Lynn følte et nag af ydmygelse, som hun måtte ligge mussestille med den skarpe æg for struben, mens piraten stoppede sine folks fremtog. Hun kunne ikke se kampen herfra, men hun kunne ikke forestille sig, at nogen af besætningerne var kommet ud af den uskadte.
"Læg jeres våben. Vi har tabt. Jeg tror, de laver os leve," tænkte hun til sine folk.
Lyden af våben, der blev lagt fra sig på dækket, genklang op til de to kaptajner på det øvre dæk. Hun kom op at stå, men uden at tage imod hjælpen fra den udstrakte hånd. Ét var, at hun  ikke havde lyst til at tage imod hjælp fra en pirat, der lige havde slået hende, men noget andet var, at hun ikke havde lyst til at han skulle mærke, hvor glat hendes hud var. Hun havde stadig et par kort oppe i ærmet, og det kunne blive afgørernde, at han ikke kendte til dem, skulle udfaldet af dette møde ikke ende til hendes fordel.

At gå planken ud ville være et problem for de fleste på skibet. Lynns største problem ville være at finde i land herude fra det store åbne hav, og ikke blive spist af et havdyr på vejen. At kunne trække vejret under vand gav visse fordele. De fleste, der gik planken ud, ville dog være bundet på hænderne samtidig, og netop det var hendes glatte hud perfekt til. Reb, der ikke var bundet ekstra stramt eller med specielle bindinger for at forhindre hende i det, kunne hun oftest blot glide ud af uden de store problemer. Det havde vendt mere end en situation i årernes løb. 
"Vi har to helbredere ombord i øjeblikket, og ..." Lynn havde set udover rælingen, mens hun talte, og der var flere sårede, end hun lige havde regnet med. Begge besætninger havde vist sig gode til kampen, så det ud til. "Det ser ud til, den ene allerede er i gang. Den anden befinder sig i min kahyt. Med de tidligere gidsler. Jeg kan ikke lade jer tage dem med igen."
Nok var hun slået, men hun kunne ikke lade piraterne tage gidslerne tilbage, uanset hvad grunden til tilfangetagelsen overhovedet havde været. For nu forholdt hun sig rolig, men prøvede han at få dem ud af hendes varetægt, ville hun starte kampen med ham op igen.

Royce lod sig ikke sådan anfægte af, hun ikke tog imod hans udstrakte hånd, i stedet trak han den til sig, imens hun fik sig rejst op, han måtte alligevel indrømme hun formåede at imponere ham, ikke med sine færdigheder i kamp, men hendes evne til at acceptere et nederlag for sin egen og sin besætnings skyld, og gøre det uden at opfører sig som kvinder havde tendens til. 
Det tog ham ikke længe at skabe et overblik over den kamp som havde udfoldet sig, hans blik gled over de som var faldet i kampen, der var nogle fra begge besætninger, som forventeligt men alle var de igang med at gøre deres arbejde, med at flytte og tilse de sårede. 

Lyden af Lynns stemme, fik ham til at ranke sig ganske let op og dreje blikket imod hende. Han gjorde et ganske lille nik med hovedet, så var de godt dækket ind, så ikke besætningen skulle miste flere inden de nåede i havn. Men som hun fortsætte vendte han hele sin opmærksomhed imod hende. De tidligere fanger, han havde nær glemt dem. Om det helt passede ham, at hun holdt fast ved at beholde dem, vidste han ikke helt. "Meget vel, på én betingelse..!" Hans dybe ryst var urokkelig, det var ikke nu hun skulle stille nogen krav eller nægte ham hans ene, for med hånden stadig hvilende på sværdets håndtag, kunne det let trækkes imod hende igen hvis hun nægtede. 

"Jeg vil have en snak med dem, alene uden nogen forstyrrelser, så kan du få lov at beholde dem.." Det var tydeligt i hans stemme, at det ikke var til diskussion, han ville have den snak om hun tillod det eller ej. 

"Jeg ved jeg ikke er i en position til forhandling her," svarede hun og bed lysten til at tiltale ham pirat i sig. Hun kendte ikke hans navn endnu, men hun behøvede heller ikke skabe rmere splid lige nu. "De har ikke været i stand til at fortælle mig, hvorfor de blev kidnappet, så lad være med at skræmme dem unødigt. En af dem er stadig i så meget chok, vi ikke har fået ét eneste ord ud af ham."
De var mildest talt nyttesløse de gidsler. De virkede ikke til at være nogen af stand, så hvorfor netop de var blevet taget af piraterne, var stadig Lynn en gåde. Hun havde håbet på at kunne få dem i tale, når de var nået sikkert i land og de lige havde haft et par dage til at komme sig oven på stabadserne, men hvis piratkaptajnen fik en samtale med dem nu... Han ville uden tvivl gøre dem opmærksomme på, at alt de sagde til Lyset ville kunne bringe dem selv og deres familier i fare igen, så det ville for alvor lukke munden på dem. Men i det mindste ville de ikke ryge tilbage i piraternes klør. 

Herefter forholdt Lynn sig stille. For at holde fast på sine nerver, samlede hun hænderne bag ryggen og prøvede ikke at knuge dem alt for hårdt. Hun vidste stadig ikke, hvad piratens planer var med både hende og besætningen nu, men med de sårede på dækket, ville det nok tage noget tid, før healerne havde tilset alle sår. Måske flere timer, hvis healerne løb tør for chakra og nogle sårede måtte vente. De havde trods alt kun de tre healere til væsentligt flere sårede. 
Det fik Lynns blik til at falde på piratens arm, der stadig blødte fra hvor armbrøstbolten havde snittet ham. Han var heldig, hun ikke havde ramt bedre - en bolt i armen var en Zaladins smerte at få ud. 

For en stund lignede Royce en der overvejede hendes ord nøje, for det var sandt at hun ikke var i en position hvorfra hun kunne kræve ting af ham, og alligevel havde han lyst til at føje hende for en stund, lege lidt med hende, se hvorhen hendes tanker og handlinger kunne drives, men situationen lige nu tillod ikke forstyrrelser, han måtte fokusere på opgaven foran sig. Fangerne nu i hendes varetægt, var ikke af nogen videre rang, når man tænkte på formuer eller i samfundet, men på hver deres måde havde de tjent ham, til en fejl blev begået. De troede hver og en at de arbejde med en ærlig mand, at deres handler og handlinger alle var lovlige, men sandheden var en anden for Royce havde brugt deres kløgt og erhverv til at gøre sine egne opgaver lovlige, hvert fald i lovens øjne hvis nogen ville se hans ting igennem, men en fejl afslørede alt, og de havde ikke just været glade for at arbejde for Royce, manden der var kendt for at være ubarmhjertig, morder, ham der tøjlede bæstet på havets bund og vejret til søs. Men de gidsler, kunne hver sætte en stopper for hans livsværk, de kunne sikre ham en plads i galgen hvis nogen af dem talte. "Jeg skal kun bruge et øjeblik, og så er de Deres kaptajn, De har mit ord.." svarede han med et skævt smil under det kraftige fuldskæg. Han trådte helt hen foran hende, sænkede blikket og lod det glide over hendes feminine og nydelig træk, en sand fryd for øjet, en furie når krævet af hende. 

Uden et ord mere, trådte han forbi hende med et fast greb om sværdets skaft, som han bevægede sig imod den dør der skjulte gidslerne, uden tøven åbnede han den og velvidende at Lynn ikke længere kunne se hans ansigt, som han trådte igennem døren forlod al charme hans ansigt der blev afløst af vrede og foragt overfor de mænd der stod foran ham. Selvom de aldrig før havde set ham ansigt til ansigt, vidste de udmærket hvem der stod foran dem, som farven forlod deres ansigter. Hans blik gled over dem hver og en, aflæste dem, inden han trak sit sværd, der var kun en af dem som kunne fælde ham, huggede han hovedet af ham, kunne han sove trygt igen om natten, velvidende at uanset om de andre begyndte at snakke ville han gå fra. Manden faldt på knæ, med hænderne foldet foran sig, hævet op imod Royce som han bad om nåde, om tilgivelse, men der var ingen følelser at aflæse hos Royce, hans blik var afmålt og nådesløst. Han hævede sværdet i en hurtig bevægelse og med al den kraft han kunne mønstre trods det blødende sår, lod han sværdet falde imod manden med et sådan kraft at den skar igennem og et hult dunk lød som følge da mandens hoved faldt til gulvet efterfulgt af hans hovedløse krop. Han sendte de andre et enkelt blik, velvidende de aldrig ville tale og han ikke behøvede komme med nogle trusler, de havde set hvad der var sket og hans ry kom ham i forkøbet, han ville udrydde enhver de elskede, for øjne af dem hvis de røbede noget.

Han bukkede sig roligt ned og rev en trevl af hans trøje, som han gav sig til at tørre blodet af sværdet inden han satte det tilbage i hylsteret ved hans hoved, inden han greb håret på det afhuggede hoved og samlede det op. Han forlod rummet uden at værdige dem et eneste blik, med hovedet hængende fra sin store hånd idet han skubbede døren op og trådte ud. "Få røven med jer drenge, alle mand tilbage nu!" brølede han med et sejrrigt smil om læberne, inden han vendte blikket imod kaptajnen med en svag skuldertrækning som han løftede hovedet op og kastede det fra sig ud over rælingen og ud i havet, en passende straf for det han kunne have gjort. Umærket af sine handlinger, bevægede han sig rank imod Lynn og stoppede ganske tæt på hende, med blikket låst på hende. "Tak for din samarbejdvillighed, det vil jeg ikke glemme..." Varmen lå i hans stemme, som var dæmpet kun for hende med hans dybe ryst, han hævede sin venstre hånd op til hendes kind og strøg den store grove tommeltot over hendes kind, som smilet trak sig mere og mere op i den ene mundvige. Han havde bestemt en fornemmelse af det ikke var sidste gang han ville se hende, hans lille furie.. 

Et øjeblik begreb Lynn ikke, hvad der lige var sket. Han var gået derind, og hun havde forventet skrig, hvis han gik over den aftalte streg. Men hvad han kom ud med... Havde han virkelig... I koldt blod... Lynns indre frøs til is af chok og rædsel. Derfor havde de andre gidsler ikke skreget op. 
 Hendes hænder knugede hinanden bag hendes ryg som for at holde sig selv fast og minde hende om ikke at gøre noget dumt. Idet han kom tættere på, følte hun en overvældende lyst til at stikke fingeren direkte ind i det sår, hun selv havde forvoldt. 
Men hun måtte forholde sig roligt. Ikke vise ham, hvilken frygt han lige havde placeret i hende, og hvilken vrede, hun prøvede at holde nede. For sin besætnings skyld lige så meget som hendes egen. 
Piraterne begyndte at forlade skibet - hive deres sårede med sig og fjerne broer og reb, der var brugt til at holde skibene på samme kurs. 
Alt det faldt i baggrunden, da kaptajnen kom helt hen til hende og strøg hende på kinden. Hun kunne ikke andet end at stå frosset til stedet med følelser brændende inden i sig. 

"Det var ikke kun ord, pirat," snerrede hun med dirrende, knyttede hænder. 
Hænderne havde sluppet hinanden og hang nu ned ved hendes sider. Åh, hun var så tæt på bare at... Hendes hår flammede rødt og hævede sig faretruende som en ophidset dybhavsfisk. 
"Bare fordi du forlader mit skib nu," sagde hun sammenbidt. "Tro ikke det bliver sidste gang, du er her. Næste gang bliver det i kasjotten med dine venner."
Hans venner... Havde han helt glemt piraterne, der også blev holdt her på skibet? Gidslerne var ikke de eneste ombord...

Royce var bestemt ikke som enhver anden, hans handlinger kunne være grusomme og hjerteløse, men til andre tider kunne han være varm og betænksom. Den måde hendes krop spændtes let ved synet af ham, det udtryk som kun et splitsekund gled over hendes ansigt, det var alt værd for ham. Det bekræftede det for ham, hun var i sandhed en furie der ikke lod sin frygt overskygge og blinde hende. Vreden den var der, vreden rettet imod ham. 

Han betragtede hvordan hendes hår igen skiftede farve, heldigvis var han ikke typen som gik og strøg til kvinders hår, slet ikke lige nu som hans tommeltot kælede for hendes kind, for han havde en fornemmelse af kvinden gemte på mere end det blotte øje kunne se, og håret var uden tvivl en del af det. Han brummede med et smil om læberne, da hun endelig brød stilheden med det hun uden tvivl havde på hjertet. Smilet voksede sig kun større som han trak ganske svagt på den ene skulder, som vidste han ikke hvad hun dog mente. “Havde jeg lovet det?” Spurgte han dæmpet uden at lade sig mærke af hendes ord og hårdheden i dem. Hans furie, endelig vidste hun sit ansigt. “Lad mig gøre det godt igen, du kan beholde piraterne, furie.. Min gave til dig som undskyldning..” Hans stemme var helt rolig som han strøg hånden ned under hendes kæbe og lukkede sit greb om hver side af hendes underlæbe, han bukkede sig ned imod hende med ansigtet helt tæt på hendes, deres læber lige ud for hinanden, han var så fristet, tog hver en duft og indtryk af hende til sig, han måtte stoppe sig selv. Tiden var ikke inde, den dag han valgte at kræve hendes læber på hans skulle være fordi hun tiggede ham om det, i stedet lod han sin tommeltot glide over hendes varme fugtige læber. “Jeg ser frem til at se dig igen lille furie...” hans stemme var næsten som en dyb raspen over deres tætte kontakt, inden han rettede sig op, han trak hånden til sig som han vendte omkring for at forlade hendes skib som den sidste mand. 

Lynns åndedræt satte sig fast i halsen. De knyttede næver havde fået begge arme til at dirre af overspændte og anstrengte muskler. Vreden opslugte hendes rationelle tanker en efter en, mens han i en overmodig handling kom tættere på hende... Helt tæt på. Normalt ville hun trække sig væk fra en berøring som hans, ru håndflade mod hende glatte hage og læber, men hun kunne ikke flytte sig. 
Hans ånde gled over hendes hud, mens han talte, og det store skæg fik strejfet hende som et vildfarent stykke koralrev. Lynn fokuserede sit blik på hans ene øje, og den mangel på følelse for hvad han lige havde gjort ved gidslet, smed kun mere brænde på bålet. 
I hans øjne så hun kun, hvad hans ord også indikerede. Furie.
En slags malplaceret betagelse, måtte det være. Det, eller en trang til at vise, hvor overlegen han var i situationen. Hvor meget overtag han havde. Selv hans duft skyllede nu ind over hende i stedet for den salte havluft.

Et øjeblik overvejede hun at bide ham i fingeren. Det var vist omtrent den sidste rationelle tanke, hun lyttede til, inden raseriet for alvor tog over. Hvor vovede han at kærtegne hende på den måde? Hånden om hagen, tommelfingeren over hendes læber. Havde han ikke været den eneste af dem, der var bevæbnet, ville hun ikke have tø'vet med at stikke en kniv i armen på ham - helst oveni det allerede eksisterende sår.
Men helt ubevæbnet var hun jo aldrig... Før han havde trukket sit ansigt helt tilbage fra hendes, lod hun vreden overtage frem for rationaliteten. Hun havde ikke behov for en kniv, eller en hånd til at gribe om den.  Håret i sig selv var for hende en muskel, og selvom det også afslørede hendes følelsesmæssige stadier i upraktiske situationer, var det et af de bedst skjulte våben, hun kunne have.
Det ildrøde hår samlede sig om sig selv, snoede sig et par omgange og lod sig så falde henover piratens ansigt. Ramte de, ville hvert hårstrå være som en brandmands lange fangarme - brændende nældeceller på hvert strå ville få huden til at reagere med blister og betændelse af de små giftdepoter, Lynns hår udskilte.

Royce nåede ikke at trække sig væk, da han så hendes ildrøde hår samle sig inden det slog imod hans ansigt som var det levende. Smerten var voldsom, men til hans held tog det kraftige fuldskæg og hår det værste af slaget og mindskede den kontakt hendes hår havde fået med hans hud. Hele hans krop spændtes, idet smerten pulserede igennem hans krop og fik ham til at dirre af raseri. Hans øje blev mørkt, opslugt af vreden idet han med et brøl greb om hendes strube med den ene hånd, al varme var brændt væk i hans blik som han trak hende til sig hen over skibets planker til hendes ansigt var lige ud for hans uden at han skulle sænke sig ned til hende. Hun havde ramt ned over hans klap for øjet, hvilket gjorde han beholdt det sidste øje intakt. Der var intet indeni ham som forsøgte at dæmpe hans vrede, de chokerede gisp som havde lydt på begge dæk puslede kun til ilden der brændte indeni ham. Hun skulle føle smerte, hun skulle undskylde på sine grædende knæ for ham for det hun havde gjort. Der var ingen nåde tilbage i hans blik, kun rå vrede og smerte.

“Bare vent......” truslen i hans dybe knurren, som han trak afsted med hende, med et fast greb om hendes strube, uden tanke for hendes ve og vel. Han trak sit sværd for at afholde enhver fra at bryde ind og forsøge at hjælpe hende fri, som hans mandskab smed en enkelt bro op som han trak hende med over til de begge stod på hans skib. Først da vendte han blikket imod hende, holdt hende fast tæt ind imod sig. “Hent hende!” Hans stemme var blot en dyb knurren som et dødbringende smil gled over hans læber, besætningen gispede, hviskede til hinanden for de vidste hvem han mente, og det kunne da ikke være sandt, men ingen turde modsætte sig, et par stykker forsvandt ned under dukket og kom efter lidt tid op med en kvinde låst i special smedet lænker med magi knyttet til sig for bremse hendes evner. Først da fjernede Royce blikket fra kaptajnen over til fangen. “Brænd dem, brænd dem alle til aske og sænk deres skib, og for det får du din frihed og slipper for lænkerne!” Ikke en gang dirrede hans stemme af tvivl, den var stålfast og hård, og da kvinden øjeblikket nikkede låste de hendes lænker op, de klirrede til plankerne under dem, inden hun blussede op som et flammehav, et djævelsk smil strøg over hans læber som han vendte sig imod kaptajnen, tvang hende til at vende sig rundt så hun kunne se det spektakulære show udfolde sig. Stadig med en hånd om hendes strube pressede han hendes ryg ind imod sig. Ild elementalen skuffede bestemt ikke, det var som om besætningen brændte både inde og udvendigt, deres skrig fyldte luften med smerte og jammer. 

Royce sænkede hovedet ned til hende, påpasselig med ikke at ramme hendes hår igen med bar hud. “Trods mig aldrig igen min lille furie!” Hviskede han i hendes øre, han vidste dette ville sætte hans planer langt tilbage, men hun måtte nej hun SKULLE bøde for sin handling, koste hvad det måtte for den smerte der stadig brændte i hans hoved og ansigt, han vidste det krævede en masse tid ved en healer senere 

"Hrggknnnngh..." 
Paniske, halvkvalte lyde steg op fra Lynns strube, som hun blev trukket hen over plankeværket. Mørke pletter væltede hevover hendes blik, og hun prøvede at råbe om hjælp mentalt til sin besætning, men havde ikke nok koncentration til at få det igennem som sammenhængende sætninger. 
Besætningen reagerede dog med det samme, da de alle havde hørt den paniske følelse fra deres kaptajn. Men piratkaptajnens sværd holdt dem på afstand, og med de sårede stadig på dækket og fjenden med ladte buer, kunne de ikke træde frem mod fjenden. 

Først ovre på det andet dæk fik Lynn lov til at trække vejret frit igen, og hun endte i et hosteanfald. Hun holdt sig kun på benene fordi piraten stadig holdt hende fast - slap han nu, ville hendes ben give efter.  Da hun så op igen - hun havde misset al tale blandt piraterne indtil nu - mødte hun et manisk, brændende blik fra en kvinde, en... elemental. 
Lynns allerede opspilede øjne fyldtes med frygt, da det gik op for hende, hvad piraten havde tænkt sig. Hun havde undervurderet ham, hvilket var dumt gjort efter han lige havde bevist, han huggede hovederne ufortrødent af uskyldige. Hun var blevet opslugt af sin vrede over det, så meget at hun ikke havde kunnet tænke rationelt. 
"Flygt! De brænder skibet!" råbte hun mentalt ud mod sit eget skib. Sit skønne, eget skib... Hele besætningen... 

Ilden ramte og Lynn nåede ikke at se om nogen nåede at flygte. Om Sefris nåede at beskytte nogen. Hun måtte knibe øjnene i mod varmen og lyset, der sprang til live foran hende, midt i det store hav. 
Hun rev og sled i piratens greb og skreg og råbte ord på en blanding af krystasiliansk og sylvansk, uden helt selv at vide, hvad hun sagde. Sorgen ramte hende som en kølle i ansigtet selv inden skibet sank under overfladen og skrigene døde hen. Hendes egne skrig fortsatte. 

Gidslerne var døde... De ville ikke være nået ud. Fangerne var døde... De sad fastspændt under dækket. Havde siddet fastspændt dernede. 
Med en ordentlig bunke held, havde Sefris nået at reagere. Han havde en evne til at lave beskyttende skjold, og han kunne have nået at få noget af besætningen til at hoppe ned i vandet og derfra bruge sit skjold til at holde dem samlet og forsynet med ilt et stykke tid under vandets overflade. Normalt brugte de evnen til at snige sig op på fjendtlige skibe - Lynn kunne selv trække vejret i vandet, og Sefris var den perfekte partner på deres opgaver, selvom hans evne havde en tidsbegrænsning. 
Lynn havde lyst til at fortsætte de paniske kald ud til dem, men hun vidste at hun ikke ville få svar, om de levede eller ej. Hendes telepati var envejs, og håbet var sparsomt. 

Min lille furie...
Halvdelen af hans ord havde hun kun halvt registreret. Hun kæmpede stadig imod, og råbte skældsord ad ham. Kæmpede for at komme fri af hans greb, løbe hen til rælingen og kaste sig overbords for at redde bare én overlevende i vandet. Hun ville gøre det, uden tanke for sig selv. Det her var hendes skyld. 

Smerten begyndte langsomt at overskygge vreden, da ildens varme strålede imod hans allerede medtagede ansigt. Hans kæber blev bidt helt sammen, han forsøgte virkelig at holde fast i vreden, men hendes skrig og eder trængte langsomt igennem til ham. Han lagde sin frie men sårede arm om livet på hende, for ikke at have al styrken imod hendes hals, han holdte hende tæt ind til sig, det var nærmest som om han kunne mærke hendes sorg der pludselig ramte hende. Havde han overreageret? Nej! De fik alle som fortjent, også hende! Han kunne ikke blive blød nu, end ikke for hende. Det var kun hendes skrig der fyldte luften da skibet forsvandt under havets overfalde. Han kunne ikke se nogen overlevende, men han vidste at det kunne være muligt. “Bliv ved med at overvåge overfladen, hvis nogen overlevede så vær klar, der bliver ikke vist nogen nåde....! Medmindre......” han lod ordet hænge i luften, som han tvang hende rundt så han kunne se på hendes ansigt. 

Frygten og skyldfølelsen, hendes blik var så råt at det tog ham et øjeblik at samle sine tanker, før han fortsatte ufortrødent. “Overbevis mig om at jeg burde vise eventuelle overlevende nåde.....” hans ord var dæmpede i modsætning til før henvendte disse ord sig kun til hende, selv vreden der før havde hersket i ham syntes at være forsvundet fra hans stemme, kun anstrengelsen i at kæmpe mod smerten skinnede svagt igennem hans dybe ryst, besætningen havde fået deres ordre, ild elementalen havde fået sin ordre, alle overlevende skulle dø medmindre.

Med sin frie hånd solidt placeret om livet på hende slap han sit tag omkring hendes hals, mærkerne fra det faste greb var tydelige da han kunne tælle alle 5 fingre, hun havde virkelig blændet ham med vrede og selv kæmpet indædt imod, men han slap hende ikke, kunne ikke risikere at hun sprang over bord, i stedet lagde han de store grove hænder på hver side af hendes hofter med et fast tag. Hans handlinger var voldsomme når vreden tog overhånd, og selv med det stadig mørke blik på hende, var der en tydelig forskel at mærke i hans udstråling, han var afventende, tålmodig, rolig endda sågar mens han ventede på hendes reaktion. 

Lynn mødte hans blik, mens hendes eget var fjernt. Tårerne trillede ned over hendes kinder, men det var som om hun ikke engang selv regitrerede det. Det var som at være tilbage i ungdommen, hvor piraterne også havde taget hende ombord på deres skib og smidt den gamle fisker væk. Det havde ikke været hendes skyld dengang, men lige nu, tilbage på et piratskib, alene, føltes det sådan. Hun kunne have ladet være med at sejle ud med fiskermanden dengang. Ladet være med at have set spændende ud for piraterne. Nu kunne hun have ladet være med at blive så vred, og lade vreden tage overhånd. Det var hendes skyld, og det havde det altid være. En god besætning havde mistet livet på grund af hende, og hvilken grund ville Lyset have for at beholde hende? 

"Hvad flammerne ikke tog, vil bølgerne, Valeria være dem nådig..." Lynns stemme var hæs og grådkvalt. Der var intet håb tilbage i hendes stemme, som var revet i stykker af skrig og mast sammen af hans tidligere greb. Det gjorde ondt at tale, men det gjorde endnu mere ondt at være til. "Gør med mig, hvad du lyster, men lad dem dø i havet. Jeg ved, de hellere vil det end dø for en piraters hånd."
Hun var den samme skræmte lille pige nu, som hun havde været dengang - bare med et større ordforråd.  Livserfaringen hjalp hende ikke, for hun var lige så uforberedt, ubevæbnet og usikker lige nu. Sorgen var større, men det var tabet også. Hun vidste, der i teorien var en mulighed for at noget besætning kunne overleve og drive i land. Men chancerne? Hun var ikke god til tal, men de måtte være små. Udtrykket, der var skiftet i piratens ansigt, blev ikke registreret i hendes tanker. Alt de så var de samme pirater, der havde samlet hende op, da hun havde været en ung og uerfaren halvgople. Pirater, der havde brugt og misbrugt hende indtil Lyset havde reddet hende. Lyset, hun ikke følte, hun længere var værdig til at bære uniformen for. 

Som hun havde gjort, da han havde slået hende i kamp, overgav hun sig. Der var ingen grund til at kaste sig i havet, hvis hendes liv kunne give de andre end mere værdig død. Hoppede hun i, ville hun maksimalt nå at finde én, før hun selv fik en pil i ryggen. Hun sænkede blikket og kunne et øjeblik ikke se noget for tågen af tårer, der faldt mod dækkets brædder.
"Undskyld," hviskede hun, til den besætning hun havde forsømt og dødsdømt.

Grebet om Lynn mildnede sig helt, da han så hvor knækket hun var. Han rynkede eftertænksomt brynene, mens hans blik gled over hendes ansigt hvor tårerne væltede ned over hendes lyse fine hud. Han måtte snart have sine skader tilset, for han var sikker på smerten spillede ham et puds, for den følelse der spredte sig dybt i ham, kunne da umuligt være på grund af Lynns tilstand. Indeni voksede smerten, og han hævede blikket fra hende og spejdede ud over havet. Endnu en gang slog tvivlen ned i ham, om han måske overreagerede. Han havde aldrig tvivlet på sine handlinger før, men det var også første gang at en kvinde stod foran ham, helt knækket og grædefærdig, især en han før havde set som en furie, nu reduceret til en grædende kvinde. Han kunne aldrig indrømme overfor sig selv, og slet ikke sin besætning at han havde fejlet. Istedet vendte han blikket imod ild elementalen og besætningen. De var alle stadig på vagt og spejdede havet tyndt for overlevende. Han gjorde et lille vink til sin første styrmand at han skulle følge med, inden han samlede kvinden op i sin favn med en arm bag om hendes ryg og den anden under hendes knæhaser. Under normale omstændigheder ville han have smidt en fange i en celle, men i stedet bar han kvinden over til sin egen private kahyt.

Udenfor ventede hans første styrmand på ordre, mens Royce bar kvinden ind. Han satte hende ned på den store seng fuld af tæpper og skind for komfort, inden han satte sig ned på hug foran hende. Giften fra hendes hår kunne han stadig mærke i hele sit hoved, det var voldsomt og efterlod en slem hovedpine, men han måtte holde ud lidt endnu. "Hvil dig lidt, jeg låser herind til for din og min sikkerhed, men skal nok sørge for der bliver bragt lidt vådt og tørt til dig.." Hans dybe ryst var stille, tvivlen stod malet i hans ansigt nu hvor de var væk fra besætningen åsyn, der var ingen som kunne dømme ham nu udover ham selv og Lynn. Hans lille furie, hvordan kunne han knække hende ved dette? Var noget lignende hændt hende i fortiden? Tankerne måtte han ryste fra sig, som han strøg et par tårer væk fra hendes kinder. Resolut rejste han sig op fra sin stilling på hug foran hende og strøg imod døren. Den lukkede med et brag bag ham, han måtte væk så han kunne klare sine tanker, han måtte redde hendes besætning hvis der var nogen tilbage at redde! Han gik pludselig i stå ved sin tanke, han havde aldrig ønsket at redde nogen før, og skulle han ikke klare sine tanker? Frustreret låste han døren, inden han gav ordre til styrmanden om at skaffe hende noget vådt og tørt og ikke det hundeæde de normalt serverede for fangerne.

Et postyr ovre fra rælingen tiltrak sig hans opmærksomhed, der var tilsyneladende nogle som havde overlevet hans og elementalens vrede. Da de skulle til at angribe styrtede han derover og væltede dem omkuld med et brøl! "De er mere værd i live, hiv dem ombord og placer dem i cellerne, sørg for vådt og tørt til dem!" knurrede han vredt men dog dæmpet, da han ikke ønskede Lynn skulle vide at nogen blev reddet, hvordan han skulle sørge for ingen opdagede noget om hans intentioner med fangerne, det var hans hovedpine. Han overså det hele mens de hjalp de nødstedt op fra havet og førte dem til cellerne under dækket. Selv kunne han mærke behovet for hvile, smerterne fyldte hele hans krop og han havde svært ved at fokusere på noget, en af hans healere kom ham til undsætning, en lille petit kvinde. Med Lynn i hans kahyt, satte han sig i stedet på trappen op til roret, med en dump lyd. Kvinden begyndte at heale de mest alvorlige skader, den blødende arm og betændelsen som var kommet i hans ansigt efter giften fra hendes hår, men han kunne ikke hvile nu, han måtte sikre sig at fangerne kom sikkert til cellerne. De fandt kun 7, men det var 7 mere end han havde regnet med, alle så de forkomne, trætte og kolde ud. Det tog healeren langt tid at tilse alle hans skader, men til sidst kunne han rejse sig, stadig udmattet af strabadserne, men det var nu overkommeligt for ham.  

Lynn følte sig afkræftet og opgivende. Hun følte sig mere som en ting end en person, som hun blev båret ind og sat ned. Hans ord lød i kahytten men... Døren blev låst. Kahyt. Hun var ikke en celle. Eller blot lænket til rælingen, som hun havde været dengang.
Det gik lidt forsinket op for hende, at der var bløde skind i sengen, hun sad på. At bordet foran hende var kaptajnens. Langsomt begyndte hun at vågne op fra sine traumer. Hun var ikke unge Lynnise mere, men kommandørkaptajn Lynn. Mor Lynn. Med et hav af erfaringer og styrken fra de mange år til søs. Hun havde tabt og vundet, mistet og sendt flere pirater til galgen, end hun kunne tælle på to hænder. 

En smule vred på sig selv tørrede hun tårerne fra ansigtet og rettede på sit tøj. Forsigtigt tog hun hånden op til halsen, og lavede en grimasse i smerte da hun berørte huden. 
Hvor lang tid hun havde siddet og stirret ud i luften, vidste hun ikke. Der havde været noget påstyr ude på dækket, men nu var der mere stille. Lynn pudsede næsen i et lommetørklæde og rejste sig op. Sefris ville formane hende om ikke at falde om i sorgen over tabte besætningsmedlemmer. Det havde han gjort ofte,og han ville med sikkerhed gøre det nu, havde han været her. Også selvom det var så mange flere, end de nogensinde havde mistet.
Det var ensomheden, hun skulle passe på, havde han sagt. Og sine egne mørke tanker. Sefris var hendes navigatør på flere punkter.
Havde været.

Opsat på ikke at falde ned i dybet af sit eget sind, tog hun sig endelig sammen til at gøre noget. Hun havde rejst sig, og kunne se sig om i værelset, mens hun var alene. Hvad ville han ikke gøre, når han kom tilbage.
Frygte  nåede kort at komme frem, men hun kæmpede den ned igen. Han havde låst hende inde for deres begge skyld. Hun kunne ikke skade ham mere og hans besætning kunne ikke skade hende. De færreste pirater var glade for Lyset.
Lynn rodede en papirbunke igennem for at finde ud af lidt mere om sin tilfangetager. 
Royce. 

Mørket var begyndt at falde på, før første styrmanden kom hen for at fortælle, at der nu var hørt puslen inde fra hans kahyt. Han gjorde et tavst nik, og lod blikket vandre imod den store tunge dør. Han var efterhånden udkørt og trængte til hvile, men havde afholdt sig fra at komme i nærheden af kahytten, for han vidste ikke hvordan han skulle reagere på kvinden hvis hun stadig sad og græd, mest af alt ville han ønske at banke noget fornuft ind i skallen på hende, ruske hende til hun stoppede sit flæberi, men han var alligevel sikker på den hårdhændede behandling blot ville udløse flere tårer i den forfatning som hun havde været i tidligere. Tankerne om han skulle sende et healer til hende, havde da også strejfet ham, men han havde bremset sig selv, hun var en moden kvinde der burde kunne tåle den knap så kærlige behandling, og først og fremmest måtte han tænke på sit omdømme, at kvinden var alene i hans kahyt og han selv stod udenfor mens flere fra besætningen allerede var på vej til ro, havde efterladt en del hvisken i krogene.

En hvisken han havde måtte stoppe prompte før den kunne udvikle sig til noget som helst, sværdet var blevet trukket, en handling han normalt sjældent gjorde, da det efterlod et svineri, hvor en tur over rælingen blot efterlod et tomrum, men denne gang måtte han virkelig statuere et eksempel, som han drog sit sværd igennem maven på den unge knøs der havde startet alt hviskeriet. Han lå stadig og klynkede på dækket, alle var forment adgang til ham, ingen måtte hjælpe ham mens han kæmpede sin håbløse kamp for overlevelse, men det havde været nok til alle forstod at kaptajnen ikke ville bøje sig, for nogen! End ikke kvinden i hans kahyt. Som natten var ved at falde på, gik han over imod knægten, bukkede sig ned ved hans side, han sagde intet, lyttede blot til hans tiggeri om at måtte blive tilset af en healer, om nåde. "Luk øjne, så kommer der en om lidt..." Hans stemme var blot en dæmpet hvisken, som knægten faktisk lukkede øjne i god tro. Et hurtigt solidt tag om hans hoved, efterfulgt af en knæk, og til sidst stilhed. Royce kunne ikke have det jammer natten igennem, det ville efterlade besætningen tvær i morgen.

Han lukkede hans øjne, inden han rejste sig fra den unge knøs, han måtte virkelig snart finde nye besætningsmedlemmer, denne dag havde taget et alt for stort indhug i dem. Med faste skridt bevægede han sig imod kahytten, han stoppede foran den store dør, tæt på at banke på, men i stedet låste han den blot op og svang døren op i en hurtig bevægelse med knirken og knagen til følge, inden han trådte ind og lukkede den bag sig. Hans blik gled rundt i lokalet til han fandt den nysgerrige kaptajn på fødderne, igang med at gennemrode hans sager. "Finder du noget spændende?" spurgte han blot dæmpet, forvisset om hans ting af mere ulovlig karakter ikke var sådan at finde nogen steder i hans kahyt. 

Lige som Lynn opdagede, at der faktisk også stod mad fremme, blev døren svunget op. Hun slap de papirer, hun havde stået med, og rettede sig op så rank hun kunne. Hun havde fået tændt en lille olielampe, men skæret nåede ikke hele vejen rundt i rummet, og Royce var henlagt i skygge. Hendes egen, røde uniformsjakke blev oplyst som et lille bål midt i de ellers brune og grå ting i rummet. 
Hans store, brede skuldre fyldte hele døråbningen og hun kunne kun lige ane hans blik gennem skyggerne. Aflæsning af hans udtryk var umuligt, før han kom tættere på. For nu måtte hun vurdere hans humør ud fra tonefald. 

"Hvis du aflevere mig tilbage til Lyset i live, er jeg sikker på, de vil se lidt stort på resten af forbrydelserne, Royce Murray," sagde hun og stillede sig med let spredte ben og hænderne bag ryggen. Det hjalp hende med at huske på, hvilken rang hun havde i flåden. Den forsvandt ikke med skibet. Hendes øjne var stadig røde fra gråden, men nu var de tøre og hun agtede at tale med hævet hage og autoritet i stemmen. "Tro ikke jeg er lige så tilgivende dog."

Som kommandørkaptajn var hun langt mere værd end de liv, der var gået tabt i dag. Lyset havde investeret træning og uddannelse i hende, og hun havde allerede vist dem, at hun var det hele værd i kamp. Det her var en mindre skade, og både skib og besætning kunne udskiftes. Det kunne hendes venner ikke bare lige sådan, og hun ville altid bære sorgen i brystet, men hun måtte også huske på, at de mistede så mange flere sjæle til Mørket, hver gang de kolliderede.
Derfor ville Lyset nok takke Royce for at bringe hende tilbage i live, uagtet de andre, han havde slået ihjel. Kunne det ikke bevises, kunne han ikke sendes for retten. Hendes ord vejede tungt, men hendes liv betød mere. I en handel om hendes liv og hans, ville Lyset tage imod hende og vente på en bedre chance for at fælde ham.

Royce undertrykte trangen til at trække på smilebåndet i den ene mundvige, som hans blik gled over hende med et afmålt udtryk. Hun havde rejst sig fra sorgen, græd ikke længere men huskede hvem og hvad hun var. Lyden af hendes stemme, måden hvorpå hun sagde hans navn fik dog udtrykket i hans øje til at brænde mørkt, som hans blik vandrede over hver tomme af hendes slanke ansigt. Først da trak han svagt på smilet og gjorde et lille nik, han kunne li hvordan hans navn lød fra hendes læber og han måtte tage sig sammen. 

Han låste døren bag sig, inden han trådte om bag det store skrivebord hvor han trak den store jakke med pelskraven af og hang over stolen. Han åbnede behændigt de øverste par knapper i trøjen inden han blot vendte hende ryggen for at gå over til et skab, han var tydeligvis ikke interesseret i hvilke papirer hun havde fundet, ej heller i at svare på hendes tiltale, for han vidste hvad der skulle ske med hende, men han diskuterede frem og tilbage med sig selv om mændene i cellerne, han kunne holde dem sikker dernede men var i tvivl om selv samme ting ville være gældende hvis hun fik kendskab til dem nu.

Opslugt af tankerne trak han trøjen over hovedet og efterlod den store, brede, muskuløse og yderst ar fyldte krop frit for hendes syn. Han havde ikke haft mulighed for at komme ud at den blodige trøje før nu, han fandt en ren trøje i skabet og lukkede det før han vendte sig om imod hende. “Så snart vi når i havn bliver du sat af, medmindre selvfølgelig du til den tid ønsker at blive her min lille furie....” et selvsikkert og besiddertisk smil gled over hans læber, som han gik over imod hende, hans blik forlod ikke hendes øjne, låste sig fast til han stod helt tæt ved hende, først da rakte han ud efter kanden på skrivebordet med vand til at vaske blodet væk. “Sengen er min, men du er velkommen til at gøre mig selskab, skal nok forsøge at opfører mig ordenligt..” lød det helt afslappet fra ham af, som han hældte noget vand op i er fad og gav sig til at vaske blodet fra sine hænder, ansigt og overkrop. 

Det tydelige klik fra låsen fik Lynn til at spænde i kæben. Hvad holdt han hende fra? Han vidst næppe, at hun kunne trække vejret under vand, men måske var det hendes iver for at hoppe i havet tidligere, der fik ham til at tro, hun ville gøre det, hvis han ikke låste hende inde. 
Smilet og det besiddeirske blik gik ikke forbi hende, og det fik hende kun til at stå mere fast og ikke rokke sig ud af stedet, idet han kom nærmere. Var alle piratkaptajner sådan? Så selvfede og arrogante. 

Lynn have lyst til at kommentere på at hun på ingen måde ville få lyst mere til at være på skibet af at tilbringe tid der. Hun havde lyst til at skælde ham ørerne fulde af, at han bare havde at opføre sig ordentligt. Samtidig... Ville det være tale af frygt. Hvis hun valgte at kommentere på det, ville han blive bekræftet i det, han sagde. Valgte hun at sove på gulvet, ville det også bekræfte hendes frygt. Åh hvorfor skulle han være så...! 
"Jeg er kommandørkaptajn Lynnise Cyril Valeriev af Lysets Flåde, så drop det.... Kælenavn," sagde Lynn, og ligeglad med at han var smurt ind i blod og vand, prikkede hun ham med en finger midt i den behårede brystkasse. "Og med dine evner bør vi vel kunne nå land inden for tredobbelt den normale tid, så måske du skulle komme i gang." 

Hun måtte bruge ekstra ressourcer på at holde sit blik på hans øje. Den blottede overkrop tiltrak sig opmærksomhed, som vandet glinsede i det flakkende skær, og hun havde lyst til at se på alle arrene. Helt kunne hun heller ikke holde sit blik på hans, men måtte kort lige se, om han havde fået healet såret, hun havde forvoldt ham. Ansigtet så ikke betændt og opsvulmet op, så den del havde han i hvert fald fået nogen til at se på, og såret fra hendes armbrøstbolt havde næppe været slemt nok til at efterlade et ar... Desværre. Hans bedsideriskhed smittede vist af på hende - normalt ønskede hun ikke at efterlade ar på folk.

For en stund stoppede han i sin bevægelse med at skylle kroppen med det lille bomuldsklæde, da hendes lille bløde men dog så varme finger prikkede imod hans brystkasse. Omend det blot var et øjeblik mærkede han kroppen spænde op. Hans kæber blev bidt sammen, blikket helt mørkt som det skød op fra hendes hånd op til hendes øjne som smilet bredte sig yderligere under fuldskægget. Det djævelske drilsk glimt spillede i hans blik som han måtte afstå fra at trække hende ind til sig, og bare tage følelsen og duften af hende til sig. I stedet trak han blev svagt på skuldrene over hendes ord, velsiddende hvor provokerende en handling det kunne være for hende. “Jeg foretrække furie min kære, det giver så meget mere mening når vi taler om dig..” brummede han tirrende med sin dybe ryst. Han så ikke kun lys i hende, der var mere dybere nede som hun glemte væk, det brændte en flamme i hende, hvis blot han trak de rigtige tråde, han var sikker på at kunne trække hendes lyst frem, hendes mørke, hendes hævn lyst, han havde blot brug for tid.

Hans ansigt ændrede sig dog som hun bragte hans evne op, som skulle han til at overdrage hende en frygtelig nyhed. “Ååh jeg beklager dybt men af en eller anden grund har vinden lagt sig, så det tager vist lidt længere tid end beregnet, men du har jo mig og jeg skal glædeligt varme dig og få tiden til at flyve afsted.....” hans stemme var fyldt med noget, et mørke, et begær, noget dybt besidderisk som han ikke ønskede hun forlod kahytten, ingen skulle lægge sit blik på hende og han kunne ikke risikere at miste hende endnu, ikke før han var sikker på hun ville kredse tilbage til ham, til mørket, til hævnen og sin lyst. Han trak vejret dybt og fortsatte med at vaske det sidste af sig inden han drejede sin arm let rundt, han havde opdaget hendes blik, søgende efter hans skade hun påførte, og ganske vist havde han forlangt et blivende mærke af healeren og et fint rosa ar var tilbage hvor bolten havde skadet ham.

Han lagde klædet fra sig sammen med den rene trøje på skrivebordet. Skulle han blot gøre som han plejede? Han havde brug for at ryste hende lidt op, i en selvsikker bevægelse førte han hænderne foran sig trods manglen på afstand imellem dem for at løsne bukserne mens han sparkede støvlerne af. Smilet og blikket forlod ikke hendes ansigt, som han klædte sig af, ikke det mindste usikker på sig selv og sin fremtoning. “Skal du med?” Hans stemme var nærmest som en dyb knurren, han vidste intet andet sted i kahytten kom i nærheden af sengen i forhold til komfort, om han så skulle sænke deres ankomst i flere dage ville han gøre det. 

Løgnagtige, luskede, saltvandsopløselige pirat!
Det ville føles meget bedre at sige det højt, men Lynn havde ikke lyst til at opildne hans vrede igen. Hun vidste ikke, hvad han kunne finde på - eller rettere, hvad mere han kunne finde på. Fanget med ham i kahytten, virkede vrede ikke som det bedste at få ham hen i, selvom hun selv følte sig rimelig tæt på endnu en opflamning ligesom på sit eget skib. Og se hvordan det gik. 
Hvorfor fik han det op i hende? Det var ikke kun hans  tidligere handlinger, men det var som om hvert ord, der kom ud af munden på ham, var endnu et stykke brænde på hendes bål. Det var frustrerende ud over alle grænser. 

Idet han begyndte at klæde sig af, havde hun ikke behov for at holde rødmen tilbage. Hun havde været på nok skibe med halv til helnøgne mænd og kvinder og alt derimellem til at føle sig skamfuld over andres kroppe. Eller sin egen - for det meste. Hans spørgsmål fik hende til at tøve. Hun havde ikke lyst til at svare på det - han vidste jo godt, hvad hun i sidste ende ville vælge, om det så betød at have den store mandekrop tæt på sig hele natten. 
Lynn brød øjenkontakten og vendte sig om. Den røde uniformsjakke tog hun af og lagde henover hans pelsbelagte frakke. Nok havde hun stadig skjorte og uniformsbukser på, men jakken var det, hun forbandt mest med at være i tjeneste. Den her situation føltes så langt fra Lysets tjeneste, som hun kunne komme. 

Den blev lagt pænt sammen for at trække tiden ekstra meget ud, og hun kunne ikke skjule det for hverken ham eller sig selv. 
Endelig kom hendes fingre i gang og hun smed støvler og bukser fra sig over samme stol. Sov hun i sit tøj, ville det kolde havluft fryse sveden i tøjet, og end ikke Royces kropsvarme ville kunne gøre op for det. Det var standardlære, og Lynn var ikke dum nok til at gå imod det, selvom hun havde lyst. Normalt havde hun en ekstra trøje liggende i sin kahyt, som hun kunne skifte til, når hun gik til ro. Den kunne hun godt bruge nu... Hvorfor føltes det så forkert at være blottet foran ham? Havde han ønsket at tvinge sig over hende, havde han allerede gjort det, måtte hun minde sig selv om. 
"Du er en underlig pirat," mumlede hun højt nok til at han ville kunne høre det, mens hun trak trøjen over hovedet og den hvide hud kom til syne. I det svage skær kom de små lilla nuancer til syne, som når man holdt indersiden af en blåmuslingeskal frem i sollysset. 
Selvom det virkede ligegyldigt med alt det andet tøj væk, beholdt Lynn sit lændeklæde på. Der var alligevel grænser. Så vendte hun sig mod ham og gik hen for forhåbentligt at kræve den inderste plads, så hun ikke risikerede, at han væltede hende ud over kanten midt i nat.

Royce burde måske havde smidt sig i sengen, i stedet for at tage sig tiden til at nyde synet af hendes krop, der stille kom til syne som hun afklædte sig foran ham. Hans blik var varsom, som det iagttog hende som en høg der fulgte sit bytte, hver en lille detalje ved hendes krop tog han til sig, uden den mindste skam i blikket. Han nød hvad han så, og da hun mumlede noget måtte han spidse ørene lidt, en underlig pirat, han holdt en latter tilbage, men smilet kunne han ikke skjule. Måske han var lidt underlig, men det skyldtes hende, han havde aldrig før ophørt sig sådan for en kvinde, og enhver anden ville have endt deres dage i en celle under dæk, Lynn derimod. Hvis han ikke vidste bedre ville han have gættet på hun havde haft en heks ombord, intet andre kunne forklare hans omgang med hende. 

Han rystede tanken fra sig, som hendes lille krop strøg forbi ham over til sengen. Han afstod fra at give hende et klap i bagdelen, lidt pli havde han dog, selvom han så frem til at mærke hendes krop, hendes varme. Søvnen vidste han ikke ville komme til ham, men blot det at kunne hvile var nok for ham. Han fulgte efter hende til sengen, som var det noget af det mest normale at hun skulle ligge der, inden han sank ned ved hendes side, selvom han havde lovet at forsøge at opfører sig ordenligt, betød det vel ikke at han behøvede ligge helt ude på kanten? Hans blik gled over hendes krop, inden han måtte minde sig selv om sit løfte igen, før han rakte hende over hende, hvilende på den ene albue og hofte, hans brystkasse strøg kun svagt imod hendes krop, men det var nok til han kunne mærke den pirrende følelse i hele kroppen, som han greb om det store sengetæppe og skind og trak det hen over hende. Det gik ikke at hun blev syg i hans seng eller nærvær for den sags skyld, han lagde det ned så det kun dækkede hende, inden han lagde sig om på ryggen med den ene hånd løftet op under hovedet, armen imod hendes side, men blikket løftet til loftet. Han begreb ikke hvad der gik af ham, han havde lyst til at kaste med noget og råbe af sig selv, måske kaste nogen overbord for at få klarheden tilbage i hovedet, men han havde ikke lyst til at rejse sig for at gå.

Han lå helt afklædt ved hendes side, hun havde fået lov at få sengetæppet for sig selv, det kunne hurtigt blive en meget lang og kold nat, hvis ikke det var fordi han kunne hindre vinden i at køle alt ned, indtil nu var der stadig en behagelig lune i kahytten, selvom hans muskler spændte let for at varme hans krop. Han trak vejret dybt, inden han vendte blikket imod den kvinde, hans furie. Så tæt på. Det besidderiske smil spredte sig om hans læber, han var tydeligvis yderst tilfreds med hendes nærhed trods alt han ellers følte og tænkte.