Nianna havde ingen tiltro til hendes stemme længere, som James rakte hende skindet. Hun sank en klump og mærkede en skævlen gå igennem hendes krop, som hun holdt det mellem sine fingre og lod blikket glide over det, synet var ganske horribelt, og det gjorde ondt alle steder indeni hende, men efter at have stået en stund helt frosset til stedet, begyndte hendes hænder alligevel at bevæge sig, hun lod skindet sænke sig helt ned i vandet mens hun gav sig til at gnubbe det. Hendes blik gled over hver en lille del, som blodet langsomt blev skyllet ud, men gnisten i hendes blik var falmet og efterlod kun hendes øjne blanke og følelsesforladte. Hendes bevægelser virkede mest af alt mekaniske, for selv da skindet efter lang tid begyndte at se rent ud blev hun ved med at gnubbe i det. Hendes læber var blevet blå af det kolde vand, og hun havde ingen anelse om hvor længe hun havde befundet sig i vandet, selv de rystende hænder der var helt rynkede tiden i vandet, bemærkede hun ikke, al hendes opmærksomhed var skjult i hendes tanker, der for rundt i hendes hoved.

Hvordan skal alting blive godt igen? Kan jeg fortælle Orcus dette? Vil han nogensinde se mig igen? Hvorfor føles jeg så tom? Burde jeg ikke være vred i stedet, kæmpe for mig selv? Hvad med James, han burde ikke være så vred? Er han vred på mig? Fejlede jeg? Skal jeg forsøge at opmuntre ham? Men kan jeg overhovedet det? Kan jeg tvinge et smil frem for hans skyld, lade som om alt er okay? 

Hendes tanker var der ikke megen mening i, de væltede rundt oveni hinanden og ingen nåede egentligt at blive besvaret, førend nye tanker væltede op i hende. Til sidst gik hun dog helt i stå, som opdagede hun pludselig den verden hun så tomt og fraværende havde betragtet længe ude i vandet. Det var jo koldt, men hun frøs ikke, hun kunne ikke mærke sin kolde krop. Hendes blik gled forvirret rundt, efter årsagen bag hun pludselig forlod sin trance.

Alt imens hun havde stået og gnubbet skindet imellem sine fingre stirrede han på hende. Han fjernede ikke blikket fra hende en eneste gang. Han vidste hvad hun gik igennem, og alle de tanker der kunne gå igennem hovedet på en. Det var ikke rare tanker, og alligevel vidste han ikke om hun tænkte netop de samme tanker som han havde gjort. Men alligevel kunne han mærke hendes følelser og han havde lyst til at beskytte hende for alt i verden, men han vidste ikke hvordan han skulle gøre det. Han kunne ikke bare lukke hende inde her så hun aldrig kom ud igen. Det ville være forkert, for lige som han kunne flyve og tage væk, det samme skulle hun have lov til på sine ben. Han kunne ikke bare lade hende være alene med sine tanker og følelser, for så ville hun aldrig få mere tale, og aldrig se andre mennesker. Slet ikke nu hvor hun endelig var begyndt at komme lidt ud. Det var jo heller ikke alle mennesker der havde været lige som den engel hun havde mødt!

Som han havde stået og kigget på hende mødte hans blik endelig hendes kolde blå læber. Hun skulle ikke længere stå her i det kolde vand, og han ville nødig have at hun blev syg. "Lad os få dig op af det kolde vand." kom det fra ham, og uden så meget som at tænke så meget over det, bukkede han sig lidt ned for at lade en arm lande rundt om hendes ben og en på ryggen for at løfte hende og bære hende væk fra vandet. "Nu skal jeg nok lave et bål og lidt mad til dig." kom det fra ham og kiggede ned på hende som han traskede videre op af vandet og ind imod breden.

Han satte hende først ned da han nåede ildstedet. Han roede lidt i bålets aske og gløder inden han gik hen til nogle bunker af træ. Han tog det over til ildstedet og lagde lidt flis bark og små grene på bålet for at få lidt flammer i. Han pustede lidt til gløderne som fik fat i træet. Jo mere ild der kom jo flere grene lagde han på. Da der endelig var kommet godt gang i bålet bevægede han sig hen til hendes soveplads, tog det største skind og bevægede sig hen til hende for at ligge det om hende så hun kunne få varmen. Han tog hendes våde tøj og hang det til tørre. "Sid du her og få varmen så skal jeg lave lidt mad, så du kan få lidt at spise." kom det fra ham og bukkede sig ned for at kysse hende i håret.

Hun vidste godt at hun ikke burde, at hun burde tænke logisk og ikke være bange for James, men da han løftede hende op, kunne hun ikke gøre for det, skrækken gik igennem hendes krop og fik hende til at sprælle og forsøge at slippe væk et par gange, før det siv ind i hendes hoved at det var James, at hun var okay, at det nok skulle gå. Hun løftede blikket undskyldende op imod ham, hendes følelser var et stort virvar, hun følte skyld over at have reageret sådan, skam over at være blevet rørt af englen, flovhed, urenhed, vrede, sorg, fortvivelse, opgivelse. Nærmest hver eneste følelse der kunne være, fyldte hendes indre op til bristepunktet.

I hans favn greb hun om hans trøje, og knugede ansigtet ind imod hans brystkasse. "Undskyld jeg.. jeg.. det var min skyld... alt sammen... beskidt... slagene.. min skyld..." Hendes ord gav ikke meget mening i det talte sprog, men hun havde en fornemmelse af James ville forstå hende, at han ville vide hvordan hun følte, at hun bragte det ned over sig selv, at hun var selvforskyldt i det fordi hun var svag. Hun knugede øjne i, og først nu begyndte hun at mærke hvor kold hun egentligt var, hendes tænder klaprede sammen og hendes krop skælvede i forsøget på at genvinde varmen. 

Da han placerede hende foran bålet, krøb hun så tæt på hun overhovedet kunne, for at suge al varmen til sig. Hun følte sig som is, tom og ødelagt, frossen helt ind til det inderste punkt i sig selv. Alt føltes så koldt og fjendtligt. Hvordan hun nogensinde skulle komme videre, komme ovenpå fattede hun ikke. Hun var sikker på følelsen aldrig ville forsvinde, at hun altid ville have det sådan. Hun bemærkede slet ikke hvordan James bevægede sig rundt og sørgede for alt, for hende. 

Uanset hvad han ville sige eller gøre, ville følelsen hun sad med aldrig gå væk. Han vidste hvad det ville sige han havde selv oplevet det på egen krop. Tanken om at det var selvforskyldt fyldte stadig i ham, også selvom han inderst inde godt vidste at det aldrig kunne blive hans skyld. Selvom hun udtrykkene så mange følelser behøvede han ikke engang at mærke dem. Han vidste det allerede på forhånd. Uanset hvad han ville sige til hende var det ikke bare noget der kunne gå væk. Han vidste at det ville være forkert af ham at prøve og hjælpe hende. For han vidste jo ikke engang hvad det ville sige at hjælpe sig selv på det område. Selvom hun sprallede i hans arme fast holdte han hende så hun ikke tabte hende. Selvom det var svært gjorde det ham ikke noget. Han havde selv haft problemer med at andre rørte ham, og Nianna var den der var kommet tættest på ham siden han selv havde oplevet det samme. Hvis Marad nogen sinde ville høre hvad der var sket ham sådan rigtigt... Ja så vidste han ikke engang om han ville være lige glad, for et eller andet sted ville han jo nok være det.

Selvom han ikke havde sagt noget til hende vidste han at han kunne hjælpe hende på andre områder. Men det krævede også at hun fik lidt at spise, og selvom hun sad og varmede sig ved bålet ville han ønske at han kunne sige de rigtige ting, men det kunne han ikke. Der var intet at sige der ville være rigtigt. Han bevægede sig over til de forskellige buske og samlede nogle ting, hvor efter han bevægede sig over til sin rejse taske og fik taget noget flået kanin op af tasken. Han begyndte så småt at udskære det i små skiver og smed op i en gryde sammen med bær og grøntsager. Han skulle bare have noget vand lidt senere og putte op i, men først når det var svitset lidt hen over bålet. Efter han var færdig satte han gryden hen over ilden og kiggede på hende. Hun var så fyldt af så mange følelser at han fik helt ondt af hende.  Langsomt gik han hen til hende og satte sig bag hendes ryg. Han åbnede sin hænd og håbede at dette ville virke. Langsomt dukkede der en grøn kugle op i hånden på ham, han lagde hånden på hendes ryg og langsomt sugede kuglen sig ind i ryggen på hende. Forhåbentlig ville en rolig fornemmelse sprede sig i kroppen på hende, så hun kunne slappe af. Han vidste ikke om det ville tage det hele, men det var en start. “Jeg skal nok være her for dig” hviskede han til hende og kunne høre hvordan gryden syede fra kødet der var ved at miste sit fedt lag der var på.  Han kunne ikke sige til hende at det alt sammen nok skulle gå, for det havde det aldrig gjort ved ham, men han var også en ulykkesfugl. Hvis han aldrig var gået fra Nianna i første omgang var sette her aldrig sket. Endnu en gang havde han fejlet på alle tænkelige måder. Han rejste sig for at tage fat i en grydeske i træ og rørte lidt rundt i gryden.

Hele hendes krop var spændt af nerver, nerver der var helt flossede og drænede hendes krop for al energi og overskud. Hendes blik helt blankt, tømt for den varme livlige glød der brændte dybt i hende, den barnlige glade glød. Hun vidste ikke om hun nogensinde ville få det godt igen, ville hun nogensinde grine igen? Ville hun nogensinde turde møde fremmede? Ville hun nogensinde glemme hans berøringer? Ville hun nogensinde stoppe med at bebrejde sig selv? Det gav et sæt i hele hendes krop, for hendes tanker havde opslugt alt omkring hende, hun opdagede ikke hvad James gik og lavede, hele tiden kørte hende hoved bare rundt i en giftig ring, men da hun mærkede hans berøring bag sig, havde hele hendes krop givet sig. Hun var skrækslagen, alt i hende skreg at det ikke var James men .... ham .... hun ønskede at flygte, rejse sig og løbe, men hendes krop var frosset til stedet, panik gennemvæddede hendes blik, det lige indtil hun mærkede noget andet, en ro?

Hun vidste ikke hvor den kom fra, eller hvorfor. Men ikke desto mindre sank hendes skuldre stille sammen, den anspændte krop blev mere blød og medgørlig, hendes tankespind slap sit drænende tag, og hun hørte James stemme. Hvor var hun henne? Hendes blik gled stille rundt, bålstedet. Duften af mad. Det sydede, hvem lavede mad? Hendes blik søgte op til James. Hun rakte stille sin hånd frem og greb om hans ene. Hun kunne ikke presse nogle ord frem, men han var der, det var alt det betød noget. Hun var sikker på roen var hans skyld, og hun var taknemmelig for det.

Han kunne ikke gøre så meget for Nianna ikke som han ville ønske han kunne. Dette her var en kamp hun måtte kæmpe med alene, og selvom han kunne sige de rigtige ting så var der intet der kunne hjælpe på den følelse hun sad med. Dette her var en svær ting at komme igennem. Forhåbentlig var hun stærkere end han selv var. Men han tvivlede hun havde ikke oplevet tilstrækkeligt i livet til at have noget at stå imod med. Hun havde været alene i så mange år, og alligevel var der et væsen der skulle ødelægge noget så uskyldigt. Han skammede sig for at Nianna overhovedet havde mødt ham. Det var endnu et tegn fra guderne om at han var en ulykkesfugl. Når noget godt skete for ham kom der altid noget dårligt der slog meget hårdere. Dette her var en af tingene, denne gang var det bare ikke gået ud over ham men hende i stedet for.

Han ville så gerne kunne afhjælpe hende noget mere, men så længe hun ikke sagde noget vidste han ikke hvilke tanker hun havde. Han kunne ikke berolige hende, men han kunne heller ikke lade hende sidde med disse tanker alene. Efter at have rørt i gryden bevægede han sig over for at tage noget vand og hælde ned i gryden. Så skulle den bare lige koge lidt op. Han havde ikke puttet så meget vand i, men nok til at det ville kunne koge ind. Han vendte blikket over på Nianna og smilte til hende. Det var måske et påsat smil, men det var ikke noget man kunne se. Inderst inde var han vred på denne Orcus som han var sikker på havde gjort dette her ved hende. Det var det eneste navn hun havde sagt, og dermed var det den eneste der hade gjort dette her. Han håbede aldrig at støde på denne her Orcus for så skulle han nok få en vrede at føle i sidste ende.

Med roen der langsomt fyldte hendes krop, havde hun mere overskud til at lade sit blik vandre rundt, for at tage omgivelserne til sig. Hun var kommet hjem, hun var i lysningen igen, skjult bag den botaniske mur. Hun tillod sig selv for en stund at dvæle i den ro, som James havde bragt hende. Duften, det duftede af mad, men var hun sulten? Hun forsøgte at mærke efter, men alle sanser synede helt ude af drift, men måske? Det duftede hvert fald lokkende, og hun lod blikket glide over til den gryde over bålstedet. "Hvad... Hvad laver du?" spurgte hun helt stille. Hun kunne nærmest ikke genkende sin egen stemme, der var helt anderledes efter alt det hun havde budt den, gråd, skrig, råb. 

Hendes blik gled tilbage til muren, der beskyttede hende imod omverden. Hun vidste at en dag måtte hun igen passere den, bevæge sig ud hvor hun var udsat, men hvornår var nærmere spørgsmålet. På et tidspunkt ville hun løbe tør for ting, det hun ikke kunne dyrke selv, men det var en bekymring hun ikke kunne forholde sig til. I stedet trak hun vejret dybt og trak knæene helt op til sig, så hun kunne hvile panden imod det ene knæ, inden hun lagde armene omkring skinnebenene og knugede sig helt sammen i en klump.

Han fortsatte sin madlavning og kiggede ikke væk fra den. I ny og næ rørte han lidt i gryden og tilføjede et par ekstra krydderier. Han vidste at Nianna havde passet haven godt, og der var jo alt hvad der kunne bruges så han kiggede ikke engang på hende. Han var fortsat vred, men han kunne ikke lade hende se det. For det ville sikkert ikke blive taget godt imod. Tanken om at nogen kunne gøre så et uskyldigt væsen fortræd gjorde ham blot mere vred. Nianna var jo ikke meget mere end et barn, og havde aldrig oplevet en verden der var så grufuld, og det havde hun nu... Han skammede sig over ikke at have været der for hende, og han skammede sig over at det ikke var gået ud over ham i stedet for hende.
Han hørte hendes ord og han vendte blikket over på hende. "En gryderet jeg engang lavede for mig selv." han puttede lidt tomater i gryden og ventede på at de blev kogt ind for at mase dem med skeen så de kunne koge med ind i gryde retten. Han lagde hovedet lidt på skrå og satte sig ned ved siden af hende efter noget tid. "Er du okey?" han havde lyst til at kramme hende, men han vidste ikke hvordan hun ville tage det, om det ville være en god ting eller hun ville skamme sig. Egentlig var det vel bedst hvis hun kom af sig selv. For så vidste han hvad det var hun ville have, og lige nu... Ja han håbede bare at hun ville kunne sove uden at skrige og råbe. En ting var sikkert, han ville våge over hende når hun endelig faldt i søvn, uanset om han så skulle være oppe hele natten.

Hun var ikke helt sikker på, hvad en gryderet egentligt var, men duften var indbydende, men selv med den vidunderlige ro, som hun følte indeni. Vidste hun ikke hvordan hun skulle bryde ud, at sine destruktive skal. Hun bebrejdede sig selv, for alt der var sket, og skammede sig over sin egen uduelighed. 
Fra at have hvilet hagen på sit knæ, så hun kunne følge i James' bevægelser, løftede hun hovedet en anelse, for bare at dreje ansigtet væk og i stedet hvile kinden imod knæet. Hun knugede sine øjne i, mens hun forsøgte at holde tårerne tilbage, hendes øjne var allerede rødsprængte, området omkring hendes øjne helt hævede, og næsen rød af de mange salte tårer hun allerede havde fældet, og hun var ikke et øjeblik i tvivl om, hun måtte ligne et monster. 
En lille snøft lød fra hende, mens hun knugede armene lidt tættere omkring sine ben, så den lille skikkelse hun i forvejen var, synede endnu mindre, men hans stemme, fik hende alligevel til at rykke blikket imod ham. Er du okay? Hun gentog ordene i hovedet flere gange, mens hun vendte og drejede hver en lille detalje af sætningen, inden hun svagt trak på skuldrene, hun vidste virkelig ikke om hun var okay. Selvom hun var i sin lysning, følte hun sig ikke længere sikker og beskyttet, en følelse hun inderligt savnede i dette øjeblik. Efter en del overvejelser, løsnede hun lidt op i kroppen og kom op på vaklende ben. Hun var bange for de ville give efter hvert øjeblik, men hun skulle ikke langt, kun et par skridt til hun nåede James' side, hvor hun tøvende satte sig ned.
Hun var bange for at komme så tæt på, men hun havde brug for hans tryghed, hun lænede sig ganske langsomt ind imod hans side, men stivnede helt da deres kroppe mødtes, og først efter lidt tid, slappede hun gradvist mere af og lod sig selv putte helt ind imod hans side med hovedet på hans skulder. 

James var ikke i tvivl om hvordan Nianna havde det. Hun måtte ikke have det rart. Så hans spørgsmål om hun var okey var måske allerede for meget. For selvfølgelig var hun ikke okey. Hun havde oplevet en voldtægt af denne Orcus. Han kunne brænde hele lysningen ned for at Orcus havde gjort hende fortræd. Selvfølgelig vidste han ikke at det ikke var Orcus der havde gjort det. Men det var det navn Nianna havde ytret. Så han tog det som en selvfølge at det var ham. Han vidste ikke om Nianna overhovedet besad en evne til at kunne glemme denne voldtægt. Men hvilke person ville glemme en voldtægt? Det var der ingen der ville. Han havde aldrig glemt sin og det kom han nok aldrig til. Desværre opsøgte han blot mørket for at glemme sine hjertesorgere og sine voldtægter. Han ville bare gerne føle sig i live, og så var det lige meget om det bragte endnu en voldtægt med sig. Han ville sikkert nyde det alligevel. Forhåbentlig ville Nianna se bort fra sin voldtægt med tiden. Forhåbentlig ville Nianna se positivt på livet igen. 
Han kiggede på hende som hun kom vaklende på benene og kom ham tættere. Han sagde ingen ting kiggede blot på hende for at se hvor hun gik hen. Skulle hun kaste op? Han ville være der til at beskytte hende til en hver tid! Forhåbentlig forstod Nianna den ting. Også selvom han skammede sig for ikke at have været i lysningen i nogle uger. Da hun satte sig ved siden af ham og endelig puttede sig ind til ham lagde han en arm rundt om hende. Han ville gerne beskytte hende der hvor han kunne. Langsomt begyndte han at glide sin hånd op og ned ad hendes skulder som han havde lagt armen rundt om.