Frejdis hostede som røgen nåde op i hendes luftlag, men holdt det under kontrol. En kriger kunne ikke miste besindelsen over sådan lidt røg! Det var næppe værre end ørkenens sandstorme.

Frejdis gik efter lyden, af den kriminelle og Kastanjes kald. Hun undgik med nød og næppe at træde på ham ved et uheld. Det skulle gøres med overlæg.
"Godt arbejde Kastanje" kaldte minotauren tilbage, som hun satte sin klov på mandens knæ, og lagde vægt på. Hun var godt træt af alt det her pjat med røgbomber nu, og den lille lort skulle ikke tro han kunne stikke af nogen steder!
Frejdis bar ikke navnet 'knæflækker' for ingenting, og hun var sikker på Sergenten ikke ville så meget som løfte et øjenbryn. Manden havde trods alt truet hende på livet.

Trykket på knæet lettede kort, som noget gik ind i Frejdis ben. Hun greb det, og selvom røgen gjorde det svært at se, var hun ikke i tvivl. "Brød?! Vi bliver angrebet af BRØD!!!"

”Frejdis, Frejdis! Jeg tror jeg har ham,” lød en lille stemme. Røgen gjorde det besværligt at se noget, hvilket havde været formålet, men Jed ænsede en skikkelse på hans krop inden smerterne gjorde ham svimmel. En lille skikkelse. Var det den lille person der havde gjort så meget skade på ham? Jed forstod ikke hvordan det kunne lade sig gøre.  

Endnu en skikkelse kom til syne i røgen. Minotauren var ankommet og tårnede sig over Jed som et bjerg. "Godt arbejde Kastanje" hørte han inden en smerte brød frem i hans knæ. Det føltes som om en høstvogn langsomt var ved at kører over hans knæ, men netop som han troede at knæet ville flække, lettede trykket efterfulgt af minotauren der råbte: "Brød?! Vi bliver angrebet af BRØD!!!"

Jed var stadig for afkræftet til at kunne gøre noget, så han måtte forsat samle kræfter og vente på en chance til at stikke af.

Kelpie havde fundet et lille stykke klæde frem, som hun havde trukket op over mund og næse. Hendes øjne løb stadig en smule vand på grund af røgen, og hun måtte blinke et par gange for at få et klart syn. Det kunne være ganske smart at skaffe sig sådan nogle røgbomber, konkluderede hun, hvis man hun fik sig en maske og et par beskyttelsesbriller. Det lavede tydeligvis langt mere rav i den, end den trillende ost ville have været i stand til..

Gad vide, hvad der i øvrigt var blevet af den.

Hun kunne ikke helt undgå at en lille gnækken undslap hende, som råberiet om brødet begyndte. Hun satte af fra bordet og baskede med vingerne for at flyve hen langs loftet, mens hun så kaoset udbrede sig nedenunder. Minotauren havde fat i knæet på et menneske - sikkert ham der havde smidt røgbomberne og nu måtte tage skylden for hele redeligheden..
Det gjorde ikke Kelpie spor. Hun kunne ikke fordrage mennesker. 

Mens hun sneg sig langs loftet hen mod døren, var brødene begyndt at trille i vildskab på gulvet. Hun havde ikke givet dem en ny ordre, så de gjorde lidt, hvad der passede dem.

Et arbejde veludført. Det var i hvert fald hvad Kastanje sagde til sig selv, som manden ikke fik rykket sig meget ud af flækken. Røgen var dog stadig var tyk til at hun kunne se igennem den, selvom en stor skikkelse kunne anes, men at manden havde en fritte? Ja, det måtte guderne trods alt vide. ”I lige måde Frejdis,” sagde hun stolt, inden at noget mere finurligt skete... brødene angreb.

Kastanjes øjne blev store, men hun lettede fra manden, og tog sit sværd frem fra sin skede. Den var næppe stor nok til at gøre meget skade, men en modstander som en brød? Det var mere i Kastanjes liga. ”Jeg tager mig af brødene, hvis du sørger for tyven!” sagde hun og fløj op, for derefter at dykke ned mod brødene, som Frejdis havde udpeget. Hun kunne dog ikke se hvor mange der var, og de rullede rundt, fjollet som de var, men hun skulle nok holde dem på afstand af Frejdis. Hun var alligevel også den eneste af de to af dem som kunne slæbe tyven med til arresten. 

((Jeg tror vi er forvirret omkring hvor vi er. For Jed og Frejdis gik aldrig ind i butikken. Jeg antager mig at noget af brødet er stukket ud af døren til dem))

"Gem noget af det til mig! Jeg er totalt udhungret efter alt det her hårde arbejde!" grinede Frejdis efter Kastanje. De havde fanget tyven og alt var godt. Nu skulle de bare rydde op og få scenen lidt under kontrol, men når den tilbageværende fjende var brød, burde det lige være til at klarer.

Frejdis ventede lidt, med kloven solidt mod tyvens knæ, til røgen begyndte at lette. Der var ingen grund til at stikke hoved ned hvor hun ikke kunne se en pind, og hun var ret selvsikker i, at hendes fange ikke slap fra hendes.. Eller gik nogen steder generelt lige foreløbig. 

Da det var til at se noget igen, lænede Frejdis sig ned, forsigtig med ikke at knuse guttens knæ helt. "Hvis du opfører dig pænt, gør jeg dig ik' til en krøbling". Ordrene var halvt løfte, halvt advarsel, som Frejdis greb fat om hans arm, og løftede kloven fra hans knæ, for at vende ham om på maven, og sætte håndjern på ham. "Og måske kan et par uger i brummen for dig til at genoverveje den bestikkelse til en anden gang" gnækkede minotauren. Frejdis bevægelser var hårde og tog ingen hensyn til sin fanges komfort. Hun lød næsten til at gøre det lidt hårdere end nødvendigt, bare fordi hun kunne.

Frejdis humør var højt. Med håndjernene på var alle magiske evner lukket ned, og hvis det skulle lykkedes tyven at slippe fri, og gøre andet end at humpe væk, så kunne Frejdis stadig trækker ham tilbage med sin egen evne.

Da minotauren lænede sig på knæet af Jed udstødte han et par støn af smerte. Han havde lyst til råbe på grund af smerten, men bed den i sig. Han ville ikke give byvagten den luksus. "Hvis du opfører dig pænt, gør jeg dig ik' til en krøbling" lød det fra byvagten, hvorefter et lille smil kom til syne i smerten. Hans knæ gjorde ondt og byvagten havde fanget ham, men derfor fandt han det stadig en smule komisk. Byvagten vendte ham om på maven for at lægge ham i håndjern "Og måske kan et par uger i brummen for dig til at genoverveje den bestikkelse til en anden gang". Jed kunne intet gøre nu hvor han var lagt i håndjern... Lige bortset fra at tale.

"Så vidt... jeg husker..." fik han langsomt fremstammet igennem smerten "Har jeg kun givet dig en advarsel... Jeg havde ikke lyst til at skade dig." ordne begyndte at glide lettere, men smerten var stadig tilstede. Et lille smil kom igen til syne "Nu du nævner bestikkelsen... Gad vide hvad de andre byvagter vil tænker, hvis de hører at du nær tog imod bestikkelse" Jed løftede et øjenbryn mod minotauren "sådan en byvagt kan blive opfattet som en vendekåbe". Jed gjorde intet yderligere, men ventede blot på at se reaktionen.

(Går ud fra, at håndjernene forhindre Jed i at få adgang til de ting han smugler på sig. Han har dem stadig. han kan bare ikke få adgang til dem)  

Kelpie standsede ved døren, hendes små alfevinger holdende hende oppe. Lyden af den anden alfestemme, der udfordrede brødene, gjorde hende nysgerrig og hun blev hængene for at se slagsmålet. "Angrib!" Kommanderede hun mentalt ét af de lange flutes, der omgående gjorde et udfald forsøgende at slå byvagtsalfen i hovedet. De andre brød fortsatte med at rulle lidt tilfældigt.

Kelpie havde ingen intentioner om at rigtig gøre skade på den anden alf, men det var godt at se, hvad hun var lavet af, hvis hun på et tidspunkt skulle forsøge at få hende over på sin side.

I mellem tiden skottede hun lidt smånervøst til minotauren, der havde fået godt fat i den anden tyveknægt. Hun ville helst ikke ende i hænderne på dét kvindemenneske, for så var gode råd vidst dyre. Svævende lidt nærmere mod døråbningen vendte hun igen opmærksomheden mod brød-kampen.

Kastanje kom med et højt grin, da Frejdis nævnte at hun skulle gemme noget at brødene til hende. ”Det skal jeg nok gøre,” kaldte hun højlydt, inden hun prøvede at fægte med de store brød. Hendes sværd var næppe stort nok til at skære brødet i stykker, men hun kunne slå dem lidt til siden, så de fik overbalance, især da de ikke var så fokuseret på at angribe hende til at starte med, indtil et begyndte at blive aggressivt.

Hun blev slået lidt til siden, og var lige ved at falde, og måtte derfor lande på jorden, så hun ikke blev væltet ud af luften. Hun pustede sig lidt op, inden hun forsatte med at kæmpe mod det. Det var ikke ofte hun faktisk udnyttede hendes forholdsvise gode våbenkundskaber.

At den kriminelle og Frejdis snakkede om bestikkelse, nåede dog ikke de spidse alfeører, hun havde for travlt med at beskytte dem alle sammen.

Frejdis fnøs af den kriminelles forsøg på at true hende igen. "Det bliver dit ord mod mit... og min kollegas" svarede hun bare tørt og selvsikkert. Han skulle finde på noget bedre hvis han skulle få nogen til at tvivle på minotaurerns loyalitet, hvor blakket og manglende den end var i virkeligheden.

"Kastanje, du har styr på det her" erklærede Frejdis, som hun samlede sin fange op, og smed ham over skulderen uden at anstrenge sig synderligt. At gutten raslede en smule som hun flyttede ham, tog hun sig ikke synderligt af. Han skulle bare smides i arresten, og så var han nogle andres problem derfra.

Trods Frejdis egne trusler som straf, så krævede de at hun lavede papirarbejdet, og med mindre Kastanje gjorde det, var det mere sandsyndligt, at den kriminelle bare endte med at bruge et par dage i arresten, til nogen opdagede at ingen helt viste hvad han sad inde for, og derefter blev sat fri igen.

Frejdis forlod gerningsstedet, greb et brød der var ved at snige sig ind på Kastanje som en snack, trampede på et 2 andre på vejen ud, og overlod oprydningsarbejded til sin kollega. Minotaurerns blik var så rettet nedaf, at hun slet ikke så den anden alf der var til stede. 

Der var ikke meget Jed kunne gøre. Han var udmanøvreret på alle kanter, minotauren havde lagt ham i håndjern, han havde smerter i kroppen, han havde ikke adgang til sine kræfter og sandsynligheden for at nogen ville tro ham var heller ikke særlig stor. Han var stort set blevet reduceret til en levende sæk kartofler på nuværende tidspunkt. Og dette blev kun tydeligere, da minotauren kort efter kastede ham op på skuldren og forlod området med ham.

På vej væk undrede Jed sig. Havde der været en tyv i ostehandleren eller kunne det være en kunde, der havde fortryllet ostehjulet? Han ville nok aldrig finde ud af det. Det eneste han ville finde ud af, var hvad for noget mad der ville blive serveret i arresten.   

Da minotauren greb fat i mennesket, så kunne Kelpie godt se, hvad klokken var slået. Det var om ikke at blive for længe på gerningsstedet, og hendes brød var ikke ligefrem den store modstander til byvagten. Et par slag af vingerne bragte hende op under loftet, hvor resterne af røgbomben var ved at aftage. Det var ikke voldsomt svært for hende at snige sig ud af døren.

Som hun fløj, kastede hun et kort blik over skulderen mod den anden alf. Øjnene var fyldt med nysgerrighed og spørgsmål: hvorfor ville en af hendes slags tjene byen på dén måde? Vi kommer til at mødes igen, lille byvagt ... !

Som Kelpie havde forladt forretningen, gik der ikke længe, før brødene igen faldt til ro. Ostehjulet var for længst trillet af sted, og det var ikke godt at vide, hvor det var endt, men som spetaklet var stilnet af, tittede ostehandleren forskræmt ud fra baglokalet, hvor han havde taget tilflugt, da butikken blev stormet. "Er .. hvad .. Hvad skete der?"

Kastanje vendte sig om mod Frejdis, i hvert fald et kort øjeblik, og ignorerede brødene. ”Javel Frejdis! Vi ses derhenne!” kaldte hun, inden at hun endnu engang fokuserede på brødene der angreb hende i vildskab.
Heldigvis blev de dog trætte med tiden, og da de endelig havde lagt sig kunne hun flyve op igen og strække sig inden at ostehandleren endelig kom ud. Røgen havde efterhånden lagt sig.

”Ja, undskyld mig,” var hun dog hurtig til at sige og vinkede til ostehandleren, og fløj over foran ham. ”Ja, hernede,” sagde hun og fik endelig øjenkontakt med ham, inden hun fandt sin notes bog op. ”Det virker til at både en tyv og nogle brød angreb butikken. Hvad kan du sige om hændelsen? Så du om der var andre der kunne være i ledtog med dem?” spurgte hun, for hun skulle gøre sit arbejde. Ikke at ostehandleren så mindre forvirret ud.