Havde situationen været en lidt anden, så havde Maximillian dog nok også udnyttet deres nuværende fysiske position til noget lidt andet.
Øjnene blev lidt smallere, men i det mindste blev grebet til løsere. Samik behøvede næppe at vide at Maximillian ikke var her af egen fri vilje. Det var et problem han kunne overveje at tackle, skulle Den anden dæmon ønske at forblive en del af Kazimi familien de næste årtier eller århundrede.
Han øjne søgte en eller anden form for bekræftelse for at den anden formodet dæmon talte sandt, men det var som at lede efter en nål i en høstak. ”Nuvel,” sagde han endelig, ligeså lavmælt. ”Du roder ikke i mine ting, og jeg roder ikke i dine.” Det var det bedste alternativ Maximillian havde, med mindre han ønskede samtlige af hans søskende skulle grine af ham, når de fandt ud af hvor han var endt så kort tid efter at han var sluppet fri fra Lyset.

Krystallandet
