Hans spørgsmål fik hende ikke til at stoppe med at pille ved ringene. Hun bemærkede han så sig over skulderen. Nysgerrig på om han havde hørt nogen der fulgte efter dem, valgte hun også at se sig over skulderen. Som han førte hende hen mod en bænk at sidde løftede hun kort øjenbrynene med en lille rysten på hovedet, som en slags svar på hans ene spørgsmål. Hun kunne som sådan heller ikke helt forstå hvordan det hele var hændt. ”Min fader fik mig tilset af vores healere, jeg eh…” hun var lidt forvirret over hvordan hun skulle svare på alle spørgsmålene. Malika stod et øjeblik og observerede at Spencer satte sig på bænken, og først da han gav tegn til at hun kunne sætte sig ved siden af ham, gjorde hun det. Forsigtig med både kjole og jakke – ja for ikke at nævne alle de gulddetaljer om hendes talje. Hun satte sig med fronten delvist mod ham, nu hvor de snakkede sammen. ”Jeg havde slået mine ribben, men det var ikke noget…” hun slap kortvarigt sine ringe for at vifte den lille ubetydelige ’skade’ væk. ”Det eneste der er sket, er faktisk at jeg har fået chakra,” fortalte hun en anelse begejstret som hun kort så ned på sine åbne håndflader. Hun fik næsten lyst til at øve den evne hun havde fået. Hun rystede på hovedet, så tanken om evnen forsvandt. Fingrene fandt frem til ringene igen. ”Jeg var på markedet – alene – og spiste et æble… Og det næste jeg vidste vågnede jeg op i en hytte…” Forklarede hun så og skævede op til Spencer med et lille skævt smil.

Nu hvor hun så lidt bedre op på ham lagde hun da også mærke til hvad han havde gemt under jakken. ”Du må altså endelig sige til hvis vi skal gå indenfor, nu hvor jeg har din jakke,” lød det fra hende blidt og betænktsomt. Hun ville endelig ikke have at han skulle blive kold, det var trodsalt kun lige blevet forår.

Det var ikke mange detaljer hun valgte at dele. Han kunne vel ikke bebrejde hende, han ville nok også selv have valgt at holde munden lukket, og ikke sige noget til nogen selv hvis de spurgte, men han kunne ikke helt slippe lysten til at spørge mere ind til det. Ikke fordi han ville være for nærgående, for selvom de kendte hinanden rimelig godt, så kom det vel egentlig ikke ham ved. Han ville heller ikke nage for meget i hendes dårlige minder, hvis det viste sig at hun helst ville glemme det. Så han sørgede for at tie stille og lytte, hvilket han gik ud fra var den rigtige beslutning, da hun hurtigt fejede sin skade under tæppet.
Bekymringen forsvandt ikke helt, men noget blev erstattet med et undrende, næsten nysgerrigt blik, som hun fortalte videre. Hendes lille smil smittede af, og bragte et lignende frem på hans læber.
”Så… du kan teleportere?” Spurgte han med tydelig forvirring i stemmen. Magiske evner havde han set meget af, men aldrig selv haft nogen personlig erfaring, da han ikke var blevet velsignet med den slags. Noget han ærgrede sig over en sjælden gang imellem, men altid blev lettet over, når han vågnede en morgen med stygge tømmermænd.

Smilet bredte sig lidt mere, og han rystede let på hovedet med en passende håndbevægelse.
”Åh nej, det skal du ikke tænke på. Den kølige luft er nu meget behagelig.” Indtil videre var det sandt, men det skulle ikke undre ham, hvis han ændrede mening lidt senere. Der ville han dog stadig sige det samme, for han skulle hellere fryse, end at lade hende ryste af kulde. Desuden gik han ud fra at hun helst ville blive udendørs lidt endnu. Det var også meget lettere at snakke sammen, når der ikke vrimlede folk omkring en.

Malika satte pris på at hun selv kunne fortælle de vigtigste brudstykker af historien. Hun var dog åben for at han kunne spørge ind, hvis der var noget der krævede mere forklaring eller gjorde ham bekymret. Det værste, ud over mareridtene, måtte vel være at hun skulle snakke med sin fader om det. Desuden var mareridtene ved at stilne af, lige så stille og roligt. Hun måtte trodsalt lægge det bag sig og komme videre.
Det at han gengældte det lille skæve smil, gjorde hende glad. Det virkede næsten bekræftende om at han lyttede aktivt. Spørgsmålet om hun kunne teleportere fik hende til at smågrine. Hun gjorde hvad hun kunne for ikke at virke hånende eller uhøflig, og kvalte derfor den lille latter med et smil og en forklaring: ”Nej, nej. Jeg kan…” hun stoppede sig selv som hun så efter noget vand eller lignende, hvorved hun kunne fremvise det. Blikket faldt på et lille springvand, som måske kunne være blev brugt som fuglebad. Hurtigt lod hun blikket finde vej tilbage til Spencer.
”Jeg kan prøve at vise dig det?” foreslog hun, klart til at rejse sig og gå over til det lille springvand. Malika var ret facineret over at have fået en evne ud af den lille episode. Hele hendes atten år lange liv havde hun jo gået uden evner og troet hun aldrig ville få nogen.

Et smil og hovedrysten var ikke nok til at få hende til at kaste tanken om at han frøs væk. ”Men du skal endelig sige til, Spencer,” lød det insisterende fra hende som hun kort trak på et skævt smil. Hun ville ikke have han frøs, og ville han gerne indenfor igen, var det intet problem – så blev der bare lukket for den lille snak om hvad der havde gået hende på.

Det var ikke fordi Spencer ikke var nysgerrig. Det var han. Mest fordi han bekymrede sig om Malika, om hun nu også var okay, selvom hun havde forsikret ham om netop dette. Han vidste hvor gode de fleste adelskvinder var til at lægge skjul på sine egentlige følelser, for det var ikke passende at lade sig styre af dem. Det var det samme for ham. Han gjorde meget for at fremstå helt fattet og rolig, men det kunne til gengæld ikke skjules længere, når han havde fået nok vin indenbords. Og det var efterhånden lidt for ofte. Et par af de sædvanlige fulderikker på kroen havde set adelsmandens lidt for aggressive udbrud, men de var heldigvis alt for fulde til at huske det.
Han lod være med at spørge ind til mere. Hvis Malika ville dele mere, skulle hun vel nok gøre det, også uden han spurgte. De kendte vel efterhånden hinanden så godt at hun vidste, at han var der for hende lige meget hvad.

Han fulgte hendes blik, hen mod det lille springvand. Måske det var fordi han ikke havde sat sig ind i hvordan verdens magi fungerede, han var jo ikke selv blevet velsignet med den slags, og havde aldrig haft behov for at bruge det. Hun formåede dog alligevel at vække hans nysgerrighed.
”Ja, lad mig da endelig se,” sagde han straks og rejste sig. Han holdt hånden ned mod hende, så han kunne fortsætte i samme høflige stil og hjælpe hende op, og derfra føre hende hen mod det lille springvand, som han forventede var meningen.
Han nikkede let til hendes ord, som bekræftede han, at han nok skulle sige til, hvis det blev lidt for koldt. Det var nok bare ikke helt sandt, for man skulle da ikke bekymre en dame om den slags. Hellere at han frøs lidt, end at hun gjorde.

Der var ikke mange skridt hen til springvandet, og først der slap han hendes hånd, hvis hun da havde taget imod.
”Så.. Skal jeg kigge på dig eller vandoverfladen?” Var det tydeligt at høre, at Spencer ikke anede det mindste om magi? Det gjorde ham intet, måske han kunne lære lidt nu. Om ikke andet se noget nyt, og noget langt mere spændende, end indersiden af diverse kroer, eller de mange sider i de bøger han studerede.

Malika var rigtigt en af de kvinder der vidste hvordan man lagde skjul på sine følelser, indtil man flød over. Hun vidste nemlig hvor meget hendes fader syntes kvinder var for følsomme og græd for meget, så Malika havde lært at samle det hele, så han ikke skulle se på det. Hun vidste udmærket godt, efter de år Spencer havde brugt i Balzera, at hun sagtens kunne dele sine bekymringer med ham hvis hun ønskede det. Det føltes bare som om det hele lige skulle ligge og summe lidt. Hun kunne jo sagtens gå i mange flere detaljer, men det var i den grad også begrænset hvad hun kunne fortælle, for hun ønskede ikke Pharos skulle være en del af historien. Hun ønskede ikke han skulle jagtes. Det eneste hun ønskede, var at glemme ham. Det var jo alligevel det eneste der ville give mening.

Smilet på hendes læber voksede lidt, som han gerne ville se hvad hun kunne og rejste sig. Hun tog glædeligt imod hans hånd, så hun kunne komme op og blive ført hen til springvandet, som hun selv nonverbalt havde henvist til. Så snart de stod foran springvandet, og han slap hendes hånd, så hun på vandet og førte sin hånd roligt henover vandet, nogle centimeter fra overfladen. Hun så straks op på ham som han spurgte hvor han skulle kigge. Ja selvfølgelig. ”Vandoverfladen,” forklarede hun og så derefter tilbage på vandet og sin hånd ”Jeg eh… Jeg er ikke så god endnu…” forklarede hun. Hvem skulle de se? Forskellige adelige navne løb igennem hendes hoved, som hun prøvede at tænke sig om, hvem de måske begge kendte. ”Jeg vil forsøge at se din kusine, Hygiea, ved hjælp af vandet,” forklarede hun før hun lukkede øjnene og prøvede at fokusere. Med en rolig bevægelse lod hun endnu engang sin hånd glide henover vandet med lidt mellem i mellem. Et billede af Hygiea der stod med sin butler og snakkede dukkede så op. Malika åbnede de lyse øjne og så på det lille billede. ”Jeg kan se folk jeg kender. Jo bedre jeg kender dem, jo lettere er de at se,” forklarede hun. Det ville helt klart ikke være særlig spændende at se efter Spencer, nu hvor han stod lige ved siden af hende. Malika havde overvejet at se efter Thalia, men hun var lidt i tvivl om hvor vidt Spencer vidste hvem hun var, nu hvor det kun var nogle måneder siden hun var blevet den nye hovedfamilie. Malika vendte efter et lille stykke tid blikket op på Spencer, og fjernede sin hånd helt fra vandet, så billedet forsvandt. ”Han syntes du?” spurgte hun med et smil.

Spencer førte hende over til springvandet og slap da hendes hånd, så hun kunne tage over. Han sendte hende et lille, bekræftende smil, bare for lydløst at sige, at det ikke gjorde det mindste. Nu hvor han ikke selv besad nogle magiske evner, var det generelt bare imponerende når andre forsøgte sig med deres. Han placerede hænderne mod kanten og lænede sig lidt frem, for bedre at kunne se med.
Det var ikke fordi han ikke forventede at der ville ske noget. Han var sikker på at Malika nok skulle få det til at virke, men alligevel kunne man se overraskelsen i hans ansigt, da billedet af hans kusine og hendes tjener begyndte at vise sig.
"Åh.." Mumlede han, dybt fascineret. Det var begrænset hvor meget magi han fik lov til at se, så måske hans reaktion endda kunne virke lidt underlig for nogle.
Han rettede det lidt overraskede blik mod Malika.
"Åh, så du kender Hygiea? I har måske mødtes?" Han var gået ud fra, at hun bare kendte hans kusine som alle andre kendte de adelige. - Overfladisk og kun ved navn. Men måske de faktisk kendte hinanden bedre end han troede?

Han nåede lige at få et sidste glimt af billedet i vandet, før en let latter gled over hans læber. Han vendte ryggen til springvandet og stillede sig op på tæerne, så han kunne komme op på springvandets stenkant at sidde.
"Jeg synes det er imponerende, specielt når du påstår ikke at være særlig god endnu," sagde han puffede venskabeligt til hendes arm med den ene hånd.
"Må jeg spørge hvornår du bruger den evne? Det virker så skummelt at lure på folk." Han kunne ikke lade være med at smågrine, men han var egentlig rimelig nysgerrig.

Malika nåede lige at se hvordan Spencer lænede sig lidt frem for at se med på hvad hun skulle til at vise, hvilket gav hende et lille smil på læberne inden hun lukkede øjnene og begyndte at bruge sin evne. Som billede dukkede op, kunne Malika høre Spencers mumlen i fascination, hvilket fik hende til at se over mod ham. Han spørgsmål om hun kendte til hans kusine og om de havde mødtes fik et lille smil på læberne. ”Vi har brugt lidt tid sammen en af de gange jeg var i Dianthos og så har vi snakket lidt til nogle af selskaberne, selvfølgelig,” forklarede hun. ”Men altså, det er ikke noget særligt,” hun trak lidt på skulderen.

Den lille latter fra spencer fik et lille undrende blik frem på det kønne ansigt, og hun lagde hovedet lidt til siden, som han satte sig op på springvandets stenkant. Hun klukkede lidt og så lidt ned mod jorden, smilene, som han puffede til hende og komplimenterede hendes evne. Hun så roligt op mod ham. Beundrede ham for et øjeblik, mens hun overvejede at fortælle, at hendes største svaghed var at hun ikke kunne se sin storesøster endnu. Det var et stort mål for Malika at kunne se hende, for så vidste Malika at hun kunne se igennem folk med høj mentalitet. Det var i hvert fald det hendes fader havde fortalt hende. Men inden hun nåede at fortælle det, blev der spurgt et spørgsmål. Et spørgsmål, som kunne virke ubehageligt at svare på. Hun åbnede munden kortvarigt, ikke fordi hun skulle overveje sine ord, men fordi spørgsmålet ikke var forventet. ”Altså jeg bruger den lige nu kun på at træne, hvor jeg ser på mine søskende,” forklarede hun og trak på et skævt smil. ”Jeg lover dig, at jeg ikke bruger min evne udover min træning, med mindre det er strengt nødvendigt og papa ikke er der,” lød det fra hende, lidt hurtigt da hendes faders kaldenavn blev brugt. Hun så kortvarigt tilbage mod balsalen, hvis nu hun kunne se sin fader et sted. Øjnene gled dog tilbage til Spencer igen.