Bondeknægte der dårligt havde udforsket deres egen seksualitet var nemme. Uanset hvor sukkersødt og næsten klichéagtig man gik til den. Opmærksomheden var nok for at få dem til at vælte over deres egne ord, især fordi Fabian ikke lagde noget i mellem. De skulle ikke tro at det bare var venskabeligt, når det andet var så meget sjovere.
Og selvom Aldamar også havde forsøgt at komme ud af hans arme, da han var begyndt at flirte både til højre og venstre, ja, så havde han ikke ligefrem givet slip på ham, som var han faktisk bange for at Aldamar ville smutte fra ham.

”Vi ser frem til det,” kaldte Fabian efter dem, som karl blev hevet afsted, og Fabian endnu engang kunne give Aldamar sin opmærksomhed lidt igen. Dog ikke i lang tid, som han begyndte at hive den lavere mand, hen hvor de faktisk kunne følge med i støvlekastet.

Han tog selv en ordentlig tår af sin øl, før han grinte lidt. ”Du får det til at lyde som om at din reaktion ikke ville have været den samme ved vores første møde, hvis jeg havde sagt det,” pointerede Fabian, tydeligvis drillende, men der var også en antydning af sandhed i det. Aldamar havde været mindst ligeså forfjamsket. ”Men jo, når man kommer så langt her ud på landet, så virker den næsten altid. Det kan godt være svært at finde andre mænd at være sammen med, hvis man udelukkende er til det, så de tager enhver mulighed der er...." Smilet blev lidt bredere inden han sagde det næste, tydeligvis drillende. ”Så du må hellere finde ud af nu, om Karl skal inviteres med ind på et værelse senere.” Han forventede det ikke, men han sagde det nu også mest for reaktionens skyld.

I takt med at de kom nærmere, fik de faktisk møvet sig op til fronten af gæsterne, hvilket var ret så fantastisk for Aldamar. Som regel var det ikke et problem for fyrstesønnen at få plads til at se, som regel befandt han sig en anelse hævet over jorden, og ikke nede omkring så store menneskemængder som det her. Men da det jo ikke var tilfældet idag, var det en anelse rart - nok mest for hans egen selvrespekt - at han ikke skulle stå på tæer for at skimte folk over skuldrene. 
De mørkeblå øjne gled til siden, Aldamar valgte at være tavs her, trods øjnene glimtede en anelse sigende. Hans reaktion havde nok været noget lig den samme, hvis ikke han havde vendt sig om og decideret gået i stedet! Det ville med størst sandsynlighed være blevet taget som et forsøg på at ydmyge ham, hvilket han ikke ville stå og bare tage imod. Slet ikke dengang, og heller ikke idag, omend han nok ville være en anelse mere tolerant overfor det... en dag som idag. 

En forklaring fulgte dog også med, og en ret så fornuftig en af slagsen endda. Det gav god mening, og Aldamar - der faktisk troede at det lige var en lidt seriøs samtale der kom på banen, åbnede munden for at give sit besyv med, sin fantastiske vinkel på bondelivet og kulturen. 
... om Karl skal inviteres med  ind på et værelse senere. 

Fyrstesønnens åbne mund sod stille, og han glippede kort kort med øjnene - selvfølgelig havde samtalen endt på det - og hans frie hånd daskede til mandens skulder inden at han smækkede kæberne sammen igen."Du er håbløs!" grinede han, og rystede på hovedet. "Min type er ikke alt med en puls, så den overvejelse er desværre ikke svær" hvilket godt kunne være hårde ord. Men Aldamar smilede drilskt, og så det ikke som noget særlig negativt... faktisk nok en anelse fascinerende, selvom han aldrig ville indrømme det.

Efterhånden måtte Aldamar være begyndt at forvente de kommentarer fra Fabian, som også kom med et mere løssluppen grin, som han endelig gav lidt slip på Aldamar, som han blev ramt af Aldamars hånd. Reaktionen fra Aldamar havde dog helt og aldeles været det hele værd, hvis han skulle være ærlig. Nu var det også bare fordi det var en ny ting Fabian havde fundet, som han kunne drille Aldamar med.

”Dine ord den anden dag var uforbederlig,” sagde han, lidt mere lavmælt, så det var meningen at det blot var mellem de to af dem. Hans smil var selvsikkert, men det blev dog kortvarigt gemt bag kruset med øl, som Fabian drak af. En hård kontrast modsat sidste gang Aldamar havde forsøgt at få Fabian til at drikke, og det nærmest havde været umuligt. Der var faktisk en mulighed for at Aldamar kunne få lov til at opleve Fabian lidt mere beruset, end han normalvis var omkring sine kunder. ”Men jeg kan næppe brokke mig over, at jeg så får dig for mig selv vel,” sagde han efterfølgende. Det var trods alt blot Karl der måtte forlade dem med halen mellem benene, hvis det nogensinde kom så langt.

En højlydt annoncer var begyndt at forklare reglerne, selvom ingen rigtig virkede til at lytte efter. Det var nærmere en formalitet end noget andet, men folk var begyndt at stille sig op, og Fabian kunne se Karl, som gav dem et lille vink, da han opdagede han havde Fabians øjenkontakt. 

De havblå øjne glimtede en anelse da det genkendelige ord 'uforbederlig' atter kom på banen, og han kunne ikke lade værd, da han langsomt nikkede for sig selv. Tilfreds med sit ordvalg, og tilfreds over at han havde husket det, Aldamar løftede selv sit eget krus til læberne for at tage endnu en tår af den  kølige væske, dog med øjne der ikke forlod ham i sekunderne efter i deres momentære lille betagelse af ham. 
Han virkede mere løssluppen. Og selvom det var et ord han generelt ville bruge om Fabian, så kunne han ikke lade værd med at føle forandringen risle ned over ham; en forandring der på mange punkter trak i Aldamar, og fik ham til at lægge en hånd på hans arm, måske endda bare for at røre ham. "Nej, det burde du i hvert fald ikke" var hans simple, nok så selvsikre svar. Havde det ikke været for annoncørens stemme, havde blikket nok ikke rykket sig. 

Men modsat mange af dem der kendte reglerne, jah så fangede hans finurlige forklaring Aldamar's opmærksomhed, der i et lille ryk gled imod spillebanen og alle dets deltagere. Det virkede til at mænd og kvinder konkurrerede i hold af 3, og det hold som de havde halvt-om-halvt lovet at heppe på, var placeret et eller andet sted i midten. Karl - den ene af de tre mænd løftede hånden til en hilsen, og Aldamar der fornemmede hvordan blikket var rettet imod højre, løftede sit krus i en munter hilsen, omend hånden på armen langsomt sneg sig en anelse imod ryggen i stedet for. 
Ikke som sådan for at provokere den anden -  han var ret morende over den uvante situation, og noget mindede ham om at han ikke skulle pleje Fabian's ego for meget, sådan som opmærksomhed faldt hans fine vej. 
Men, han kunne ikke helt lade værd. Slet ikke når det åbenbart ikke blev kommenteret forfærdelig meget på, heromkring. 

Med et højlydt ding gik konkurrencen igang, og Aldamar så til sin store forundring hvordan folk vendte sig om for at... kaste den imellem benene? Et lille fnis undslap ham, det så da helt absurd ud!

Fabian ville nok have forsat samtalen, hvis det ikke var fordi han opdagede hvordan Aldamar blev optaget af reglerne der blev annonceret. Der var selvfølgelig altid varianter for hvordan man spillede det, så hvis man ikke var lokal, var det vigtigt at vide, men for det meste fik man dem alligevel at vide, når man skrev sig op, sammen med alt det man ikke måtte.
I stedet for at lytte til reglerne, så kunne Fabian dog også tage tiden til at studere Aldamar lidt. Uanset hvor meget de havde fået ham i tøj der var mindre fint, så virkede det bare stadig ikke som om at han passede ind her. Der var stadig en næsten arrogance over den måde han stod på, og måske var det også bare Fabian der var meget opmærksom på at Aldamar var taget ud af sit element.

Hånden på hans ryg distraherede ham kort, indtil dinget lød og hans øjne var fæstnet på konkurrencen. Måske en af de mindre interessante aktiviteter for dagen, men et brøl lød stadig omkring dem, som støvlerne blev kastet, og Fabian var hurtig til at rive sig selv med i stemningen, som var han en af mange af bønderne der kun havde det her at se frem til.
Og det var også imponerende hvor langt nogle af holdene formåede at få støvlerne. Bedre end hvad Fabian formegentlig ville kunne klare, men han havde aldrig deltaget i konkurrencerne for at vinde, ikke rigtig.

”Er du ikke næsten ked af at have gået glip af det nu,” sagde han, højt nok til at kunne sige det til Aldamar over den summende menneskemængde der både råbte og skreg omkring dem med jævne mellemrum. Han ville gerne have set Aldamar kaste med en støvle, det var sværere end det så ud, men han ville nok aldrig få fyrstesønnen til det. 

Man kunne roligt sige at Aldamar var ude af sit element, og ved det larmende brøl der pludselig rejste sig fra menneskerne omkring ham, gibbede det kort i ham. Overraskelse selvfølgelig, og han bad lidt til at det var gået forbi del fleste mennesker omkring dem. Hujen, råben og hvad ellers de kraftige stemmer kunne frembringe, blev sendt imod deltagerne der med en iver Aldamar ikke havde set før, kastede støvlerne rundt. 

Okay, måske var de... ret fokuserede. Han havde ikke tænkt at Fabian havde ret i sin lille idé om at de gjorde det for at vinde så voldsomt, men... det gjorde de tydeligvis. Og et enkelt blik til siden, idet at spillet havde været i gang i noget tid, fortalte ham at Fabian var mindst ligeså investeret i det. Faktisk, meget. Aldamar's læber sitrede i et lille grin. 
"Måske en smule! Jeg havde ikke troet det ville foregå på den her måde!" råbte han tilbage for at overdøve larmen, og opfangede hvordan den ene af de tre mænd - Mathias - faktisk formåede at kaste den utrolig langt, jah overraskende langt! Aldamar klappede, men kunne ikke helt give sig til at heppe af støvler og støvlekastere; en vane der var svær at ryste af sig når han 'ophøjet' stod og betragtede scenen udfolde sig foran ham, munden tavs men øjnene interesserede. 

Det virkede til at der var en finale, og deres nye 'venner, var så heldige - eller... dygtige, at de var kommet med. 

Hvis Fabian havde lagt mærke til at det gibbede i Aldamar, så sagde han i hvert fald ikke noget. Ingen grund til at pointere det tydelige i sidste ende, for ikke at nævne, at det i sidste ende ville være bedre hvis Aldamar fandt sig selv komfortabel i mængden af folk, især når ingen sagde noget til ham. Intet ville ske, ikke mens Fabian var her.

Fabian udbrød i en kort latter, da Aldamar måtte indrømme at det ikke var sådan han havde forventet det, og han hev ham igen lidt tættere på sig, så de bedre kunne kommunikere. Ridderturneringerne der nogle gange fandt sted, var sikkert ikke engang så højt råbende, som folk til støvlekast, hvis Fabian skulle være ærlig.
Inden han kunne sige noget til Aldamar, så han dog selv kastet, og han vendte sit hoved væk fra Aldamar, for at råbe med folkemængden. ”YEAAAH!” inden han tog opmærksomheden tilbage til Aldamar.

”Det gør man aldrig. Er det en god eller dårlig ting dog?” spurgte han højlydt til manden ved sin side, selvom han ikke skulle råbe ligeså meget, når hans mund næsten var ved siden af Aldamars øre. Dog kunne de næppe stå at hviske, for der blev stadig råbt omkring dem, og lidt længere henne kunne man også høre en blive vred over at nogen vidst havde spildt øl på dem.

At deres 'nye venner' var kommet videre, glædede da også Fabian, men han havde ikke haft de største forventninger da han først havde set dem, men måske overraskede de?

De konkurrencer han var mere vant til at observere, havde en anden grad af finesse omkring sig. Han ville ikke helt afslå, at det her ikke kunne finde sted i Zircon også, og han var sikker på at det også var at finde i Dianthos. Men imellem de fine lag? Næppe. Der hvor de rige gnubbede albuer, der havde man sjældent hverken tid, lyst eller plads til at kaste omkring sig med støvler, eller brøle et lykkeligt svar af 'YEAH' til de konkurrerende. Der lå simpelthen ikke nok mådehold bagved sådanne store reaktioner, hvilket nok kunne spejles i mange andre ting også. 
At der ikke var plads til store følelser, at der ikke var hensyn til private problemer. 

Men det simple i selskabet havde også sin helt egen charme, og Aldamar kunne ikke stoppe den boblende latter der spredte sig fra hans indre ved hans råben, og rykkede tættere på Fabian for at have en chance for at høre hvad han sagde. En god eller dårlig ting? 
"Det kan jeg da slet ikke bedømme retfærdigt" lo han, og mente det også til dels. Både fordi at han ikke havde set nok, men også fordi at hans udgangspunkt ikke kunne sammenligne de her to ting. Ikke endnu i hvert fald! 
En fælles skål skyllede ind over gruppen af mennesker, og Aldamar løftede ligedele forvirret og underholdt sit krus, spændt på hvordan den her underlige dyst ville ende. 

Hvilket viste sig at være... ikke i deres favør. Trods en finaledeltagelse formåede den tredje kammerat i det selskab de observerede, at kaste den så meget forkert, at den fløj direkte op i luften. Og i stedet for at suse over ryggen på ham, landede den med et bonk på dommerens hoved. 
En dommer der i samme nu hamrede klokken omkring, og råbte et eller andet som Aldamar ikke kunne hører, over den latter der væltede ud omkring dem. Men han så godt sur ud, det var helt sikkert. 
Og ikke overraskende forsvarede Marcel med store armbevægelser;  noget med at dommeren da bare kunne have rykket sig.

Bedømme retfærdigt. En underlig formulering, og siden Fabian ikke rigtig vidste hvad han skulle gøre med det, så accepterede han det bare som det var, på godt og ondt. Han vidste heller ikke rigtig hvordan han skulle følge op på det, og heldigvis så skete der nok på banen til at distrahere både ham og Aldamar. Det var altid et spørgsmål de kunne vænne tilbage til senere henne på aftenen.

Han holdt sit krus op sammen med resten af skålen og tog en ordentlig slurk af sin øl, før at deres øjne endnu engang var fanget på banen igen, og... det gik da helt galt. Men galt på den gode måde, som Fabian kunne mærke latteren boble i ham.
Han kunne også høre tilråb rundt omkring. Nogen der var enige i Marcel og andre med dommeren, i sidste ende fik dommeren dog ret, og han fik ingen point for det kast, og dermed tabte de det også, til et af de andre hold.

”Ser ud til at vi ikke får nogen gratis øl,” lo Fabian, og nu hvor vinderne var ved at blive annonceret, så var det også flere der var ved at forlade pladsen igen. Det meste af det sjove var sket, og det eneste der var tilbage var en skål for vinderne. Fabian kunne også godt se de tre mænd, som de havde stiftet bekendtskab med, så lidt skuffet ud, men ikke mere, end at det så ud til at de var gået i gang med at drille Marcel for hans dårlige kast. 

Aldamar's øjne fulgte med skjult latter det optrin der spillede sig ud foran dem, hvor at en tomatrød dommer og en foruettet Marcel gik igang med lidt af en hanekamp, som publikum også syntes at de skulle blande sig i. Aldamar holdt selvfølgelig med de gæve gutter, det kunne være ret så lækkert at få noget fra andre, når det for en gangs skyld ikke var med de helt store bagtanker om adelige fordele og bekendtskaber, men dommeren endte med at kalde ud i sidste ende. 
Aldamar gnæggede dog en anelse over hvor helt igennem slået han så ud, over den information, da det betød nødesløse drillerier fra hans medspillere. 

De havblå øjne vendtes op imod Fabian, Aldamar rystede en anelse på hovedet. "Vi arme stakler" smilede han, og måtte dog indrømme at det var behageligt da der kom en anelse plads til at være på, sådan som folk pludselig fik travlt med at gå tilbage og fylde op igen. 
"Mmmh, men det kan jo være, at du stadigvæk ender med en" fulgte han dog op med, en tone der indikerede at han i hvert fald næppe skulle bekymre sig for at mangle noget her til dagen og aftenen. Og måske en anelse grebet af frisind, smilede fyrstesønnen jo næsten flirtende til Fabian, slet ikke vant til at det var muligt så offentligt et sted, men bestemt ikke imod den her underlige frihed omkring dem. 
De tre mænd syntes at lige skulle diskutere noget færdigt, men der ville nok ikke gå lang tid før de sluttede sig til dem igen, hvis de ikke rykkede sig videre. Måske. Aldamar vidste ikke hvor meget af det havde været noget de ville følge op på, eller ej. Og var også en tand ligeglad, så længe han var i det gode selskab. 

Oh. Fabian kunne godt lide denne her side af Aldamar. Hans kroppede summede, af hentydningen om at han nok skulle få noget, også selvom han hentydede til Karl, og så det smil. Det var lige før at Fabian kunne glemme alt omkring dem, og bare forsætte hvordan deres aftenener normalvis udspillede sig imellem dem. Blodet virkede i hvert fald til at pumpe bare en anelse hurtigere i kroppen.

”Bare rolig, selv i tilfælde af at Karl tilbyder både øl og sig selv, så skal jeg nok lade vær med at glemme dig,” sagde han drillende tilbage, mere lavmælt, nu når lydniveauet var dæmpet lidt, og Fabian kunne også føle sig selv bøje sig lidt ned, så han var mere på hovedhøjde med Aldamar igen. Ikek at han gjorde noget, selvom han gerne ville.

Han kunne dog høre stemmerne fra de tre gutter, som alligevel var begyndt at nærme sig, eller i hvert fald var støjen så lavmælt, at de nu kunne høres over folkene, men Fabian tog stadig ikke øjnene af Aldamar. De måtte til at tage valget om de skulle hænge lidt ud med de tre mænd, eller bare finde tid til sig selv væk fra dem. De fleste forstod godt de af gæsterne der bare lidt gik mellem selskaberne, uden rigtig at hænge fast ved nogen, så Fabian var ikke så bekymret for at de blev fornærmet, hvis de endelig bare forsvandt på et tidspunkt. Var bare altid nemmere at skære folk væk til at starte med. ”Gider du deres bondske charme, eller skal vi også gå tilbage og få fyldt op?” spurgte han endelig, ikke helt sikker på om de stadig var ude af hørevidde fra dem, men ikke bekymret nok til at skjule hvad han spurgte ham. 

Zalans. Alt for hurtigt følte Aldamara støjniveauet glide en anelse i baggrunden, sådan som blå-grønne øjne låste sig i hans og den blonde Fabian nok udemærket godt vidste hvad han sagde, og dertil også hvorfor det virkede så fandens godt på fyrstesønnen. Hans krop føltes en anelse varmere sådan som hjertet bankede hurtigere, og da han sågar valgte at vippe ansigtet ned imod ham, gled hans frie hånd utrolig hjemmevant omkring hans liv, og nippede ham henover ryggen. 
"Generøst af dig" mumlede han, og kunne næsten ikke lade være med at trække hans ansigt det sidste stykke ned til ham selv. 
Næsten. 

Lyden af stemmer brød den magi der havde draget Aldamar til ham, og med et lille smil knyttede han hånden imod hans lænd, så den ikke gled nogle andre steder hen. Deres kompagnoner nærmede sig, og Aldamar ville næsten vove at påstå, at han ikke kunne være så alene med Fabian uden at det endte måske var en anelse for fristende, at overgive sig til den summen der sad og kriblede i hans fingerspidser. 
Derfor mindede han sig selv om at de havde hele dagen. "Lad os... fylde op. Men lad os tage dem med os, de kan være gode at have i bagghånden til senere" Aldamar havde en idé om at et godt terningespil kunne være underholdende med disse typer - det krævede flere spillere. Men så snart ordende forlod hans læber, jah så kunne han godt høre at det måske ikke lød helt sobert... Aldamar vendte sig dog en anelse imod dem, uden at kommentere på det, og drak det sidste af øllet der var i kruset. Hånden slap dog ikke sin plads. 
"Det var ikke helt fantastisk" gled det en anelse drillende over hans læber, hvilket fik endnu et anfald af drillerier til at starte op hos de leende mænd, og de prikkede til den arme Marcel. Igen. 

Fabian ville nok ikke have gjort det så meget, hvis han ikke vidste hvad det gjorde ved Aldamar, men det var dog ikke udelukkende af den grund han gjorde det. Han var ligeså drage til Aldamar, som Aldamar var til Fabian, uanset hvor meget han generelt prøvede at benægte det overfor sig selv og sine nærmeste. Han var ikke en skøge der havde nogen form for følelser for sine kunder.

Heldigvis blev magien mellem dem brudt af mændene, og deres beslutning om hvad de skulle gøre. ”Oh, Aldamar,” var dog også de første ord ude af Fabians mund, da han hørte hvad Aldamar havde sagt, og det lød på ingen måde sobert. ”Jeg havde ikke regnet med at du ville ændre mening så hurtigt!” Det var dog en drillende tone, og da den lige blev vendt en ekstra gang i Fabians hoved, så kunne han også godt forstå hvad Aldamar mente, formegentlig. Ekstra selskab var også sjældent en dårlig ting.

Fabian havde selv lidt mere øl, og gemte sit smil lidt bag kruset, som de forsatte med at drille Marcel.
Derfor var det dog også Marcel der forsøgte at få opmærksomheden væk fra ham og hans bommerter, især fordi Fabian og Aldamar havde ikke ligefrem vist meget vilje på at forlade hinandens arme. ”Er i klistre' sammen eller hva'?” pointerede han, næsten anklagende, men det var nok til at stoppe Karl og Marcus fra at forsætte deres drillerier og i stedet for kigge hen på Aldamar og Fabian. Karl med lidt røde kinder igen. 

Marcels' stemme strakte sig over den korte distance der nu var imellem, og hans lille pointering fik fyrstesønnen til - nok mere af vane end af ærlig reaktion - at uimponeret løfte et enkelt, skeptisk øjenbryn. Han kunne sagtens sige nej - argumentere for et nok så logisk grundlag til at de ikke var klistret sammen - endnu (åh gud hans tankegang var ved at blive forurenet) - men han lod med et leende smil værd, og lod det bryde den overfladisk facade. "Dog ikke" kom det fra ham, og Aldamar's blik gled kort op imod ham inden at han rystede sit krus en anelse. "Vi er til gengæld en smule tørstige. Hvis i ikke har en anden konkurrence at tabe i, så ville vi bevæge os ned imod en af ølboderne" han havde spottet nogle borde lige i nærheden og et enkelt større telt var slået op, i tilfælde af at der kom regn. 

Et forslag der blev taget imod med en munterhed uden lige, og to ud af de tre mænd tømte nu det sidste af deres glas næsten synkront; Aldamar viklede sig fri af den korte omfavnelse igen. "Oi, men nu vandt vi jo desværr' ik'" kom det fra Mathias, der nok var den der tog det mindst tungt af dem alle tre, hvilket fik Aldamar til at vinke afværgende med hånden. Han kunne godt give den første omgang til de stakkels, ikke støvle kastvindende mænd, hvilket fik en fornyet interesse frem i deres småberusede øjne, og han følte et dunk - ret så hårdt om han måtte be - på ryggen idet de vendte sig om for at gå. "Eh, ikke næri' kan jeg fornemme!"  
Aldamar kastede et kort blik på Fabian, inden at han med et smil forholdt sig tavs. 
Han fornemmede mere end så hvordan Karl's opmærksomhed sværmede om den blonde mand idet at han blev trukket en anelse op og forklaret hvorfor det var flinkt af ham. 

Fabian gav frivilligt slip på Aladmar, som han prøvede at vikle sig ud af ham, så de kunne bevise, at de faktisk var mulige at separere, om end for ganske kort tid. Allerede da han gav slip, kunne Fabian dog godt mærke, at han allerede savnede varmen fra Aldamar, selvom det næppe var koldt i dag. ”Det er vel det mindste vi kan gøre, nu når I tabte,” svarede Fabian grinende og smilede hen til Aldamar, før de begyndte at gå hen mod boderne, som Aldamar havde spottet.

Han lod Aldamar går lidt i forvejen med nogle af de andre, mens hans eget blik landede på Karl, som virkede til at han havde noget at sige, eller noget han i hvert fald gerne ville have ud af Fabian.
Selve snakken mellem dem var uskyldig nok, selvom den var lavmælt, og havde Aldamar hørt den, så ville  han nok fange Fabian i op til flere løgne omhandlende deres forhold. Men der skulle være lidt af en grund til at de rejste sammen ikke. Desuden var det nok bedre at lade Karl vide hvordan landet lå, inden at de skulle ud i en eller anden situation hvor han skulle afvise ham rigtig. At Karl så endte med at se endnu mere fascineret ud da de nåede ølboderne var måske ikke lige planen.

Han tog et par hurtige skridt op til Aldamar, inden der skulle bestilles øl, og lænede sig ned så han kunne hviske i Aldamars øre. ”Hvis nogen spørger, så er det en form for... bryllupsrejse vi er på. Det er i hvert fald hvad Karl tror nu,” hviskede han, dog højt nok til at han var sikker på at det ikke ville drukne i den generelle larm, men også meget opmærksom på at Aldamar nok ikke nødvendigvis ville have den bedste reaktion, især fordi den måske godt kunne ramme et lidt ømt sted. Desværre var det den bedste og hurtigste løgn han var kommet op med, uanset hvor sjældent nogen faktisk blev bundet for livet til hinanden når de var af samme køn. Fabian ville trods alt heller aldrig gøre det mod sig selv, men en løgn var nu engang bare en løgn. 

Det havde nok været ligeså meget for at bevise noget såvel som for de andres milde interesse i hvem og hvordan han var, som fik Aldamar til at vriste sig fri fra Fabian, bare i nogle minutter. Det var et helt nyt område for ham at bevæge sig ud på, og videnbegærlig om han altid var, jah så var det spændende at snakke med de her mænd, deres simple hjerner til trods. Han var ikke vant til den her underlige følelse i hans nye identitet som værende en... almindelig mand, og det måtte han udforske, selvom han nok ikke ville gøre det normalt. Det var jo ikke til at sige, hvornår det ville ske igen. 
Udover det, jah så havde fyrstesønnen en behagelig følelse af at de snakkede for at... snakke. Der var ikke nogen forventninger bagved deres ord; det var en befrielse ikke at skulle holde øje med underliggende agendaer. 

Han måtte dog indrømme at hans fingerspidser ikke rigtig fik fred i det her selskab. Den summende fornemmelse af løgne der blev spundet, gjorde at prinsens skæve smil tog til, hver gang en lidt for farvet fortælling gled over Mattis eller Mathias' læber. Med store arme viklet om sine skuldre og flagrende hænder foran sig imens de talte, gik han i midten. Og følte sig lidt lille imellem de høje mænd, men hvad fanden. 
Aldamar skævede dog en enkelt gang en anelse tilbage, men måtte med en lille hovedrysten vende blikket frem igen ved nævnelsen af hans navn. 

Ved ølboden var han dog endelig sluppet ud af de store arme, og ikke længe efter gled Fabian op på siden af ham. Ahh, der var han! Aldamar's mørkeblå øjne glimtede muntert i en hilsen, og han havde til sidst... måske lidt mistænkt gruppen at have holdt ham deroppe med vilje, af hensyn til Karl. En tanke der vel var meget sød overfor den kære mand."Der var du!" grinede han, men stoppede da Fabian lænede sig ind med en hvisken i ørene. 
A-hva havde han sagt? Overraskelse glimtede i hans mørke øjne, men da ordende rigtig sank ind...
Var det en rumlende latter der kom fra Aldamar, og han rakte ham stadigvæk leende, de krus øl der endelig var kommet - 3 til deres bekendte dernede. Øjnene funklede drillende. "En form for bryllupsrejse?" Aldamar greb de to krus der var til dem, inden at han nikkede imod det bord mændene havde indtaget, små 25 meter fra boden. "Som par har vi forfærdelig smag... hele krystallandet ligger åbent, og vi vælger at rejse forbi Lillekilde" Aldamar himlede med øjnene, en anelse munter over at det var den løgn der havde meldt sig på banen i Fabian's hoved. 
Det var i hvert fald ikke her han ville tage Adena hen, det var helt sikkert. 

Man gjorde altid sit for at virke mere interessant, og Fabian var vant til de hvide løgne, selv gjorde han vel også brug for dem, når han skulle fremstille sig selv som noget andet end den skøge han var, og bare sørge for at stemningen var bedre. Ofte gad han ikke løgnene, men han kunne godt, når det gjaldt, og teknisk set var han vel også på arbejde i øjeblikket.

Hans fingre havde allerede lyst til at finde tilbage til Aldamars krop, som efterhånden var en han var blevet meget bekendt med, men han fik ikke så meget valg, som han blev præsenteret for krusene, og med et lille suk, dog stadig et smil på læben, tog han imod krusene.
”Bryllupsrejse var nok ikke det præcise ord jeg brugte,” sagde Fabian leende. ”Men jeg kan godt lide idéen om det. Det kan være vores 'par-ting'. Så har du også en undskyldning for at prøve alle de ting du måske er lidt for fin til.” han puffede lidt drilsk til Aldamar med hoften. Desværre var deres udsigter med hvor langt de kunne komme omkring, også meget begrænset på hvad der var under en dagsrejse væk, nu når Aldamar var ved at få travlt med brylluppet og giftemålet. Så derfor måtte standarderne falde lidt. Fabian var også ret sikker på at Aldamar bedre ville bryde sig om Forårsfesten i Fredskilde, men det var alligevel for stor en fest for en adelig, hvor der var større sandsynlighed for at blive genkendt. For ikke at nævne hvor langt væk det lå fra Dianthos.

Hvad de lavede dernede kunne han ikke se, men han mente at kunne ane nogle raslebægere blive delt ud imellem dem, hvilket fik fyrstesønnen til at smile en anelse for sig selv. Spil og alt derimellem var ikke noget han gjorde sig meget i, mest af alt fordi at han... havde en tendens til at vinde de almindelige spil der blev spillet til fester og kroture. Bluff plejede nemlig at følge med der. Han havde aldrig været den største fan af hazardspil, men ville næppe afvise, hvis det var hvad de havde fundet frem. 
Ørene hørte hvad han sagde, og med en lille latter svajede han kort til siden af puffet, øjne vendt op imod hans højere skikkelse. "Mmmh, der er noget om snakken..." selvom det var en drillende tone, havde det alligevel vækket en lidt for varm følelse i Arys prinsens indre, og han minde sig selv - måske en anelse modvilligt - om at træde varsomt trods stemningen kun syntes at stige omkring dem. Og i ham. 
Han kunne godt lide idéen om det? Se det kunne Aldamar også. Både at prøve de ting han gerne ville nå, imens de stadigvæk var indenfor rækkevidde... men også selve idéen i sig selv faldt ham lidt for kærkommen. 

Med en hovedrysten der fik krøllerne til at danse om det hvide ansigt, rystede han tanke og bekymring fra sig, til fordel for at smække krusene ned på bordet med et smil. "Så" brummede han, og grinede en anelse over hvor ivrigt der blev grebet ud efter de fyldte krus. 
Blikket gled tilbage på Fabian, overvejende i dets blå farve inden at han umærkeligt rystede på hovedet over sig selv, for så at smække sig ned en af de ledige pladser. 

Fabian havde aldrig rigtig kunne visualisere sig selv som et par med en anden person, og måske var det også en af grundene til at han så fint kunne smide ordet rundt som det var ingenting, for for ham var det virkelig det. Siden han heller ikke læste meget ind i sine egne ord, så var der heller ikke meget han kunne læse på Aldamar.
Derfor var han også hurtig til blot at fokusere tilbage på de tre mænd de havde bestemt sig for at bruge i hvert fald lidt tid med, og Fabian stillede krusene. Han nåede lige at fange Aladmars blik inden han satte sig ned, som virkede næsten... eftertænktsomt. Han endte dog med at slå sig ned mellem Aldamar og en noget rødhovedet Karl. De andre havde nok ikke helt købt at Fabian desværre ikke ligefrem var til salg. Hvis de bare vidste hvor meget det ord normalvis kunne bruges om ham.

Han tog selv en øl, og hans ledige hånd sneg sig hen på Aldamars lår under bordet, og gav ham et enkelt lille klem.
”Så hvad spiller vi?” spurgte han og nikkede ned til bøgerne og terningerne. Han havde aldrig afsindig dårlig held i sådan nogle spil, men han prøvede så vidt som muligt heller aldrig rigtig at spille om penge. Dem han havde var dyrebare, selvom Aldamar dog havde gjort sit for at bløde lidt op for mange penge Fabian egentlig havde til rådighed. 

En tilfreds snakken spredte sig ved bordet ved de nye, genopfyldte øl, og Aldamar nikkede smilende ved den spredte takken og værdsættelse han fik af en så simpel gestus. Egentlig overraskede det ham ikke hvordan det blev taget godt imod, da småfolks hjerter var lette at vinde, givet de rigtige omstændigheder. Og øl var tydeligvis en af dem! 
Hans blik vendte dog tilbage da han følte en Fabian finde plads imellem ham selv og Karl; de mørkeblå øjne gled kort fra den blonde mands ansigt, hen til den anden, hvis kinder havde fået en utrolig rød kulør. Hvad havde han dog sagt til ham? Hånden på låret fik selskab af Aldamar's egen der krydsede over hans arm til hans eget lår, og han nussede det fraværende. 

"Vi spiller' meyer" grinede Mattis, og skubbede de overskudende bægre væk til fordel for et enkelt et, med to terninger. Et enkelt blik på de to mænd afslørede at det var et spil de begge kendte, så uden så meget videre, raslede han første gang med terningerne. Inden at han løftede det, smilede han dog en anelse lumsk. "Og vi spil' om endnu en omgang" bægrets top løftedes, kun for hans øjne at se, og så var de tydeligvis igang. 
Aldamar's øjne funklede en anelse smørret til gengæld, hvilket fik Mattis til at knibe øjnene udfordrende sammen idet at han sendte ham bægret. "Par 5 du!" selvsikker lød han. Åh de kære små. Aldamar tog imod bægret og løftede det på en mindst ligeså udfordrende måde, for med et latterbrøl fra de andre at afsløre sølle 61, og sende det tilbage til ham igen. 

Fra Fabian's modsatte side gled Karl's hoved en anelse på skrå, idet at han med en lille prikken på skulderen prøvede at fange den blonde mands opmærksomhed, fascination over hele ham og hans sfære tindrende i de kønne øjne. Han havde ikke givet helt op, trods den lille snak på vejen derhen. Aldamar syntes jo ikke at sige noget hver gang hans mørke øjne fangede Karl's egne, og han ville ikke mene, at Fabian decideret havde afvist ham. "Så, hvor fandt han sådan en som dig?" 
Tværtimod, var den småberusede mand ret så sikker på sit fine smil der blev sendt efter ordende.