Isiodith måbede, des mere Rakaa syntes at svælge i fornøjelsen – og ikke mindst des mere han også talte! Hvorfor ørkenelveren fandt hele affæren så umådeligt morsom, forstod Isiodith ikke, men det begyndte så småt at gå op for hende, igennem sløret af brændende forlegenhed, at det var på hendes bekostning, at Rakaa morede sig.
Det kunne hun naturligvis ikke fortsætte med at acceptere. Hun var hverken svagelig eller naiv, og selvom Rakaa og hende atter var blevet forsonet i deres bekendtskab, havde Isiodith endnu ikke formået, at lade de foragtfulde ord forlade hende til fulde, hvormed –

Isiodith formåede at fnyse; lavmælt og trodsigt, hvorefter hun satte sig bedre til rette på Rakaas bryst. Nok var hun ganske petit men Isiodith gjorde skam sit bedste for, at lade hendes bagdel lande så hårdt, det overhovedet var hende muligt, og erklærede sig da også nogenlunde tilfreds med sit forsøg. Han skulle ikke få lov til at intimidere hende – heller ikke selvom, at det netop var det, han gjorde. Hans ryglæn bestående af sine ben hjalp heller ikke på situationen og ubevidst lænede Isiodith sig en smule frem, for at undgå en art nærkontakt med dem.

”Dine ører og hår er faktisk helt fine”, begyndte hun, pludselig kampklar selvom hun stadig kogte indvendig af skam. ”Ikke noget særligt, du ved! Det er mere – ja, din personlighed. Du er jo en kende – opblæst og jeg kan altså bedst lide mænd, der er – har du nogensinde mødt Vinterens Stemme her i Elverly?” Isiodith tvang et smil over sine læber, hvorefter hun vovede pelsen og lænede sig en smule frem igen. Mon ikke Rakaa kunne tage det, han gav igen med af samme skuffe? ”Cornélian er ligeså omsorgsfuld, som han er intellektuel begavet! Rolig og fattet, og en lille smule – kejtet, hvilket kun gør ham enormt kær! Han har desuden meget dragende øjne! Og han er høj!” Isiodith så tilfredst ned på Rakaa… men også udfordrende.   

Et noget besværet gisp af smerte og mangel på luft kom fra Rakaa da hun demonstrativt fik sat sig bedre til rette, og den ømme krop brokkede sig under hendes petite skikkelse - men det var velsagtens fortjent, og han gjorde stadigvæk intet for at få hende væk eller af sig, hvilket nok kun understregede at det var... okay. Meget kunne læses i det smil Rakaa stadigvæk bar efter at mimikken kom på plads igen - til trods for at det gjorde ondt, og meget kunne fornemmes når han interesseret så hende tage den underliggende udfordring der hang i luften, op. 
De mørkeblå øjne fulgte hende da hun lænede sig frem, nysgerrig på hvad der ville komme ud, og slet, slet, slet ikke skuffet over hendes dømmende ord. 

Hans personlighed? Auch. Et slag lige i ansigtet, men et han tog uden at blinke, og uden at trække sig eller gå i forsvar, men derimod med en lyttende mine og et overvejende udtryk i sit smalle, solbrune ansigt. Han vidste udmærket at han var mange ting, og opblæst var velsagtens blot en af dem, selvom han godt mente at man kunne gå yderligere, man kunne gå endnu længere. Men nu var det heller ikke sådan, at det var første gang Isiodith pegede hans fejl og mangler ud. 
Og hvorfor han fandt det noget så morsomt... nej, ikke morsomt, hvorfor han fandt det noget så interessant, det kunne han ikke pinpointe fuldstændig - men det talte til en ret specifik del af ham, når hun bed tilbage. Det var tilfredsstillende at se elverens fine fornemmelser, forsvinde. 

Albuerne stødte imod jorden for at hæve hans overkrop en anelse, fordi når skovelveren valgte læne sig en smule mere frem - den her gang uden en motivation af hans ben, ville han da være en slyngel sådan ikke at give igen. Albuernes støtte, armenes længde og overkroppens bevægelse var dog en der bragte hans ansigt noget nærmere end hun måske ønskede, og i hvert fald i nogle sekunder, kunne han mærke den varme ånde imod sit ansigt. "Jeg er ret høj" pointerede han selvsamme sekund hendes ord sluttede, noget der virkede så banalt og overfladisk at fremhæve, i forhold til alt det andet hun havde sagt. Men det var så nok også der parallellerne mellem de to individer stoppede; Rakaa ville mene at han var så langt væk fra det Isiodith lige havde nævnt, som man kunne være. 
Det stoppede ham dog ikke i at sukke, som havde han kun lige akkurat misset sit livs chance, og hovedet gled en anelse på skrå mens han betragtede hende. "Men jeg er ingen Vinterstemme" Ørkenelverens øjne studerede hende indgående, uvillig til at slippe øjenkontakt, kunne den etableres, og han vovede sig ud på dybere vand. "Og du, min kære Isiodith, du er heller ikke noget lig Rådets folk eller Skovens stemmer, selvom du så inderligt gerne vil" et enkelt øjenbryn blev spørgende løftet, og han nikkede for sig selv, hun havde læst ham som opblæst, nu var det hans tur til at læse hende. "Du kommer ikke til at finde fred i en kejtet, kær og omsorgsfuld person... du kan lide udfordringen, du bryder dig om hjertets hurtigere rytmer og blodets varmere brusen, gør du ikke?" Rakaa sank noget spyt, ret så ligeglad om han havde ret eller om han tog fejl, det spændende var at se hvordan hun reagerede på sådan en opfattelse af hende. Tænk over det. En evighed i kejtet, omsorgsfuld kærlighed. Han vidste, at han ikke ville kunne klarer det - det var for nemt. Men han kendte også sig selv... ret så godt.  

Rakaas teatralske suk fik Isiodith til at himle med øjnene og hæve et irettesættende øjenbryn af ham. ”Det der virker vel ikke normalt, gør det?”, udbrød hun, stadig tomatrød i hovedet men så absolut også pludselig fornærmet over, at ørkenelveren sådan antog, at hun ville falde i svime over hans påtagede tilnærmelse. Hvor vovede han at antage, at hun var så blåøjet!?

De næstfølgende ord fik dog med lethed tilkæmpet sig Isiodiths fulde opmærksomhed og hun lyttede til ethvert et af dem. Det var ikke umiddelbart til at vide, hvad skovelverhunnen måtte tænke om dem, for hendes ansigt var ulæseligt indtil, at Rakaas spørgsmål lød. Hun havde godt mærket hans varme ånde mod sin mund, men nægtet at give ham den fornøjelse, det unægtelig ville være, skulle hun reagere på det. Hun havde lige dele lyst til at trække sig men også rykke sig tættere på, uvidende om at det ville bekræfte hans påstand. Det var trods alt en udfordring og selvom Isiodith vidste, at han også havde ret i sin antagelse om hende, ville hun ikke give ham den fornøjelse, hvormed –

Isiodith hævede hagen og rankede ryggen, så meget det overhovedet var hende muligt i den siddende position. Dernæst lagde hun sit blik, der ellers havde faret rundt henover det – for – kønne ansigt, i Rakaas eget. Isiodith var ikke af royalt blod, men som hun så på ham i det øjeblik, gjorde hun sit bedste for at efterligne en vaskeægte is-dronning – eller måske netop Skovens Stemmers elegance og ophøjede ro.
”Han udfordrer mig skam på mit intellekt”, svarede hun, hendes stemme ikke nær så vaklende eller skinger som før. Ikke, at alt det forlegne eller paniske havde forladt hende helt, men Isiodith anstrengte sig gevaldigt. ”Og når vi er sammen, og han lader mig se igennem facaden, er han også charmerende og karismatisk. Du ved, som en gave, der bliver ved med at give. Der er så mange nuancer at opleve.” Lidt ligesom dig. Du vil også for evigt være en gåde. 

Om det virkede? Rakaa's øjne glimtede en anelse morende ved det spørgsmål, da hun nok ville blive overrasket over hvor ofte det faktisk virkede. Man var kun så kostbar som man gjorde sig selv, og i andres øjne, betød selvsikkerheden bagved det... en god del, var hans erfaring. Men ikke alle faldt i den fælde, og Isiodith var velsagtens en af dem, lige her og nu. Og nu også understreget med en malende tydelighed, ved det næste der skete. 

Fordi de mørkeblå øjne slap aldrig den kønne skovelvers måneblege ansigt, selv ikke da hun hævede hagen og rankede ryggen. Og da øjenkontakten endelig faldt tilbage til ham, var det et sus af uforklarlig kaliber der trak sig igennem hans ømme krop, og fik momentært elveren til faktisk at føle sig underlegen, fjollet og barnlig over hvad han sagde og gjorde; det var et blik af stolthed, den røde farve over hendes kindben og pande til trods. Og det fik ham for en kort stund, til at tage en mere seriøs mine.
Stolthed kunne han altid prøve respektere, omend han ikke selv havde meget af den tilbage. Det der stadigvæk lurede et eller andet sted, var af den forvrængede og forkerte slags man ikke snakkede åbent eller offentligt om. Men hendes... om hun efterlignede, jah så var det en efterligning der var mere værd end hun måske selv troede, og kunstneren i Rakaa fæstnede - stædigt gemt bagved de mørke øjnes tågeslør - billedet til den dag han samlede en pensel op igen. Ikke at det var en hemmelighed for hende at vide. Men det var værd at få ud, omend han ikke ville indrømme det over for sig selv. 

Selvom det smertede i hans mavemuskler, og selvom det modsagde sig elverens træge og ugidelige indstilling, hans dovne fornøjelse over hendes akavede følelser, så hævede han sig langsomt fra jorden. Munden åbnedes tøvende, og - "... det fortjener du også" mumlede han, med hverken sarkasme eller ironi i den lille sætning. Ret skulle være ret, og ørkenvandreren tabte intet på sandheden, selvom han sjældent foretrak den. 
Uden sarkasmen lå sårbarhed dog tilbage, og Rakaa - hvis hænder stødte imod jorden så de ikke greb omkring skovelveren i stedet - var hurtig til at rømme sig, et flabet smil over læberne igen. "Monstro ikke du snart burde pakke den gave ud, i stedet for bare at snakke om den?" smilede han, et vippende øjenbryn til følge. Hvis hun vidste hvad han mente. 

Hvad Isiodith antog var en bekendelse – nemlig, at Rakaa mente, at hun fortjente en sådan mand som Cornélian – forundrede hende. Hun vidste ikke hvorfor, men ørkenelverens ord såede et frø af mistænksom tvivl i hendes indres bevidsthed. Det var ganske enkelt umuligt, at han kunne mene det…
Isiodith rømmede sig og savede tvivlen midt over, ikke interesseret i for endnu engang, at lade Rakaa se – nej, bestemme at hun var svag. Hun havde en gang tilbudt ham hele hendes væsen, hendes dybfølte venskab; hun havde ikke tænkt sig at gøre sig i samme fejl to gange.
Rakaas næstfølgende ord gjorde dog også hele affæren med at glemme usikkerheden enkel og lige til, for med et spruttede Isiodith vantro. Atter blev hendes kinder ildrøde af forlegenhed og hun himlede med øjnene, velvidende at det ikke gjorde hende til andet end en meget blåøjet ungmø. Det irriterede hende men kun fordi, at hun jo netop forsøgte at overbevise Rakaa om det modsatte.
”Det har jeg da også tænkt mig at gøre!”, peb Isiodith dernæst, næsten krampagtigt af lige dele skam og ihærdighed efter at være med på legen.
Dernæst – og nok i grunden fordi, at hun vidste, at det ikke lykkes hende særligt godt – forsøgte Isiodith at rejse sig. Da hendes lange kjoleskørt dog forårsagede, at hun i stedet noget uforvarende satte et knæ i Rakaas lyske, var den dårlige samvittighed ikke nær så voldsom som tidligere. Han skulle jo trods alt nok komme sig – hun havde gjort et fortræffeligt stykke arbejde, skulle han spørge fra nogle! Det var også derfor, at Isiodith blot rømmede sig og i bedste stil som is-dronning (med et rødglødende hoved, der måtte være i stand til at lyse vej igennem nattemørket) blot klappede ham på skuldrene med et lavmælt: ”Du er okay.”
Isiodith fik omsider rejst sig og da hun i stedet stod op foran ham, rakte hun begge sine hænder frem mod ham. Det ville ikke være videre fornuftigt at nogen skulle se hendes patient i en sådan stilling (og da den tanke ramte, skævede hun hastigt til døren) hvormed at Rakaa skulle op i en fart.
”Lad os – forsøge igen, skal vi? Og nu ikke nogle numre Hr. Mal’rilen!”

Som håbet og forventet, var det en spruttende mangel på ord, og en rødlig farve der på ny formåede at overvælde Isiodith, og Rakaa kunne ikke holde den boblende latter der havde ligget klar hvis lige præcis dét skete, tilbage. Mørk, en anelse hæs men dog overraskende varm gled den over elverens gamle stemmebånd, og de mørkeblå øjne faldt i, idet at hovedet afslappet faldt tilbage og i sin latter, vendtes imod loftet. Så det havde hun også tænkt sig at gøre! Rakaa tvivlede ikke på at viljen var der. Så skulle de bare finde modet, næste gang. 
I sin åbne, afslappede og magelige position, indså han ikke hvad hun havde tænkt sig før det var for sent - et overrasket "Argh!" afbrød hans latterstrøm, og elveren krummede sig med en jamren sammen idet at hænderne tog sig til det ømme område. Bandende prøvede han at acceptere den dumpe smerte som hvad den var - bare smerte - og selv midt de sidste bøger, var der stadigvæk noget morende at spore i den solbrune elvers nu nedadvendte udtryk. Han havde en idé om at det havde været med vilje, selvom det ikke var sikkert. 

Et behjælpeligt klap på skulderen kom som en yderst venlig forsikring på at han var okay, og endelig formåede skovelveren at få rejst sig ordenligt op. Rakaa mumlede noget utydeligt imens at han gnubbede det ømme område en sidste gang, førhen at han beslutsomt nikkede, og kiggede op. Heh, den røde farve gjorde virkelig sit ved den strenge, strenge skovelver kvinde, og Rakaa Mal'rilen greb de bløde hænder for at bruge dem som støtte til at komme op. "Da aldrig, frøken Lómadriethiel" smilede han utroværdigt, men formåede faktisk at komme op på sine egne ben, den her gang uden at falde sammen da han endelig slap hendes hænder. Så langt så godt. 

Hænderne gled derefter bagom for at børste noget ikke eksisterende skidt af bagdelen, og ørkenvandreren orinterede sig. "Hmmm.... har jeg fået den billige behandling, eller ser alle jeres rum sådan her ud?" mumlede han ganske monotont, trods et stjålent blik gled sidelæns for at betragte skovelveren, et indvendigt smil lurende nu hvor at det fysiske ikke fik plads. Sandheden var nu engang.... at skovelvisk arkitektur var beundringsværdigt, især i det kolde månelys som smøgte sig omkring de blide natteskygger. Men nogle skovelvere kunne være utroligt snerpede omkring deres bagland, og kunne gå helt i spåner over kommentarer af den kaliber. 
Var hun en af dem? Der var så lidt han vidste, reelt set. 

Isiodith skævede til Rakaa, som ørkenelveren skævede til hende: ud af øjenkrogen og uden ønske om at lade den anden se det. Dernæst samlede hun resolut sine tynde arme bagpå ryggen, således at hendes – nu sammenknugede – hænder kunne hvile formålsløst mod hendes kjolebeklædte lænd.
Da Rakaa lod sit undersøgende blik glide rundt i det ovale værelse, efterlignede Isiodith ham for endnu engang. Hendes isblå øjne afslørede ikke megen af, hvad hun i grunden tænkte om det, hun så men heller ej Rakaas fornærmende spørgsmål.
Skulle sandheden frem følte Isiodith næppe megen loyalitet for Elverly. Hun havde altid været en særling, aldrig passet ind dér, hvor hun burde og der, andre i grunden havde foreskrevet, at hun skulle finde sit tilhørssted. Elverly var, for Isiodith, ikke mere hjem end Dianthos.
Ikke, at hun kunne hævde, at have lyst til at lade Rakaa vide det. Måske det faktisk ville være ganske sundt for ham, hvis hun snarere påstod, at…
”Nej, du har skam bare fået den billige behandling. Vi har sygeværelser med badekar og himmelsenge”, lød hendes svar, ligeså fjerlet som det var fuldstændig opspundet og påtaget. 
Det var nemlig langt fra tilfældet, hvilket Rakaa også måtte kunne regne ud. Ørkenelvernes rige var trods alt en kærkommen allieret til Elverly. Det var jo også derfor, at de havde påduttet en af deres bedste helbredere til at tage sig af ham. Hvor Rakaa var landet, var noget af det bedste byen kunne tilbyde. 
Isiodith trak lidt på den ene skulder, som var hun i grunden fuldstændig urørt af det faktum, at Rakaa tilsyneladende var endt i noget, der kunne forveksles med slummen i hovedstaden. ”Har De brug for hvile eller kan De klare, at vi fortsætter med noget genopbyggende fysioterapi?” Isiodith hævede et af sine slanke øjenbryn og lod sine isblå øjne fæstne sig lige dele udfordrende og ubarmhjertigt i Rakaas mørke.

Det var ikke en fælde der skulle klappe i den her gang, Rakaa's mørke øjne mødte til sidst de isblå toner der udgav Isiodith's lyse blik, som ikke veg for noget. Hverken i den banale løgn der blev lagt frem hvad angik hans indkvartering, eller i det opfølgende spørgsmål der søgte at få et på det rene; var elverens krop sammenhængende nok til at kunne gå? Bevæge sig omkring - løbe, danse eller springe? Han vidste det ikke. 
Han kunne sagtens finde ud af det, men med hver ting til sin tid, var der noget andet i sætningen som fangede den tidligere kunstners opmærksomhed, hvoraf en formel tiltaleform satte dem fra du's, til De's. En så subtil ændring der dog betød ganske meget i det elviske, indgroede og ældgamle samfund. Ville nogen mene. 

Ørkenvandrerens øjne vendtes derfor i et arrogant øjenrul imod himlen - hun var af underlige vaner, men som det så ofte var omkring den solkyssede elver, var det ikke uden at et tilhørende smil, utruffet smil nu vendte tilbage på de smalle læber, og han strakte sig langsomt; det slanke legeme virkede udadtil, til at fungere så godt som man kunne ønske. "Hvilken... slags fysioterapi?" stemmen ganske ligetil, og man hørte en serie knæk idet at elveren af ren vane flettede fingrene sammen, og også strakte dem ud imellem hinanden. "...." tilhørende ord havde fulgte med, men værende pervers nok for den første time, kom det kun ud som et kort, ublufærdigt såvel som skamløst kig henover hendes kjoleklædte kop - så nonchalant at han ikke engang tænkte over det, førhen at han holdt tand for tunge om den kommentar der havde sprunget frem på læberne. Nu ikke udfordre skæbnen, Rakaa Mal'rilen. 
At der dog skulle mere til at skabe distance imellem dem end den ændrede tiltaleform, var dog tydeligt for ham selv. Nu havde han brugt tid på at... undskylde; skovelveren fik ikke lov til at trække sig så nemt, og slet ikke på den præmis. 

Som Rakaas mørke øjne gled undersøgende ned, gik Isiodiths ene slanke øjenbryn skeptisk op. De fyldige læber blev misbilligende smallere og skønt de bløde kindben stadig brændte rødt, veg helbrederens blik ikke fra ørkenelverens. Heller ikke da de for endnu engang landede udfordrende i hendes egne. I alt det isblå dansede gnister af irettesættelse, som var aldersforskellen i virkeligheden en ganske anden og til Isiodiths fordel, og selvom hun inderligt ønskede at skrumpe, rankede hun i stedet sin stive ryg.
Zaladin tage Rakaa Mal’rilen.
”Al fysioterapi er grundlæggende den samme form”, svarede Isiodith omsider, efter at tavsheden havde lagt sig tyk og fed omkring dem; som en mættet men sprængfarlig hunkat. Den misbilligelse og det irettesættende, der fik Isiodiths isblå øjne til at stråle om kap med stjerner på den sorte nattehimmel, var dog ingen steder at finde i hendes stemme. Hvad man kunne finde i tonen var langt snarere noget udfordrende og grænsende til ondskabsfuldt i dens legesyghed.
Isiodith drejede sig, så hun stod med fronten konfronterende mod Rakaa. Hun hævede hagen og gjorde derefter dét, Rakaa havde gjort ved hende; hun lod sit blik vandre, rejse nedover den imponerende muskulatur og den solkyssede hud, og skønt synet ikke kedede hende – langt fra – tvang hun sit ansigt i passende kliniske folder. Da hendes øjne vendte tilbage til Rakaas, sukkede hun fjerlet og påtaget, som forsøgte hun at skjule en slem skuffelse. ”Det involverer en del af de foroverbøjede stillinger og kropsdele der strækkes i flere forskellige retninger på de mest kunstfærdige måder. Det får pulsen op og varmen tilbage i kroppen. Jeg har sådan på fornemmelsen, at De slet ikke behøver en egentlig forklaring.” Isiodith smilede, hendes læber atter bløde og gløden i hendes ansigt tilbage. Åh, det var godt med planer. Ligesom fysisk aktiviteter, kunne planer også give varme.
”Skal vi starte eller ønsker De mere hvile, Hr. Mal’rilen?”

Isiodiths øjenbryn skred, om muligt, endnu længere op i den kridhvide pande. Hun købte ikke, hvad ørkenelveren forsøgte at sælge, men snarere af princip end, at hun egentlig havde bidt mærke i den velmaskerede og kortvarige usikkerhed.
Øjeblikket efter faldt øjenbrynet dog på tilbage på plads og et påtaget smil skilte hendes bløde læber. ”Giv mig blot et øjeblik”, bad hun, hendes tone forræderisk skinger i sin bedrevidenhed, hvorefter Isiodith drejede rundt på hælen og med raske skridt marcherede ud af sygeværelset.
Ak ja. Der var ikke noget så tilfredsstillende som en plan.

Der gik et stykke tid før, at Isiodith vendte tilbage og hun var ikke alene. Gående bag en høj, elegant og (old)gammel herre, hvis gevandter og hvide skæg slæbte hen af de blankpolerede gulvbrædder, syntes Isiodith gevaldig tilfreds med sig selv. Hun kæmpede for ikke at smile, men en så karakteristisk ild havde sat sig fast midt i alt det isblå, hvormed det kunne diskuteres, om hun overhovedet behøvede det.
Den (noget) ældre helbreder tog deres besøgende i nærmere øjesyn, hans blik granskende og uimponeret. ”Frøken Lómadriethiel har bedt mig om assistance. Mit navn er Onyx Mossshore”, præsenterede han sig, hans stemme ru og monoton af alderdom. Han trådte nærmere Rakaa, hans skridt langsomme men vidnende om den smidighed, den ældre besad. ”Jeg er ledende specialist indenfor fysioterapi og det vil være mig, der leder Dem igennem denne første session. Frøken Lómadriethiel mener ikke, at hendes kundskaber er tilstrækkelige og jeg føler mig nødsaget til at give hende ret. Det er ikke just en gren af vore helbredende kræfter, hunkønnet synes at mestre.”
Isiodith havde samlet sine hænder bag ryggen, de hvide fingre sammenkrøllet og hvilende mod hendes lænd. Hendes stolthed kunne fint håndtere Onyxs fornærmelser, specielt fordi det gavnede hendes sag: hun vidste, at Onyx kunne drive enhver til vanvid, hans sessioner varende en evighed og hans dumme mund styret af selveste Zaladin. Ikke, at han var ondskabsfuld – i hvert fald ikke på uelegant vis og som ofte blev hans fornærmelser pakket ind på en sådan måde, at man først bed mærke i dem lang tid efter.
Nej, det her var skam ganske, ganske udmærket…

”Siden jeg ikke længere er påkrævet –”
”Ja, ja, gå De blot. De er ikke længere nødvendig – nå, lad os komme i gang. Hvis De vil være så venlig.”

Ørkenelverens skråsikkerhed, skulle uden tvivl blive hans fald, en dag.

Den dag kunne meget vel vise sig at være i dag, da han endelig så hvem hun dog bragte med sig tilbage.
Det var helt sikkert i overraskelse, at de mørkeblå øjne nu spærrede sig en anelse op da han så den… aldrende mand hun kom tilbage med. Med kridhvidt skæg der slæbte sig langs gulvet, og fordømmende øjne der med en overlegen visdom betragtede den mørkhudede elvers fysiske forfatning, havde han ikke mange andre muligheder end bare at lytte, da han gav sig til at forklarer grunden til hans særlige selskab. Og sikken en plan skovelveren havde haft da hun forlod rummet.

Munden lukkede sig langsomt fra sin på-vej-til-prostest åbning, da han nok mindst ligeså godt som Isiodith selv…. Vidste at der ikke var nogen høflig vej udenom. Kun en tåbe (eller en flab) takkede nej til så ærværdigt et selskab som denne Onyx måtte være, og han ville hører længe og godt for det, hvis han bakkede ud nu. Overgivelsen glimtede med en underkant af skjult morskab over de mørke øjne – godt spillet, Isiodith - inden at de endelig gled tilbage på den smidige, mandlige, gamle elver igen. Godt spillet...
Han rømmede sig. ”Nuvel, lad os komme igang” lød det… høfligt, og Rakaa trådte et prøvende skridt nærmere, idet at hans kære veninde blev sendt afsted.
Fortrydelse lurede forude, da fysioterapi var langt sværere at mestre, end man umiddelbart skulle tro.

Hele hans krop værkede. Idet at den ældre elver endelig forlod rummet, var det at han med et længeventet suk  gnubbede den mørke pande, idet at de nu værkende ben bar ham hen imod sengen igen. Den knirkede sagte under hans lette vægt, nok på grund af hvor fjedrende og hurtigt han smed sig tilbage for at slippe for det kommende helvede at stå op. Hvordan kunne en mand i den alder, være så… fleksibel!
Havde han ikke været så optaget af - ikke - at få en rettende, svidende bemærkning om hvor ringe hans positur var, ville han joh næsten have beundret den ældre elver.