Hånden på benet blev taget imod, virkede det til. Sirius trak i hvert fald ikke sit ben ved - til at starte med. Dog gjorde stjernevæsenet dette efter lidt tid. Hvad grunden var, vidste Jontar ikke, men eftersom deres øjenkontakt ikke brød, anså prinsen ikke dette som gjort ud af en negativ ladet følelse. Ellers ville de limegrønne øjne ikke endnu kigge ind i de smukke gule.
Men eftersom der ikke længere var noget at kærtegne under bordet, trak Jontar sin hånd tilbage op over bordet og hen mod sit glas frugtsaft og nippede lidt mere til det. Sirius virkede i hvert fald til at give sin opmærksomhed meget til fyrstesønnen lige nu. Et eller andet korrekt måtte Jontar gøre, eftersom han ikke blev efterladt, fordi stjernevæsenet kedet sig. 

Den anden hånd, den der ikke var om kruset, kildede blidt mod sin egen glatte hage. Kærtegnede den, som om det var en behåret kat, der fortjente kærtegnelse. Det var et klassisk tegn for de fleste racer som en, der tænker blidt for sig selv. Tanker kunne ikke deles, medmindre munden blev åbnet og nu var den kun i et kækt smil, ikke klar til at snakke. Den ret var lige nu i Sirius' boldgade - indtil videre.

At den ene beskrivelse af ham selv blev gentaget, tog Jontar ikke synderligt meget mere af. Måske var dette ikke den beskrivelse, de fleste ville beskrive ham med. Ville en slavehandler være en frelser? I Jontars øjne kunne han være, hvad han ville. Han var en Kazimi. Kun fantasien satte grænser - for mængden af krystaller havde ingen grænser for ham. 
"Absolut intet? Det lyder da kedeligt." Jontar kunne ikke lade være med at lege med det ord. Det var, hvad Sirius ikke virkede til at ville have, så at lave ingenting virkede som noget, stjernevæsenet ville hade. Jontar vidste det ikke, men måske gjorde Sirius netop dette. Men der var noget i stjernevæsenets liv, der tvang ham til dette. 
Og dette blev bekræftet med Sirius' næste ord, for hvad jagtede Sirius? Noget, der kunne tilfredsstille sin nysgerrighed. Ja, det virkede nærmest som en sult for stjernevæsenet. Måske var det at opfylde sin nysgerrighed næring for ham. Det ville ikke være det underligste ved ham. Slet ikke. "En forladt seng? Skal den absolut være forladt for, at du varmer den?" Selvfølgelig kunne Jontar ikke lade være med at pirre og prikke. Hvis han lige nu havde en gren, ville denne blive prikket til Sirius for at vække reaktioner ud fra ham. Grenen var skiftet ud med ord. Og det var den tit for Jontar. Fyrstesønnen var en prikkende mand. Prikkende og pirrende. Det kunne mærkes på ordene, kropssproget, ordene, ansigtet. Ja, det var ikke en hemmelighed. Jontar havde nok hemmeligheder til, at hans pirrende prikken ville være skjult.

En let latter gled over læberne da mennesket påpegede at det lød kedeligt, og væsnet kunne ikke andet end at give ham fuldkommen ret. Så kedeligt, så intetsigende. Så understimulerende. 
Et understimuleret sind var aldrig helt godt, når man var hvad Sirius var. Det var der, at de fleste problemer startede - men det ville tiden nok vise. Draget en anelse ind af den forståelse for hans væsen, som han i det her tilfælde blev mødt med, var det at Sirius bekæmpede trangen til at næsten kravle en anelse over bordet for at komme tættere på - de ville sagtens kunne være der. De gule øjne flakkede ned imod overfladen, førhen at han holdt bånd på den impuls der trak i ham. De kunne, men de burde ikke. 

Mennesket var dog ikke færdig med at være prikkende i sin tilstedeværelse, og fae'ns hoved gled lyttende på skrå - smilet forsvandt i et lille sekund - indtil at det kom tilbage i en doven fornøjelse over ordene. Hmm.. "Forladt, men stadigvæk fyldt" kom det derpå, og den dybe stemme fik en umærkelig mere kælen kant, blot ved tanken. Senge var næppe deres job at varme. Men de var ufatteligt god til det, skulle man spørge dem som det var blevet gjort for. 
Smilet krølledes op i den ene mundvig, og blottede kortvarigt de skærpede tænder i en leende mimik. "Sirius gør sig ikke i absolutter" blev der derpå tilføjet, og det stjernespækkede væsen lod den ene af de mørkere fingre, glide over det snehvide og næsten glødende hår der krøllede over skulderen. I et flimmer af sekunder, dansede forskellige ansigter ind over det evigt stjernespækkede ansigt, og Sirius blev i de tidsrum både mand, kvinde, elver, dragelignende og så tilbage til sig selv. Både det ene og det andet; kun fantasien kunne i denne forstand sætte grænsen for hvad, eller ikke mindst hvem de var. Og de følte sig næsten... testet, af mennesket, hvilket fik et lille, udfordrende glimt frem. "Gør du?" 

Det var i sandhed en oplevelse bare at sidde med Sirius. Den fysiske adfærd og motorik var nok til at fange selv den mest optaget persons fokus, men som han snakkede var alt af Jontars fokus på stjernevæsenet. Sirius virkede virkelig ikke til at komme fra dette land. Nej, ikke engang fra denne verden. 
Han kommer jo fra stjernerne. 
Tanken fløj igennem Jontars sind. Det ville på en måde give mening, selvom det ikke ville gøre, hvis han sagde det. Væsener kommende fra himlen? Men se på Sirius. Huden var som et udsnit af nattehimlen. Øjnene var som funklende stjerner. Ville det være så ude af billedet, at Sirius var fra himlen? 

"Kun, når det er gode absolutter." fortalte Jontar med et lille blink i øjnene. Absolutter var ligesom ultimatummer. 'Enten det ene eller andet', men hvorfor ikke begge? Hvorfor begrænse sig, hvis begge dele var gode? Det var tydeligt prinsen i Jontar, der snakkede der. Ikke alle havde luksusen i at få alt, hvad de ønskede. Men når man var søn af fyrsten havde man sine goder - og Jontar udnyttede med glæde sine. 
Atter tog Jontar en slurk af sin saft, men han forlod ikke øjenkontakten med Sirius. Tværtimod. Prinsen lænede sig ind over bordet igen, den frie hånd hvilende i midten af bordet. Det var ikke en intimiderende attitude, mere åbnende og imødekommende. Langsomt satte han glasset fra sig igen. Den nu anden frie hånd kom op til ansigtet, hvor den holdt det oppe ved kæbelinjen. Hovedet var derfor en anelse på skrå. "Sig mig, Sirius. Hvad vil et væsen som dig gerne? Hvad hungrer du efter?" Meget vel var det Jontar, der skulle være den interessante for ikke at være for kedelig for Sirius, men nysgerrigheden var endnu badet i fyrstesønnes sjæl. Og smilet på prinsens læber afspejlet dette. Han ville gerne høre om Sirius. Hvem vidste? Måske kunne Jontar opfylde ønsket, som var han en ånd i en flaske og Sirius havde pudset ham lige korrekt.

En tankepause flød henover Sirius' hjerne og hovedet. Dette var tydeligt for prinsen at se. I mellemtiden lænede Jontar sig blot tilbage med det ene ben krydset over det andet og den ene hånd om glasset med saft, hævet op til læberne for at nippe til den frugtige væske. De limegrønne øjne forblev på Sirius. Ja, de nærmest fikserede på stjernevæsenet. For hvad rendte igennem sindet på Sirius? Hvad hungrede væsenet efter? Hvad var der at tænke over? Détte fangede Jontar, men ikke mere end Sirius bevægelse. Stjernevæsenet kiggede sig i siden, som var der nogen der. Men der var intet andet end kroens væg og luft. Der var noget over Sirius. Noget mørkt, noget hemmeligt. Noget, Jontar måtte vide. 
"Frihed, siger du?" Ordet fugtiggjorde Jontars spidse læber. Glasset blev sænket. Hånden tog fat om den stærke og skarpe kæbe. Der var noget med det ord. Frihed. "Jeg kender skam til frihed. Både magisk frihed, men også generel frihed. Jeg har gjort folk frie." Men jeg har også fjernet friheder fra folk og væsener. Dog undlod prinsen at nævne dette. Ingen grund til at fortælle, at Jontar var hersker over andres friheder, hvis Sirius var en fange af sin egen.

Nu var bordene vendt rundt. Nu var det Sirius, der nippede til sit krus, imens et spørgsmål krævede Jontar at tænke. Dog tog prinsen næppe lige så lang tid på at få stablet et svar på tungen. Alligevel valgte han at bruge tiden på at afkrydse sine ben og i stedet sprede dem lidt ud - selvfølgelig anstændigt nok og under bordet. Han var endnu en Kazimi-prins i det offentlige fora. 
"Mig? Jeg har meget, hvad jeg har hungret efter i mit liv," En anden måde at sige, at han fik alt, hvad han pegede på. Eller i hvert fald meget af det. "Men ikke at være bundet af noget. Lige nu er jeg fri som en fugl, men der kan ske ting i min familie, der kræver valg af min tilstedeværelse, jeg ingen stemme har i." Livet som fyrstesøn. Luksusproblemer, men for Jontar var disse mulige problemer. Store, mulige problemer.

Måden, hvorpå Sirius opførte sig, virkede til, at væsenet havde spørgsmål at stille. Og mange af dem. Men alligevel lod væsenet sig være tavs og blot reagerede med bevægelser. Der kunne være flere ord i simple bevægelser end talte ord alligevel. De kunne sige mere. De kunne ikke lyve. Prøvede man at lyve med bevægelser, var det tydeligt. 
"Fri som en fugl i et bur på størrelse med den store hovedstad måske mere." erklærede Jontar til sidst med et skævt smil på læberne. Det var mere frihed end mange andre havde alligevel. Og det var stort set kun, fordi titlen som fyrste kun ville komme tættere og tættere på Jontar med årene. For nu var han ikke i betragtning. Han havde ældre søskende, men taget slægtens historie i betragtning ville det ikke være ude af kortene for prinsen, at han måske ville ende med position. Om han ønskede det eller ej. Udadtil ville magten og friheden ved at være fyrste være en drøm. Men der var mange usynlige bivirkninger. Den største var moderens dødelige forbandelse, der allerede havde taget mange af de ældre søskende og tydeligt hærgede faderen endnu. Men der var mere. At blive låst fast som fyrste. Der var forpligtelser. Man skulle opføre og gøre sig ordentligt. Hver en lille fejltagelse ville blive gjort lige så tydeligt som Sirius' udseende i denne kro.

Dér kom spørgsmålene. Eller i hvert fald et af dem. Straks tænkte Jontar på én ting. Sirius var muligvis ikke så fri, som væsenet gjorde sig til. Søgte han hjælp? Tricks måske? "Det er nu simpelt nok," startede Jontar ud med, før han tog en god slurk fra glasset. Lyden af synken kunne tydeligt høres. Man var ikke en rigtig adelig, hvis ikke man bare nød en smule at have et væsens komplette fokus. "Magt og kontrol, Sirius. Det rigtige navn, den rigtige rigdom, den rigtige position, de rigtige forbindelser." Prinsen fik det til at lyde simpelt. For ham var det netop det. Men for sådan en som Sirius virkede det sikkert kun simpelt i ordene. Det var andet, når det skulle forvandles til handlinger og ægtethed. Det var der, en forbindelse som Jontar kunne være til Sirius' fordel. Men hvad ville prinsen få ud af det? En Kazimi gjorde intet uden at få noget tilbage. De var jo ikke komplette idioter.

Det ville ikke være overraskende, at man næsten følte sig overvåget af det vågne væsen. Fordi Sirius' blik fulgte omhyggeligt adelsmandens bevægelser. Fra hans lange fingre som dansede over kruset, til læberne der favnede den kølige kant. Selv adamsæblet som bevægede sig da Jontar sank, gik ikke de gule øjne forbi. Men hvorvidt man følte sig ukomfortabel under Deres lyse blik, afslørede meget om mennesket. 
Det var bestemt ikke alle der kunne holde til det. Men desto længere tid de sad her... desto mere fremtrædende virkede stjernevæsnets smil til at blive. 

De brød sig om det. Om ham. 
Og ordene magt, eller kontrol... se det var ord De af natur også brød sig om, om end omstændighederne gerne måtte være anderledes. 

I prinsens mund, lød det næsten magisk at sidde med den slags... besiddelse. Han fik i sandhed sig selv til at fremstå godt, da billedet der dansede over væsnets nethinde spandt et net af forbindelser. Og siddende midt i det, sad Jontar lunt og godt, lige nu. Han trak i trådene, muligvis uden at dukkerne vidste det, omend de sad fast på den anden side. Det var.... Sirius lænede sig atter frem, begge hænder fladt imod bordets flade da De i sin iver og rus løftedes en anelse fra stolen, hvilket fik et væld af hvidt hår til forsinket at falde over de nøgne skuldrer. Det var betagende. Det måtte smage godt. Men det var ikke Deres. 
Ikke endnu. "Vi ser...." melodisk vibrerede den dybe bas. "Vi hører..." øjnene lukkedes. "Men vi..." 
De var ikke ligeså godt stillet. De var nok det modsatte, omend den indrømmelse ville tvinge Dem til at sluge stoltheden yderligere. "... måske en fugls vingefang rækker bredere end først antaget" rettede Sirius det til, og slog atter blikket op. 

Sirius var som intet væsen, Jontar havde set og oplevet før. Selvfølgelig kunne prinsen have vist det blot fra udseendet. Det var ikke hver dag, man så et væsen bærende nattehimlen som hud og gule øjne som en kat. Men det var selve væremåden, der gav Sirius en overjordisk atmosfære. Han virkede som et spritnyt fænomen. Noget, man burde studere, observere, udforske. Derfor kunne Jontar heller ikke lade stjernevæsenet forlade endnu. Heldigvis virkede Sirius lige så optaget af prinsen, som prinsen var af det. 

Der var noget i Sirius' ord, som fangede Jontar mere end noget andet. Mere end de iagttagende øjne - for Sirius var ikke den første til at følge prinsens bevægelser. Mere end de dansende fingre. Mere end den bestjernet hud. Noget i ordene gjorde Jontar mere optagende. Langsomt lænede han sig indover bordet, hvilende sin hage i hånden. Fingrene legede om den glatte hage og kæbe.
"Sig mig, Sirius. Vil du gerne flyve friere end fuglende i luften?" Jontar lod hånden om hagen hvile på bordet i mellem dem. Hovedet var endnu oppe og de limegrønne øjne kiggede direkte i de gullige øjne. En prins kunne mange ting. En slavehandler endnu mere oveni. Havde Sirius brug for noget, kunne Jontar være meget givende. Stjernevæsenet havde fået prinsen i et godt humør. Det var ikke tit, at en fremmed kunne gøre dette. Men Sirius var ej heller som de fleste fremmede. Et stjernevæsen kunne ikke være som alle andre. Væsenet var nyt for Jontar, men alligevel vidste prinsen, at det ikke lå i deres essens at gå i et med omgivelserne. De var født til at være anderledes. Skabt til at være i øjenfaldende. Og Jontars øjne var faldet på dette stjernevæsen.

I et kort øjeblik, virkede tiden til at stå stille. Larmen forsvandt i et sug af energi væk i baggrunden. Ved siden af dem stødte en mand øl ud over sin kameraet, og han åbnede i en underlig grimasse munden for at skælde ud imens en tredje prøvede at tænde et lys. Men lige i dét øjeblik, føltes deres bevægelser og reaktioner uendeligt langsomme. 
Sirius' hjerte - hvis det fandtes - slog hårdt imod det stjernespækkede bryst ved det længe savnede ord frihed. Bare følelsen var næsten forbudt - hvilket gjorde det så meget mere eftertragtet. 

"Vi plejede at flyve højere end det" hviskede væsnet åndeløst. Jah! Sagde øjnene. 

I de varmeste ørkener, de højeste vinde, de smukkeste koralrev - verden var engang deres. Og det kunne den blive igen, hviskede tankerne lokkende når han betragtede kazimiprinsen foran sig, inspireret eller draget af hans energi.
De slange fingre der lagde sig over Jontars, var derfor ikke kun natsorte og 'almindelige' mere. Skubbet frem af længslen imod himmelflugt var det at små fjer og dun voksede frem imellem stjernerne, og de nøgne skuldre dækkedes af længere flyvefjer; de var på vej imod skulderbladene. 
Men i et lydløst suk løftede fjerne sig en sidste gang, inden at de atter sank ind imod den glatte hud og forsvandt i stjernmørket der udgjorde faens menneskelignende krop, og hud. Det var lang tid siden de havde strukket vingerne. 

Kort kiggede Jontar op, som kunne han se højere end fuglene. Ud fra Sirius' udseende kunne prinsen nemt forestille sig, hvor højt han engang fløj. Ude i universet blandt stjernerne. Var det sådan, hans hud havde fået det udseende? Badet sig selv i de selvsamme stjerne, han engang fløj side om side med.
De limegrønne øjne vendte tilbage ned mod Sirius. Som tilbage ned på jorden. På det fanget. På Sirius. Kort blev der nippet til drikken. Manden, der spildte øl på sin ven, fik end ikke et blik fra prinsen. Sådan skete på kroer. Blot heldigt for manden, at han ikke spildte ud over Jontar. At vanære en prins på dén måde kunne have alvorlige konsekvenser. "Men du er lænket. Jordbundet." kommenterede Jontar kort og kontant. Det måtte være svært. At gå fra at flyve frit blandt stjernerne til at være en eller andens ansat, slave på en måde. Ikke noget, Jontar nemt kunne relatere til, skønt han arbejde med slaver. For han anså ikke de slaver som han så på Sirius. Sirius virkede endnu for fri til at kunne være en slave. Måske en tjener blot? Men selv det ville prinsen ikke kunne se sig selv i. Han var en prins, adelig. Søn af fyrsten. Det ville kræve magtskifte, blod og død, før Jontar ville mærke ændringer på egen krop og sjæl.

"Hvordan blev du revet fra stjernernes frihed til dette?" Det direkte spørgsmål, som Jontar havde haft på tungen siden alt for længe.

Da ordene blev sagt højt antændtes et kort tordenvejr i de gule øjne, inden at De med et nik lukkede dem. Lænket. Figurativt i mange henseender, men også fysisk. I tordenvejret havde forræderi, vrede, sorg og stolthed for længst svundet ind til accept; Sirius kendte ikke til en løsning på det. Men han fortjente en, ville De til hver en tid mene. 

De runde pupiller svandt ind til små tynde streger idet han åbnede blikket igen, og han fnyste. "Vi blev snydt" det var med harme at den lavmælte stemme ytrede det, og stjernevæsnet trak hænderne til sig, noget skuffet i blikket. Hvorvidt det var over Dem selv, om det var på grund af Llyon Naath eller det tredje forræderi, fra den kat han havde kastet sin tid på, det vidste De ikke. Men at tage en kamp op med den dæmon, var... farligt. Tanken om at Jontar kunne hjælpe, var lidt for håbefuld til at være sandfærdig, sådan hang det sammen. Det havde Sirius trods alt erfaret, i sin tid på Krystallandets flade. 
Hånden greb den søde og syrlige drink der var blevet Dem givet. "Magi er farligt, især den der binder. Dæmonernes sande navn vogter dæmonerne nidkært over, og Sirius skulle have passet bedre på sit. Et væsen tog en beslutning, opildnet af..." og de mørke pupiller udvidede sig langsomt igen, til den menneskelignende pupil. Stjernevæsnet tog en tår, og smilede lidt mere let igen "... i kalder følelser" og Sirius dengang som fornemmelserne uden et bestemt navn over sig. Grådighed efter mere - helt sikkert også lyst, dovenskab og blind naiv tiltro til sin position. 
Men det var også noget af det som Sirius var mest... fascineret af, ved mennesker, elvere eller det der mindede om. Og nok også hvad der havde smittet ham, til så hurtigt at give slip på store hemmeligheder, dengang. 

Sirius snakkede virkelig, som var en lyrikers poesi fanget i stemmeboksen på ham. Eller dem, som Sirius selv beskrev sig som. Der var også unikt og særligt nok over væsenet til, at det ikke kunne beskrives som én ting. Mærkater og kasser kunne ikke låse Sirius fast. Figurativt. For tydeligt var væsenet blevet låst fast på anden måde. Ikke fysisk heller, men mere virkeligt end figurativt.
Snydt? Af magi? Eller Sirius' egen magi? Væsenet gav lige så meget som man skulle tro af, hvis hud lignede nattehimlen. Alligevel var Jontar nysgerrig uanset hvad. For endelig gav Sirius et svar, der var mere bekendeligt for ham. 
Følelser.
De kunne være det smukkeste i verdenen, men på samme tid kunne de også virke som den værste tortur. Sirius havde tydeligvis trukket det kort strå. "Et menneske, du fik følelser for, fangede dig?" Det var menneskeligt at blive fanget af følelser. Mange mænd kaldte dette for 'ægteskab'. Men Sirius virkede ikke som typen, der giftede sig. Og magi var blevet nævnt. "Men hvordan kommer magi ind i det? Og uærligheden over det hele?" Spørgsmålene var direkte og simple, men når svarene blev givet inddirekte og flyvsk, måtte en af de to være fornuftig i sin tale. Selvom Jontar til tider også kunne snakke som en omvandrende bog af etik og abstrakte tanker. 

Hvad der i dette øjeblik fik stjernevæsnet til at dele mere og mere ud af sig selv, det kunne De ikke finde ord for. Men ordene kom alligevel, og spildtes næsten ud af munden på Dem, låst af det limegrønne blik og hans næsten kommanderende stemme. Med et dæmpet klink af metal imod træ ramte stjernemandens krus bordet, og De løftede den ene hånd, håndfladen vendt imod loftet. "Magi er ikke blot evner" og De løftede neglen til den lidt lysere hud, imens den spidsedes til. Som en kats klo, inden at han rev hul og lod den mørke væske pible frem. 
Som olie samledes den i håndfladen, en dæmpet regnbue af farver i dens refleksioner af lyset i krostuen. De smalle, gule øjne observerede det dog uden at foretrække en mine - han vidste (om nogle) godt hvordan blodet så ud, inden at hånden lukkedes, og blev trukket væk fra offentlighedens øjne. Nysgerrig over prinsens reaktion, det var Sirius dog stadigvæk, og hovedet gled lidt mere forklarende på skrå. "Vi kan bindes, ikke ulig dæmoner kan" hvorvidt han refererede til sig selv, eller hele sin race, det måtte ørkenprinsen selv slås med. "Og jeg fortæller aldrig hvordan, igen" på trods af den sårede stolthed der lå bagved ordene, blev det hele præsenteret med en noget nær afventende blik. 

Hvorvidt Sirius var noget værd, måtte altid være en smagssag. Men erfaringen - ligesom så meget andet der kendetegnede den tid faen havde befundet sig i Krystallandet - gav ham en lille gnist af håb. Han forventede ikke Jontar kunne gøre meget - dæmonen var for farlig til at involvere andre. Det var sjældent lige præcis dét værd. 

Sirius' handlinger og bevægelser var meget lig et eksotisk dyr. Jontar kunne tydeligt mærke, hvordan nogen følte, at de måtte eje dette væsen. Unikheden og særheden over Sirius. Det var da også med fokuseret limefrugter, at prinsen kiggede med, som Sirius nærmest forvoldte skade på sig selv. Sårede sig selv for hvad? Han vidste ikke, hvad han skulle forvente, men Jontar forventede nok at se den blodrøde væske sive ud af Sirius' hånd. Men dette var ikke tilfældes. Væsken virkede anderledes. Olieagtig, både i form og farve. Lyset dansede med regnbuer på pølen, inden den blev gemt væk.

Jontar vendte blikket op mod Sirius. Det var i sandhed et mærkværdigt væsen, han havde fået selskab af. "Lige så simpel som dæmoners navne eller mere sofistikeret?" Jovist havde Sirius sagt, hvordan ville beskrives igen, men det stoppede da ikke en prins for at spørge ind. Måske han selv kunne regne det ud. Finde ud af, hvordan han kunne gøre Sirius fri igen. Og måske gøre Sirius hans. Men dét var en bagtanke, der endnu ikke var vokset til storhed. Om den overhovedet ville, måtte tiden kun vise.

Det dunkede svagt tilbage i den rift væsnet havde forvoldt sig selv, men uadtil, var det ikke en uvelkommen smerte. Nok nærmere en distrahering - noget der foregik vagt i baggrunden, sat til sammenligning med den opmærksomhed Sirius følte trække sit blik imod Jontar. Om det var ligeså simpelt? Sekunderne efter fik et lidt mere overvejende udtryk over faen's stjernespækkede ansigt, inden at de endelig rystede på hovedet. 

Det var svært at vide, hvorvidt det var ligeså simpelt, eller mere kompliceret. I ydmygende stunder, havde det nogle gange virket som et sjovt lille puslespil for Llyon, selvom det var svært at vide hvad der foregik i det smukke hoved. Men ligeså lidt som stjernevæsnet vidste det, ligeså meget havde de lyst til at svare. Et eller andet sted, hviskede en advarende stemme om at de to allerede havde bevæget sig ud på lidt for usikker grund. Der var nok allerede blevet sagt for meget. 
Stjernevæsnet smilede til sidst lidt mere stilfærdigt, og lidt mere fornøjet end stemningen måske indbød til. "Det bør ikke fylde noget i en prins tanker.." gled det over læberne, lidt drillende, og ligeså meget for at skubbe opmærksomheden væk fra emnet. "Og således har talt meget om... mig. Hvad med dig?" et spørgsmål der gik i alle retninger, og kunne tages på alle måder. Interesse? Helt sikkert. Nysgerrighed på hvilke problemer et så anderledes væsen som ham kunne slås med? Nok også det. 
I kroens belysning var han stadigvæk en atypisk skikkelse, fyrsteprinsen. Ikke lig de andre herinde. Det kunne selv en udefraboende som Sirius fornemme.

Samtalen havde hovedsageligt centreret om det unikke væsen, der var Sirius, men nu ville stjernevæsnet trække sig for at give Jontar spotlyset. Dog var dette ikke hensigten. Hvad spændende var der i at snakke om sig selv, når en væsen fra stjernerne var med ham? Men igen, hvis prinsen forlangte kun at høre om Sirius uden selv at dele, hvordan skulle prinsen så kunne skabe nok tillid til at høre de dybere og saftigere sager. Javel, skulle prinsen selv fortælle. Være sårbar for at modtage sårbarhed.
"Livet som ungkarl skal snart være en stopper. Hvis du spørger min fader altså," Aftalen mellem fader og søn - fyrste og prins - var ikke mange måneder gammel, men den var gammel nok til, at Jontar allerede frygtede udkommet. Skønt han selv ønskede at være i kontrol over sit livs valg, virkede han inderst inde klar til at finde en partner for livet. Og han havde kun ét år, før faderen skulle og måtte træffe valget for ham. "Hvis ikke jeg selv finder en, er min fader i sin magt til at vælge for mig. Bestemme for mig."
Med et større perspektiv ville det tydeligt ses, hvordan deres situationer ikke kunne beskrives. Sirius var fanget hos en anden, strippet for rigtig frihed. Hvorimod Jontars mangel på frihed var mere figurativt og han kunne endnu vandre, som han ville. Til en hvis grænse. Men for prinsen var de i lignende både. De sejlede side om side. To enlige matroser med hver deres kaptajn bestemmende over bådens retninger og bevægelser.

Jovidst, nysgerrighed var en stærk drivkraft, og Sirius fulgte den når de kunne. Og spørgsmålet til Jontar var oprigtigt i sin undersøgende tone, og blev heldigvis også besvaret. Det adelige og evige problem omkring ægteskaber, alliancer, målsætninger og ambitioner - alt det - forekom så ufatteligt fjernt for det stjerneklædte væsen. Livet som ungkarl var en frase faen ikke forstod fuldkommen, de fleste menneskers liv ændrede sig vel ikke drastisk igennem tiderne, gjorde det? Men ingen ord afbrød ham; Sirius lyttede bare interesseret. 
Men selvom stjernevæsnet ikke forstod sig på de adelige problematikker, forstod de sig på magt, og de gule øjne formørkedes kortvarigt ved den retning ordene tog. 
"Jaså" men ikke mange sekunder lyste det op igen, og Sirius hoved gled en smule studerende på skrå. "Og hvordan udviklede det hele sig, hvis han selv bestemte?" at tage magten tilbage over sit eget liv - se det var et menneskeligt koncept faen ville stå bagved. Hvis han altså fik valget, ironisk nok. 

Måske en dag han ville møde prinsen igen. Og måske den dag, ville de få spurgt hvordan det hele ordnede sig - høre om de følelser han sad med nu, udviklede sig i nye og anderledes retninger senere hen. Det ville være et spændende lille eksperiment, sådan at følge med i, kunne de samtidigt ikke lade være med at fundere videre over. 

Det fangede endnu Jontar lidt på det forkerte ben, når Sirius snakkede som en poets poesibog. Man vidste aldrig, om der blev snakket om en selv eller om den 'han' i ens sætninger. Men Jontar antog det som værende sin fader, Sirius snakkede om, skønt han kunne tage fejl. Det måtte Sirius' modsvar tale for sig til den tid.
"Stod det til min fader var jeg allerede gift med flere afkom allerede produceret," fortalte Jontar. For fyrsten var hans afkom nærmest babymaskiner fra fødslen. Mændene havde det nemmeste. De skulle jo bare skyde og så var resten op til konen. Men det skulle være en kone, javel. Ellers var det ikke ægte Kazimi'er. Det kunne selv fyrsten nikke sig enig i. Jontar havde uden tvivl et hav af halvsøskende rundt omkring byen. Nogen af disse havde draget fordel fra at have fyrsten som deres uægte fader, mens andre var gået forbi fyrstens næse. End ikke han kunne holde styr på så mange. Han kunne knap nok sine ægte afkom, kunne Jontar tænke.

Hvad var klokken ved at blive? Skulle Sirius nogle steder hen for sin herre? Skulle Jontar nogle steder hen? Hvis han skulle, kunne dette vel godt vente, men der var også en begrænsing på, hvor meget selskab af samme individ, man kunne overleve uden at blive sindssyg.

Det var forvirrende, og for Sirius var det nok ganske ligetil. Hvad der blev sagt, var trods alt sagt, og meget af væsnets færden på landets flade havde nok føltes som lidt af et eventyr. Og i bedste eventyrstil, var slutningen på det ikke ligefrem lykkelig. Nej, lige for tiden føltes det som efterdønningerne af et brødrene Grimm eventyr, og Sirius vidste ikke helt hvorfor det var gået så galt. Uretfærdigt, hviskede samvittigheden om aftenen. 
Men de skulle nok komme ud af det. 

Lidt uforstående blev hovedet lagt på skrå, de mente selvfølgelig prinsen og ikke hans fader, men fandt formuleringen sjov. Afkom var ikke ligefrem hvad de fleste af menneskeskikkelse kaldte deres børn, og det var ikke ligefrem begejstring stjernevæsnet sansede i den monotone stemme. Et sidste svar. "Og stod det til dig?" en mere direkte tiltale, og Sirius løftede det ene af de lyse øjenbryn, efter at have tømt sit glas med juicelignende væske. 
De måtte trods alt videre. Sirius, ikke nødvendigvis prinsen.. som en ulmende fornemmelse vidste stjernevæsnet allerede at de var blevet 'for længe' ude, og vidste at der nok med tiden ville komme konsekvenser hvis det blev ved. Det havde dog været en fornøjelse, det kunne man ikke andet end at indrømme.