Sofus fnøs en smule, men det var mere for sit omdømme, end af nogen reel frustration denne gang. "Han holder vist bedre mig ud end omvendt" kommenterede han mumlende, men der var en hvis affektion i ordrene. Trods sin normale attitude, havde han svært ved ikke at holde af den gamle sære mand. Sofus rømmede sig en smule "Jeg har det fint" insisterede han på den der særlige, bestemte måde, der gjorde det sole klart at det nok ikke helt var tilfældet. Sofus lod det dog ikke ligge, men fortsatte 

"Men altså, jeg har ikke lært at skide diamanter siden sidst, så penge til oplæring kan jeg skyde en hvid pil efter. Hvis de da overhoved gider bruge tid på en der alligevel forlader byen ved først kommende lejlighed" uddybede han lidt nonchalant og trak på skuldrene, inden et kækt smil formede sig over de unge læber "Du mangler måske en til at hjælpe dig med at støve af eller hva'?" drillede han med et grin. 

Et svagt suk undslap Faust, som han mindede sig om, at der var god grund til, at han som regel undlod at beskæftige sig med folk på Sofus' alder. Nuvel, hvis pigen .. knægten ikke ville tale om det, kunne han jo ikke tvinges. Vampyren vendte så småt tilbage til at pusle rundt om i arbejdsværelset - der var et par sysler, han endnu håbede at kunne færdiggøre inden natten var omme og han trak sig tilbage i kælderens mørke.

"Jeg tror, jeg klarer mig." Svarede Faust med en let morskab. "Men jeg er altid på udkig efter ny magi at arbejde med, så skulle du støde på nogen med spændende evner og kunne det lykkes os at lave en aftale .. ja, så kunne du jo få lidt af fortjenelsten." Tilbød han. Det var trods alt lidt vanskeligere for ham at komme rundt om i byen, og selv om han af og til fik et par gode fifs gennem Verbatims agenter, var det sandsynligt at de unge havde lidt mere adgang til en bred del af byens befolkning..

Så længe hun ikke bragte en hel flok af teenagere gennem døren til forretningen. Bare tanken var nok til at få den aldrende mand til at gyse. "Medmindre du altså forlader byen lige med det samme og ikke regner med at komme tilbage?" Øjenbrynet blev hævet en smule.

Sofus trak en anelse på skuldrene som Faust afviste hendes som lærling, men smilet på den unge mands læber afslørede at det havde været forventeligt. Hvad den sære, nat-aktive butiksejer fortsatte med, fik dog Sofus til at tænke en smule. Han havde aldrig rigtig stolet på Faust længere end han kunne kastes, men...
"Hvis jeg kommer forbi noget, skal jeg overveje det" svarede Sofus alligevel, og gav Faust et lille smil. Sofus ville hverken love eller udelukke noget. Han kunne få brug for tjenesten - eller pengene, ved en senere lejlighed.

Sofus sukkede tungt, og sænkede blikket, som Faust fik prikket til noget ømt. "Mjah.. måske? Jeg.." han rømmede sig lidt "Jeg har været i byen for længe allerede, og jeg har andre steder der venter, men.. Dianthos har også vist sig ikke at være helt så stor en lort som da jeg først ankom, og nogle af jer der kalder den for hjem er heller ikke helt skidte når det kommer til stykket" svarede han med et skævt smil, men en tone der var mindre selvsikker end ellers, og mere.. ærlig? Det var nok en forfriskende forskel fra den ellers evigt kampklar, vagtsomme teenager. 

Faust havde ikke forventet andet af hendes svar. Det var ikke ligefrem fordi de fleste higede efter at sælge andres evner til den lettere skumle og kun nataktive butiksejer, men han håbede alligevel, at der ville komme lidt ud af at lade ordet gå rundt. Til dem han kunne stole på, naturligvis. Det nyttede ikke, at han havde byvagten rendende lige pludselig.

"Jeg har boet i Dianthos i mange år." Svarede han, overraskende konverserende. Det var næsten som om han ledte efter en undskyldning for at holde lidt på det ungdommelige selskab - selv om han, hvis man spurgte Faust, altid hårdnakket ville påstå, at han foretrak sit eget selskab.

90 år var der faktisk gået, siden han havde åbnet butikken. Han vidste ikke, om Sofus havde sine anelser om Fausts særlige årsager til at være nataktiv, men de fleste kunder plejede at få en ganske god idé om det, når de havde tilbragt timer i vampyrens selskab. Når den tid var gået, satsede Faust som regel på, at han også havde gjort sit for at bevise, at han ikke udgjorde en trussel.

"Jeg elskede byen, da jeg først kom hertil. Men jeg forstår hvad du mener .. der er bestemt visse ting der .. lugter lidt af lort." Han vidste ikke helt hvorfor, men det glædede ham faktisk lidt, at hun var begyndt at holde af byen. Den betød meget for ham. 

Sofus flyttede en smule på sig, så han sad en anelse bedre. De var et umage selskab de to, med Sofus til tider aggressive selvstændighed og Faust knas tørre gemyt. Men alligevel var Sofus ikke i nogen hast med at komme ud af døren. Om end Faust næppe var nogen varm person, så havde Sofus mødt få der var så reelle som den sære nat-aktive mand-der-helt-sikkert-ikke-var-en-vampyr. Det var noget Sofus kunne respektere.

Roligt løftede Sofus det ene ben, og hvilede hænderne om knæet. "Jeg havde nok bare for store forventninger. Kom ude fra røv-enden af alting, til hovedstaden for at finde eventyr og frihed, og så er der udgangsforbud!" fortalte han med et lille grin. Det skadede nok ikke at fortælle.
"Men altså.. langt de fleste folk jeg har mødt her har sku været helt okay" tilføjede hun, og så på Faust som han sagde det, med et sigende blik, og et skævt smil.
Sofus havde mødt mange folk, fået nye venner og endda fundet kærligheden! Hans møde med Faust var, når alt kom til alt, nok et der ville ligge i den 'eventyrlige' kategori, frem for den venskabelige, men stadig ganske positivt.

Der var en tydelig munterhed efterhånden at spore i Fausts ansigt - hendes måde at beskrive tingene på, som røv-enden af alting, var et forfriskende sprogbrug - der næppe gik i de finere egne af Dianthos, men alligevel morede ham mere, end det burde.

"I det mindste var det ikke under plagerne .. eller Mørkets besættelse." Svarede Faust gammelklogt, tænkende at det egentlig var utroligt så meget lort, der var hændt i Dianthos i de seneste 20 år. Det var et held, at han havde været i stand til at fortsætte sine forretninger nogenlunde upåvirket .. der måtte være visse fordele ved at holde sig på god afstand af de fleste andre byboere.

"Men skulle du bestemme dig for at drage på eventyr andetsteds, er Dianthos er jo nok også, når du kommer tilbage. Og du ved hvor min forretning er." Tilføjede han med et lille glimt i øjet. Det kunne jo være, at hun fik behov for at tjene lidt til dagen og vejen .. og nu havde Faust endelig fundet sig en god køber til amuletterne, så han tog glædeligt imod mere af magien.

Sofus skar en grimasse, og det var ikke kun på grund af Fausts gammel-kloge tone. "Plagerne var forfærdelige lige meget hvor man var... Men ja, under mørket havde det sine fordele af bo i røv-enden, for selv alt deres lort nåde ikke derud".

Sofus hjem havde klaret sig bedre end de fleste små landsbyer af dens størrelse, takket være Sofus' mor. Pirateri var ikke ligefrem blevet mindre attraktivt under Mørket, samtidig med at de var så langt væk og så små at ingen skatte-opkræver havde gidet tage turen, så de havde mærket meget lidt til det.

Smilet spillede dog snart igen over de unge læber. "Når" rettede han den gamle mand "Og jeg kommer nok ikke udenom at vende tilbage til Dianthos før eller siden, så jeg vil kigge forbi.. hvis du stadig er her" det sidste blev sagt med bredt grin, for selvom Faust virkede uendelig gammel, så havde Sofus på fornemmelsen at Faust nok skulle være der når turen næste gang gik til Dianthos... og næste gang igen også.
Den snigende mistanke om at Faust ikke var et menneske var så godt som accepteret i Sofus sind, men hvad end gamlingen så ellers var, så gjorde det ingen forskel. Han virkede ret okay, og Sofus ville ikke hade at besøge ham igen, selv bare for et høfligheds visit.

Faust var lille ved at klukke lidt for sig selv over hendes sprogbrug. Røv-enden. Det ville måske være meget sundt for ham at tilbringe lidt tid blandt de unge, for af og til blev han frygteligt bevidst over, hvor gammeldags han kunne lyde, når han talte. Det var en bivirkning ved at være opvokset for flere århundreder siden..

"Jeg har ikke planer om at gå nogen steder." Bekræftede han. "Forretningen her er mit hjem og levebrød." Han satte af og til fod i Dianthos' gader - især når hans faste kunder ikke kom med tilstrækkeligt information om, hvad der rørte sig. Verbatim skulle jo have deres viden.

"Men jeg skal ikke holde for længe på dig." Unge piger skulle trods alt også have en smule nattesøvn. "Hvis du finder den der .. alfekrystal, så er jeg stadig meget interesseret." Det var forsøget værd - og nok noget af det tætteste, Faust selv kom på en alf, selv om han ville elske muligheden for at handle med en. Deres magi skulle være særdeles interessant..

Sofus skubbede sig på benene og strakte sig en smule, inden han nikkede til Faust. "I så fald, så ses vi nok en gang i fremtiden" bekræftede Sofus med et lille, bestemt nik. Det var egentlig ikke fordi Sofus havde brugt meget tid med den mærkelige, nat-åbne butiksejer, men alligevel var det en sær følelse at sige farvel, netop som Sofus næsten havde vendt sig til de sene møder.

Sofus samlede det lille skrin med sin amulet op, og betragtede den med et lille, kærligt blik, inden den forsvandt ned i en lomme, og Sofus igen løftede blikket mod Faust med sin sædvanlige attitude.

"Det har været en fornøjelse at gøre forretning med dig" sagde Sofus med et skævt grin "Og jeg skal overveje det" lovede han til sidst, inden han løftede hånden i hilsen, og gik mod døren. Sofus manglede næppe krystaller for at overleve, ikke længere hvert fald, men det unge sind havde længe fået øjnene op for, at krystaller var den mindst værdifulde ting Faust kunne supplere. Nok var Sofus adgang til magi noget større end de fleste, hvert fald når han blev en pige igen, men at have dem i en amulet gjorde så mange ting SÅ meget nemmere.

Sofus tøvede et kort øjeblik på vejen ud, med hånden på dørhåndtaget. Var han klar til at gå? Måske skulle han fortælle om sit hår. Det kunne vel ikke skade, nu hvor evnen alligevel var væk mens han var en dreng? Måske Faust havde en eller anden indsigt? ...måske den gamle mand ville låse Sofus inde og lave mærkelige, magiske eksperimenter så snart Sofie poppede frem igen?

Sofus trak i håndtaget, og forsvandt ud i natten, uden at se sig tilbage. Måske en anden gang!

Det var en lidt sær stilhed, der bredte sig over rummet, efter at Sofie .. eller Sofus var taget af sted. Normalt foretrak Faust at bilde sig selv ind, at han havde det best sådan: i stilheden og i sit eget selskab, men han måtte indrømme, at det havde været umådeligt forfriskende med et ungt sind.

Han ryddede de sidste ting af vejen og skruede ned for olielamperne, ind til belysningen var så lav, at det kun var hans nattevante øjne, der kunne finde rundt i butikken.

Herefter åbnede han en lille lem i gulvet, der førte ned til den mørke kælder med trækisten, som han sov i. Det var en klassisk vampyrting - og han var ikke sikker på, om det var på grund af biddet han havde fået for så mange år siden, at trævæggene omkring ham, gav ham en form for ro. 
Han regnede ikke med at få flere kunder denne aften.