun rakte ud imod sit glas og lod det tømme under Ranulfs ord, flere små tårer og det tomme glas blev placeret ude på kanten af bordet og forhåbeligt kopiet de opførelsen som de havde gjort for Ranulf. Blikket faldt mere og mere som Ranulf snakkede om hvordan aldren efterhånden var nået hvor det var for sent at rette op for hans valg. En..evighed.
En enighed. Det var noget at høre engle levende forevigt, men at få det slået i hovedet i sådan en samtale her, fik tydeligt tankerne til at bevæge sig rundt i hendes hoved. Det der blev sagt gav mening, lev livet uden fortrydelser for dit liv slutter aldrig.
“jeg..forstår…” tøvede hun før hun lod blikket falde lidt mere og stirret på hænderne der før var en pude.
“Du..ved godt det ikke er forsent for dig ikke..der er mange kvinder der nyder en mand der har haft et liv som du har. Mænd som dig er..” hun sukkede dybt og nikkede kort til ham..til sig selv.
“..gør ting, lad være og overtænk det..Det er det du siger..endnu mere, nu hvor..mit liv er evigt.” hvad skulle hun sige, at hun forstod det, forstod hvorfor det blev sagt.
“men jeg..vil fortryde lige meget hvad..jeg gør..vil jeg ikke?” hun stirret tomt på sine hænder som det blev sagt.
“Der er ingen måde..jeg kan..” igen døde hende ord ud, og hænderne blev igen søgt som pude som hun lagde sig ind over bordet.

Ranulf smilede lidt forlegent da Josefine, tydeligvis, misforstod hans mening og forsøgte at få ham til at få det bedre med hans eget liv. Imens hun forsøgte at tale færdig kom bartenderen tilbage og stillede en kande mjød denne gang, tydeligvis for at skulle undgå at gå flere gange. Ranulf tømte sit glas og rakte ud og lagde forsigtigt en stor hånd på Josefine's skulder. 
"Der er aldrig nogen garanti for at man ikke fortryder noget, lille valkyrie. Men jeg vil langt hellere gøre noget og så fortryde det senere end jeg vil lade livet passere forbi mig. " Han gav hendes skulder et let klem og hældte så et glas mjød op til hver af dem. 
"Men jeg er ikke sikker på jeg er den rigtige til at komme med råd til dig. Bare spørg alle der har kendt mig. 'Ranulf er flink nok, ' ville de sige, 'men han drikker for meget og har aldrig nogen penge fordi han spiller dem væk'. " Han trak på skuldrende og smilede lidt. "Så man skal måske tage mine råd med et gran salt eller to. " 

Ranulf tog en stor tår af mjøden og forsøgte at undgå at tænke for meget. Det var trods alt meget det samme han havde gjort. Bare drevet gennem livet, ladet sit arbejde og sin sprut opsluge ham. Ikke binde sig til nogen eller noget... altså hvis man så bort fra landsbyen hvor han havde levet under mørkets styre. Det var bedre på den måde, trods alt.... Folk der kom for tæt på ham kom bare galt afsted. 

Det var rart at mærke hånden på hendes skuldre, for selv om denne mand ikke var ledelsesdrevet var alle disse små tegn på hans følelser, det korte smil, klemmet på hendes skuldre, disse bevægelse var dem man skulle mærke fra denne mand, hvis man ikke fik de magiske pust af følelser fra ham, men selv disse var svage og lange imellem.  Kanden blev sat men dette opdaget hun ikke fra sin skyld bag sine ejne arme og med snude imod bordet. Hun nikkede kort til hans ord men forbliv i sit gem. Dog fik det næste Ranulf sagt hende til at kigge op med et fortvivlet blik.
“Jeg..opsøgte dig ikke..fordi jeg ikke vil have din hjælp.Eller troede på den intet var vær, jeg er her som din veninde, og som en der værdsætter dit sære syn på livet...” lyd det let tøvende som hun tog sit glas til sig stillede det foran hende og samlede det i sine hænder.
“Du er rar at snakke med..Selv hvis du spiller for meget, drikker for meget.” ikke at man kan drikke for meget. fortsatte hendes tanker sætningen. Hun vidste godt det hun tænkte var forkert og der var en grænse men for hvad de to lavede lige nu bare sidde sådan her, var der ikke en grænse bare en skam de ikke sad mere privat.
“men..jeg..kan ikke bare gøre..ting jeg vil fortryde her..selv om jeg forstår dine tanker..så vil jeg leve en evighed med alt min tvivl, men også velvidende om alle de ubehagelige tanker mine fejltagelser skaber hos andre.” hun sukkede dybt og lod blikket forsvinde i væsken der fangede hendes sind, den væske fanget mellems hendes hænder.
“Lagde hånd på Alexander en gang..og at mærke..” hendes ord døde ud som hun stirret på væske, blikket tomt som hun hævede glasset og tog en slurk.
“Lovede mig selv aldrig at gøre noget der vil gøre dem ondt igen..fortryder der stadig.. At tænke på den skuffelse, frygt og smerte..Alt rettet imod mig..Jeg kan ikke..lade dem være, og jeg kan ikke hjælpe dem..og jeg..kan virkelig ikke finde ud..hvordan jeg...kan gøre det mest rigtige..men..som du siger kan jeg ikke bare..lade være med at handle. Ender jeg nok med at fortryde endnu mere end at ..tage en beslutning jeg fortryder..eller som gør dem ondt.” hun sukkede og tog glasset til munden igen, og endnu engang forbliv det imod de bløde røde læber af hendes til væsken var forsvundet.

Ranulf forsøgte at følge hendes strøm af ord så godt han kunne, at sortere nyt og gammelt fra hinanden. For ham at høre talte hun sig selv i cirkler, og så sprang han ellers elegant over de ting hun havde sagt om ham. Det var alligevel ikke vigtigt. Det vigtige var hende og hendes problemer lige nu. 
Imens hun talte havde han selv tømt sit glas og var vendt tilbage til sin pibe i stedet. Dele af hans tanker drev sidelæns imens han lyttede. Han havde aldrig forstået det her med bare at tale om sine problemer for at tale om dem, i stedet for for at finde en løsning. De få gange han havde blandet andre ind i hans problemer, elendige valg for øvrigt, havde samtalen altid handlet om at finde en løsning. At komme videre. Der var jo aldrig noget der var blevet løst ved bare at tale om det. Der skulle lige som ske noget til sidst ellers var man jo lige vidt. 
Til sidst løb hendes talestrøm ud og hun tømte endnu et glas. Hvor den lille engel gjorde af det vidste Ranulf ikke, men hun kunne tydeligvis drikke de fleste under bordet. Eeeeller også havde det bare ikke ramt hende endnu. Men det første var nok mest sandsynligt. 
"Jah, du har kun rigtigt to muligheder, Josefine. " Han trak lidt på skuldrende og huskede så at tage sin pibe ud af mundvigen som han lænede sig tilbage. Stolen knirkede faretruende igen. "Enten lade stå til og acceptere at nogen andre tager hånd om dem. Eller selv gøre det. På den ene eller den anden måde. Selv være deres mor, med alt det det indebærer på godt og ondt. Finde nogen til at tage sig af dem som du stoler på så du kan være i deres liv. Få dem bortadopteret og forsvinde helt ud af deres liv. " 
Ranulf sukkede og tog et nyt drag af sin pibe. "Jeg misunder dig ikke de her problemer. Og jeg ville egentlig ønske jeg kunne gøre mere end jeg kan. " 

Lukket grundet inaktivitet fra os begge.