Saga brød sig ikke om de ord, der forlod vampyrens mund. Der var intet ved den her situation, der tydede på at det ville ende godt for hende, og hun var skræmt fra vid og sans. Hun kunne mærke, hvordan hendes hjerte bankede mod hendes brystkasse med samme hastighed, som en hare fanget i en snare få sekunder før jægeren gjorde den af med dem. En enkelt sveddråbe gled ned over hendes læbe, den blev hurtigt fanget af hendes tunge, som hun nervøst lod tungespidsen glide hen over læberne. "Jeg kunne ikke være mindre ligeglad med, hvor stødt dit ego er blevet af mig og min familie," Nope, det var nok ikke lige det rigtige svar, men det var sandheden. "Det er tydeligvis så opblæst, at det ikke gør nogen skade at lukke det lidt ned." Men hun var ikke ligeglad med sin far, og derfor endte hun også med at sænke sin bue og lade pilen falde til gulvet. "Men hvis du skåner min far tager jeg hans straf."

Tingene gik nogenlunde, som Hyde havde forestillet sig, men han sukkede alligevel en lille smule af tilfredshed, da hun knælede ned og lagde sine våben fra sig. "Dygtig pige," kommenterede han roligt og gjorde et kast med hovedet til den medhjælper, han havde taget med. "Vær så venlig at samle dine hænder på ryggen. Når vi har bundet dem sammen, så er vi klar til at gå." Han havde ikke selv rørt sig ud af stedet, men hans hjælper var trådt frem med et reb mellem hænderne. Hyde selv havde tænkt sig at blive bag skjoldet, indtil hun var komplet afsikret.