Dagen for rettergangen mod en af Lysets Riddere var endeligt oprandt. Under normale omstændigheder ville Fielthena ikke have skænket den to tanker. Endnu mere usandsynligt ville det have været, at hun overhovedet var dukket op for at sidde og agere forfærdet når den forudbestemte dom faldt. Normale omstændigheder, der var blevet ændrede i det øjeblik guldsmeden havde taget den blondekvinde ind som sin sekretær.
Denne dag var det ikke en hvilken som helst Ridder der sad på anklagebænken, men selveste Treston Reynlest, storebror til en af de kvinder som Fielthena så sig tættest med, Zirra.
Et løfte var givet, samme aften som Zirra var dukket op ved venindens bagdør, forslået og gråd opløst. Et løfte der denne dag blev indfriet. ”Husk, selv når du ikke kan se mig, så er jeg lige i nærheden.” mindede Fielthena hende om med et blidt og forsikrende klem om den ene hånd, hvorefter hun snoede sin arm sammen med den anden kvindes.
Arm i arm med blondinen var brunetten ankommet ved Riddersalen. Her havde hun holdt sig tæt ved guldspurven, indtil hun var brudt fri fra folkemængden og havde kastet sig om halsen på den lænkede bror. Rødt kom brunt i forkøbet, malede skræk i de blå øjne og is i de grønne da Kester ledte Zirra med sig.
Fra sin plads ganske få meter fra hvor resten af Reynlest familien og svinehunden havde taget sæde, brændte Fielthenas blik sig ind i den nakken på Kester. Hver en lille tilnærmelse af Zirra blev noteret mentalt, helt ned til den mindste detalje. Kun påkrævede blink, så øjnene ikke tørrede ud, afbrød det fastlåste rovdyrs blik. Havde den rødhåret Ridder været bare lidt bevidst om det hverken var Chance eller godhjertethed, som var skyld i at han endnu trak vejret, så havde han måske ikke været nært så lang fingret.
Isen smeltede idet Zirra drejede sig i sædet og mødte venindes blik. Smilet var ikke til at slå fejl af, det bar både på en varme og stolthed over hendes håndtering, af Kesters besudlede hænder og slibrige ord. Guldsmeden vidste trods alt bedre end nogen anden, hvor meget det krævede ikke at give efter for trangen til at rette et velplaceret slag mod tungebenet.
Det havde været svært ikke at smile, da Kester blev eskorteret fra salen. Hun havde måttet klemme læberne hårdt mod hinanden for at holde det i skak. Manglen på den rødhåret unge mand betød dog ikke, at Zirra kunne åndelettet op, men hun kunne om ikke andet trækket vejret bare en anelse mere frit.

Pause blev kaldt og i stedet for at følge strømmen ud, nærmede gik Fielthena modsat til hun var ved Zirras side. Hilsen og præsentationen af sig selv overfor familiens matriark, hans kone og første fødte var høflig, formel og kort. Stemningen var ikke ligefrem for små snak og ligegyldigheder. Ud af øjenkrogen nærmede en vagt sig, påkaldte Zirras navn og fik brunetten til at trække veninden ind i et kram. Hviskende så kun hun kunne høre Spurvens ord ”Jeg er stolt af dig, hvis ikke jeg er tilbage inden dørene lukker, så venter jeg lige udenfor døren på dig.” med de ord slap hun Zirra så hun kunne følge med vagten og derved ikke nå at komme med indsigelser.

Det var ikke svært at finde det flammerøde slikhår i folkemængden. Endnu lettere var det at følge ham fra de skulderklappene Ridderkammerater, til latrinet. Metal klinkede mod hinanden, da Kester uvidende om kvinden der var fulgt i hælene på ham, fik bæltespændet op og gav sig til at åbne gylpen.
”Du har mit ord for, at før du bliver til to kan du samle dine pisvædet indvolde op fra gulvet.” hvislede den fine kvinde stemme så koldt, at havde den kunnet ville temperaturen i rummet dale til under frysepunktet. En slank kvindearm snoede sig omkring hans liv, lagde koldt stål mod roden af skaftet ”Ah, ah. Øjnene ligefrem.” lød det korrigerende med pres lagt mod den bløde hud, da han lagde an til at vende sig rundt. I stedet endte med at stirre sammenbidt ind i stenvæggen foran sig. ”Hvis du så gerne vil have den, så er der pænere måder at spørger på.” hvæsede Kester ud under den hårdt spændte kæbe, der fik musklen til at dirre.
”Du har for høje tanker om dig sig, hvis du tror nogen kvinde nogensinde vil være tilfreds med dét dér søle stykke manddom. – Men det forklarer naturligvis dine sadistiske tendenser, når nu du ikke på anden vis er i stand til at imponere damerne.”.
”Jeg ved ik -.” den arrige knurren til at blive brudt pludseligt af spidse negle, der prikkede sig faretruende ind i den røde hårgrænse. I et jerngreb og tvang hun ham til at afbryde kigget over skulderen, med skulderne trukket løftet mod ørene i en smertegrimasse ”Vi ved begge dine løgne er split, så medmindre du gerne vil miste tungen så forsæt. Jeg forslår dig nu alligevel at lytte og rent faktisk rette blodomløbet til det rigtige hoved, så det måske kan gøre dig bare lidt nytte. Det er svært det ved jeg, nu det ikke er hvad de bruger mest i forvejen.” fingrene slap nakken da Kester fik fremtvunget et anstrængt nik, som havde han faktisk haft noget at skulle have sagt. Den skarpe kniv forblev liggende mod underlivet ”Din skygge er blevet mørkere og tungere, jeg vil følge dig til Kiles rige, hvis du så meget som nærmer dig Reynlest familien igen. Rør en eneste af dem og din familie vil modtage dig stykke for stykke til de kan begrave dig, det vil du vel ikke byde din mor vil du?” bladet trykkede sig længere ind under de røde hår, til tynde streger af varmt blod fulgte tyndekræften mod gulvet ”Sindssyge kvindemenneske. Ved du ikke hvem jeg er!?” snappede Kester under vidt opspærrede øjne og en stemme tyk af panik.
”Åh jeg ved nøjagtig hvem du er, Kester og du skal vide jeg altid holder hvad jeg lover... Jeg lover dig, at jeg kan få dig til at forsvinde som dug gør for solen, men skulle du glemme mit lille løfte, så kan du jo mindes det næste gang du binder op.” snittet var ikke videre dybt, kun lige så der med sikkerhed ville dannes et ar tværs over kønsbenet til nederste del af hoftebenet.
Blodet farede tilbage til ansigtet til det matchede det håret, da han drejede omkring sig selv for forgæves, at se efter hvem der havde været så dumdristig både at true og skamfere ham. Til hans store irritation var det eneste syn, der mødte ham døren der gled i bag ham. Farende mod selv samme dør, flåede den røde Ridder den op og med vildfarende totter faldt ned i øjne, hvorefter befandt han sig halv ude på den menneske tomme gang.
Med vredes rystende hænder blev bukser og bælte lukket, hænderne kørt gennem håret i et forsøg på at ligne den gode Ridder, som han forsøgte at skyde folk i skoene. Havde det ikke været fordi det friske blod klistrede borgen (beklager, men jeg ved ikke lige hvordan borg/undertøj bøjes her) tæt til huden, så ville det været let at betvivle om hændelsen overhovedet havde fundet sted eller om det var Kesters egen hjerne, der spillede ham et pus.

Sugemærket! Hun forsøgte at stoppe sig selv for at smile, for at le som der blev gjort opmærksom på det,men det var nærmest umuligt ikke at knække et smil, og en lille latter. Selvfølgelig havde nogle set det, selvfølgelig ville selv det blive brugt imod ham. Åh, Treston..Det har så sandelig lykkes dig at vise dem, du er et følsomt væsen. Hendes mål var nået, at bevise han var følsom, og som alle andre, ville kæmpe for at rede dem han elskede. Ligesom vi alle ville. Enhver forelsket mand i denne sal, ville ønske de havde dit mod Tres..Til at redde deres elskede, uden at tøve på trods af hvad det ville koste.

Hendes tanker døde ud som Zirra endte på vidnestanden igen, hendes øjne blev store, overrasket som hun stirret op..Overrasket over ordene, hånden fandt i hast amuletten. Virkelig? Hun følte sig snydt, men der var bare noget som ikke gav mening, selv om det passede sammen. Smilet var langt væk, og vingerne hang kræftløse. Var..jeg blevet snydt? var han...oh i Isari, hvis dette er sand..Oh treston.. Hun sukkede dybt som hun hoppede ned fra vinduet, lod blikket falde imod døren, imod Kester som blev ført ud.

Hun stod lidt og overvejede at følge med ham ud, men, med alt det hun fornyeligt havde hørt om ham, alt det hun stadig benægtede som muligt dræbte alt lyst til at være nær ham, selv med amuletten. Så mens han blev ført ud faldt blikket til Treston, som stadig ventede på sin søster.
"TRESTON!" råbte hun op på tværs af salen, og hånden og en vinge blev hævet højt.
"VI HAR STADIG EN AFTALE PÅ FREDAG IKKE?" med en let smil, og uden at vente på hans reaktion bevæget hun sig imod døren. Lidt uro, lidt sære blikke faldt i hendes retning, som dørende lukkede bag hende, og med et bask af vingerne søgte hun lidt ro overbyens tage.

Kester?..allerede sneget sig væk med en tøs? Hvad med.. Blikket falde tilbage imod retsalen...Zirra?

Kan det være sandt? Snydt hans følelser? Ville Sedna..virkelig? Med alt han har sagt om hende..kan jeg ikke tro det..Så koldhjertet hun ville? Tvinge en forelskelse..Mhm! Svært at tro på..Men hvem ellers magi kunne det være? Min? Vi var sammen længe..kan være....
Og Kester..vi skal virkelig have en snak min ven.

Tankerne endte ud som hun landede foran Isaris tempel, og resten af denne eftermiddag blev brugt på knæ, og med samlede hænder.

Victoria havde lovet Zirra, at hun ville befinde sig i salen, og hun havde holdt ord. Hun sad et par rækker bag Fielthena og et par sæder længere til venstre, så hun havde frit udsyn op til det hele. Den mørkhårede guldsmed havde forblevet i øjenkrogen, men Victoria havde som sådan ellers ikke holdt øje med hende. Hendes primære fokus havde været på vidnerne. Det havde givet et sug i maven, da Mirabelle var blevet kaldt op til vidneskranken. Det var kun få dage siden, Victoria havde afsløret sin sande identitet over for ridderen, og hun vidste ikke, hvordan fremtiden mellem dem så ud. Det måtte tiden vel bare vise. Desuden havde det været vigtigere at få sandheden på bordet.

Victoria havde ikke rigtig bidt mærke i noget nævneværdigt fra vidnerne, men hun var overrasket over, at dommeren ikke gennemskuede Kesters skuespil. Det var jo så åbenlyst! Den svagt tøvende tone, hele hans holdning. Det var jo de ældste trick i bøgerne! Hun afholdt sig fra at råbe op om, at han var en løgner, for hun ønskede trods alt ikke at blive vist ud. Zirras vidneudsagn fik hende dog til at spærre øjnene op. Hvis hun ikke havde kendt sandheden i forvejen, havde hun nok ikke opdaget den løgn, Zirra kom med, selvom der var små hentydninger hist og her; hendes vejrtrækning var nærmest perfekt, måden hun lagde trykket på ordene på, selvsikkerheden i hendes stemme. Det var virkelig beundringsværdigt, og hun kunne ikke helt lade være med at være lidt stolt over den unge spion. Hun var virkelig kommet langt, og hun blev atter mindet om, at det ikke havde været nogen lille bedrift at tortere sandheden ud af hende.

Som dommeren brød op, fangede Fielthenas bevægelser Victorias opmærksomhed. Hun vidste nærmest instinktivt, hvor kvinden var på vej hen, og et svagt smil bredte sig på læberne. Det gjorde hende intet, at hun kunne give Zirra lidt tiltrængt opmærksomhed. Hun øjnede en mulighed, inden Zirra fik lov at snakke med Treston, og en hånd blev placeret på hendes skulder.

"Godt klaret, Zi. Hold ud lidt endnu" hviskede hun i øret på den blonde spion. Hun blev stående længe nok til, at Zirra ville kunne se hende med et varmt smil på læberne (håret var dog stadig knald rødt), inden hun ville vende om og sætte sig tilbage i salen for at vente på dommen.

Fielhenas ord både bekymrede og beroligede. Hvorfor skulle hun ikke nå ind igen? Ville Zirra være tvunget til at sidde ved siden af Kester under domsafsigelsen uden Fielthena i nærheden? Men hun ville være i nærheden - lige udenfor. Hun ville være der, når Zirra kom ud, og så kunne hun vriste sig fri af hans klamme hænder og tage med hende hjem. En hånd lagde sig på hendes skulder, og det gibbede i hende. Heldigvis var det bare Victoria, og hun smilede træt op mod de røde lokker. De opmuntrende ord var tiltrængt - måske var hun ikke helt fyret endnu. 
Eylia havde talt til hende forinden, men hun var ikke helt sikker på, hvad der blev sagt.  Og så snart Victoria igen var væk, begyndte en gennemspilning i hendes indre ord for ord af, hvad hun lige havde sagt til retten - nej løjet om for retten. Tusindvis af spørgsmål skøjtede rundt i hendes indre. Alt fra om det havde været godt nok, til om Treston troede på det selv. Nej, han havde vel luret hendes lille trick. 
Hun så op, da hende englen, der også havde vidnet, råbte gennem salen, og lige derefter kom en vagt hen til hende.
"Den anklagede ønsker at tale med Dem, frøken Reynlest," sagde han og bøjede hovedet let for Eylia og Dastor. 
"Han hedder Treston," mumlede hun bare og fulgte så med. Alt var bedre end at stå her midt i familien med faderens blik og moderens trøstende, men uvidende hånd på sin skulder. I det mindste havde hun en plan for at få forpurret ægteskabet, men hvornår hun skulle gå til den del, var hun stadig ikke helt sikker på. Første del var retssagen - længere havde hun ikke rigtig planlagt, af frygt for at skulle planlægge sin brors begravelse.
"Jeg må informere Dem om, at I ikke må tale om sagen, og at alt skal kunne høres af mig og min makker," sagde soldaten. 
Og så stod hun pludselig foran Treston. For første gang siden den grufulde middagsaften. Det gule hår syntes falmet og fedtet og han lignede én, der ikke havde været undt et bad siden flugten. Hans blik spejlede hendes indre tomhed så det rungede helt ud i fingerspidserne. Da hun satte sig ned ved siden af ham på bænken, var det med en tung fornemmelse i kroppen, hun ikke havde følt siden deres natlige aktiviteter, mens Mørket regerede over landet. Dengang havde de levet hver dag i frygt for at blive anklaget for forræderi og hængt. Tænkt at det skulle ende med at være under Lyset, det endelig skete. 
"Hej," sagde hun og så ned på sine hænder.

    "TRESTON!" 
    Råbet gjaldede gennem salen, og det gav et sæt i ham, selvom hans hjerne genkendte stemmen. Det gibbede også i Ridderen ved hans side - så voldsomt faktisk, at der kom en raslen fra hans rustning - men Treston ignorerede dén hånd, der blev lagt advarende om hans arm; vendte sig efter englen sammen med resten af de tilstedeværende i salen, og løftede så de lænkede hænder halvt i en vinken, som tegn til, at han havde hørt hende - at han anerkendte hendes ord og værdsatte hendes udmelding, selvom han lige nu havde akkurat ingen idé om, hvad der ville ske. Hvad han kunne forvente. Hvad pokker, der egentlig foregik...
    Men hun var dejlig, var Josefine, og han så hendes hvide vinger forsvinde ud gennem dobbeltdørene med et lille, taknemmeligt smil i sin sjæl. Han var ikke helt sikker på, at han havde fortjent sådanne venner, men han værdsatte det... Det gav ham en lille gnist af håb i maven, midt i al dette kaos...
    Så dukkede Zirras lyshårede hoved op, og forvirringen over de ting, hun havde sagt på vidnebænken blussede op for fuld kraft igen. Han hørte lige akkurat Ridderens formaninger gennem de mange stemmer i salen, og så var Zirra fremme - lod sig dumpe ned ved siden af ham med sin lille hilsen. 
    Der var så mange ting, han gerne ville spørge hende om i forhold til hendes vidneudsagn, men han kunne ikke risikere, at Ridderne brød samtalen op, og derfor slugte han sine ord - tvang forvirringen omkring Sedna og dén restmagi, der var blevet fundet på ham, tilbage allerbagerst i hovedet. Dét hér var måske den sidste samtale, han ville få med Zirra...
    "Hej, Zi..." mumlede han tilbage og ønskede brændende, at række ud efter hende - trække hende ind i et ordentligt knus. I stedet viklede han håndjernenes kæde omkring sine fingre og lænede hovedet lidt tilbage. Tog en dyb indånding, før han opgivende bemærkede: "Hold kæft en lorteomgang, hva'?"
    Han ventede ikke på svar fra hende - knyttede bare hænderne om lænken og skævede til Ridderne. Tvang en lethed ind i sin tonefald, han bestemt ikke følte for: "Jeg... er ked af, at familiemiddagen endte som den gjorde... Jeg ville gerne have sagt ordentligt farvel." Han betragtede hende lidt ud af øjenkrogen - mærkede frygten kondensere nede i maven, fordi han var pissebange for at få bekræftet sin frygtelige anelse: "Jeg hørte fra Josefine, at Kester fortalte om et... stævnemøde dagen efter mors middag, og jeg..." Han sank strammede grebet til knoerne blev helt hvide. "Fulgte han dig hjem, Zi?"

Zirra nåede at åbne munden efter Trestons første ord - skulle til at spytte noget ud med et halvt, koldt grin oveni, men nåede det ikke, før han fortsatte. De ord, der nu kom, fik alt i hende til at fryse til is. Hun trak benene op til sig på bænken og undgik hans blik. Hælene hvilede lige akkurat på kanten af underlaget, og hun lagde armene omkring så hun sad som en lille kugle, der måske kunne holde en smule på varmen. 
På den ene side kunne hun ødelægge hele sin plan ved at svare ærligt på det spørgsmål, og på den anden side havde hun ikke lyst til at sende Treston til galgen med en løgn som det sidste, hun havde sagt til ham. Det her kunne meget vel være deres sidste samtale. Sandheden var brutal og uretfærdig, men hvis Zirras plan lykkedes, ville Treston gå herfra uden at havne i galgen. Hvis han slog Kester ihjel som det første, ville al den indsats og alle de løgne være spildt. Men at skulle lyve som det sidste for Treston virkede som om det ville ødelægge al den tillid, de lige var begynde at opbygge. Altså udover, at han var gået bag hendes ryg og havde frigivet en krigsfange...
"Lov mig, du ikke gør noget, før jeg siger du må," svarede hun og flyttede blikket hen på ham. "Lov mig, at du ikke gør en skid Treston, for jeg har rent faktisk en lille smule styr på det her, og hvis du ødelægger det, bliver galgen den mest nænsomme død, du kan forestille dig."
Det var ikke helt sådan, hun havde tænkt, det skulle ud. Men Treston kunne meget vel ødelægge alt det arbejde, hende og Victoria var i gang med for at få Zirra giftet til et mindre psykopatisk parti, og planen kunne simpelthen ikke tåle at han vadede ind med møgbeskidte sko uden at tænke sig om.

    Hendes ord gjorde absolut intet for den knugende frygt, og han stirrede sammenbidt tilbage på hende - kunne genkende det stædige, bestemte udtryk; den spændte kæbe, der uden tvivl var som et spejlbillede af hans egen lige nu. Åh Zirra... fortæl mig nu bare, hvad dét røvhul har gjort... 
    Men han vidste, at hun ville lukke i som en østers, hvis han ikke føjede hende. Og han vidste, at de ikke havde meget tid. Var det en halv time, dommeren havde sagt? En halv time, til han potentielt sad med en dødsdom i hænderne...
    Det var dén tanke, der fik ham til at nikke - kort og modvilligt. Hvad betød et løfte i en situation som denne? At høre sandheden fra hendes læber var i hvert fald vigtigere...
    Derfor slap han kæden og holdt demonstrativt de lænkede hænder i vejret - sendte hende et hårdt blik. "Ligner jeg én, der kan gøre en skid ved noget-som-helst lige nu?" Dét var ikke nok - det vidste han godt - og derfor fortsatte han også modvilligt: "Jeg lover at holde mig fra... hvad-end du mener, jeg ikke bør gøre - i hvert fald ikke før, du har givet mig lov..." Endnu et hårdt blik i hendes retning. For han vidste jo godt, at der ikke kom noget opmuntrende efter afkrævningen af sådan et løfte... Og efter sådan en trussel...
    Pludselig var han rasende - ikke på hende, for han vidste jo godt... Han vidste jo udmærket godt, at intet af dét hér var hendes skyld. På ingen måde. Aldrig nogensinde. Men frygten for, hvad Kester havde gjort ved hende, havde bidt sig godt fast i hans mave nu, og han forbandede Guderne for nogensinde at have ladet det komme hertil.
    "Zirra," fik han frem - afkrævende og kort for hovedet. "Zirra, fortæl mig nu, hvad zalan der er sket. Fulgte han dig hjem?!" Og så - så lavt, at kun hun ville kunne høre det: "Har dét svin gjort dig noget, Zi?"
    "Hej!" Det var den ældste Ridder, der reagerede på Trestons sænkede stemme, og han fik et ret så uvenligt puf - en truende advarsel. "Tal så jeg kan høre det, eller jeg følger Frøken Reynlest tilbage på plads!"

"Vi skal nok tale klart og tydeligt," skyndte Zirra sig at sige, da ridderen brød ind, mens hun holdt en afværgende hånd op. Han klappede i, men stillede sig nærmere de to, så han kunne høre mere. Handlingen fik Zirra til at læne sig mod Treston - ikke fordi hun ønskede at viske ting til ham, men fordi ridderens rustning og aggression var noget, hun virkelig ikke kunne håndtere lige nu. 
I det mindste havde Treston givet sit ord på det, og selvom han var en forræderridder nu, vidste hun, at man altid kunne stole på hans ord.Han havde givet Sedna sit ord for, at han ville finde en løsning, og dét havde han sandelig fundet. På bekostning af så meget andet.
"Han fulgte mig hjem," bekræftede hun stille, men ikke så lavt, at ridderne ikke stadig kunne høre det. 
Hun mærkede tårerne vælde op med det samme, de ord var sagt. Trangen til at græde sit hjerte ud i Trestons arme havde kun vokset sig større over de sidste par dage. I det mindste ville familien ikke stille spørgsmål ved gråden lige netop nu. At han ikke engang kunne lægge armen omkring hende, gjorde kun situationen værre, og hun måtte læne sit hoved skråt på hans skulder. Blikket gled ud over rummet - hun havde ikke lyst til at se ham i øjnene, når hans blik ville formørke med det had, hun vidste ordene ville fremkalde.
"Han..." Zirra bed sig i læben. Ordene skulle tænkes igennem en ekstra gang, fordi de to riddere lyttede med. "Han opførte sig som om, vi allerede var gift."
De ord var slet ikke bekrivende nok for, hvad Kester havde udsat hende for, men det var det eneste, hun kunne finde på, der ikke ville implicere nogen af dem, få ridderne til at stille spørgsmål, eller rent faktisk tolkes som om de snakkede om sagen.

    Heldigvis nåede Zirra at komme ham i forkøbet, før Treston fik hvæset noget meget lidt respektfuldt tilbage til Ridderen - dumme ord, fremprovokeret af frygten.
    Frygten, der eksploderede i sorgfuld, hadefuld vrede, da hun bekræftede. Bekræftede at...
    Hans hænder rystede. Det var det eneste, han kunne koncentrere sig om; hvor meget hænderne rystede. Så meget, at kæden imellem håndjernenes manchetter klirrede og raslede, selvom han havde knyttet nævnerne for at forhindre det. Det var som om, der var en summen i hans hoved - en støj, der satte kog i alle hans tanker, så de boblede over og blev til ingenting i hans hoved. Han havde lyst til at råbe - til at kaste med noget. Lægge armene om Zirra og sørge for, at intet ondt nogensinde kunne nå hende igen. Slå nogen ihjel... 
    Han blev revet sådan med af sin vrede, at han ikke så hendes tårer, men først hørte dem i hendes stemme, da hun sagde det sidste. Og da blev det for meget; med en frustreret lyd hamrede han de lænkede hænder ned i den hårde bænk - én gang, to gange - til knoerne blødte og den ældre Ridder kom med et arrigt udbrud og rakte ud efter ham.
    "Det er fint!" udbrød Treston hæst og holdt hænderne op - en ordløs afværgelse. Hans indre var stadig ét stort, sort oprør, men smerten havde fokuseret ham; det nyttede ikke - han måtte sørge for, at kunne være der for Zirra... bare lidt endnu. Det nyttede ikke noget at lade sig opsluge af hadet...  "Undskyld, jeg... undskyld. Jeg er færdig nu..." Ridderen mumlede noget surt om: Sidste chance...før han vendte ryggen til dem igen.
    "Zirra, jeg..." Han vidste slet ikke, hvor han skulle begynde. Fortvivlelsen var altovervældende. Det var jo hans skyld... Han knyttede hænderne - betragtede blodet løbe ned over håndryggen med en følelse af, ikke at have plads i sit eget hoved. "Jeg skulle have slået det svin ihjel, da jeg havde chancen... Jeg er..." Mere end noget andet ønskede han, at kunne række ud og trække hende ind til sig. "Jeg er så ked af det... Det var aldrig min mening, at alt mit lort skulle... At du skulle-"
    

Trestons voldsomme hamren på bænken, tvang Zirra til at hæve hovedet fra hans skulder og bryde deres kropskontakt. Det gav hende mulighed for at tørre sine egne øjne, mens han tævede sine knoer til blods. I det mindste fik han beroliget vagten nok til at hun ikke blev revet væk fra ham lige nu. Så snart han stoppede det, tog hun hans hænder i sine og duppede de blodige knoer med sin egen ærmekant. 
"Det ville jeg også ønske, du havde, Treston, tro mig," svarede hun med en snøften. "Min arbejdsgiver ved det. Hun har en bror, der nok kan hjælpe."
En bror, der kan gifte sig med mig," lød de ord i hende selv, som hun ønske, hun kunne dele. Et bedre parti og falske børn. Et liv på flere løgne. 
Hun lod langsomt sit blik glide op til hans og lod ham se den afmagt og ulykkelighed, hun bar på. Noget, hun ikke havde ladet andre end Victoria og Fielthena se indtil nu. 
"Dit lort ender altid at blive mit lort, Treston, om du vil det eller ej," sagde hun, men uden et ønske om at netop det skulle ændre sig nogensinde. "Jeg kunne være sluppet... Hvis jeg havde holdt mig tilbage..." Hun indlagde en nødvendig lang pause, så ridderen ikke ville finde sammenhængen i ordene til det næste. "Hvis ikke Sedna..."
Men blot benævnelsen af det navn var mere end nok til at få ridderen til at vende sig om med et stramt udtryk i ansigtet. Det havde været over stregen, selvom Zirra ikke havde regnet med det, og faktisk ikke havde planlagt at sige mere end det. Bekræfte over for Treston, at hun havde beskyttet hans åndssvage kærlighed, selvom hun ikke havde burde. At hun havde betalt prisen med egen krop, mens mørkelverkvinden nu var på fri fod. Zirra ønskede egentlig ikke at skam skulle være det sidste, hun indgød i Treston, men indeni kæmpede vreden mod Kester og vreden mod Treston en uretfærdig kamp.
"Så! Jeg sagde I ikke måtte snakke om sagen," brød ridderen ind, godt træt af de to skarnsunger. "Nu følger jeg frøken Reynlest tilbage til..."
Døren i den anden side af rummet gik op, og ud kom dommeren.
"Få tilskuerne ind igen og luk dørene," lød hendes klare stemme i salen. "Det er tid til domsafsigelsen."

    Jeg var sluppet, hvis ikke jeg havde hjulpet Sedna... Det var dét, hun ville sige - det var han helt sikker på, og hans tunge brændte for at få lov til at stille spørgsmål - til dét, til Sedna. Til vidneudsagnet... Hvorfor havde hun hjulpet Sedna overhovedet? Var det... var det dén påvirkning, Zirra havde fortalt om på vidnebænken? Havde det været frivilligt? Og var det virkelig sandt, hvad Zirra havde sagt? Var Treston også selv under indflydelse...?
    Men ingen af spørgsmålene nåede over hans læber, før Ridderen havde grebet Zirra bestemt om albuen og førte hende tilbage på plads med en stram mine. Han stirrede efter hende med en voksende klump i halsen og øjne, der sveg. Dit lort ender altid med at blive mit lort... Hvordan... hvordan skulle han kunne bære dét, oven på den indsigt, Zirra lige havde givet ham...? 
    Da dommeren i det samme vendte tilbage til salen og meldte, at pausen var forbi, hørte han det knapt nok, for frygtelige billeder af Kester og Zirra fór forbi hans indre blik og blandede sig ubehageligt med minderne om hans og Sednas sidste nat sammen, til det hele var forvrænget og forkert og... frygteligt...
    "Ro i salen!" bad dommeren og hamrede et par gange imod talerstolen, til tilskuerne klappede i og rettede opmærksomheden imod dommerpodiet. "Retten genåbnes hermed! De tilhørende gøres opmærksomme på, at undertegnede har brugt pausen i selskab med den nedsatte jury, undertegnedes meddommere, samt ekspertvidner, i form af Rettens to tilknyttede magikyndige. Sagen er blevet gennemgået, og voteringen udført for lukkede døre. Enighed er nået." 
    Det var først, da dommeren sagde det sidste, at det for alvor gik op for Treston, at det var nu - at rettergangen lakkede imod enden, og at det var nu, dommen ville falde. Hans hjerte begyndte lige så stille at hamre af sted i brystet på ham.
    "Vil anklagede og resten af salen venligst rejse sig, mens der afgives dom?"
    Der lød en skramlen fra de mange tilskuere, idet de kom op fra bænkene. Treston selv kom først på benene, da den unge Ridder prikkede til ham - ikke fordi han prøvede at være trodsig, men fordi det hele bare var... for meget. Overvældende... 

Zirra blev fulgt tilbage til bænken, men denne gang behøvede hun ikke sidde på vidnebænken. Der var ikke mere for hende at gøre, og hun var grueligt bange for, at hun ikke havde gjort nok. Eller at Treston havde fået gravet sin grav for dyb ved at tilstå det hele, så hendes spinkle livline ikke kunne nå ham. I stedet for at sidde på vidnebænken, skyndte hun sig hen til sin familie, og selvom hun egentlig ikke havde lyst til at sidde hos dem, var det den eneste beskyttelse, hun fik. Hun fik klemt sig ind mellem Ersten og Eylia, og selvom deres henholdsvis vrede og ulykkelige miner han som en sort sky over dem alle sammen, gjorde placeringen det umuligt for Kester at stille sig ved siden af hende. Da han indfandt sig i salen igen, lignede han dog heller ikke en, der faktisk havde planer om det. Han så lidt fjern ud i blikket og med en hård mine, som om han var i krig med sit indre. Han sendte hende et vredt og inkvisitorisk blik, men hendes besvarende forvirring på det ukendte spørgsmål, fik ham til at se væk. Underligt. Hun lod blikket glide bagud i søgning efter brunt hår. Mon Fielthena havde...?
"Thi kendes for ret, at den anklagede Treston Reynlest, findes skyldig i anklagerne," sagde dommeren. Zirras hjerte sprang mindst tre slag over. Pis. "Anklagerne står som følger: Ulovlig adgang til Lysets fangekælder. Hjælpe en krigsforbryder på flugt. Modsætte sig arrest ved at rette sværd mod sine egne. Alle disse anklager er blevet gennemgået og siden hen bekræftet udført af anklagede."
Eylia lod sin arm glide om bag Zirras skuldre og trak hende lidt ind til sig. Selvom mor Reynlest holdt bedre sammen på sig selv end de fleste ville i den her situation, forplantede rystelserne fra den stille gråd sig helt over i Zirras krop. 
"Anklagede har mistet sit lys og troen på Isaris gerning," fortsatte dommeren. "Dette kan vi ikke lade stå til. Det er vores retmæssige pligt at sørge for alle under Dronningens beskyttelse - borgere såvel som soldater - er af et godt sind. Men riddergerningen kræver også et stærkt sind. Derfor bliver anklagede frataget riddertitel og -virke. Øjeblikkelig."
Dommeren stoppede sin talestrøm og nikkede kort til de to riddere på hver siden af Treston. Uden den mindste tøven trådte de frem foran ham og med en lille kniv skar de stingene, der satte Lysets symbol fast på Trestons hærgede uniformsjakke af, hvorefter de flåede mærket af, så der kun hang halve tråde tilbage omkring den lyse afmærkning, hvor det havde siddet. Den anden ridder tog sin handske af, og vappede Treston over kinden med den. De stirrede på ham et par sekundter, hvorefter de trådte tilbage igen.
Zirra opdagede, hun holdt vejret. Hvorfor satte de hans tålmodighed på prøve nu - efter alt det her? Det måtte være en formalitet. At en frataget titel skulle efterprøves ved at en ridderlig udfordring ikke kunne modtages - men det virkede som en unødig ting, når Trestons chancer så så sorte ud. Skyldig i alle anklager...
Åh, tænkte Zirra forfærdet. Han får ikke engang lov til at dø som ridder.

    Treston havde øjnene fæstnet på Zirra, da dommeren kendte ham skyldig i anklagerne - så hendes ansigtsudtryk falde. Selv følte han ingenting, for det var intet mere, end han havde forventet. Intet mindre, end han havde fortjent...
    Da de to Riddere trådte frem og rev gradstegnene af ham - fratog dén titel, han havde stilet imod siden Dastor første gang gav ham et træningssværd i hånden - stirrede han bare lige ud i luften. Da den yngste af Ridderne stak ham én på siden af hovedet med handsken, flyttede Treston blikket over på ham, men holdt munden stramt lukket - gjorde det tydeligt for den anden mand, at han ikke havde tænkt sig at modsætte sig behandlingen eller forsøge at tage udfordringen op. Han vidste godt, hvad ritualet krævede af ham...
    Så blev det altså galgen for ham, og ikke sværdet... Han havde nær fnyst hånligt af sig selv; i det mindste kunne han da varme sig ved, at selv hans død ville blive en skuffelse for hans kære fader...
    "Dog," genoptog dommeren tråden, da de to Riddere var færdige. "Dog anerkender Retten også, at der forefindes formildende omstændigheder, idet både beviser og vidneudsagn peger på, at skyldige var under indflydelse fra udefrakommende påvirkning, og dermed ikke kan holdes fuldt ansvarlig for sine handlinger." En mumlen rejste sig fra salen, men dommeren slog irriteret et par gange i talerstolen og fik hurtigt ro igen. "Desuden har Retten valgt at lægge vægt på dét faktum, at skyldiges sti har været ren indtil nu." Dommeren holdt en lille kunstpause og lod sit strenge blik glide ud over salen, før det endte på Treston. "Treston Reynlest. Retten har valgt at afvise kravet om dødsdom - hverken ved hængning eller sværdet - da det vurderes, at du givetvis ville have handlet anderledes, hvis du havde været ved dine fulde fem." Endnu et sus, endnu et kor af chokerede stemmer. Treston var kold indeni. "Men samtidig mener Retten også, at du har forsømt din pligt og dit virke, og for dét skal der naturligvis gøres op. Du idømmes at betale bod i form af alle, jordiske besiddelser, der i denne, givne stund tilhører din person. Desuden fratages du al fremtidig mulighed for at indtage en officiel stilling - dét være sig i hæren eller byrådet. Din stemme vil miste sit værd, og aldrig må din mening få indflydelse i offentlighedens sager. Du pålægges at vise din anger for Guderne, ved genskoling i Isaris templer - startende her i Dianthos' katedral. Efter dette forvises du fra hovedstaden og skal ikke vise dit ansigt i Dianthos gader igen, før Ypperstepræsterne i alle de store templer ved skreven accept, siger god for din opførsel og står inde for din karakter. Brydes dette forbud, bliver det med døden til følge." Hammeren blev løftet og ramte tungt ned i slagpladen, så et skrapt smæld gik igennem salen. "Retten har talt."
    Mens dommeren forlod talerstolen og salen eksploderede i snakken og vrede råb, stod Treston bare tilbage med en helt igennem tom følelse indeni. End ikke da Ridderne låste hans lænker op, og hans chakra vendte hjem, følte han sig hel.
    Han var ikke engang lettet. Nu havde han lige sat sig op til at dø...

Zirra spærrede sine øjne mere og mere op som dommeren talte. Hun havde gjort det. Hun havde faktisk formået at overbevise dem om, at Treston ikke havde handlet ud fra sit idiotiske, forelskede hjerte. Hun havde gjort det!
Glædestårer begyndte at trille ned over hendes kinder, og den første, der trak hende ind i et forløsende, kærligt kram var Eylia, der var lige så opløst som sin datter. Grinende og grædende stod de sådan, mens ridderne fik låst Trestons håndjern fri, og dommeren bagved snakkede med en præst, der var ved at skrive ting ned - nok alle de ting, Treston skulle have at vide nu. Om hans nye liv fra tempel til tempel, indtil hans navn og handlinger var renset. Uden at kunne komme ind i hovedstadens gader. 
Uden at kunne komme ind i hovedstadens gader... På fri fod i landet... Fri til at opsøge...
Zirra brød omfavnelsen med sin mor og stirrede på Trestons tomme blik - prøvede at fange det, men uden held. Pislort. Han ville ikke være blevet noget som helst klogere af den her misere, og han ville med garanti være villig til at smide sit liv væk igen for den forpulede mørkelver. Ikke at Zirra skulle hævde, at hun var mere uskyldsren, når det kom til valg af partnere, men Bertram fik hende trods alt ikke til at begå højforræderi!
Ridderne trak sig fra Trestons lammede skikkelse, og Zirra brød fri af bænkende og styrtede hen til ham. Hun lagde armene om hans hals - og måtte stå på tær for det - og opdagede i øvrigt, at hendes ildflue var forsvundet af sig selv. Der var stadig ikke meget chakra at arbejde med, men i det mindste var den da til stede. 
"Jeg elsker dig," hviskede hun og gjorde hans skulder særdeles våd med sine tårer.
Bag sig kunne hun fornemme sin mor vente utålmodigt på selv at få lov til at tale til sin søn, og Zirra trak sig tids nok til at høre Kester henvende sig til Dastor, som så rimelig lident interesseret ud - i hans hoved havde Treston vist været død en uge allerede.
"... forberedelserne til brylluppet," Kesters klamme smil fandt vej til hende, men det var ikke helt så selvsikkert, som det havde været om morgenen. 
Dastor stod som en anden nikkedukke og fulgte måske, måske ikke med i samtalen, han var en del af. Zirra besluttede, at det var nu det skulle ske. Fordi der ikke rigtig var tid til andet. Hun havde gudsjammerligt travlt, hvis hun skulle nå at gøre noget som helst, før Treston blev sluppet fri fra Dianthos og gik direkte ud og sikrede sig den dødsdom, hun lige havde arbejdet så hårdt på ikke skulle blive til noget. 
Hun tørrede øjnene med ærmet og trådte hen foran Dastor.
"Giv mig en måned," sagde hun og holdt blikket på sin far. Han så på hende som om han lige var vågnet.
"Til at forberede?" spurgte han uforstående.
"Nej," svarede hun. "Til at finde et bedre parti."
Hans ansigtsudtryk ændrede sig - en sær, malplaceret medlidenhed overtog hans blik.
"Zirra..." begyndte faren, og selvom hun kun så det ud af øjenkrogen, var Kesters ansigt blevet blussende rødt af vrede.
"Nej far, jeg vil have en chance," sagde hun og knyttede hænderne. "Én måned, far. Hvis jeg ikke finder et bedre parti, gør vi det på din måde." Eller, det vil sige, så flygter jeg nok og kommer aldrig tilbage, men dét bliver forhåbentlig ikke nødvendigt.
Dastor så overvejende ud et øjeblik. Fangede sin hustrus øjenkontakt, hvorved nogle af de hårde linjer i hans ansigt blev mildnet. Langsomt nikkede han.
"Èn måned," bekræftede han.
Zirra rettede sig op og gav ham den mest perfekte honnør, hun kunne præstere, hvorefter hun satte i løb ud af salen, snoende sig ud og ind mellem vrede og forvirrede tilskuere, der kun var mødt op for at få stillet deres blodtørst. Intet af det var vigtigt mere. Nu skulle Zirra have stillet sin.