Noah klemte læberne lidt sammen, med et let løft i den ene mundvig. En kort grimasse af en lidt utilfreds teenager, som hurtigt fandt professionelle og anstændige træk frem. Det virkede helt ærligt som om han blev lidt snydt. I hvert fald for en viden, der kunne gå hen og være utrolig væsentlig for ham! Hvorfor måtte børn ikke vide hvordan børn kom til? det kunne næppe være noget grusomt.. så ville der vel ikke komme flere.
Knægten løftede et øjenbryn og så kort skeptisk på Fyrsten. "Nå.." erfaren kvinde.. havde hun så mange børn? Det lød meget mærkeligt for ham. Hvad skulle han dog bruge hende til. Desuden, var det ikke ret meget kvinder kunne lære ham, dét var han helt sikker på.

Hans blik blev derimod en anelse mere interesseret ved talen om at blive introduceret til nogle jævnalderne. Omend det nok ikke lige var piger han havde allermest lyst til at bruge tiden sammen med. "Det ville glæde mig herre fyrste!" ganske oprigtigt faktisk. Det kunne jo være, de også ville introducere ham for deres brødre også, så der var noget mere intelligent og interessant selskab.

Sephyran sukkede indvendigt ved synet af det lettere trodsige blik i Noahs øjne. Ah ja, når man var i den alder, så troede man ganske vidst, at man ejede hele verden. Han kunne dog godt tænke sig, at hans egne sønner og Noah ved lejlighed kunne mødes .. især Darkhan kunne have godt af selskabet, mente han.

"Fantastisk! Jeg tager ofte flere fra familien med til de Nordlige egne som Dianthos, når der foregår større begivenheder .. og ellers kan du måske overtale familien til at aflægge et visit i Balzera? Lidt sol kunne utvivlsomt gøre dig godt.." Brummede han, men med venlighed i stemmen. Han kunne bestemt se potentiale i knægten.

"Mine tvillingedrenge er ikke meget ældre end dig, så I kunne utvivlsomt også have fornøjelse af at mødes.."

Noah kunne ikke undgå at lyse lidt mere op ved tale om at han kunne komme på besøg, eller at Kazimi familien ville aflægge Dianthos et besøg. At kalde det Nordlige egne, var måske lige i overkanten ifølge Noah, men han kommenterede ikke på det. Det var trods alt nord på for Fyrsten af Kazimi, ligesom Dianthos var sydpå for Noah selv.
"Jeg skal gøre mit bedste! Det kunne være ikke mindst lærerigt for os alle sammen" så kunne de få lov at se hvordan et fyrstedømme skulle styres. Hvor kvinderne kendte deres plads og mændene fik lov at bestemme. Heldigvis var det jo Noah selv der engang skulle være fyrste. Han skulle nok få rådet bod på det hele.

Noah nikkede, og forsøgte virkelig at styre sin ivrighed. "Det tror jeg bestemt! Jeg er sikker på at de vil være fornuftigt selskab" Håbet var tændt i drengen om at få nogle venner. Jævnalderne og ligesindede. Han havde ikke været alt for heldig i Dianthos indtil videre.

Alt nord for Rubinien var nordlige egne i følge Sephyrans overbevisning. Områder som Turmelinien, hvor Noahs familie stammede fra, var lige lovlig nordligt for hans smag - der var simpelthen alt for koldt. Hvordan skulle man ligge i solens varme og nyde forfriskninger, når ens tænder klaprede?

Det var ikke ualmindeligt, at han truede sine børn med at blive sendt om til Erneyllerne, hvis de ikke opførte sig ordentligt, men det behøvede den unge knægt foran ham naturligvis ikke at få at vide..

"Jamen i så fald vil jeg introducere dig til dem ved næste lejlighed.." Klukkede Sephyran. "Og vi må endelig sørge for, at I får lejlighed til at komme forbi Balzera en dag. Det er en ganske vidunderlig by, men du skal opleve den med egne øjne.."

Fyrsten rejste sig og fik styr på sine mange silkegevandter, inden han bøjede hovedet høfligt mod den unge Noah. "Vi ses utvivlsomt snart. Og husk hvad jeg har fortalt dig om kvinder.." Sagde han klogt. Det lød som om, at han var kølet ganske ned nu - ingen grund til at han spildte sin tid på at tænke mere over tåbeligheder som Clara af Erneyll. En skændsel, som de alle gjorde sig klogest i at ignorere, tænkte han for sig selv, som han bød drengen afsked og gik videre ned ad paladsgangen.

Noah kunne ikke lade være med at smile og nikkede begejstret til fyrstens ord. Dette var folk for ham, og hvor han så sig selv passe ind. Varmen kunne man vænne sig til! Desuden gad han heller ikke selv al den sne, og vandring ud i skoven. Det var simpelthen tjenerarbejde! "Det vil jeg glæde mig rigtig meget til Deres højhed"

Noah rejste sig og bøjede sig endnu dybere for fyrsten for at vise sin respekt for den fornemme herre, som han tydeligt så op til. Et perfekt forbillede for ham. "Det vil jeg sent glemme" hvis aldrig. Han havde jo fuldstændig ret. Tænk at han havde tilladt sin grankusine at have den magt over ham, at han skulle hidse sig op. Hun var tydeligt ikke det værd.

Noah blev stående tilbage efter at havde budt afsked med fyrsten, og kiggede ud over udsigten fra paladset. Et lumsk smil var at finde på drengens læber. Der var ingen grund til bekymring.