Aldamar havde på mange måder intet behov for at fortælle eller uddybe hvad der var sket, og hvorfor at han havde placeret sig så ynkeligt under piletræet, halvt skjult imellem dets lavthængende blade. Intet behov for at fremstå... jah, svagelig var det vel, og hoppede derfor villigt med på at slå det hen som var det ikke sket, når han med en tør, hæs latter mærkede det lille puf imod hans ben. Som altid var han hurtig på aftrækkeren.  Det ville også alt sammen ordne sig, snart ville de eneste rester af det anfald der havde overfaldet ham, være de røde sår på indersiden af den bløde håndflade. 
Næsten det eneste i hvert fald. 

Blå grønne øjne mødte hans, men ikke i lang tid da han hurtigt rettede blikket frem foran sig... han vidste ikke helt hvad han skulle sige, og lukkede derfor de øjnene, så det rødlige i dem blev dækket til igen. 
De stive ben blev langsomt og en anelse smertefuldt strukket ud foran ham, og imens, jah der vristede Aldamar sin hånd fri, for at lade fingrene glide imod tindingerne, hvor at en dump hovedpine var begyndt at dunke - endnu en lille straf til hans krop for at reagere så tåbeligt. 
Læberne skiltes en anelse, " vi prøver i hvert fald, så vidt som muligt..." et forsinket svar,  og han følte ikke helt han mente det som en respons på Fabian's emne,  selvom det var hvad han fortalte sig selv indeni.  

De ville ikke kunne ignorere det for evigt, men i dag, og nok også de næste mange gange ville de kunne gøre præcist det, og lade det her møde svinde hen til blot at virke som en drøm. En fælles hallucination, hvis man ville tage den så lang, men hvis Fabian så det igen, så ville tingene nok ændre sig. Heldigvis havde han heller ikke set hvor slemt det stod til med Aldamars hænder, til trods for at han holdt en af dem.

Det stak i hans hjerte bare af den korte øjenkontakt med Aldamar, hvor han rigtig kunne se hvor puffet og rød han var efter at have grædt. Hele situationen virkede så uvirkelig for Fabian, men det eneste der havde holdt ham bundet til verdenen var også Aldamars hånd i sin... som han så valgte at tage væk igen.
Det føltes underligt tomt ikke at røre ved Aldamar mere, og han kunne mærke hvordan han næsten prøvede at gribe fat i en eller anden form for situation, som kunne gøre at han ville få Aldamars varme tilbage under sig, som om Fabian var den der havde brug for det.

”Kom her,” sagde Fabian endelig, og rykkede sig ind, i håb om at han kunne komme om og sidde bag Aldamar. ”Jeg er måske ikke en ekspert i massage og hovedpine, men jeg har opfanget et par ting over årerne,” sagde han, lidt mere bestemt i stemmen, og det kunne godt være at Aldamar ville få svært ved at få lov til at sige nej. 

Han vidste ikke helt hvad han skulle gøre af sig selv, og en god del af ham, følte en rungende tomhed efter at have haft de følelser blæst igennem ham, på så kort tid. Tomheden var bedøvende, og det var på sin vis nemmere end så meget andet at forholde sig til, når da det så mere var den fysiske drivkraft der dikterede hvad han skulle gøre. Benene gjorde ondt, stræk dem ud. Hovedet dunkede, han måtte få sig noget hvile. Musklerne værkede efter at have været spændt så længe? 
Et langt bad ville gøre godt, og vaske de dvælende rester af afslørende sved af hans krop. 

Det var nok også hvad der gjorde det svært for ham at tage 'hensyn' til Fabian, da han plejede at være alene omkring sig selv efter sådan en tur. Han vidste godt at en form for... taknemmelighed var på sin plads, det burde den være. Men i afmagt af ikke at vide hvad han skulle gøre, jah der var det rigtig godt at den blonde mand selv tog en form for initiativ, og Aldamar's øjne åbnedes næsten vagtsomt da han talte. 
Hvad var han ude på? 
Intet skadeligt, skulle det vise sig. En afvisning af hjælp var på vej over hans læber - han troede han havde gjort det klart at han ikke ønskede ynk, men kroppen rykkede sig instinktivt og bedrevidende ud fra træets stamme så Fabian kunne få plads. Velkendte hænder lagde sig om de anspændte skuldre, der langsomt slækkede en anelse på deres yderliggende spændinger. 
Aldamar holdt øjnene frem foran sig. "... et par ting?" det lød som oftest helt forkert når det kom fra Fabian, hvilket nok også var hvorfor han bed mærke i det. At han så ikke formåede at få den vante, drillende skepsis over hans læber, se det var blot sådan det var lige nu. 

Fabian kunne næsten se hvordan afvisningen var ved at komme, og derfor følte han også et øjeblik af stolthed, da han ikke gav Aldamar lov til det i sidste ende, og han fik placeret sig solidt bag Aldamar. Hans ben lagde sig på hver sin side af ham, og endnu engang var han lidt omringet af Aldamars lugt og varme.
Hans fingre fandt hurtige de anspændte muskler, og selvom han på ingen måde havde en uddannelse i det, så arbejdede hans hænder ganske metodisk, som han prøvede at bare løsne lidt op for Aldamar.

Et lille grin undslap Fabian, og heldigvis for Aldamar, kunne han ikke se det lidt for store smil der strakte sig på Fabians læber af at der blev kommenteret på hans brug af ord. ”Jeg skal nok lade vær med at vise dig alle de ting jeg har lært,” sagde han selv drillende tilbage. Forhåbentlig kunne Aldamar få sin egen kant tilbage, når han ikke var så anspændt. Og måske han heller ikke skulle fortælle Aldamar i detaljer om hvorfor han havde lært det og hvad det blev brugt til. Det virkede lidt upassende med hvor de sad, for ikke at nævne situationen de sad i.

Det gjorde... ondt. Ingen tvivl om det, Aldamar kunne mærke hvordan hændernes arbejde gjorde ondt i hans trætte muskler, men det var den type smerte man vidste var god for sig, så han kommenterede ikke på den. Nej, som så meget andet blev det taget i en nok så stiv arm, og fyrstesønnen lukkede øjnene en anelse i igen, da de føltes... trætte efter tårene. Næsten tørre. 
Men bare fordi at han ikke kiggede, så følte han alligevel at han næsten kunne se det smil der fulgte med Fabian's latter, om ikke andet i hvert fald forestille sig det for hans indre blik. Og billedet gjorde ham en anelse mere modtagelig overfor hans sorgenfrie drillerier, billedet var smukt... 
Hovedet blev lænet tungt fremad, krøllerne slangede sig dovent ned over hans ansigt - skyggede det, og han brummede en anelse varmere som svar. "Så... lidt pli har man trods alt?" en lidt tør kommentar, dog ikke negativt. Han havde ikke set Fabian som værende videre respektfuld overfor de hellige områder, men det kunne selvfølgelig også være noget - nogen anden, end blot områderne han havde pli omkring. 

Hænderne fandt vej til Fabian's skinneben og en anelse fraværende gled de over buksebenene på begge sider. Han vidste ikke hvor han ellers skulle gøre af dem, og det var.... rart at have ham her. Men det måtte han velsagtens også vide, siden at han var blevet. 

Det her var ikke noget der kunne vare i evigheder, og for en gangs skyld var Fabian også lidt mere opmærksom på at Aldamar nok før eller siden ville få brug for faktisk at komme hjem og få noget ordentlig søvn, men lige nu, føltes det ikke rigtig at sende ham hjem. Ikke før Fabian var sikker på at han var lidt mere stabil og lidt lettere omkring skuldrene i hvert fald.

”Pli er måske så meget sagt,” svarede han kækt tilbage, og hans fingre bevægede sig op og masserede lidt på nakken og kanten af håret, før de bevægede sig tilbage ned mod skuldrene. ”Men jeg tænker at det her alligevel er et de steder jeg burde opføre mig bare en smule pænt, bare så jeg ikke bliver bandlyst fra det eneste pæne sted i Dianthos,” sagde han. Han kom her alligevel så sjældent, at det ikke rigtig gjorde noget hvis han ikke måtte komme her igen. Selvom det nu lå lidt i baghovedet, at det her potentielt var et sted Aldamar søgte hen når han fik det dårligt, og tanken om at Aldamar skulle sidde alene med det igen... det var ikke en rar følelse i Fabians bryst.
Han havde efterhånden lidt erkendt, at der var nogle følelser for Aldamar der ikke ville gå væk, og at Aldamar betød mere for ham end han egentlig følte sig tilpas omkring, det betød dog stadig ikke at han vidste helt hvad han skulle gøre med dem. 

Fingrenes bevægelse ned over hans nakke, omkring hans skulderblade og videre ned over hans ryg løsnede langsomt mere og mere op, og det formåede endda også at få et mageligt suk over Aldamar's læber hen ad vejen. Læber der langsomt krængedes en anelse mere opad trods Fabian ikke kunne se det, da han ikke kunne lade værd med at ryste en anelse på hovedet af ham, i sine egne små tanker. 
De var ikke en helt dårlig idé at holde sig på den gode side af præsterne, da de - magtfulde eller ej, kunne gøre livet bare lidt mere surt for dig. Det kunne generelt siges om alle typer og folk, og måske var det bare Aldamar der fandt dem en anelse mere intimiderende end den lokale bager...
Ikke desto mindre fik det ham til at klappe den ene hånd på skinnebenet i enighed. 

"Nu ikke så naiv. Spørgsmålet er velsagtens om du overhovedet kan undgå at blive bandlyst, indenfor en fair tidsramme?" hvis blot han var her i lang nok tid - de kunne sige en dag... var det så overhovedet en mulighed for Fabian? 
Fordi Aldamar havde tydeligvis sine tvivl, og skævede en anelse over skulderen, det lille, jah måske endda et anelse prøvende smil om mundvigen stadigvæk. 

Fabians øjne gled over til hånden han følte på sit skinneben, og han kunne mærke hvordan smilet også bare blev større på hans læber, og da han fik øjenkontakt med Aldamar, og så hentydningen af smilet, der smeltede han bare en lille bitte smule. Det føltes så uendelig godt at se Aldamar i det mindste prøve, og bare virke lidt mere end han havde gjort tidligere.
Smilet blev dermed også blidere, selvom den drillende kant i hans stemme ikke stoppede, som han svarede på det. Han kunne ikke dvæle ved følelserne, ikke lige nu. ”Det kommer an på tidsrammen. Jeg kan opføre mig overraskende pænt, når humøret slår mig,” sagde han, og tryggede måske lidt hårdere end nødvendigt. Ikke nok til at det gjorde afsindig ondt, men for at lave en pointe. ”Men hvor mange tror du egentlig bliver bandlyst herfra? Vil de ikke bare forsøge at reformere folk i sidste ende?” Det var vel lidt ligesom da Hecate mente at han skulle blive en del af byvagten for at lære at svinge et sværd. Det havde heller ikke været en success, i hvert fald samtalen, for det var ikke som om at Fabian nogensinde ville prøve det.

Han lænede sig lidt ind, da hans fingre havde fundet vej ned af ryggen, og kyssede det bagerste af Aldamars nakke. Det var ikke fordi det de gjorde var specielt intimt, men Fabian havde åbenbart en ting med hele tiden at arbejde de små berøringer ind når han kunne. Især når de sad og var næsten anonyme herunder træet. 

Et lile fnys kom fra fyrstesønnen, der ikke vidste om det var af det lidt mere markerende tryk imod ryggen, eller hans ord. Måske en god blanding af begge dele, og han lænede sig blot en smule mere imod ham som svar, stadigvæk nok så opmærksom på hvad der kunne følge med. Fordi ikke overraskende lå der en opfølgning, og Aldamar's blå øjne fik et lidt eftertænksomt glimt i sig da han over skulderen lod øjnene følge ham så godt som muligt. 
Da de tabte ham af syne, var det til gengæld ikke for at tage en negativ vending, og en simrende varme spredte sig fra det sted hans læber havde mødt hans hud. Hvorfor han gjorde det når han uden tvivl måtte smage en anelse saltet af den sved der havde ligget over huden, se det kunne han ikke forstå. Men han var ikke sart af sig, og Aldamar følte hvordan at hans hoved lænedes tilbage; passede perfekt til formen af hans pande imod baghovedet. 

Øjnene lukkedes en anelse i behagelig ro. "Sandt, ikke mange vil jeg tro, men ikke fordi du skal reformeres..." han havde i sine yngre år studeret guderne intenst, for at se om man kunne finde en mening i verdens galskab, i dem - måske en forklaring. Da det ikke var lykkedes, var tilgangen blevet mere afslappet, men teksterne han havde læst, kunne stadigvæk findes i hans minder. "... guderne har mange områder. Haldis for den indre balance, der giver dig plads til at hvile i dig selv.." Aldamar's smil - vendt imod vejen udenfor godt nok - blev en anelse bredere. "... Azur for den fair forhandling af dine ydelser, hans øjne der ikke dømmer, på baggrund af erhverv..." en noget hård branche, prostitution var ikke ulovligt. Men set ned på af højere kredse - så bestemt. Han havde mødt folk der følte sig berettiget til at forhandle om prisen, for en anden persons krop... og dertil også dømme, på baggrund af deres status. 
Aldamar drejede hovedet en anelse ved det sidste. "... Shara for begæret du vækker, og lidenskaben du deler med andre" de mørkeblå øjne åbnedes en anelse, og med et stille smil blev vejret trukket en anelse dybere ned i lungerne, endnu et mageligt suk til følge. 

Huden som Fabians læber mødte var lidt saltet, men den eneste ubehag der kom med det, var tanken om hvor det kom fra. Han havde trods alt været sammen med folk der både var mere svedige og beskidte, så det var kun tanken om at Aldamar havde været i panik tidligere, der kunne få følelsen til at være lidt plettet.

Han havde egentlig haft planer om at tage hovedet tilbage, men da han mærkede Aldamars baghoved mod sit eget, kunne han ikke helt få sig selv til det og sad blot mit eget hoved lænet mod hans.
Der kom en lille nynnen i bekræftelse da Aldamar begyndte at tale om guderne. De havde aldrig rigtig bekymret Fabian, i hvert fald ikke de sidste 15 år, men han lyttede alligevel til Aldamars stemme, som han forklarede hvordan tingene hang sammen.
Han løftede selv hovedet lidt da Aldamar nåede til Shara og begæret, og fandt Aldamars øjne med hans egne. Det var som om at der gik et stød igennem ham.

”Jeg har altid ment at Shara har haft fat i noget af det rigtige,” hviskede han, og inden han kunne tænke over det, lænede han sig frem, i et forsøg på at stjæle et stille kys fra Aldamar, til trods for deres akavet vinkel. 

Det var ikke så meget for at dikterer hvordan verden hang sammen, han havde slet ikke kvalifikationerne til at sætte tonen for hvordan gudernes små budskaber skulle forståes, og derfor var det vel en form for.. forsvaring af lige præcis hvorfor han ikke skulle reformeres. Fabian havde sine små stikpiller til den gængse befolkning, og ofte formåede de også at prikke til Aldamar. Men han var ikke være end så mange andre. Nej, i hans øjne var han min endda bedre end de fleste andre. 

Så da han lænede sig ind imod ham, et kys der ramte siden af hans ansigt, nok nærmere mundvigen end munden, jah der var det at en genkendelig hjertebanken meldte sin ankomst, men så utroligt langt fra den der havde hevet i hans krop - meget mere velkommen,  og Aldamar kunne ikke stoppe sig selv i at dreje hele kroppen blot få sekunder efter. Benene krydsede hans, han fik ikke drejet sig hele vejen, kun halvdelen. Men det var også nok til af hans hænder kunne få ordentligt fat omkring under kæben, folde fingrene ind over hans nakke og hovedet drejes ordentligt, frontalt imod ham. 
"Det overrasker mig ikke - slet, slet ikke" Aldamar's øjne glimtede en anelse mindre hævet end før, og han fornemmede hvordan den indre uro var forsvundet.  

Måske endda en anelse bortvist af den varme Fabian delte med ham, hvis man ville være religiøs omkring det.  
Ikke at han var det i sine tanker,  når han lænede panden taknemmeligt  ind imod ham, førhen at han rettede sig op for at kysse han ordentligt. 

Det var nemt at lytte til en lærd person, når man gerne ville tro på hvad de sagde var sandt, modsat når man fik at vide mindre behagelige ting. De var det samme her, og Fabian havde nok været lidt mere protesterende, hvis han havde hørt noget han ikke brød sig om. Men det her havde været næsten som komplimenter i hans ører, ellers havde Aldamar næppe pointerede dem på den måde.
Som Aldamar begyndte at justere sin position, var Fabian også hurtig til at hjælpe ham, med at trække ham lidt tættere på, og benene lidt længere op, så han kunne sidde bedre, inden hans arme bare lagde sig næsten i et løst kram omkring fyrstesønnen.

”Er jeg blevet så forudsigelig,” mumlede han en smule drillende, selvom han stadig var blidere om kanterne end han normalvis var. Det var heller ikke intenst på nogen måde, da Fabian lænede sig ind for at møde Aldamar i et rigtig kys. Der var intet underliggende behov for at gøre det voldsommere end det var, for hos Fabian var følelser stadig lidt rå, efter at have set Aldamar være så ilde tilredt. Det var blot et kys om behov for at være tæt med den anden, for det var den nemme måde for dem at snakke om at det var sket.

Da Fabian trak sig lidt væk igen, lænede han sin pande, endnu engang imod Aldamars, men sagde ikke noget, men bare nød følelsen af ham i nærheden, selvom hans hjerte hamrede derudaf. 

En lille brummen kom fra Aldamar da han slap hans læber, det blev til et halv leende såvel som halv mumlende jah, fordi på nogle punkter var han vel. Men forudsigelig var godt fra Aldamar's synspunkt, et standpunkt han have haft hele livet, og et det kun vbleb brudt med få undtagelser. Han havde virkelig ikke brug for den helt store uforudsigelighed lige nu, og det var velsagtens også fordi at han følte at han kendte Fabian bare nogenlunde godt, at han ikke var gået som vej som noget af det første da benene var begyndt at fungere igen. 
Nærværet efter sådan en tur var... uvant.  Oig almindeligvis ikke noget han ønskede eller opsøgte, da den blottede følelse efter var skræmmende. Men lige nu var den overskuelig. Specielt fordi at det ikke lå noget krav om at forklare hvorfor det var kommet, selvom han kunne fornemme - et eller andet fjernt sted i sin fornuft, at det nok ville komme på tale en dag.  

En dag og et tidspunkt som måske ikke var lige nu, det var noget han ikke vidste hvordan han skulle åbne op for.  
Hænderne gled ned over brystet, rundt om siderne og gør han vidste at det, blev det til et stille kram, som hans hoved forsvandt hen imod hans skulder.  
"Jeg..." hænderne strammede en anelse til imod hans ryg, og han kunne mærke hvordan mundvigerne gættede opad som en naturlig reaktion på den underlige tryghed.  " Jeg er glad for at du skulle forbi kile templet" det var nok det tætteste på en verbal tak han kunne formulere lige nu. 

Det var noget interessant for ved folk der var uforudsigelige, men det var næppe fordi Fabian havde behov for at prøve at sørge for at han selv var. Det var umuligt, og før eller siden ville folk forvente det uforudsigelige, og derfor bare blive lidt træt af det. Så bedre at være sig selv, som han var med Aldamar, og der hørte alt den fysiske kontakt med.

Aldamars krop der lænede sig ind i Fabians, fik alligevel stillingen til at virke underlig intim. På en lidt anden måde end det Fabian var vant til, men han holdt bare lidt bedre fast i Aldamar, som var han bange for at han forsvandt, og lagde sit hoved mod Aldamars. Øjnene gled ligeså stille i, som han bare sad og holdt om den mindre mand, selvom de åbnede sig svagt, da Aldamar havde formuleret hvad det var han ville sige.
Han løftede hovedet en smule og placerede et kys på Aladmars hoved, før han lagde hovedet ned igen, men han sagde ikke noget. Han vidste ikke hvad han skulle sige, når hans hjerte hamrede afsted som det gjorde, og hele hans krop føltes som om at han var blevet ramt af et lyn. Han havde hadet at se Aldamar som han havde, men tanken om at Aldamar var glad for at han alligevel havde siddet med ham, betød bare at det havde været ubehaget værd. 

Sådan sad de alligevel et godt stykke tid. Aldamar nød den varme og forunderlige omsorg det hvilede i Fabian's små handlinger - det lille ekstra kys, den stille tavshed i krammet - og valgte ikke at kommentere på hvordan han ikke var den eneste, der kunne fornemme den anelse, følelse imellem dem, der kun blev stadfæstet af stilheden.
Det kunne meget vel bare være hans egne tankker der blev skubbet i en ønsketænkning, en retning og forklaring han fandt mere behagelig end det at han følte sig forpligtet til at sidde med ham. Men han kunne ikke finde en anden forklaring til at han blev, end at han brød sig om fyrstesønnen. 

Krystaller var ikke på nogen måde en del af den her gestus, så det kunne ikke undskyldes med forventningen om en betaling. Og Aldamar havde lyst til at udforske det her noget mere, men vidste heller ikke her hvordan han skulle gribe det an.  
Så det nemmeste var langsomt- efter godt 5 minutter krammen - at trække sig tilbage og rømme sig en anelse.  
Han havde jo trods alt haft et formål med dagen, inden den var gået af helvedes til.  

"... Jeg håber ikke at jeg har forstyrret en af dine aftaler.." mumlede han, og kørte en god igennem hårets og de rodede lokker der fik hans ansigt til at skære tænder. Han skulle hjem og... fixe sig selv op. 
Men kunne ikke stoppe blikket i undersøgende at betragte ham imens tankerne fandt sted. 

Fabian kunne ikke benægte at han følte noget, havde han ikke rigtig kunne siden den tur til Lillekilde, og selvom han var sikker på at der også lå noget i det hos Aldamar, så var han faktisk ikke rigtig interesseret i at udforske det, ikke her og nu i hvert fald. Det ville være mere kompliceret end det ville være værd, var i hvert fald Fabians tanke, men når de sad på denne her måde, så virkede det... mindre kompliceret.
Han var nok også faldet lidt hen i følelsen af bare at sidde her, noget han ikke gav sig selv meget af, og derfor måtte han også blinke et par gange, før det gik op for ham at Aldamar var ved at trække sig, og han gav slip så Aldamar kunne komme fri.

Snakken om aftaler fik ham dog også på rette kurs igen, og han rystede lidt på hovedet, og tog måske en lidt voldsommere indånding ind hvad der virkede normalt for Fabian. ”Nej nej... jeg har ikke mange faste aftaler,” sagde han, hvilket måske også godt kunne alarmere om at det han generelt gjorde med Aldamar var meget anderledes end hans normale hverdag. Der var faste aftaler, men det var som han sagde ikke ligefrem normen, og Sif havde også været efter ham, at han havde fået opsat en ugentlig aftale. Der havde nok ligget noget i kortene tidligere end Fabian ville have forudset det.

Som han også trak sine arme til sig, kørte han selv hurtigt en hånd gennem sit eget hår, som dog ikke var roddet. Bare for at føle sig selv lidt mere kontrol over sin krop igen. 

At han ikke havde mange faste aftaler, det kom alligevel som lidt af et shock for Aldamar. Han havde egentlig troet at det var hans primære ting, da han havde været hurtig til at foreslå det dengang for flere måneder tilbage, men kan kunne skrap stadigvæk overraskes... Men dog, hvem ville ikke hoppe på en godt ladet vogn, hvis man havde chancen? 
Det var ord han også her valgte ikke at kommentere videre på, og lod i stedet et vagt smil trække op, øjne det fulgte hans rettende bevægelse af håret.  Unødvendigt, det sad allerede fantastisk. Men han forstod ham godt, det var nemmere at gøre det når man ikke vidste hvor de ellers skulle være. 

Aldamar trak vejret en anelse dybere ind, lukkede øjnene i sin overvejelse, inden at han brød den stole barrierer der holdt hans ord tilbage. 
"I så fald... Har du så tid til at... følge med mig idag? Jeg har et par ærinder, det burde ikke tage lang tid.  Det er bare..." Aldamar's øjne blev åbnet i et lille fys, irritation i kanten af ordende - men uden tvivl en irritation imod ham selv, frustration og måske endda en grad af  frygt maskeret bagved det. Det var bare at han ikke... ville risikere et tilbagefald. 


Øjnene gled over sårene i hans håndflader, inden at han gemte dem bagved lukkede hænder - ingen grund til at gøre ham mere bekymret, og kiggede dermed på Fabian igen. 

Fabian havde lidt forventet at det ville være slutningen af deres lille møde. Det havde i forvejen ikke været planlagt, og Aldamar lignede en mand der havde behov for bare at komme hjem og slappe af. Men åbenbart ikke når man var fyrstesøn og havde pligter.

Det var tydeligt at forslaget også kom bag på Fabian, som han stirrede lidt længere på Aldamar, mens han var stille. Han overvejede kort at pointere at han nok skulle for nogle penge, men ærligtalt? Så virkede det lidt ligegyldigt som de sad og kiggede på hinanden, og Fabian kunne da heller ikke helt stoppe smilet. "Jeg havde alligevel en kedelig aften at se frem til," sagde han og trak på skuldrene, han tænkte dog ikke på at den nok ville komme frem som en løgn hos Aldamar. "Hvad har du da af ting du skal lave?" spurgte han, inden det slog ham ind, at der var noget lidt vigtigere, især fordi folk vidste hvem Fabian var her i byen. "Skal jeg ændre form?" Han kunne opfylde det meste, og selv også mindre, så det ikke blev ligeså sigende at Aldamar rendte rundt med den lokale skøge, især når han havde ærinder. Kom selvfølgelig også an på hvor ærinder fandt sted.

Med summende fingerspidser var Aldamar fristet til at lade et skeptisk løftet øjenbryn hæve sig. Virkelig? Men stoppede heldigvis sig selv i det og godtog bare at det i hvert fald var, hvad han fortalte sig selv lige nu. Kedelig aften eller ej, så gjorde det ham glad at blive frempriorteret, og Aldamar's smil reflekterede i en eller anden grad han - dog en anelse mere træt. 
Fordi pligter skulle ordnes, og han havde forventet at være færdig med dem, på det her tidspunkt. Det var ikke nødvendigvis store ting... men som Fabian spurgte om han skulle ændre form, var det at han alligevel nikkede langsomt, men modvilligt. Det var nok en god idé. 
Det sidste han havde brug for, var rygter der kunne slå skår i den aftale Fyrstinden af Arys havde sat op - rygter der potentielt kunne skade hans omdømme, førhen at han overhovedet var blevet gift. Måske det ville kunne ændre sig, når giftemålet allerede var stablet på benene, og arverækken sikret. Måske. 

"Jeg skal have taget nogle mål og købt en bog jeg har bestilt hjem..." at han skulle have nyt tøj til sit bryllup, lå måske implementeret - selvom det sagtens også ville ligge til Aldamar, bare generelt at bruge lidt penge på nyt tøj. Nok mest fordi at han kunne, uden de store kvaler. 
De mørkeblå øjne gled over hans skikkelse, en anelse irriteret indvendig over at han var et kendt billede på gadebilledet. Så meget ville være nemmere, hvis han ikke var... 
Aldamar tog dog i et overrasket ryk hænderne op til ansigtet, men havde ikke noget at spejle sig i. "Vent. Hvor slemt ser det ud?" ikke tale om at han kunne dukke op som en eller anden slidt bymus, omend alternativet var at gå hele vejen tilbage i bad. 
Hvis jah, kunne det så rettes til? 

Fabian foretrak også at være sig selv omkring Aldamar, men han var også opmærksom på at det på intet tidspunkt var nemt at være sammen med en adelig, uanset hvor professionelt det end måtte være mellem dem. Professionelt for Fabian godt nok, for der var nogen der mente der ikke var sådan et ord for en skøge.
Nogle gange måtte man dog bare acceptere det, og hvis han kunne slippe afsted med det, så ville han nok ændre minimalt ved tingene. Det gjorde det også nemmere at være i sin egen krop, hvis han skulle være helt ærlig. Han nikkede lidt til det, og begyndte at overveje hvor meget han skulle ændre ved sig selv, eller hvor lidt han kunne slippe afsted med.

Han blev dog stoppet i sin tankestrøm, da Aldamar pludselig var meget panisk om hvordan han så ud, og FAbian kunne ikke lade vær med at grine lidt af det. "Her, lad mig hjælpe," sagde han, og rakte ud for at rette på Aldamars hår. "Det er ikke så slemt, og ellers må vi lige finde noget vand at smide i ansigtet på dig, for at friske dig op," nævnte han og ordnede måske håret på Aldamar lidt længere end det var nødvendigt.