Mad. Det fik Malika til at tænke på det havde været lidt tid siden hun selv havde spist noget, og hendes frie hånd røg automatisk op til maven og pressede nogle af sjalerne sammen. Man kunne bedre se hvordan Malikas form var, som hun holdt på maven. Det duftede lækkert af både kød, krydderier og grøntsager. Hun kunne mærke hendes tænder løb lidt i vand. Gad vide om de havde druer? Malika fik helt lyst til at tage dyrene over til madboden for at få noget mad. Men Pharos havde nok fat i noget når han blev stående ved silke-boden. Silken var der ikke meget af, og det var dyrt. Hvis man skulle have det skulle man nok tage beslutningen hurtigt. Maden derimod var billig, og de burde gerne have en masse, og så burde der også gerne være boder andre steder med mad.

Malika beundrede hvor kærlig ræven kunne se ud, når den fik kærlighed fra sin ejer. Malika misundende det lidt. Måske burde hun anskaffe sig et dyr til paladset? Så havde hun altid en at kunne snakke med som ikke var hendes slave?

Malika gik tættere på boden for at se på materialerne. Hun kunne bare ikke bedømme det uden at røre ved det, så der gik kun et øjeblik før hånden på hendes mave tog fat i et stykke gult silke og nulrede det blidt mellem fingrene, for at mærke hvordan det var vævet. Pharos snakkede igen, og hendes blik fulgte hans til den turkise silke med guldbroderi. Hendes øjne glimtede næsten af begejstring, og hendes hånd sprang fra det gule til det turkise. De stod nu tættere igen. Hun kiggede op på ham med et bredt tandsmil, ”Det er det,” svarede hun. Smilet blev lidt mindre, som hun indså hvor tæt de stod. Hun trådte tilbage til sin udgangstilling og fik anskaffet sig opmærksomhed fra bodens sælger. Malika fortalte hende at hun gerne ville have omtrent 7 meter af det turkise silke. Bodens sælger blev helt glad, nævnte at det blev 7 safire. Uden at overveje det yderligere nikkede Malika ja til stoffet og fiskede safirene frem. Dyrt det var det, men hun følte helt bestemt at kvaliteten var det værd, særligt når der var guldbroderinger på. Der gik et øjeblik før kvinden havde mål op og klippet til at det var foldet og lagt frem til Malika. Da slog det hende hun ikke havde sin kurv til at lægge det i… Og hendes grøntsager! Hun kiggede hurtigt op på Pharos. ”Jeg har glemt min kurv,” fortalte hun ham. Hun ville helt klar gerne anskaffe mad til dyrene inden de hentede kurven sammen. Malika kunne jo bare spise noget af det hun allerede havde i kurven.

Efter at have ladet hans øjne betragte stoffet i næsten alt for lang tid vendte han blikket tilbage på Malika igen. Han lagde hovedet på skrå, og løftede en hånd op til hans ansigt hvor han strøg en hånd igennem håret, før han hørte de glade ord om silke stoffet. Så det var dét han havde kigget på, og beundret. Det var helt bestemt et flot stykke, og han kunne godt forstå at hun var vild med det. Dog havde han ikke tanker om at købe noget, men han kunne ikke lade være med at smile over at se hvor glad hun blev over silken. Hans smil forsvandt da han hørte hendes ord om at hun havde glemt hendes kurv. Han kiggede ned på hans dyr, de kunne vel nok godt blive hvor de var. Måske Malika kunne holde øje med dem, han var sikker på at de ikke ville angribe hende, dog var han nød til at være på den sikre side. Han bukkede sig ned imod hans dyr, og kiggede med et bestemt blik på dem begge to. Han strøg hænderne hen over dem begge to, og skulede op til Malika kort. Han holdte så igen øjenkontakten med hans dyr"I bliver her"sagde han bestemt, som han rettede sig op. Han tog hånden op ad bukselommen, og begyndte at fornemme at der snart ville komme problemer. Det var som om det begyndte at hænge i luften. Pharos lod hans øjne glide rundt på omgivelserne, og betragtede nogle af boderne. Så kiggede han ned på hans dyr igen"Ingen angreb, bare hold øje med Malika og pas på hende okay"sagde han med en endnu en bestemt tone, før han begyndte at gå lidt væk fra hans dyr og Malika. Men stoppede op bagved hende, og han lænede sig frem imod hendes øre.

Han lod et bredt smil brede sig over hans ansigt, og var sikker på at hans dyr nok skulle adlyde, selvom hans ræv godt kunne virke som en lille diva der slet ikke gad følge hans ord. Pharos skulede kort ned til hans dyr for at sikre sig at de havde forstået det han havde sagt. Det virkede sådan, for begge to begyndte at sætte sig ved siden af Malika, men ulven rettede sig lidt op og var klar til at angribe hvis nogen nærmede sig hende"Jeg skal nok hente din kurv, lad mig gøre dig den tjeneste"hviskede han ind i hendes øre, imens han havde hevet lidt op i sjalet for at kunne nærme sig hendes øre. Så lod han med vilje hans læber røre hendes øreflip, før han træk sig tilbage. Han gav slip på sjalet, og begyndte at gå i retningen af gyden. Det var sikkert der hun havde glemt kurven, i det øjeblik han havde givet hende et chok. Som han nærmede sig gyden, kunne han se kurven og som han ville gå tilbage til Malika og hans dyr kunne han fornemme noget. Han hørte en lyd, og før han nåede at sige noget var der en bredskuldret mand der holdte en kniv imod hans hals. Pharos løftede et øjenbryn og sukkede irriteret hvorefter han hurtigt vred mandens hånd rundt, så han gav slip på kniven.

Pharos samlede kniven op og rakte den frem imod ham"Man kan da heller ikke nyde en solskinsdag uden at blive forstyrret"sagde han med en kæk stemme, som han kiggede på manden. Imens han jamrede og ømmede sig stak Pharos kniven ned i mandens skulder, før han gik tilbage til Malika og hans dyr med kurven. Manden ville sikkert følge efter, men var det mon en af mændene  der selv var ude på at spionere den adelige prinsesse af Kazimi familien. Han undrede sig lidt imens han nærmede sig silkeboden. 

Malika lagde mærke til hvordan hans smil forsvandt. Selvom hun ikke prøvede at imponere ham, følte hun stadig hun havde sagt noget forkert, eller irriterende. Som han bukkede sig ned til dyrene, lod hun sin hånd slippe hans og tog så silken op i sin favn. Hun kiggede bagefter ned på Pharos som snakkede til sine dyr. Malika forstod ikke rigtig hvorfor hans dyr ikke bare kunne gå med. Hun var overbevist om at hun selv kunne hente sin kurv, men det virkede i hvert fald til at Pharos også tog afsted. Som han rejste sig op ventede Malika på at han ville forklare hvad han havde i tankerne, men han kiggede blot rundt omkring boderne. Ledte han efter nogen? Hun hævede et øjenbryn, som han henvendte sig til dyrene igen. Angreb og passe på hende? En stædighed begyndte at koge op i Malika. Hun trænede jo til hverdag for at kunne forsvare sig selv når hun var ude. Fordelen ved ikke at være arving var helt klart at hun kunne gå mere rundt.

Inden hun kunne nå at protestere, var han allerede på vej væk. Hun havde maksimalt fået nogle små lyde halvt ud af munden. Hun kiggede lidt efter ham, og kunne ane at han stod bag hende. For ikke at være for sprælsk i offentligheden, stod hun blot stille. Hun skulle jo helst ikke virke umoden. Hun anede også at begge dyr satte sig ved siden af hende, hvilket undrede hende lidt. Pharos havde måske ret godt styr på dem alligevel? De lyttede i hvert fald til ham lige nu. Han trak sjalet lidt væk fra siden af hendes ansigt, så hendes øre var mere blottet. Hans hviskende ord gav hende kuldegysninger over hele kroppen, og en underlig følelse i maven opstod, som han læber rørte hendes øre. Det var ikke noget hun havde oplevet tit. Hendes åndedræt var blevet lidt tungere. Inden hun vidste af det var han gået mod gyden hun var faldet i. Langsomt tog hun sin hånd op til sit øre, mens hun stod frosset i et øjeblik. Hun så så ned på dyrene, da rævens haler begyndte at vifte op ad hendes ben. Malika kunne ikke helt finde ud af om hun skulle blive helt stille, eller om det var okay hun lige gik fem meter til madboden. Hun stod et øjeblik og overvejede det. Der var et par scenarier hun kunne forstille sig. Der var der en chance for at Pharos ikke så særlig godt, og ikke ville kunne finde hende blandt menneskerne og blive sur når han så endelig fandt hende. Dyrene vil stå i vejen for hende, eftersom de fik at vide de skulle blive dér. Eller at hun nemt kunne gå de fem meter og blive lidt tættere med dyrene ved at fodre dem.

Hun tog chancen, og heldigvis gik dyrene med hende. Da hun stod overfor boden, kiggede hun en gang ned på dyrene. En ulv var carnivore og skulle nok have noget kød. En ræv var omnivore og kunne leve både af frugt, grønt og kød. Malika bestilte derfor to bøffer på ca 200g hver og nogle bær, samt druer til hende selv. De blev pænt pakket ind i noget papir og bagefter bommuld. Malika gik så med pakken og de to dyr tilbage til silkeboden, de få meter der var, og så op efter Pharos. Hun kunne se ham lidt længere væk, i retning mod dem. Hun sendte et tandsmil i hans retning, uviden om han overhovedet så det.

Med langsomme skridt var Pharos på vej tilbage til silkeboden og Malika, dog stoppede han op henne ved en bod der så ud til at sælge nogle spændende flasker. Flasker i alle slags størrelser, og han tøvede slet ikke med at gå derhen. Han var nød til at undersøge det nærmere, og da han nåede derhen kiggede han på de mange flasker der blev solgt. Der var nogle der så ganske interessante ud, og han kiggede på manden bag boden, endte med at have en samtale med ham omkring hvad flaskerne indholdte. Han lod et bredt smil brede sig på hans ansigt, langsomt kunne han godt mærke hans onde og mindre søde og gode side kom frem. Han havde stadigvæk hans mission i hovedet, og var nød til at gennemføre den. Han skulle også være sikker på at der ikke var nogen der ville smutte med fyrste datteren. 

Pharos mødte mandens blik, og han fik købt en grøn flaske, hvor væsken var en mørkerød farve. Det var perfekt, han kunne bruge denne væske til at dyppe frugterne i hendes kurv. På den måde ville han forgifte hende, så hun ikke kunne gøre modstand. Det var en lusket og ond plan, men han skulle være sikker på at hun ikke kunne slippe væk. Ham der havde sendt Pharos herud til dette sted for at spionere på hende, og få informationer af hende var Pharos sikker på gerne ville se hende. Han lod det brede smil brede sig, og efter at han havde smidt nogle rav stykker og få jade stykker på boden tog han flasken med sig. Han gik lidt videre før han stoppede op da han kort kunne skimme Malika og hans dyr. Han kunne mærke, at det var blevet tid til at han kidnappede hende, uden at hun ville vide det før de ville være væk fra pladsen. Han kiggede kort ned på frugterne og nåede hurtigt at hælde noget af den giftige væske ud over frugterne, og som manden i boden havde forklaret som ville giften gøre en bevidstløs i nogle minutter. Det ville vel være nok tid til at han kunne komme væk fra pladsen uden at hun ville opdage det. 

Som han pludselig kunne se hendes tandsmil gengældte han det med et bredt smil, og han puttede låget tilbage på flasken og puttede den ned i hans bukselomme. Det var godt flasken ikke var den største og der var væske nok deri til at han kunne forgiftige frugterne, han havde valgt dem alle bare for en sikkerhedsskyld. For han vidste ikke om hun ville spise dem alle eller bare en af frugterne, og i så fald vidste han ikke hvilken frugt. Så han ville være sikker på at giften ville nå hende og ramme hende, så hn havde hældt den udover alle frugterne. Som han nærmede sig hende kiggede han ned på hans dyr der så ganske tilfredse ud, og han bukkede sig kort ned for at kæle for dem begge to. Så kiggede han på Malika"Her er deres kurv, jeg beklager ventetiden"sagde han som han lod hans øjne hvile sig på hendes ansigt. Han kørte så en hånd hen over hans hår, og lod hans blik falde glide ned over hende før hans blik faldt på hendes ansigt igen"Er der sket noget spændende imens jeg var væk"spurgte han som han blinkede til hende.

Han så smilet. Hun kiggede ned på dyrene mens hun ventede på han kom tilbage. Hun turde ikke rigtig nusse dem, ligesom han nussede dem, det kunne jo være de bed hende. Som han kom nærmere fulgte hendes blik ham og hans bevægelser. Han virkede utrolig rolig når han nussede dyrene. Et øjeblik efter fik hun sin kurv rakt til sig. Hun valgte derfor først at tømme sine arme fra stoffet og dernæst kødet, hvorefter hun tog i mod kurven. ”Tak, Pharos” sagde hun og kiggede fra sin kurv og op på ham. Endnu en gang stod han åbenlyst og kiggede på hendes krop. Hun rakte ham derfor det indpakkede kød til Pharos, med en vis stædighed som pakken ramte hans bare brystkasse. ”Jeg har købt noget kød til dem og nogle bær til ræven,” sagde hun, hvorefter hun kiggede skiftevis fra det ene dyr til det andet, og så op på ham igen. Hun slap pakken, hvorefter hun stak hånden under silken ned til frugterne. Under silken mærkede hun lidt på dem, for at finde ud af om nogle af dem var blevet trykt eller var blevet beskidte. Da hun fandt et æble som virkede til at være i god stand hev hun det frem. ”Jeg syntes du skal fodre dem,” nævnte hun før hun tog en bid af sit æble.

Æblet havde en underlig eftersmag, som ikke rigtig gav mening for hende. Hun valgte derfor at skjule sin mund, mens hun tyggede på det. Hun var ellers helt sikker på hun nøje havde udvalgt sit køb, men det virkede som om hun havde lavet en stor fejl. Hun kiggede ned på kurven, og kunne mærke hendes arm ikke rigtig kunne holde den efterhånden tunge kurv. Hun gav slip på den, og den landede heldigvis oprejst på markedspladsen. Hun kiggede derefter på æblet, og så på Pharos med søvnige øjne, ”Åh,” lød opgivende fra hende som hun begyndte at falde forover mod ræven.

Begge dyr viftede glad med halerne som de begge to kiggede på Pharos, der lige nu kun havde blikket på Malika. Han kunne ikke undgå at grine en smule som hun stædigt havde skubbet det indpakket skød ind imod hans bryst. Han tog fat i det som han sendte hende et smil, og han bukkede så elegant og høfligt foran hende. Det var da vigtigt at huske hans gode manere i nærheden af de adelige, selvom det ikke ville undre ham hvis det pludselig forsvandt. Da hun havde nævnt at hun havde købt kødet til ham, og nogle bær til Ziwa som var hans ræv, kiggede han på hende med et større smil. Det havde hun da ikke behøvet, men det gjorde han glad. Han kiggede kort ned på hans dyr der fortsat stod og viftede glad med halerne. "Det var så lidt, du havde da ikke behøvet at købe noget til mig, dog tror jeg mine dyr er glade for at du har købt noget mad til dem"sagde han med en venlig stemme, som han lod hans øjne hvile sig på hendes ansigt. Han nød et kort øjeblik det gode vejr, solen og varmen var fantastisk og han havde slet ikke haft brug for at skygge sig af for det, for solen og varmen var noget han nød. På samme tid kunne han også godt lide mørket, og skyggerne. Det var vel bare noget der hørte med til at han var så neutral for det meste, og både hældte til det mørke og det lyse. Han var enig med hendes ord om at han burde fodre dem, det var en meget god idé. Han tog nogle af bærene frem og bukkede sig ned imod hans dyr, han rakte bærene frem og kunne hurtigt se hvordan de begge to gik i krig med at spise dem. Efter de blev færdige kiggede tilfreds op på ham og kiggede glad hen på Malika.

"De var glade for det"grinede han som han rettede sig op. Han skulle til at læne sig op ad boden, og han kunne ikke undgå at nyde synet af hende tage en bid af æblet, hvorefter hun lige nåede at sende ham et søvnigt blik, før hun begyndte at falde forover imod ræven. Han gispede kort, før han med et hurtigt træk fik lagt hans arme rundt om hendes knæ for at løfte hende op i hans favn. Han løftede et øjenbryn over hvor hurtigt hun allerede var blevet bevidstløs. Dog havde manden sagt at der ville gå nogle sekunder, og han lod hans orange øjne hvile sig på hende før at han drejede rundt, og han gik et godt stykke forbi den ene bod efter den anden, og gav tegn til hans ulv/hund Zion at han skulle tage kurven med, hvilket den nikkede og gjorde som han sagde. Han var glad for der ikke var så mange undrende blikke men han mødte da nogle stykker som han gik igennem markedet med Malika i hans favn. Han havde kursen hen imod en lille hytte der lå i nærheden, der var tit ingen der vidste den lå der. Men det vidste Pharos, og det var i den hytte han skulle mødes med manden der havde sendt ham herhen til markedet. Som han nærmede sig kiggede han ned på Malika med et bredt smil, og skulede ned til hans dyr for at sikre sig at de var med.

Som han pludselig stod foran døren til hytten bankede han ikke på, det behøvede han ikke. Han sparkede døren ind, og gik indenfor imens han sørgede for at fyrste datteren fortsat var bevidstløs, der ville nok være få minutter endnu før at hun ville vågne. Han kiggede på sofaen i stuen han stod i, og kunne ikke se manden nogen steder. Han gik tættere på sofaen, og lagde Malika blidt ned i den, før han lod en finger stryge lidt af hendes blonde hår væk fra hendes ansigt"Hmm"mumlede han som han lod hans øjne glide ned over hende. Så kunne han høre noget, det var nok manden. Så han rettede sig op og kunne så se skikkelsen kom gående ind ad døren"Hvor mange gange skal jeg sige til dig, at du ikke skal sparke min dør ind"lød det gnavent fra manden, som han pludselig stod inde i stuen med Pharos. Han fik hurtigt øje på Malika, og gik hen til hende, han stod og kiggede lidt på hende. Pharos lagde hovedet på skrå, og betragtede manden"Hun er stadigvæk bevidstløs, men jeg ved ikke i hvor lang tid endnu"sagde han som han begravede en hånd i bukselommen. 

Malika kunne mærke hendes både hoved og hele kroppen snurrede. Hun brummede utilfredst før hun åbnede øjnene, og til sin overraskelse var hun ikke et bekendt sted. Hendes øjne inspicerede langsomt loftet og ned langs væggene, indtil hendes bil stødte på Pharos, og en mand hun ikke kendte. Hun spærrede øjnene op, og satte sig op med det samme i sofaen. Sjalet som tidligere havde skygget for solen, lå nu på sofaen, så hele hendes hårpragt kom til syne. Den hastige bevægelse gjorde hende svimmel, men hun prøvede ikke at se påvirket ud af det. ”Hvorfor er jeg her?” spurgte hun uden at være helt skeptisk. Hendes stemme var alligevel hård. Hun vidste ikke hvor længe hun ikke havde været ved bevidst hed. Malikas tanker prøvede selv at finde ud af hvor hun var henne, men der var ikke rigtig noget i rummet der gav hende et tydeligt svar. Måske havde æblet været forgiftet, og Pharos havde handlet med det samme og bragt hende til en eller anden gift ekspert, som kunne lave en modgift? Hun følte sig til gengæld tør i munden, så hun strøg den ide. Eller måske havde Malikas dårlige fornemmelse omkring Pharos været rigtige? En fyr som ikke var ude på andet end ballade. Hun kiggede skiftevis på manden og Pharos mens hun utålmodigt ventede på et svar. Hun var ikke bundet, og kunne på den måde sagtens bevæge sig, men det var tydeligt at hendes krop ikke ville lade hende. Noget måtte i hvert fald have påvirket hende, eftersom benene ikke ville lytte overhovedet. Hendes arme føltes også svage og langsomme. Hun prøvede at bevæge sine fingre lidt, men der var ikke meget af et svar. Hun var blot glad for at hendes rygmuskulatur kunne holde hende oprejst.

Manden stod og kiggede på Pharos og bøjede sig en smule ned imod denne kvinde, han kunne ikke undgå at grine en smule over hendes spørgsmål. Han greb fat rundt om kvindens kæbe i et blidt tag for at kigge nærmere på hende, før han gav slip og vendte rundt. Han gik hen til Pharos og lagde en hånd på hans skulder, men det lød ikke til at han valgte at sige noget. Det var ikke fordi manden ikke havde nogle ord for det havde han, men lige nu havde han bare et lusket smil på ansigtet. Manden gik hen til kvinden igen, og satte sig på bordet ved sofaen. Pharos fulgte manden og lod så hans blik falde på Malika, og han løftede en hånd op til hans hår hvor han strøg hånden igennem håret. Var det blevet tid til, at hans lille mission skulle afsløres? Det var det sikkert, og Pharos vidste slet ikke hvordan hun ville reagere på det, eller hvad hun ville sige. Manden kiggede med et lusket smil på kvinden, som han lænede sig ind imod hende"Har Pharos ikke fortalt dig om vores lille mission"lød det i en tung og dyb stemme, hvorefter han skulede hen til Pharos. Et lille suk forlod hans læber, og han gik tættere på manden og Malika men stoppede op lidt væk fra dem, og han lod hans orange øjne glide hen over Malika. Det var nok tid til at han skulle afsløre for hende, hvad der foregik og hvor hun var. Medmindre manden ville afsløre det"Fortæl hende det Pharos"lød det i en glad og spændende tone samt stemme fra manden der lagde armene over kors som han kiggeden skiftevis imellem kvinden og Pharos.

Hvordan filan skulle Pharos fortælle det så det ikke bare lød til at han bare havde været sammen med hende, for at få nogle informationer om hende. Enlig bare for at kunne bringe hende hen til denne mand her. Pharos sukkede dybt og begravede den ene hånd i bukselommen som han kunne mærke hans dyr sd ved siden af ham. Han lod hans blik falde på Malika, og han lagde hovedet på skrå"Du er i en hytte lidt væk fra pladsen, hytten tilhører denne mand her ved navn Giovanni"forklarede han bare for at starte med hele sandheden der alligevel skulle frem. Giovanni som manden hed kiggede på Pharos og syntes t han var langsom til at fortælle kvinden, hvad hele misisonen handlede om. Så han greb fat rundt om kvindens kæbe og lænede sig tættere på hende"Han var sendt afsted for at spionere på dig, og få nogle informationer om dig, og for at gøre det bedre havde jeg bedt ham om at bringe dig hen til mig"sagde manden som han grinede hånligt, og blinkede til kvinden. 

Pharos sagde ikke noget men kiggede på Malika før han drejede hovedet og blikket væk fra dem. Han kunne ikke engang benægte det, og vidste ikke hvad han lige skulle sige. Manden nød det ganske meget, men Pharos vidste ikke helt hvad han skulle sige og hvordan han skulle reagere. Han sukkede og gik tættere på Malika, og han stoppede på ved siden af manden, som han gav slip på hans hår, og lod hånden hænge frit ned ad hans side"Jeg havde købt noget gift fra en mand ved en bod der solgte det, og derefter hældte jeg giften udover dine frugter i din kurv, da du tog en bid af æblet blev du bevidstløs så jeg kunne tage dig med hen til Giovanni uden du kunne gøre noget"sagde han ærligt som han lod hans blik glide ned over hende, før han drejede rundt så han stod med ryggen til dem. Han sukkede igen, og lod den frie hånd begrave sig i bukselommen, så han havde begge hænder i bukselommerne"Giovanni ville have dig og var interesseret i dig fordi du var fyrstens datter"sagde Pharos som han kiggede væk fra dem. Han kunne fornemme hvor morsomt og spændende Giovanni fandt det hele, han nød det ganske meget. Pharos vidste ikke hvad han syntes om det hele, han havde godt nok gjort det hele bare for at ville få en belønning fra Giovanni, men på samme tid ønskede han faktisk ikke at det skulle ske,  og havde sket som det havde. Lige nu kunne han ikke kigge på Malika, han vidste det ville få hende til at hade ham, og for ham var det okay han forstod godt hvorfor, dog var der stadigvæk et eller andet ved hende han ikke helt kunne forklare, eller vidste hvad var.

Grebet om Malikas kæbe var på ingen måde rar. Hun afskød allerede hele mandens fremtoning. Han sagde ikke noget, men studerede blot hendes ansigt. Hun havde rynket på brynene, mast sine tænder godt sammen. Der var intet tegn på et smil at hente fra hendes ellers glade fremtoning. Manden gav pludselig slip og gik væk fra hende og over til Pharos. Mens manden ikke kiggede, prøvede hun at se om hun kunne stå op, men hendes lårmuskler ville ikke engang lade lette fra sædet. Musklerne var som smør. Det varede ikke længe før manden var på vej tilbage til Malika. Hendes lyse øjne kiggede skiftevis fra manden til Pharos, søgende efter et svar. Hun svarede slet ikke på mandens spørgsmål, men kiggede blot undrende på Pharos. Hendes øjne endte med at møde hans, men hun kunne ikke helt læse dem. Malika var tydelig – hun var utilpas med mandens tilstedeværelse. Hun brød ikke kontakten til hans øjne, selv da manden snakkede igen. Manden virkede meget begejstret for den historie som Pharos skulle fortælle.

Som han begyndte at forklare, på en rolig og forstående måde, kunne man se Malika blev mere og mere forvirret. Hvorfor var hun der? Hun bed særligt mærke til mandens navn. Giovanni. Utålmodighed skyllede ind over Giovanni, og afbrød Pharos. Han tog igen fat i Malikas kæbe, for at få hendes opmærksomhed. Hendes lyse øjne vendte sig også mod ham. Snurren i hovedet blev kun værre, som hun sad der. Ihærdigt fortalte Giovanni hvordan Pharos havede spioneret hende, hevet informationer ud af hende og bragt hende til ham. Malika indså straks hvad det handlede om, og hendes øjne blev mere blanke. Hvis hun kunne, ville hun have brækket sig ud over manden, som han blinkede til hende. Hvad fik Pharos ud af at spionere på hende og var han kun så fortryllende fordi han ville tæt nok på hende til at forgifte hende? Hun kunne ikke finde rundt i alle de ting der var sket. Han havde endda bedt hans dyr om at beskytte hende mens han var væk. Gad vide hvad der var sket, hvis hun bare var stukket af med dyrene ved hendes side. Hun spekulerede hele tiden over hvordan hun kunne have ændret på sin nuværende situation.

Malika, som stadig havde sit hoved fastlåst i mandens retning, kiggede over på Pharos, og håbede han ville fortælle at manden løj over for hende, men i stedet forklarede han, hvordan han havde båret sig ad med at få hende ind i hytten. Hendes kinder og øjne blev mere røde af irritation. Hun holdte dog sine tårer tilbage. Gift, virkelig! Hvor var det sølle. Var der virkelig ikke nogen på markedspladsen der havde reageret da hun faldt om? Hun kunne slet ikke få det til at hænge sammen. Pludselig vendte Pharos sig væk fra dem. Han måtte skamme sig, siden han ikke kunne se på hende. Giovanni lod sin ene hånd glide op ad Malikas lår. Det var dråben. Malika vred så sin kæbe væk fra mandens greb og spyttede ham mellem øjnene. Hendes muskler var ikke stærke nok til at slå Giovannis hånd væk, men spyttet mellem øjnene fik ham til at trække sig. Selv om Malika mentalt var stærk, var hendes følelser noget helt andet. ”HVORDAN KUNNE DU!” skreg hun af Pharos, samtidig med at hun prøvede at rejse sig, for at gå hen i mod ham. Det virkede kun et halvt skridt før hendes ben kollapsede under hende. Hendes mave ramte ned i bordet, som Giovanni sad på, og hun trillede derefter ned på gulvet. Hendes lunger var blevet presset sammen i faldet, så hun begyndte at hoste, samtidig med at hun jamrede over stødet. ”Hvordan kunne du,” gentog hun hviskende mens hun prøvede at kigge op på Pharos. Hun lå på siden, oven på sin ene arm og med bene lidt spredt, for at kunne holde sig liggende sidelæns.

Lyden af noget der ramte bordet og gulvet fik Pharos til at vende sig imod hende, bare for at se hvad der var sket. Han spærrede øjnene op, og kunne se hvordan hans dyr skyndte sig hen til hende, og Pharos var hurtig til at følge trop. Han kunne høre Giovanni grinede og rakte ud efter hende, men Pharos slog hans hånd væk, imens han kiggede på ham og greb fat rundt om kraven på hans jakke. Han skulle til at sige noget men var ikke engang sikker på, hvilke ord der ville komme ud ad hans mund. Giovanni sad og kiggede undrende på ham før han endnu engang grinte over hele situationen og prøvede at skubbe Pharos væk men det lykkedes ikke"Har du ikke rørt hende nok!"lød det hårdt og irriteret fra ham som han strammede grebet om mandens krave imens han trak ham en smule tæt på. 

Pharos kunne høre hans dyr knurrede ad manden, og Pharos nåede da heller ikke gøre ret meget andet før hans hund/ulv havde hoppet hen imod manden for at bide ham. Ræven var listet hen til Malika og kiggede på hende, og Pharos kunne høre hendes stemme gav ekko i hans hoved. Han var meget heldig at han havde noget der kunne hjælpe på giften, og han var sikker på at Giovanni ikke vidste noget. Det så ud til at han også lige skulle tage sig af Zion som var Pharos' hund/ulv der var godt igang med at bide ham, og bruge kløerne til at kradse ham. Det var slet ikke godt og han kunne mærke en følelse af skyld ramte ind over ham som han stod og kiggede ned på hende, han lukkede kort øjnene. Så gik han ned på det ene knæ, og lagde hans hænder rundt om Malika, for at løfte hende op i hans favn. Han lagde hende på sofaen igen, og drejede hovedet hen imod Giovanni der så ud til at miste balancen på bordet. Han faldt ned på gulvet imens ulven/hunden var over ham, imens den bed ud efter ham og kradsede ham. 

Han forstod godt, at hun havde det som hun havde. Han lænede sig ind over hende, og lagde en hånd bagved hendes hoved for at løfte det en smule op fra sofaen. Han stak en hånd ned i bukselommen, og hev en lille flaske frem. Hun vidste det nok ikke, og det gjorde Giovanni nok heller ikke men Pharos var forberedt på denne situation mere end hvad han havde regnet med. Den lille flaske han holdte frem indholdte noget væske der var modgiften til den gift han havde forgiftet hende med. Han var lusket og klog nok til at have købt den i tilfælde som det her. Selvom giften i hende ville aftage efter nogle minutter gjorde det vel ikke noget at fremskynde det. Han åbnede flasken som han lod hans orange øjne hvile sig på hendes ansigt, og han lod hans blik møde hendes"Du kan hade mig for det, og du behøver ikke tro på mine ord men jeg havde aldrig taget imod missionen hvis jeg havde vidst du var så smuk og godhjertet"sagde han før han løftede flasken op til hans mund, og drak næsten det hele, før han satte flasken på bordet. Han holdte modgiften inde i munden før han lod hans ansigt nærme sig Malika, og han holdte sig halvt oppe med den frie hånd der var på sofaryggen ved siden af hendes hoved. Han pressede hans læber imod hendes, og sørgede for at lade modgiften glide ned i hendes hals. Han lukkede øjnene for at lade væsken flyde ned i hendes hals, og han kunne skubbe hende væk hvis hun ville, han var ligeglad.

Han så det som den bedste måde, og desuden ville han da ikke klage over at kysse fyrste datteren, selvom hun også var ganske smuk i hans øjne, så det skadede vel ikke at snuppe det kys fra hende, og på samme måde give hende modgiften.

Som hun væltede, kunne hun høre både dyrene og Pharos nærmede sig hende. Pharos blev dog ikke længe hos hende, eftersom han var godt i gang med at skælde ud på Giovanni. ’Har du ikke rørt hende nok’ det skar i Malikas hjerte, eftersom det ikke kun var hende der følte Giovanni var gået for langt. Malika kunne se hunden kastede sig efter Giovanni og hvordan manden bandede og svovlede. Ræven nærmede sig Malika og hun smilte let til den. Dyrene havde intet at gøre med alt det her, og Malika følte egenligt at de prøvede at være vagtsomme og beskyttende over for hende. Inden længe blev hun samlet op af Pharos og lagt tilbage i sofaen. Hun havde bare på ingen måde lyst til at være i den sofa længere, men hun kunne ikke gøre meget mere end at sætte en hånd på hans brystkasse. Hun hostede ikke længere, men var stadig øm efter faldet og havde derfor det ene øje lukket. ”Lad mig gå,” pev hun, men kunne se at han holdt en flaske i hans hånd. Var det endnu en gift? Hun prøvede at skubbe til ham, men hendes kræfter var stadig ikke med hende. Han fortalte så, hvordan han havde fortrudt at han tog i mod missionen, og hun stoppede med at skubbe til ham, og kiggede blot på ham, med begge øjne åbne. Det var søde ord, men på ingen måde en ordentlig undskyldning lige nu. Han tømte en drikken i sin mund. Malika undrede sig bare, men som Pharos førte sit hoved tættere på hendes, fik hun kæmpet en finger op og ramme hans hage. Den blev der ikke længe, og endte i stedet på hans kraveben som deres læber mødtes. Hendes øjne spærrede op, og hun ville prøve at skælde ham ud, hvilket blot resulterede i at hendes mund blev fyldt med væsken. Væsken kunne selvfølgelig ikke være helt skadende, eftersom han selv havde haft den i munden. Som drikken blev drukket en smule af gangen kunne hun mærke hun fik flere kræfter. Ikke nær så meget som normalt,  men i den grad nok til at kunne bevæge sig. Den frie hånd slyngede hun derfor efter Pharos kæbe for at afbryde hvad han havde gang i. Hun vred sig så hurtigt hun kunne ud af den hånd der støttede hendes hoved, og spyttede efter ham, stadig med noget af drikken i hendes mund. Hun sagde ikke noget, men prøvede at vride sig væk fra sofaen, så hun kunne komme afsted i en fart.

Som hun havde sagt at han skulle lade hende gå var han fristet til at gøre det, men så alligevel ikke. Hvorfor skulle han også lade hende gå? Selvom han godt forstod hvorfor hun havde lyst til det, og som han kunne mærke hendes finger imod hans kraveben nød han følelsen af hendes hud imod hans hud kort, også selvom det blot var hendes finger. Dog virkede det til at væsken landte nede i hendes hals, og han skulle til at blive lettet over at det virkede før han kunne mærke en hånd kom slyngende forbi hans kæbe for at afbryde ham i det han havde gang i. Han nåede slet ikke at sige noget før hun også havde spyttet ham i hans hoved, han fortjente vel det hele, så han sagde faktisk ikke noget til det hele.

Giovanni vred sig på gulvet og jamrede før han langsomt kom op på benene med bidemærker her og der, og nogle skrammer hist og pist. Han havde hvist fået rigeligt af skader fra Zion, og Pharos gik hen til ham og lagde en hånd på hans skulder imens han kiggede manden i øjnene. Han vidste ikke lige, hvad han skulle gøre med manden, men belønningen skulle han da have. Eller behøvede han den, nej enlig ikke for ham handlede det mest om at Malika var okay"Glem din belønning, det er ikke det værd"sagde han som han kunne se at Giovanni begyndte at fikse en kniv frem, og Pharos løftede et øjenbryn som han kiggede ned over Giovanni, og han vendte ryggen til ham. Han gik hen til Malika og kiggede på hende, som han pludselig tog fat rundt om hendes hånd"Jeg ved du nok hader mig lige nu men vi er nød til at smutte inden Giovanni får idéer der kan få os slået ihjel"sagde han som han kiggede på Malika og han løb hen imod døren, men nåede kun at få hans dyr ud og Malika ud før han kunne mærke noget imod hans arm. Han kiggede ned imod hans arm, så denne mand havde virkelig valgt at angribe ham og skade ham.

"Tåbeligt..."Mumlede Pharos irriteret som han puffede Malika længere ud ad hytten og var sikker på at hans dyr fulgte med. Han vendte rundt så han stod med fronten til manden imens han kunne mærke blodet løb den længe manden havde lavet i hans arm. Pharos trådte tættere på Giovanni, så han ønskede virkelig en kamp lige nu, lige nu hvor Pharos netop ikke ville andet end at komme ud ad denne hytte her, for han havde ingenting at lave i den, og han havde ingen grund til at være i den"Du kan klare noget blod, men kan du klare mere"sagde manden som han løb hen imod Pharos med kniven rettet imod ham, og Pharos kiggede på manden med et løftet øjenbryn hvorefter han hurtigt fik undveget hans angreb og tog fat i hans hånd hvor kniven var. Han vred armen om på manden så han tabte kniven, og Pharos samlede den op"Jeg har ikke tid til det her, og jeg gider ikke spilde min tid med det"sagde han bestemt som han pressede kniven dybt ind i mandens bryst, hvorefter han gik hen imod døren igen. Han kunne mærke flængen gjorde ondt, og blødte meget men det havde han ikke tid til at tænke over. Han stod udenfor hytten med hans dyr og Malika.

Han kunne godt fornemme at Malika sikkert var sur på ham, men lige nu var han ligeglad med det, og han gik hen foran hende, som han lagde hovedet på skrå og begravede en hånd i bukselommen. Han havde bestemt ikke tænkt sig at gøre noget ved blodet lige nu, for de skulle væk fra hytten her før han havde tænkt sig at gøre noget som helst.

Efter Malikas tydelige fysiske afvisning, gik han hen til Giovanni. Hun kunne mærke at snurren begyndte at forsvinde fra hendes fødder og hænder, og langsomt hele vejen op i gennem lemmerne. Malika sad et øjeblik og åbnede og lukkede sin hånd, for at sikre at hun kunne bevæge sig ordentlig. Nu hvor hun var i sofaen, var der nemlig en chance for at hun kunne falde på samme måde som før, og det ville hun helst springe over, hvis hendes muskler ville lytte ordentligt til hende. Malika hørte Pharos fortælle at hvad Giovanni havde tilbudt ham ikke var det værd. Hvilket fik hende til at rette sit blik fra sine hænder til Pharos. Der gik et øjeblik før hendes hånd blev samlet op, og hun kiggede vrissent på deres hænder, og op på ham igen. Med sin frie hånd greb Malika så sit silkesjal, som hun blev skubbet hen til og ud af døren. Som hun kom ud i varmen, ville hun vendes sig rundt, men blev puffet længere ud. Som hun stod lidt længere væk fra døren, fik hun vendt sig mod Pharos. Hun lagde mærke til at han blødte.

Malika lagde mærke til at Giovanni løb mod Pharos for at stikke ham med kniven, og Malika stod frosset. Hun havde aldrig rigtig set folk slås på denne måde. Hun var chokeret. Der var dog ingen grund til bekymring om Pharos klarede den, for med et snuptag var Giovanni ubevæbnet. Til gengæld spærrede de lyse øjne op, som Pharos stak manden i brystet. Hun kunne tydeligt mærke at hun ikke kendte Pharos godt nok, til at vide hvad han var i stand til. Hendes ænder skælvede, som de rakte om bag hendes ryg for at gribe fat i kniven der lå i hendes bælte. Malika var klar til at prøve på at forsvare sig selv, hvis nu Pharos skulle prøve at skade hende også. Hun vidste på ingen måde hvor hun havde ham. Det ene øjeblik var han venlig, det næste havde han forgiftet hende. Og nu havde han redet hende ud af den situation han selv havde bragt hende i. ”Hvad foregår der?” spurgte hun hårdt, vredt og en anelse skælvende. Hun prøvede at sige mere men hun fik vrøvlet en del i ordne. Til sidst fik hun afbrudt de vrøvlende ord og fik sammensat endnu en vred sætning: ”Du kyssede mig!” råbte hun af ham og kastede sit sjal i mod ham. ”Bind dit sår med den,” beordrede hun derefter. Hun kunne mærke en enkelt tåre løbe ned af hendes kind, men hun tørte den hurtigt væk. Hun havde ikke lyst til at græde lige nu, og alligevel føltes det som om det ville være det bedste for hende.

Det virkede ikke til at manden ville komme efter dem lige med det samme, så der var masser af tid til at de kunne komme tilbage til markedet igen. Normalt havde Pharos ikke lige regnet med at denne scene skulle udspille sig, for han ville helst holde sig neutral, dog havde Giovanni andre planer, hvilket havde irriteret ham utrolig meget. Som han stod foran Malika og hans dyr greb han hurtigt sjalet hun havde kastet hen imod ham, og han hørte hendes ord. Han vidste ikke lige hvor han skulle starte, eller hvordan han lige skulle starte hans svar. Han begyndte at binde sjalet rundt om hans arm, og sukkede så lidt før han kiggede fra hans dyr op på Malika. Han tog et skridt tættere på hende, og hørte ordene om at han kyssede hene, han sendte hende et bredt smil, før han lænede sig en smule ind imod hende. 

"Var det mon dit første kys siden du reagere så voldsomt"lød det kækt og en smule flabet fra ham, som han holdte blikket på hende før han trak sig tilbage igen. Han bukkede sig en smule ned imod hans dyr for at tjekke om de var okay, og han fandt så nogle godbidder frem lidt snakcs til dem begge to for at de havde holdt øje med Malika. Pharos kiggede på Zion hans hund/ulv havde godt nok være effektiv imod manden, hvilket var rart. Han behøvede slet ikke sige noget for han var sikker på at hans dyr vidste at Pharos var stolt af dem, og glad for deres hjælp. Han stod rettet op igen, og holdte hans blik på Malika, han forstod godt hun reagerede som hun gjorde, og han havde mest af alt også forventet at få en lussing eller bare en på hovedet, men det gjorde hun ikke. I stedenfor havde hun valgt at give ham hendes sjal, og han løftede et øjenbryn. Kort gled hans øjne ned hen på sjalet han havde bundet rundt om såret, og han rakte en hånd ud imod hende. Lod hånden hvile sig på hendes kind, før han lagde mærke til hendes triste ansigtsudtryk.

Han vidste ikke hvordan han skulle forklare det hele, om hvad der foregik. Han kunne sagtens men det ville nok være bedst at komme væk fra hytten så, før han kunne fortælle det hele. For hun havde vel kun hørt det som Giovanni havde fortalt, og forklaret"Ikke at jeg skal lyde alt for charmerende men du ser smukkere ud når du ikke har tårer i øjnene"sagde han med en nærmest varm og blid stemme som han fjernede hånden fra hendes kind, og lod nogle fingre stryge tårene væk fra hendes ansigt selvom hun havde fjernet de fleste valgte han at fjerne resten. Medmindre at hun ville græde igen, så ville han selvfølgelig tilbyde hans skulder og holde hende tæt ind til sig. Han holdte så en arm ud imod hende, det var dog den anden arm som ikke var skadet, for han kunne godt mærke hvor ondt såret faktisk gjorde. Han bed tænderne lidt sammen, og prøvede at holde smerten i sig"Lad os komme væk herfra, så skal jeg nok fortælle dig det hele, udover det du har hørt fra Giovanni"sagde han som han holdte blikket på hende med et lille bredt smil.

Malika kunne mærke hvordan hendes krop rystede af adrenalin. Hun var ude af stand til at flytte sine ben, når han stod tæt på hende. Hans kække kommentar, hjalp ikke på hendes manglende ord. ”N-nej det var ej!” løj hun stammende. Typisk, det var bare så tydeligt at hun løj. Det måtte være adrenalinen der gjorde hende til en dårlig løgner, eller måske kunne hun bare ikke få sig selv til at lyve ordentligt over for ham. Hun observerede ham som han belønnede dyrene. De havde i den grad fortjent noget kærlighed, efter denne lange og forvirrende dag. Hun var glad for han kunne hjælpe sig selv med sjalet, for hun var lidt splittet på om hun faktisk ville gå med til at lægge sin kidnappers forbinding.

Malika trak hovedet lidt tilbage som hånden nærmede sig hendes ansigt, men på ingen måde nok til at han ikke ville kunne nå hende. Hånden blidt placeret på hendes kind fik tårene til at trille helt automatisk, selvom hun prøvede at holde dem tilbage. Hendes øjne var vidt åbne som han komplimenterede hende. ”Hold op,” kom det fra hendes druknede hæse stemme, selvom hun ikke helt mente det. Havde det været et hvert andet tidspunkt ville hun måske have grinet. Hun følte sig meget splittet omkring ham. På en måde ville hun bare kaste sig i armene på ham, på en anden måde ville hun bare give ham en på hovedet og stikke af. Hans hånd var blid, da de fjernede hendes tåre. Da han skulle til at trække sin hånd væk valgte hun at ruske sit ansigt væk fra hans hånd. Det var simpelt hen ikke okay noget af det. Han skulle bare holde sin afstand.

Den gråsorte arm, som var rakt frem mod hende, vækkede afsky i hendes ansigt. Hun var ikke meget for at tage imod den, men lod sig overtale, mens hun kommenterede: ”Nu stikker du mig ikke ned?” hendes blik var bekymret. Hvis en belønning kunne få ham til at forgifte hende og næsten levere hende til en gusten mand, kunne han sikkert også finde på at stikke hende ned. Eftersom hun havde set hvad han kunne med lethed mod manden. Gad vide om hun selv ville kunne gøre det, hvis hun havde stået i den samme situation som ham. Teknikken ville hun sikkert godt kunne finde ud af, men at få sig selv til at gøre skade på et andet menneske, så voldsomt… Hun fik kvalme bare ved tanken. Hun knyttede sin hånd hårdt om kniven bag hendes ryg. Hun turde ikke give slip.

Som hun havde taget imod hans arm havde rakt ud imod hende, begyndte han at gå tilbage mod markedet. Han var sikker på at hans dyr fulgte med, så han behøvede slet ikke at pifte efter dem eller andet for at få dem med sig. De fulgte bare automatisk med ved siden af Pharos, selvom hans ræv gik ved siden af Malika, den var hvist blevet meget glad for hende. Det gjorde ikke Pharos noget, han syntes det var meget sødt og han ville ikke stoppe og bede Ziwa om at være andre steder for hun kunne gå hvor hun ville. Han kiggede på omgivelserne, og kunne ikke lade være med at grine lidt over hendes ord om at hun bestemt var sikker på at det ikke var hendes første kys, han kiggede på hende med et kækt smil"Er de nu også helt sikker på det"spurgte han en smule drilsk, som han undgik at puffe til hende men bare fortsatte med at gå.

Han holdte et roligt tempo, mest for hans egen skyld fordi han havde ikke nogen grund til at skynde sig, for han var sikker på at Giovanni lige skulle op fra jorden først, for han var hvist rimelig såret og skadet. Desuden havde Pharos sørget for at døren blev lukket efter at e alle var gået ud ad hytten, for at efterlade Giovanni alene med den belønning Pharos skulle have. Den var han ligeglad med i øjeblikket, han behøvede den slet ikke. Det gjorde han nok til at starte med, men havde hurtigt skiftet mening som han havde set Giovanni trække kniven frem og var klar til at angribe både ham og Malika. I det mindste nåede manden aldrig at ramme Malika, men fik skadet Pharos, og måske han blev nød til at finde et eller andet der kunne få smerten til at forsvinde, så den ikke ville prikke til ham. Da de pludselig stod inde på markedet igen, kiggede han rundt. Men lod så hans blik falde hen på Malika, som hun havde sagt hold op, sendte han hende et bredt smil. Men smilet forsvandt da hun spurgte om han ville stikke hende ned, han rystede på hovedet og gik hen imod silke boden. Han stoppede op foran den, og lod hans blik glide hen over silke stykkerne. Uden at svare Malika med det samme stak han hånden ned i den ene bukselomme, og fik hevet hans pung frem. Han stak hånden ned og fik fikset nogle rav og safirer frem og smed dem på boden, hvor han fortalte manden at han gerne ville have det tyrkise sike stykke med guld detaljerne på. Manden nikkede og skulle til at aflevere resten af pengene til Pharos"Behold dem du kære mand"sagde han høfligt som han drejede rundt, og gik lidt væk fra boden med Malika og hans dyr.

Dog stoppede han op og stod med fronten imod hende, han løftede silkestykket op foran hendes øjne og lagde det rundt om hendes hoved"Det er måske ikke lige så godt som det sjal jeg har om armen, men det skygger lidt for solen, og desuden passer farverne godt til dig"sagde han med et bredt smil, som han tog hænderne til sig efter at have lagt silke stykket hen over hendes hoved. Han holdte blikket på hende og gik hen ved siden af hende igen, som han fortsat holdte den raske arm frem så hun stadigvæk kunne holde fast rundt om den. Han kunne slet ikke forstille sig selv skade hende og han drejede hovedet hen imod hende som han løftede et øjenbryn"Hvorfor skulle jeg stikke dig ned, og skade dig"spurgte han undrende.

Som de gik begyndte han pludselig at drille hende. Hun kunne mærke hun rødmede, som han tydeligt havde gennemskuet hendes løgn. ”Og hvad så hvis det var,” brokkede hun sig og rakte tunge til ham. Det var jo umiddelbart kun hende der gik op i det. Hun havde ligesom gemt sig til hvem end hun skulle giftes med en dag. Men nu var det jo spoleret… Skulle man spolere resten, nu hvor hun var i gang? Hun sænkede sit blik til ræven som gik ved siden af hende Hun undrede sig faktisk over hvilke køn de var og deres navne, men dem kunne hun måske få på et mere passende tidspunkt.

Roligt gik de mod markedet. Malika valgte at lægge mærke til hvert et gadehjørne. Det kunne godt være hun ville sende nogle vagter efter Giovanni når hun endelig kom hjem. Hendes far var jo ude og rejse, så hun kunne måske tage skeen i egen hånd og håndtere hendes problemer selv. Med sin frie hånd lagde hun blidt sin hånd på sin mave, hvor hun havde ramt ind i bordet.  Det var ømt at røre ved, så hun lod blot sin hånd falde ned igen langs siden. Inden længe stod de midt på markedspladsen og hun lagde mærke til han han morede sig, indtil hun spurgte ham om han ville stikke hende ned. Hun kunne se det ikke var et fedt spørgsmål, selvom han rystede på hovedet. Det lettede lidt, men alligevel ville hun gerne have han sagde det højt til hende. Han gik over mod silkeboden, og hun fulgte roligt efter. Han købte det samme stof, som hun havde købt tidligere, og hun kunne ikke lade være med at undre sig over hvorfor. Som de forlod boden skulle hun til at spørge hvad han skulle have lavet, men afbrød sig selv, eftersom han lagde det hen over hendes hoved, som en erstatning for hendes sjal, som han brugte til sit sår.

”Tak,” et blidt ømt smil bredte sig på hendes læber. Gad vide om han selv kunne regne ud at hendes hud havde brug for skygge. Hendes øjne skinnede, om det var fra gråden tidligere, eller ren taknemmelighed var ikke til at vide. Hendes kinder var stadig lidt røde efter at have grædt. Folk ville udmærket kunne se det på hende, men hun prøvede at lade som ingenting, nu hvor det ikke kun var dem længere. Malika sank en klump og kiggede ned på deres fødder. Hvorfor havde hun overhovedet spurgt? ”Jeg tror bare jeg blev overvældet over hvad du kunne,” svarede hun og kiggede op på ham. ”Har du gjort det før?” spurgte hun. Hun følte sig ikke bange for ham længere, men var blot nysgerrig. ”Det virkede bare så kontrolleret,” hun kiggede ned langs hendes kjole. Kjolen skulle i den grad vaskes når hun kom hjem. Den var blevet plettet af begge hendes fald, og af at hun havde spyttet væsken i hovedet på Pharos. ”Undskyld jeg spyttede på dig, Pharos” sagde hun stadig med blikket på sin kjole. ”Jeg vidste ikke hvad du havde gang i,” tilføjede hun og trak på skuldrende. Hun havde generelt utrolig meget på hjerte, nu hvor de var kommet væk fra hytten og hun kunne slappe lidt af. Det ville være fedt hvis de på et tidspunkt kunne snakke om alt der var sket de timer de havde tilbragt tid sammen. Så kunne det også være hun kunne få dyrenes navne.

Pharos kunne slet ikke undgå at se det morsomme i at hun ikke helt ville indrømme at det var hendes første kys. Han ville dog ikke prikke til hende med det, men lidt morsomt var det da. Selvom han også undrede sig en smule. For var da der ingen der havde prøvet chancen på at kysse hende? Han løftede et øjenbryn som han tænkte en smule over det, for hun var jo en ganske smuk kvinde, så han undrede sig over hvorfor ingen have prøvet på at tage chancen. Men i det mindste havde han givet hende modgiften og hun virkede også til at have det bedre. Så kunne han da i det mindste slippe for at få en flad, eller en lussing, så det var vel meget godt. Ikke at han sikkert fortjente det, for det gjorde han sikkert"Så håber jeg at det var et godt første kys"sagde han en smule kækt som han blinkede til hende.

Hans orange øjne studerede det flotte silke stof han havde lagt hen over hendes hoved, det burde nok virke, dog vidste han ikke om det ville hjælpe bedre på solen og varmen end sjalet. Men det skadede vel ikke med andre muligheder. Pharos gav et nik som svar til at hun havde sagt tak til ham, og han sendte hende et bredt smil. Han skulede så kort ned til hans dyr der gik rundt om dem, men efter lidt tid stoppede op ved Pharos ene side hvor de satte sig ned, og kiggede skiftevis imellem ham og Malika. Han lod hans blik følge dem for at se om hans dyr kunne finde på noget, og han kunne godt fornemme at Malika gerne ville vide mere om dem. Det ville sikkert også komme, men da han hørte hendes spørgsmål kiggede han på hende med hovedet på skrå"Aldrig, jeg undgår helst sådanne kampe fordi jeg helst vil holde mig neutral"svarede han ærligt som han holdte blikket på hende.

Han forstod godt alle de følelser hun havde fået, og hvordan det hele virkede overvældende og sikkert også en smule farligt. Men som hun undskyldte løftede han overrasket et øjenbryn, hvorfor vidste han ikke fordi han burde have regnet med en undskyldning for at hun havde spyttet på ham. Men det var som om hendes glæde og smil bare havde fået skubbet alle tanker om undskyldninger væk fra hans hoved og sind. Han tog et skridt tættere på hende, og lagde en hånd ovenpå hendes kind, som han lod hans orange øjne møde hendes"Jeg tager imod din undskyldning, og jeg beklager at jeg hev dig med ind i alt det her"sagde han med en lav og blid stemme som han lod hans hånd kærtegne hendes kind.

Malika kunne mærke hendes kinder spændte i et smil, som var lidt forlegent. Da han spurgte om det var godt, bredte smilet sig mere, og hun kiggede op på ham ”Du kunne godt have brug for at øve dig,” grinede hun, eftersom hun ikke ligefrem havde nydt deres kys. ”Jeg tror også det ville være fedt ikke at få væske i halsen,” hun prøvede at beherske hendes drillende smil.

Malika måtte se letter spøjs ud med silkestykket hen over hovedet, eftersom det slet ikke passede til hendes orangerøde kjole i farverne, men det gjorde ikke noget lige nu. Hun kiggede skiftevis på hans dyr og ham, indtil han svarede hende. Hun gav ham bare et skævt smil, uden rigtig at vide hvad hun skulle sige til ham. Det beroligede hende dog lidt mere, at det ikke var noget han havde prøvet før. ”Er du okay? Tænker det godt kan være lidt vildt,” spurgte hun stadig med det skæve smil, denne gang undrende. Hvis det var første gang han havde stukket nogen ned i brystkassen, kunne det godt tænkes han på et tidspunkt ville få det dårligt. Malika kendte selvfølgelig ingenting om Pharos, det kunne jo være han var en hård banan, eller hvad man siger.

Pludselig stod de tættere. Malika kunne mærke panikken pible op i hende, men forsvandt så snart han blidt lagde hans hånd på hendes kind. Hun så ind i hans interessante orange øjne. Han undskyldning ramte rigtigt. Hun smilte blidt til ham. ”Undskyldning godtaget,” svarede hun. Han kærtegnende hånd var blid og indbydende. Det var lige før hun kunne lægge sig til at sove i den. Hun bed blidt i sin underlæbe, ”Jeg tror vi skal få renset dit sår,” rømmede hun sig og tog et lille halvt skridt væk, selvom hun lige nu ikke havde noget imod at de stod tæt… Det skulle han selvfølgelig ikke vide.

Enlig havde han slet ikke troet at smerterne i hans arm ville føltes så slemme, men det gjorde de godt nok. Han holdte dog smerten inde, for han var ikke typen der ville vise at han havde ondt. Det hjalp dog en smule at hun havde bundet hans arm, for det var som om det gjorde smerterne mindre slemme. Han kunne mærke Ziwa's haler imod hans ben, men som han netop ville kigge ned på hende listede ræven hen imod Malika. Den satte sig ned ved siden af hende, og lagde hovedet på skrå. Da hun nævnte at han godt kunne øve sig grinede han som han holdte blikket på hende. Han betragtede hende, og lod hans øjne glide op på silken ovenpå hendes hoved. Om hvor godt stoffet passede til hendes kjole havde han ikke tænkt så meget over. Men han fandt hende nu stadigvæk smuk, og han puffede så blidt til hende"Det er heller ikke så tit det sker at jeg kysser andre med væske i munden"drillede han som han blinkede til hende.

Han kiggede så rundt og lagde mærke til at der ikke var så mange mennesker, som der havde været tidligere. Men der var stadigvæk godt vejr, og Pharos kunne ikke få øje på Giovanni, så måske han var væk. Men om han ville komme efter dem vidste han ikke, og han var slet ikke sikker på det lige nu. Han begravede en hånd i bukselommen, og som Malika nævnte om han var okay gav han hende et nik og lod hans øjne møde hendes"Det er jeg, mange tak for deres bekymring"sagde han med en høflig stemme. Det var godt nok første gang han havde stukket en mand i brystet med en kniv, men det var dog ikke første gang at han havde oplevet fare. Han var bare ikke vant det, han holdte sig mest ude af det og dog så kunne han ikke undgå det. 

Pharos fjernede ikke blikket fra hende, men da hun nævnt at de skulle rense hans sår sendte han hende et smil. Han kunne ikke undgå at læne sig en smule ind mod hende, og løftede en hånd op til hendes ansigt, hvor han lod nogle fingre blidt glide hen over hendes læber. Hans øjne fulgte bevægelserne som han havde et glimt i øjet"Hvis du insisterer..."lød det lavt i en blid tone.