Yzgarth rejste sig imens at Aldric gjorde sig klar til at tage afsted. Han tårnede op og det var først da han stod ret at man fik en fornemmelse af hvor stor han var i forhold til Aldric. I forhold til noget menneske. Selv de stærke krigere fra norden med deres imponerende fysik og kampfærdighed, syntes at blegne en smule i forhold til den grønne kæmpe. Det brede læderbælte om Yzgarth's liv, knagede idet han rejste sig og de mange smykker i det lange, mørke, hår raslede idet han rejste sig. De mange fletninger stoppede ved lænden. Håret virkede stift og stærkt, og mindede mere om hestehår end menneskehår.
Han rakte en hånd op imod solen for at skåne sine øjne idet han vurderede hvad tid på dagen det var. Det var stadig tidligt. Uanset hvor længe han havde været bevidstløs havde han da ikke mistet mange dagtimer, de kunne nå at rejse langt. Og det hastede at finde Avaion! Han var ikke helt sikker på hvor henne han skulle begynde, eller om det at tage til byen var en god ide. Men han var i ukendt område og han havde vandret rundt i to dage uden at finde noget eller nogen. Det var en chance og med en tolk, havde han en forhåbning om at det ikke kunne gå helt galt.
Et par dråber gled imellem tiden ned over de store muskuløse arme, imens at han spejdede imod himmelen over trætoppene. En efter en, gled de ned over den tykke grønne hud, i slange agtige snoninger; henover fremtrædne blodåre og små uddybninger fra riller i huden, der hvor gamle knivssår havde været. Idet han havde stilt sig op og solen for alvor kunne oplyse ham, kunne man tydeligt se falmede mønstre fra en stor snoet tatoovering der var trykt ind i siderne af Yzgarths isse. De store aftegninger tilhørte tusmærke orkernes kultur og viste sig i takkede mønstre og snoninger, der på sin vis kunne minde om nordmændenes symboler og mønstre. Der var den samme forståelse for geometri og form, samt en vis sans for detalje, hvilket man ikke skulle tro orker besad. Tatooveringen der oprindeligt skulle dække siderne af Yzgarth's isse var dog en smule dækkede på grund af hårvækst der så småt var begyndt at vokse frem imens Yzgarth havde været afsted. Et tyndt lag af mørkt pels var brudt frem og gjorde aftegningerne falmede. Men de dukkede frem igen ned af hans nakke og dækkede det øverste af ryggen, selvom det var svært at se helt præcist hvordan de udformede sig på grund af skulder bæltet der løb tværs over hans overkrop, og holdt læder pladen på plads på den ene skulder. Samt det tykke hår og fletningerne der hang ned over ryggen til lænden. De små fugle kranier og træ-perler, der var flettet ind i det hjalp heller ikke på sagen. 

Da Aldric var færdig og rejste sig op med et søgende blik på Yzgarth, havde han en stilhed over sig der kunne tolkes som betænksomhed. Han så imod horisonten imens at solen badet den mørke grønne hud og oplyste det næsten sorte hår med gyldenbrune strejf. Efter lidt tid tog han hånden ned og så imod Aldric med et ligeså afventende blik som Aldric så på ham.

Stilhed. En fugl pippede energisk i baggrunden.

Hvis ikke Aldric gjorde noget end at stå usikkert og afvente, lavede Yzgarth en let rynken med brynende og brummede: 
"Hvilken vej?", han kendte ikke vejen til byen fra hvor de var og forventede at Aldric agerede stifinder, da Yzgarth selv udentvivl var faret en smule vild. 

Orken var et skræmmende syn, lige meget hvordan Aldric forsøgte at vende og dreje det. Han var enorm på alle leder og kanter og Aldric måtte helt lægge hovedet en smule bagover for at se op på hans ansigt. Der var noget vildt over ham, noget råt, og Aldric kunne ikke lade være med at frygte ham en smule. Og han som ellers holdt på, at han var ligeglad med, hvilken race folk var, alle var ens når det kom til healing. Undtagen vampyrer, men dem kunne han nu også hjælpe. Men han havde vist heller ikke forestillet sig at stå alene midt ude i ingenting med en ork, der ikke talte rent krystalliansk og som ikke virkede til at ville tage nej som et svar. Så han var lidt bange. Forståeligt nok.

Han trak skuldrene lidt op, da orken brummede, og pegede hurtigt i retning mod landsbyen, cirka stik øst.
”Den vej.” Han begyndte hurtigt at gå, med et sidste blik rundt for at sikre sig, at han ikke havde glemt noget. Men der var alligevel næsten ingenting at glemme. Så hans blik vendte tilbage til jorden foran ham, mens han førte orken væk fra vandfaldet, søen og floden.

Sådan gik han i tavshed, mens han kastede et blik på sin uinviterede rejsekammerat ind i mellem. Det hele undrede ham. Hvem var det, han ledte efter? Hvorfor ledte han efter personen? Og hvorfor virkede det til, at han kun havde Medanien at gå efter? Det var et stort område!
Aldric bed sig i læben og vidste ikke helt, om spørgsmål ville blive taget godt i mod, men måske lidt mere information ville gøre det lettere for ham at hjælpe ham. Og de havde en lang tur foran dem, de ville ikke nå landsbyen før dagen efter. Til sidst blev hans nysgerrighed for meget, og han skævede op mod orkens ansigt.
”Hvem er Avaion?” Han vidste ikke engang om det var en kvinde eller en mand. ”Også en ork?” Han knugede om stropperne på sin rygsæk, usikker på, hvordan orken ville tage i mod hans spørgsmål.

Fuglene kvidrede. Skoven levede og kastede et lys over dem idet de begav sig igennem. Der var en harmonisk følelse af ligevægt der opslugte Yzgarth, følelsen af at være i ét med verden omkring ham, selvom det i sig selv ikke var noget som han nogensinde havde sagt højt til sine klansmænd og som han heller aldrig ville gøre. Det var en sentimentalitet han holdt for sig selv og som ville forblive en usagt hemmelighed. Han havde troet at rejsen væk fra Tusmærkedalen ville være svær og at han ville hige efter de rullende bakker og mærke skumringstimer i et ly af gran og eg. Men han havde følt en form for befrielse. Dets længere væk han var kommet fra hans klans dets mindre.. mørkt syntes der at være. Han kunne ikke forklare det! Ikke engang overfor sig selv. Måske havde det noget at gøre med Avaion? Idéen om at se hende igen. Om at se den verden hun havde beskrevet udenfor klanen. Det fik hans tanker til at lande på menneske landsbyen: han begyndte at tvivle på hvorvidt det virkelig var en god ide at tage dertil. Avaion havde fortalt at mennesker ikke brød sig om andre end dem selv. Hun havde været klog. Vis. Og et gemt sted indeni, åbnede han en sjælden gang op for mindet af hendes måne blege lemmer i ruskinds plajter. Hendes lange hår der var rørt af ild og øjne der var mærket søen. I et gemt sted indeni, tillod han sig at savne hendes historier og anekdoter. Han havde en tung følelse i brystet af Aldric's stemme kom til ham som stemmen i en drøm: først hørte han ikke efter spørgsmålet indtil at det gik op for ham hvad Aldric spurgte om og derefter gav han en lav rumlende brummen, som om an misbiligede Aldrics nysgerrighed men han svarede dog: 

"Avaion er ikke ork.", svarede han og greb fat i en gren for at skubbe den til side. 
Det fik træet til at knirke og bladene til at rasle lystigt, indtil grenen med et hurtigt jag blev sluppet og rystende fandt tilbage til dets orignale position. 
"Avaion er også Gnork. Meget klog.", uddybede Yzgarth.

Den lave brummen fra orken tilkendegav ret tydeligt, at Aldric skulle lade være med at stille spørgsmål. Men hvis han skulle hjælpe det store væsen med at finde denne Avaion, havde han brug for at vide noget mere. Et navn kom man ikke langt med, men en fysisk beskrivelse eller et erhverv eller noget andet, folk ville kunne huske.
Han flyttede sig for grenen, der kom svirpende gennem luften, selvom den ikke var tæt på at ramme ham. Så Avaion var ikke en ork. Han havde stadig ikke fået svar på, om det var en mand eller en kvinde. Han bed sig kort i læben og så så mod orkens ansigt.
"Jeg... jeg ved ikke, hvad en gnork er. Er det en, der hea-, en der reparerer ødelagte kroppe?" Han havde fanget, at orken ikke vidste, hvad en healer var, så han prøvede at omformulere det. 

Frygten for det større væsen sad stadig i ham, men nu havde han bedt ham hjælpe, så måtte Aldric vel også kunne få lov til at stille spørgsmål og få svar. Det håbede han da, ellers ville det blive en meget lang og frugtesløs tur.
"Fortæl mig noget mere om Avaion. Jeg kan ikke hjælpe dig, hvis jeg ikke ved noget." Det var modigt at stille krav, og han var meget klar til at komme langt væk fra orken så hurtigt som muligt, hvis han pludseligt blev vred. Aldric ville helst ikke slås på, en ting hans evne ikke kunne, var at heale ham selv. 

En gren hang i vejen og han bukkede sig under den. Skoven var ret stille omkring dem, selvom fuglene sang deres sange fra trækronerne. Slog orken ham ihjel herude, ville ingen nogensinde vide, at han var død. Ingen ville savne ham. Han havde ikke nogen til at savne sig. En tanke, der en gang i mellem slog ned i ham og gjorde ham ked af det, men der var ikke så meget at gøre ved det. Han havde ikke fundet sig det perfekte sted at slå sig ned, og han var ikke sikker på, at han nogensinde ville. Hans kald var at rejse rundt og heale. Også selvom han så endte i situationer som denne. Det måtte guderne afgøre.

Hvem var Avaion og hvad var en gnork? Yzgarth's bryn rynkede i panden på ham idet mennesket fortsatte med at stille spørgsmål. Det var ikke fordi han ikke måtte spørge, han skulle jo hjælpe med at finde hende, så det nyttede ikke noget at Yzgarth holdt sig tilbage. Han forstod ikke helt betydningen af det lange ord ’reparere’ men han havde en idé om hvad Aldric mente. Hans bryn havde fortsat lagt sig i en betænksom fold: ”Ja...”, trak han tøvende på det. ”Det kan man måske sige.”, fortsatte han vurderende. Derefter virkede han til at tænke over spørgsmålet: ”En Gnork...”, brummede han lavt for sig selv. Søgende efter ordret. Han forstod tydeligvis spørgsmålet men havde problemer med sproget. En kultural barriere der gjorde det svært for dem at få en ærlig samtale op at køre uden at den ene skulle bruge en pause til at overveje hvad den anden mon mente.
”En Gnork...”

De brune øjne begyndte at søge rundt omkring dem, som om han kunne finde en Gnork iblandt de mange blade, kviste og det stille mos. Pege på den og sige, det er det her jeg mener! Efter nogen tid med et par tænkende gentagelser virkede hans betænksomhed at bære frugt idet han rev en kvist af et af træerne omkring dem, så selve grenen skælvede. Han fremviste da kvisten til Aldric:

”Nu er den en hel pind.”, prøvede han forklarende.
Så lagde han den imellem lange og pege-finger, gav den et klem så pinden knækkede midt over.
”Nu er den brækket.”, fortsatte han. ”Gnork, ikke-brækker den.”, han demonstrede ved at sætte de brækkede ender imod hinanden. ”En Gnork er meget klog, dyrebar og kriger passer på Gnorken. Så Gnorken ikke dør på grund af menneske eller elverer.”

Han smed den brækkede pind ind i en busk og fortsatte med at tale:

”Avaion er farlig Gnork. Meget klog men kan ikke ikke-brække pind. Hun er ligesom ild. Meget smuk. Men ligesom ild, hun brækker pind. Ødelægger.”, fortsatte han forklarende. ”Hendes hud...”, han lagde to fingre på hans brede underarm. ”.. måne hvid.”, beskrev han.

Det var mærkeligt at tale om hende. Han havde ikke talt om hende siden den nat hun tog væk. Det havde været et af Gnorkens krav; de måtte aldrig tale om hende igen. På grund af det, lå der noget dybt forkert i at genkalde sig hendes skikkelse og fortælle nogen om hende. Han kunne mærke et jag af ængstelse; som om hans klansmænd ville overhøre det.

Lidt nervøst betragtede Aldric orken ud igennem øjenkrogen, mens han samtidigt holdt øje med, hvor han gik. Det virkede som om, at han skulle tænke lidt over spørgsmålet og Aldric var tavs i mens. Hvad var en gnork helt præcist? Han var oprigtigt nysgerrig, altid villig til at lære nye ting. Og hvis en gnork var en healer, var det rart at kende ordet til den dag, han måske ville stå overfor en ork igen. Slap han levende fra dette eventyr, så kunne det godt komme til at ske igen.

Han stoppede lidt op, da orken brækkede en kvist af en gren, men gik straks videre med ham, som tempoet blev genoptaget. Koncentreret fulgte han med i, hvad orken gjorde og sagde. Så en gnork var en healer. En der ikke-brækkede pinde. Og tydeligvis meget vigtig for orkerne, hvilket Aldric nu ikke fandt så underligt. At have en healer i sit samfund var forskellen på liv og død. Han havde ikke tal på, hvor mange der havde forsøgt at overtale ham til at blive, når han rejste rundt og healede, hvor han kom frem.
Orken smed pinden fra sig og fortsatte med at snakke sit gebrokne krystalliansk, der til tider næsten var lidt svært at forstå, så Aldric lyttede godt efter.

Til hans overraskelse fortalte Yzgarth ham, at Avaion var det modsatte af en healer, en der ødelagde, ikke healede. Så han havde måske alligevel misfortået konceptet gnork? Han kløede sig på kinden, lidt forvirret. Men nu vidste han da, at det var en kvinde, han ledte efter.
”Så en gnork er ikke nødvendigvis en… ikke-brækker.” Han rystede på hovedet. Det var svært at få forklaret, når orkens krystallianske var så gebrokkent.
At Yzgarth ikke fandt det naturligt at beskrive Avaion, det gik ikke lige op for Aldric, for det var jo bare en person der skulle beskrives.
”Så lys hud. Hvad farve er hendes hår? Hendes øjne?” Han rakte op og rørte ved sit eget krøllede, sorte hår, inden han pegede mod sit virksomme øje, for at illustrere.

Knæk, knæk, knæk!

Lyden fra deres fodtrin var ikke særlig dsikrete og det var ikke noget under hvis deres vandren igennem det tæt bevoksede område afslørede deres lokation, for dyr og de der vandrede rundt i landskabet omkring. Yzgarth vidste ikke hvordan området han var i var, Tusmørkedalen var markent nemmere at finde rundt i - det var i hvert fald hans egen mening - så en del af ham håbede at den en-øjede ravn kunne finde vej igennem de tæt pakkede træer og de mange floder der strakte sig igennem landskabet. Idet Aldric rakte en hånd op for at røre ved det sorte hår, så Yzgarth til med let sammenknebne øjne. Hendes hårfarve? Øjenfarve? Hans honning brune øjne så frem idet han rakte en hånd ud og trak en gren væk, der derefter savng tilbage i et voldsomt ryk og blev efterladt en smule skælvende, så et par blade faldt fra den. 

"Hår som... som...", han forsøgte at tænke. 
Selvom hans krystallianke var dårligt og der var et stærkt præg af orkernes hårde vokaler i den måde han fik ordrene sagt på, var det tydeligt at det ikke var fordi han ikke vidste hvad farve Avaion's hår var, eller farven på hendes øjne. Det var fordi han ikke var sikker på oversættelsen. 
En frustreret lyd kom fra ham efter en pause; han kunne ikke finde ud af det korrekte ord, der passede til hvad han ville sige på sit modersprog. 
"... hår er blod.", endte han på. 
'Rød' var tilsyneladende ikke det første ord der kom til ham når han skulle beskrive farven, enten det eller også kunne han ikke genkalde oversættelsen. 
"Øjne er vand.", sagde han meget hurtigt efter.

Aldric lagde ikke mærke til, hvor meget de larmede på deres færd igennem skoven. Sådan noget gik han slet ikke op i, han var ikke trænet op i at færdes i naturen. Han var vokset op i en lille landsby på en klippeskrænt, og han vidste mere om isvintre og lyng end træer og marker. Han havde lært på den hårde måde at klare sig selv, hvilket også kunne fornemmes på hans krop, der trods hans unge alder var senet, grænsende til tynd. Han havde sultet meget de sidste par år, men var efterhånden blevet bedre til at skaffe mad og passe på sig selv, når han ikke fik mad for sine ydelser.

Orkens problemer med at finde ordene gik ham ikke forbi, men han sagde ikke noget til det. I stedet ventede han tålmodigt på hans svar. Hår er som blod, øjne er vand. Rødt hår og blå øjne. Aldric nikkede, det var da noget at gå ud fra. En rødhåret, blåøjet healer. Eller ikke healer. Der hed Avaion.
”Vi må se, om vi kan finde hende.” Han følte sig en smule modløs. At finde en enkelt person, en rødhåret kvinde, i Medanien var næsten en umulig opgave. Og måske hun ikke var i Medanien mere?

”Hvor længe har Avaion været i Medanien?” Han vidste ikke, om hun var kommet hertil eller hvordan og hvorledes, men måske den viden kunne hjælpe. Al viden kunne kun hjælpe. Han så lidt på orken, men rettede så blikket mod jorden igen. Selvom dagen kun lige var begyndt, følte han sig træt. Det var både på grund af alt det, der allerede var sket, men også på grund af, at han havde healet orken. Den negative energi flød i hans årer. Dog ikke nok til, at han ville skubbe det ud af sin krop endnu. Han forsøgte at gøre det så lidt som muligt. Slå så lidt som muligt ihjel.

Hvor længe havde hun været i Medanien? Spørgsmålet rungede nogle gange i hans hoved imens at han forsøgte at finde svaret: han talte måner i sit hoved men sandheden var at han ikke kunne tælle til særlig meget. Avaion havde ikke lært ham at tælle til over hundrede før hun var blevet sendt væk. Hans tavshed og den dybe rynke imellem hans to mørke øjenbryn, afslørede hans forsøg på at koncentrere sig. Til sidst gav ham et suk, der var forvrænget I en orkisk knurren: 
"Mange måner.", svarede han kort og frustreret.

Det var nu også kun hvis Avaion virkelig var taget tilbage til Medanien. Chancen for at hun slet ikke var i den region af krystallandet havde endnu ikke faldet Yzgarth ind. Selvom han havde finere og mere menneskelige træk fra sit urene ork-blod, der forklarede den højere intelligens og måske lysten til at lære krystalliansk, så var han på mange måneder lidt afstumpet af hans opvækst, idet et lille ork samfund ikke ligefrem dyrkede den abstrakte måde at tænke på. Tingene var sat i sten ligesom det var med traditionerne. 

"Vi finde Avaion. Spørge landsby.", foreslog han. 
"Menneske kende menneske."

Endnu en gang skulle orken bruge tid på at tænke over Aldrics spørgsmål. Mennesket kunne næsten fornemme, hvor hårdt han arbejdede på et svar. Om det var på grund af sprogbarrieren eller fordi han ikke var så hurtig, det kunne Aldric ikke sige, men hed det sig ikke, at orker ikke var kendte for deres intelligens? Ikke at Aldric dømte ham, intelligens var mange forskellige ting, og orken vidste uden tvivl mere om at klare sig i naturen end han gjorde. Og om at bruge våben og slå ihjel. Og hvis det var, hvad han skulle med livet, så der var vel ikke så stort et behov for at kunne regne eller tale andre sprog. Og ind til videre gik det jo nogenlunde, selvom Aldric stadig ikke havde fundet ud af, hvad Avaion egentligt var.

Svaret kunne Aldric ikke bruge til så meget. Mange måner kunne vel være alt mellem fem måneder og flere år. Men det var så ikke for nyligt, hun var taget til Medanien. Det gjorde det nok sværere at finde hende.
Han kunne ikke lade være med at skære ansigt, da orken mente, at mennesker kendte mennesker. Der var mange mennesker i denne verden, og Medanien var ikke ligefrem tyndt befolket, selvom der var langt mellem gårdene og de små landsbyer. Sandsynligheden for, at de stødte på nogen, der havde hørt om Avaion, var ikke ret stor, og Aldric var lidt bekymret for, hvordan det ville gå ham, hvis han ikke fandt hende til orken. Forhåbentligt kunne han slippe væk. Hvis ikke orken selv forstod, hvor stor en opgave det var.

”Ja, vi spørger i den nærmeste landsby,” sukkede han og lagde armene om sig selv mens de gik. Han havde ikke mere at spørge om lige nu, selvom han gerne ville vide mere om orken, men de havde en lang gåtur foran dem, så der var tid nok til at finde ud af mere.
Det var en underlig følelse at være fanget ved et væsen, når han normalt rejste rundt alene. Altid alene. Medmindre han fik et lift i en bondemands vogn eller for en kort periode skulle sammen vej som en anden rejsende. Det var ikke fordi, at han decideret undgik selskab, for et eller andet sted var han meget social, men han havde bare meget svært ved at stole på folk. Han stolede heller ikke på orken, der traskede af sted ved siden af ham, langt fra, men han skubbede skrækken for det store væsen væk, så godt han kunne. Ind til videre havde han jo ikke gjort ham ondt.