For de dødelige racer, dem der ikke så frem til at langt liv, der var det ikke så underligt at døden var en skræmmende ting. Der var så mange ting de gerne ville nå i deres korte liv, og døden virkede altid for tidligt. Gwen ville også have svært ved at se den i øjnene når den en dag kom, men det var heldigvis noget hun forventede der ville være mange år til.
Det var dog også noget Gwen kunne tale om, et spørgsmål hun kunne og var villig til at svare på. ”Vi er vel alle bange for mulighederne vi mister ved at dø,” sagde hun. Det var i hvert fald hendes egen frygt med det. Der var virkelig også dem der blot ønskede at få lov til at leve evigt.

Udtrykket blev hårdt på det smalle ansigt endnu engang. ”Absolut ikke,” lød de hårde ord, som hun nægtede ham muligheden for at spejle sig i hende. Hun vidste dårligt hvad det betød men hun ønskede ikke at folk kunne få adgang til de dybeste ting i hendes sind. ”Og jeg ser ikke hvordan mit syn er relevant til det.” Også selvom det var mere flimret end normalvis grundet sandbunden de stod på. Heldigvis lå der stadig resterne af magi omkring manden, som gjorde at hun i det mindste havde en idé om hvor han stod. 

Han tænkte lidt over hvad hun sagde. Bange for at miste muligheder. Det var en interessant tanke. Meget eksistentielt. Det var ikke noget han havde overvejet. Liv betød muligheder. Død var det modsatte. En interessant tanke. Men der var jo så mange ting der blev styret for så mange folk. Der var så tit han hørte folk sige at det var noget de ikke kunne. Tydeligvis lagde de bånd på sig selv. Så udover at liv var muligheder, så var liv også bånd. Fordi man bandt sig til pligter, følelser og folk. Det hele var meget interessant, men han forstod virkelig ikke hvorfor de ting åbenbart var så vigtige. Det var alt sammen midlertidige og omskiftelige ting, som man valgte at binde sig til.

Endnu en gang var det tydeligt at kvinden ikke brød sig om tanken om at han måtte spejle sig i hendes frygt, selvom hun ikke ville kunne se den. 
"Det vil hjælpe mig at forstå hvad frygt er? Du vil ikke kunne se den, ikke sandt? De fleste bliver bange af ting de kan se, ikke sandt?"
Han var stadig meget forvirret omkring tingen, men noget sagde ham, at han vidste at det ikke var helt sandt. Der var mere som kunne gøre folk bange. Hvor det kom fra vidste han ikke, men noget sagde ham at han kunne vride hendes spejlbillede sammen med spejlbilledet af hendes frygt. Gøre noget betryggende skræmmende. Tankerne var hvert fald ikke behagelige.

Gwens ansigt blev lidt mere hårdt at se på, som hendes øjne blev smallere, til trods for at det gjorde intet for at hun kunne se formen bedre foran sig. Hun var dog sikker i at hun ikke ønskede at nogen kunne overtage hendes krop og udseende, for et eller andet sted så føltes det i hvert fald sådan, når han snakkede om det.

”Der er andre måder at lære om noget man ikke forstår,” sagde hun, og skiftede vægten lidt fra den ene fod til den anden, selvom det også blot gjorde at endnu en grimasse af smerte kort kom over det lille ansigt. Hendes fødder havde set bedre dag. ”Hvis jeg ikke kunne se at du lavede noget, så ville det ikke være et problem.” Men hun kunne se at han lavede noget, og det gjorde det nok mere foruroligende for hende. ”Kan du ikke finde en anden, hvis du absolut vil finde nogen at spejle dig i.” Ville han nu også kunne huske hendes ansigt og gøre det når som helst? Hun håbede det virkelig ikke, men på den anden side, så var der kun få personer tilbage som kendte til hvem hun var. 

Han kom nok aldrig til at forstå folk. Nogle synes det var spændende, nogle synes det var forfærdeligt, mens nogle jagtede ham med høtyve. Der var så også dem som blev fyldt af begær, og de var nogen gange mere skræmmende end dem med høtyve. Høtyve kunne han forstå, men den overvældende begær rettet mod ham, fordi han prøver at forstå nogen, den ville han nok aldrig forstå. Men tydeligvis betød det at forstå noget, noget meget forskelligt for ham og andre folk. Dødelige var mærkelige, men måske var det en del af at være åmand. Så virkede dødelige bare mærkelige. De var så forskellige af sind. I det mindste så prøvede kvinden ikke at jage ham væk med en høtyv, selvom hun helt sikkert virkede til at være en som ville gøre det hvis hun havde en ved hånden. 
"Så må jeg vel rejse videre."
Hans tone var lidt mut. Mest af alt ville han jo bare gerne hjælpe og forstå, men det var som om hans hjælp ofte blev modtaget med mistro. Måske var det noget med hvordan folk normalt fik hjælp som var anderledes? Verden virkede hvert fald ikke til at være fyldt med tillid. Måske var der bare for mange folk der snød og bedrog.

Der var ikke meget tvivl om at Gwen virkelig ikke brød sig om væsnet hun stod overfor, så meget var klart, både for hende selv og sikkert også for den anden. Der var inegn grund til at skjule hvad hun gemte inden i, ikke når hun endelig var fri, og havde muligheden for at udtrykke sig som hun selv ønskede sig.
At han rejste videre var udmiddelbart en god idé, i hvert fald i Gwens optik, selvom hun stadig skulle finde en måde at få fragtet sig op til templet igen, men det sidst ehun ønskede var hjælp fra væsnet hun stod overfor. ”Der er intet andet for,” lød de strenge ord også, men hun slappede ikke af endnu, men lyttede til hvor han ville gå hen, for hvis det var væk, så kunne hun i hvert fald selv begynde at overveje at finde tilbage hvor hun hørte til i øjeblikket. 

//Inaktiv