Guderne ville vide at havde det været en hver anden mand, der havde taget sæde på sengekanten, så havde mørkelveren ikke været sen til at med is i hjerte have bedt ham forlade ikke bare det halve dunkle værelse, men selve kroen. Ud til et møde med et mørke langt mildere end det der kunne opsluge dem begge.
Sedna havde vidst at dét hér aldrig ville være nemt, allerede da hun tillod en ridder af Lyset købe mjød og senere tage plads mellem hendes ben. Det alene burde havde været nok til at hun aldrig skulle have lavet den første af glas nøglerne. Alt det de delte sammen aldrig ville blive lige til, som havde de blot valgt en af deres egne valgt at forblive ikke andet end spøgelser i hinandens sind. I stedet lod de sig drage som om de ikke dansede henover glohedt kul, der hvis de tøvede bare det mindste på hinanden ville brænde smertefuldt.
Men kyssende, de åh så sødmefulde kys var som honning omslag, hen over brandvablerne hvor de både lindrende og healede. Gjorde trængen til at hammer begge håndflader i brystet på ham ikke eksisterende. I stedet greb de om hver sin håndfuld af det våde stof og trak Treston nærmere i kysset, frygtsom for at han ville trække sig fra det alt for hurtigt. Med halsen strækket så langt det var fysisk muligt, slap Sedna modvilligt Trestons læber. Hun nåede lige akkurat at sætte et ansigt op, der hvis bare hun havde været lysere i huden, kunne overbevise den bedste præst om hendes uskyld, som svar på hans drilske beskyldninger om overfladiskhed og indrømmelser om brugen af tårer som et middel til at vinde hende over. Hvorefter endnu et længselsfuldt kys forhindrede hende i at give ham et bedre svar på tiltale
Det havde været let at lade sig rive med, give pokker i fornuft og de samtaler den trak med sig. Nok havde hun været den første til at tale fornuft, men havde det ikke været fordi Treston faktisk havde i sinde at rette sig efter hendes ordre, som en god soldat, så havde udspillet været meget anderledes.
Hvide tænder lukkede sammen om luften, hvor næsetippen havde været få sekunder forinden, i et legesygt nap ud efter fingeren, før hun flyttede sig med et smil grænsende til latter. Med armene strakt ud bag sig, sad Sedna tilbage lænet på sengen, mens hun slet skjult tog hele ham ind ”Mmhm, men det virkede nu alligevel helt efter hensigten, syns du ikke?” svarede hun småflabet igen, men skrånet ansigtet. Lugten var fæl da støvlerne røg af, men fokusset lå helt andre steder. Hvad var lidt indelukkede fødder mod stanken af råd opløste lig og kloakslam?
”Men du kan være en god soldat og pille det hele af, før du kommer her hen igen.”

    "Var hensigten da at gøre mig selvbevidst som en uprøvet skøge?" spurgte Treston retorisk idet han trak den kolde, våde skjorte over hovedet. Mærkerne fra dét lag tæsk Zirra havde sørget for, at han løb ind i i Rubinien, lå stadig som skyggeagtige aftegninger over hans overkrop, men han håbede, at hun ikke ville bemærke det i det svage lys fra olielampen. Ved synet af hendes katteagtige selvtilfredshed krøllede han den gennemblødte skjorte sammen med en lille latter og kastede den efter hende. "Du kan da i det mindste udvise bare en smule pli, og lade være med at æde mig med øjnene! En stakkels mand her ved jo slet ikke, hvad han skal gøre af sig selv...!" Det var løgn - han følte absolut ingen blufærdighed med Sedna, for der var ikke rigtig noget, hun endnu ikke havde set... Men derfor lod han ikke en mulighed for at være flabet gå sig forbi! 
    Og dét, at de så let og smertefrit var gledet ind i de sædvanlige drillerier - den udfordrende, legende samtaleform, der havde fanget ham fra første færd - gjorde ham desuden helt let om hjertet. Fik ham til at turde tro på, at det kun kunne blive bedre herfra. 
    Hendes kommentar om 'den gode lille soldat' nagede ham et øjeblik, mens han snørede vadsækken op og gav sig til at rode den igennem efter de tørre skiftebukser, og derfor vendte han også siden til hende, så hun ikke skulle se, hvordan hans ansigtsudtryk med ét faldt på gulvet...
    Dét var én af de samtaler, de skulle have, før luften ville være renset imellem dem - han måtte fortælle hende om retssagen... 
    Hun ville blive rasende...
    "Jeg hørte, at du forsvandt sporløst," sagde han indledningsvist, idet han trak de tørre bukser på. Stak så atter armen i vadsækken på jagt efter en skjorte, der var tør og bare nogenlunde ren. "Så jeg går ud fra, at Lynn hjalp dig godt videre?" Med et suk gav han op på skjortejagten og lod vadsækken dumpe om på gulvet. Vendte sig så imod hende og løftede et øjenbryn, idet han tog sig til lædersnoren med de mange glasnøgler, han stadig bar om halsen. "...Det var da i hvert fald noget af en jagt, du sendte mig ud på - hele landet rundt. Jeg må sige, at jeg er lettet over, at det endelig lykkedes mig at fange dig. Det var begyndt at blive tungt med alle de nøgler..."
    Treston kunne godt selv høre, at han listede om den varme grød med en masse ligegyldige ord, men han vidste ikke, hvordan han skulle tage hul på de svære samtaler... om han overhovedet havde lyst til at tage hul på de svære samtaler... 

Under sengen overvejede Zirra, hvor lydløst man mon kunne kaste en lille smule op. De sukkersøde drillerier og den umiskendelige lyd af kys nåede ganske uhindret ned til hende og fik maven til at slå et par kolbøtter. Et var at vide, hvordan ens bror lavede damer - noget helt andet var at høre det i aktion. Og det handlede ikke så meget om kyssene, for hun havde set masser af piger bliver kysset af Treston - nej, det handlede om ordene. Om den måde, de talte sammen på. Undertonerne. Og at Sedna var en kælling fra Mørket, og derfor burde han virkelig ikke gøre noget som helst med hende. 
Hvem zalan er Lynn? tænkte Zirra ved Trestons næste ord. Hvor mange damer har han lige rodet ind i det her lort?
Og... Nøgler? Det var begyndt at blive tungt. Hvad var tungt? Nøglerne? Et øjeblik fik galden lov til at vige for forvirringen, for der var tydeligvis et eller andet her, Zirra ikke havde fulgt med i - men nu havde hun jo også jagtet Sedna og ikke Treston (sidstnævnte ville i øvrigt også have været alt for nemt). Men det holdt ikke længe. For galden kom i igen, da hun huskede sig selv på, at de lige havde kysset, og at Treston var begyndt på sine sædvanlige drillerier. Han skulle skride skulle han. Skride, så han kunne få Sedna ud af sit liv, og skride så Zirra kunne sørger for, at Sedna forblev ude af hans liv - for altid.

Et utalt, flabet, måske lå og spillede i de gyldne øjne mens hun vippede hovedet ganske let fra side til side, lignende en der overvejede at afgive svar, selvom spørgsmålet ikke indbød til det. Det ville have været alt for nemt at pointere han ville gøre sig uden mærket som skøge, hvis hun da selv skulle bedømme af egne erfaringer.
Afværgende trak benene sig op mod maven og den ene arm op foran ansigtet der drejede sig beskyttende til den ene side, for det regntunge stof. Skjorten ramte tungt, men på ingen made hårdt, hvorefter den klistrede sig til klamt og koldt mod knæ og underben i et mindre hvin fra Sedna. Skjorten blev hastigt sendt retur “Jeg kan også æde dig med andet end øjnene, hvis du hellere fortrækker det?” svarede hun lige så ublufærdigt som han følte sig.
Energien tog et skifte mellem dem, den legende veg tilbage for en mere alvorlig. ”Hun har gode kontakter.” lød svaret ærligt. Begejstringen for halvgoplen var stadig ikke den højeste. Nok havde hun hjulpet mere end Sedna nogensinde havde forventet en af hendes position ville, men håndfladerne kunne stadig blive svedne ved tanken om den bløde gennemsigtige hvidlige hud, og at hun havde rørt den…
Trestons indledende forsøg på at åbne op for, hvad der faktisk var sket efter bølgerne, rev de to kvinder med sig, åbnede samtidigt op for et spørgsmål, der flere gange havde rumsteret hos mørkelveren. ”Hvordan bliver en landsoldat så tætte venner med en kommandørkaptajn i Lyset? Du har da ikke sejlet under hende, har du?” nåede hun at spørger inden han opgav sin søgen i vadsækken.
Først her bemærkede hun antydninger af slag der have farvet den lyse hud. Mærker der ikke længere var andet end skyggebilleder fra hans møde med knyttede nævner og støvlesnude. Det bløde lys fra olielampen formåede næsten at holde dem skjult, men skygger holdt ikke deres form som disse.
Den tilbagelænede holdning, som hun ellers var faldet tilbage til, blev byttet ud med en mere rank stilling. Med lynild stigende i det gyldne øjne, der fastlåste sig på det blåmærke over nyrerne, glemte hun kort at lytte efter hvad han havde sagt. Heldigvis var hånden om lædersnoren vejledende nok til at kunne stykke to og to sammen. Det var derfor også et lidt fraværende svar hun fik givet ”De pynter nu ellers meget fint.”.
Sedna tvang blikket væk fra den nøgne hud, op til ansigtet, hvor hun minutiøst ledte efter flere mærker.
”Hvornår har du fået tæv? Er det Kesters værk? Jeg sværger ved alle mørke guder, Treston. Han kommer aldrig til at kunne holde på et sværd igen, hvis han har lagt en hånd på dig...”
konspirerede hun under hårdt sammenbidte tænder, der fik musklen i kæben til at spille under den sorte hud.

    Treston øjnede hende, da skjorten kom retur og endte - våd og krøllet - fanget på kanten af den grove kommode, der stod henne ved døren. "Du skal være så frygtelig velkommen!" gav han igen med et skævt smil. "Men så må du snart til at bestemme dig - jeg kan jo ikke tage tøj af og på i en evighed!" 
    Også Treston fornemmede stemningsskiftet, og da Sedna gav sig til at spørge ind til Lynn, lænede han sig tilbage imod kommoden og lagde armene over kors. "Jo, vi har faktisk sejlet sammen - for år tilbage. Jeg var med som beskyttelse for en diplomatisk delegation til Elverly, og det var Lynn, der sejlede os op af floden, så jeg... vi klikkede godt. Jeg kan godt lide hendes umiddelbarhed - der er ikke noget pis med Lynn." Nej, der var ikke noget pis med Lynn. Treston drømte stadig om dæksskuring og gelænderpolering, og ville næsten vædde med, at Hviskeren måtte ligge et par centimeter dybere grundet al dén voks og lak, Lynn havde fået ham til at smøre på skibet... "Jeg rendte faktisk på hende undervejs i min søgen efter dig..." Han løftede blikket til hendes og gjorde en lille, undskyldende grimasse. "Hun ved det hele. Jeg følte lidt at jeg... skyldte hende en forklaring. Men bare rolig - jeg efterlod hende i den lille fiskerlandsby, hvor vi mødte hinanden. Der er ingen der ved, at jeg er her." Andet end Zirra, måske... tilføjede hans tanker, uden at Treston havde givet dem lov. Dén snak skulle også tages på et tidspunkt...

    Og åbningen til det kom, da de gyldne øjne gav sig til at gnistre, mens Sedna spurgte ind til de svage skygger efter blå mærker, der lå spredt ud over hans overkrop. På trods af det alvorlige emne og den meget tydelige drabslyst, der var flammet op i hendes øjne, kunne Treston mærke varmen brede sig i brystet. Hvordan kunne han nogensinde have tvivlet på hende? Sedna, der var så oprigtig - følte så stærkt og så tydeligt? 
    Selvom det måske var en lille smule farligt, kunne han ikke undertrykke et lille, skævt smil, da han løsrev sig fra kommoden og nærmede sig hende på sengen. Rakte ned og lagde hænderne om hendes ansigt. 
    "Jeg kender ikke nogen som dig, der kan få en trussel til at lyde romantisk," drillede han lidt godmodigt, før han lod alvoren falde over sine træk. "Kester har ikke haft fat i mig, nej. Han..." Billedet af Zirra til retssagen, der sagde: Han opførte sig, som om vi allerede var gift, spøgte for Trestons indre blik, og han dukkede hovedet under det. "Det var ikke ham. Jeg rendte ind i nogle problemer i Belzera." Han vidste, det krævede mere forklaring end dét, så han gav sig til at uddybe - forberedte sig på, at de gyldne øjne ville gnistre lige så vredt som da talen var på Kester, inden alt dette var færdigt. "Du ved det muligvis ikke, men... Zirra forlod Dianthos for at lede efter dig. Jeg har været i hælene på hende den sidste... måned eller så. Og hun var vist rimeligt opsat på at få mig til at vende snuden hjemad, så jeg mistænker, at hun betalte en håndfuld lyssky typer i Balzera - bad dem give mig en lærerstreg for at tage modet fra mig." Fordi hun før havde haft tendens til at være beskyttende som en løvinde, skyndte han sig at tilføje: "Det er ikke noget at snakke om, Sedna. Jeg har fået betydeligt værre end dét." Han fulgte ordene op med et lille smil, så det ikke skulle lyde som klynk - for det var bestemt ikke sådan ment; mere en forsikring af, at han ikke for alvor bebrejdede Zirra, og at han ønskede, Sedna heller ikke ville gøre det. 

En kommenadørkaptajn fra Lyset... Så denne Lynn var kommandørkaptajn, og Treston havde rodet hende med ud i det her lort. En kommandørkaptajn. Zirra kunne ikke lade være med at rulle øjne ad sin brors stupide gerninger - de syntes da heller ingen ende at tage!
De himmelvendte øjne og tankerne om, hvordan hun bedst kunne tvære sin kniv ned i kravebenet på Sedna, fik et øjeblik overdøvet benævnelsen af Kester. Et øjeblik. Så vældede galden, vreden og afmagten så hurtigt op i hende, at det tog en kraftanstrengelse ikke at kaste op, slå til sengens underbrædder eller skrige frustreret ned i den pude, hun ikke havde. Det hurtige emneskift fra Treston reddede hende. 
Tankerne søgte hvad som helst at hænge fast i i stedet, og forklaringen med gutterne, der havde tævet ham for at få ham til at tage hjem ( eller i tempel, som jo var det, han burde lave) var det helt rigtige materiale. Det gik også op for Zirra lige der, at drengene måske havde tævet Treston lidt mere end hun havde betalt dem for at gøre. Men det havde stadig ikke været nok. Det burde have været nok, syntes Zirra selv, men den åndssvage lortekærlighed til lorteSedna havde virkelig gjort Treston lorteblind. 
Ugh! tænkte hun og lagde demonstrativt armene over kors under sengen. Kan I nu ikke bare blive færdige, så jeg kan få lov at slå din kællingekæreste ihjel i fred?

Sedna havde ikke kunnet skjule den lette overraskelse, som skyllede hen over de fine ansigtstræk, ved erkendelsen af at han havde været til havs og ikke bare som en betalende passager. Det var måske nok lidt fordomsfuldt, men der var ikke meget ved den blonde skikkelse, der skreg sømand. Treston havde jo nærmest skrevet landkrabbe ind i panden på sig.
Kommentaren om der ikke var så meget pis med Lynn, var ikke en som Sedna kunne lade forbi gå så let. Den indbød simpelhent for meget til at blive mødt med en kækbemærkning. Med blikket vandrende vægtende ned over ham spurgte hun konspirerende: “Begynder jeg at se et mønster tegne sig for kvinderne i dit liv?” det var lige så meget en hentydning til hende selv, som det var til hans søster. Zirra var måske ikke højt stående hos mørkelveren, men hun måtte erkende at skyggevandren fandt sig i lige så meget pis, som Sedna selv.
Tungespidsen bevægede sig fugtende over underlæben, men standsede brat og forsvandt tilbage ind i sin våde hule, da han berettede at have rendt på Lynn i sin jagt på at nå hende. Instinktivt trak musklerne sig sammen fik hende til at sidde opspændt på sengekanten, alt mens følelsen af is spredte sig ned ad ryggen. Treston kom hende I forkøbet, forsikrede om at halvgoplen ikke var fulgt ham i hælene og ned sad nede i krostuen. Utilpasheden slap ikke kroppen lige så let som, nervesignalerne til de spændte muskler ophørte. Lettere uroligt justerede hun på sin sidestilling i forsøget på at sidde lidt mageligt igen ”Og med alt mener du, at du ikke vidste om jeg rent faktisk var blevet gravid, så det der var en let købt løgn meget vel kunne have været sandheden?” spurgte hun, ikke at det betød det store alligevel. Lynn havde næppe taget det pænt at finde ud af Treston havde misbrugt deres venskab og tilliden mellem dem. “Hun er eftersøgt i Mørket. Der er en pris på hendes hoved fordi hun stak af fra kommandørkaptajnen i Krakens brigade... Og for hendes magi.” fløj det fra hende, før han havde fået chancen for at kommentere på forrige spørgsmål.
Oplysningen kunne koste dyrt for hende at dele med fjenden, men hvad betød det når de kun var dem på værelset? Her var han alt andet end den soldat hun var opdraget til at se falde for sine fødder. Det var Treston, som absolut skulle være bedste venner med et hav uhyre af alle levende individer, men ikke desto mindre så var hun hans ven og hun havde holdt en ret essentiel rolle i at to elskende nu kunne være her igen. Så hun skyldte vel at give den information videre og Guderne ville vide, at Sedna hellere ville springe direkte mod klippefyldte vande end være nær Lynn igen.

Det lille skæve smil mildnede på ingen måde det stormvejr der var ved at trække op i kvinden foran. Hænderne søgte frem og lagde sig mod ydersiden af hans lår, med tommelfingeren skilt fra de andre fingre. ”Jeg mener det.” nåede hun at indvende mellem hans ord, før alvor lagde gled ind over det skarpe ansigt.
Lynilden syntes at stilne lidt af, da det ikke var Kester der var skyld i mærkerne, i stedet voksede bekymring frem som anemonerne om foråret. Når først en brød frem fulgte de næste hastigt efter, indtil de have overtaget hele skovbunden. Hun havde forsøgt at fange hans blik med sit, da han brød sig selv af med et udtryk der sammen med bekymringen spurgte efter, hvad han undlod at fortælle hende. Uden større held. Så hun endte med at dreje hovedet og placer et blidt kys mod den ene håndballe nær tommelfingeren.
Banditter i Balzera, han kunne have tilskrevet dem skylden alene og have undladt at fortælle om Zirras hævntogt – ikke at det kom bag på Sedna, at den blonde kvinde havde sat efter sin bøddel som en anden blodhund. Vreden blev dog ikke mindre af den grund.
Hvem var hun til at sende et tæskehold efter sin egen bror?! Hvordan kunne han tage så let på det, stå der og feje hendes indvendinger væk før de overhovedet var blevet til?.
Taget om lårene strammede sig en anelse med en utilfreds brummen. Det var jo ikke fordi hun kunne tillade sig at true Zirra, som hun havde gjort med Kester, det ville bare skubbe Treston væk. “Kys mig.” Kommanderede hun lidt pludseligt eller sådan syntes det. I virkeligheden var det et let købt forsøg på at holde sin mund lukket, bare til vreden ikke længere lå lige under kogepunktet. Fingrene lukkede sig omkring bukselivet, hvor spidserne søgte ind bag kanten og trak ham resolut længere ned mod sengen, til hende.

    "Begynder jeg at se et mønster tegne sig for kvinderne i dit liv?" 
    Bemærkningen fik Treston til at bøje hovedet under et lille, selvbevidst grin. Det var en... skarp observation - dét måtte han give hende - og én, der trak billeder af kvinderne i hans liv frem. Zirra, naturligvis - zalans stædig og modigere end hun havde godt af... Eylia, med hænderne begravet i en opvask og sæbeskum på kinden, men også Eylia med et stramt drag om munden, da hun skar Dastor af i barndomshjemmets entré. Josefine, som hun havde set ud på Isari-templets trapper, efter at hun havde stukket ham én og skreg: Din plan var at dø! Var den ikke?
    Josefines ord, som hun havde nedfældet dem i de breve, der nu lå pænt pakket sammen i dén taske, hun havde givet ham med fra Dianthos. De ord, han stadig ikke vidste, hvad han skulle gøre med... Slet ikke nu, hvor Sedna...
    Han tvang tanken væk og fik liv i smilet igen - smilet, der ellers var blevet en smule stift ved tanken om englen. "Jeg havde mine formative år under Sabbatins styre," bemærkede han og fortsatte, inden han nåede at overveje, hvem han egentlig snakkede til: "Barn af undertrykkelsen, du ved. Hvis jeg ikke har nogen, der kan holde mig nede, bliver jeg ganske ængstelig..." 
    Så gik det op for ham, hvilken side af dén konflikt, Sedna sandsynligvis havde været på og hvordan hun nok havde haft nogle ganske andre tanker og følelser omkring Mørkets styre dengang, end han selv havde haft... Og han klappede i med en lille, undskyldende grimasse - greb i stedet hendes næste ord.
    "Med 'alt' mener jeg mere... Hvorfor du var iført fangetøj. Hvorfor der kom soldater og Lysets Riddere efter os..." Hvorfor jeg vanærede mig selv. Hvorfor man ikke hængte mig. Hvorfor jeg var nødt til at opsøge dig, så jeg kunne få styr på mit hoved... "Også hvorfor Zirra jager dig... Hvad der skete med hende..." 'Skete' var et alt for lille ord, men han kunne ikke finde ud af at beskrive hverken Sednas eller Kesters mishandling på en bedre måde lige nu... 
    Informationen om, at Lynn var eftersøgt af Mørket, var kommet bag på ham, og havde givet Treston en lille, kold klump i maven, men han kommenterede ikke nærmere - der var for mange andre ting, der fyldte lige nu. Men gad vide, om den lille halvgople vidste, at der var en pris på hendes hoved... Ellers måtte han få fat i hende, på én eller anden måde...
    Trestons tanker blev afbrudt af Sednas ordre og følelsen af hendes fingerspidser imod huden lige over hans bukselinning, da hun krævende trak ham nærmere. 
    Og måske var det bedst sådan, tænkte Treston, da han bøjede sig over hende - efterkom hendes ordre og lod deres læber mødes. Der var alt for mange tanker og alt for mange forklaringer...
    Følelsen af hendes varme hud under hans hænder, da han lod sig trække ned over hende på sengen, var berusende, og han brød kysset for at lade læberne søge ned over hendes kæbe og hals - ned til hendes kraveben. Kunne ikke undertrykke en mørk, nydelsesfuld lyd dybt nede i halsen, da hun med ét var hele hans verden - hendes duft, hendes smag, hendes varme. Lod hænderne søge op under hendes underkjole, så han kunne nyde hendes figur, og blev så frustreret over det tynde stof, der føltes som en helt urimelig barriere imellem dem. Han ville mærke hende - hud imod hud - og derfor krøllede han sømmen under sine hænder; trak det fine stof op over hendes hofter, så han kunne kysse hendes navle.

Hvorfor Zirra jagter dig. Hvad der skete med hende...
Ja, hvordan svarer du lige på dén, kælling? tænkte Zirra halvt hånligt og halvt frydefuldt over den samtale, de to nu blev nødt til at have. Forhåbentligt ville Sedna snart fatte, hvor meget lort hun havde dynget ind over Trestons ellers ret fine liv, og hvor meget hun fortjente at lade livet for det.
Men der blev stille efter det. Lidt for stille. I lidt for lang tid. Inden et dybt støn kom fra Treston og Zirra så genkendte lyden af smaskende læber. 
Ej, men for zalan da også ...
Det var lige før Zirras øjne var rullet helt om bag i kraniet på hende i ren opgivelse. Så stødte Sednas støn dog til, og det begyndte mere og mere at se ud som om det ikke bare havde været et enkelt lille kys og et enkelt lille støn. Hun kunne høre dem rykke sig i lagenet deroppe. Flytte på sig, så de lå bedre. Treston stønnede igen og hun pressede sine læber sammen til en tynd streg. 
Kom nu tilbage til samtalen!
Men de kom ikke tilbage til samtalen. Deres munde blev opslugt af at stønne ind i hinanden, og det var vist mere end blot lagenstof, der nu blev pillet ved.
"For zalan så er det sgu nok!" Nu kunne Zirra simpelthen ikke mere. Om hun skulle ligge her under sengen, mens Treston knaldede den lortekælling - han kunne tro nej, kunne han!
I tre hurtige rul var Zirra ude fra under sengen og på benene, inden hendes egen sætning rigtig havde nået at bundfælde sig. Den enlige flamme oplyste den ene side af hendes krop, hvor den sorte beklædning blandede sig med den let solbrændte hud. Hænderne var knyttede i de stramme handsker, og det var måske meget godt, kniven var blevet stoppet tilbage i skeden på benet, for lige nu var hun ikke helt sikker på, at hun ville kunne holde sig fra at stikke Treston ned sammen med Sedna. Den høje krave på trøjen og den høje hestehale, der holdt den stramme fletning på plads, fik hende til at se højere ud, end hun egentlig var - det kunne også have noget at gøre med, at de to andre lå ned i sengen.
Lå halvnøgne  i sengen for at det ikke skulle være løgn. Og med Trestons bukser åbne - meget åbne -  og Sednas hænder begravet midt i den åbning, var han rigtig meget på vej til ikke kun at være halvnøgen. Sednas underkjole gjorde det heller ikke bedre, for den kvalificerede jo nærmest ikke engang som tøj til at begynde med.
Vreden boblede op fra maven nu sammen med al den galde, hun havde holdt tilbage, mens hun lå under sengen. Hvor kunne han ligge der og have det godt med at være nøgen over den kvinde, der havde ødelagt hende. Ødelagt Trestons liv. Ødelagt alting.
"Hvad der skete med mig, Treston, ligger lige der under dig og din stive pik," fik Zirra frem mellem sammenbidte tænder. Hendes hænder rystede. "Hvornår zalan lærer du at tænke med andet?!"

    "Zirra!" udbrød Treston halvkvalt - var helt tom oppe i hovedet. Fattede ikke, at hun kunne være her... Kunne ikke få noget til at hænge sammen. Havde hævet sig fra Sedna med i et sæt - sad på knæ over hende og stirrede på lillesøsteren - før Zirras ord for alvor ramte ham, og han meget skyndsomt fik lukket sine bukser. Kunne mærke kvalmen stige op i halsen - ikke så meget over situationen, selvom den da var ualmindeligt akavet - men mere over udtrykket i Zirras ansigt; for første gang følte han, at hun stirrede på ham, som var han vitterligt dén forræder, Lyset havde erklæret ham.
    Dét udtryk kunne han ikke bære. Vægten af det var simpelthen for tungt - truede med at knuse ham. Gav ham en næsten desperat trang til at forklare sig - til at forklare hende sit synspunkt, så hun ikke skulle tro, han bare var ligeglad. Så hun ikke skulle tro, at han vitterligt tænkte med pikken, sådan som hun havde beskyldt ham for... Og sådan som det måtte se ud for hende...
    Han ville forklare hende den stormende forelskelse. Ville forklare hende erkendelsen af, at Sedna havde hævnet sine kollegaers død, på samme måde som Lyset havde hævnet sig på hende - på samme måde, som Dastor ville hævne sig på en dæmon. At det hele bare var én lang, nedadgående spiral af reaktion og modreaktion i den meningsløse kamp imellem Lyset og Mørket...
    Men dét havde han forklaret hende - både i cellen og indirekte; da han råbte af Dastor under den sidste middag i barndomshjemmet... Men han forstod hende... Han vidste, at det måtte være svært at se det, som han gjorde...
    Så kom hans hjerne bare en lille smule op i fart og han stirrede fra Zirra til vinduet og tilbage igen. Rykkede alarmeret på sig og spændte op i kroppen, fordi den genkendte en truende situation, før hjernen gjorde.
    Han åbnede munden, lukkede den igen. Havde på den ene side lyst til at række ud og trække hende ind i sin favn, men var på den anden side også stadig alt for chokeret over hendes pludselig tilsynekomst, til at gøre noget sådan.
    "Zirra... Hvad laver du her?" endte han til sidst med at spørge.

Til Trestons held havde det bøjede hoved gjort det svært at for Sedna at se, hvordan smilet nåede at miste sin varme og i stedet blive mere til anstrængt grimasse. Havde hun opdaget det ville det unægtelig være blevet påpeget over for ekssoldaten, så han havde været tvunget til at uddybe hvad dét nu skulle til for. Guderne og Treston selv ville vide at Sedna ikke ville lade ham slippe uden om at svare hende, og at en tøven ville sætte en splint af mistro i de gyldne øjne.
Med det løftede blik kom ord der i den grad tog Sedna på sengen. Det var jo ikke fordi at hun ikke havde hverken funktionelle øjne eller hjerne, men hun havde aldrig skænket det en tanke at Treston var et menneske eller at han ikke var ældre end at være vokset op under Mørkets styre. Alle deres forskelle havde hun blåøjet lagt i hvilken front de stod bag, når fanerne vejede på fronten. Realiseringen fik hende samvittighedsfuldt til at sænke blikket mod de bare fødder, før det rev sig fri og søgte hans med en svag taknemlighed spillende i øjnene, da Treston ikke valgte at dvæle ved sine ord.
Snakken om den tid ville ikke kunne omgås forevig, det vidste de nok godt begge to, men lige nu var det en periode der bedst kunne tilegnes den samme glæde som et betændt sår, hvis smerte stak i forskellige retninger for dem hver især. Det var en tid hvor Treston havde måtte blive voksen, lidt for hurtig og Sednas hjerte havde været ved at briste af lykke, men nu ikke gav andet end hjertesorg at mindes.
Het ligesom de end ag var nødt til at få italesat alt det er var sket med Zirra. Få det snakket ordentligt i gennem, hvor de begge to var, særligt Sedna, var indstillet på at lytte og om ikke andet prøve at forstå uden at gå i forsvar, så snart den anden syntes at trække vejret lidt forkert.

Værelsets vægge syntes at trække sig sammen omkring dem, da Treston gav efter og lod deres læber mødtes i en kærkommen og længselsfuld omfavnelse. Endnu en gang blev Sedna konfirmeret i hvad hun allerede vidste; at hun var hans helt og holdent, og hun ønskede det ikke anderledes.
Med en spæd utålmodighed, havde det lykkes hende med fingersnilde at åbne buksernes livvidde, inden hans læbers færd nåde så langt ned, at hun med et sødmefyldt suk skød hofterne fri fra madrassen så det tynde kjolestof kunne vige for hans hænder. Med fingrene godt på vej til at forsvinde væk ind i tråde af guld, bøjede Sedna hovedet tilbage under lukkede øjne. Lod et støn slippe under den kildende mens hele hendes indre syntes at trække sig henrykt sammen under kysset ved navlen, da en stemme lige så insisterende på at få deres opmærksomhed, som en sten under en skosål der skrabede over et trægulv gjorde, lød.
En dybtfølt irritation skød sig straks frem og forplantede sig som en lavmælt knurren fra struben. Hvad ved alt Zaladins dæmon yngel lavede hun hér? Sedna var ingen gang sikker på, hvor den blonde kvinde var kommet fra og efter at have set, hvordan Zirra dansede med skyggerne, var mulighederne mange at sætte sit bud på.
Ikke nært så blufærdig som Treston, havde Sedna ikke helt den samme hast med at få underkjolen skubbet på plads. Til dels fordi det at have en soldat til at sidde overskrævs en, ikke gjorde det til en nem opgave og dertil havde Zirra, desværre, stadig en velfungerende nakke der kunne drejes hvis ikke hun fandt synet tiltalende.
Øjnene veg ikke så meget som et sekund fra den slanke kvindeskikkelse, da Sedna satte sig op og stoffet endeligt gled tilbage ned omkring hofterne. Blikket var hårdt, fjendtligt da hun i en provokerende tone kommenterede på Trestons spørgsmål. ”Hun har tilsyneladende en ting for at på se sin brors elskov, men desværre Zirra jeg må skuffe dig det er ikke min ting.” snerrede hun. Trestons tilstedeværelse værende det eneste, der forhindrede mørkelveren i at lade en syl af glas tage pladsen i denne ene håndflade før hun ville forsøge at borreden ind i mellem hals og kraveben på spionen.

"Hold din kæft, møgso," var de første og bedste ord, der fløj ud af Zirras mund, da Sedna blandede sig. Hun skulle ikke blande sig lige nu. Hun skulle dø. 
Men der var ikke tid til at dræbe kællingen lige nu, så i stedet fæstnede Zirras blik sig på Treston. I det mindste havde han formået at lukke sine bukser. Desværre havde han stadig bar overkrop. Desværre, fordi der så ikke var nogen krave at gribe fat i. 
I et par hurtige skridt var hun henne ved ham og havde grebet fat med én hånd om hans overarm og den anden i hans hår for så at trække ham til siden og vælte ham ud af sengen og væk fra Sedna. Det tog en god portion af Zirras kræfter, for storebroren var både højere og bredere end hende, men tiden på landevejen havde tærret på hende, men dog stadig opretholdt hendes fysiske form. Selvom hun var udhungret af manglen på appetit og træt efter alt for mange dage uden nok søvn, gav vreden hende ekstra styrke, nu hvor hun skulle bruge den. Hun havde absolut ikke troet, hun skulle bruge den på Treston dog, men netop nu var hun næsten mere sur på ham end Sedna, for han havde afbrudt hendes plan. Det bekræftede hende kun i, hvorfor familien skulle holdes langt, langt væk fra hendes arbejde.
"Jeg redder dit åndssvage hoved, igen, Treston," snerrede hun ad ham, mens hun sparkede ud efter ham. De mørke mærker på hans overkrop bekræftede for hende, at de slyngler, hun havde sendt efter ham i Balzera, var gået alt for let til ham. "Tror du selv, jeg vil lade dig ødelægge dit liv igen? Har du ikke ødelagt det nok? Den kælling er grunden til dit eksil, og så spæner du direkte tilbage ind i hendes klamme arme! Hvordan kan du ikke se, det er det dummeste, du kunne gøre? Hvis nogen finder ud af det her, hænger de dig - og det bør stadig være den Zaladintilbeder du lå og kissemissede med før, der burde dingle for enden af et reb!"
Hendes øjne brændte. Stemmen var hæs og tænderne blottede. Vreden buldrede i hende. Sjælen blødte.
Og så sendte Zirra en knytnæve direkte mod sin storebrors ansigt.

   "Zirra..." begyndte Treston med smerten malet i ansigtet, men nåede ikke mere end dét, før hun var sat i bevægelse; havde grebet ham som var hun en favorit i Ringen, der endelig havde fået taget på sin modstander. 
    Angrebet kom fuldstændig bag på Treston - selv som børn havde de sjældent sloges for alvor, fordi Zirra havde været for snu for ham, og Treston for stærk for hende... Derfor nåede han heller ikke at værge sig imod hende nu, men blev flået af sengen og ned på gulvet som en sæk overraskede kartofler. Ramte de slidte planker med skulderen og kollapsede over sig selv i en uelegant bunke af arme og ben.
    Han havde næsten fået styr på sine lemmer, da Zirras spark ramte ham - lige i ribbenene - og dén indvending, han ellers havde haft på læberne, druknede i et grynt af smerte og det efterfølgende forsøg på at få vejret igen, mens ordene bare flød fra hendes læber i en såret, bitter strøm.
    "Zirra, du bliver nødt til at forstå-" forsøgte han sig anstrengt med, men hendes ord lod sig ikke standse, og Trestons lunger var endnu ikke kommet sig nok oven på hendes spark til at være til megen hjælp.  
    Da hendes arrige svada endelig var til ende brændte hans kinder af lige dele skam og vrede. Han havde fået trukket sig selv op at sidde med ryggen imod sengekanten og den ene arm slynget op på madrassen for støtten, mens lungerne stadig gjorde deres ypperste for at skaffe ham ilt. 
    "Mit liv er mit liv, Zirra!" fik han så endelig frem - hæst, men indædt. "...og jeg har allerede brugt det meste af det på at være ved at blive knust under dé beslutninger, andre har taget på mine vegne - beslutninger, der har dikteret, hvordan jeg skulle leve dét forbandede liv!" Hendes øjne glødede af vrede, men Treston var også ved at blive arrig nu - måske ikke retfærdig harme, for han vidste udmærket, at han ikke kunne tillade sig at være selvretfærdig - men vred var han ikke desto mindre. Han forsøgte jo for zalan bare at få det hele til at give mening! Havde ikke gjort andet end at sørge for, at ingen skulle dingle for enden af et reb... ingen, der ikke rent faktisk havde gjort sig fortjent til det, i hvert fald. "Så hvad? Har du tænkt dig at overtage fars plads som den, der river mine drømme ned, eller hvordan? Eller Erstens plads måske?" Han udstødte et hårdt, forpint latterfnys. "Skal det være dig, der afleverer mig i lænker næste gang? Jeg må advare dig, søs - Fristavns myndigheder er om muligt endnu mere korrupte end Lysets! Jeg vil tro, at de - ganske åbenlyst - har en version af Kester tilknyttet arresthusene med arbejdsbeskrivelsen 'fangevoldtager' på sin kontrakt, men dét er selvfølgelig bedre, end at gøre som far valgte, og bare feje det ind under gulvtæppet, ikke sandt? Så kan man i det mindste glæde sig ved, at det sker helt officielt, og ikke kun med offentlighedens stiltiende samtykke, når man bliver taget hårdt i røven i sin celle!"
    Det var først da ordene var ude af munden på ham, at det gik op for Treston hvordan søsteren ville høre dem - at hun ikke ville se billedet af Dastors ulæselige ansigtsudtryk, da han sagde: Mørket bruger alle midler, for at få vores folk til at tale. Hvorfor skulle vi vise mere barmhjertighed? Men at hun i stedet ville knytte andre... voldsommere billeder til hans ord. For hun havde været igennem noget forfærdeligt, og de havde endnu ikke haft mulighed for at håndtere det sammen eller snakke om det... 
    Og nu ville hun tro-
    Slaget ramte ham hårdt henover kindbenet og slyngede hans hoved bagover, så baghovedet hamrede ned i sengekanten med kranierystende kraft, og et øjeblik anede Treston hverken hvem han var, eller hvad pokker, der var gået forud. Så snappede tankerne tilbage i fokus, og han holdt en hånd op imod Zirra - forsøgte at kommunikere sin anger. 
     "Fortjent," fik han frem. Han kunne smage blod i munden. Var bekymret for Sednas reaktion, men prøvede alligevel at holde blikket på Zirra. Mente bestemt, at det måtte være nok nu og fik sig derfor - på én eller anden måde - stablet usikkert på benene, så han kunne række ud efter sin lillesøster. Vidste egentlig ikke helt om han burde trække hende ind til sig, eller gribe hende om håndleddene, så hun ikke slog ud efter ham igen. "Lad os snakke om det Zirra - alle tre. Ikke sådan her..."

”Hold din kæft, møgso,” hvis ikke Zirra blotte tilstedeværelse alene var nok til at trække den vrede frem, som Treston så flittigt havde druknet med sine kys, så var de ord alene alt rigeligt til at antænde de gløder der sejlivet lå tilbage og ulmede. Responsen dertil kom derfor med en hastighed, der gjorde et fint match til den Zirras verbale opkast var sendt afsted med. ”Tving mig, skyggedanser.” bed hun tilbage på mørkelvisk, med kroppens muskler spændt som en flitsbue, klar til at sætte af mod den blonde lillesøster.
Skridtene var lange og forbavsende hurtige, da Zirra fik lukket afstanden hen til sengen og i et snup tag havde lukket begge hænder omkring sin bror, for at rive ham væk fra både seng og Sedna. Bumpet da Treston ramte plankegulvet var øredøvende, selvom faldet var kort. Sedna havde været midt i bevægelsen frem mod Zirra, da deres ord tvang kroppen stille ”(…)Har du ikke ødelagt det nok(…)dit eksil(…)” – ”(…)aflevere mig i lænker næste gang(…)”.
Det føltes som om verden stoppede med at dreje om sin egen akse, viskede Zirra ud af ligningen for i stedet at finde flere spørgsmål på hendes plads end der var svar. Nej… Du har ikke… Ved alle Kiles ånder verdner! Øjnene søgte i et ryk ned mod gulvet, forsøgte med forvirring spillende bag vreden at fange et glimt af Trestons blå, men forgæves.
Kollisionen mellem knytnæve og kindben, med den følgende hule lyd da hans bag hoved ramte sammen med den hårde træramme. Slaget kunne lige så godt have ramt Sedna selv, da hun i noget der mere mindede som et brøl, fik kroppen til at lystre. ”Så det nok!” bevægelsen var overraskende let da den mørke masse gled forbi Trestons bredskuldrede skikkelse, med en kurs sat direkte imod Zirras.
Hænderne lukkede sig knusende om de slanke skuldre, da Sedna udnyttede kraften bag det momentum hun havde fået opbygget, til at tvinge Zirra tilbage, væk fra Treston. Uden tanke på at våben kunne være skjult i de sorte klæder. Klædeskabet gav sig klagende mod bagvæggen da energien fra mødet med Zirras ryg manifiserede sig videre ind i træet. ”Læg hånd på ham igen, og du ville ønske det var Kester du havde over dig!” lød det med en stemme lige så rødglødende, som havde den været en ildrager taget direkte fra ilden. Bevist om der under det mørke stof gemte sig et knudret ar, trykkede den ene tommelfinger ned mod syreskaden.

"Din forræderbror skulle bare have kneppet hende i den celle," Kesters ord kom ud i taktfaste stød, som passede til den rytme, hans krop bevægede sig i. "Og så skulle du blande dig. Hvorfor zalan hjælper du sådan en mørkelverkælling? Det ligger måske til familien? Du behøver ikke svare. Ha, det har du også lidt svært ved."
Grebet om hendes lår blev strammet, og en ynkelig, halvkvalt lyd nåede lige at bryde frem fra Zirras strube, før den blev hamret tilbage ned. Verden var sløret og utydeligt, og om det var fra tårer eller hånden om halsen, vidste hun ikke. Hovedbunden gjorde så ondt, at det ikke længere var til at sige, om der blev revet i håret eller ej. Fingerspidserne summede på den hånd, der blev holdt nede af hans knæ, og det gjorde næsten ingen forskel, da en flad hånd ramte kinden og fik den til at blusse op i en skarpere rød...

På det lille kroværelse i Fristavn var Zirra gået i stå. Blikket var blevet fjernt og tårerne flød over, men uden at kroppen syntes at reagere på det. Den var stivnet, så snart Trestons ord var sunket ind, og Sednas råben var den fjerne støj, der hev Zirra tilbage til virkeligheden igen. Ikke tids nok til hverken at høre, hvad ordene var gået ud på, eller til at forhindre den frontale takling, der sendte hende med ryggen direkte ind i klædeskabet. Et tungt støn hev luften med sig ud af hendes lunger, og hun vred skuldrene i grebet og knyttede hænderne. Sednas ord fik hende til at spænde op i kæben, men da tommelfingeren lagde sig over syrearret, var der en overraskende mangel på reaktion. 
Den trykkende, stikkende smerte var ingenting imod sjælesmerten. Den var nærmere beroligende og fik tankerne til at blive mere klare. Alt, Sedna fik ud af at presse ind mod såret, var en snerrende grimasse og øjenkontakt uden skyggen af frygt. 
"Dit håndværk i skoven blegnede i forhold til, hvad Kester gjorde ved mig," snerrede Zirra på gebrokkent mørkelvisk og fortsatte på krystallisiansk. "Ved du hvad hans magi er? Ved du det, Treston?" Blikket var fastlåst på Sedna, og stemmen dryppede af iskoldt had. "Han kunne gøre alvor af at hamre sin pik ind i min mund præcis som han truende dig med, mens han lå mellem mine ben. Kvæle mig med fire hænder. Røre arret, give en lussing, kneppe og komme mig i munden. Samtidigt. Så du tror, du skræmmer mig?"
Zirra havde en kniv i hånden. Hun vidste ikke, hvornår hun havde fået det. På vej hen mod skabet, havde hun vist prøvet lidt halvhjertet at give Sedna et knæ i maven. Måske havde det været et dække for at få fat i kniven, der sad i støvlens skede. Det var egentlig også ligemeget. Når de stod så tæt, kunne hun nå at stikke Sedna fyrre gange i maven, inden hun nåede at lave en af sine glasvåben. 
"Det burde have været dig," sagde Zirra. 
Det hele burde have været Sedna. Hun skulle have dinglet i galgen. Hun skulle være blevet voldtaget i den celle. Men det var gået ud over Zirra og Treston i stedet, fordi Reynlest-børnene var for godhjertede. Det kunne ikke betale sig i denne verden. Hun strammede grebet om kniven og jog hånden fremad.

    Selvom han havde været bekymret for netop dét, kom Sednas angreb på Zirra alligevel bag på Treston, og han nåede kun halvt op fra gulvet med en indvending på læben, før Zirras ord stoppede ham. Stoppede ham lige så effektivt, som hvis hun havde jaget en kniv af is i maven på ham og drejet den rundt. Tog pusten fra ham i endnu højere grad end hendes spark havde gjort det. 
    For smerten i hendes stemme medbragte alle de forfærdelige, mentale billeder, Treston havde forsøgt at undertrykke siden Zirra til retssagen havde afsløret, hvad Kester havde gjort ved hende... og forfærdelsen lammede Treston fuldstændig. Knuste ham under skyldfølelsen og kvalmen, der skyllede ind over ham. Det var jo hans sky-
    Så glimtede noget blankt pludselig i olielampens skær, da Zirra jog hånden fremad, og Treston nåede ikke at tænke - kastede sig bare fremad og fik skubbet Sedna af vejen. Nåede ikke engang at se, om han havde reageret i tide, fordi hele hans fokus var snævret sammen om kniven - kniven, der havde snittet hans håndflade og en god del af underarmens overside op, under hans forsøg på at slå den væk. 
    Han kunne ikke engang mærke det endnu. Heller ikke da hans klodsede momentum rev dem begge omkuld, så bror og søster tumlede om på trægulvet, mens Treston desperat forsøgte at få kontrollen over kniven uden at trække mere blod på nogen af dem. 
    Det var lettere sagt end gjort, for kniven var allerzalans skarp og Zirra lod ikke til at være videre indstillet på at slippe taget i den. For ikke at skade hende havde han sørget for at lande med skulderen først. Det betød dog også, at Zirra endte øverst i deres brydekamp, og det var noget forbandet lort... Hvis bare han kunne komme op - hvis bare han kunne udnytte sin større vægt og styrke til at-
    De ramlede ind i ét af sengebenene, og Treston fik endelig kæmpet sig over lillesøsteren - hamrede hendes knivhånd i plankegulvet med dét håb, at slå våbenet ud af hendes hånd. Våndede sig så, da bevægelsen trak den første smerte ud af den lange flænge, han mere eller mindre havde fået givet sig selv...
    "Zirra!" gispede han - ville tale hende til fornuft og undskylde på samme tid, men anede ikke, hvor zalan han skulle starte. Havde tårer i øjnene, fordi billeder af Kester og alle de forfærdelige ting, han havde udsat hende for, blev ved med at flimre for hans indre blik. "Zirra, stop! Vær nu sød..."

Naturligvis havde den blonde kvinde tillært sig mørkelvisk, om end det var en anelse gebrokkent. Zirra var spion og endda en allerhelvedes dygtig en, så det at hun gav Sedna svar på tiltale på hendes modersmål var i sig selv ikke der hvor i chok værdien lå. Det var derimod ordene, deres betydning og ikke mindst den tyngende smerte der lå gemt i dem.
Med et blik der føltes koldere end nordlandets have, fæstnede Zirras blå øjne Sednas egne og nærmest tvang hende til at se de grafiske billeder, som hun malede frem. Det var et sted under fortællingen om det flammehav der havde brændt sig ind under huden på lillesøsteren, at den borende tommelfinger imod syrearret mistede sin kraft og mørkelveren måtte slå blikket ud til siden i frygt for at drukne i isvandet, der føltes som om Zirra havde fyldt værelset med.
De følgende ord ramte hovedet på sømmet:”Det burde have været dig,”. Der ville næppe nogensinde komme et tidspunkt i Zirras kortlivede tilværelse, hvor hendes ord ville holde så stor en bitter sandhed. Det skulle have været Sednas byrde at bære, en hun modsat blondinen ville have været villig til at tage på sine skuldre, for Treston.
Det nedslået blik løftede sig, som havde Zirras beskyldning lavet et åndehul i den skyld der havde været ved at lukke sig omkring hende, som isflager. Guld søgte blå da hun ud igennem sammenbidte tænder hvislede: ”Du skulle være blevet i skyggerne dit åndssløve bæst.” endnu en gang på sin modertunge. Velvidende at det kunne tolkes som at skylden for hvad der var hent var Zirras ene og alene.
Sedna nåede hverken at registrere kniven der i alt tumulten blevet trukket eller hvordan bladet uden større besvær penetrerede først underkjole og dernæst huden ved hoftebenet, før at kniven var ude igen og kom taklende et sted skråt bagfra. Skubbet væk fra både Zirra og kniv, tog hun fra mod kammen på vinduet og tilskød til en start den skarpe prikkende smerte, der føltes som tusinde nåle, ved hoften til at den måtte have ramt imod den hårde trækant der ragede ud fra vinduet.
Varmt tykt vand fulgte tyndekræften og løb i et rød spor ned over låret, det var den følelse nervebanerne sendte mod hjernen, da hun blev klar over smerten ikke skyldtes et slag. Stik såret var ikke dødeligt, men realiseringen af at være blevet stukket ned, gjorde logik tåget af chok og panik "Tre-Treston..." fik hun med tør mund sagt endnu ubevidst snittet om på hans underarm, i det øjnene havde låst sig urokkeligt på egne rødmalede fingerspidser. Det var flere år siden at Sedna sidst havde set sit eget blod så tydeligt, så da guldet endelig slap blodet, var det med et perpleks udtryk malet over ansigtet at de rettede sig mod de kæmpende pseudotvillinger.


(Stabby stab sår link)

Kniven var helt sikkert sunket ned i noget. Zirra nåede dog på ingen måde at nyde triumfen, før hun fik Trestons brystkasse i skulderen og blev tumlet rundt på gulvet. Kniven ramte noget mere, og blod sprøjtede op mellem dem.
Mens hun stadig lå øverst, forsøgte Zirra febrilsk at hugge kniven ned i Treston. Ned i sin elskede storebror. Storebroren, der som den eneste forstod hende. Som den eneste i familien holdt med hende. Altid var der for hende. Tårerne lå som vandfald ned over hendes kinder, mens vreden og fortvivlelsen kæmpede om at fylde mest i hendes indre.
Så fik Treston overtaget, og hun endte med ryggen i gulvet med et grynt. Hun bed tænderne sammen og snerrede af hans slørede ansigt.
"Vær nu sød? Sød?" Hendes stemme var skinger. "Sød at gøre som du siger? Som far siger? Sød og stille ved bordet? Sød at gifte mig med Kester, Tres? Er det det, du vil have?"
Så fik han fat om hendes håndled og hamrede det ned i gulvet. Kniven røg ud af hendes greb og trillede ind under sengen, mens et smertesudbrud brød den arrige opfølgning, Zirra ellers havde tænkt sig at fortsætte med. Hånden, der havde holdt kniven, var den, som tidligere havde været brækket, og nu gik håndleddet af led og smerten skød op i hele armen.
Vredens indre råben forsøgte ihærdigt at overdøve det, og med den frie arm forsøgte hun nu at kradse i hans ansigt og sparke ham i maven. Pludselig var Trestons vægt over hende en alt for fysisk påmindelse om Kester, og hulk begyndte at presse sig på fra struben, mens hendes negle blev mere insisterende i deres forsøg på at kradse hans øjne ud. 

    Trestons hjerne registrerede kun i forbifarten, at der var noget helt galt med Sednas stemme, da hun ytrede hans navn. Men han havde ikke mulighed for at se op på hende - travl som han var med at håndtere både lillesøster og lillesøsters kniv - og derfor anede han heller ikke hvor galt det stod til, da det endelig lykkedes ham at slå kniven ud af hånden på Zirra.
    "Vær sød at stoppe!" hvæsede han, mens han prøvede at få styr på hendes kradsende fingre med blodet piblende ned ad den ene arm. "...inden jeg kommer til at skade dig endnu mere, end jeg allerede har gjort, Zirra!" 
    Trestons stemme var hæs af desperation og frustration, samtidig med at han dog lagde mere vægt bag sine anstrengelser - det var kommet bag på ham, at hun kæmpede så indædt imod; at hun, så vidt han kunne vurdere, havde været fuldt ud klar til at stikke kniven i ham. Et faktum, der bragte nogle meget ubehagelige minder om Ersten og den korte sværdkamp, de havde haft, da Treston forsøgte at holde broderens deling tilbage, så Lynn og Sedna kunne nå at slippe væk. Det var det samme chok nu - at indse, at han og Zirra, trods familiebåndet, var dér nu, hvor de var klar til at gøre hinanden fortræd for alvor. 
    Knapt havde han tænkt tanken, før Zirra formåede at flå sin hånd fri fra hans blodglatte greb - kradsede ham hen over ansigtet med fingrenegle, der trak svidende rifter, hvilket fik Treston til at trække sig en anelse tilbage fra hende med et overrasket udbrud. Lige tids nok til at få hendes sparkende knæ i nyren, hvilket temmelig effektivt fik ham til at tabe pusten endnu en gang, og kastede ham til siden - halvvejs af hende - så han måtte slippe taget og tage af med skulderen, for ikke at gå med ansigtet i gulvet. 
    Han fortsatte bevægelsen, kom rundt og halvvejs op, men gispede så, da højre arm gav efter under ham. Der var blod smurt ud over gulvplankerne, og selvom han kunne sige med rimelig sikkerhed, at Zirras kniv hverken havde ramt pulsårer eller snittet sener over, var det stadig lidt for meget blod til, at dette kunne fortsætte meget længere.
    "Tror du da selv, jeg vil se dig gift med Kester, Zirra?! Tror du ærligt jeg mener, det er bedst, hvis du opfører dig som en sød, artig pige, der holder kæft når mændene taler? Er det dét, du tror?" Han knugede sin underarm nu - prøvede at holde sammen på den lange flænge- mens han studerede hende med sårede, sammenknebne øjne. Var klar til at kaste sig over hende igen og holde hende nede, hvis hun gjorde anstalter til at gøre udfald imod Sedna. 
    Sedna, som han i det samme fik kigget ordentligt på. Sedna, hvis tynde natkjole var blevet rød af blod.
    Pludselig fandt han sig selv - overskrævs og med hånden løftet over sin lillesøster. Så det nærmest som i en rød tåge, da den blodige hånd kolliderede med hendes ansigt - først håndflade den ene vej, så håndryg den anden vej. Stemmen - de brudte ord - lød fjerne og fremmede selv i hans egne ører; hæse og rå: 
    "Hvad zalan har du gang i, Zirra? Hva'? Hvad zalan er dét hér?!" Han vidste ikke, om det var blod fra hendes neglerifter eller tårer, der løb ned over hans ansigt nu. Skuldrene blev trukket op, da han undertrykte et hulk. "Hvad er dét hér..?" gentog han halvkvalt.

Trestons ord var fjern baggrundsstøj, der ikke helt nåede ind til Zirras vrede, ødelagte indre. En arrig råben overdøvede alt inden i hende, og hun ville have den til at blive ved. Blive ved med at skrige så højt, at hun ikke skulle forholde sig til, hvor ondt alting gjorde. Ikke skulle forholde sig til, at hun havde skåret, slået og kradset i Treston. Ikke skulle forholde sig til, at hendes håndled sad helt forkert og ikke rigtig kunne bruges. Til, at hun havde fejlet i sin mission om at slå Sedna ihjel. Til minderne, der forsøgte at bryde frem til overfladen. Til selv at være i live.
"Du skal ik..."
Trestons hånd ramte hende så hårdt, at hovedet blev revet først til den ene side og dernæst den anden akkompagneret af en hæs strubelyd. Et lavt klynk fulgte, men blev hurtigt erstattet af en snerren op imod den bror, der ellers plejede at være den mindst lortede i familien.
"Jeg vil ha', hun skal dø!" skreg Zirra op i ansigtet på ham, nu med en udtværet blanding af tårer og blod i ansigtet. 
Hænderne knyttedes - den ene mere successfuldt end den anden - og hun hamrede løs på Trestons brystkasse, så smerte skød op fra det dårlige håndled. Med sammenbidte tænder hvæsede hun ad det, holdt kort fast om hånden med den anden og tvang håndleddet på plads igen.
"Arrrh! Det er hendes skyld! Hun fik næsten slået os begge to ihjel!" råbte hun videre. De måtte snart have vækket det meste af kroen. Den uskadte hånd hamrede videre på Treston, men var begyndt at miste noget af sin styrke. Vreden råbte ikke så højt i hende mere, og sorgen kom boblende i dens sted. Hun havde brug for vreden og prøvede at få den til at blive ved at slå ind i storebrorens brystkasse. "Kællingen skal dø, Treston! Dø, så vi kan .... Så du kan ... Så der ikke ... Så det ikke ... Gør så ... Ondt ..."