Rødme steg op i Adenas kinder, da undertonen af fyrstindens ord gik op for hende. Selvfølgelig var det næppe passende at lade hende og Alyssa være helt alene uden anstandsdamer til stede. Selvom Adena ikke nødvendigvis havde tænkt det som det første måtte hun jo indse, at tanken om mere tid med Alyssa - den slags tid - lå lige der under overfladen. Adena måtte rømme sig lidt, før hun kunne finde ordene til at svare fyrstinden.
"Det ville glæde mig," svarede hun og foldede de let svedige håndflader bag om ryggen. "Jeg har mødt Emmeline før, og ser jo også Arya som en veninde, og mere tid til at få en dybere relation vil bestemt kun gavne. Der er med sikkerhed mange punkter, vi kan komplimentere hinanden på."
En kort, ubevidst trippen med fødderne gjorde Adena opmærksom på, at hun ikke vidste, om hun skulle bringe mere op. Burde hun sige det ligeud, hvad hun havde med Alyssa? Nok ikke. Fyrstinden lod til at have regnet det ud helt fint allerede, og der var ingen grund til at vade mere i det. Hvis Aldamar kunne rende rundt med en skøge - om end en luksus én af slagsen - kunne hun vel også rende rundt med en adelig. Hun forsøgte i hvert fald at fortælle sig selv, at det var noget nemmere at fimse rundt med en af egen stand.
"Jeg glæder mig til at indgå i den videre dannelse," sagde hun så, da lidt af nervøsiteten fordampede. "Og jeg vil bestemt gøre mit for at leve op til alle krav og forventninger."

Leonora nikkede bestemt og afsluttende, mens til veltilfreds smil bredte sig over den ældre kvindes læber. Dette skulle nok blive starten på et stort, nyt kapitel i Arys store slægtsbog. Fyrstindens smil blev mildere som Adena nævnte Arya. Det var stadig svært helt at forstå Leonoras lille pige var blevet så frisk at hun kunne deltage på lige fod med de andre frøkener. Men måske var det også ved at være på tide hendes pige kom hjem igen og deltog i familiens gøremål. Det ville være rart at have så mange af hendes børn hjemme igen..

"Jeg har alt tillid til Dem" erklærede Fyrstinden afrundende. Som Leonora omarrangerede sin stok, trådte en tjener ind og høfligt gjorde dem opmærksom på at middagen snart ville blive serveret.
De passende høfligheder blev udvekslet, inden Adena kunne trække sig tilbage. Leonora lænede sig tilbage i stolen med et suk. Aldemar og Adena af Arys. Deres liv ville ikke blive nemt, for det var aldrig nemt at træde vejen som retskaffen regent. Men Leonora havde håb. Håb for Arys fremtid og et sted sammen med det, håb for sin egen.

Og hvem viste, måske ville Aldemar og Adena være dem der endelig brød ny grund for adelen og stod offentligt frem... Med undtagelse af de mest sydlige egne havde det politiske landskab næppe været bedre til det nogensinde!
Men Rubinien måtte ikke undervurderes. Hvis Sephyran fik anledningen ville han ikke tøve med at vælte både Arys og Isenwald for at indsætte familier med han egne bagvendte holdninger.