Han rakte en hånd op imod solen for at skåne sine øjne idet han vurderede hvad tid på dagen det var. Det var stadig tidligt. Uanset hvor længe han havde været bevidstløs havde han da ikke mistet mange dagtimer, de kunne nå at rejse langt. Og det hastede at finde Avaion! Han var ikke helt sikker på hvor henne han skulle begynde, eller om det at tage til byen var en god ide. Men han var i ukendt område og han havde vandret rundt i to dage uden at finde noget eller nogen. Det var en chance og med en tolk, havde han en forhåbning om at det ikke kunne gå helt galt.
Et par dråber gled imellem tiden ned over de store muskuløse arme, imens at han spejdede imod himmelen over trætoppene. En efter en, gled de ned over den tykke grønne hud, i slange agtige snoninger; henover fremtrædne blodåre og små uddybninger fra riller i huden, der hvor gamle knivssår havde været. Idet han havde stilt sig op og solen for alvor kunne oplyse ham, kunne man tydeligt se falmede mønstre fra en stor snoet tatoovering der var trykt ind i siderne af Yzgarths isse. De store aftegninger tilhørte tusmærke orkernes kultur og viste sig i takkede mønstre og snoninger, der på sin vis kunne minde om nordmændenes symboler og mønstre. Der var den samme forståelse for geometri og form, samt en vis sans for detalje, hvilket man ikke skulle tro orker besad. Tatooveringen der oprindeligt skulle dække siderne af Yzgarth's isse var dog en smule dækkede på grund af hårvækst der så småt var begyndt at vokse frem imens Yzgarth havde været afsted. Et tyndt lag af mørkt pels var brudt frem og gjorde aftegningerne falmede. Men de dukkede frem igen ned af hans nakke og dækkede det øverste af ryggen, selvom det var svært at se helt præcist hvordan de udformede sig på grund af skulder bæltet der løb tværs over hans overkrop, og holdt læder pladen på plads på den ene skulder. Samt det tykke hår og fletningerne der hang ned over ryggen til lænden. De små fugle kranier og træ-perler, der var flettet ind i det hjalp heller ikke på sagen.
Da Aldric var færdig og rejste sig op med et søgende blik på Yzgarth, havde han en stilhed over sig der kunne tolkes som betænksomhed. Han så imod horisonten imens at solen badet den mørke grønne hud og oplyste det næsten sorte hår med gyldenbrune strejf. Efter lidt tid tog han hånden ned og så imod Aldric med et ligeså afventende blik som Aldric så på ham.
Stilhed. En fugl pippede energisk i baggrunden.
Hvis ikke Aldric gjorde noget end at stå usikkert og afvente, lavede Yzgarth en let rynken med brynende og brummede:
"Hvilken vej?", han kendte ikke vejen til byen fra hvor de var og forventede at Aldric agerede stifinder, da Yzgarth selv udentvivl var faret en smule vild.