"Jeg er villig til at gøre hvad end der er nødvendigt," svarede Fir, for første gang med et hårdt blik. Det var vigtigt for hende at Zahinael vidste, at hun var seriøs. Hun havde ikke længere styr på hvor længe hun havde beholdt sin nuværende krop, men glad for den var hun i hvert fald blevet. Den reflekterede hendes sind. Stadig ung, af en dæmon at være, alle tonerne i hendes hud og hår kølige, som hende selv, hendes figur elegant, så det eneste ved hende, der kunne få ting ind i mænds hoveder, var hendes ord, mimik og kropssprog.
Men hun var villig til at finde en ny krop, hvis det var dét, der blev krævet af hende en dag.

Hun var ikke villig til at gå et eneste skridt længere for Mørket, end hvad der var højst nødvendigt, men hun var villig til at gå noget længere for dæmonen overfor hende, og mere end villigt. For sig selv var hun nødt til at gå til vejens ende og længere endnu. Hun havde altid været ambitiøs.

Hendes blik blev lidt blidere igen, da hun mærkede ham gengælde hendes kærtegn, og hun løftede sin frie hånd, for, som midt i en tanke, at prikke eftertænksomt til sin underlæbe, selvom alt hun ville, var at få hans blik hen, hvor hun ønskede det.

Zahinael smilede tilfreds. Hun ville gå langt for ham. Hun udviste stor forståelse for forførelse. Hendes evner kunne ikke negligeres. Hun var lige det, han havde brug for. 
"Godt," sagde han blot, hvorefter han rejste sig op og tilbagelagde det ene skridt mellem dem. 
Helt henne ved hendes stol, lagde han to fingre under hendes hage og gjorde mine til at hun skulle rejse sig op. Indtil nu havde han udforsket hendes evner og teknikker, ønsker og villighed. Alt det havde han fundet mere end tilfredsstillende.

Men der var noget mere. Noget i Firs blik og handlinger, der viste Zahinael, at jobbet og sikkerheden ikke var alt, hun var kommet for. Hendes frembrusende start på sin forførelse... Det havde ikke kun været en fremvisning af hendes talenter. Han kunne ikke selv se sig helt afvisende i den henseende heller. Dengang de havde mødtes første gang havde Fir blot været en ung kvinde med lidt for skiftende loyalitet. Nu var hun vokset til en moden kvinde, og hun bar sig med en selvsikkerhed, der ikke var til at overse.
"Det var vist nok arbejde for nu," fortsatte han. "Men du kom her ikke kun for arbejdets skyld, gjorde du, Fir?"

Fir fulgte nøje Zahinael med blikket, fra det sekund han rejste sig op, og hendes bevægelser var synkrone med hans, da han indikerede at hun skulle rejse sig op. Han stod allerede tæt på hende, men hun var ikke for genert til at træde bare en smule tættere på ham. Ikke nok til at deres kroppe rørte hinanden endnu, men så tæt som hun kunne komme på ham uden. 

Hun løftede sit blik fra hans brystkasse til hans øjne, da han talte igen, og ved hans afsløring af hendes intentioner viftede hun uskyldigt med øjenvipperne, indtil hun ikke kunne bekæmpe et djævelsk smil længere. Havde det været enhver anden, der prøvede at afsløre hende, ville hun have holdt fast i sin uskyldighed, men hun havde ikke noget imod at Zahinael kendte hendes intentioner. Hvis hun var heldig, gjorde det det kun lettere for hende.

"Jeg kom her, fordi du er her," svarede hun og løftede hagen, hendes kropssprog udfordrende og selvsikkert, men hendes øjne blide og lokkende. "Er det et problem?" spurgte hun, imens hun løftede sine hænder til hans brystkasse, nær hans skjorteknapper, klar til at åbne den, men stadig afventende tilladelse. Hun forventede at han ville være gift, men hun forventede ikke at han ville have noget imod at have en elskerinde ved siden af. 

Zahinaels hånd lagde sig på Firs hofte, hvorfra den gled om på hendes lænd, idet han trak hende tættere på sig. Hendes hænder blev presset yderligere mod hans bryst, og var det ikke for dem og det, de havde tænkt sig at gøre, ville han havde presset deres kroppe helt tæt på hinanden. Han lænede sit hoved ned mod hendes og lod hendes hår kilde ham på kinden.

"Kun hvis du har et problem med smerte," svarede han og bed hende i kanten af øret.
Man skulle tro, Zahinael ville være gift, men sandheden var, at han havde haft alt for travlt. Alt for travlt i over to tusinde år til at tænke på dén slags. Det betød ikke, han havde haft for travlt til sjov og leg, men uden en fast partner, der kunne stille hans behov, var han blevet mere kræsen. 
Især når det kom til smerten. Der var altid muligheden for, at han kunne udnytte en fange eller to, selvfølgelig, men ofte gad han ikke. Det var simpelthen ikke lige så tilfredsstillende som en partner, der gjorde sig umage for at bringe ham nydelse. Og for at tilfredsstille Zahinael helt, krævede det, at man tog imod den smerte, han kunne give.

Fir ville aldrig selv have gættet, hvad Zahinael var til. Udadtil virkede han professionel, reserveret, kold. Det var egenskaber hun så så tydeligt hos ham, fordi det var egenskaber hun selv havde. Men da han afslørede, hvad han havde lyst til, lyste der en ild op i Firs øjne, der var det modsatte af den kolde facade hun normalt havde.

Et suk undslap hende, da han bed hende i øret, og hun løftede en hånd, for at kunne samle sit lange hår om én skulder, så han kunne komme til hendes nakke og skulder, hvis han ville. 
"Jeg vil bare vide, hvor meget modstand du vil have," svarede hun, hendes tone selvsikker, selvom hun hviskede ordene. Hun så sig selv som erfaren, og det hjalp, at hun at Zahinaels seng, var én hun havde længtes efter at befinde sig i. Hvis han tændte på smerte, så tændte hun på magt, og magt vidste hun, at han havde.

En lille grålig kugle dukkede op mellem Zahinaels fingre. Hans eneste evne, men med så uendeligt mange anvendelsesmuligheder. Netop den anvendelse, han ønskede nu, var dog blandt hans aboslut yndlings.
Idet han slap hendes øre med tænderne, lod han tungen glide over halsen, inden han rettede sig blik mod den lille kugle og forhåbentlig tog Firs blik med sig. 
Han huskede ikke, om hun var blevet introduceret for hans evne, da de mødtes første gang, men det var ikke ligefrem fordi han gjorde noget for at holde den en hemmelighed.

"Jeg håber på, du vil nyde det," sagde han med et skævt smil.
Den lille grålige kugle blev opløst til en lidt tyktflydende masse, der flød ned over hans fingre. Han rakte hånden op og lod fingerspidserne glide ned over hendes fine hud ved kravebenet. Mens det blot prikkede i hans egne fingre, var hans intention at gengive den svie, der opstod efter et piskeslag. Det havde været en lille kugle, for smerten skulle ikke være for intens til at starte med. Han måtte gå langsomt til værks, så Fir kunne vænne sig til det. Uden piskens reelle slag, kunne kroppen have svært ved at forstå, hvorfor smerten var opstået. Praktisk, når man skulle have folk til at tale. Upraktisk, når intentionen var at tænde dem.

Fir undslap et dybt suk, da Zahinaels varme tunge mødte hendes hals, og da han flyttede sit ansigt væk fra hende, fulgte hun hans bevægelser med blikket. Den lille kugle fangede straks hendes opmærksomhed; hun havde set den før, men det måtte være mange år siden, for hun huskede ikke at have set dens virkning, omend hun instinktivt vidste at den bragte smerte med sig. Hun flyttede sig dog ikke ud af stedet, løftede kun sit blik til hans igen, og bed sig i underlæben i forventning om den smerte, hun vidste ville komme.

Hendes gisp blev kvalt imod hendes læber, der var bidt sammen, og det var et halvkvalt støn der undslap hende. Det havde været hendes mening at beholde blikket løftet til hans, men hun kunne ikke overvinde sin krops forvirring ved den pludselige smerte, og hendes blik faldt til hendes kraveben, hvor smerten var. 
Hendes mund faldt åben og hun tog et par dybe indåndinger, inden hun slikkede sin læbe og så op på ham, for at give ham et opmuntrende nik. "Jeg kan holde til mere end dét," lovede hun, et helt oprigtigt glimt at glæde i hendes øjne. 

Zahinael nød de små støn der kom fra Fir. Det gav ham lyst til mere, og hendes bekræftelse af at kunne lide smerten øgede kun den lyst. Hvor var det længe siden han havde haft en patner, der kendte ham og ville ham.
Fanget i lysten lagde han sin hånd på hendes nakke og klemte til, idet han lod sine læber møde hendes. Mens læber og tunge gik på opdagelse i hendes mund, lagde han sin anden hånd på hendes hofte, vendte dem om og begyndte at lede hende baglæns mod soveværelset

Sengen var nyredt. Et mørkeblåt fløjlstæppe fik formerne fra puder og tæpper nedenunder til at ligne en stille sø om natten. Zahinael skubbedeFir bagover ned i blødheden, og så ned af sin halvt opknappede skjorte med et smil. En ny kugle kom til syne i hans hånd og han lod den falde ned over hende, hvor den gik i opløsning på hendes hud. Han havde øget kraften af kuglen, nu Fir indirekte havde bedt om mere.

Fir nød, at lade sig kontrollere. Hun kunne gøre begge dele - hun kunne lige så nemt lægge en mand og tage ham, som hun kunne underkaste sig. Forskellen var, at hun kun underkastede sig, når hun følte, at hun havde fundet én, der var dét værd. Han skulle kunne overvinde hende, hvis hun gjorde modstand, og hun skulle samtidig kunne føle sig tryg med ham. Det var flere år siden, at hun havde fundet én, er opfyldt begge to krav. Hendes mand havde ikke. Og nu var han død. 

Fir skilte villigt sine læber ad, da de mødte Zahinaels, og sukkede opstemt imod hans læber, imens hun blev ledt baglæns. 

Nede på sengen, smilede hun op til Nael i forventning, der blev indløst, idet endnu en kugle ramte hendes hud. Hun kunne ikke se hvor den landede, eller hvordan den blev opløst, men hun var sikker på, at det føltes som et piskeslag, der spredte sig fra mere end bare dér, hvor den havde ramt, og fik hende til at stønne af smerte. En smerte, der løb fra hendes kraveben og ud med hendes skulder. Forundret, men opstemt, hev hun ned i sin kjole ved skulderen, men så ingen ar, eller andre beviser på den smerte hun lige havde været udsat for, på trods af, at den havde været hårdere end den forrige.
"Skal jeg klæde mig af eller vil du?" spurgte hun med en hæs stemme, selvsikker til trods for, at hun ikke kunne huske hvornår hun sidst havde klædt sig selv af - det havde hun trods alt piger til at gøre for sig. Men for Fir, var der intet, der for svært for hende. 

Zahinaels fingre fandt resten af knapperne i skjorten og begyndte langsomt at knappe dem op, mens han så Fir vride sig under smerten. Han kunne mærke hvor længe siden han det var, han havde været sammen med en, der nød det, og hendes reaktioner sendte små stød af lyst igennem hans krop. 
"Tag det af for mig," svarede han og hans blik sagde alt: Giv mig et show.
Selv fik han krænget skjorten over skuldrene og knappede manchetterne op, mens stoffet lå sløset bag hans ryg. Hans overkrop var ikke lige så trænet, som man kunne forestille sig. Musklerne stod tydeligt frem, men hans krop var mærket af den lidt usunde livsstil han kørte med for lidt søvn og for meget arbejdspres, og tendensen til undervægt kunne ses i indsunkenhed rundt om muskler og knogler.

Efter skjorten var blevet smidt på en stol - for Zaladin forbyde at den skulle ende på gulvet - begyndte han at spænde sit bælte op. Hele tiden var hans blik fæstnet ved Firs afklædning foran sig.  At holde sig fra hendes krop viste sig sværere end han havde troet - men muligheden for at øve selvkontrollen lidt var heller ikke helt uvelkommen.
Som man måske ville gøre med krystaller til en skøge, kastede Zahinael et par smertekugler ned på sengen foran Fir. 
"Du kan selv prikke hul på dem med en negl," sagde han med et skævt smil. "Hvis du tør."
Han var ikke gået alt for meget amok med smerten - endnu - men så skønt hun havde reageret under piskeslagene, kunne han ikke holde sig fra at give hende mere. Helt hvor meget hun var med på legen, skulle han lige spore sig ind på. Skulle han tage al kontrollen, eller ønskede hun en mere ligeværdig lagenleg?

Zahinaels ønske var Firs lov, og det sørgede hun for at kommunikere med sit kropssprog, da han bad hende om at tage sit tøj af. Snorrene i hendes korset blev løsnet, én efter én, hevet i elegante træk ud fra hendes krop, sluppet, og erstattet af det næste hak. Hendes krop bevægede sig i takt til det, indtil hun kunne rejse sig op på madrassen og korsettet faldt ned om fødderne på hende, hvor hun, lige så elegant, skubbede det ned på gulvet. Hun havde langt fra den samme punktlighed omkring ting som Zahinael havde, og da også kjolen faldt af hende, endte den også på gulvet, efterfulgt af et provokerende smil fra Fir, som hun kastede sig ned på knæ på madrassen igen, og kravlede hen til enden af den, for at komme tættere på Zahinael. Alt hun gjorde, hver eneste bevægelse, var til for at kommunikere til den ældre dæmon, at hun ville have ham. 

Hendes blik faldt til kuglerne, og Fir samlede et par op i hver hånd, inden hun vendte sine håndflader mod sine lår og knuste dem dér. Det viste sig straks, at hun havde overdrevet, for tårer vældede op i øjnene på hende ved smerten der spredte sig både over hendes lår og mod hendes håndflader, men udover hendes tårer, som hun ikke tillod at falde, reagerede hun kun ved et pludseligt grin, et par brystvorter, der blev helt hårde, og et blik på Zahinael, som afventede hun ris eller ros.

"Der er ikke noget jeg er bange for, Nael." Kælenavnet ville aldrig have været passende imellem dem ellers, men Fir blev noget mere kæk, i det øjeblik hun befandt sig i en mands seng, og hvordan havde han alligevel tænkt sig at straffe hende? Hun smilede kækt til ham og vendte sig om, så hun lå på med det meste af overkroppen mod madrassen og med røven i vejret. Hun kunne ikke have inviteret ham mere, om hun så havde brugt sine ord. 

Sikken forestilling, Fir kunne give. Zahinaels smil blev større og mere nydelsesfyldt med hver bevægelse hun gjorde. Hans blik fulgte tøjet, der blev smidt i en krøllet masse på gulvet, og havde han ikke allerede været i så godt humør, havde han nok straffet hende for den uordentlige opførsel. 
Spændingen spillede i hans øjne, da hun blev overvældet af tårer ovenpå smerteboblernes effekt, og han viste tænder i et dyrisk, lystent smil. Der var absolut intet bedre end at se en krop forsvinde ind i smertefølelsen.

Bukserne blev lige som skjorten lagt på stolen, og mens han gled op i sengen til hende, lod han sin ene hånd glide fra hendes nakkehvirvler og ned til den strittende numse. Hendes bløde hud tiggede om at få opmærksomhed, og han lod sig gribe fat om hendes sider, inden han lagde sig helt op over hende. Med sin brystkasse mod hendes ryg, pressede han hende nedad mod sengens bløde tæpper, mens hans hårde lem lå mod hendes baller - pirrende og lokkende, uden at gøre mine til at trænge ind. 
Hendes krop tiggede måske om det lige nu, men han ville høre det fra hendes mund også. 

"Så er min del af Mørket det helt rigtige sted for dig," kunne han ikke lade være med at hviske ind i hendes øre som kommentar til hendes ellers noget overmodige udtalelse. 
Imens lod han sin hånd glide ind under hende ved maven. Grådigt følte den sig frem op langs hendes front, tog fat om hvert bryst, og i en kort pause mellem dem, lod han en smerteboble med bidende, stikkende kulde flyde ned over hendes brystben. Han holdt sin hånd henover det, som for at føle smerten sammen med hende. Nydelsen. Ekstasen. 

Det var tydeligt at intet af hendes forestilling var spildt på Zahinael og hans ansigtsudtryk opmuntrede hende kun til at fortsætte. Hans hånd mod hendes nakke fik gåsehud til at sprede sig over hendes arme og hendes bryster til at stritte, som havde han puttet hende i isvand. Forventningens glæde strømmede igennem hende, og et gisp undslap hende, da han pressede hele hendes krop nedad med sin og lod hende føle, hvor hård han var. 

"Ja," svarede hun åndeløst. "Ja, den er." Han måtte også vidste, at det var derfor hun var kommet til ham. Hendes ambition og hans lagt sammen, kunne kun føre noget godt med sig; hvis ikke det allerede havde.
Hun så op på ham under lange, mørke øjenvipper, da hun rørte ved hendes nøgne krop, og gispede og stønnede igen, da han endnu en gang lod hun mærke smerten ved sin evne.
"Nael, vær nu sød," bad hun, ikke for at få ham til at stoppe, men understregede derimod, ved at gnide sin bagdel op mod ham, at hun ville have mere af ham og var utålmodig efter det.

"Mhn, tålmodighed er en dyd, min kære," hviskede han ind i hendes øre, som han derefter nappede i. 
Et par lange sekunder strakte sig efterfølgende, hvor hans hænder kantede sig over hendes hud for at mærke hver enkelt lille detalje. Ribbenenes bølger. Hofteskålens spidse kant. Skødets varme.
Pludselig for hans hånd op til hendes hår igen og tvang hende til at vende hovedet til den anden side. Hans anden arm støttede stadig på sengen. Hendes ansigt blev blottet for ham, og hans ånde gled ned over hendes kind. 

"Men du har været god, så du fortjener det," sagde han så og placerede et kys på kanten af hendes læber. 
Så flyttede han på sig og stødte op i hende. Hurtigt blev hans åndedræt tungere og han fulgte hver en lyd, hver et tegn hun gav for at give hende den bedste nydelse i det også. Hun havde fortjent det. Givet alt af sig og ladet ham drukne hende i smerte. Hendes små støn og tårerne i øjenkrogen sad stadig i hans hukommelse.  

Fir havde lært tålmodighedens dyd allerede som barn og kunne vente i stilhed i flere år på det hun virkelig ville have, men hun havde ikke tænkt sig at være tålmodig nu, ikke sammen med Nael, ikke når det var meget mere givende at blive sat på plads af ham, enten i form af ord eller smerte. Zahinaels opførsel fik hende til at tro, at han heller ikke havde noget imod den leg, hun havde gang i. 

Hans faste hånd i hendes hår fik et tungt støn til at undslippe hende, og da hun med et lavmælt "ja," gav ham ret i, at hun havde været god, var dette også sagt i et støn. 

Fir havde nydt akten indtil da, men da Zahinael endelig stødte op i hende, først da blev hun bekymret for, om hun havde kastet sig ud på vande, hvor hun ikke kunne bunde. Det var ikke meningen, at det skulle have føltes så godt for hende - det var ikke meningen, at hun skulle få, hvad hun ikke havde fået i flere år. Det var ikke meningen, at hun skulle være dryppende våd omkring ham, og stønne hans navn imens hun kom. 
Hun var kun kommet til ham, fordi det også var, hvad der tjente hende selv bedst, forsøgte hun at minde sig selv om, selv som alt det, det var meningen der ikke skulle ske, skete.