En blod dråbe faldt ned i håret på James, men han tog sig ikke af det. Marad var højere end ham og han kunne egentlig ramme ham hvor det skulle være. Stadig prøvede James at komme fri fra Marad men lige meget hjalp det. Det var dog utroligt som Marad var stærkere end ham! Kunne han for en gangs skyld ikke slippe ham så han kunne komme væk. Her havde James faktisk valgt at give hele sit hjerte til Marad og så havde han valgt at ødelægge det hårdt! Det viste jo bare at man ikke skulle holde af nogen.
Endnu engang prøvede han at skubbe sig væk fra Marad dog lagde han lidt mere vægt på den hånd der var gået af led hvilket resulterede i at han kom med et smertes udbrud. "Slip mig så din idiot... Ellers skriger jeg!" Han var klar til at skrige for at komme fri. Han var klar til at lade sin stemme nå et decibel som Marad ikke havde hørt før. Så ruden der allerede var flækket gik itu. Endnu en blod dråbe faldt fra Marad's næse og ramte ham på kinden, men James var fortsat lige glad. Han kunne vaskes. Han skulle vaskes, han skulle have vasket disse følelser bort og det kunne ikke få for langsomt.

Marad kunne mærke blodet løbe ned over sit ansigt. Man kunne have håbet, at volden ville have fået james til at falde ned. Han kunne måske endda have taget imod endnu et slag, men han havde ikke tænkt sig at lade James slå løs på ham i håbet om, at det på et tidspunkt ville hjæloe. Nej. Det ville aldrig gå, på et tidspunkt ville han miste tålmodigheden og slå tilbage.
Han bemærkede James smertesudbrud. Havde han skadet ham? Det var ikke usandsynligt, selvom han ikke havde haft til hensigt at gøre nogen skade.
"James, hvis jeg har skadet dig, så lad mig i det mindste få en healer til at se på det"
Han kunne vælge bare at give slip på ham, men han var sikker på, at James ville storme afsted, så snart han fik muligheden. Det kunne han ikke lade ske, han ville ikke miste ham.
"Jeg slipper dig hvis du slapper af, så vi kan snakke sammen"
Han vidste jo godt at han havde dummet sig! Og han tog gerne imod James vrede og hans skældsord, hvis han i det mindste bare kunne få et ord indført! En forklaring kunne vel næppe gøre hele situationen værre end den var lige nu!

ARGH! Hvis James kunne ville han skrige, men samtidig ville han heller ikke gøre Marad ondt. Det var ikke fair over for nogen af dem. Marad havde godt nok fortjent det, men var det virkelig det som han ville? Han lod blikket bevæge sig ned til sin hånd, den skulle sættes på plads inden det for alvor gjorde ondt. Men Marad skulle IKKE hjælpe! Det var der ingen tvivl om.
"Du skal bare lade mig være i fred! Du skal ikke røre mig. Slip mig så!" han var rasende og havde lyst til at slå Marad igen, men han kunne ikke rigtig komme fri fra Marads greb. Hvis Marad nu bare gav lidt slip. Langsomt åbnede han munden men der kom ikke en lyd ud. Han kunne ikke få sig selv til det. Hvorfor skulle Marad lige pludselig betyde så meget for ham?!
"Slip mig så. Vi har intet at tale om!" han prøvede endnu en gang at slappe af og prøvede at trække vejret stille og roligt, dog kunne han ikke. Adrenalinen pumpede i ham, og han havde behov for at komme langt væk fra Marad som muligt. Denne idiot skulle han ikke tilbringe en tid mere med! Marad skulle nu være fortid!

Marad var ved at have fået nokm James nægtede åbenbarr at lytte, så hvorfor skulle han overhovedet forsøge at forklare sig! Den her situation var latterlig ud over alle grænser!
Han brummede utilfreds, og nærmest smed James fra sig.
"Fint. Hvis du nægter at lytte, kan du blive fri" Han trådte et par skridt tilbagem både stemmen og blikket var som is. Han ville aldrig indrømme det,men et sted dybt inde i ham, var der noget som gjorde utroligt ondt. Det var ikke en smerte, ligesom når nogen slog ham. Den kunne ikke engang sammenlignes med at blive slået ihjel. Nej. Det her var en ny smerte, og han ville blot have den til at gå væk.
"Men du skal vide, at når du går din vej, skal du aldrig nærme dig dette sted igen."
James havde fået åbnet en smule op for ham, havde fået ham til at glemme hans sædvanlige ondskab, for bare et øjeblik. Men han var allerede ved at lukke den side ned igen, og han var ikke i tvivl om, at hvis han ville få James at se en gang i fremtideb, ville han ikke være blid ved ham. Han var, den han var. En rytter, en ødelægger. Et monster havde mange kaldt ham. Uanset hvad, var han ikke noget godt væsen, og hvad end, der havde fået ham til at være nærmest kærlig overfor James, var væk nu, og alt hvad ham udstrålede det.

Endelig gav Marad slip på ham. Endelig var han fri. Det kolde blik gjorde ondt på ham men han tog sig ikke af det. Der var vigtigere ting at tage sig til. Han holdet stadig om sin hånd og han vendte sig om så han stod med ryggen til Marad. ”Jeg har heller ikke tænkt mig at komme tilbage!” hans tone var højere end forventet og endnu en gang revnede ruden lidt mere. Marad skulle virkelig have udskiftet vinduer når James var væk. Men så igen James var lige glad. Marad kunne rende ham mere end et sted. Han kunne passe sit og så kunne han da forsvinde.måske ville Miranda være den bedste mulighed, men så igen det ville stadig være i Medanien og Marad ville kunne finde ham. Nej han måtte tage længere væk. Nu skulle han bare have sat hånden på plads igen.
Han begyndte at små løb ned af haven for at komme så hurtigt væk som muligt. Nu håbede han bare at hans knæ ikke gav efter på vejen. Han løb aldrig, men her ville han bare væk. Langt væk fra Marad og hans løgnagtige ansigt!
Som han kom længere væk ville Marad ikke kunne se ham mere, han sænkede farten og han holdet blikket lige frem. Hvor skulle han gå hen?