"  Mmmmm..  " brummede Daphnie blot til Jaris kommentar. Det gjorde hende da lidt mere tilfreds, men det ændrede ikke på han allerede havde været sammen med Lukas, og han var klar til at hoppe på Alija også. Bare fordi hun skulle giftes behøvede han da ikke hoppe på alle og enhver når hun var der. Som hånden forsatte dens små bevægelser bed Daphnie sig lidt i underlæben og sank langsomt inden lidt diskret spredte benene lidt. Bare lige en lille smule, så hun kunne mærke bevægelserne lidt bedre. Det var der sikkert ikke nogen der ville opdage. Det ville selvfølgelig hjælpe på at det ikke ville blive opdaget, hvis ikke Daphnie havde fået lidt røde kinder også. 
 Men så trak Jaris hånden til sig, og rejste sig for at gå væk. Et kort øjeblik så hun en smule forvirret ud, da hun ikke lige var klar over hvad der skete, men det gik hurtigt op for hende at Olander havde bedt Jaris om et eller andet. I stedet for at se efter Jaris fladede hun blot lidt mere ud på stolen, og gav sig til at pille ved kruset. Hvis nu Jaris bare blev ved med at pille lidt ved hende, så vidste hun da at han ikke pillede ved andre. 

 Olander og Jaris forlod bordet og Alija og Lukas begyndte at diskutere lidt hvad der var okay og ikke okay i forhold til Jaris. Lukas mente ikke han havde gjort noget forkert, for han fik først at vide bagefter at Jaris var gift, og derfor ville de ikke være okay hvis Alija var sammen med ham, for nu vidste hun at han var gift. Alija fandt det bare ikke fair, hun ville også have det sjovt. 
 " Er du okay, Daffe? Du har været så stille i dag? " Det var Alija, der ikke længere gad diskutere med Lukas. Daphnie løftede blikket fra kruset med et let Hm? inden hun rettede sig op og satte sig ordenligt på stolen.
 " Jaja.. Jeg havde bare en ubehagelig kunde i dag..  " undskyldte hun sig med, selvom det selvfølgelig var langt fra grunden til hun var stille. Alija spurgte straks mere ind til manden, og det blev samtaleemnet omkring bordet mens de to andre var væk.

 Oppe ved baren bestilte Olander seks øl, med mindre Jaris gav udtryk for noget andet, og lænede sig efterfølgende lidt op af baren med fronten mod Jaris. Den ene hånd gled over ansigtet og kløede efterfølgende lidt i skægget, mens han så på Jaris. 
 " Sig mig, Bjork.. Er du virkelig Daffe fætter? " spurgte han direkte, og skævede kort over Jaris' skulder, for at se mod Daphnie. Den ældre herre sukkede kort og så tilbage på Jaris.
 " Ikke fordi jeg skal blande mig i hvad hun render og laver... Eller i render og laver... Men Aksel er en god fyr.. Han elsker hende virkelig.. Jeg så jo helst han ikke blev såret.. " Der var ikke noget truende over hvad Olander sagde, blot oprigtigt omsorg og bekymring. Selvom han var en del ældre end både Daphnie og Aksel holdt han stadig af dem. Så dem nærmest som familie. 

Da Jaris havde rejst sig fra bordet og var gået op til baren for at give Olander en hjælpende hånd, havde han ikke forventet at blive afsløret. Han var helt bestemt ikke god til at lyve, men det eneste han havde gjort, var mere eller mindre at spille med, så godt han nu kunne, på Daphnies løgn om at de var i familie. Hun var efterhånden også rimelig irriteret på ham, og han ville jo ikke gøre det værre. Så han forblev stille i et øjeblik, mens han forsøgte at tænke over hvad der ville være smartest at sige. På den anden side havde Olander trukket ham til side for at spørge, så mon ikke han ville holde det for sig selv, hvis han svarede ærligt?
”Okay, nej. Jeg er ikke Daffes fætter,” indrømmede han og trak let på skuldrende, som om han egentlig gerne ville undskylde, men ikke vidste hvorfor. Hvis han løj nu, ville Olander sikkert kunne gennemskue ham, så hellere sige sandheden fra starten af.

Alle seks øl blev stillet klar på disken og Jaris tog tre af dem med sig, da han vendte sig om og stille og roligt gik tilbage mod bordet. Han havde stået og lyttet lidt med i de andres samtale, bare for at være sikker på de ikke talte om noget de helst ikke skulle tale om. På vej derned så han sig lige over skulderen mod Olander, der gik bag ham med de sidste tre øl.
”Men hvad vi laver, behøver Aksel vel ikke at finde ud af,” sagde han og skyndte sig at vende sig om, fordi han ikke regnede med at Olander ville lade det gå så let. Jaris havde bare ikke set hvor tæt han var kommet på bordet, så da han stoppede op sad de alle og stirrede på ham.
”Oh.. Hørte I det?” Han smilede lidt bøvet og både Aljia, Lukas og Dorian sad og nikkede.
”Såååh… Hvad er det I laver, som Aksel ikke behøver at finde ud af?” Spurgte Aljia og løftede et øjenbryn. Jaris satte de tre krus fra sig på bordet og satte sig tilbage på sin plads ved siden af Daphnie. Han åbnede munden for at sige noget, men kun lidt luft kom ud og så skævede han mod Daphnie. Hvis det var endnu en løgn hun ville fortælle, som Olander jo så uden tvivl ville vide ikke var rigtigt, så skulle Jaris ikke sige noget. Han havde jo ikke noget imod bare at sige sandheden.

 Olander nikkede lidt til det Jaris sagde. Man kunne se på dem, de ikke var fætter-kusine. Olander kunne ikke helt forklare hvad det var, men det var også lige meget. Han havde også synes det havde set lidt underligt ud med deres arm og hænder inden de gik op for at hente øl, men han havde så nok ikke taget helt fejl. 
 " Daffe ser på dig, som Aksel ser på hende.. Det er ikke sådan fætre og kusiner ser på hinanden..  " forklarede Olander sig lidt. Han var ikke sikker på om det sagde noget for Jaris. Det virkede ikke til han rigtig kendte til Aksel ved andet end navn. Et eller andet sted håbede han at Jaris vidste hvad det egentlig betød, men hvis ikke havde Olander ikke tænkt sig at sige noget om det til Jaris. Det var ikke en ting han skulle blande sig i. Det måtte være en ting for Daphnie at sige. 

 Jaris tog halvdelen af øllene og gik tilbage mod bordet. Olander blev stående lidt og så efter ham. Han ville gerne have snakket lidt mere. Fundet ud af hvad Jaris intentioner var med Daphnie. Han ville også gerne finde ud hvorfor Daphnie ville giftes med Aksel, når hun tydeligvis hellere ville have Jaris. Det var dog også en ting han godt var klar over han aldrig ville finde ud af. 
 " Godt.. " Mumlede Olander lidt til Jaris kommentar. Han vidste ikke helt hvad det betød eller hvordan han skulle med det, men han valgte at gå ud fra at det betød at hvad Jaris og Daphnie lavede, ikke ville påvirke Daphnie ægteskab med Aksel. 
 Tilbage ved bordet sad Daphnie og så lige så nysgerrigt og spørgende på Jaris som alle de andre. Jaris og Olander måtte tydeligvis have snakket om et eller andet. Hvad ville hun dog ikke give for at kunne have fulgt med i deres samtale. I stedet måtte hun sidde uvidende med hovedet på skrå og håbe på Jaris sagde noget. Han så dog bare lidt søgende på Daphnie.
 "Hvad?  " lidt det forvirret fra hende, inden hendes blik gled lidt søgende rundt på de andre. Var det noget hun skulle svare på? Blikket gled op på Olander i håb om han kunne hjælpe. 
 " Bare lidt hemmeligt mandesnak.. " sagde Olander med et drilsk smil på læberne, som han satte øllene på bordet. Han var ret sikker på det ikke var det Alija havde hentydet til, men Jaris og Daphnie så lige fortabte ud. 
 " Skål for Daffe og Aksel! " skyndte han sig så at sige, og løftede det ene krus op i luften, efter at have sat sig på stolen igen. De andre løftede grinende deres krus og skålede med, selvom Aljia lignede en der ikke var helt tilfreds med at det var Olander der svarede. Daphnie flyttede undrende blikket hen på Jaris, inden hun også løftede kruset og tog en slurk af øllen. Det var lidt underligt at skåle for hende og Aksel med Jaris ved hendes side. 

Jaris kunne vel sagtens tro at Aksel kun havde bedt om Daphnies hånd i ægteskab, fordi det så pænt ud. Fordi det var hvad der blev forventet af en ung mand, når han fandt en ung, ordentlig kvinde. Det var også hvad han gerne ville blive ved med at tro, men det var ikke helt let efter Olanders kommentar. Daphnie så på ham, som Aksel så på hende og så var det jo ikke svært at gætte resten. Aksel elskede Daphnie, og det var den største grund til at han ville giftes, udover at Albert ville elske at hun havde fundet en god mand. Det var den oplysning Jaris egentlig havde gættet sig til flere gange, men altid skubbet til side, fordi det ikke ville gøre noget lettere for dem. Han kunne blive ved med at ignorere det, fordi han jo aldrig havde fået at vide, at det lige nøjagtig var dét. Fordi han vel godt kunne tage fejl. Men han tog ikke fejl. Olander sørgede for at bryde igennem den allerede revnede væg, som Jaris havde stillet op for ikke at indrømme, at han udmærket godt vidste hvad Daphnie følte for ham. Så det var nemmere at skynde sig væk fra Olander, inden den samtale blev værre.

Selvom hele bordet havde hørt Jaris og dermed også fundet ud af at de vist ikke helt var i familie alligevel, lød det ikke som om Daphnie havde opfanget hvad der var sket. Jaris trak bare let på skuldrene, som hun forvirret spurgte hvad der foregik. Hvis han ikke sagde noget, slap han vel også for en skideballe senere.
”Skål for dem,” spillede Jaris med, selvom Olander da godt kunne se at han ikke gav sig helt hen til den skål. Han løftede stadig sit glas og tog en slurk af den bitre øl. Det var kun Lukas, der ikke skålede med. Han sad og kiggede lidt fra Olander til Jaris, fra Jaris til Daphnie og så tilbage igen. De behøvede ikke at sige noget, for Lukas havde da regnet den ud. Hvad end der foregik mellem Daphnie og hendes falske fætter, så gik det ikke kun ud over den kone, som han stadig formodede Jaris havde, men nu også Aksel, som han selv holdt af.
”Er du okay Lukas?” Aljia rynkede brynene lidt og Lukas skyndte sig at nikke.
”Mh-hm. Ja. Jeg.. er bare nødt til at gå. Jeg havde helt glemt, at jeg har en aftale.” Som Lukas tog sin sidste tår af den helt nye øl og rejste sig, fik alle sagt farvel til ham, inden han forsvandt ud gennem dørene i den anden ende af krostuen. Selvom han ikke kunne vide noget med sikkerhed, så mente han stadig at Aksel skulle vide hvad der højst sandsynligt foregik mellem hans forlovede og en fremmed mand fra Rubinien.

Jaris løftede et bryn og så undrende efter Lukas. Det var jo ikke svært at se igennem hans hurtige og dårlige løgn, inden han havde skyndt sig ud derfra, og hvis det havde været en mulighed, ville Jaris da helt sikkert også have blandet sig i det. Han kunne dog ikke forlade den fulde Daphnie, til fordel for en ung mand han egentlig ikke kendte. Så han rettede blikket mod hende og den nye øl hun havde fået fingrene i.
”Oh, er du sikker på mere alkohol er en god idé?” Hun var rimelig sløret i forvejen og han var virkelig ikke vant til at håndtere spritstive kvinder. Inden han hørte et svar fra Daphnie vendte han sig mod Olander og Aljia.
”Er hun vant til at drikke så meget? Hun er meget lille.” Han havde aldrig forestillet sig at Daphnie ville være i stand til at indtage så meget øl, han var ikke kun lidt bekymret for den lille dame, han var imponeret.
”Er du bekymret, Bjork? Daffe er muligvis uskyldig, måske lidt mindre end vi troede, men hun kan holde til mere end man tror.” Aljia var tydeligvis en af dem der mente at kvinder sagtens kunne klare sig selv.

Det var begyndt at være lidt svært for Daphnie at følge med i alt der skete. Hun valgte derfor at fokusere på Lukas der rejste sig og undskyldte med at han havde glemt han skulle noget. Om det var fordi hun godt kunne gennemskue løgnen, eller fordi hun stadig var en smule fornærmet over hvordan han havde underholdt Jaris, var ikke godt at vide, men hun troede i hvert fald ikke på det. Da han begyndte at gå mod døren, satte Daphnie albuen længst væk fra Jaris på bordet, og støttede hovedet i hånden mens hun så på Jaris. Hun løftede det ene øjenbryn i et lidt flabet udtryk.
 " Du skal ikke med ham? Ud og underholdes igen..? " selvom hun var flabet, der der også noget over hendes tone der sagde hun ikke ønskede at han gik med. Hun holdt blikket lidt på ham, som om hun sad og ventede på hans selv, men det var egentlig bare fordi hun var lidt langsom til at reagere på at sætte sig ordenligt op på stolen igen. 

 Jaris havde nok fat i noget. Mere alkohol var nok ikke den bedste ide for Daphnie, men da hun havde været siddende siden hun hentede øl nummer to, følte hun sig slet ikke nær så fuld som hun nok egentlig var. Derfor så hun lidt falsk forarget over at han kunne finde på at spørge om det, og da han spurgte de andre og sagde hun var lille, daskede hun lidt til hans arm.
 " Hey! Ik' sødt! " klagede hun, med en leende tone i stemmen. Aljias kommentar fik et smørret smil til at brede sig på Daphnies læber og hun blikkede intenst med øjnene i et par sekunder for at spille uskyldig. Det var helt sikkert mere usexet og klodste i virkeligheden end det var i hendes hoved, men det kun hun selvfølgelig ikke se. 
 " Jeg tror vi skal passe på med at antage for meget omkring Daffe.. " Mumlede Olander lidt, der skævede lidt ned til den lille dame der nikkede enigt med ham. Ikke at det var det mest gennemtænkte træk fra Daphnie. Imens havde Aljia flyttede sig hen på pladsen ved siden af Jaris, nu hvor Lukas var gået var det jo oplagt at fylde den tomme plads ud. Hun lænede sig lidt frem mod ham, mens hendes blik var lidt overvejende på Daphnie.
 " Og hvis hun skulle drikke for meget.. Så er jeg sikker på jeg godt kan holde dig ved selskab imens.. " nærmest hviskede hun til Jaris, mens to af hendes fingre langsomt gik op af hans ben fra knæet af. Daphnie lagde ikke mærke til noget, hun havde næsten sat sig med ryggen til Jaris, da hun var gået i gang med at fortælle Olander om den ubehagelige kunde fra tidligere, nu hvor han var væk da de snakkede om ham lige før. Dorian fnøs i stedet over den åbenlyse flirten, trods Aljia havde fået at vide Jaris havde kone. Med en let rysten på hovedet drak han lidt af øllen. 

Jaris havde da hørt Daphnie være noget så flabet før, selvom det alligevel var kommet lidt bag på ham hvor meget på det sidste. Men denne gang var det jo næsten lidt aggressivt flabet. De fleste ville måske finde det lidt fornærmende, men sådan havde Jaris jo aldrig været. Han kunne ikke lade være med at smile over hendes kommentar, måske lidt for meget som om han egentlig overvejede at følge efter Lukas, kun fordi Daphnie selv havde bragt det op. De vidste begge to at han sagtens kunne finde på det, mest for at være virkelig irriterende.
Jaris flyttede straks blikket tilbage på Daphnie, som hun lige daskede til ham over hans kommentar. Hendes efterfølgende forsøg på at se helt uskyldig ud, for det var vel det hun prøvede på? – fik ham til at smågrine, men han forsøgte da at holde det tilbage for ikke at virke alt for led.
”Det tror jeg du har helt ret i,” gjorde han sig enig med Olander, selvom han ikke kunne undgå at tro, at det var ment som en lidt passiv-aggressiv kommentar fra ham. Olander var den eneste der med sikkerhed vidste, at der foregik noget uanstændigt mellem Jaris og Daphnie, eller at der i hvert fald havde gjort.

Inden længe mærkede Jaris et par fingre der lige så stille strøg op ad hans lår. Han ville da lyve hvis han sagde, at han ikke kunne lide det. Han skævede mod Daphnie, der så meget optaget ud i sin forklaring om hvad der var sket mellem hende og kunden fra tidligere, så Jaris rettede sig mod Aljia.
”Virkelig?” Han smilede, lige så flirtende som Aljia og lod da også lige blikket glide hele vejen ned over hende, inden han så mod Dorian der ikke så helt tilfreds ud. Jaris kunne jo ikke lade være. Han vidste at Dorian kun ville blive mere forarget, hvis Jaris rent faktisk handlede på Aljias flirten. Derudover ville han da også gerne se om Daphnie lagde mærke til noget, nu hvor hun næsten sad med ryggen til ham. Hvis ikke, ville hun vel ikke blive alt for muggen, som Jaris lige så stille lænede sig ind mod Aljia.
”Så lad mig da se, hvad du kan.” Han holdt et skævende blik mod Dorian, der næsten blev helt rød i hovedet af forargelse, da Jaris startede et kys op med Aljia og hun glædeligt gengældte det. Han sørgede for at lytte med til Daphnie og Olanders samtale, men kunne til gengæld ikke se det meget dømmende blik Olander sendte både ham og Aljia. Hvad bildte de sig ind?!

 Daphnie var meget optaget af at fortælle og levede sig meget ind i fortællingen med store armbevægelser og ansigtsudtryk. Det var derfor ikke med det samme Daphnie opdagede hvad der skete bag hende. Heller ikke trods Dorians fnysen. Først da Olander blik vigede lidt væk fra samtalen i længere tid, blev hun rigtig distraheret, og hun lagde hovedet lidt på skrå.
 " Hvad sker der? " spurgte hun inden hun vendte sig rundt og så på Jaris og Alija. I et par sekunder sad hun bare og kiggede på dem. Blinkede et par gange som om hun ikke troede hendes egne øjne. Og det gjorde hun vel heller ikke helt, men som hele hendes mave trak sig sammen. Ikke fordi hun skulle kaste op, men fordi følelserne hvirvlede rundt i kroppen på hende, forstærket af alkohollet og jalouxien der havde lagt og boblet i hende hele aften. 

 " Jaris!! " bed Daphnie så skuffet efter ham, da hun endelig kom lidt til sig selv. Hun puffede til ham med begge hænder, med en kraft der fik hende til at miste balancen, og Olander måtte gribe fat i hendes skulder så hun ikke faldt ned af stolen. Daphnie lagde slet ikke mærke til hun ikke havde kaldt ham Bjork, og lige nu  var hun også lidt ligeglad. Hendes hjerte sad oppe i halsen på hende, og hun havde det som om det kunne hoppe ud af halsen på hende at kollapse på bordet hvor de alle kunne se det. 
 Ude af stand til at vide hvad hun skulle gøre med alle følelserne, rejste Daphnie sig hurtigt op og skubbede stolen bagud. Den pludselig bevægelse fik Daphnie til at føle sig svimmel, og hun måtte et øjeblik gribe fat i bordkanten og stod at holdt ved den i et stykke tid. Okay, hun havde måske fået nok at drikke.
 " Jeg går.. Hejem..  " mumlede hun lidt, inden hun tog fat i øllen og kiggede lidt på den, inden hun gjorde det eneste hun følte der var at gøre - hældte den ud over Jaris. Med et hvinende Daffe!? hoppede Alija væk fra Jaris for ikke at få øl ud over sig, mens Dorian sad og grinte lidt over hvordan det hele havde udspillet sig. Olander sad bare og så på Jaris med et skuffet og lidt dømmende blik. 

 Vaklende og slængende begyndte Daphnie at gå mod døren. Hun snøftede lidt mens hun igen og igen, ret sløret, mumlede nogle utydelige ord, der kunne lyde lidt som Dumme Jaris hvis man lyttede godt efter. Tilbage ved bordet lignede Olander en der var klar til at rejse sig, men først sendte han et lidt strengt blik mod Jaris..
 " Har du tænkt dig at følge hende hjem? Ellers gør jeg, men så skal jeg nok sørger for du ikke kommer ind hjemme hos hende igen.. " Olander truede ikke Jaris som sådan, men hvis han hellere ville være sammen med Daphnies veninde, end at sikre sig Daphnie kom sikkert hjem når hun var fuld og tydeligvis følelsesmæssigt påvirket, så skulle Olander nok sørger for Daphnie kom til at se så lidt til hendes fætter som muligt. Aljia sad bare og så lidt forvirret ud over det hele. Betød det virkelig så meget for Daphnie at hendes fætter ikke var hans kone tro? Så sur havde hun da ikke virket omkring det med Lukas.

Som Jaris sad og nussede lidt med Aljia, kunne han ikke lade være med at smile over Dorian, som sad og stirrede direkte ondt på dem begge. Han kunne muligvis ikke se Olanders dømmende blik bag sig, men som han hørte Daphnie vende sig om var han ikke i tvivl om hvorfor. Han forventede en hurtigere reaktion, men da den ikke kom med det samme, fortsatte han da sit kysseri med Aljia. Lige indtil Daphnie skubbede til ham, og han blev tvunget til at trække sig fra kysset. Med et helt flabet smil rettede han sig mod Daphnie. De andre så lidt forvirrede ud i et øjeblik, fordi han lige pludselig blev kaldt noget nyt. Hed han ikke Bjork?

Med lidt snøvlende ord gjorde Daphnie an til at ville gå, lige som Jaris havde forventet.
”Jeg skal nok…” gå med. Mere nåede han ikke at sige, før han blev gennemblødt af det store krus øl, som blev hældt direkte ned over ham. Helt overrasket rettede han ryggen og vendte et noget overrasket blik mod Daphnie. Han var ikke engang sur, det kunne han da ikke være. For det første havde han nok fortjent det, for det andet var han virkelig overrasket over at hun overhovedet kunne finde på det. Han kunne ikke lade være med at smile, næsten grine, hvilket kun fik Olander til at se mere skuffet ud end han allerede gjorde.

Jaris så efter Daphnie som hun vaklede mod døren, helt mundlam. Han rettede først blikket mod Olander da han begyndte at snakke, og så strøg han lige en hånd gennem det lange hår for at fjerne de gennemblødte totter fra ansigtet.
”Jeg vil lade dig blive i troen om at det kan lade sig gøre,” sagde han, for lige meget hvad skulle han da nok komme ind hos Daphnie igen. Han rejste sig alligevel og gjorde an til at forlade dem, men ikke før han lige sendte Aljia et lidt lummert smil, smågrinede da han rettede blikket mod Dorian og til sidst sendte et blik mod Olander, der tydeligvis sagde ’jeg kan ikke gøre for det’. At bebrejde Jaris for at sige ja tak når han blev tilbudt en villig dame, var lige så nytteløst som at bebrejde en mand uden arme for at stjæle.
Derfra forlod Jaris kroen med et spor af øl efter sig, der dryppede på gulvet.

”Daffe, vent,” sagde han lidt højt, som han gik nogle hastige skridt for at indhente hende. Der skulle ikke meget til, som hun sneglede sig afsted i sin fulde tilstand.
”Kom nu, du ved jeg ikke mente noget med det. Du ved jeg ikke kan lade være med at være irriterende.” Nok var hun sur, men han kunne vel stadig hjælpe hende, så han lagde en våd arm omkring hende, så hun ikke skulle koncentrere sig så meget om at gå og muligvis falde. Han kunne stadig ikke få tørret smile af læberne, han morede sig simpelthen for meget over noget, han måske ikke burde more sig over.

 En utilfreds brummen forlod Olanders læber ved Jaris kommentar. Han var udmærket godt klar over, at det ikke ville blive nemt. Især hvis Daphnie virkelig var forelsket i ham, for så var det ikke kun Jaris han skulle holde fra Daphnie, men også Daphnie han skulle holde fra ham. Han kunne gøre sit bedste, holde hende beskæftiges hele tiden. 
 Det blev dog ikke nødvendigt, da Jaris alligevel valgte at rejse sig og gå efter. Dog ikke uden at sige farvel til bordet, på hvad Olander konkluderede var hans måde at sige farvel på. En smule opgivende rystede han på hovedet inden han tog en slurk af øllen. Unge... 

 Udenfor kroen stormede Daphnie hjem. Det mente hun i hvert fald at hun gjorde, men hun var også ret sikker på hun gik helt lige, selvom andre nok ikke ville være helt enig med hende. Da hun hørte Jaris kalde efter hende fnøs hun bare.
 " Jeg troede du havde taravlt med Aljijia.. " mumlede hun tvært og snøftede lidt. Da han kom helt op til hende så hun væk fra ham, mens hun lyttede til hvad han sagde.
 " Du er en nar...  " sagde hun og lænede alligevel hovedet ind mod ham, da han havde lagt armen om hende. Hun havde tårer i øjnene og hendes hjerte gjorde ondt. Hvorfor skulle det også være så besværligt? Det var jo ikke fordi det kom bag på hende at Jaris var sådan. Hun vidste det jo godt, men det gjorde bare ondt når det var lige foran hende. 
 I et stykke tid var Daphnie bare stille. Gik og puttede sig ind til Jaris, en smule irriteret over at han var våd og klistret. Hvorfor var han også det.. Indtil hun fik øje på en gyde. Hun kunne i hvert fald også være vild og gøre ting med Jaris i gyder og baggårde. Hun løftede derfor hovedet og fik sig lidt kluntet viklet sig fra fra hans arm, for at begynde at trække ham mod gyden.
 " Kom!  " hun bed sig lidt i underlæben, og hev lidt hårdere for at få ham til at ham til at følge med hurtigere. Nu skulle hun vise ham, skulle hun! 

Han kunne vel ikke bebrejde hende. Han var jo udmærket godt selv klar over, at han ikke ligefrem havde behandlet Daphnie helt perfekt denne gang, måske nogensinde, og det gjorde det kun værre for hende, at hun virkelig følte noget for ham. Han burde tage hensyn til det, sørge for ikke bevidst at gøre det værre for hende, men Jaris havde aldrig været god til den slags følelser. Nok fordi han aldrig selv havde været i stand til at have dem. Men helt slemt kunne det vel ikke være, når hun alligevel valgte at læne sig ind mod ham.
”Det ved jeg godt, jeg er. Men du ved da at jeg hellere vil have travlt med dig.” Det var ikke kun et lidt vattet forsøg på at få hende til at smile lidt, det var også sandt. Han ville da meget hellere være sammen med hende, end med Aljia. Det var jo bare et kys, når nu hun tilbød.

Grebet om hende blev strammet en smule, så han var sikker på hun ikke ville skvatte ud af hans arm. Det var en del mere klistret end det plejede, men han havde oplevet langt værre, så det generede ham ikke så meget. Stilheden blev brudt, først af Jaris, der udbrød en lidt overrasket lyd, som Daphnie begyndte at trække ham med sig, og så fra hende, der meget bestemt bad ham om at følge med, så det gjorde han.
”Hvad skal vi, Daffe? Jeg troede du ville hjem?” Det så ud til at hun havde kurs mod den mørke gyde, og Jaris var tydeligvis forvirret over hvorfor. Hun ville jo gerne hjem?

 " Godt..  " brummede Daphnie blot lidt til det han sagde, og lod sig trykke mere ind til Jaris da han strammede grebet. Der var dog ikke meget smil at finde på hendes læber, og hun snøftede i stedet lidt igen, mens hun nikkede lidt. Nu var han jo også gået efter hende, og det gjorde hende da også lidt glad, nu han pointerede det, men hun var også bare utroligt såret så smilet var lidt langt væk.

 Indtil hun fik en god ide. Som hun trak Jaris mod gyden, og han kommenterede på, om det ikke var meningen hun ville hjem, bredte der sig en smil på hendes læber. Hun forsøgte at se uskyldig ud, men det slørede blik og lidt skæve smil på grund af hvad hendes plan var, ødelagde det lidt. Hun så sig lidt over skulderen, for at se på ham, men det var lidt for hårdt, og hun vendte sig rundt og gik baglæns mens hun trak Jaris med sig.
 " Det kan vente..  " hun bed sig lidt i underlæben igen, løftede det ene øjenbryn lidt i et forsøg på at se udfordrende på ham, men det var en kort fornøjelse, for da hun ikke kunne se hvor hun gik, og hendes balance var i forvejen ret dårlig, mistede hun fodfæstet og med et overrasket udtryk var hun ved at vælte bagover. Daphnie viftede panisk med den ene hånd, mens hun klamrede sig til Jaris arm med den anden. Hvis ikke det var fordi Jaris greb fat i hende, ville hun være faldet på røven. 
 I stedet for at gå videre ind i gyden de efterhånden var nået hen til, trådte Daphnie helt hen til Jaris, og lod den ene hånd glide op i hans nakke, mens hun havde vippet hovedet op af. Hun kunne godt det her, vise ham at hun var vild.
 " Nu er det vidst også ved at være min tur til at underholde dig.. " Hviskede hun inden hun stillede sig lidt op på tæer, så deres læber kunne møde. Eller næsten i hvert fald, for som deres læber var ved at ramme hinanden trak hun sig væk igen og trak ham igen med, nu længere ind i gyden. Denne gang sørgede hun for at se frem, så hun vidste hvor de gik, ind til hun kom langt nok ind, til at hun kunne trække ham med hen til muren. Hun stillede sig op af muren, og forsøgte så at trække Jaris ind foran sig.

Det her ville helt sikkert gå meget bedre for Daphnie, hvis hun ikke var æskefuld. Som hun vendte sig om og han så hvordan hun kiggede på ham, var han ikke i tvivl om hvad hun prøvede på. Normalt ville han ikke have noget imod det, han ville glædeligt følge med uden en eneste kommentar, men han kunne næsten ikke tillade sig at gøre det samme nu. Hun kunne jo dårligt gå ordentligt, hvilket kun blev bevidst, da Jaris var nødt til at gribe fat i hende, så hun ikke skvattede bagover. Derfra var han egentlig klar på at hun ville droppe sin plan, for hun gjorde ikke an til at fortsætte ind i gyden, men stillede sig i stedet helt tæt ind til ham. Han skulle til at træde et skridt tilbage for at ændre kursen, men lod være da hun hurtigt lagde op til at ville kysse ham.

Han blev snydt for det kys efter hendes lokkende kommentar, som var grunden til at han alligevel fulgte med igen da hun trak ham videre, om end lidt mere tøvende end før. Jaris ville vel ikke være Jaris, hvis han ikke tog muligheden når den var der. Så han lod sig trække ind foran hende og pressede hende længere ind mod muren, da han stillede sig helt tæt ind til hende og startede det kys op, som han blev snydt for før. Det var så fristende at fortsætte, at lade hænderne vandre rundt på hendes krop og pille tøjet af hende. I enhver anden situation ville han ikke have sagt nej, når en anden tilbød sig så villigt til ham, men denne gang føltes det alligevel ikke helt rigtigt. Han vidste jo godt at hun var sur på ham, og at hun kun gjorde det her fordi hun var jaloux over, at han havde gjort det her med Lukas, når det var hende der elskede ham. Så med en lidt sammenbidt lyd trak han sig fra kysset og trådte et lille skridt tilbage.
”Du kan få lov til at underholde mig i morgen. Kom, du skal hjem og sove.” Han var sikker på at hun ikke ville være helt tilfreds med at blive afvist på den måde lige nu, så han skyndte sig at tage fat om hendes håndled, men ikke hårdere end at hun ville kunne trække hånden til sig, og så begyndte han at trække hende med sig ud af gyden. Han gættede på hun ville være endnu mere muggen i morgen, hvis hun fandt ud af at han havde udnyttet hende mens hun var hamrende fuld.

 Et næsten lydløst suk slap ud mellem Daphnies læber, da Jaris pressede hende mere op mod muren og kom helt tæt på. Hænderne lagde sig på hans brystkasse, og gled kælent op af ham og videre om i hans nakke. Kysset der blev startet op, gengældte hun ivrigt, og hun følte helt hun blev blød i knæene, og viklede derfor den ene hånd ind i Jaris hår, for at holde bedre fast i ham. Det kildede dejligt i hele hendes krop, som hun forventede at de skulle gå hele vejen.
 Men så trak Jaris sig væk. Daphnie ved sig lidt i underlæben og så næsten helt spændt på Jaris, så da han sagde hun skulle hjem og sove så hun noget så utilfreds ud. 
 " Jaris..!?  " lød det klagende og en kende skuffet fra hende, og selvom han havde taget fat i hendes håndled, gik hun ikke med. I stedet trak hun hånden til sig, og flyttede begge hænder ned i siden på Jaris, hvor hun greb fat i hans trøje og trak lidt i ham. Hvis han ikke selv flyttede på sig, ville hun træde helt tæt på ham, og se op på ham.
 " Jeg kan sove senere.. " mumlede hun lidt. Det ene hånd slap hans trøje for at glide ind over hans mave og ned mod hans underliv. Den anden slap også hans side, for at tage blidt fast i hans hånd, og føre den op til hendes bryst. Hendes hånd lagde sig oven på hans, og lukkede hånden lidt om den, så han klemte lidt på hendes bryst. 

 Daphnie burde helt sikkert vide bedre, og lytte til Jaris. Hun ville komme til at hade sig selv, hvis hun gik videre med det hun havde gang i, selvom hun et eller andet sted inderst inde måske gik og havde en lille fantasi om det. Det var bare noget andet når det var fordi hun var fuld og kun reagerede på hendes følelser. Lige nu ville hun bare vise at hun var lige meget værd som Lukas og Aljia. At hun også kunne være sammen med Jaris uden at bekymre sig. 
 Hånden på Jaris underliv begyndte at bevæge sig lige så stille, og Daphnie stillede sig lidt op på tæerne, så hendes læbere kom tættere på Jaris' igen. 
 " Du gider jo ikke rigtig vente til i morgen..  " hviskede hun lidt, inden hun bed sig fat i Jaris underlæbe, og trak hovedet lidt tilbage.

Hendes klagende måde at udbryde hans navn på kom lige som forventet. Han nåede dårligt at tage det første skridt bagud for at trække hende med sig, før hun trak hånden til sig og insisterende forsøgte at hive ham tættere på. Han blev stædigt stående, men det fik kun hende til at flytte sig tættere på i stedet og inden længe var hendes ene hånd på vej ned mod hans underliv, og den anden sørgede for at få hans hånd til at lægge sig mod hendes bryst. Det var den der evige kamp med at sige nej når man burde, og det havde Jaris aldrig været god til, så han lod det ske.

Et suk forlod hans læber, som hun begyndte at bevæge hånden mod hans underliv, og der klemte han også selv lidt mere til om hendes bryst. Nej, han gad virkelig ikke vente til i morgen, ikke når hun var så tydeligt villig nu. Det var med et halvt opgivende, halvt irriteret brum, at han fulgte med som hun bed sig fast i hans underlæbe og trak hovedet tilbage, og han sørgede for at læne sig hurtigere ind mod hende end hun trak sig væk, så han igen kunne presse sine læber mod hendes, denne gang langt mere grådigt end før. Med tanken om at det måske ikke ville være så slemt at give efter alligevel, nåede han at tage fat i hendes kjole og hive den næsten nok op til, at han ville kunne trække den helt af hende. Men lige inden han kom dertil, slap han hende igen og trådte væk.
”Arh.. Men det vil jeg åbenbart alligevel.” Han lød lidt irriteret, ikke på hende, men på sig selv. Normalt ville det her ikke være et problem for ham, han ville bare lade det ske, men denne gang var det bare forkert. Så han greb fat om Daphnies håndled igen, denne gang lidt hårdere, selvom hun med et ordentligt ryk stadig ville kunne trække hånden til sig.
”Kom så, vi skal hjem nu,” sagde han bestemt og prøvede endnu engang at hive hende med sig, som han tog det første skridt.

 Et suk fulgte efter Jaris' fra Daphnie læber, da han klemte mere om hendes bryst. Det var dejligt, og fik det til at sitre i hele hendes krop. Som Jaris fulgte med da hun trak hovedet tilbage, trak hendes mundvige sig en smule op af, inden hun mærkede ham presse hans læber mod hendes. Det grådige kys blev gengældt med en lav, tilfreds brummen og hånden der lå oven på Jaris hånd, flyttede sig op i hans nakke, så hun kunne sikre sig at han ikke bare trak sig væk før hun var klar til det.

 Det var et intenst og dejligt kys, lige det hun ville have og det fik det til at kilde dejligt i hele hendes krop og snurre i hendes hoved og underliv. Da Jaris begyndte at hive hendes kjole op, blev hun hurtigt overbevist om at han havde ombestemt sig, og ville gå hele vejen med hende. Derfor lod hun ham også trække væk, og var i gang med at hive kjole det sidste stykke vej, for at få den af. Det stoppede dog brat da Jaris sagde nej igen.
 Daphnie stoppede om og stod et par sekunder med kjole siddende skævt og halvt på vej af. Som om det tog lidt tid før hun rigtig forstod hvad han havde sagt. Med et fnys fik hun et surt udtryk og begyndte at rette kjole så den sad ordenligt. Han ville ikke have hende. Han ville sikkert bare have Aljia og det var derfor han ville have Daphnie hjem. Så hun ikke ville forstyrre dem.
 Jaris tog fat om Daphnies hånd og gjorde an til at gå og hive hende med sig. Daphnie fulgte dog ikke med og hev i stedet hånden til sig og før hun nåede at tænke en eneste tanke, blev hånden svunget igennem luften og placeret med et hårdt klask på Jaris kind. Daphnies underlæbe bævrede lidt som hun vendte sig rundt og begyndte at gå væk mens hun snøftede. Hun nåede dog ikke særligt langt, før hun trådte lidt skævt ned på en brosten, hvilket fik hendes ene knæ til at give efter under hende, og hun kollapsede lidt og lod sig falde til jorden med et lavt hulk. Hun var træt og ked af det. Hvorfor ville Jaris ikke have hende? Var hun ikke god nok? Var hun ikke vild nok? Eller pæn nok? Med hænderne mod jorden og siddende lidt med knæene til siden, sad hun bare med hovedet lidt hængende og snøftede, mens tårerne løb ned over hendes kinder. Det gjorde ondt inde i hendes bryst. Som om noget klemte om hendes hjerte. Hvorfor havde hun det sådan her?

Jaris valgte endnu engang at lytte til den samvittighed, som han ellers havde formået at ignorere så godt de sidste mange århundreder. Han blev til gengæld også hurtigt mindet om hvorfor det var lettere at ignorere den, at lade tingene ske som han eller en anden ville have i øjeblikket, som hånden smældede direkte hen over hans kind. Han måtte dreje hovedet til siden som hånden ramte, og han blev stående sådan lidt efter. Stirrede stift mod jorden og bed tænderne sammen, som han alligevel blev bare lidt irriteret. Generelt havde han intet imod at tage et slag, han provokerede ofte selv til det, men at tage imod en syngende lussing for at passe på en anden, var ikke det værd.

Ud af øjenkrogen så han Daphnie vende sig rundt og begynde at gå. I et øjeblik var det fristende bare at lade hende gøre det, lade hende forlade ham i frustration over, at han for en gang skyld havde sagt nej til at være sammen med hende. Men hun nåede ikke langt, før hun skvattede og endte på jorden. Han måtte minde sig selv om hvorfor hun reagerede sådan, og samtidig stikke sig selv med tanken om, at det lige nøjagtig var grunden til han ikke lod sig selv indse hendes følelser for ham. Fordi han ikke var sikker på hvordan han ville ende med at reagere, om han ville ende med at gå derfra og aldrig vende tilbage. I stedet var det næsten det modsatte, for det gav ham kun lyst til at blive endnu mere, selvom de begge godt var klar over at han ikke ville kunne gengælde hendes følelser.

I et kort stykke tid lod han Daphnie sidde og hulke, inden han endelig tog sig sammen til at gå over til hende. Han sagde intet, for han var sikker på at ingen ord ville hjælpe alligevel. Han satte sig ned på hug ved siden af hende og tog fat om hendes ene arm for at føre den over hans skuldre. Selv lagde han en arm omkring hende, så han kunne løfte hende nok til at kunne få den anden arm under hendes ben og løfte hende fra jorden, hvis hun altså lod ham. Så kunne han rette sig helt op og begynde at gå hjem.

 Det føltes som om Daphnie sad på jorden helt alene og forladt for evigt. Hun var næsten sikker på Jaris var gået sin vej. Gået tilbage til kroen for at forsatte hvad Daphnie havde afbrudt med Aljia. Hun følte sig så ulidelig træt, og var nærmest klar til at ligge sig på jorden, lige der hvor hun sad, og bare sove. Måske det hele ville være bedre dagen efter? 
 Der gik selvfølgelig ikke lige så længe som Daphnie følte, før Jaris sad på hug ved hende, og gik i gang med at flytte hendes kropsdele. Daphnies lod ham bare og nød for en stund at der var helt stille. Armen Jaris ikke flyttede på, lagde Daphnie selv om hans nakke, så hun nemmere kunne trykke sig ind til ham, og lod hovedet begrave sig lidt ind mod hans hals med et snøft. Hendes øjne lukkede sig i, og i et lille stykke tid, hang hun bare og nød hans duft, glad for han ikke havde forladt hende.

 " Min hånd gør ondt.. " brød Daphnie stilheden med, inden hun åbnede øjnene og så op på Jaris med panden rynket lidt. Det var først nu det gik op for hende at hun faktisk havde slået Jaris. At hun havde gjort Jaris ondt. Overlæben begyndte at bævre lidt igen.
 " Undskyld..  " lød det så en smule grådkvalt fra hende, inden hun pustede på Jaris' kind, der var vendt mod hende. Det var selvfølgelig den modsatte kind end den hun havde slået, men det tænkte Daphnie ikke over. Hun løftede hovedet lidt op, så hun kunne give kinden en masse undskyldende kys, inden hun snøftede lidt.
 " Du må ikke hade mig.. " hviskede hun en smule tøvende, som om hun var bange for at sige ordene. Hurtigt kyssede hun kinden igen, og pustede på den, inden hovedet blev lagt ned mod hans skulder igen, næsten næsten trykket helt ind mod hans hals. Hun snøftede lidt igen, og i et øjeblik var Daphnie stille igen, men det varede ikke længe. 
 " Jeg kan ikke lide Aksel..  " mumlede hun stille, med et lidt trist udtryk over sig. 

Nu var det meget lettere. Når Daphnie ikke desperat forsøge at komme i bukserne på ham, hvilket ikke havde været let at sige nej til, og når hun ikke gjorde alt for at kæmpe imod, når han havde prøvet at få hende med sig. Det var jo ikke fordi han ikke ville kunne tvinge hende, men det var netop det, han gerne ville undgå, og det lod til at have virket, for nu fik han lov til at tage hende med sig. Heldigvis var hun en lille kvinde, så det var ikke et problem at bære hende det korte stykke hjem.

Jaris lagde godt mærke til alle de blikke, som samtlige fremmede sendte dem, når de passerede. Han var sikker på at det nok skulle blive tilføjet til de mange rygter, og sikkert også fordrejet til at være noget helt andet, end det egentlig var. Selvom Jaris ikke kunne lade være med at smile lidt over hendes kommentar, kunne han stadig ikke holde sig fra lige at komme med et par flabede ord igen;
”Det beklager jeg, næste gang må du finde et blødere sted at ramme.” Det var ikke ondt ment, for han vidste godt, at han havde fortjent det. Men det betød ikke at han ikke var blevet irriteret over at få en lussing, når han kun prøvede at være flink. Smilet bredte sig dog kun mere efterfølgende, som hun gav sig til at puste og kysse på den forkerte kind.
Som hun trykkede hele ansigtet ind mod hans hals, vendte han hovedet til at kunne hvile kinden mod det krøllede hår. Det var den eneste måde han kunne give hende noget der mindede om et kram lige nu.
”Jeg hader dig ikke,” mumlede han tilbage. Det kunne han ikke.

Stilheden varede ikke længe og Jaris nåede lige til døren, som Daphnie mumlede om Aksel. Han måtte stille hende ved siden af sig, men stadig helt op ad hende, så hun ikke ville vælte. Hvis Daphnie skulle låse op ville det sikkert tage dem en evighed at komme ind, så Jaris fik snuppet nøglen fra hende og åbnet døren.
”Hm… Ville du mene, at du har drukket nok til ikke at huske noget i morgen?” Inden han kunne kommentere som han ville på hvad hun havde sagt, måtte han lige vide om hun ville huske noget dagen efter, selvom hun selvfølgelig ikke ville kunne være sikker alligevel. Nogle ting var bare lettere at sige, når det ikke fik nogle konsekvenser.

  Det var lidt som om luften var feset ud af Daphnie, og hun var helt rolig igen. Ikke at det betød hun var i helt godt humør, nej, hun var stadig trist og følte sig lidt tilsidesat og ligegyldig, men Jaris var blevet ved hende. Havde valgt hende, og det var det vigtigste lige nu.
 " Okay..  " mumlede hun lidt, da han sagde hun måtte ramme et blødere sted næste gang. Det måtte hun huske! Det lød som en meget god plan! Hvis man så bort fra Daphnie nok ikke ville slå ham igen. Hun kunne ikke lide at slå. Hun var bare blevet så frustreret over han ikke bare ville have hende, at hun ikke vidste hvad hun ellers skulle gøre.  En let, tilfreds brummen forlod hendes læber, da Jaris lagde sit hoved lidt ned mod hendes, og et lille smil gled over hendes læber, som voksede lidt mere da han sagde han ikke hadede hende.
 " Godt.. For ellers døøør jeg..  " kommenterede hun, noget så dramatisk, men der var ikke meget i hendes tone, der sagde hun lavede sjov.

 Daphnie havde det lidt som om hun var en klat gele, der gled ned af Jaris da han slap hende lidt, så hun komme ned at stå nogenlunde selv. En tanke der fik hende til at fnise lidt, mens hun bare stod og lænede sig godt ind til Jaris. Hendes hænder var stadig rundt om hans hals, ind til det gik op for hende de jo egentlig var nået hjem til hende, og den ene hånd slap ham, og fandt vej til lommen. Forsat fnisende skulle hun til at give sig i skud med at låse døren op, men Jaris tog nøglen fra hende. Det var nok også meget godt. Hun kunne alligevel ikke nå låsen og hun gad ikke rigtig flytte sig. Hun stod jo egentlig meget godt. 
 Blikket blev flyttet op på Jaris, og hånden der før havde nøglen, flyttede sig op til hans hår, som hun aede på en lidt akavet måde. I et godt stykke tid lød der en overvejende Hmmmmmmmm fra hende, inden hun trak på skulderne.
 " Du lugterer som en der har dvåkket nok til ikke at kunne huske njoget..  " fnes hun så lidt, og havde tydeligvis allerede glemt at hun havde hældt det meste af en øl ud over ham. Daphnie havde ikke rigtig tænkte sig at gå nogen stedet lige nu, hun stod utroligt godt. Så ville Jaris have hende med ind måtte han flytte på hende.

Det var jo egentlig ment som en lidt spydig kommentar, men det det kunne vel ikke komme bag på ham at det overhovedet ikke var sådan Daphnie tog det. Ikke at han nogensinde regnede med at blive slået af hende igen. Han havde aldrig set hende være så frustreret før, og gik heller ikke ud fra at det ville ske igen, medmindre hun drak så meget en gang mere. Det var alligevel lidt imponerende hvor meget alkohol der kunne være i den lille dame, og at hun stadig var mere eller mindre i stand til at stå på benene. En let latter forlod hans læber, over hendes noget dramatiske kommentar. Hvis det var tilfældet, måtte han da hellere sørge for altid at kunne lide hende, men det blev vist heller ikke noget problem.

At åbne døren var ikke en helt let opgave, når han var nødt til at manøvre armen forbi Daphnie, der misbrugte muligheden for at læne sig op ad ham, næsten hænge på ham. Men døren gik op og nøglen blev lagt i hans lomme, så han ikke skulle slås med at finde hendes.
”Ja, det er mærkeligt, hva?” Den tykke tone af sarkasme dryppede af hans ord, for han lugtede ikke kun stadig af øl, han var også kun blevet mere klistret end tidligere, nu hvor den havde fået lov til at tørre lidt. Siden hun ikke engang kunne svare på et simpelt spørgsmål, gættede han heller ikke på hun ville huske meget dagen efter, men inden han sagde hvad han ville, måtte han få hende med ind.

Så Jaris lagde begge arme omkring hende og løftede hende let fra jorden, så han kunne slæbe hende med indenfor. Stadig med armene omkring hende lukkede han døren bag sig med en fod.
”Okay, Daffe. Jeg stiller dig lige her ved sengen, så jeg kan få tøjet af dig.” Det var overhovedet ikke ment den mindste smule perverst, hun skulle bare ikke lægges i seng med halvfugtigt tøj, fordi øllen fra hans våde skjorte var klæbet sig sammen med hendes, da han bar hende hjem. Lige så forsigtigt stillede han hende på gulvet og så slap han langsomt sit greb om hende.
”Kan du stå selv?” Han måtte vel hellere være sikker, inden han slap hende helt.