Pax sank en klump og tabte dernæst pusten, i det at vendte rundt. For blot et øjeblik stod han og stirrede ud af vinduet, som var han fordybet i tanker og at de svar, han søgte, kun kunne findes i stjernehimlen over dem.
Pludselig drejede han dog rundt og skridtede hen mod ildstedet, hvorover der hang en kedel med varmt vand. Han havde ikke stået stille i mere end et kvart minut, for mere kunne han ganske enkelt ikke klare før, at hans krop skreg efter at bevæge sig. Og stadig brændte han for, at aflægge afstanden til Juno og trække ham indtil sig.

Det grænsede til uudholdeligt og det var det, der gjorde Pax så rasende.

Pax greb to krus – det måtte være svar nok på Junos’ spørgsmål – hvorefter han tog en dyb indånding; som skulle han ikke til at lave te, men desarmere et tikkende festfyrværkeri af en bombe.
Langsomt begyndte han at knuse urter og da det omsider lykkes ham at færdiggøre, hældte han vand i begge krus. Først da vendte han rundt og skridtede tilbage til sin plads, hvorved han satte den trækkende te.

”Jo. Jo du er”, mumlede Pax mellem sammenbidte tænder. ”Men ikke mere… af det andet…”

Juno blev stående, helt stille, som havde Pax glemt, at han var der, og ville først smide ham ud, når Juno gjorde noget for at minde ham om sin tilstedeværelse. Selv da der blev gjort klar til te, rørte han sig ikke ud af stedet, men fulgte blot Pax med blikket, uden at tilbyde sin hjælp eller sine ord.

Først da Pax gjorde mine til at sætte sig ned ved bordet igen, fulgte Juno efter ham og satte sig på stolen overfor ham, selvom det på ingen måde passede ham, at være så langt fra Pax igen.

Der gik flere sekunder, før Pax's ord faldt på plads i Junos hoved, og da de endelig gjorde, begyndte tårerne at falde med det samme. Juno ville gerne sige noget, men han vidste, at hans stemme ville knække, og at ordene ville sætte sig fast i halsen på ham, og at dét ville føre til hulken, og intet af det kunne han overskue.
I stedet tørrede han sine tårer væk med sit ærme, selvom de blev ved med at falde, indtil hans ansigt var så vådt, at hans ærmer intet kunne stille op.
Han stirrede ned i bordet, imens han forsøgte at få styr på sin vejrtrækning og trak sit krus hen til sig, for at holde den varme keramik imellem sine kolde fingre. Han kunne mærke Pax's afvisning helt ind i sit hjerte, der føltes som om det havde trykket sig helt sammen, som et stykke krøllet papir, der blev trampet på. Det var reel smerte, og da først Juno havde opgivet at få sit ansigt tørt, lagde han en hånd over sin brystkasse og gned distræt på den, som kunne det hjælpe på smerten, der gemte sig under hans hud. 

"Jeg troede..." sagde han endelig, men som forudset knækkede hans stemme og et hulk satte sig fast i hans hals. Smerten spredte sig hele vejen ned i hans mave nu, og Juno lænede sig fremover, indtil hans pande hvilede imod hans arm, der lå på bordet, og han kæmpede indædt med at tage én indånding efter den næste, imens han forsøgte at holde alle de håb og fantasier han havde haft om et liv med Pax på afstand, nu hvor han vidste at de aldrig ville blive til virkelighed. 

Intet kunne have forberedt Pax på Junos’ tårer eller stemmen, der knækkede. End ikke i sin vildeste fantasi, havde Pax overvejet, at dét skulle være svaret på hans afvisning og lamslået, kunne han for et langt øjeblik ikke gøre andet, end at stirre vantro på Junos våde ansigt.

”Jeg troede…”
Og jeg troede, du ville være ligeglad. Eller i hvert fald forsøge, at give mig det indtryk. Jeg havde troet, du ville rejse sig, nikke, trække på skuldrene – alt andet end det her!

Pax rejste sig brat fra stolen, så dens ben skrabede hen af det utætte trægulv. I to lange skridt aflagde han afstanden til Juno, der havde lagt sig henover bordet, gemt sig fra hans stålgrå blik. Nu reagerede kroppen instinktivt og uden tanke på, hvad der derefter kunne ske; alt det kalkulerede, der altid ledte enhver af Pax’s beslutninger, forsvandt som dug for solen og i et øjeblik.

Stærke hænder lagde sig om stolen og rev den rundt, så Pax kunne gribe om Junos’ skikkelse. Han samlede ham op, tog al af Junos’ vægt fra den anden og knugede ham indtil sig. ”Juno…”, hviskede Pax skingert, forfærdet over gråden, han kunne høre lå på tungen. Pax vidste ikke, hvad han skulle stille op; hvad han kunne gøre, hvordan han kunne gøre skaden god igen.

Eller måske vidste han det i sit inderste. Måske instinktet vidste det eller kroppen, for pludselig søgte hans hjerteformede mund Junos’ egen; hans kys tøvende, forsigtig, som forventede han selv en lignende afvisning.

Juno var ikke meget mere end en kludedukke i Pax's greb, og han lod den anden samle sig op uden hverken modstand eller hjælp. Det var fint nok med ham, hvis Pax ville trøste ham, men det hjalp ikke på hans smerte, hvis ikke Pax virkelig ville ham. 

Men så hørte han Pax sige hans navn, og måden han sagde det på, fik Juno til at se op på ham med et snøft. Pax var sløret bag Junos våde øjenvipper, men Juno kunne mærke ham komme tættere på, og da deres læber mødtes, var hans øjne alligevel lukkede. Han gengældte kysset, som afhang hans liv af det; han pressede sig op mod Pax, udåndede tungt mod hans læber og skubbede sin tunge op imod hans. Først da endnu et hulk satte sig fast i hans hals og fik ham til at hikke med en ynkelig lyd, trak han sig ud af kysset og kun for at forsøge at tørre sit våde ansigt endnu en gang.

Juno turde ikke spørge, hvad Pax havde gang i, selvom det var det eneste han virkelig gerne ville vide. Han var for bange for at høre svaret. I stedet kyssede han blidt langs Pax's kæbe, imens han blidt diregerede dem omkring, indtil han kunne skubbe Pax ned i sin stol og selv følge efter ham, ved at sætte sig overskrævs på ham. Nu var de i samme højde og Juno kunne presse sine læber mod Pax's uden at stå på tæer eller hive ham ned i sin egen højde.
Helt ind i ham, lå følelsen af at han burde få sat ord på, hvad der foregik imellem dem, men han ville ikke risikere at Pax skubbede ham fra sig igen. Pax havde haft ret; han var en kujon.

Pax lod sig dirigere rundt; lod Juno om, hvad han ville og ikke; lod ham dominere og bestemme. Han vidste ikke hvorfor, men det virkede som det rigtige at gøre. Og hvorfor græd han? Hvorfor græd Juno stadig?

Selvom Juno var den, der styrede slagets gang, modtog Pax alle kyssene og gengældte dem hengivent. Hans øjne var gledet i, knebet sammen af en åndelig forløsning, der var fulgt efter deres læbers møde; som havde Pax ikke drukket vand i ugevis og Juno var et saltløst hav. Det var nemlig sådan, at det føltes – som afhang selve Pax’s liv af Junos kærtegn.

Hans egne arme fandt vej omkring Juno i det, at han landede på stolen og Pax knugede ham hårdt indtil sig. Selv efter det han havde sagt, det han havde gjort og det, der havde været hans formål, kunne Pax ikke længere se, hvad han ellers kunne formå; ikke andet end at stryge Juno, knuge ham indtil sig og tørre hans tårer væk.
”Stop med at tud…”, mumlede han bedende, hverken sur eller tvær; kun med oprigtig bekymring i hans hæse stemme. Pax lagde sin pande mod Junos’ og listede sine fingre ind under den andens skjorte. ”Hvad er der galt?”

Juno grinede hikkende, da Pax bad ham om at stoppe med at tude. "Jeg prøver!" insisterede han, selvom han vidste, at det ikke så sådan ud. Den hårde rustning han mentalt havde taget på, inden han kom, var for længst væk nu.

"Du skræmte mig," svarede han lavmælt, deres pander hvilende mod hinanden. Juno var, med hele sin krop, opmærksom på hvor Pax's hænder befandt sig og hvilke dele af hans krop, de rørte, og det tog ham et øjeblik at formulere sin næste sætning. "Lige nu og i går." Han sank en klump og sukkede tungt igen. Hans krop føltes svag, men i det mindste var han holdt op med at græde. "Jeg troede du ville gøre ham fortræd. Og at du aldrig ville gide holde om mig igen. At vi skulle gå tilbage til at være rivaler og intet andet." Hvor meget Juno end skammede sig over det, så havde det sidste skræmt ham mest, men det var begge deles skyld, at han var brudt ud i gråd. Det var summen af alt der var sket i går, sammen med den reaktion han havde fået fra Pax i dag, der havde fået bægeret til at flyde over.

Pax lod sine øjne glide tungt i, i det at Juno indrømmede, at han var blevet bange. Det stak forræderisk i hans bryst og hadske stemmer hvislede i hans tanker, at han var en forbandet kujon; hvordan vovede han, at nyde deres nærhed efter dét, han havde gjort?
Ikke desto mindre kunne Pax ikke stoppe med at dvæle i den fysiske kontakt. Han ville ikke give slip, kunne ikke trække armene til sig og Juno af sig, hvormed at han fortsatte med at holde om ham; fortsatte med at plante opmuntrende kys hen langs Junos’ kæbe og hals; lod fingrene fortsætte deres kærtegn.

Et lavmælt suk forlod Pax’s mund, hvorefter han spændte i hele kroppen. Stadig var de stålgrå øjne lukket, men da kneb de sig sammen, som et lidende udtryk gled henover de indsunkne kinder.
”Jeg ville ikke… jeg havde ikke planer om at krølle et eneste hår på hans hoved…”, mumlede Pax, tydeligvis under store kvaler. Ikke, at ordene ikke var sandfærdige. Det var de skam, og det var måske i virkeligheden dét, der gjorde dem så svære at sige.

”Jeg ved jo godt, at du elsker ham. Jeg – skulle bare have jeres opmærksomhed. Fra start. Jeg… havde ikke tid til, at I skulle til at lyve om alt muligt pis. Jeg troede – du ved, hvad jeg troede…” Pax måtte holde inde for, at lade en smule luft løbe fra hans mund men til trods for handlingen, var det ikke gået op for ham, at han havde holdt vejret. ”Og jeg tabte hovedet. Jeg – er ikke sådan normalt. Jeg… amen ved Zaladin selv, kan du ikke se det, Juno? Kan du ikke se… hvorfor?”

Juno vidste, at Pax talte sandt, for selv mens Pax havde stået med en kniv for Hectors strube, uden andet end kulde i sit blik, havde han vidst, at Pax ikke ville gøre ham noget. Men den viden havde ikke stoppet ham fra at forestille dig, hvad der var sket, hvis han havde taget fejl. Hvordan blodet ville have sprøjtet ud over ham og alle ungerne ville være blevet traumatiseret. Og hvordan han aldrig ville have kunne tilgive Pax eller stole på ham igen.
Men sådan var Pax ikke. Han havde ikke gjort andet end at forskrække dem. 

Juno vidste også, hvad Pax havde troet. Og hvad ville Pax have gjort, hvis han havde haft ret? Ville han have slået ham ihjel så?

"Fordi du stadig føler dig ansvarlig for mig og for min beskyttelse? Fordi jeg dybest set stadig er én af dine?" gættede Juno. Han kunne ikke se det bedre end dét, heller ikke selvom han havde genkendt tegnene på jalousi, da han havde set dem. Han havde endnu ikke lagt tegnene sammen. 

Pax skar en grimasse og lod et tomt grin undslippe hans læber; som var han ved at kaste håndklædet i ringen; tabe kampen med vilje, fordi der ikke længere var nogen styrke i hans krop. Dernæst rystede han på hovedet og så ned i deres sammenviklede skød. De blå øjne var nemlig et bjerg, han ikke kunne bestige og det føltes uoverkommeligt, at skulle fæstne sit eget blik i Junos’.
”Nej, det er ikke derfor…” mumlede han, hvorefter han sukkede tungt.

Tavsheden indfandt sig ikke lang tid efter og Pax lod den, fordybet i tanker, der kunne blive til ord. 
”Jeg har tænkt meget… på dig”, indrømmede han omsider og i en hvisken, der ikke kunne have været mere afslørende i sin lidelse, selv hvis den forsøgte med alt, hvad den kunne mønstre. Stadig så Pax ikke op og hans fingre var stoppet deres dansende kærtegn mod Junos’ bare hud. 

Lidt for lidt begyndte Juno at forstå, hvad det var han missede. Lidelsen i Pax's stemme, hans ukarakteristiske opførsel, hans svingende humør og pludselige trusler. Juno havde aldrig set Pax sådan før, og selvom det var opførsel, han aldrig havde lyst til at se igen, så spredte den nye viden sig i ham som en varm bølge af glæde. Alt det her, al Pax's idioti, var alt sammen udløst af hans følelser for ham.

"Jeg kan ikke.. Forlade Hector. Eller Rottebanden. Ikke som det står til lige nu. Lad mig forhandle noget på plads med Asad først. Når der er fred, så..." Juno møvede sin krop tættere op mod Pax's, selvom han knap nok kunne komme tættere på ham. "Så finder vi ud af noget. Hvis du stadig vil have mig. Og - og indtil da.." Juno søgte efter Pax's blik med sit eget, længtes efter at kunne læse hans ansigt og følelserne i det. "Fortæl mig, hvad jeg kan gøre, for at gøre det lettere for dig. Jeg kan ikke miste dig igen. Skal jeg komme forbi en gang om ugen? Bruge natten her?"

Der var ingen ende for, hvilke ønsker eller krav, Juno ville gå med til. Hvis Pax bad ham om at flytte ind, ville han sige ja. Hvis han bad ham om at stoppe med at dele seng med Hector, ville han sige ja. Det eneste han ikke kunne gå med til var at slå endegyldigt op med sin kæreste eller forlade sin egen bande. Integrere, måske, men ikke forlade.
"Sidst.. Sidst jeg var her, sagde jeg 'hvad som helst'. Hvad som helst for dig, Pax. Så længe vi kan være sammen. Jeg mente det."

Junos’ ord slog den resterende luft ud af Pax og han tabte pusten i et suk, der på en og samme tid var både overfladisk og tungt. Det, at have en anden tilbyde sig hengivent, var så fremmed, at Pax mærkede, hvordan hans mave vendte sig af noget, han aldrig ville være i stand til at beskrive; ligeså flyvende han blev, ligeså klaustrofobisk følte han sig også –

Og stadig kunne han ikke hæve sit blik til Junos’. Stadig kunne hans fingre ikke genoptage deres så legende lette kærtegn og Pax måtte synke flere gange før, at han omsider genfandt sin stemme.

”Jeg – jeg skal lige – tænke”, fik han omsider fremstammet og med et håb om, at Juno forstod, at det var fordi, at det var så overvældende; så nyt; så ulig noget andet, Pax nogensinde før havde prøvet. ”Du skal huske på, at jeg er en gammel idiot”, forsøgte han derefter at spøge, hans hæse stemme vaklende. Omsider tvang Pax dog sine hænder til at bevæge sig og genoptage det, de havde været i færd med.

”Du mister mig ikke. Og jeg vil – gerne – jeg vil gerne – have dig. Uanset…”

Det var nemt at lade Pax tænke, da han bad om tid til det. Juno vidste trods alt, at det hele var noget mere pludseligt for Pax, end det havde været for ham. Han havde selv gået med de samme følelser og tanker i flere år, og Pax var først lige blevet introduceret for dem.
Det holdt op med at være nemt at forholde sig stille, da Pax først begyndte at tale. 

"Jeg mistede dig næsten for et øjeblik siden! Du var ved at smide mig ud. Du- du kaldte mig en skuffelse!" Udbrød han og løftede et knæ, for at møve det ind i siden på Pax, der bare skulle være taknemmelig for, at Juno ikke gjorde noget værre. "Så du skal ikke fortælle mig, at jeg ikke mister dig. Fortæl mig, hvad jeg skal gøre, for at beholde dig. Fortæl mig, hvad du vil have fra mig."
Junos tone var blevet høj, bedende. De sidste to dage havde været forfærdelige og han ville aldrig igennem noget lignende igen, slet ikke hvis han kunne undgå det ved bare at finde ud af, hvad der skulle til for at undgå Pax's jalousi.
"Jeg vil gerne gøre noget for dig.." indrømmede han forsigtigt. 

Pax skar en grimasse af lige dele skam og lidelse. Den ældre mand vidste nemlig godt, at Juno havde ret. Han havde kaldt ham en skuffelse. Han havde været ved, at smide Juno ud. Alt sammen for at slippe som et øjeblik som dette, der var ligeså dejligt som det var nervepirrende.

For det var jo farligt. Så farligt at de øjensynligt slet ikke vidste hvor meget.

Grebet omkring Juno blev med ét strammere, men ikke nok til, at Pax ikke modtog knæet i siden. Han gryntede, som respons dertil og nikkede dernæst. Han havde nær løftet en hånd, for at holde den beskyttende op foran sig, men det krævede, at Pax slap taget omkring den anden og det var han ikke parat til.
Ligeså vel som han heller ikke var parat til at kigge op, tage Junos’ øjne med sine egne.

”Det var jo forhelvede bare, så du – så det stoppede. Jeg mente det ikke”, svarede Pax omsider, hans stemme frustreret af hans egen idioti, hans egne fejl. Han sank en voksende klump i halsen og tog derefter en dyb indånding, hvorefter han omsider – omsider – så op. Stadig flakkede Pax’s blik dog, mens hans læber adskilte sig igen og igen, indtil han kunne finde frem til noget, der var værd at sige.

Måske der ikke var andet at sige end sandheden.

”Jeg vil have – jeg vil have det hele. For mig selv. Men indtil da – indtil det kan blive sådan – hvis det kan blive sådan… en tur. En tur i skovene udenfor murerne. En, hver uge.” I det at ordene, dem alle, endelig fandt vej ud igennem hans mund, var Pax nær ved at kaste op. Han havde aldrig bedt en anden om noget på den måde, aldrig sat sig selv i en sårbar position, hvor risikoen og dét han kunne miste, var så højt som nu.

Juno burde have vidst, at Pax ikke havde ment sine tidligere ord, men det gjorde alligevel noget ved ham at høre det sagt højt fra Ulvens egen mund. Hans formulering i sig selv var også spændende for den unge fyr, der bed fast i ordvalget med det samme, og fordi Pax fortsat nægtede at se ham i øjnene, hviskede Juno sit svar ind i hans øre;
"Så hvad stoppede? Forbandelsen? Har den spredt sig til dig?" Der var et smil i hans stemme og et spring i hans hjerte ved tanken. Det var selvfølgelig givet, taget hele Pax's opførsel til efterretning, men Juno nød at høre det og nød at sige det. Pax følte det samme for ham, som han følte for Pax, og det var det bedste han nogensinde kunne have forestillet sig.

Det næste han hørte fra Pax var kun endnu bedre. Det var alt Juno ønskede også - at have Pax for sig selv. Havde han stolet på at Pax ville føle det samme om en måned, så ville Juno have overgivet sig med det samme. 

"Okay. Det er en aftale," svarede Juno straks, som var det det nemmeste i verden, og det var det næsten også. Pax bad ham kun om at bruge tid med ham, og dét ville Juno hellere end gerne. Én gang om ugen var langt mindre end hvad Juno var villig til at gå med til. Det var et gavmildt tilbud fra Pax af.
"Dig og mig. Alene. Udenfor byen. Det vil jeg også gerne." Nu vidste Juno heller ikke, hvor han skulle se hen. Det føltes som hans første forelske om igen; hans kinder varme og hans tanker over det hele. 

Pax nægtede at svare på Junos’ – for ham – skadefro ord. I stedet bøjede han sig frem og satte tænderne i Junos’ ene skulder, blidt men så absolut nærværende. Noget legesygt og moret sneg sig dernæst ind i hans stålgrå blik, og da Pax søgte den andens øjne, kunne budskabet heller ikke have været tydeligere; du ved det godt. Vi ved begge to godt, at du ved det.

Junos’ blik begyndte ikke lang tid efter at flakke, og Pax’s smil voksede sig en smule bredere. Der var en lettelse at spore deri, en der ikke forsvandt i det, at Pax lænede sig frem og forsigtigt kyssede Junos’ ene mundvige. Hans hænder gled i samme øjeblik længere op af Junos’ bløde hud på ryggen, og efter kysset havde nået sit endelige, bevægede Pax sine læber ned langs Junos bløde hals.

”Du ligner lort. Du må hellere få dit mordforsøg overstået og gå hjem… ellers tror Hector sikkert også, at jeg har slået dig ihjel…” Til trods for at Pax's ord, kunne han ikke slippe taget i Juno og styrken i hans arme blev, for blot et øjeblik, stærkere. 

"Det må jeg hellere," gav Juno ham lavmælt ret. "Jeg ved ikke om jeg fik overbevist Hector om, at du aldrig ville gøre mig noget. Han er sikkert ved at gå til at bekymring." 

Juno rejste sig dog ikke op, men strøg i stedet sine hænder ned ad Pax's brystkasse. Han havde ikke lyst til at rejse sig og han kunne mærke, at Pax heller ikke havde lyst til at han rejste sig. "Og bare så du ved det, er jeg stolt af at ligne lort. Alt, du gerne vil have væk-" Juno tegnede en cirkel om sit ansigt og hals og de mange farvede mærker og sår dér, inden han fortsatte; "er noget jeg måtte kæmpe mod dine vilde hunde for at beholde."
Juno så udfordrende på Pax. Han var ikke vred på ham længere, men han var nødt til at sætte en grænse.
"Will er okay. Din elver-dame er også. Men det er de eneste jeg nogensinde vil have sendt efter mig igen." Og selv da, ville Juno egentlig helst være fri, men det regnede han ikke med nogensinde at blive. 

Pax bed tænderne sammen og vendte atter sit blik ned i det, at Juno bekræftede hans påstand. En forræderisk tanke hviskede, at den blonde mand trods alt stadig bekymrede sig om satyren og at det ikke var så simpelt, som han havde fået det til at lyde. Og dernæst var den stille, i hvert fald en kort rum tid, før den igen hvislede insisterende; det er bare en fascination. Ikke en forelskelse. Og vi ved jo begge to godt, hvad der sker med fascinationer – de forsvinder, så snart det går op for den fascinerede, at den anden ikke er andet end et menneske.

Ulven nikkede ikke lang tid efter og smed begge hænder op, som overgav han sig. ”Jeg sender ikke nogle efter dig igen”, lovede Pax, om end en anelse modvilligt. Det havde været rart, for rart, at sætte sig i det kontrollerende sæde igen, men han forstod også, hvad Juno sagde. Eller måske snarere hvad han ikke sagde.

”Og du skal nok få din kompensation og jeg sætter rygterne i gang om den officielle undskyldning, fra Ulven til Rotterne… du ved, hvordan det går.”

"Ikke?" spurgte Juno med en højlydt latter og tog Pax's løftede hænder som tegn på, at han gerne måtte rejse sig, så det gjorde han. "Der kommer sikkert et tidspunkt, hvor du ikke kan lade være. Og så længe de ikke tvinger mig til noget, skal jeg nok tilgive dig." Juno vidste ikke, om det ville gøre hans liv mere eller mindre sikkert, hvis han officielt var sammen med Ulven, men han vidste, at der altid ville være tidspunkter, hvor Pax ville føle et behov for at holde øje med Juno, og dét ville han ikke kunne komme udenom. Hvis han skulle have et læs muskler til at følge efter sig, så ville William være den bedste løsning.

"Jeg ved hvordan det går," svarede han med et smil og gav Pax endnu et kys, inden han gik hen til døren, hvor han stoppede op og så tilbage på Pax. "Vi ses til vores skovtur. I morgen?"