Synet af tyve gruppen der efterhånden nærmede sig mere og mere fik Dimitri til at smile lusket. Det ville måske ikke skade at more sig lidt med dem, men på den anden side var hans interesse ikke i det. Nej han ville ikke have dette menneske skulle løbe væk, eller forsvinde. Selvom han sagtens kunne finde hende igen, så var det næsten opgivende at finde hende hele tiden. Var mennesker så vilde efter at løbe, og forsvinde eller var det bare ham der havde oplevet mennesker der var vilde med det.

Hovedet lagde han på skrå, og kiggede på hende lidt. Han studerede hende lidt, og var fristet til at tage hen over skulderen og forsvinde lidt fra det sted de stod på. Selvom hun nok ikke ville kunne lide det, var han ligeglad. Han gjorde altid hvad han selv ville, og havde lyst til hvorfor skulle andre bestemme over ham. Et bredt smil bredte sig da han kunne se tyve gruppen nærmede sig"Det her skal nok blive interessant"sagde han nærmest som om han så frem til gruppen ville ramme ind i dem. Dog virkede det ikke til, at dette menneske var begejstret for det. 

Da gruppen nåede hen til dem, nåede Dimitri at hive fat i mennesket, og hev hende lidt med hen til den ene side, hvorefter han havde fået fat i den ene tyv. Holdte en hånd rundt om halsen, og lod hans blik falde på Nianna"Har du ikke flere boder, eller noget du vil se her på pladsen"sagde han undrende og betragtede tyven han stod med, og lagde hovedet lidt på skrå.

Det var ikke ligefrem fordi Nianna fandt sig selv godt til rette i denne situation, for en som ikke brød sig synderlig om opmærksom, var der lige lovligt meget af det på vej i hendes retning. Hun skævede mistroisk op på Dimitri, som lod til at nyde det lige lovlig meget. Hun havde svært ved helt at regne ham ud, for det virkede heller ikke til han havde haft bagtanker, med det mad han havde foræret hende, det kunne selvfølgelig være et spil for galleriet, hun vidste det ikke helt med sikkerhed, men da han tog fat i hende og hev hende ud til siden, havde hun nær mistet sit fodfæste. At blive trukket rundt med på det måde, faldt dog ikke i god jord, som hun slog ud efter ham da han først slap. 

Hun blev dog ikke for at se hvordan det hele ville udspille sig, da han spurgte om ikke hun skulle hen og se på nogle boder, og næsten før han havde fået snakket færdig, drejede hun omkring på hælene, væk fra gruppen der havde nået dem og Dimitri. Hun hev den lille sæk over skulderen og strøg igennem folkemængden, med et lille lettet suk. Hun stoppede dog tøvende op da hun var kommet lidt på afstand, inden hun drejede hovedet, for hvad havde han tænkt sig at stille op med de mennesker? Hun rystede lidt på hovedet af sig selv, det burde hun være ligeglad med, hvis det gav hende chancen for at komme væk derfra.

I en rolig bevægelse, gled hun igennem folkemængden, påpasselig med ikke at støde ind i nogen og derved skabe mere besvær for sig selv, end godt var. Da hun nåede forbi en lille bod fuld af planter stoppede hun dog op, mange af dem havde hun aldrig set før, men duften var dragende. Hendes blik gled nøje fra plante til plante, nogle af dem kendte hun godt og vidste hvad kunne bruges til. Da kvinden i boden snakkede til hende, for hun forskrækket sammen, hun havde ikke selv bemærket hvor meget hun var faldet i staver i sine tanker. Hun trak sig væk med et lille dæmpet undskyld, inden hun fortsatte forbi de mange boder. 

Væk... Væk endnu engang, hvordan kunne en vampyr miste... Eller nærmere hvordan kunne et menneske som hende være så hurtig. Han sukkede opgivende, hvis det ikke var fordi han var en vampyr havde han godt nok fået masser af motion efter at lede efter hende. Godt han var hvad han var, så han behøvede slet ikke tænke på at få motion nok. Det var vel også ganske hyggeligt på en meget mærkelig måde, lidt katten efter musen. Han betragtede tyve gruppen, og besluttede sig for at vride halsen om på den ene så han faldt død ned på jorden. Uden at mange skulle få mistanke om det, nåede han lige at putte nogle briller på manden som hvist tilhørte en af de andre tyve. Han placerede manden op ad den nærmeste bod, og kiggede rundt. 

Hvor zaladin var den tøs løbet hen. Han lagde armene over kors, og prøvede at  få færten af hendes duft. Den skønne duft af menneske, det var altid lækkert. Et kort øjeblik kunne han heller ikke andet end at forstille sig, hvordan det måtte være at bide hende. Hvordan det måtte være at smage på hendes blod, for det ville sikkert være ganske udsøgt. Duften af planter kunne han så dufte men han var et øjeblik ikke sikker på om hun var derhenne. Dimitri knurrede næsten irriteret, om det var over hende eller ham selv var han ikke enig om. Han følte sig håbløs over ikke engang at kunne være sikker på, hvor hun faktisk var. Hvorfor skulle kvinder også løbe så meget, ih altså kunne de ikke bare gå og kigge på boder. Okay hun havde sikkert også gået rundt, og lusket var hun da for han havde tydeligvis ikke set hende lusket væk. En vampyr der ikke engang havde lagt mærke til det, ja ganske håbløs. Han havde allermest lyst til at banke hans hoved hårdt ind i en væg eller mur.

Han var nok nød til at finde hende, posen virkede hun da til at have taget med ellers tog han den med. Så var han hurtig væk fra stedet hvor han stod. Hans blik gled rundt i omgivelserne, og han betragtede nogle af boderne han kom forbi. Han kunne ikke se hende endnu, diverse bandeord begyndte at dukke op i hans hoved, men det var nok ikke en god idé at råbe zaldin, og diverse ord ud over hele pladsen"Hmm"mumlede han for sig selv, som duften af hende pludselig blev tydeligere, og han satte kursen hen imod det. Da han var nået frem kiggede han på hende, og tog hurtig fat rundt om hendes håndled, og trak hende tættere på. Sendte hende et irriteret blik,og knurrede lidt"Hvorfor har du et brændende ønske om at flygte, jeg har jo ikke engang bidt dig endnu"sagde han med et bredt smil. 

Nianna vidste det var for tidligt at glæde sig over friheden, for følelsen af sikkerhed indfandt sig ikke hos hende, der lurede en stigende uro i hendes krop, jo længere tid hun var alene blandt de mange mennesker og væsner. Hendes blik gled over de mange boder i håbet om af finde en løsning, til hvordan hun kunne skjule sig nok til at kunne slippe ud af denne by. Hun bevægede sig en smule ud mod midten mellem de mange boder, så de ikke henvendte sig til hende.

Noget i hende rørte på sig, en følelse af at blive overvåget, han kunne da ikke allerede? Hun vendte sig en smule om da hun hørte skridt nærme sig bagfra, overraskelse og frustration malede sig i hendes ansigt, da hun indså det var Dimitri som havde fundet hende igen. Hvorfor skulle han dog også være så forbandet god til det? Hvordan gjorde han det? 

Hans kølige hænder der lagde sig om hendes håndled blev aldrig en kærkommen følelse, det rendte hende koldt ned af ryggen og fik hende til afvisende at vende ansigtet væk fra ham, som hun blev trukket ind imod ham. Hele hans krop virkede kold, men det var hans stemme og ordene der fik hende til at krybe en smule, hun var stadig ikke helt sikker på hvad han ville hende og hvorfor han ville bide hende, men det fik alle hendes alarmsignaler til at blinke i vildsky. “Fordi du ikke.... ikke er godt selskab!” Hun prøvede virkelig at lyde vred og afvisende overfor ham, men snerten af bekymring lå dybt i hende

Hendes stemme fik ham til at smile nærmest kynisk, og han studerede hendes ansigt en smule. Så kiggede han væk fra hende, lod hans øjne betragte omgivelserne en smule. Der var stadigvæk mange folk i nærheden, de ville sikkert opdage ham hvis han skulle prøve på noget ved hende. Så det var nok bedst at lade være, han ville nødig ende med at blive fanget. selvom Dimitri sikkert ville komme fri, så ville han slet ikke tage chancen. Hovedet lagde han lidt på skrå og vendte blikket tilbage på hende igen. Lyttede til hendes ord, men valgte ikke at svare hende med det samme. Duftede blot til hende som han stod med grebet om hendes håndled. Med afstand, fordi han ville ikke nærme sig hende endnu.

Det var som om han nød at hun virkede bange og frygtede for hvad han ville gøre. Det var godt, det skulle hun også. Han var bestemt ikke færdig med hende endnu, der var næsten alt for mange idéer til hvad han kunne gøre. Der var næsten alt for mange muligheder, men han var ikke helt sikker på hvor han skulle starte endnu"Det ved jeg skam godt, fortæl mig noget jeg ikke ved"svarede han koldt og sendte hende et skævt smil. Han trak hende så lidt tættere på sig, og lod en finger glide hen over hendes hals. hendes hud føltes varm, det var irriterende. Men så igen hun var jo et menneske, så det gav vel meget god mening at hendes hud var varm. 

Som han kort lod hans øjne hvile sig på hende løftede han et øjenbryn og lod fingeren stryge lidt mere hen over hendes hals. Åh hvordan det ikke ville være at prikke hul på den fine hud. Nydelsen af at se frygten i hendes øjne og ansigt ville være fantastisk. Han kiggede på hendes taske, og kiggede rundt"Måske vi hellere burde finde os et sted, hvor vi kan være alene"sagde han lusket og skulede hen til hende som han kort fik betragtet omgivelserne lidt mere. 

Hun gispede dæmpet, da han trak hende helt ind imod sig. Det sitrede i hendes krop af afsky over for den mand, han tillod sig alt som han bestemte over hende. Afvisende forsøgte hun at trække sig væk fra ham, men han var meget stærkere end hun selv var. Fortæl noget han ikke vidste? Den lille fighter dybt i hende begyndte at røre på sig, hvis dette endelig skulle gå galt, måtte hun gøre i det mindste bare et eller andet, forsøge at kæmpe imod, og lige præcis dette skete da hun mærkede hvordan han strøg hende over halsen, hun vendte hovedet imod hans hånd og bed målrettet direkte imod hans hånd, så hårdt hun kunne uden intentioner om at slippe lige sådan igen, om hun så risikerede at bide hul på ham, fandt hun sig ikke i at blive berørt på den måde han gjorde.

“Nej!” Hendes stemme var mere fast og bestemt, nu hvor hendes lille indre fighter var vågnet op. Han virkede urolig for at blive opdaget, og selvom hun aldrig havde brudt sig om andres øjne på hende, kunne det måske lige præcis blive hendes redning denne gang, i hvert fald fra ham. “Hjælp! Jeg ber jer, hjælp mig...” råbte hun bønfaldende så højt hun kunne, imens hun forsøgte at kæmpe sig fri. Folkene omkring dem vendte sig da også, og hun bemærkede en enkelt mand, tårn høj og med brede skuldre der nærmede sig dem.

Da dette menneske pludselig bed ham i hånden gav han automatisk slip, ikke fordi han enlig gad men var nød til det. Hvordan kunne hun have så stærkt et bid, han kunne mærke det og kunne hurtigt se bidemærke fra hende på hånden. Han lod hans øjne betragte mærket lidt før et lusket smil bredte sig over hans ansigt. Dette menneske var yderst interessant, virkede bange og skræmt og alligevel havde hun modet til at bide ham. Smilet voksede sig en smule og han lagde så hurtigt mærke til den bredskuldret mand der nærmede sig dem. 

Dimitri løftede begge øjenbryn, og fulgte mandens bevægelser. Han var ikke særlig interesseret i manden, men det havde virket til at folk havde hørt hende kalde på hjælp. Dog virkede det kun, at der var en person der var på vej hen for at muligvis hjælpe hende, og som om Dimitri ville tillade det. Han fniste en smule, og drejede blikket hen på mennesket igen"Tror du han vil lege lidt, eller skal vi satse på at han fortryder at ville hjælpe dig"sagde han og tog kort fat rundt om hendes kæbe, løftede hendes hoved op så hun kiggede på ham. Han kunne godt fornemme manden kom tættere og tættere på. 

Det gjorde bestemt ikke noget. Efter at kigge på hende og studere hendes ansigt lidt gav han slip på hendes kæbe, og drejede sig rundt imod manden. Netop som han skulle til at gå til angreb på ham, bare gøre et eller andet blev han stoppet. Han blev slået hårdt tilbage så Dimitri røg igennem luften og landte bagved en bod. Hvilken en det var havde han ingen anelse om. Kort lå han bare på jorden og betragtede kvinden bag boden. Hun så meget forvirret ud"Tssst, så den mand har styrke"lød det kort fra Dimitri s læber, og han rejste sig op, og var hurtig væk fra boden. Han satte kursen hen imod manden og mennesket igen, men var faktisk ikke sikker på om hun ville være der, måske ville hun være væk igen. Et suk kom fra hans læber, han havde slet ikke troet hans aften skulle gå med det her. 

En svag lykkerus ramte Nianna, da hun mærkede at hun faktisk fik bidt sig fast i hans hånd, hun havde frygtet at han ville være hurtigere end hende til at trække hånden bort, men spændingerne i hendes kæber efter bidet og de tydelige mærker der trådte frem på hans hånd, fortalte klart hvor godt hun havde fået fat, men den måde smilet forblev om hans læber, han virkede urokkelig trods hendes forsøg på at skabe afstand. 

Da manden nærmede sig, håbede hun inderligt det kunne blive hendes redning, men tankerne blev kastet bort, da han greb om hendes kæbe og tvang ansigtet op imod ham. Hans øjne føltes som is imod hendes indre, som det borede sig ind i hende, men før hun kunne forsøge at trække sig bort slap han igen for at vende sig imod manden. Hun havde slet ikke skænket det en tanke at Dimitri måske ville kunne skade manden eller i værste fald dræbe ham, før han snakkede om at lege, hun kunne ikke lade manden komme til skade for hendes skyld, kunne hun? Hun bed sig nervøst i læben, men da hun så det var Dimitri som måtte ned og bide i støvet sukkede hun lettet og mærkede da hvor anspændt hendes krop havde været op til sammenstødet mellem dem.

Skulle hun flygte? Manden havde givet hende chancen for det, men var det takken at give hendes redningsmand? Hun trippede en smule inden hun vendte sig imod ham. "Tak, men jeg ber dig pas på..." lød hendes stemme dæmpet, hun lagde en hånd på hans arm inden hun vendte sig imod Dimitri der var på vej på benene igen, snart ville det være forsent at flygte. Manden fnyste dog over hendes ord, som om han ikke tog Dimitri for at være en værdig modstander, og i stedet blot trak Nianna om bag sig, så hun ikke kom i vejen, mens han gik imod Dimitri for at afslutte kampen.

Synet af manden som Dimitri stod henne ved igen fik vampyren til at fnise hånligt. Dog lod han hans øjne studere manden, skulle han skade ham meget eller lidt. Kort var han nød til at stå og overveje mulighederne, for der var skam mange. Han betragtede så mennesket der så ud til at være lettet over at manden var kommet. Han stod foran hende, nærmest som om han beskyttede hende. Dimitri forstod godt manden, men hvor meget det ville hjælpe var han slet ikke sikker på. Han lagde hovedet lidt på skrå, og stod og tænkte lidt. Selvom manden var lidt bredskuldret og større end ham, betød det vel ikke at Dimitri ikke kunne skade ham. Men mennesket ville ikke slippe væk fra hans klør, også selvom denne mand stod i vejen. 

Så nærmede han sig manden imens han overvejede, hvor han skulle starte. Men det var efterhånden svært at finde en mulighed, hvor han kunne yde manden meget skade. Havde manden været lidt mindre havde det været perfekt, men ikke når han var så meget højere end ham, og mere bredskuldret. Men han skulle ikke have chancen for at vinde over ham, langt fra"Hmm hvor skal jeg starte"sagde han tænkende, og da manden gik hen imod ham, og skulle til at slå ham hårdt i maven hoppede Dimitri op på hans arm, kort sparkede manden i ansigtet. Det så ud til at virke lidt, for manden gik lidt tilbage, var næsten tæt på at vælte ind i mennesket. Hvilket vampyren jo ikke havde noget imod, det var blot morsomt. Imens manden ømmede sig, var Dimitri også hurtig bagved manden, kiggede på mennesket, før han fik grebet fat rundt om hende, og løftet hende op over den ene skulder"Han an ømme sig imens vi smutter"sagde han opgivende, og begyndte at gå forbi nogle af boderne, men han var slet ikke sikker på om manden ville følge efter. 

Det ville han sikkert, men det måtte Dimitri håndtere til den tid, ligenu skulle han bare væk fra ham. Han nåede forbi mange boder, og nåede hen til en tom bod. Perfekt, og han fik så sat Nianna ned foran boden, fandt et reb frem og bandt hendes hænder"Sid stille imens jeg prøver at holde øje med den mand"sagde han imens han sendte hende et koldt blik. 

Overraskelsen var stor i hendes blik, da hun på den måde blev trukket om bag manden, og da Dimitri fuldkommen overrumpelede ham måtte hun hastigt trække sig et par skridt bort, for ikke at blive væltet omkuld på den hårde kolde jord. Manden virkede øjensynlig til at være blevet lige så overrasket, da han ikke reagerede på Dimitri som kom forbi ham, før der lød et halvkvalt skrig fra Nianna, som hun blev løftet over hans skulder i en vældig fart. Gal over endnu en gang at være blevet løftet på, slog og sparkede hun med benene, alt hvad hun kunne for at komme ned, Dimitri skulle i hvert fald ikke slippe umærket fra hendes frustration. 

Glæden ved at blive sat ned, varede dog ganske kort, for bedst som hun ramte jorden, mærkede hun hvordan han bandt hende hænder sammen, hvad bildte den mand sig dog ind? Hendes kæber blev bidt helt sammen som hun pustede sig op, klar til at give ham et møgfald af en anden verden, inden hun pustede surt ud og vendte blikket væk fra ham. 

Et stykke derfra, var manden ved at komme til hægterne efter det hårde spark til ansigtet. Tydeligt vred over at blive overrumplet, ledte han efter Dimitri i folkemængden, ikke for at hjælpe kvinden, nej han ville have revanche og han havde ikke tænkt sig at tabe ansigt endnu en gang, til sådan et sølle individ af en mand. Med skjorte ærmerne smørret op, gik han i retningen af Dimitri.

Lyden af manden kunne Dimitri tydeligt høre, hvilket gav ham til at sukke. Han kiggede kort på Nianna bare for at tjekke at hun ikke kunne slippe fri for rebbene. Han lod øjnene glide ned over hende, og det så da ud til at de holdte hende meget godt. Så kunne han sagtens lige underholde sig selv med manden imens, dog lagde vampyren slet ikke mærke til de børn der var her og der, de kunne sikkert godt finde på at slippe Nianna fri. Men det tænkte og bekymrede Dimitri sig slet ikke om lige nu, nej det var manden der havde hans fokus. Lyden af ham der nærmede sig blev højere og højere, og pludselig stod manden foran ham, og skulle til at plante en knytnæve ind imod hans ansigt. Dog undvigede Dimitri den, men havde selvfølgelig ikke set foden der ramte ham i maven og sendte ham igennem luften, og endnu engang landte han bagved en bod. Hvorfor var det lige at den mand syntes han skulle flyve og lande bag boder. 

Han sukkede og kiggede op på personen bag boden, det var endnu en kvinde. Hvad var der med alle de kvinder altså. Han sukkede opgivende og kunne nu bekræfte at det var godt han ikke havde vinger, for alt det flyveri gjorde ham næsten rundtosset. Det var især mærkeligt for en vampyr som ham at opleve det. Han lå på jorden med en arm op på boden, sendte et yderst irriteret blik i retningen af manden. Hvor vovede den mand at sparke ham igennem flere boder. Hvordan kunne det lade sig gøre, en mand som ham. Utilfreds bed han tænderne sammen, og drejede hovedet hen imod kvinden der kiggede undrende på ham"Aldrig set en vampyr ude vinger flyve igennem luften? nej heller ikke mig"mumlede han irriteret og koldt, hvorefter han rejste sig op. 

Hoppede over boden, og satte kursen imod manden, for nu var det tid til hævn. Den mand skulle ikke vinde over ham, ikke tale om. Da han nærmede sig kiggede han på manden, og gav ham først et knæ ind i maven, før han bed ham hurtigt i halsen. Dog hørte Dimitri noget, det lød som om nogle børn der hyggede sig, og de råbte hvist også et eller andet med frihed, eller fri. Han knurrede en smule, havde de børn befriet mennesket.

Nianna skulede bistert efter Dimitri, som han satte sig for at angribe den stakkels mand, hun himlede med øjnene inden hun begyndte at vride og dreje i sine håndled for at forsøge at vriste sine hænder løs af rebene. Nogle små børn, havde tydeligvis fundet hende ganske interessant, for da de kom hen til hende med store smil, skævede hun tænkende efter Dimitri, han ville være optaget et stykke tid. "Bær for at løsne rebene?" foreslog hun med et smil om læberne, inden hun satte sig ned på knæ for ikke at virke spor farlig. Hun fandt nogle enkle brombær i sin sæk, og fik dem med en smule besvær gravet ned i jorden, inden hun lagde begge hænder over. Børnenes øjne var store og forventningsfulde, som en lille busk langsomt groede frem fra den kolde jord under hendes hænder. Frodig og grøn, spredte bladende sig på de mange små grene og kviste, inden små bær begyndte at modnes. Børnene klappede i hænderne af begejstring, men det gjorde Nianna en smule nervøs, hvis nu Dimitri skulle opdage hende, men som aftalt løsnede de rebene om hendes håndled, inden de gav sig til at nyde de mange små og saftige bær der var på busken. 

Hun strøg en lille pige blidt over håret, inden hun rejste sig og samlede sækken op, bedst som hun hørte Dimitri flyve igennem endnu en bod. Hun skævede igennem Folkemængderne, men det var ikke til at se ham nogen steder. "Tak..." hviskede hun blidt til dem, inden hun vinkede og satte i løb. Hun vidste ikke helt hvilken vej længere, hun skulle for at slippe helt ud af byen, men i forhold til tidligere hvor hun kun havde gået væk, løb hun denne gang alt hvad hun kunne, strøg sig igennem menneskene uden at støde ind i dem, det sidste hun havde brug for var nogle sure mennesker til at råbe efter hende. 

Hun fortsatte af de mange sidegader, der snirklede sig rundt, ikke en gang stoppede hun for at få vejret eller se sig tilbage, hun måtte fortsætte uanset hvad hun hørte og så, først når hun kom væk fra byen kunne hun være sikker igen, det var hun overbevist om. Uvidende om Dimitri havde dræbt den stakkels mand der havde forsøgt at forsvare hende. Hendes hjerte bankede hurtigere og hurtigere, jo længere væk hun kom fra markedpladsen. Hun knugede den lille skindsæk i sin hånd, mens hun søgte efter noget der var bekendt, til sidst så hun da også en sidegade hun kendte, hun var tæt på muren nu, længere fremme kunne hun se det hul hun tidligere havde sneget sig ind gennem, det var blot en enkelt stor sten der manglede, og den efterlod lige plads nok til hendes slanke skikkelse. Hun kastede sækken igennem det lille hul, inden hun lagde sig ned på maven for at møve sig igennem, halvvejs ude på den anden side, måtte hun sætte hænderne på yderside af muren, for at forsøge at trække sig fri af det lille hul.

Manden ømmede sig, og kom med mange jamrende lyde men det var ikke lige det Dimitri gad fokusere på. Han skulle vende tilbage til mennesket, men før han kunne gå hen til hende kunne han mærke manden havde fået fat rundt om hans arm. Irriteret knurrede vampyren, og løsrev sig grebet og skulle lige til at komme med en kort prædiken om hvorfor han ikke trængte til en flyvetur til. Alt det flyveri gjorde næsten den onde og grusomme vampyr rundtosset. Lige på nippet til at få det dårligt, og det var underligt. En vampyr få det dårligt over at flyve.. Det hang slet ikke sammen, men denne mand foran sig stod og lignede en der mere og mere havde lyst til at sende Dimitri ud på en flyverejse igen. Utilfreds over tanken om at flyve igen greb han fat rundt om mandens nakke, og vred den så han faldt ned til jorden. Var han død? ende i en dyb søvn? der var ingen der vidste det. 

Dimitri smillede tilfreds, og drejede rundt for at gå hen imod mennesket, som han var sikker på var bundet fortsat. Men efter at kommet hen til stedet kiggede han ivrigt rundt efter hende. Hvor forsvandt hun nu hen, åh nej ikke endnu en tur rundt efter hende. Han sukkede og slog ansigtet hårdt ned i boden, at det ville give ham lidt skrammer var han ligeglad med. Han fornemmede undrende blikke fra de forskellige folk på pladsen. Knurrede irriteret og rettede sig op, knyttede hænderne og kiggede rundt. Hun var ikke nået langt var hun. Han var nød til at føle sig som en vampyr igen, for alt det flyveri og det mistede overblik på mennesket havde jo gjort ham til alt andet end en vampyr. Tanken kunne han slet ikke lide, og begyndte hurtigt at løbe i retningen af hendes duft. Ja motion fik han da nok af, hvis det ikke var fordi han allerede var slank, blev han det hvertifald. 

Så nåede han hen til en mur ved en sidegade. Her havde han hvist aldrig været, og kiggede undrende på muren. Han kunne ikke se og forstille sig hvor hun var løbet hen, hun var godt nok lusket. Han lagde armene over kors og stod og tænkte lidt. Denne mur foran sig, var der noget bestemt ved den han ikke havde set. Hans øjne gled ned over den, og pludselig opdagede han det, der var et hul i muren. Et lusket næsten ondt smil bredte sig på hans ansigt, og han bukkede sig lidt ned for at ville kravle ind ad hullet. Men sukkede, for hvordan skulle han lige kunne presse sig selv igennem det hul"Uurgh"lød det opgivende og utilfreds fra ham. Det menneske kunne ikke være mere lusket end ham, eller kunne hun? Det virkede til at Dimitri havde mødt en værdig modstander, eller modstander måske han bare var nød til at være endnu mere lusket. Eller prøve og være så larmende han kunne. Så han rettede sig op, trak hånden tilbage for derefter at sende hånden hårdt ind imod muren ved hulet. Bare for at udvide det lidt, og det blev det også. Han rystede hånden fri for støv og stumper, og gik så igennem hulet. Da han kom ud på den anden side fik han hurtig øje på hende"Troede du at du kunne slippe væk"lød det fra ham og han grinede hånligt.

Nianna fik med besvær trukket sig fri af det lille hul i muren, inden hun for et stund måtte stoppe op for at få vejret. Det tærede altid på hendes kræfter når hun brugte sine evner, og sammen med en udmattende løbetur, var det tiltrængt med et ganske kort hvil. Hun lænede sig imod muren imens hun lukkede øjne. Luften var lettere og mere frisk udenfor byen, og hun tog sig tiden til at tage et par dybe vejrtrækning, og finde en ro indeni kroppen igen. Hun var nået udenfor byen, og vidste at hullet ville være for lille til ham, hendes største frygt havde været han ville fange hende igen, inden hun kom igennem hullet, men måske han stadig var optaget af manden? Hun kunne blot håbe dette var tilfældet, så hun kunne nå længere væk fra byen, men en lyd vakte hendes opmærksomhed, hun var sikker på hun havde hørt en lyd komme fra hullet. Kunne det være sandt? Havde han allerede indhentet hende?

Da hun hørte slaget imod muren, og murbrokkerne som begyndte at løsne sig, greb hun om den lille skindsæk, der stadig lå på jorden. Med udmattelsen stadig hængende i kroppen, vidste hun ikke om hun ville kunne løbe fra ham, men han skulle i hvert fald ikke få det let, måske var hun blot et ungt menneske, naiv og uvidende, men give en kamp fra sig, det kunne hun i hvert fald. Hun svang sækken over skulderne, så begge hendes hænder var fri og greb om den største sten hun overhovedet kunne bære, mens hun trak sig et skridt væk, klar til at kaste den efter ham, når han kom igennem det hul han havde fået lavet.

Da han kom til syne i åbningen, stod hun tæt ved væggen og kastede den store sten så hårdt hun kunne imod hans hoved i håbet om at kunne slå ham ud med den. Hans stemme fik det til at løbe hende koldt ned af ryggen, men hun blev ikke for at se om den ramte, for i samme øjeblik hun havde kastet den imod ham, vendte hun sig og stak i løb. Hun løb det bedste hun kunne, uden at se sig tilbage. Frygten for at blive overmandet, drev hende til at fortsætte, presse sig selv lidt mere og lidt mere igen. 

Stenen så han hurtigt, og nåede slet ikke at undvige den så den ramte direkte ind i ansigtet. Ret hårdt faktisk, så den kære vampyr faldt bagover helt slået ud. Måtte have øjnene lukket lidt, men kunne så dufte blod. Det var underligt han kunne ikke dufte noget før, så han skulle lige være sikker. Men efter få sekunder kunne han dufte noget, det kom tæt på ham. Blodet bare duften af det nærmede sig mere og mere, og han kunne så smage blod ligepludselig. Det gik op for ham pludselig at blodet kom fra hans pande, stenen havde ramt ham hårdt. Så hårdt at han åbenbart var begyndt at bløde, hvilket han slet ikke havde regnet med, det overraskede ham meget. Han førte en hånd op til panden, og tørrede blodet væk, men det ville sikkert stadigvæk bløde før det ville hele. 

Han knurrede irriteret og rejste sig op. Men før han faktisk skulle til at tage fat i hende var hun væk. Pokkers, nej vent det kunne han ikke fremsige, så det måtte være noget andet"For Zaladin da!"råbte han vredt og irriteret, og var efterhånden begyndt at blive mere og mere utålmodig. Hvis ikke han allerede var blevet utålmodig fra første øjeblik han mødte mennesket. Godt han ikke behøvede motion som vampyr, men hold da op han fik masser af det, enhver anden var nok blevet forpustet. Måske havde mange også opgivet, men Dimitri gav simpelthen ikke op. Han begyndte straks at sætte i løb efter hende, og tillod sig at samle en mindre sten op bare for at kunne slå hende ud når han fandt hende. Jo mindre sten jo mindre smerte ville hun få, og det var jo ganske fint indtil videre. Et lusket smil bredte sig over hans ansigt og han løb i retningen af hendes duft, hun måtte virkelig være glad for at løbe. Aldrig havde han oplevet og set et menneske løbe så meget som hende.

"Grrr.. Det menneske!"råbte han irriteret og løb videre, men pludselig kunne han ikke finde rundt. Lignede det her sted alle andre eller var der et eller andet han ikke lige havde set. Opgivende sukkede han, hvor følte han sig virkelig uduelig. Da han kunne dufte hun var tættere gik der heller ikke lang tid før han kunne se hende, det luskede smil bredte sig"Fandt dig"lød det koldt fra ham, og han betragtede hende lidt, før greb rundt om hendes håndled og besluttede sig for at holde hende nede imod jorden. Han sagde ikke noget men studerede hendes ansigt.

Lyden af hans vrede udbrud bag hende, bekræftede hendes held. Det var lykkedes hende at ramme Dimitri med stenen, og det gav hende et godt forespring. Hun løb igennem det åbne landskab, de mange år alene i skoven kom hende virkelig til gavn lige nu, for hendes kondition var bedre end de fleste. Hun kunne vælge at bruge sin evne, og håbe at hun kunne sløve ham yderligere, hvis han valgte at genoptage jagten på hende, men det ville kræve for meget af hendes energi og i sidste ende bringe hende i større farer, hvilket fik hende til at lade være, og kun koncentrere sig om at løbe.

Jo længere hun løb, jo svære fik hun med at lytte til sine omgivelser, den hurtige og overfladiske vejrtrækning overdøvede, det faktum af bag hende nærmede Dimitri sig i rasende fart, hendes korte ben og det at hun blot var en menneske, havde måske kostet hende sejren på forhånd, men ingen skulle nogensinde påstå hun aldrig gav sig uden kamp. Nianna mærkede stødet i hendes ryg, der sendte hende imod jorden, med ham bag sig. Luften blev slået ud af hende i sammenstødet med den kolde jord, hostende forsøgte hun at få vejret igen, inden hun vred sig rundt for bedre at se ham, et lille smil tegnede sig om hendes læber trods udmattelsen, stenen havde gjort et vældig godt arbejde med at åbne hans pande op. "Det klæ'r dig!" snerrede hun surt efter ham, hvad hun var mest sur over vidste hun dog ikke helt, om det var fordi han igen havde indhentet hende eller at hun fejlede i at slippe væk, igen. 

Hun forsøgte at vriste og sparke ham af sig, men hendes kræfter var godt nedslidte og hans størrelser var bestemt heller ingen fordel for hende. Hvorfor kunne han dog ikke blot opgive kampen, eller i det mindste fortælle hvad pokker han forventede for alle disse anstrengelser. Hendes kinder var helt varme og rødblussede, men jo længere tid hun lå fastspændt, jo bedre fik hun kontrol over sin vejrtrækning igen. 

Lyden af hendes stemme og ordene om at det klædte ham med den blødende pande fik ham til at knurre lidt. Det var da også typisk at han lige skulle blive ramt af den sten, han havde slet ikke regnet med at den sten ville komme flyvende igennem luften. På den anden side, han havde heller ikke regnet med at han nogensinde selv skulle flyve igennem luften. Men det var så kun takket været den mand han bare efterhånden var mere og mere træt af. Dog ikke så træt som han var blevet af dette menneske her, manden var heldigvis død, og denne pige her skulle også mærke smerten. Han kunne ikke lade hende flygte så mange gange uden at gøre et eller andet.

"Pas på det lød jo næsten som en kompliment"svarede han koldt og førte en hånd op til den blodige pande, det virkede ikke til at der var meget blod tilbage. Hans fingre var nemlig gledet hen over panden, og det var ikke meget blod der endte med at blive siddende på fingrene. Det var nok også begyndt at hele, og det ville ikke tage særlig lang tid. Som hun prøvede at slippe fri nød han synet, det var utrolig fristende at bide hende lige nu, og han overvejede også muligheden mere og mere. Hans greb om hendes håndled blev strammet lidt, og han placerede et ben på hver side af hende bare for at holde hende lidt mere nede imod jorden. Hun prøvede godt nok på at komme fri, og nu var han jo nød til at finde en måde at stoppe hende på. Han fik et ond idé, som slet ikke ville være særlig god for hende. Men det behøvede hun ikke at vide, så længe den var god for ham.

Han havde stadigvæk stenen fra før, og fandt den frem med den hånd og overvejede at slå hende i hovedet med den. Men det ville måske være alt for ondt... Så det valgte han ikke at gøre, i stedenfor fik han en endnu grimmere idé"Nu hvor jeg endelig har fanget dig, er det på tide at straffe dig lidt"hviskede han imod hendes ansigt, før han lod sit ansigt nærme sig hendes hals. Lod hans tunge glide lidt ned over hendes hals, hun duftede endnu bedre helt tæt på. Det var efterhånden mere og mere fristende, og imens han holdte hende nede mod jorden smillede han lusket, før han lod sit ansigt nærme sig hendes øre. Lod tungen glide lidt ned over hendes øreflip"Det her kommer nok til at gøre lidt ondt"hviskede han ind i hendes øre, og lod så læberne røre hendes hals, hvorefter han hurtigt borede hans tænder ned i hendes hals.

Hun hev og sled det bedste i sine arme som hun kunne, men han var ikke til at vælte af sig. Hendes protester var ganske højlydte, som hun næsten skreg sin vrede ud imod ham. Følelsen af det hele var nytteløst, havde endnu ikke ramt hende, hun kunne ikke give op for hvis hun først gav op, frygtede at hun ville stoppe med at kæmpe imod, hvad end Dimitri havde tænkt sig.
Lyden af hans stemme, næsten kun forværrede hendes vrede imod ham, og da han nærmede sig, bed hun forsvarede ud imod hans ansigt, hun måtte gøre klart at hun ikke fandt sig i hans nærvær. Lyden af hans stemme, fik det til at løbe hende koldt ned af ryggen, straffe? Hun tilhørte ikke ham, han kunne da ikke straffe hende for ikke at ønske hans nærvær? 

Hun sparkede hidsigt med benene, hvis nu bare hun kunne gøre noget, hvis nu bare hun kunne vælte ham af, men da hun mærkede hans tunge imod hendes hals, frøs hun helt, hele hendes krop stoppede med at bevæge sig, mens hun snappede efter vejret. Hendes blik flakkede panisk rundt i luften efter noget der kunne hjælpe hende, nogen der kunne træde til, men de var alene. Da hans tunge gled over hendes øreflip sendte det forræderisk stød igennem hele hendes krop, der fik hende til at gispe. Hendes hjerte pumpede på højtryk, da hun mærkede hans tænder bore sig ind i hendes hals. Den isende smerte der bredte sig som en steppebrand i hende, fik hende til at vågne op, og skrige af smerten. Hendes evne til at dele enhver følelse og tanke igennem hudkontakt slog til, og lod Dimitri føle præcis den samme smerte der skød igennem hendes krop, vreden der før havde opslugt hende og frygten der begyndte at fylde også, det hele skubbede hun ubevidst over på Dimitri. "Stooop!" skreg hun med tårer der begyndte at trille over hendes kinder, hun havde aldrig før følt en så intens smerte og kulde, som om hun frøs til is indvendigt.

Uden at han selv havde set det komme følte han pludselig det hele der skete, han følte hurtigt smerten. Smerten der bredte sig hurtigere end lysets hastighed, og han kunne bestemt ikke lide det. Langt fra, han ville helst have det skulle stoppe. Selvom han godt kunne håndtere meget smerte var det her godt nok slemt, så han skyndte sig at trække tænderne ud ad hendes hals. Han gav slip på hendes håndled, og rettede sig op imens han bukkede sig lidt forover. Vaklede nærmest hen imod det nærmeste træ og stod og kiggede irriteret på hende. Hvad var det for noget hekseri, voodoo halløj. Aldrig havde han oplevet det før, det var næsten frygteligt. Han fik lagt en hånd ovenpå hans bryst, og skulle et kort øjeblik sikre sig at han var i live. Men så igen han var jo død,  så var hvad nyttede det at mærke efter liv. En vampyr som ham var død, men efter det som hun gjorde følte han sig nærmere mere død. 

"Du er...Heldig"fik han fremsagt imens han bed tænderne hårdt sammen, hvornår filan stoppede den smerte. Han var nærmest tæt på at råbe diverse skældsord, men det ville ikke være så godt. Specielt ikke, hvis der var nogen i nærheden der ville høre dem, eller finde dem. De ville sikkert redde dette menneske, og som han stod lidt væk fra hende kiggede han på blodet fra hendes hals. Hvordan var det muligt for ham at mærke det samme som hende, frygteligt... Ganske frygteligt.. Dimitri drejede hovedet væk fra hende og slikkede sig rundt om munden. Hendes blod var fantastisk, lækkert og havde helt klart en god smag. Så hørte han noget, en høj larm som om der var noget på vej hen imod dem. Han sukkede ved tanken om manden fra før, men han var jo. Han kunne da ikke vågne op fra de døde?, eller kunne han? nej det ville være ganske umuligt. Dimitri kiggede lidt rundt, før han vaklende gik hen imod hende, lagde en hånd over hendes mund"Shhh"han kiggede bestemt på hende, før han lyttede efter lydene i nærheden. 

Hvad skulle der nu ske... Kunne han ikke bare have det underholdende og sjovt med dette menneske uden nogle skulle afbryde. Okay de fleste fra pladsen havde nok ledt efter hende, men det var blot en mindre detalje. Han fik et opgivende udtryk på ansigtet, og fjernede så hånden fra hendes mund. Lod hans ansigt nærme sig hendes hals, hvor han hurtigt lod tungen glide hen over hullerne på halsen. Tilfreds slikkede han sig endnu engang rundt om munden"Tak for et lækkert måltid"sagde han og tog nogle skridt tilbage. Han hørte stadigvæk de høje lyde, men hvad eller hvor kom det fra. Han undrede sig en smule, og lagde armene over kors, følte at snart var nød til at støtte sig til træet igen. Pokkers, zaladin, for filan da til den evne. Han var godt nok utilfreds og havde slet ikke set det komme. 

Da hun mærkede hans greb om hendes slippe, og den værste smerte fra hendes hals fortage sig, trak hun sig sammen om på siden. Hun forsøgte at få sine tårer under kontrol, men hun vidste hvad der var sket, hun havde mærket det bånd blive skabt til ham, og en ganske svag latter lød fra hende. "Gjorde det ondt?" Trods de vedvarende smerter i hendes krop, var hendes tone ganske spydig. Hun burde frygte ham, krybe for måske at overleve, men hun kunne ikke bare give afkald på sig selv og sine egne værdier. Hun var bedre værd end at krybe for nogen som helst! Hun knugede sig en smule sammen med et lille støn, inden hun lagde hånden over halsen, der brændte stadig i hendes hals af smerte og den kolde jord under hende bidrog ikke særlig godt til at jage kulden ud af hendes krop.

Hun havde svært ved at se hvor hun var heldig, ja selvfølgelig var hun i live, men i smerter, krøllet sammen på jorden var ikke ligefrem heldig i hendes verden. Hun fnøs dæmpet over hans kommentar, men det gav dog et sæt i hele hendes krop, da han kom vaklede og lagde en hånd for hendes mund. Nianna havde ikke hørt nogen nærmede sig, men smerterne herskede for meget i hende til at hun kunne råbe op, i stedet valgte hun det næst bedste, hun bed ud efter hans fingre, nu var han jo selv så flink at placere dem indenfor rækkevidde, måske hvis hun var heldig at få fat det kunne vise ham præcis hvor ubehageligt sådanne bid altså var. 

Da hans ansigt kom nærmere hende, mærkede hun en frygt blusse op, ville han bide hende igen? Smerten havde jo ikke engang lagt sig endnu, og hun vidste oprigtigt ikke om hun kunne klare den tur en gang til allerede. Hun forsøgte at slå ud efter ham med armen, for at få ham væk. Lyden af hans stemme var på ingen måde en fornøjelse, hun forsøgte at komme op på sine knæ så hun kunne rejse sig op, men hun følte sig en smule svimmel, hvad havde han dog gjort ved hende? Hun løftede et trodsigt blik imod ham og så blodet om hans læber. Var det det? Hendes blod, men hvorfor? Hun sad et stykke tid på knæene med hovedet sænket ned, inden hun forsøgte at rejse sig op derfra.