Lynns krop stivnede lidt, da han snerrede og løftede hånden. Den faretruende dyrelyd fik hendes egne dyreinstinkter til at holde inde med vrideriet og i stedet holde øjenkontakten. Det han spurgte om, kom meget bag på hende. Så meget, at frygten et øjeblik veg for forvirringen, og hendes hår mistede al farve og gik tilbage til sit normale hvide. 
Vidste han ikke, hvem de var? Måske genkendte han ikke uniformerne, fordi de trods alt var flådens og havde andre farver end landtroppernes? Men han måtte da kunne regne ud, hvem der kom efter dem, når han hang ud med Mørkets tilhængere.

"Hvem tror du? Dronning Aldemar! Og jeg behøver vist ikke spørge, hvem du tjener," det sidste blev tilføjet med spot i stemmen, og hun holdt sig selv fra at spytte ham i ansigtet. 
Hun behøvede heller ikke indbyde til den knytnæve, inden han med garanti knækkede hende midt over.

Igen skiftede kvindens hår farve, denne gang tilbage til den hvide farve, han havde set før. Den svalende følelse fra hans hånd forsvandt, men kun en svag smerte var tilbage. Modsat hans arme, der stadig brændte og dunkede.
Hendes svar sendte en grim følelse igennem ham. Lyset. Hun tjente Lyset. Han havde dræbt en kriger fra Lyset. Fortrydelsen gled igennem ham, men måske spillede den manglende sjæl ind, for han havde ikke dårlig samvittighed. Han havde forsvaret sig selv og sit liv.

En ed på hans modersmål forlod hans læber, ord kvinden ikke ville kunne forstå, men nok alligevel høre meningen med. Uden at slippe hende helt, rettede han sig lidt op og lod hendes lange lokker glide ud mellem sine fingre.
"Jeg tjener ingen!" Det gik op for ham, hvorfor hun og hendes mænd var gået til angreb på ham. De måtte tro, at han var en del af Mørket. Foragten var tydelig i hans stemme.
"Og da slet ikke Mørket." I en hurtig bevægelse kom han af hende og på benene, hvor han bakkede et par skridt væk.

Lynn lå stille et par sekunder efter, han havde rejst sig igen. Hendes hår var frit igen, men det nev stadig lidt i hendes hårbund, hvor han havde haft fat. Men det var nok ingenting i forhold til, hvor ondt hans arme måtte gøre. Hun skulle lige til at kommentere på det, da han talte. Hun kunne næsten ikke tro sine egne ører.
Han... Han var ikke fra Mørket? Han havde ikke haft noget at gøre med dem i huset? Det kunne jo være en løgn, men alting gav pludselig meget mere mening for Lynn. Hvorfor han havde anklaget hende og hendes folk for at være mordere, og hvorfor han umiddelbart ikke havde nævnt dem i huset ved navn eller på nogen måde virket til at kende dem.

"Åh pis," kom det fra Lynn, mens hun rejste overkroppen op på albuerne og rynken mellem hendes øjenbryn blev dybere og dybere. Hendes folk havde angrebet en civil næsten uprovokeret, og hun havde mistet et par stykker til denne civile. De havde ikke holdt et ordentligt afspærringsområde, fordi hun havde troet det bare ville være et hurtigt overfald, der ikke ville tiltrække sig opmærksomhed. Det var noget rod. "Det her bliver så meget papirarbejde."