Det var ikke planen, at Hyde skulle blive fuldkommen hypnotiseret af blodet, så da han formåede at skifte fokus, begyndte Lykke at rense kløerne med tungen med et lidt for behageligt glimt i øjet. Blod var ikke noget, hun normalt indtog, men lige i denne anledning virkede det passende. Hun nikkede efterfølgende til hans svar, men kommenterede det ellers ikke yderligere.

"Vil De have hende, inden jeg får ydet mere skade på hende?" sagde hun med slet skjult lyst i blikket og en lidt for munter tone, der kun fik pigen til at spærre øjnene mere op i frygt. Lykke havde stadig et fast tag om pigens underkæbe, så hun ikke lavede for meget larm.

Hyde så vurderende på pigen, inden han rystede på hovedet og så på Lykke. "Jeg ville faktisk foretrække, hvis vi kunne få arrangeret det sådan, at jeg kunne drikke fra hende, mens du ... yder skade." Det sidste blev sagt med et lille skævt smil. "Hvis du ønsker det, kan jeg endda holde hende imens. I stedet for at binde hende, mener jeg." Han ville faktisk foretrække at holde hende. En dump pulserende følelse var så småt begyndt at løbe rundt i kroppen på ham ved udsigten til dette.

Lykkes smil voksede betragteligt ved Hydes ord, og det blev tydeligt mere kynisk. "Jamen i det tilfælde..." begyndte hun og puffede pigen over mod Hyde. Hun spildte ikke tiden, som hun lod sin hale finde under pigens klæder. Hvad hun lavede, var ikke til at se for kjolen, men pigen prøvede igen at skrige, og hun spærrede tydeligt øjnene op i smerte. Kort efter dryppede det med en smule blod på gulvet, og Lykkes hale stoppede sine bevægelser. "Ups. Jeg fik vist stukket lidt for dybt" konstaterede hun med en ligegyldig mine, som hun lod halen køre i cirkelbevægelser i stedet, hvilket kun fik pigen til at klynke mere, som hun nu klamrede sig til Hyde for at holde sig oprejst.

Lykke ventede bevidst med at gøre mere skade på hende, til Hyde var begyndt at sætte tænderne i hende, men ligeså snart han var begyndt at drikke, ville hun lade kløerne køre fra toppen af ryggen ved nakken og helt ned til kanten af bagdelen. Rifterne ville ikke blive alt for dybe, men det ville stadig være nok til, at blodet ville begynde at løbe, og det ville være ret så smertefuldt. Dette ville også medføre, at slavens kjole ville falde til gulvet, fordi Lykke sprættede den op bagpå, og man kunne nu se, at halen var ført op i hendes bagparti, hvor den var i fuld gang med at maltraktere tyktarmen ved at køre cirkulært, så hullet truede med at sprække.

Hyde greb pigen, da hun blev skubbet hen i hans arme og han var ikke sen til at gøre alvor af sin trussel om at holde hende. Hurtigt fik han hendes arme tvunget bag om ryggen på hende og han holdt hende derefter fast ind til sin krop med et godt tag omkring begge hendes håndled. Han mærkede tydeligt pigens smerter og uden at spilde mere tid, borede han sine tænder dybt ind i hendes hals og tog en dyb tår. Frygten var let at smage i hendes blod og han sukkede veltilpas, inden han drak dybt igen. Han var alvorligt bange for, at hun ikke ville holde særligt længe. Og han havde også ret svært ved at fokusere på, hvad Lykke foretog sig. Så længe det gjorde pigen tilpas rædselslagen, så var han glad.

Det var tydeligt i hendes øjne, at Lykke nød hvert et øjeblik. Hun havde faktisk overvejet, at hvis pigen ikke holdte længe nok, så ville hun tilbyde sig selv som dessert, men hun ville, for nu, se tiden an.

Lykke kunne godt se, at pigens ben truede med at give efter, da Hyde satte tænderne i hende oveni de blodige rifter på rygge, så Lykke valgte at sætte kløerne i den anden skulder for at presse, hvad der måtte være af adrenalin tilbage ud i kroppen, mens hun stillede sig helt tæt på, så hun kunne hviske pigen i øret: "Hvis du giver op nu, dør du." Sætningen blev efterfulgt af et noget mere voldsomt ryk med halen, hvilket kun fik det til at dryppe kraftigere med blod på gulvet, men pigen havde ikke længere kræfter til at skrige, men hendes frygt blev nu tydeligere i øjnene, som hendes ben blev slappe. Hun hang nu mere eller mindre i Hydes arme, men hun var stadig i live, omend øjnene var ved at blive tomme.

Hyde lukkede resten af rummet ude, mens han svælgede i det frygt-fyldte blod. Det var først, da han mærkede pigen blive slap i sine arme, at han trak tænderne til sig og så sig omkring. Der var blod alle steder nærmest - ikke mindst på Lykke - og Hyde brugte en arm til at holde pigen oppe med, mens han tørrede sig let om mundvigende med sin frie hånd. "Forfriskende," roste han anerkendende og smilede til sin værtinde. "Selvom jeg vidst kom til at forsluge mig en lille smule." Pigen så i hvert fald ikke ud til at være mange sure sild værd mere.

Lykke gav et hårdere klem med hånden i skulderen på pigen for at se, om hun reagerede, men det var ikke tilfældet. Hun trak stadig vejret, omend det lød til at være noget besværet og på nippet til at holde op. Dette fik hende til at lave et gevaldigt ryk med halen, så den blev trykket gevaldigt længere ind i pigen. Dette medførte en række lyde af indvolde, der blev kvast eller slået i stykker, og da Lykke trak halen ud igen, væltede det ud med en kaskade af blod. Pigen var nu definitivt død. "Åh ja, det havde jeg ikke lige tænkt over" sagde hun hentydende til blodpølen, der nu dækkede hendes gulv. Hun måtte få en anden slave til at rengøre det på et tidspunkt. For nu galdt det Hyde, som hun plantede sit blik på igen. "Blev De mæt?" spurgte hun. Hvis det ikke var tilfældet var næste skridt at tilbyde hende selv. Hun havde vist opbrugt sin kvote af slaver for i dag. Hun lod huden på hænderne skifte tilbage igen. De, og halen, var stadig blodige, så hun brugte et øjeblik til at tørre det af i pigens ødelagte trøje, inden hun smed den på gulvet igen. "Skal jeg ringe efter rengøringen nu, eller har De noget imod at vente?"

Det hele var gået væsentligt hurtigere, end Hyde havde regnet med og han stod ærligt talt og følte sig en smule antiklimatisk anlagt. Lykke havde dog bestemt opfyldt sin del af aftalen, omend måske mere voldsomt, end han havde forventet. Nu smilede han dog til hende og nikkede. "Det gjorde jeg," svarede han og lod den livløse krop falde ned på gulvet oven i alt det overskydende blod. 

Hyde var ikke en udmagret eller sultende vampyr og han kunne have nøjedes med et par decilitre eller der omkring. Nu hvor han havde drukket tæt på en liter, følte han sig dejligt veltilpas. "Du har ikke planer om at vende tilbage til festen?" spurgte han så og lagde hovedet lidt på skrå.

Lykke hævede let det ene bryn over spørgsmålet. Hun havde ikke ligefrem regnet med, at det var ham, der fulgte hende. "Jeg har planer om at være Deres vært og gøre Dem det behageligt" svarede hun ærligt med et smil. "Vil De da gerne tilbage til festen?" Selvom hun ville gøre, som han ønskede, var det samtidig tydeligt, at hun faktisk ikke havde den store lyst til at bevæge sig ud til festen igen. Der var alt for meget larm, og hun var generelt ikke festtypen, så det havde været en kærkommen mulighed for at slippe væk, at Hyde havde foreslået, at de fandt et mere privat sted. "Jeg spurgte mest for det tilfælde, at De ønskede at blive" sagde hun med hentydning til, om den døde pige kom til at genere ham eller ej.

Som Lykkes tanker bevægede sig i andre retninger, fik hun kort en mimik af lyst over ansigtet, men da hun tog sig selv i det, lagde hun det i stedet i smilende folder, som hun fastholdt blikket på Hyde. Det handlede om ham, ikke om hende. Hendes egne ønsker og lyster måtte vente.

Hyde stod et øjeblik og tænkte sig om, inden han smilede let. I festsalen havde han måske forestillet sig, at de to kunne have en smule sjov efter måltidet, men han var kommet på bedre tanker. At forsøge sig med en dæmon var i bedste fald udfordrende, men med Lykke mente han alligevel, at han nok havde gabt over mere, end han kunne sluge. Bare tanken om, at hun skulle finde på at bruge den hale på ham, gjorde ham ubehageligt tilpas. Og med dæmoner vidste man aldrig. "Jeg tror, at jeg burde gå tilbage til festen," svarede han derfor og bukkede let i hendes retning. "Der er stadig et par personer, som jeg er nødt til at tale med."

Lykke overvejede et øjeblik hans ord, og hun var ret sikker på, at han ikke talte sandt. "Vent, fik jeg skræmt Dem væk?" spurgte hun ude af stand til at skjule sin skuffelse. Hun havde måske ikke holdt igen, men han kunne da vel ikke tro, at hun ville behandle hende lige sådan? "Jeg fik afløb for mine sadistiske lyster, nu er der kun... en anden tilbage" svarede hun og de blege kinder rødmede en smule, ikke fordi hun var flov, men fordi hun var vred på sig selv over at vise svaghed. Hun havde ikke nået at stoppe sig selv, inden hun havde fået sagt for meget, og hun havde set sig nødsaget til at fuldføre sætningen. Med et suk vendte hun ryggen til Hyde. Hvad var der lige galt med hende? Hun var da bedre end det her?! Hun tvang et smil frem, inden hun vendte sig mod Hyde igen. "I så fald vil De så ikke gøre mig den ære, at lade mig følge Dem tilbage til festlighederne?" spurgte hun høfligt. Kinderne var stadig svagt røde.

Rødmen i hendes kinder og hendes afværgende ord, fik Hyde til alligevel at overveje sagen endnu engang. Hun lod til at være villig til at følge ham tilbage, selvom hun ikke ligefrem virkede glad for det og Hyde svarede med et skævt smil. Så gik han hen til hende og stoppede først, da han stod lige ud for hende. De var nogenlunde lige høje og det var let for ham at holde øjenkontakt, nu hvor de stod så tæt, som de gjorde. "Hvis den sadistiske, dominerende - og ganske drabelige - dæmonkvinde kan lægge kontrollen fra sig og lade mig bestemme aftenens udfald, så kan vi tale om at jeg bliver," svarede han med en stemmeføring som var lige dele drillende og forførende. Han var så absolut tiltrukket af hende, men han var selv lige så dominerende anlagt, som hun tydeligvis var. Og med de lyster hun ellers havde, så ville han foretrække at have kontrollen i transaktionen.

Lykke lod sit blik møde hans, og hun gav sig god tid til at overveje sagen. Var hun virkelig så desperat? Hun nåede kun lige at tænke tanken, da hun blev opmærksom på varmen længere nede. Ja. Ja, det var hun i den grad. Hun trådte et halvt skridt tættere på, så hun kom endnu tættere på. "Jeg skal gøre mit bedste for ikke at være dominerende. Jeg lover, at jeg ikke skader Dem" svarede hun ærligt og så stålsat ind i hans øjne. Det var noget af en omvæltning at skulle domineres af ham, men han havde trods alt vist sig værdig, så det var ikke så slemt, som det kunne være. "Jeg er Deres værtinde, og jeg vil derfor gøre, hvad De beder mig om" sagde hun til sidst med et oprigtigt smil, mens hun forsigtigt lagde den ene hånd på hans skulder.

Hyde ventede roligt på hendes svar og da det kom, kunne han ikke lade være med at smile skævt. "Godt," svarede han tilfreds og lod sin hånd stryge blidt over hendes kind. "For jeg har vitterligt ikke megen lyst til at gå tilbage lige nu." Han lod hånden stryge forbi hendes øre og lod sine fingre glide ind i hendes lyse hår. Lod dem glide ind i det, helt om til baghovedet, inden han stoppede og strammede grebet let, så hun ville kunne mærke et svagt træk i alle sine hårrødder. "Ikke med så... bedårende... selskab." Han smilede igen - et smil fuldt af løfter - og lænede sig så ind mod hende og lagde sine læber over hendes.

Der var noget tilfredsstillende over den måde, Hyde tog styringen på. Det var helt klart noget, Lykke ikke var vant til, men lige nu gjorde det hende faktisk ikke noget. Det største problem for hende ville nok være ikke at tage styringen.

Hun gav et suk af nydelse fra sig, da hun mærkede grebet i sit hår. Det var helt klart anderledes på en god måde det her, og hun gengældte glædeligt kysset. Hånden på hans skulder greb let fat i skjorten, hvor den lå, mens den anden langsomt blev ført op i hendes egen nakke. Her løsnede hun det stykke af kjolen, der kørte op om nakken, så den sank til jorden, og hun blotlagde derved sin topløse krop. Den var lige så bleg som resten af hende, på nær arret, der nu tydeligt kunne ses i fuld størrelse, på ryggen.

Lykke forlængede lettere krævende kysset, mens hendes hænder roligt begyndte at løsner knapperne i Hydes skjorte. Halvvejs nede brød hun dog kysset og stoppede sine hænders foretagende, mens hun igen rødmede over sin svaghed, der denne gang havde taget formen af utålmodighed. "Undskyld. Jeg burde lade Dem føre an..." I takt med at sætningen blev sagt, blev hendes stemme mindre og mindre, og hun endte med at se flovt ned i gulvet. Hun kunne da heller ikke finde ud af at være en god vært.

Hyde nød kysset i fulde drag. Han havde visse fornemmelser omkring dæmonkvinden foran sig og han var ganske ivrig efter at finde ud af, om han havde ret eller ej. Men da han mærkede hendes hænder begynde at knappe sin skjorte op, trak han sig alligevel en lille smule tilbage og så på hende med et hævet øjenbryn. Der gik da heller ikke længe, inden hun undskyldte og den måde hun derefter næsten blev skamfuld over sin opførelse på, bragte et smil til Hyde's læber. 

Roligt lagde han en kroget pegefinger under hendes hage og vippede hendes ansigt op igen, så han kunne se ind i hendes øjne igen. "Noget kunne tyde på, at du vil få svært ved at lade mig bestemme," kommenterede han roligt og kyssede hende så på panden for at vise, at han ikke havde taget anstød. Endnu. "Har du ikke noget reb eller måske nogle lænker herinde? Så vil jeg gerne sikre mig mod fremtidige fejltagelser." Han så hende i øjnene med sit eget muntre blik. Hun var lige typen, som ville have den slags liggende på sit eget værelse og han morede sig allerede over, hvad hun mon ville sige til at det pludselig skulle bruges på hende selv.

Lykke så tydeligt overrasket ud, da hendes hoved blev hævet, så hun kunne se på ham. Hun havde ikke ligefrem forventet at blive tilgivet så hurtigt. Hans konklusion fik hende dog til at smile, for hun kunne godt se det morsomme i det. "Jeg er som sagt ikke rigtigt vant til at lade andre bestemme. Det er ikke ligefrem nemt for mig at omlægge mine vaner fra det ene øjeblik til det andet, må jeg indrømme. Jeg lover dog stadig at gøre mit bedste" svarede hun og trådte et halvt skridt baglæns for at afsløre sin næsten nøgne krop for ham; der var kun et par trusser tilbage, og de overlod trods alt ikke meget til fantasien, fordi de både blotlagde hendes hofter og baller.

Ved hans forespørgsel lagde hun dog hovedet en anelse på skrå. Hvad havde han i tankerne? Sengen havde ikke ligefrem nogle tremmer, men det var måske heller ikke nødvendigt? Smilet på hendes læber voksede dog, som hun nikkede. "Jo, det har jeg. Flere slags endda" svarede hun og vendte rundt for at gå over til klædeskabet på modsatte væg. På vejen derover løftede hun med vilje halen, så han havde frit udsyn til hendes bagdel. Nok havde han fået lov at dominere, men der var vel ikke noget galt i at vise ham, hvad han fik?

Efter et øjebliks rumsteren kom hun tilbage med tre forskellige slags lænker; det første sæt var et par håndjern med brede holdere, der ville fylde næsten hele underarmen. De var tydeligt lavet til at holde stærke fanger. Det næste sæt var næsten magen til, bortset fra at disse også lukkede hænderne inde. Begge disse sæt havde korte kæder, så man ikke havde ret meget bevægelsesfrihed. Det sidste sæt havde nogle længere kæder, og da hun viklede det hele ud, blev det tydeligt, at dette var beregnet til både hænder og fødder. Ligeledes var kæden ved håndleddene korte, så man kunne sætte hænderne fast på ryggen. Ydermere blev den også låst fast til halsen, så hvis man bevægede benene for langt fremad, ville man ende med at kvæle sig selv. Selve låsene til disse virkede dog ikke så robuste som de andre to. Hun holdte alle tre sæt oppe i strakt arm mod ham med et skævt smil på læben. "Valget er dit, herre" sagde hun. Ordvalget havde været helt med vilje. Hvis hun skulle underkaste sig, kunne hun ligeså godt gøre det ordentligt.