Heldigvis var Arya næsten immun over at blive nedstirret. Hun stod fast, mest fordi hun nægtede at bukke under, bare fordi hendes storebror var i dårligt humør og mente at han kunne gå og luske med tingene, til trods for at ikke var godt for nogen at det skete. Desuden, så kunne Arya også være mere behjælpelig hvis hun vidste hvad der foregik, selvom Aldamar selvfølgelig aldrig havde haft behov for sin lillesøsters hjælp.

Fabian. Navnet sagde ikke Arya noget, men man kunne næsten se hvordan hendes egne mørkeblå øjne glimtede lidt ved den nye information. Hun kunne ikke gøre meget med den, men lagde den alligevel i baghovedet, så hun kunne huske det senere.
Hun tog en hånd op til munden, måske lidt for at skjule smilet der spredte sig på læberne af hende, da hun hørte præcis hvor meget denne Fabian åbenbart berigede Aldamars liv. Hun fandt det lidt bedårende, og var også godt klar over at nu var nok et godt tidspunkt ikke at grave efter flere oplysninger. Hun var allerede kommet på flere ting de nok gjorde, som hun helst ikke skulle høre om.
”Det var alt hvad jeg gerne ville vide,” sagde hun, selvom smilet var lidt for stort. ”Jeg håber du sørger for at hvad I laver ikke kommer indenfor vores kære moders hørevidde.” hun var ikke sikker på hvordan deres mor ville tage det, men siden det ikke var noget man snakkede om, så nok ikke alt for godt. Med mindre hun bare ikke ville... snakke om det. 

Overraskels overtog et kort sekund Aldamar's ansigt, da det virkede og lød til at det faktisk... var alt hvad hun gerne ville vide. Virkelig? Så nemt? Han havde måske også overdramatiseret det en anelse i sit hoved, hvordan at det her ville blive talt om - hun havde virket en anelse for invisteret i at grave, og havde ikke virket til at kunne tage det bare en grad af seriøst. Sidstnævnte noget der tydeligvis stadigvæk var svært for hende, da hun med en hånd måtte prøve - virkelig dårligt forsøg i øvrigt - at skjule munden bagved hånden. 
Et løftet øjenrbryn fulgte hendes ord, og irriteret noterede Aldamar hvordan at det nok... ikke ville ske, at han delte ting med Arya igen. Ikke fordi at det her var helt frivilligt, men også bare generelt. Han brød sig ikke om tonen de ord kom med, selvom de nok var velmente. Indenfor mors hørevidde? Så hun ham som værende dum, siden at hun følte behovet for at påpege det åbentlyse? 

Aldamar's smalle øjne kiggede væk. "Lad værd med at bland dig. Det er ikke dit bord at dække op til, eller rydde af, Arya" prøvede han igen at slå fast. 
Tingen var nemlig.... at det ikke ville overraske ham, om deres mor i hvert fald som noget af det mindste havde en idé omkring det. Bare en anelse. Så subtil havde han desværre ikke været da han var yngre, og det var trods alt ikke uden grundlag at Aldamar sjældent invisterede sig selv i de kvindelige relationer han burde danne sig. Der var mange små hints, hvis man kiggede efter. 

Hendes ord havde desværre måske haft en lidt anden effekt på tømmermændsramte Aldamar, end Arya havde haft i sinde, og endelig faldt hendes smil en anelse. Hun kunne godt mærke at hun nok havde skubbet den lidt for lang nu, hvilket hun måtte tage på sig, som den store pige hun efterhånden var.
”Det ved jeg godt,” sagde hun stille, og selvom hun havde lyst til at kigge væk, holdt hun sine øjne på Aldamar. ”Jeg vil bare ikke..” Ordene døde lidt ud på hendes tunge, for hvordan skulle hun formulere det. ”Jeg kan bare godt lide at se dig glad, og jeg ville hade at se det blive taget væk fra dig,” endte hun med at sige. Ord der var sande, uanset hvor belastende en lillesøster hun også kunne være når det slog hende, som kort før.

Hun kiggede endelig væk udover de grønne områder. Hendes familie betød virkelig alt for hende, men om deres moder vidste at Aldamr måske foretrak mænd frem for kvinder, det var overflødigt. Det havde også været et rent uheld at Arya havde opdaget Fabian. Nok en person hun ikke kunne undersøge, uden at alarmere flere folk om hvad Aldamar var op til. 

Et eller andet sted, jah så ramte det lidt for tæt på hjertet da Arya's stille ord nåede ham, og Aldamar's blik blødte et kort sekund en anelse op. Det var ingen hemmelighed at ordet glad ikke ligefrem havde hvilet over Aldamar de seneste par år, og selvom han ikke nødvendigvis virkede i sorg eller på anden vis ked af det, så havde han heller ikke været decideret glad. Ikke som nu, hvor at det hele virkede mere overskueligt, og han selv virkede... til at kunne overskue sig selv mere. 
Det var rart. 

Men følelsen fik kun lov til at bløde øjnene op i et lille sekund, inden at han afværgende rystede en anelse på hovedet - noget er kun bed ham i røven da en dunkende hovedpine insisterende bankede på. Det var sande ord, men han vidste ikke hvordan han skulle forholde sig til dem, i alt deres 'sandhed'. Så Aldamar  gjorde noget af det som han gjorde bedst, og... skubbede det på høflig afstand. 
"...." han vidste ikke helt hvad han skulle sige til de ord, men endte med at lade et fnys fylde stilheden, og en træt hånd tog ham til panden, og kørtes igennem de sorte krøller. 
"... hvis jeg skal ses gladere end det her, skal jeg have noget mere søvn" mumlede han en anelse ud i luften, inden at han med et suk slap håret, og vendte sig omkring. 
"Jeg... jeg går i seng igen, Arya" han var virkelig ikke meget værd, hverken på følelses eller tankefronten når han havde det som han havde detlige nu. "Husk at skrædderen kommer forbi idag, for at tage nogle nye mål til den der... kjole du skal have, til midsommerballet" han var lige komet i tanke om det, og som var det typisk ham, kunne han ikke lade værd med at minde hende om det så hun ikke gik nogle steder væk. 

Og med de ord, skævede han en enkelt gang over skulderen, inden at han med langsomme skridt bevægede sig ind imod huset igen, og efterlod Arya med sine tanker ude i haven. Han havde selv brug for at være alene med sine inde i huset. 

Det var lidt en anden mand Arya så disse dage, selvom det ikke var tydeligt, og slet ikke så markeret, fordi det havde været så kort, så var hun glad for det. Han havde virket så træt i så mange år, mere træt end hun gjorde, selv da hun var syg. Det var i hvert fald sådan hun ville sætte ord på det, men hun havde aldrig rigtig turde spørge hvad der gjorde det, fordi hun var lidt bange for at hun var skylden, hvor selvisk det end var. Men uanset hvad så virkede det bedre nu.

Hun pillede lidt ved sine egne hænder foran sig, men nikkede ellers til sin storebror. ”Det skal jeg nok. Hvis du ikke er stået op til aftensmaden, så skal jeg nok sende en op til dig,” sagde hun lidt mere sødt, selvom hun godt vidste at han behandlede hende som om hun ikke var andet end et barn. Hun havde trods alt boet her et år uden at Aldamar havde været her for at holde øje med hende. Hun vidste godt at aftaler var vigtige, til trods for hvor disorganiseret hun ellers kunne virke.

Hun kiggede efter ham, som han forlod hende, inden hun gik på jagt efter Hallie i haven. Hun håbede virkelig at han forsatte med at være glad, og denne Fabian virkede til at være god mod ham. Måske hun på et tidspunkt kunne finde ud af hvem han var som person.