Randall gik i et overraskende raskt tempo mod hoveddøren – han var trods alt på vej i arresten! Men jo hurtigere han kom ud af døren, jo hurtigere slap han for Vigdis og forhåbentligt også Hecate! Det skrækkelige kvindemenneske havde givet ham hovedpine og en umådelig trang til at stikke hele hovedet ned i en tønde øl for at drukne sine sorger.
Men nej. Han var verdens mest uheldige mand. Kragen fulgte efter dem og skræppede stadig op til byvagten om, at bordellet skulle lukkes ned. Det var næsten for meget. For minutter siden havde han ligget og hygget sig med den sødeste hore og haft det helt vidunderligt, og nu … nu blev han pint værre end hvad hans gode ven Thanos kunne finde på! Kunne arfjæs ikke lige dukke op og skyde ham med den der underlige armbrøst. Eller Hecate.

Han gik lidt og drømte om at hyre lejesoldaten til at myrde den gamle heks, da han begyndte at nynne lidt for sig selv. Heks. Hvordan var det nu den gik? Langsomt begyndte han at sætte ord på melodien.

”Heksen Hecate
den gamle stride kost
grim som en orne
med vorte og næsehår
Ildsprudende drage
lugtende af ost”

Han kunne selvfølgelig kun huske omkvædet, men da han var sikker på at have ordene på plads, begyndte han også at skråle det så højt som muligt, både for at overdøve kostens skingre stemme, men også bare for at ødelægge hendes dag endnu mere, og så alle kunne høre det. Hans øjne glimtede af hævnfyldt morskab, ligeglad med, om han ville få nakkedrag eller ej.

Det her var for meget at forlange af Anann. Det var det simpelthen. 
Det ville være mildt at sige, at byvagternes våbenmester led af et temperaments problem. Så at hun skulle udsættes for rappenskralden der ville fortælle hende, hvordan hun skulle passe hendes arbejde. En yderst irriterende lav kriminel der altid formåede at vise Ananns hans blege røv. Og endnu ikke var eksploderet i et raseri anfald, det måtte næsten udløse månedens bedste byvagt. 

Men nu var hun også ved at nå hendes grænse, og da Randall begyndte at synge - så nåede hun simpelthen grænse. “Godt, hvis du har en klage, er du velkommen til at vende den nede på byvagts kontoret. Jeg har ikke tid til at tage mig af dine små irriterende komplet idiotiske klager. Du har intet liv Hecate! INTET LIV. Så bland dig uden om mit arbejde, og fis hjem til dit strikke tøj og dine femogtyve katte. Eller hvad end det er, som du får tiden til at gå med. Når du ikke render rundt og stikker en kæmp i hjulet for byvagternes arbejde. og hvis du synes du kan gøre det bedre end os, kan du jo komme ned og søge en stilling, guderne må vide at vi har brug for hjælp.” 

Hun skubbede Randall afsted, med en sort sky svævende over hoved. Jo hurtigere de kom væk, desto bedre var det. 

Vigdis’ øjne blev smalle, som Hecate endnu engang skræppede op om at bordellet skulle lukkes, og hun ville have sat sig imod, men med Randall’s forfærdelige syngen, selvom sangen var god og passende, så var det svært at få et ord indført, og heldigvis havde hun ikke behov for det, som Anann endelig brød sammen, og ikke kunne holde Hecate ud mere.
Det selvtilfredse smil forsvandt ikke fra Vigdis’ læber, som hun fulgte dem ned til døren, så de kunne forlade bordellet, og hun vidste godt at det her blot var en af mange kampe hun havde vundet mod Hecate.

Da hun var sikker på at de ikke var noget problem mere, gik hun op for at finde den stakkels lystpige, som havde tager Randall ind. Halvt for at trøste hende, og halvt for at skælde hende ud.

Hecates øjne kunne have brændt hul i nakken på Randall, da han begyndte at synge. Åh, hun kendte den smædesang - oprindeligt forfattet af en satyr, der ironisk nok havde vist sig at være ganske flink. Men efter hendes møde med ham, var den gået hen og blevet en sand plage.

Men det værste var dog alligevel byvagtens ord: hun stoppede helt op, ganske hvid i ansigtet. Hun havde regnet våbenmesteren for at være en ganske kompetent kvinde, men her viste hun sit sande ansigt! Tagende Vigdis' parti. Hecates hænder begyndte at dirre af harme.

"Javel."

Sagde hun iskoldt. Hun drejede om på hælen og begyndte at gå mod udgangen. Hun havde alligevel set rigeligt til den skrækkelige forbryder, og hun kunne ikke tåle at se på hverken Vigdis eller våbenmesteren så meget som ét sekund mere.
Som hun nåede udgangen, begyndte hun dog at skingre op igen:

"I skal vide, at jeg besøger byvagten som DET FØRSTE i morgen tidlig. Og så skal jeg nok fortælle om, hvad der er sket her. Min klager er mindst lige så vigtige som de andre borgeres, og jeg FORTJENER at blive hørt.
Og sørg nu for at holde den forbryder bag lås og slå denne gang.."

Hendes skingren fortsatte lang tid efter hun var forsvundet ud af syne, og ingen i hele nabolaget var i tvivl om, hvad der var foregået på bordelhuset.

Randall hyggede sig gevaldigt, som han skrålede løs på de få linjer af sangen om heksen Hecate. Ikke nok med, at han kunne se, at hun var ved at få en hjerneblødning, så irriterede han tydeligvis alle andre omkring sig også, og det var, hvad man fik ud af at forstyrre Randall Kraglin midt i et knald! Ha!
Hans skrålen faldt dog lidt i styrke og forsvandt så til sidst helt, da byvagten endeligt nåede grænsen for, hvad hun kunne finde sig i. Med store øjne og et voksende smil lyttede han til, hvad hun havde at sige. Det blev afsluttet med et skub i hans ryg, og han snublede videre, mens han brød ud i en højlydt latter. Ja, det var lige så tårerne pressede sig på. Gad vide, hvor mange byvagter, der havde givet Hecate sådan en svada?

Han lo stadig, da Hecate på sit hysteri på vej ud af bordellet, dog knapt så højt og til sidst hikstede han bare lidt, mens han gik ud ad døren med byvagten efter sig.
”Ved Zaladins skæve tånegle, jeg tror du er min nye helt, byvagt Strid.” Han sukkede højt og tilfreds og traskede villigt videre ned ad gaden i retning mod byvagternes hovedkvarter. I hvert fald for en stund. Pludseligt så han sig over skulderen med et lokkende smil.
”Skal vi ikke lige finde et sted at hygge os lidt? Der ligger en sød lille kro rundt hjørnet, hvor vi kan få et godt værelse i et par timer. Jeg fik vist fornemmelsen af, at høstakke ikke var noget for dig?” Han blinkede til hende og sænkede farten en smule. Ikke at han regnede med et ja, men han havde jo ikke noget at miste ved at prøve. Og nu havde hun jo et par gange taget ham midt i et knald og se, hvad han havde at tilbyde. Det kunne jo være, at en stakkels stodder var heldig!
”Bare inden jeg skal smides i kachotten og lide under manglen på sprut og smukke damer.”

“uuuuuuh Hecate jeg ryster allerede i mine bukser” råbte Anann efter Hecate som hun forsvandt, et lille smil begyndte at spille på våbenmesterens læber. Mændene der havde været med hende på aktionen fik hun sendt i andre retninger. Nogen skulle vende tilbage med hende til byvagtskontoret og andre skulle ud på deres poster igen. Men det havde føltes, så godt, at hun endelig havde fået sagt noget til den hæslige heks. Hun tog en dyb indånding og havde næsten glemt manden foran hende, som de gik ned ad gaderne til byvagternes hovedkvarter. 
Dog blev hun bragt tilbage til virkeligheden, da rakkerpakket foran hende begyndte at snakke igen. Dog var det ikke samme hadefulde øjne, som lagde sig på manden i håndjernene som tidligere. Faktisk, kom der igen et halvt smil frem på den stoiske kvindes ansigt. Hun himlede med øjnene. “Og du er stadig et torn i mine øjne Randall, så lad os ikke glemme dét” 

Stilheden var næsten behagelig, som hende og tre andre byvagter eskorterede manden ned af gaderne. Også, blev den ødelagt. Hendes øjne døde, og hendes smil forsvandt helt. Dér kom den. Hans evige super kræft, at pisse folk godt og grundigt af. Hun havde mange sætninger hun havde lyst til at sende efter ham, men måske havde hele dagen vendt sig til, at den ellers så sure og trælse våbenmester faktisk var i et spøgefuldt øjeblik? Hendes øjne vandrede imod de fnisende mænd, der trak på skuldrene. De havde tydeligvis ikke noget intelligent at tilføje til samtalen. Anann gik op ved siden af ham, og lagde en hånd imod hans skulder. Langsomt og forsigtigt skubbede hun ham hen af en af husmurene de gik forbi. “Jamen, jeg troede aldrig du ville spørger..” hendes øjne gled ned af hans krop, inden hun gav ham et ganske charmende smil. Eller i hvert fald for hendes standart. 
“Men Randall - der en hul i din teori.” hun lod en finger glide ned af hans brystkasse. “Jeg har allerede sæt din pik, flere gange end jeg havde ønsket - og jeg tror ikke du kan byde mig på noget specielt.” hun gav ham et blink og hæv ham afsted i armen. “Ser ud til at du må lide lidt ekstra, det var godt nok ærgerligt.” grinede hun, som hun travede afsted hen over grusstien.

Randall havde jo ikke ligefrem regnet med en positiv respons fra byvagternes våbenmester. Hun havde altid virket som en strid og ganske sur kælling, der havde i hvert fald ikke været noget smil over hende, de gange han havde haft noget med hende at gøre. Nej, han regnede mere med at få en knyttet næve i ryggen, men der skete ikke noget lige med det samme. Han skævede bagud og kunne se, at byvagterne morede sig, hvilket var succes nok i sig selv, og et grin dukkede op på hans ansigt. De virkede modtagelige for lidt pjat, måske man skulle underholde dem på gåturen op til arresten.

Men inden han nåede at komme videre med den tanke, kom våbenmesteren op på siden af ham. Lidt overrasket så han på hende, og brokkede sig ikke, som hun begyndte at skubbe ham sidelæns, så han til sidst stødte mod en mur med ryggen. Forvirret, og med en forventning om fysisk vold, spærrede han øjnene op, som hun sagde, at hun aldrig havde troet, at han ville spørge hende. Smilet på hendes ansigt var charmerende nok for en kvinde af hendes slags, men det virkede helt forkert, og mistroen begyndte at melde sig, selvom følelsen af hendes berøring sendte et lille varmt stik ned igennem ham.

Og så kom det. Hun talt ned om hans lem. Altså, han vidste godt, at han ikke havde den største manddom i Krystallandet, og så var den en smule skæv til venstre, når den var i fuld vigør, men derfor var det da ikke rart at få at vide, at man ikke havde noget specielt at tilbyde damerne! Hans ansigt foldede sig sammen i et ganske fornærmet udtryk, som hun hev ham ud fra muren for at føre ham videre.
"Det er ikke størrelsen, men gørelsen det kommer ud på!" Udbrød han højt, hvilket bare fik de tre mandlige byvagter til at grine endnu mere. Randy var ligeglad, han havde ikke noget i mod, at andre grinede på bekostning af ham, så længe han selv syntes, at det var sjovt.

"Du er ikke den første til at se mit lem og have tænkt, at det ikke ser ud af meget, men jeg skal sige dig, der er ikke en eneste af de kæ-, ehm, kvinder, der har haft fornøjelsen af mig i mellem lagnerne, der har haft noget at brokke sig over!" Han rettede sig op og så mod de mandlige byvagter. "Snarere tværtimod! Nu skal jeg fortælle jer om dengang, jeg nær var blevet en holden mand! Den her enkegrevinde faldt pladask for min charme og mine evner i sengen! Det var livet, at bo på en herregård med maden serveret og tjenere til at nuldre en mellem tæerne. Men jeg begyndte sgu at savne friheden, så jeg fik hende overtalt til at lade mig drage videre. Som tak fik jeg fyldt tasken op og en hest at ride på! Så tilfreds var hun!" Det var ikke helt løgn, men hun ville faktisk ikke af med ham igen, så hesten havde han sgu stjålet, da han stak af. Det lød bare ikke helt så godt som det andet.

Det hun havde sagt, havde tydeligvis ikke haft den virkning hun havde ønsket.
For i stedet for at holde sin kæft, eller bare komme med en enkelt sur bemærkning tilbage. Så valgte manden simpelthen at køre der ud af, med en eller anden historie hun så ganske unødvendig!
I tak som ordene væltede ud af hans mund, som var han blevet et vandfald, kunne man se byvagternes ansigt der fortrak sig mere og mere i en eddikesur mine.
Kæft en da kun kile kunne have sørget for hende, for den stank langt væk af død. Fordi det var præcis det hun næsten ønskede hun var lige nu. Ikke nok med, hun skulle høre på denne idiot, hun havde også Hecate i vente senere.
Mens at resten af byvagterne der var rundt omkring dem, tydeligvis synes ganske om fortællingen. Grinte og gav ham nogle anerkendende nik. Forstumme de dog hurtigt, da hendes blik blev vendt imod dem. En af dem kunne slet ikke kigge hende ind i øjnene, og fandt pludseligt en meget interessant plet på husmuren at kigge på i stedet.
“Du holder aldrig kæft var Randall?” hun greb omkring hans arm igen, og begyndte at trække ham afsted. “Men godt du kan puste lidt ind i de gamle damer, som sikkert er fuld af støv og ikke længere kan huske hvad god sex er.” brummede den irritable byvagt strid, som han så fint havde kaldt hende før. Hendes skridt var hurtigere end før, nu skulle det her bare overstås. Og det kunne, kun gå for langsomt!

Randall morede sig kosteligt, som han fortalte sin historie og byvagterne tydeligvis fandt det underholdende. Ja, altså, de tre af dem. Den stramme kælling så ud som om, at hun havde bidt i en citron, og Randall var ikke i tvivl om, at hun gik og drømte om at vride halsen om på ham. Det fik ham bare til at more sig endnu mere, og grinet på hans ansigt voksede lige en tand mere, som han afsluttede historien. At de andre byvagter næsten virkede bange for hende, som hun så rundt på dem, det fik kun et opgivende suk fra ham, så farlig kunne hun ikke være. Hans blik gled kort mod hendes røv, nu hun alligevel kiggede væk.

Han nåede da også kun lige at blive færdig med historien, da hun med et hårdt ryk begyndte at hive ham videre ned ad gaden, som om han ikke fulgte frivilligt med i forvejen.
”Kun når jeg har noget i kæften!” svarede han kækt og grinede, som hun trak ham af sted. Han ville sige noget mere, bare for at illustrere, at, nej, han holdt aldrig kæft, da hun fortsatte. Hendes ord fik ham til at spærre øjnene op og måbe kort, inden det store smil vendte tilbage på hans ansigt med fuld kraft.
”Sagde du lige, at jeg kan give gamle damer god sex?” Han gav et lille hop, som kunne han ikke rumme glæden ved den tanke. ”HA! Du synes jeg knepper godt! Haha!”

Han kunne ikke lade være med at le højt og dreje sig mod den nærmeste byvagt.
”Du hørte det også, ikke?!” Han ventede ikke på et svar, men vendte tilbage til Anann og lænede sig ind mod hende med et glimt i øjet.
”Jamen så er der jo ikke noget i vejen for at tage imod mit tilbud.” Han blinkede sigende med det ene øjne og raslede lidt med håndjernene, inden han lo igen. Dét var noget, han ville mobbe hende med hele vejen til arresten og hver eneste gang, han mødte hende i fremtiden!

“Uuuuurgh” hun protesterede med et højlydt suk, som han drejede hendes ord; så hun havde talt ham op i stedet for ned. Det havde ikke haft den effekt som hun havde ønsket.
Fantastisk.
“Jeg sagde! Du.” den stramme byvagt, lignede mest af alt, at hun havde slugt citronen i stedet for at bare bide ned i den. Hun måbede næsten, som hun prøvede at finde ud af hvad hun skulle sige til ham. Det hjalp ikke ydermere at en af byvagterne bag hende, knækkede sammen af grin og måtte holde sig om maven for at undgå ikke at falde ned på jorden. Store tåre forlod endda hans øjne, og det gik ikke lang tid før at resten af fyrene begyndte at grine så højt at hele eskorten stoppede op.
“Du drejer mine ord! Jeg sagde bestemt ikke du var god til sex.” nej, det var værre var det ikke? For nu lød det som om hun havde prøvet det.
Han gjorde det med vilje! Hele hendes hoved blev rød, af ligedele flov og vrede. For det var præcis det han kunne gøre så godt. Gøre hende helt og igennem rasende.
“Nej – Tak” hvæsede hun, og greb ham hårde omkring armen og begyndte at trække ham væk. Efterlod de andre som stadig hylede af grin. Dette var ikke kun noget Randall ville more sig med over den næste lange stykke tid. Nej, det ville resten af byvagterne bestemt også.
Han – ville bare ødelægge hendes liv ikke? Som om hun ikke havde få glæder i livet, skulle han nu tage nogle af de sidste væk.
Zaladin tage ham!
“Du er en første klasses røvhul.” mumlede hun irriteret, som hun med raske skridt, tilbage lagde afstanden fra grinene hun stadig kunne høre. Ville de aldrig stoppe?

Det var mere morsomt at se hendes reaktion på det hele, end at lave grin med hende, og Randy havde svært ved at styre morskaben, som han deltog i latteren sammen med byvagterne, dog ikke helt så voldsomt. Hun gjorde det ikke bedre selv, som hun forsøgte at redde den, men bare end med at begrave sig selv endnu mere.
Grebet om hans arm var efterhånden så hårdt, at han ikke var i tvivl om, at han ville få nogle yndige blå mærker, men han brokkede sig ikke, som hun hev af sted med ham, han hiksede et par sidste gange, og nøjedes så med at smile af det hele.

”Hey, lidt hævn kan jeg vel tillade mig, efter jeg blev afbrudt midt-knald og få min pumpestok nedstirret af tre sure gamle kællinger. Jeg røvhuller bare tilbage igen!” Hans tone var munter nok, som han energisk gik af sted ved siden af hende. Det var ved Zaladin det værste at blive stoppet midt i, at han var ved at knalde en lille lækkerhed som den hore, men han var ikke rigtigt typen, der dvælede ved sine nederlag. Så ville livet ved guderne blive alt for langt og tungt. Nej, lige nu var det sjovere at lave lidt sjov med byvagten, der åbenbart ikke kunne overtales til et knald.

Han drejede sig en smule i hendes greb og så tilbage mod de andre byvagter, der stadig var ved at komme sig. Derefter drejede han sig frem igen og lod blikket glide over omgivelserne. Dianthos. Han kendte snart byens små smutveje ud og ind.
Hans blik gled kort ned mod hendes hårde greb i hans arm, inden han besluttede sig for, at han jo ikke havde noget at miste. Ud over en kort pause fra Dianthos, til de glemte han var et problem.

Pludseligt stoppede han brat op, og alle de muskler, han ikke virkede til at have, kom i spil. Han skubbede først til hende med skulderen for at få hende ud af balance, inden han trak hende imod sig igen ved hendes eget greb i hans arm. Samtidigt løftede han den ene ben og førte knæet direkte mod hendes mave i et forsøg på at banke luften ud af hende og derved distrahere hende fra at holde fast i ham.

Lykkedes det, jamen så satte han i løb så snart hendes fingre slap deres greb i hans kød. Ned ad gaden og ind af den første gyde imellem to huse, hen over en baggård og derefter over et plankeværk, noget der nev noget så ulækkert i maven, som han ikke kunne bruge hænderne. Han gryntede, som han faldt hårdt ned på jorden, men nu han alligevel lå der og rodede rundt, fik han krøllet sin krop nok sammen til at hive håndjernene ned omkring de slidte støvler. Lidt lettere kom han på benene og fortsatte sin flugt fra den sure byvagt.

Lykkedes det ikke, jamen så måtte Anann jo se, om hun kunne få styr på ham, inden han forsøgte med en pande mod hendes næserod.

Manden var forfærdelig, fuldstændig frastødende! Hun kunne ikke forklare det bedre end dét. Og han understregede det blot, ved at kalde sin penis for en pumpestok. Aldrig havde hun hørt noget så usmageligt, og hun blev endnu mere træls at se på, da hun kunne mærke hvordan at hun for en gangs skyld måtte give den gamle strigle, Hecate ret. Uanstændig og fuldstændig vulgær, det var hvad Randy var. Og hvis dette var sidste gang hun stødte på ham, trods at hun ikke regnede med det, så ville hun være en lykkelig kvinde. 
Men hendes tankestrøm, og det at hun ignorere ham, skulle blive hendes fald. “Hvad la-“ mere nåede hun ikke at ytre, før hun mærkede balancen forsvandt under hende. Lige som hun skulle til at vælte, blev hun trukket tilbage; også forsvandt alt luft fra hende, da et knæ kolliderede mod hendes mave. 
Et smerte støn forlod hendes læber, som hun knækkede sammen og sank i knæ. Og derved også mistede grebet på Randalls arm. Også var han væk. 
“Idioter! FANG HAM!” Skreg hun, og greb omkring hendes mave. Det var godt nok ikke fordi, at Anann ikke havde oplevet værre - men som hun så de tre andre mænd, få gang i fodtøjet og efterfulgte den tilfangetaget. Blev hun siddende i støvet, hun himlede med øjnene - det var ikke det værd. Hun skulle nok fange ham en anden dag, men lige nu, havde hun slet ikke energien til at forfølge ham, sammen med de andre mænd. 
Hvis de ikke fangede ham - ja, så kunne hun bare lade vreden gå ud over dem. Hun rejste sig langsomt op fra den støvede vej, børstede sine uniform af. Inden hun med beslutsomme skridt bevægede sig tilbag til byvagtskontoret. Den her dag, var fuldkommen til at lukke op og skide i. Prikken over i’et ville være, at  Hecate allerede stod klar til at ligge en klage. Igen. 

Det var tydeligt, at byvagterne var efter ham, han kunne høre råb, og en enkelt gang måtte han stå gemt rundt et hjørne, mens den ene løb forbi. Men Randall Kraglin var ikke dum! Han snoede sig ud og ind af de små gader, over og under forhindringer og snart var han langt væk fra den del af nedre by. Åh, han godtede sig, som han til sidst slentrede ned af gaderne. Det var aldrig en hel skidt dag, når man snørede byvagterne. Og slet ikke Anann, den stramme tante! Han snøftede lidt utilfredst ind, som han huskede hendes beskæmmende ord om hans nedre dele.

Endeligt fandt han sig et lille hjørne, hvor han kunne liste sin dirk op af støvlen og få vrikket låsen op, så hans hænder endeligt var fri igen. Skønt!

Egentligt burde han liste ud af byen og finde noget andet at lave, men man blev sgu så tørstig, så resten af aftenen blev brugt på en kro, hvor han med glæde fortalte om den dumme kvindelige byvagt, han havde givet et knæ i maven. Og da han godt småsnaldret kravlede ned i sengen med en eller anden trunte, der sikkert ville have penge af ham, når natten var ovre, havde han glemt dagens trælse oplevelser og gamle sure kællinger.